Madeira

28. januar 2015

Efter en god lang nats søvn og morgenmad kan vi nu begynde at nyde ferien. Vi var meget trætte i går, jeg hentede Annelise kl. halv tre i går morges, da vi skulle flyve fra Billund allerede kl. syv.

Vi var så heldige, at der var nogenlunde skyfrit under indflyvningen til Funchal, så vi fløj langs øen og svingede tilbage ned på landingsbanen, som det sidste stykke er bygget op på piller ude i vandet. Jes havde vist mig billeder af banen, inden jeg tog af sted, og kaptajnen på flyet fortalte meget udførligt om banen, inden vi landede. Han fortalte, at når flyet stopper, er der stadig 500 meter tilbage af banen, så der var ingen grund til bekymring!

Vi blev modtaget af en venlig ung mand - Kasper fra Apollo Rejser, og vi kom med bus til Hotel Terrace Mar i Funchal, en rigtig smuk tur - hvor er her frodigt og grønt. Da vi bookede, ville vi have et værelse uden havudsigt - selvfølgelig på grund af prisen, men der var ikke flere ledige, så vi måtte betale mere for det værelse - med havudsigt, vi kunne få. Men ude på altanen var havudsigten træer... Nåh, men det kan da heldigvis ikke ødelægge ferien.

Vi tog os et hvil, inden vi skulle til infomøde med guiderne på hotellets restaurant. Vi fik serveret et glas madeiravin, og så kan jeg godt huske smagen fra dengang, da man til fester blev spurgt, om man ville have sherry, portvin eller madeira.... Og vi fik os meldt til et par ture plus en travetur på levadaen på søndag.

I dag gik vi ind til centrum, hvor vi fik set os om. Solen begyndte at skinne, mens vi sad og nød en kop kaffe - uha det var dejligt! På vej hjem gik vi på den splinternye strandpromenade, hvor vi mødte Christiano Ronaldo - en flot bronze statue - og her er endda lavet et museum om ham, men vi synes nu, det var nok at hilse på ham. Han er født her i Funchal, så de er vældig stolte af ham her.

Vi spiste rugbrød til aftensmad, vi var ikke blevet særlig sultne efter den store sandwich, vi havde fået nede i byen. Så vi fik aftenen til at gå med at drikke lidt kaffe og nyde vores rødvin, som vi købte i går.

Vejret har været dejligt i dag, kun en smule skyet ind i mellem. Men der er meget koldt på værelset, så vi måtte finde alle de trøjer frem, som vi har med, og i skabet stod der en lille rullende radiator, som vi fik sat strøm til. Så kunne vi rykke tæt sammen om den, og til sidst fik vi da også varmen.

29. januar 2015

Vi blev afhentet ved ni-tiden, og første stop var i Cabo Girão. Her er klippevæggen ud mod havet 580 meter høj, og der er lavet en platform ud fra klippen med glas i bunden, så man kan kikke ned i dybet - uh, det var ubehageligt!

Videre gik turen langs sydkysten til Riberia Brava, hvor vi købte en kop formiddagskaffe i dejlig solskin med udsigt over havet. Turen hertil gik forbi mange bananplantager på terrasser på klippesiderne, det er ubegribeligt, hvordan man kommer op eller ned på parcellerne. Der dyrkes mange grønsager, men øen eksporterer kun bananer. Førhen havde øen en stor produktion af sukkerrør, men den er flyttet til Sydamerika.

Madeiras nationalblomst hedder estrelicia - papegøjeblomst - som sjovt nok stammer fra Afrika. Vi har også set den endemiske slangehovedblomst (echium candicans), som er en køn busk med lilla blomster og kaldes "Madeiras stolthed". Også montbretia og kalla så vi gro vildt.

Efter Riberia Brava kørte vi nordpå, gennem små landsbyer. I Campanario især er der på hjørnerne af hustagene små barnehoveder og duer støbt i terrakotta. Det skulle give hhv. frugtbarhed og fred til husets beboere.

Videre gennem Paul de Serra højsletten, hvor vegetationen skifter i takt med, at man kommer højere og højere op. Først gennem eucalyptusskov, hvor der bl.a. gror mimosetræer, tornblad, brombær, bregner, hortensia og agaphantus (Afrikas blå lilje). På højsletten er det lyng, gyvel og forskellige græsarter, der dominerer. Heroppe blev det mere og mere skyet og tåget, og til sidst regnede det. Det højeste punkt på sletten er 1.620 m o.h.

På sletten er der opstillet store solcelleanlæg og flere Vestas møller.

Nede i Porto Moniz spiste vi frokost. Det var en tre-retters menu, som bestod af kartoffelsuppe, hovedret efter eget valg - jeg valgte fisk, og til sidst frugt med is og kaffe, det hele smagte rigtig dejligt. Byen ligger på nordvest kysten, hvor der er ret barskt. Her kunne vi rigtig se, hvordan klipperne er dannet af lava, som havet gennem tiderne har eroderet - nogle steder mere end andre. Efter frokosten kunne vi gå ind i et lille akvarium og se de lokale fisk, skaldyr og havdyr.

Vi kørte langs nordkysten, hvor vi gjorde nogle stop for bl.a. at se små vandfald, der faldt fra de høje klipper. I São Vicente forlod vi nordkysten for at krydse øen mod syd. Det meste af vejen gik gennem lange tunneller. Guiden fortalte, at de mange tunneller, der er her på øen, er finansieret af EU-midler, så vi kunne sidde i bussen og føle lidt, at det er vores tunneller. Der skulle være 178 af slagsen. Snart var vi nede ved kysten igen og blev læsset af i Lido, som det hedder i "forstaden" til Funchal.

Vi fik købt lidt ind, og senere spiste vi rugbrød med tomater og rødvin på værelset, da vi jo allerede tidligere på dagen havde fået det helt store måltid.

30. januar 2015

Vi havde meldt os til en tur i dag til Nonnernes Dal. Vi kørte først op til et udsigtspunkt, Pico dos Parcelas, hvorfra vi kunne se en stor del af Funchal. Vejret har været rigtig fint i dag, så vi kunne se langt omkring.

Videre kørte vi gennem eucalyptusskov og mange hårnålesving op mod Eira do Serrado, hvorfra man kan se ned i Nonnernes Dal, som ligger 800 m nede. Dalen og den lille landsby Curral das Freiras (= nonnernes refugium) har fået sit navn, fordi en gruppe nonner søgte tilflugt her i 1500-tallet, da kysten var plaget af piratangreb. Den sidste nonne i landsbyen døde i 1890. Dalen er omgivet af takkede bjergtoppe og så utilgængeligt, at den helt indtil 1959 kun var mulig at nå via snoede og ujævne stier. Først i 1986 blev der lagt tv-kabler til dalen. 

Landsbyen er kendt for sine mange kastanjer, her fremstilles bl.a. kastanjelikør og kastanjekager, og kastanjerne bruges på forskellige måder i madlavningen. Vi skulle selvfølgelig smage både likør og kager, og det smagte vældig godt. Der var også tid til at gå en tur rundt i byen, og jeg var som sædvanlig en tur på deres kirkegård, det, synes jeg altid, er spændende at se.

Sidste stop på turen var på et bryggeri, der fremstiller maderiavin (likør) nede i Funchal. Vi gik gennem produktionen - forbavsende lille - skønt de producerer knap 200.000 flasker om året. Vi så de kæmpestore vintønder, og efterfølgende smagte vi 5-års vin, både tør, halvtør og sød. Bagefter kunne vi selvfølgelig købe nogle flasker til at tage med hjem - ja, eller til at drikke på resten af ferien!

Bryggeriet, H.M.Borges er et gammelt familieforetagende, grundlagt i 1877, som kun har produceret madeiravin gennem alle årene. Der stod nogle få flasker madeira produceret i slutningen af 1800-tallet. Vi spurgte ikke om prisen, jeg tror ikke, at jeg har taget tilstrækkelig med euro med til at købe noget af det, så jeg nøjedes med at købe en 3-års.

Efter vi blev afleveret, spiste vi lidt rugbrød, og senere tog vi en kop kaffe med os op på taget til poolen, hvor vi nød det dejlige solskin. 

I aften har vi været på restaurant og spise det helt store, så vi går i hvert fald ikke sultne i seng.

31. januar 2015

I dag havde vi planlagt at tage ned i centrum på det lokale marked. Der var utallige frugt- og grønsagsboder, boder med mange smukke afskårne blomster, en hel hal fyldt med fisk og en afdeling med eksotiske frugter. Vi smagte på mange forskellige frugter, som vi ikke kender, og vi kan selvfølgelig ikke huske her bagefter, hvad de hedder, men godt smagte de. Men deres priser på de eksotiske frugter var også eksotiske, så de blev slemt skuffede, da vi bare gik videre - efter alle de smagsprøver, vi havde fået. Der var også nogle boder med souvenirs, men dem kunne vi nu hurtigt gå igennem, deres ting ligner alle dem, vi efterhånden allerede har set i hobetal.

Det var meningen, at jeg efter markedet ville tage svævebanen op til den botaniske have, men det har været ret overskyet - og endda også finregnet lidt, og så er der jo ikke meget ved at "svæve" oppe i skyerne. Så den tur er udsat til mandag, så må jeg se, om vejret er bedre da.

Så i stedet gik vi rundt i centrum, først var vi inde i katedralen Sé, som er bygget i slutningen af 1400-tallet. Tårnspidsen på katedralen er belagt med mørkebrune og hvide kakler.

Vi skulle jo også være lidt kulturelle, så vi gik til Forte de São Tiago, som blev bygget til at forsvare byen mod de mange piratangreb, der var. Fæstningen huser i dag et lille kunstmuseum, og vi kunne også gå rundt i nogle af de små mørke gange. Fra toppen er der fin udsyn over meget af Funchals kystlinje.

Efter en sandwich med et glas øl til begyndte vi at gå mod Lido igen, på vejen gik vi forbi nogle små boder, hvor de lokale solgte smykker, broderede duge, strikkede huer og en hel del andre sager og tingeltangel, som vi godt kunne undvære.

Vi nød at komme "hjem" og få hvilet vores trætte ben og få en kop kaffe på vores balkon med meget trafiklarm, en skræbende papegøje og en hund, der gør næsten i døgndrift - og uden havudsigt! Men pyt - her skal vi jo ikke opholde os mere, end vi har lyst til.

1. februar 2015

I dag har vi været på levada vandretur på den nordøstlige del af øen. Turen var på ca. 6 km, og næsten hele vejen var der en formidabel udsigt ned over dalen med terrassemarkerne.

Levadaer er et vandingskanal system, der blev påbegyndt i 1400-tallet af maurerne, og systemet er kontinuerligt blevet udbygget, så der i dag er 1.400 km kanaler. Vandet ledes oppe fra bjergenes kilder og vandfald i kanalerne ned gennem skov og tæt krat. Der er smalle stier langs levadaerne, som kan bruges som vandrestier. Man skal ikke lide for meget af højdeskræk, for stien ligger helt ude på kanten, og der kan være flere hundrede meter ned i dybet, og det er meget få steder, der er lavet rækværk. På denne årstid er stierne meget smattede flere steder, så man skal holde tungen lige i munden og hele tiden kikke efter, hvor man går. Jeg valgte at gå bagerst, så kunne jeg stoppe op, når jeg ville og nyde udsigten, kikke på blomster og planter og tage et par billeder hist og her. Hvor der var mest smattet, gik vi på kanten af kanalerne, og jeg undgik ikke at miste balancen, så jeg trådte den ene sko ned i vandet - det var lidt koldt resten af turen.

Desværre har der også i dag været meget overskyet, og det småregnede også lidt på turen. Men ellers har det været en rigtig spændende tur. Vi har gået tæt forbi husene, hvor folk bor og forbi de mange terrasser, hvor de dyrker løg, kartofler, kål, fennikel, porrer, bananer, ananas, papaya osv., og flere grønsager, som vi ikke kender. Der er så frodigt overalt, og så er det jo klart, at det regner tit.

Jeg har set mange vilde planter og blomster i dag, bl.a. den hvide kalla, montbretia, digitalis, små hvide narcisser osv. Guiden fortalte lidt om de forskellige træer, vi så. Der gror eucalyptus, mimose, ægte kastanje osv. Der er mange arter, der er angrebet af skadedyr, og et andet problem for skoven er en invasiv art, der kaldes ofte for australsk cheesewood eller falsk kaffetræ pga. dets bær, som minder meget om kaffebønner. Den er kommet fra Australien, og den udkonkurrerer flere af de gamle arter her på Madeira.

Der lever hverken slanger eller andre farlige dyr her, den "farligste" er ifølge guiden kaninen. Det er selvfølgelig ikke for os mennesker, den er farlig, men den er hård ved de nyplantede træer.

Da vi var blevet afleveret ved vores hotel, spiste vi lidt frokost, og så måtte vi i gang med at gøre vores mudrede sko rene. De fik en tur af Annelises medbragte opvaskebørste og blev sat til tørre ude på balkonen (uden havudsigt)!

Vi gik en tur ned mod vandet og vestpå, men det trak op til regn, så vi vendte næsen hjem igen.

Aftensmaden spiste vi på Terrace de Ajuda, som ligger lige neden for vores hotel. Vi fik tunsalat - en kæmpe portion.

2. februar 2015

Vi gik ned i byen, Annelise gik i shopping center, og jeg fortsatte til centrum, hvor jeg købte en dagsbillet til bybusserne. Jeg kørte op til Monte, og jeg spurgte buschaufføren, om han ville sige til, når jeg skulle af, hvis jeg ville i Tropical Garden. Han var ikke særlig venlig, men han gjorde da et eller andet tegn til mig, da vi nåede stoppestedet, hvor jeg skulle af. Heroppe var der meget koldt, og det finregnede også i starten, men heldigvis klarede det lidt op senere på dagen.

Tropical Monte Palace Garden er en 7 ha. stor park på et meget skrånende terræn. Parken er anlagt omkring Quinta Monte Palace, som var et af de første kursteder, der tog imod datidens fornemme kurbads-turister. Guidebogen fortæller, at der er plantet ca. 100.000 forskellige træer, buske, urter og blomster fordelt i forskellige typer haver. I parken står der fire oliventræer, som skulle være fra plantet år 300 f.Kr. - selvfølgelig ikke lige der, hvor de står nu.

Helt nede i bunden af parken købte jeg en kop kaffe og en sandwichbolle, og mens jeg spiste, havde jeg selskab af en lille fin fugl, som sad på kanten af bakken med kaffe, det var nu meget hyggeligt. Men jeg måtte jo opad igen, og jeg gik igennem den anden side af parken. Her var jeg inde og se en udstilling med træskulpturer, som er lavet af forskellige kunstnere fra Zimbabwe.

Der gik ingen bus fra Monte til Botanisk Have, så hvis ikke jeg ville køre tilbage til centrum og tage en ny bus op, måtte jeg med svævebanen. Det valgte jeg, men det var lige før, turen var lidt for spændende for mig. Det blæste en del, så det gyngede lidt (for meget), og jeg tror, der er flere hundrede meter ned til bunden af kløften.

Fremme i god behold gik jeg ind i den botaniske have, Jardim Botânico da Madeira. Haven er 8 ha. og er delt op i forskellige områder. Særlig spændende synes jeg, det var, at der også er et område med landbrugsafgrøder. Denne have ligger også på en meget stejl skråning, men det gode ved dette sted er, at udgangen er nede i bunden af haven, så man ikke skal hele vejen opad igen. Jeg tror, jeg kan mærke mine benmuskler i morgen! Busstoppestedet var heldigvis lige ved siden af udgangen, og da jeg nåede ned i Funchal, valgte jeg at tage en bus fra centrum hjem til hotellet. Jeg syntes, jeg har travet nok i dag.

Annelise havde kaffen klar til mig, og jeg var da også blevet sulten.

Vi spiste aftensmad på værelset - rugbrød med banan og ost, vi skulle jo have spist resterne i køleskabet - og bagefter gik vi ned på Terrace D' Ajuda for at smage en poncha - den lokale drink, der er lavet af sukkerrørsrom, citronsaft og honning. Der var nu ingen af os, der syntes, at den smagte særlig godt, men vi blev jo nødt til at prøve det.

Vi tog afsked med de søde servitricer og papegøjen, som igen i aften sad på skulderen af os. 

Vi pakkede og gjorde klar til i morgen tidlig, når vi skal flyve hjem. Det bliver rart ikke at skulle gå i tre trøjer og et stort tørklæde om halsen, når man er indenfor.