Kaffe Causeri

Daglig kaffe

Gennem mange år lavede vi  her i huset traditionel filterkaffe på en ganske almindelig kaffemaskine.

De seneste år foregik det på en udmærket Moccamaster, og hvis ikke aftenkaffen

blev drukket op, kunne jeg finde på at genopvarme sjatten den næste morgen i mikroovnen.

På et tidspunkt gik vi dog over til, i hverdagen, at drikke instant kaffe, med vand fra en elkedel, der efter vores smag har opnået en ganske god kvalitet.

Kaffemaskinen blev gemt væk, og kun taget frem, når vi havde gæster.

Imidlertid blev det over tid en kostbar affære med instant kaffen, da jeg sommetider kan konsumere anselige mængder kaffe.

Økonomi

For at bringe kaffe-økonomien tilbage til et acceptabelt niveau, blev det besluttet igen at lave filterkaffe i hverdagen også. Da elkedlen jo stadigvæk er en fast del af køkkeninventaret, og for at spare pladsen i køkkenet, blev rutinen igen at lave filterkaffe, men med vand fra elkedlen og gennem en tragt, som man gjorde i tidligere tider.

Det koster dog lidt mere tid at producere en kande kaffe, fordi tragten skal genfyldes med varmt vand nogle gange, efterhånden som det passerer gennem filteret.

Faktisk var jeg på forhånd en smule skeptisk, netop på grund af det øgede tidsforbrug, men besluttede at give det et forsøg alligevel. Det blev til en ny, ellere måske snarere en genvundet indsigt.

Refleksion

Uden den dybere refleksion, havde jeg godt lagt mærke til, at ved kaffebrygning på kaffemaskinen er det dog tydeligt, at kaffebønnerne yderst langs kanten af filteret ikke bliver så gennemvædet af vand, som i midten af filteret. Altså måtte der være smag tilbage i bønnerne der.

Når jeg selv hælder vand i filteret, sørger jeg for at fordele vandet sådan, at også bønnerne langs kanten får sin andel.

Faktisk fik jeg flashback til min barndom, hvor jeg husker, at også mine forældre netop hældte vandet i kaffefilteret langs kanten.

Jeg fik yderligere et billede frem fra tv-serien Matador, hvor jeg mener at huske, at Laura i Varnæs’ køkken ikke alene hældte det varme vand gennem filteret, men hældte kaffen gennem filteret flere gange for at trække al smagen ud af bønnerne.

Trend

 Så her forleden dag ser jeg på TV, at der er en “ ny” trend, hvor kaffeentusiaster ligger meget ildhu i at brygge kaffe på højt plan. Ikke alene skal kaffen være den rigtige. Ristningen og formalingen af bønnerne kræver sit. Dertil duer postevand fra hanen ikke, men skal være af en helt særlig beskaffenhed. Temperaturen på vandet skal også være meget præcis, og hældes over bønnerne med en særlig kande, så fordelingen af vandet bliver korrekt.

Ganske pudsigt sammenfald synes jeg, at jeg sådan tilfældigt rammer en trend i tiden, men fuldblods kaffenørd bliver jeg nu alligevel ikke.

Det vil være spildte kræfter og gode kaffebønner, da mine smagsløg slet ikke kan registrere alle de fine smagsnuancer.

Det har en af mine andre passioner, stærk chili, sat en effektiv stopper for, men en god kop kaffe vil jeg altid sætte pris på.

Nørd

Lidt nørd er jeg måske alligevel.

Inspireret af mine iagttagelser vil jeg måske en dag lave beregninger af priserne på de tre forskellige kopper kaffe: Instant kaffe, filterkaffe på maskine og filterkaffe fra elkedel.

Det interessante er nemlig, at jeg bruger væsentligt mindre kaffe, når jeg laver filterkaffe med elkedel end på kaffemaskinen.

Min fornemmelse er, at jeg bruger ca. halvt så mange kaffebønner med elkedlen, men nøjagtige beregninger af prisen for kaffebønner og energipriser vil være en hyggelig syssel for mig.


Se mere om god kaffe her:

Stiller’s Coffee

roast & consulting

Søren Stiller Markussen

Roaster & Barista