Blandede følelser

Følelser for Natur & Teknologi

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg altid været begejstret for naturfag, fysik og kemi.

Tilbage i folkeskolen, i tiden op til, at vi skulle have faget, kunne jeg stå ude på gangen og kikke ind gennem vinduet i døren til fysiklokalet og betragte alt, der var og skete derinde.

Og med forventningens glæde se frem til, når det endelig blev min tur til at opleve den fortryllende verden derinde.

På den første dag, hvor vi skulle have faget, sagde vores lærer imidlertid: “Nu er der måske nogen af jer, der tror, at faget er sjovt og spændende. Til jer vil jeg blot sige, at det kan i godt glemme alt om. Faget er dødkedeligt, trivielt og kræver at i skal læse og forstå uendeligt meget”.

Det var da godt nok en dukkert, rent følelsesmæssigt, men det slukkede dog slet ikke mine forventninger til den nye verden, der skulle åbne sig for mig.

Rigtigt gode venner blev jeg "sjovt nok" aldrig med læreren, men fik alligevel suget til mig af grundlæggende kundskab om naturfag, lavet en masse lærerige forsøg, ikke altid efter bogen, men måske netop derfor lærerige. Og faget er stadigvæk en stor interesse for mig.

Andre følelser

Mange år senere, da mine egne børn kom i skole, var der et par fysik/kemi-lærere, der fik helt andre følelser frem i mig.

Tænk engang. De fik den brilliante ide, at når de alligevel skulle forberede deres undervisning, kunne de da lige så godt åbne døren til laboratoriet.

Så kunne interesserede forældre og deres børn, hygge sig sammen om at lave spændende forsøg.

Lige på det tidspunkt var det ikke noget for mine egne børn, men min far, den ene af mine nevøer, Morten, og hans ven Morten😉, var helt med på ideen.

Vi havde således en utrolig dejlig tid sammen. Ud over alt det vi lærte, var det også en rigtig rar måde at være sammen på. Tre generationer, og vi havde ind imellem også muntre oplevelser.

Blot for at nævne enkelte af de forsøg vi lavede:

Fremstilling af svovlsyre, H2SO4, ved at brænde svovl, reagere det med vand til svovlsyrling, der sluttelig blev oxyderet til svovlsyre.

Fremstilling af salmiak, NH4Cl, ved at blande saltsyre, HCl, med salmiakspiritus, NH4OH(aq), og opvarme det så salmiakken kunne sublimere på en kold glaskolbe.

Vi lavede forsøg med bestemmelse af massefylde for adskillige stoffer, ved at sænke dem ned i vand samt veje og måle det fortrængte vand.

På et tidspunkt fik jeg fat i en portion antimonpentasulfid. Det kunne jo være sjovt om vi kunne separere antimonet ved at riste antimonpentasulfidet under rette betingelser.

Det lyder måske enkelt nok, men vi tumlede lidt med det, og i modsætning til de fleste andre forsøg vi lavede, vidste jeg ikke på forhånd, hvad der ville ske af reaktioner med videre.

Under processen, der foregik ved opvarmning, var der røgudvikling, som jeg dog havde forudset.

Men jeg synes ikke selv jeg kunne genkende lugten, som jeg dog havde en vis forventning til, hvad skulle være.

Jeg spurgte de andre, om de kunne lugte noget. Og det kunne de. Chlor var de absolut enige om.

Hvordan kan der opstå chlor, når der ikke var tilført noget med chlor?

Det var mig komplet umuligt at forstå.

Jeg havde forventet svovllugt fordi det indgår i antimonpentasulfid.

Pludselig kom jeg i tanke om, at jeg havde været i svømmehallen tidligere den dag.

Dengang var der store mængder chlor i badevandet, så det var forklaringen, og det muntrede vi os over.

Vi fik aldrig separeret antimon til rent metal, da det reagerede med luftens ilt pga den høje temperatur. Det skulle formentlig have været gjort i en atmosfære af en ædelgas som fx argon, der ville have forhindret den uønskede reaktion.
Det skulle måske også have været reduceret med noget carbon af en slags.

Men beriget på flere måder, havde vi endnu en dejlig aften sammen.