Tip
Små tildragelser
Små tildragelser
Greve den 26. maj 2026
Vi tager meget sjældent ud og spiser, men hvis vi springer køkkengymnastikken over, spiser vi gerne take away, eller færdigretter.
Der findes mange gode færdigretter i supermarkedet, men vi fryser også rester fra eget køkken, der således kan gøre forberedelsen af aftensmåltidet nem og bekvem i en snæver vending.
Take away sker vel en gang eller to om måneden, og vi er specielt glade for sushi.
Vi kan præstere at være væk en hel ferie, uden at have været ude at spise overhovedet, men det er en stor fornøjelse for mig at kokkerere når vi er på ferie. Uanset hvor vi ferierer, bestræber jeg mig på at gøre maden med lokalt tilsnit.
Da jeg lærte Judith at kende, kunne hun knap nok koge vand til en kop te.
Det har heldigvis ændret sig gevaldigt.......................Altså til det bedre😉😉😉
I dag er det meget ofte Judith, der står for aftensmaden herhjemme.
Hun laver en hel palette af dejlige retter, der giver en herlig adspredelse fra min kogekunst.
En af de helt store forskelle på Judith og mig er, at når hun finder en opskrift, følger hun den til punkt og prikke.
Det er i diametral modsætning til mig, der næsten ikke kan følge en opskrift, men improviserer i stor stil.
Nogen gange med større succes end andre.
Forleden dag var vi på udflugt med min mor og havde besluttet os for at spise ude.
Valget faldt på Jenners Dockside i Køge havn.
Ellers er en del af vores køkken, at vi meget ofte tager mad med hjemmefra. Dertil har vi investeret i en køletaske, der kan tilsluttes strømforsyningen i bilen, men kan også køre på 230V, og er således super duper til vores ture rundt i Danmark.
Der var stuvende fyldt i restauranten, men vi fik en god plads udenfor. Det gik an fordi vejret var ok selvom det blæste lidt.
Tjeneren forsynede os dog med tæpper og puder, så vi var bekvemme.
Vi fik et dejligt måltid. Vel tilberedt af gode råvarer, og vi fik passende opmærksomhed mens vi spiste.
Da jeg skulle betale, kom tjeneren med sin håndterminal, så transaktionen kunne meget belejligt foretages ved bordet.
Det gik meget hurtigt, men jeg nåede at se tjeneren selv trykke på en knap, der betød ingen drikkepenge.
Derfor fik han et lille kryds i min bog, og jeg kan sagtens finde på at genbesøge stedet en de sjældne gange jeg spiser ude.
Andre steder har jeg oplevet tjenere, der er meget insisterende, nærmest intimiderende, og lefle for, at man skal give drikkepenge.
I Danmark mener jeg, at drikkepenge er inkluderet i prisen.
Jeg havde et ærinde på Fyn, og spiste undervejs på en familierestaurant.
Mad og drikkelse blev bestilt og betalt via en selvbetjeningsterminal, så jeg fik først kontakt til tjeneren, da maden blev serveret for mig.
Det blev meddelt, at der var fri genopfyldning af min drikkelse, hvad jeg ikke lige havde bemærket, da jeg bestilte menuen.
Dertil fik jeg den bedste betjening i en venlig og imødekommende tone.
Jeg bryder mig normalt ikke om alt for megen opmærksomhed fra tjenere mens jeg spiser, men pågældende tjener gav mig en opmærksomhed, præcis som jeg foretrækker.
Jeg havde ikke været på stedet før, og blev endvidere glædeligt overrasket over madens kvalitet.
Som sagt, er det meget sjældent, at jeg giver drikkepenge, men pga. den særligt gode oplevelse jeg havde fået, gik jeg op til tjeneren med en 50-krone-seddel.
Uha uha uha. Den måtte jeg tage med mig igen, fordi det er fyringsårsag at modtage drikkepenge pågældende sted.
Ok. Det er måske lige langt nok over i den modsatte grøft.
Som sagt er det meget sjældent, at jeg spiser ude, og derfor endnu sjældnere, at jeg giver drikkepenge, men jeg kommer i tanke om en anden sjov tildragelse fra mit katalog.
Judith og jeg fik en supergod oplevelse på et af vores sjældne besøg på en restaurant på en af vores ferier.
Ud over den sublime mad, en rigtig rar betjening, en behagelig atmosfære, en rask servering og god plads, havde jeg også en supergod oplevelse med vores værtinde.
Hun fandt en dejlig vinduesplads til os, og havde brug for at gå bag mig for at få fat i en vase, der skulle stå på vores bord, så hun undskyldte ulejligheden for mig.
Men jeg svarede hende: "Det er helt ok, bare du ikke går bag ryggen på mig".
Hun kvitterede hurtigt, med et glimt i øjet, at hun såmænd godt forstod min metafor og dobbeltbetydningen af min sætning.
Jeg elsker, når også yngre mennesker, sætter pris på min boomer-humor.
Men da vi skulle betale, fik historien en ny drejning.
Hun kom med den sædvanlige håndholdte betalingsterminal, og jeg meddelte, at jeg meget gerne ville give hende 50 kr. i drikkepenge, men spurgte om hun ville taste det ind på terminalen for mig.
Til det svarede hun: “Nu gik det jo meget godt med metaforen om at gå bag ryggen på dig, men hvordan mon det nu går med matematikken”?
Det muntrede vi os over og transaktionen blev gennemført.
Judith og jeg skulle til at forlade stedet, da hun kom farende ned til os. Hun var noget befippet og beklagede mange gange, men i stedet for de 50 kr. var hun kommet til at trække 5.000 kr. over beløbet for måltidet.
Med skam må jeg meddele, at jeg ikke havde kontrolleret, om beløbet var korrekt ved transaktionen, så miseren kunne være undgået.
Heldigvis nåede hun selv at opdage fejlen inden jeg gjorde, og hun fik tilbageført beløbet til mig.
Alt i alt var det stadigvæk en god oplevelse, så jeg sikrede mig, at hun alligevel fik sine drikkepenge.