Ny Diagnose

Januar 2024

Ny Diagnose

Ny og ny er så meget sagt fordi jeg fik stillet diagnosen for nogle år siden.

Jeg går regelmæssigt til lægen og får foretaget diverse helbredskontroller. Bl.a. får jeg målt mit blodtryk. Sommetider sker målingen i klinikken, andre gange foretager jeg selv målingen derhjemme.

På et tidspunkt lå blodtrykket, efter en måling i klinikken, i den høje ende af skalaen uden for normalområdet, og jeg fik en løftet pegefinger.

Vi aftalte så, at jeg selv skulle foretage morgen- og aften-målinger over tre dage.

Syndroma Vestimentum Clinicum

Fordi, som Karina sagde: “Det kan jo være, at du lider af Syndroma Vestimentum Clinicum, der kan påvirke måleresultatet".

I første omgang hæftede jeg mig ikke ved denne ukendte sygdom, men tog hjem og gennemførte 3-dagesmålingen.

Heldigvis var blodtrykket ved hjemme-målingerne væsentligt lavere end dem fra klinikken, dog stadigvæk for høje.

Jeg var så atter i klinikken, hvor Karina og jeg talte om forskellene i måleresultaterne.

Min mening var, at den mest naturlige forklaring måtte være, at hendes blodtryksmåler ikke var kalibreret korrekt. Alternativt, at det var min blodtryksmåler, der målte forkert, men min naturlige selvtillid anså ikke denne mulighed som særlig sandsynlig.

Verifikation

Men da det jo er ganske simpelt at kontrollere, aftalte vi, at jeg ved følgende besøg i klinikken skulle tage min blodtryksmåler med. Så kunne vi sammenligne målingerne fra hendes og min blodtryksmåler.

Resultatet af sammenligningen kom med en krystalklar konklusion.

At jeg lider af Syndroma Vestimentum Clinicum. På engelsk white coat-hypertension (WCH).

En dansk oversættelse kunne måske være en urimelig rædsel for besøg hos lægen. 

Når konklusionen var så klar, var det fordi, at blodtryksmålerne viste nøjagtigt det samme.

Resultaterne var et gennemsnit af 3 målinger med hver blodtryksmåler.

Selvindsigt

Efter diverse tiltag som fx ændrede kost- og motions-vaner ligger mit blodtryk i dag i det pæne felt af normalområdet, men Syndroma Vestimentum Clinicum lider jeg måske stadigvæk af.

Selvindsigt kan jo være en vanskelig disciplin at mestre.

Du kan læse mere her:

Prognostisk betydning af »white coat« og maskeret hypertension