Rejsen er med Risskov Rejser. Først en uges rundrejse i Sydkorea derefter natsejlads til Japan, hvor der også er en uges rundrejse.
Jeg skal flyve med SAS fra Århus til København, herfra med Emirates til Seoul med mellelmlanding i Dubai og hjemad er det Tokyo - Dubai - København - Århus.
Seoul, den 6. oktober 2025
Jeg startede hjemmefra lørdag ved 17-tiden, hvor Chica og jeg kørte til Silkeborg, hvor jeg skulle overnatte hos Randi og aflevere Chica.
Chica og jeg er så heldige, at der igen er åbent på det 5-stjernede hundehotel, så kan jeg med ro i sindet tage afsted og nyde det.
Søndag morgen kørte jeg til Århus Lufthavn for at tage et fly til København, hvor jeg skulle vente i nogle timer. Så var det dejligt, at jeg kunne gå i loungen og få noget at spise og få sovet lidt, inden den lange rejse startede.
Ved gaten, hvor flyet gik til Dubai, stod Lars fra Risskov Rejser og bød velkommen.
Det var lidt af en opgradering af fly. Fra Århus til København var det et lille propelfly, og det vi kom ombord i Kastrup til Dubai var en Airbus 380, som skulle være verdens største passagerfly. Der var også lidt ventetid i Dubai, inden vi fløj videre til Seoul.
Vi landede i øsende regnvejr. Her stod vores lokale guide Irene, en sød koreansk pige, som skal være lokalguiden i denne uge og ventede på os. Vi kom med bus til en restaurant, hvor der blev stegt kød på bordet vi sad ved. Det var mange forskellige små skåle med en masse lækre ting i, som vi skulle deles om ved bordet, også ret krydrede ting. Det smagte godt og det var vældig hyggeligt.
Og så gik turen til vores hotel, hvor det skal blive godt at komme i en rigtig seng og få en god nats søvn, det er ved at være hårdt tiltrængt! Men jeg må vist lige en tur ned i receptionen, temperaturen er sat til 24 grader, og jeg kan kun få det til at stige, når jeg forsøger at regulere elektronikken! Og så bliver der også lige noget at få sat sig ind i på toilettet - det ser meget teknisk ud!
Jeg gik i receptionen, og jeg fik en meget udførlig seddel med forklaring på det hele, men temperaturen kan stadig ikke skrues ned, så jeg må nok sove med lidt aircon, selv om jeg ikke er glad for det. Men jeg fik to fine æsker kager, da jeg gik fra receptionen. Jeg synes æsken er meget fin. Kagerne....?
Airbus 380
Aftensmaden
Altså selv et toilet kan være ret teknisk
Nærbillede af sidepanelet - der bliver da noget at få dagen i morgen til at gå med
De fine riskager
Seoul, den 7. oktober 2025
Det var jo spændende at komme ned og se, hvordan morgenmaden var. Det var rigtig fint med yoghurt, varme retter og en masse ting, som jeg ikke har set før, så det var slet ikke så let at vælge. Men jeg blev da mæt, selv om der mangler godt brød.
Vi skulle med bussen til en af de to mest velbevarede kongepalads, Changdeokgung Paladset her i Seoul. Den vi var inde at se, er på UNESCO's verdensarvsliste, og den er også fin vedligeholdt.
Vores bus er meget luksuriøs. Der er meget god plads mellem sæderne, som kan slås tilbage og benstøtte frem. Der er fine gardiner og flot gulv - det ligner trægulv!
Nu gik turen op til grænsen mod Nordkorea. En stor del af vejen, vi kørte på, gik langs en flod, og her var der afspærret med pigtråd temmelig højt op. Det er fordi, det er militært område, men også for at holde spioner og andet krapyl ude.
Vi spiste frokost, inden vi begav os ind i Den Demilitariserede Zone. Det var samme system som i går, en masse små retter, som vi er fire om at dele. Guiden er heldigvis flink til at dele gafler ud til dem af os, der ville tabe os flere kilo, hvis vi kun skulle spise med pinde i to uger.
Den Demilitariserede Zone er fire km bred og 250 km lang. Der er i princippet krig mellem Nord- og Sydkorea endnu, der er aldrig indgået en fredsaftale - kun en våbenhvile.
Der er lavet rigtig meget for turisterne ved den demilitariserede zone, DMZ. Første event var muligheden for at stille spørgsmål til en kvinde, som var flygtet fra Nordkorea i 2018. Hun var flygtet alene, og efterfølgende var hendes mor og bror blevet dræbt, da det var kommet de nordkoreanske myndigheder for øre, at hun var flygtet.
Vi gik forbi nogle mindesmærker og kom herefter med en bus, som kørte os ind gennem nogle stærk bevogtede porte. I forvejen havde Irene haft vores pas med inde for at købe billetter, og her ved portene ind i DMZ kom der fuldt bevæbnede militærvagter ind i bussen og tjekkede vores pas. Nu kørte vi så ind i zonen til et observationscenter, hvor der var lavet informationer, bl.a. montre med kunstige landskaber og film om problematikken omkring Nord- og Sydkorea. Her var også stillet kikkerter op, og hvis ikke det havde været regnvejr med dårlig sigtbarhed, kunne vi have kikket ind i Nordkorea. Der ligger et par landsbyer i den sydkoreanske del af zonen, og i den nordkoreanske del har man bygget en landsby, men her er det kun fine facader, der vender over mod Sydkorea, der er ingen rigtige huse, og der bor ingen mennesker. Det er for at resten af verden skal tro, at det er så fine landsbyer, der er i Nordkorea.
Næste stop inde i DMZ var ved en af de tunneller, der er dukket op i årene efter koreakrigen. Nordkorea gravede tunnellerne for at kunne invadere Sydkorea. Vi kunne gå ned i den tredje tunnel, der blev opdaget i 1978. Tunnellen er 1,6 km lang og går ned i 73 m's dybde. Det blev lidt trangt nede i bunden, så godt at selv jeg, der ikke er så høj, havde hjelm på. Nede i enden af tunnellen er man kun 120 m fra grænsen ind i Nordkorea.
Tilbage ved besøgscentret kom vi med vores egen fine bus og kørte tilbage til Seoul, hvor vi fik aftensmad - igen mange små retter, nogle meget velsmagende og andre meget stærke eller helt smagsløse som f.eks. rismelssuppe. Der er mange sjove grønsager - bregner, vandkål, alger osv.
Bussen kørte os hjem til hotellet.
Det har været regnvejr hele dagen, men heldigvis kun finregn, og temperaturen er behagelig.
Kongeslottet
Tronsalen
Dyrefigurerne på taget beskytter husene
Fine konstruktioner smukt malet
Vores luksusbus
Rismarker
Afspærringer ved portene ind i DMZ
Seoul, den 8. oktober 2025
Dagen startede med en tur op i Seoul Tower. Først kørte vi med bussen op til en kabelbane, hvor vi kom med en gondol op til tårnet. Her var der en elevator, som vi tog op til observationsdækket. Tårnet er 236 m højt. Turen med elevator varede under et minut, så den kørte pænt hurtigt opad. Tårnet ligger på toppen af Namsan bjerget.
Heroppefra var der en fænomenal smuk udsigt.360 grader rundt. Seoul er en by med 28 millioner indbyggere, og der er også ufatteligt mange højhuse lige så langt øjet rækker heroppe fra tårnet. Det var dejligt klart vejr med sol i dag, så det var rigtig fint. De 28 millioner inkluderer også alle forstæderne, så hele området er på størrelse med Fyn.
Efter besøget i højderne spise vi frokost. I dag var det en meget lille kylling, der var fyldt med ris og kogt. Så skulle vi bare spise direkte af gryden, der kom ind på bordet - en lille gryde til hver med varmeplade under, så suppen kogte lystigt, da vi begynde at spise. Restauranten er en Michelin restaurant, men jeg tænker, om der er andre kriterier for at blive godkendt til det, end det er i Danmark.
Det er sådan her i Sydkorea, når det er helligdag og man skal ud til forskellige ting, klæder man sig på i fine dragter, og det skulle vi selvfølgelig også prøve. Så vi kom ind i en udlejningsbutik, hvor vi kunne leje store overdådige kjoler og mændene kongelige dragter. Men da der har været meget varmt i dag - op mod 30 grader og fuld sol, var det meget varmt at gå rundt i flere timer i den mundering. Nåh, men det var da vældig sjovt.
Vi skulle besøge kongepaladset Gyeongbokgung paladset, og her så vi vagtskiftet - en noget anderledes event end på Amalienborg.
Efter endt paladsbesøg skulle vi tilbage og have vores eget mere behagelige sommertøj på igen, og så gik turen videre til et beboelseskvarter, Bucchin Hanok Village, en charmerende og velbevaret traditionel koreansk landsby beliggende lige midt i Seouls hjerte. Her er sat skilte op med påbud om at gå stille og roligt omkring, dem, der bor her, er simpelthen blevet så trætte af turister, der går rundt og larmer og glor. Og det forstår jeg godt, vi gik næsten som sild i en tønde i de smalle gader.
Sidste stop på turen i dag var i et kvarter med kunstbutikker, gallerier og andre små hyggelige butikker, Insadong. Irene tog os med ind i en butik, der er ejet af den koreanske stat, og her er garanti for, at alle varerne er koreansk fremstillet. Priserne var så også derefter!
Bussen kørte os hjem til hotellet, og de fleste af os gik med Lars ud i byen og spiste koreansk barbecue. Det var grisekød (eller flæsk!!), som vi selv skulle stege over et gasblus ved bordet. Så vi lugtede alle rigtig dejligt, da vi gik derfra! Der var også små skåle med godt, stærkt tilbehør til.
Chaufføren havde købt riskager til os, sådan nogen, som jeg fik i receptionen den første aften. Det var så venligt af ham, men jeg vil ikke sige de smager dårligt, men jeg har ikke behov for at smage på flere af dem.
Jeg blev meget træt i morges, for det lykkedes mig ikke at gemme dagbogen, jeg skrev i aftes, og så ville jeg prøve igen her til morgen, men det duede heller ikke. Så alt, hvad jeg havde lavet i går aftes, var bare tabt. Øv, øv, øv....
Namsan Seoul Tower
Højhuse 360 grader rundt så langt øjet rækker
Kabelbanen op til Seoul Tower
Frokost på Michelin restauranten
Dragt udlejningsbutikken
Dronning for en dag
Gyeongbokugung Paladset
Vagtskiftet på det kongelige palads
Bukchin Hanok Village
Gyeongju, den 9. oktober 2025
I dag har været en lidt lang dag køredag. Første stop på turen var Korean Folk Village, som er den koreanske version af Den Gamle By i Århus. En spændende have omgiver de gamle bygninger. Efterfølgende spiste vi frokost, og det var samme koncept, som vi plejer, men i dag var suppen med oksekød, og der var igen en masse spændende tilbehør.
Ny skulle vi så køre en lang strækning, inden vi nåede næste destination, som var et buddhistisk tempel, Beopjusa. Tempelkomplekset blev oprindelig grundlagt i det 7. århundrede og er en vigtig del af Koreas buddhistiske arv. Det ligger midt i den naturskønne nationalpark Songnisan. Komplekset består af mere end tyve bygninger - pagoder, porte, templer og træstrukturer, og så var der beplantet med crysantemun i alle mulige skønne farver, og der var buske klippet i alle mulige figurer - virkelig smukt område.
Vi har set mange rismarker, det er lige før, de skal høstes. Der er også mange drivhuse med grønsager.
Vi skulle vi køre godt et par timer igen, så vi fik lige lidt fakta - også nogle sjove forskelligheder i kulturen...
En gennemsnits månedsløn er 20.000 kr (DK 40), men skatten er en del lavere. Man betaler selv læge, sygehus, uddannelse og sparer selv op til pension. Antal feriedage afhænger af, hvor længe man har været ansat i et firma. Efter 10 år har man optjent 16 dage.
Børn går i skole i 8 timer + mange børn har herudover en tutor i 3 timer daglig.
Det er først nu, at kvinderne rigtig er begyndt at komme ud på arbejdsmarkedet, så husarbejde har været kvindernes.
Her er flest ateister, nogle kristne og nogle buddhister.
Og så nogle af de sjove: Man dater ikke efter interesser, men efter blodtype... En god indflyttergave er toiletpapir. Der findes både en penispark og et toiletmuseum - der ikke nogen af delene på vores program...
Der er en del overtro her. Tallene 4, 14 og 44 er uheldstal, mange hoteller har ingen 4. etage. Man skriver aldrig en persons navn med rødt blæk, det betyder, at personen skal dø.
Hotellet i Seoul har været perfekt, alt har fungeret, men receptionen er bare et stort tomt rum, ingen stole eller sofaer, gangene ligner dem, man skyder genvej i kælderen på sygehuset, ingen billeder på værelset. Så hyggeligt er her ikke, men hovedsagen er jo også, at tingene fungerer, og det gør de.
Vi nåede frem til Gyeongju, hvor vi skal være de næste to dage. Her var der bestilt mad på en pizzarestaurant. Og det var noget, der ligner pizza, det smagte rigtig godt. Her var der en serveringsrobot.
Trætte og mætte tjekkede vi ind på Rivertain Hotel.
I den nordlige del er der mange 5-sporede veje
Chaufføren har flere skærme at kikke på i vores luksuslimousinebus
I Korean Folk Village
"Garagen med fruens bil" - i et velstillet hjem blev fruen båret rundt i denne "kasse" i 1600 - 1700-tallet
Pagoden
Kæmpebuddhaen
Inde i pagoden
Smukke crysantemum
Også en buddha
Serveringsrobotten
Der klippes pizza
Gyeongju, den 10. oktober 2025
Det bliver en meget kort beskrivelse af en meget lang dag.
Vi startede med at se Bulguksa Templet, som stammer tilbage fra 500-tallet. Derefter kørte vi op på Tohamsan bjerget for at se Seokguram Grotten, som er en menneskeskabt grotte, hvor der er hugget en Buddah figur på 3,25 m fra 700-tallet.
Mens vi var på vej til frokost restauranten, ringede de fra hotellet til Irene og spurgte, hvorfor de ikke kunne komme ind på værelse 805. Det var så mit værelse, jeg havde aktiveret knappen "Vil ikke forstyrres", for jeg gider ikke have rengøring og skiftet håndklæder, når vi skal forlade hotellet i morgen. Så Irene forklarede dem, at jeg gerne vil være med til at redde verden ved at bruge de samme håndklæder i to dage! Meget morsomt...
Frokosten i dag var den bedste indtil videre - lige bortset fra, at jeg havde taget en dejlig tyk grøn bønne og klippet den over i tre dele. Jeg proppede så en tredjedel bønne i munden og begyndte at tygge på den - men det fik jeg hurtigt spyttet ud igen - det var altså en grøn chili - føj. Jeg var nær ikke kommet over det. Godt at jeg ikke havde øjenmakeup på, for tårerne løb ned ad kinderne på mig. Men bortset fra det, så var det en rigtig lækker frokost.
Videre gik turen til Gwaeneung gravplads, hvor der er en gravhøj med en konge fra Silla dynastiet begravet. Derefter kørte vi videre til Yangdong Village med huse fra mere en 500 år tilbage i tiden, og her blev der tid til en kop kaffe.
Nu var det blevet tid til aftensmad, og det var også den bedste indtil videre. Det var vegetar retter i massevis - rigtig lækkert. Og næste stop var ved Donggund Palace, hvor vi kunne gå på en sti rundt om en sø. Her var der lys hele vejen rundt langs søen, det var meget smukt. På vej hjem til hotellet var vi på isbar, hvor Risskov Rejser gav en is.
Hjemme igen på hotellet hang der en pose rene håndklæder på min dør.
En del af os havde aftalt at mødes i karaoke baren i kælderen, hvor der blev sunget lystigt, og vi drak en øl.
En høstklar rismark
Yangdong Village
Koreakornel - også kaldet korean dogwood
Kakifrugter
Magnolietræ
Søen ved Donggund Palace
Træerne spejler sig i søen
En luxusis - mere dekorativ end velsmagende
En af de mange, mange sjove små butikker, alle tingene her er hæklede
Busan, den 11. oktober 2025
Vi startede med at se Cheomsongdae Observatoriet, som er et af de ældste observatorier i verden. Det er under Silla-dynastiet i 700-tallet, at det er opført, og allerede da er det blevet brugt til at studere stjerner, måner og planeter. Herfra gik vi over i Tumuli-parken, hvor der er 23 gravhøje. De er også fra samme periode, og en af gravhøjene er udgravet og genskabt med en udstilling af alt det, der er fundet der. Det er helt utroligt, hvor mange fine ting, der er sendt med i graven. Det skulle de højtstående personer, sandsynligvis kongelige, selvfølgelig have med sig til det nye liv, de blev genfødt til. Udstillingen er kopier af de originale ting, der opbevares på deres nationalmuseum i Seoul.
Efter en spændende udstilling fik vi lidt tid til at gå rundt i en shoppegade. Det er så spændende at gå og kikke, for alting er totalt anderledes end derhjemme.
Og så var det blevet frokosttid, og igen i dag var det rigtig godt - samme koncept, som det plejer. Jeg nyder virkelig maden, der er så mange spændende grønsager og meget andet forskelligt, som jeg ikke lige ved, hvad jeg skal kalde.
Nu gik turen sydpå, vi skulle ned mod Busan, hvor vi skal overnatte to nætter. Der er ændringer i planen, da den færge, vi skulle have været med, er blevet beskadiget, så vi skal flyve til Japan i stedet for at sejle i morgen nat.
Inden vi nåede Busan, skulle vi se det buddhistiske Unmoonsa tempel. Det ligger langt inde i skoven, så vi gik på en sti langs med en flod, det var smukt. Unmoonsa betyder "porten til skyerne". Her lever flere hundrede nonner, Irene kalder dem kvindelige munke, og de er kronragede. Bygningerne er rigtig flot malet og vedligeholdt, og vi var så heldige, at vi så nogle af kvinderne i en ceremoni inde i et af templerne. Og i en stor åben bygning var der fire kvinder, der spillede noget rigtig smukt musik, nogle af dem spillede på mundharmonika. Det var bare så stemningsfuldt.
Vi kørte videre til Busan, det var gennem frodige dale i bjergene, så der var mange skønne kik, og vejret har været rigtig fint i dag, varmt og solrigt. Da vi nåede byen skulle vi spise aftensmad, og nu var det nyt - det var buffet. Og hold nu op så meget forskelligt mad der var, rigtig lækkert!
Efter aftensmaden arrangerede Lars bytur. Vi gik hen til en underjordisk indkøbscenter, og dem, der ikke ville shoppe fortsatte til et bryggeri-bar. Lars ville så komme godt en time senere og hente os i shoppingcentret. Men selv om det var enormt stort, blev jeg hurtigt færdig, og jeg gad ikke vente næsten en time på, at de andre var klar, så jeg gik selv hjem til hotellet, det var kun et par gader borte.
Gravhøjene
Cheomsongdae observatorie
Maleri, fundet i gravhøjen
Rekonstruktion af en grav
En af de sjove bling butikker med bamser, Pokemons og Mangas
Nogle af retterne på frokostbordet
Sådan en solhat ville Chica nægte at gå med
Tagkonstruktion på et af templerne
De kvindelige munke til en ceremoni
Lokal marked
Aftenbelysning i Busan
Busan, den 12. oktober 2025
Det var en lidt mere sparsom morgenbuffet i dag, end vi har været vant til. Men der er heldigvis yoghurt, og det synes jeg, er det vigtigste.
Vi skulle lidt tidligt afsted i dag for at komme ned til fiskemarkedet, Jagalchi. Og det var en oplevelse! Her var masser af fisk i alle mulige størrelser og faconer, nogen med striber og nogen med pletter. Så var der også alskens forskellige skaldyr - og forskellige blæksprutter, både med og uden arme. Så var der nogen, som jeg ikke vil kalde hverken fisk eller skaldyr, søpindsvin, søananas, penisfisk, søpølser og andre sjove tingester.
Nu gik turen op til Busan Tower, hvorfra der var en fin udsigt over en del af byen. Byen huser 3,7 mio. mennesker.
Næste stop på turen var Gamcheon bydelen. Busan blev aldrig erobret af Nordkorea, derfor endte mange koreanske flygtninge her. Der blev bygget mange huse op ad den stejle skråning til at huse de mange flygtninge. Området forfaldt mere og mere i takt med at folk flyttede væk. I 2009 besluttede staten at gøre noget ved området, og i dag fremstår det som en rigtig charmerende bydel. Husene blev gjort i stand og malet i mange glade farver, og der er rigtig mange små souvenir- og kunstbutikker og caféer.
Derefter var det blevet tid til frokost på en fiskerestaurant, som ligger ved stranden. Det var dejligt med noget fisk, der var helstegt makrel plus meget andet. Efterfølgende var der tid til at få dyppet fødderne i Det Japanske Hav.
Sidste stop i dag var Haedong Yonggung templet, som kaldes Sydkoreas smukkeste tempel. Normalt ligger templerne lidt afsides og oppe i bjergene, men Haedong Yonggung templet ligger nede ved havet. Og rigtigt - templet var smukt og en skøn beliggenhed.
Turen gik nu tilbage til vores hotel, og vi skulle spise aftensmad i en restaurant, som lå lige ved siden af. Her fik vi som sædvanlig mange, mange små retter, i aften var der bl.a. lidt fisk, oksekødssuppe - måske en lidt sjov sammensætning - lidt nyt var lotus, som faktisk smager vældig godt og agern gele, som kun smager af regnvejr.
Og nu skulle vi sige farvel til både vores søde guide Irene og vores buschauffør Ken. Vi kan kun være meget godt tilfreds med dem begge. Irene har været dygtig til at få tingene til at glide trods en del forsinkelse pga. trafik og utrolig mange andre turister, og chaufføren har kørt sikkert og roligt.
En ting, som har forbavset mig, er trafikken og bilerne. Der er meget disciplin og ordentlighed i trafikken, jeg har næsten ikke hørt dythornet brugt. Når jeg tænker på, hvordan det har været i andre asiatiske lande, jeg har været i. Og det er pænt store, nye og forholdsvis dyre biler - efter danske forhold - de kører rundt i - uden buler! Og der er også meget trafik her i byen, en af de utallige broer, vi har kørt på, er i to etager med fem spor på hver etage.
Der var nogen, der gerne ville ned til fiskemarkedet i aften, så de blev nødt til at tage en taxa derned. For det er ikke så let at finde køreplaner og lignende på nettet, og der er heller ikke lagt så meget information om offentlig transport op på Google Maps. Irene fortalte, at man ikke ønsker at give Nordkorea ret mange informationer om infrastrukturen, det håber man at undgå på den måde.
I morgen kan vi sove længe. Vores transport til Japan er jo blevet lavet om fra natfærge til fly i morgen. Og der er forsinkelser på flyet, vi skal med, så vi skal ikke afsted fra hotellet før kl. 10.
Fiskemarkedet Jagalchi
Fiskemarkedet Jagalchi
Søananas i midten
Penisfisk
Blæksprutte fiskerbåd med mange lamper - blæksprutter tiltrækkes af lys
Udsigt fra Busan Tower
Gamcheon bydelen
Gwangandaegyo Bridge med to etager
Fodbad i Det Japanske Hav
Haedong Yonggung templet
Busan, den 13. oktober 2025
Om lidt bliver vi hentet og kørt til lufthavnen, hvorfra vi skal flyve til Osaka i Japan.
Folk er venlige og hjælpsomme, her er rent og pænt, jeg tror i ugens løb, at der kun har mangelet papir på et toilet og sæbe kun på et andet sted, det er en fornøjelse. Maden har været spændende. Der har været nogle ting, jeg ikke kunne lide, nogle ting, som jeg syntes, ikke smagte af noget som helst, men der har også været mange ting, som smagte dejligt. Og jeg har aldrig følt, når jeg gik fra bordet, at jeg havde spist for meget, og det er egentlig også ret dejligt.
Det er mest livet i byen, vi har set. Og her er orden og velstand, så det er selvfølgelig det indtryk, jeg har fået af landet. Hvordan der er ude i landsbyerne og på landet, har jeg ikke fået indsigt i.
Men det giver lidt stof til eftertanke, at der på et af hotellerne har ligget gasmasker - så må man jo i alle årene siden Koreakrigen have levet med en daglig frygt om angreb fra Nordkorea. Og jeg har vist også nævnt flere ting før, som fortæller, at der er en usikkerhed omkring forholdet til Nordkorea.
Og så synes jeg, det er lidt komisk, der er en stor boks med en sikkerhedsline i. Hvis det skulle blive nødvendigt, tror jeg ikke, at jeg har mod til at kravle ud ad vinduet - selv med den på, når jeg bor og har boet på hhv. 9. og 12. sal?? Men måske, hvis der ikke er andet at gøre.....
Sydkorea har været meget spændende, alting er så helt anderledes, så det har været en stor oplevelse.
Så nu skal resten af turen læses under Japan.