2. august 2026
I et af mine tidligere liv havde jeg en industrikunde, der kørte produktionen næsten i døgndrift.
De startede op søndag aften kl. 22, og kørte 3-holdsskift indtil fredag aften kl. 22.
I vinduet fra fredag aften til søndag aften, blev løbende vedligeholdelse af produktionsudstyr og andet udført. Dertil implementering af nyt udstyr og installationer med videre.
Det var meget essentielt at undgå produktionsstop fordi det havde enorme økonomiske konsekvenser.
Kunden havde en relativ høj andel af min omsætning.
Dette sammen med et gensidigt godt forhold, kunde og leverandør imellem, havde det en meget høj prioritet for mig at leve op til forventningerne til mig, og de ydelser og materialer jeg leverede.
Ydelserne bestod af en kombination mellem teknisk knowhow, håndværk, særligt specialfremstillet teknisk udstyr og materialer.
I perioder havde vi så meget weekendarbejde, at jeg overvejede at droppe alle andre kunder, fordi indtægten med diverse weekendtillæg sagtens kunne dække mit økonomiske behov, selvom det ikke var hver weekend vi var derude.
Jeg besindede mig dog.
Sikkert en fornuftig beslutning, og siden har mit arbejdsliv jo bragt mig vidt omkring med alt muligt andet, der absolut heller ikke er at kimse ad.
Nogen af opgaverne vi udførte var omfattende.
Faktisk så omfattende, at vinduet vi havde til rådighed, sommetider var lige i underkanten.
Selvom der blev mandet op så meget som muligt, har jeg ikke tal på, hvor mange gange vi først blev færdige med jobbet lige til tiden søndag aften.
Vi var selvfølgelig nødt til at få en smule søvn hen over weekenden, men uden at være stolt af det, har jeg dog gået mere end en smule over grænsen flere gange.
Der var fx en gang, dog ikke weekendarbejde, hvor jeg mødte på jobbet kl. 7 den ene dag, var i gang indtil jeg gik til ro kl. 23 den efterfølgende dag.
Dog havde jeg et lille afbræk ved et brusebad for at blive frisket lidt op.
Dagen efter igen var jeg klar kl. 7 på en anden plads.
Som sagt anvendte vi specialfremstillet udstyr til at udføre flere af opgaverne. Meget af det udviklede vi selv.
En dag da vi skulle på weekendarbejde for den pågældende industrikunde, pakkede vi vores udstyr i løbet af fredagen.
Udstyret bestod af adskillige komponenter, materialer og udstyr.
Det var et større setup, og alt blev kontrolleret og testet for at være sikre på succes den kommende weekend.
Fordi, hvis der opstod en situation, hvor vi fik brug for materialer eller andet, var mulighederne stærkt begrænsede, og nogle komponenter og materialer var det umuligt at få fat på pga. de fleste leverandører havde weekendlukket.
Der var mange samlinger i vores setup. Både elektriske, men sandelig også mekaniske.
Da vi prøvesamlede en særlig vigtig komponent, der aldrig tidligere havde voldt problemer, lød der et ildevarslende knæk.
Av for den da. Komponenten knækkede simpelthen over på en måde, der ikke kunne repareres.
Gode råd var dyre.
Det var efterhånden blevet eftermiddag, så af sted i raske fjed mod en leverandør, jeg vidste havde komponenten.
Da jeg ankom til ekspeditionen stod Allan og var klar til at modtage min bestilling.
Allan havde ofte ekspederet mig, så jeg tænkte, at alt var i orden, men.
“Jeg skal bruge et gevindstykke i messing. Det skal have fingevind i den ene ende og passe til Messer Griesheim standard. I den anden ende skal der være 1/4” rørgevind, og der skal være en omløber.
“Hvad er varenummeret”?
“Desværre har jeg ikke varenummeret, men jeg har købt gevindstykket hos jer før”.
“Jeg skal bruge et varenummer”.
“Så vidt jeg husker ligger det på reol nummer 4, en af de nederste hylder”.
“Jeg skal bruge et varenummer”.
“Hør her! Jeg har en meget vigtig opgave, og har brug for det gevindstykke i dag.”
“Klokken er nu 15 og jeg har fyraften. Farvel”.
Allan drejede rundt på hælen og uden yderligere kommentarer gik han sin vej.
Der stod jeg så med håret i postkassen.
Men avisen skal ud, så jeg sprang over disken, fandt pågældende reol og hylde.
For at være sikker tog jeg 3 stk.
Jeg sprang tilbage over disken og råbte ud i det ellers mennesketomme lokale:
“Jeg vil gerne betale."
Efter et par gentagelser forlod jeg stedet.
Måske burde jeg have fundet nogen i salgsafdelingen, eller senere have vendt tilbage og betale.
Det forbød min forfængelighed mig imidlertid.
Paradoksalt var det, at jeg havde et supergodt forhold til særligt en af konsulenterne i det samme firma.
Han lærte mig meget om teorien bag de processer jeg udførte med udstyret fra firmaet.
Det var bl.a. med inspiration fra ham, at min interesse for metallurgi blev forstærket, og jeg havde et mangeårigt medlemskab i Dansk Metallurgisk Selskab, hvor jeg holdt flere foredrag.
Som de sagde var min deltagelse meget velkommen, så praktikken og teorien kunne forenes til fælles gavn og glæde.
Oplevelsen kl. 15 pågældende dag er sikkert medvirkende årsag til, at jeg den dag i dag stadigvæk er plaget af en urimelig rædsel for mangel på materiel og udstyr.
Nogen vil måske sige, at jeg lider af FOMO, men hvem ved?
Se dokument om et af indlæggene jeg holdt i Metallurgisk Selskab
Metallurgiske Processer i Dansk Industri 1987
Se mit Arbejdsliv