Italiensk for begyndere
Judith og jeg var på tur til Rom, og hold da helt magle, hvor er der rigtig meget at se og opleve.
Ud over alle de klassiske attraktioner som Colosseum, Den spanske trappe, Trevi Fontænen, Vatikanet og Peterskirken med meget, meget mere, ville jeg gerne se noget af det Dan Brown skriver om i Engle og Dæmoner.
Måske er nogen af dem dog også en smule klassiske.
Fx. Castel Sant’ Angelo, Pantheon, Santa Maria del Popolo, Peterspladsen, Santa Maria della Vittoria, Piazza Navona, hvor de sidste 4 på forskellig vis symboliserer de 4 klassiske elementer: jord, luft, ild og vand, der spiller en stor rolle i bogen.
Et andet emne, der optager mig når jeg rejser, er at opleve lokal gastronomi.
Ikke, at det nødvendigvis behøver at være særligt sofistikeret, men gerne filtreret for turisme.
Altså så ægte lokalt som muligt.
Judith værdsætter også god mad, men på et lidt andet plan end jeg.
Jeg håber ikke, at hun bliver ked af det, hvis jeg siger, at hendes nysgerrighed på nye og ukendte smagsoplevelser er lidt mindre end min.
På vores vej rundt i byen oplevede vi en gadebod, hvor de serverede alskens sandwich.
Det pudsige var, at de blev solgt i centimetermål. Hvis man var meget sulten, fik man skåret et større stykke, og den mindre sult blev stillet med et mindre stykke sandwich.
Vi overværede så en handel, hvor kunden pegede på netop den sandwich, han ønskede at stille sin sult med, og sagde et eller andet til manden i boden, der så førte kniven ned et sted på sandwichen og kikkede spørgende på kunden. Han rystede dog på hovedet og sagde: piccolo.
Manden i boden flyttede nu kniven et stykke og kikkede igen på kunden, der nu nikkede, og fik skåret sit stykke sandwich.
Det er min fornemmelse, at mange Italienere ikke er så fortrolige med at tale engelsk. Jeg taler om end endnu mindre italiensk, så det kan der komme meget moro ud af, når jeg forsøger at gøre mig forståelig over for de lokale.
Som sagt er en del af oplevelsen for mig at smage de lokale madvarer, der gerne handles i de lokale butikker eller på markeder.
De allerfleste gange vi rejser, er det til lejligheder med køkken så jeg selv kan tilberede maden.
Selvfølgelig kan der gå en del af autenticiteten tabt, da selve kogekunsten jo også er en del af den ægte oplevelse, men oplevelser får jeg under alle omstændigheder, og ind imellem tager vi da også ud og spiser.
En sjov lille oplevelse fik jeg, da jeg så nogle små syltede blæksprutter, hos en lokal handlende, som jeg bare måtte smage. Med fagter og gestikulering fik jeg gjort opmærksom på, at jeg ville købe et kvantum. Den handlende hentede nu en plastbeholder på en god liters penge, og gjorde mine til at fylde den med sprutter.
Nu var det første gang jeg skulle smage dem, og var således ikke sikker på om jeg kunne lide dem. Med flere fagter og gestikulering bad jeg om en mindre portion. Straks blev hentet en ny plastbeholder. Nu på knap en liters penge. Flere fagter, mere gestikulering, nu en beholder på en god halv liter. Så kom jeg i tanke om manden, der købte sandwich, og sagde til spruttemanden: piccolo. Han lyste helt op, og hentede så en plastbeholder, der nøjagtig kunne indeholde sprutter nok til en fornuftig smagsprøve.
Sådan lærte jeg mit første italienske ord, og at syltede blæksprutter ikke bliver min favoritspise.
Judith har endnu til gode at smage denne “delikatesse”.
