Kan du sove...

Oktober 2026

Prolog

Forleden dag spurgte Warsame: “Hvad er der sket med dit ben, du halter jo?”
Vi har gået sammen et stykke tid på en af de pladser jeg går på i øjeblikket.
Men han havde ikke før lagt mærke til min til tider akavede gangart.
Så han blev noget forundret da jeg svarede, at mit højre knæ ind imellem kan drille, og at det har stået på i årevis, men at jeg lever med det.

Fys

I dag var jeg til træning hos fyssen.
Mark hedder han, og fordi min forrige fys var stoppet, var det første gang vi havde fornøjelsen af hinanden.
For at Mark skulle have gode forudsætninger for at give mig den bedste hjælp, gav jeg ham en beskrivelse af min situation.
Faktisk var jeg ganske godt tilfreds med min orale overlevering til ham, hvad der ellers ind imellem kan volde mig vanskeligheder.
Altså at levere et kort, men præcist resume af et forløb.
Så er jeg mere tryg ved at gøre den slags skriftligt, som jeg således alligevel gør her, selvom den måske ikke ligefrem bliver kort😉
Det giver mig dog samtidig en god refleksion.

Gigt

I 2021 fik jeg en ny hofte på min højre side.
Inden da spurgte folk tit til min akavede gangart, men jeg kviede mig for at gå til lægen med det, så det stod på længe. Alt for længe😉
Da jeg omsider fik mig taget sammen, blev jeg indstillet til at få en ny hofte.
Min læge Klaus havde dog inden spurgt mig, om jeg kunne sove om natten for smerter.
Det havde jeg ingen problemer med, men han stolede på, at det var berettiget, så processen blev sat i værk. 

Kropssprog

Det er jo noget af et indgreb, så der skulle en hel symfoni af prøver og scanninger mv. til inden jeg kom ind til kirurgen, der skulle forestå handlingen.
Jeg havde nok bildt mig selv ind, at det skulle jeg nok klare som en mis, men da jeg trådte ind i lokalet, læste kirurgen nok noget i mit kropssprog, så han sagde til mig:

“Tag plads i stolen der”, hvad jeg gjorde.

Han tog plads over for mig, kikkede mig direkte ind i øjnene, og fortsatte:

“Du skal vide, at jeg ikke har lavet andet i mere end 20 år, og jeg er rigtig god til det“.

Det gjorde mig meget tryg, og blev i hele forløbet behandlet og taget hånd om på den bedste måde.
Kirurgen oplyste om diverse praktiske ting i forbindelse med det forestående og spurgte ind til min generelle situation og helse i almindelighed.
Han gennemlæste prøvesvarene mens vi sad sammen, og da han kom til røntgenbillederne af min hofte, blev han tavs et øjeblik.
Atter kikkede han mig direkte ind i mine øjne og spurgte:

"Hvordan kan du overhovedet gå, for det ser godt nok slemt ud. ?”

Bedøvelse

En del af de indledende forberedelser var en samtale med anæstesilægen.
Han oplyste, at der grundlæggende er to typer bedøvelser til situationer som denne.
Enten fuld bedøvelse, eller epiduralbedøvelse, der af patienten vælges ud fra subjektive eller objektive motiver, dog i samråd med lægen.
Han sagde endvidere, at mange foretrækker fuld bedøvelse, men at han altid anbefaler epiduralbedøvelse til et indgreb som det forestående.
Jeg er god til mit job. Rigtig god.
Derfor sætter jeg endog meget stor pris på, når mine kunder stoler på, at mine anbefalinger til dem bør tages til efterretning.
Når en fagperson over for mig indgyder passende tillid, følger jeg som regel hans anbefaling, som således udmøntede sig i at jeg valgte epiduralbedøvelse.
Ret skal være ret. Somme tider stoler jeg mere på min egen intuition og mavefornemmelse.
Det er nok en del af min natur, der af nogen kaldes for autonom.

Træning

Som led i den forestående operation fik jeg et helt bibliotek af informationer.
Dels om, hvad der skulle ske inden, dels under indlæggelsen og efter udskrivelse fra hospitalet.
Særligt et punkt hæftede jeg mig ved: træning af muskulaturen omkring det berørte område, og at det skulle sættes i værk i god tid inden selve indgrebet.
Jeg fik et meget fint træningsprogram, som jeg fulgte til punkt og prikke.
Det er jeg sikker på har haft en gunstig virkning på min snarlige restitution, og jeg var fx hurtigt oppe at gangtræne efter operationen.
Ikke alle dem jeg var indlagt sammen med, havde samme ihærdighed, hvad jeg undrede mig en del over.
Som fremgår, konsulterer jeg den dag i dag stadigvæk fyssen, men det er der andre årsager til.

Min familie var meget deltagende i hele processen.
Jørgen og Lene var fx chauffører for mig til og fra Næstved Sygehus, og andre deltog med både praktiske ting, men også med moralsk opbakning, der i sig selv er guld værd.
Jeg fik fx lov til at låne Finn Falk, der var en af Sifs yndlingsbamser.
Han var med mig hele vejen, men vendte tilbage til Sif efter et stykke tid.
Finn Falk er dog noget af en lømmel.
Tænk engang. Han forgreb sig på mine lakridser og banan, mens jeg var indlagt, og lavede ellers et forfærdeligt postyr.
Da han kom tilbage til Sif fortsatte han sine streger, og kunne fx finde på at spise Sifs BMO.
Sif har nu overdraget lømlen til mig. Så må vi se om jeg kan holde ham i ørene😉

Indgrebet

Epiduralbedøvelse betyder, at man er vågen, men i en døs og kontaktbar.
Sygeplejersken, der foretog bedøvelsen, havde en meget betryggende metode til at se om den gjorde sin virkning, og som jeg husker ganske tydeligt.
Hun sagde til mig med et glimt i øjet:

“Når du synes, at jeg er pæn, er du bedøvet”

Faktisk var det ganske interessant at være vågen under operationen.
Det tilstedeværende personale spurgte med intervaller ind til mit velbefindende, som var ok under hele seancen.
Der var særlig 2 hændelser, ud over sygeplejerskens melding ovenfor, der står ganske tydeligt for mig.

• Lyden af, da de savede mine knogler over. Det lød som når man saver brænde.
  
  

• Da de hamrede den nye protese ind. Det må have været med en stor hammer. Jeg kunne ikke se den, men hele min krop bevægede sig af kraften fra hammerens virkning.

Genoptræning

Der blev lagt et meget fint genoptræningsforløb hos fysioterapeuten, som jeg med stor ihærdighed fulgte.
Det resulterede i en relativ hurtig restitution, så jeg kunne genoptage mit virke.
Et element i dette forløb var, af flere årsager, at jeg sagde nej tak til transport fra hjemmet til træningsenheden med bus-tilbud fra kommunen.
Dels var det en god træning i sig selv at tage den offentlige bus med gang til og fra busstoppestedet.
Dels passede det slet ikke til mit temperament med ventetiden, både før træningen, men også efter træningen.
Ved selv at tage den offentlige bus, havde jeg et vist overblik over afgangs- og ankomsttider.
Men ikke et ondt ord om bus-tilbuddet fra kommunen.
Det er jo sin sag at få det hele til at gå op i en højere enhed med alle de andre borgere, med hver deres præferencer mv.
Fysserne på Træningsenheden var meget dygtige og forstod min situation til fulde.
De var dog en smule bekymret, da jeg relativt hurtigt skiftede den offentlige bus ud med cyklen.
Men som jeg meddelte dem, var der stisystem hele vejen og jeg tog det stille og roligt så der var ingen ko på den is heller.

Paradoks

Et enkelt punkt var jeg dog ikke helt tilfreds med, under min vej mod fuld restitution.
Hvornår måtte jeg atter køre bil?

• Træningsenheden sagde, at det skulle mit forsikringsselskab give svar på.
  
  

• Mit forsikringsselskab sagde, at det skulle Træningsenheden give svar på 

Nu kniber det jo med min hukommelse, men jeg tænker at autonomien tog over, men hvem ved?

Vandring

Efter den vellykkede operation og genoptræning var jeg atter i fuldt vigør.
Det gik således fint i flere år uden komplikationer af nogen art.
Men somme tider spiller naturkræfterne én et puds, eller også var jeg slet og ret en klummergøj.
På mit kontor derhjemme havde jeg en køreplade af hård plast under min kontorstol.
Kørepladen havde pigge, der burde sikre pladens position.
Men en eller anden naturkraft flyttede pladen et lille stykke hver dag.
Jeg tænker, at det må have været noget med solens stråler gennem vinduet, og den derved opståede termiske ekspansion, men hvem ved?
Et par gange eller tre om året havde pladen flyttet sig så meget, at den måtte genplaceres.

Sidste gang jeg flyttede pladen, skvattede jeg over den, men jeg kunne ikke tage fra.
Så jeg landede på den, så den gik i titusinde trillioner bittesmå småstykker.
Pyt med det, men hvad værre var, at min hofteprotese gik af led.

Smerte

Ind imellem hører jeg repræsentanter fra et vist køn sige, at mænd ikke ved hvad smerte er, fordi de ikke har født.
Dette udsagn kan jeg nu afkræfte. I hvert fald ved jeg godt, hvad smerte er.
Men det var jo noget af uorden med hoften af led, så jeg ringede efter hjælp.
Et par flinke reddere mødte hurtigt op, men måtte konstatere at opgaven krævede endnu 2 reddere, der dog også hurtigt kom til.
Som en af redderne bemærkede, skulle vi måske til at finde os en ny bolig uden trapper.
Det er taget til efterretning, men endnu ikke effektueret, og er ikke på tegnebrættet foreløbig.
En anden bemærkning der faldt, var noget i retning af:

“Nåh, så i er stadigvæk på arbejdsmarkedet".

Joh tak, og det er mindst halvdelen af matriklens beboere den dag i dag.

Fentanyl

Inden jeg blev bugseret ned fra førstesalen af de 4 reddere, fik jeg forskellige medikamenter og injektioner for at tage toppen af min smerte.
Det var stærke sager. Det må det have været.
Judith berettede efterfølgende, selv kan jeg ikke huske det.
At jeg havde sagt, da medikamenterne virkede, at nu skulle jeg nok selv gå ned af trappen.

Det var jeg absolut ude af stand til, men kunne ikke selv se i min tågede tilstand.

Kvaksalveren

Jeg bliver godt modtaget på sygehuset og får at vide, at hvis alt går godt, kan jeg komme hjem samme aften.
Efter en røntgenundersøgelse bliver jeg kørt til operationsstuen.
Idet jeg bliver kørt ind, overhører jeg kirurgen sige til en han taler i telefon med:

“ Hvis det ikke bliver som jeg siger, dør patienten”

Det gippede helt i de 2 personer, der tog sig af mig, og som straks sagde til mig, at det altså var en anden patient, kirurgen omtalte.
Kirurgen henvendte sig så til mig og sagde, at affæren med at sætte min hofte på plads ville ske i et snuptag.
Han ville dog ikke undlade informationen, at andre, specifikt ikke ham, tidligere havde haft udfordringer med den slags.
Så meddeler han, at jeg under ingen omstændigheder kan komme hjem samme aften.
Som jeg jo nok kan forstå, kan der være opstået frakturer fra min tur fra røntgen til operationsstuen.
Det lyder meget mærkeligt i mine ører, og er i direkte modsætning til, hvad jeg kort tid forinden havde fået at vide.
Under alle omstændigheder skal hoften røntgenfotograferes efter, at hoften er sat på plads.
Hvis jeg havde fået tilbuddet, havde jeg nok igen valgt epiduralbedøvelse i stedet for fuld bedøvelse, som jeg fik.
Det kunne måske have opklaret noget af forløbet, der skete, mens jeg var helt væk i bedøvelse.
Da jeg vågner efter seancen meddeler den noget slukørede kirurg, at min sag er meget kompliceret, og at man nok er nødt til at åbne ind til hofteleddet ved en egentlig operation.
Men det vil der blive taget stilling til den efterfølgende dag.
Judith, der var fulgt med og ventede uden for operationsstuen, fortalte efterfølgende, at mens jeg blev gjort klar, havde kirurgen henvendt sig til hende, sikkert for at berolige hende, og havde sagt, at den lille affære vil han klare som en mis.
For at illustrere det havde han, mens han bøjede armen, med den modsatte pegefinger peget på sin biceps.
Han mente åbenbart, at det var et spørgsmål om muskelkraft, hvad en anden senere afkræftede.

Dagen derpå

Da jeg dagen efter vågnede og virkningen af morfinen var aftaget, havde jeg stærke smerter.
Ikke i området ved hoften, men i knæet.
Det meddelte jeg ved stuegang, hvor man dog var mere optaget af, hvad de skulle gøre ved hoften, men nåede ikke til en konklusion i situationen.
Senere kom der et meget roligt og tillidsvækkende væsen ind på stuen til mig.
En ganske lille person. Nærmest med undselig fremtoning.
Hun spurgte mig meget empatisk ind til, hvordan jeg havde det og var meget imødekommende for alt jeg berettede for hende.
Da vi har talt lidt sammen spørger hun mig:

“Vil du have mod på, at jeg gør et forsøg på at sætte hoften på plads”?

Den var jeg straks med på, og kort tid efter var den ged barberet. Ikke med muskelkraft, men med teknik.
Hoften har aldrig siden voldt problemer af nogen art, så stor taknemmelighed herfra for det.
Men kvaksalveren har jeg ikke meget tilovers for.

Røntgen

Som jeg allerede vidste, skulle hoften røntgenfotograferes for en endelig evaluering af det udførte.
For flere fagpersoner nævnte jeg muligheden for at tage et billede af knæet, der nu havde mere fokus fra min side pga. smerterne.
Det blev pure afvist, men jeg blev bedt om at henvende mig til egen læge efter et stykke tid.
Set i bakspejlet burde jeg have insisteret på, at man fra hospitalet tog mit knæ mere alvorligt fordi jeg inden mit besøg hos dem aldrig har haft problemer med knæet.
Det har jeg nu, og har haft lige siden.

Egen læge

Som anbefalet konsulterede jeg min egen læge efter et stykke tid.
Dels for opfølgning af hoften, dels for smerterne i mit knæ.
Der blev bevilget fysioterapi til begge dele.
Endvidere blev bevilget den ønskede røntgenundersøgelse af knæet, der blev sat i værk straks.
Jeg har en mistanke om, at disse røntgenbilleder aldrig har været analyseret af kompetent faglighed.
Lægen sagde, at røntgenbillederne skulle fyssen se på, der sagde, at det var min egen læge.
Denne uorden burde jeg nok have fulgt op på.
Dog henvendte jeg mig atter efter et stykke tid til egen læge.
Der fik jeg en efterhånden kendt besked, at hvis jeg kunne sove om natten, skulle jeg bare fortsætte med fyssen og træning i øvrigt.
For at tage smerterne i dagligdagen, fik jeg ordineret Paracetamol, der kunne tages sammen med fx Ipren.
Gennem et stykke var det nødvendigt at indtage maksimum dosis af den pågældende medicin, men i dag klarer jeg mig helt uden, men som nævnt har jeg stadigvæk ind i mellem en akavet gangart.
Jeg har affundet mig med, at jeg skal træne hver uge efter et særligt vedligeholdelsesprogram, og at hvis jeg finder en passende balance i fysisk belastning, kan jeg have en udmærket tilværelse.

Epilog

Ja, er det korte svar til om jeg kan sove. Det har jeg altid kunnet.
Hvis der er noget, der fylder i mit sind eller krop, bruger jeg forskellige mentale tricks for at adsprede mig, så jeg stort set aldrig har problemer med at sove, når jeg har brug for det.
Mit søvnbehov har ændret sig gennem tiden.
I øjeblikket kan jeg klare mig med 2-3 timers dyb søvn i døgnet.
Dog suppleret med et passende antal powernaps, der alt efter behov bliver taget på forskellige tidspunkter af dagen som formiddagslur, middagslur, eftermiddagslur eller aftenlur.
I den forbindelse stoler jeg på min krops signaler til mig, om at få dækket mit søvnbehov.
Forleden nat vågnede jeg fx kl. 02:30. Jeg mærkede efter, og kunne føle, at jeg var udhvilet.
Derfor stod jeg op og tog på job på en sag ude i byen.
Jeg har altid noget at gøre ved pc'en, så andre gange sætter jeg mig derind og laver det, jeg nu har gang i der.

Dette søvnmønster falder fint i tråd med, at jeg arbejder bedst og helst alene, fordi andre ikke nødvendigvis kan følge min rytme.
Dog kræver nogen af mine opgaver, at jeg får hjælp fra andre.
Derfor er det sublimt, at ca 90% af alt, hvad jeg laver, gør jeg helt alene.
Og mit behov for menneskelig interaktion bliver fint dækket af de resterende 10%.

Links til andre steder her på stedet

Mit arbejdsliv...

Som min første indskydelse...