Jeg kommer i tanke om en episode, der i den grad bekræfter, dette.
Det var for mange år siden, da jeg arbejdede på Carlsberg i brygsalen.
Jeg havde travlt med at blive færdig med opgaven, der skulle være færdig til et bestemt tidspunkt, og jeg kunne se, at det måske kom til at knibe med at nå det.
Opgaven var at udskifte et slidt kobberrør, der gik igennem gulvet, og skulle være tæt så der ikke kunne komme vand ned til etagen under, når der blev gjort rent.
Mens jeg sad der og havde travlt, blev jeg pludselig ramt i nakken af nogle dråber vand.
Nå pyt, jeg skulle jo være færdig så jeg tog mig ikke af det.
Der gik et kort øjeblik, så blev jeg ramt lidt flere dråber vand, men stadigvæk tog jeg mig ikke af det.
Det skal måske lige siges, at jeg godt havde lagt mærke til, at en af bryggeriarbejderne gik og spulede gulvet omkring brygkedlerne.
Bryggeriarbejderne dengang kunne godt være lidt specielle.
De følte sig som små konger, og os andre, der kom i brygsalen, skulle udvise passende ærbødighed over for dem.
Det fik jeg lært.
Efter tredje gang, nu efter endnu flere dråber vand i nakken, tænkte jeg, at det da godt nok var irriterende, og var den båtnakke til en bryggeriarbejder da fuldstændig blind?
Men. Jeg gjorde stadigvæk ingenting, andet end at skynde mig at blive færdig med jobbet.
Nu var bryggeriarbejderens tålmodighed imidlertid brugt op.
Når jeg ikke reagerede på hans "venlige" anmodninger om opmærksomhed, skulle jeg få at føle.
Han rettede nu slangen direkte imod mig, og gav mig en stråle så jeg blev våd fra yderst til inderst.
"Gud, sidder du der. Jeg havde slet ikke set dig". Sagde den meget “forbavsede” bryggeriarbejder.
Nå, men jeg nåede at blive færdig til tiden, og lærte: At ignorere er ikke altid den bedste vej at gå.