Australien

København, den 28.  oktober

Så er mit eventyr "Down under" begyndt.

Jeg kørte til Silkeborg, hvor jeg afleverede min lille snut hos Randi. Videre med toget til Kastrup, hvor jeg fandt mit hotel. Jeg kunne gå i tørvejr gennem mange lange gange, fik mit værelse, som ligger på 10. sal med udsigt over byen med mange lys i mørket.

Min aftensmad bestod af gulerodsstave fra Randi og et knækbrød. Jeg er spændt på, om jeg ryger i kachotten, når jeg kommer ind i Australien. Man må ikke bringe fødevarer ind, men jeg har undersøgt på en hjemmeside, og der står, at man må medbringe kiks, så jeg vover pelsen.

Klokken er 19.30 og jeg skal skynde mig i seng. Jeg har jo hele sidste uge trukket det en halv time frem med at stå op, så de sidste dage, er jeg stået op kl 3, så jeg kan begynde at vænne mig til tidsforskellen, som er 11 timer.

Melbourne, Victoria, den 31. oktober

Så er klokken blevet 00.13, og jeg er vel ankommet til Melbourne efter en skrækkelig lang rejse. Og der er gået fuldstændig ged i systemet, men mon ikke det hjælper i løbet af et par dage. Jeg har da i hvert fald forberedt mig så meget hjemmefra, som jeg kunne.

Jeg fandt flyet til London efter en god morgenmad i loungen. Der var ingen morgenmad så tidligt på hotellet.

På flyet kom jeg til at sidde ved et par fra Vejle, som også skulle til Australien. Da vi kom til Heathrow, stod der en lufthavnsansat og vinkede mig over til et sted, hvor der selvfølgelig skulle scannes for at komme igennem, men da jeg var kommet igennem der, kunne jeg hurtig se, at det var for dem, der skulle ud i London. Så jeg måtte gå til udgangen og igennem hele møllen igen. Og jeg fandt da ud af, at det, man hører om, at Heathrow er Europas største lufthavn, godt kan passe. Jeg gik og gik - og heldigvis var der mange af personalet, der var flinke til at vise vejen. Heldigvis havde jeg god tid, så jeg kunne tage det roligt, og endelig nåede jeg frem til, hvor jeg skulle finde den rigtige gate. 

Og så lettede flyet til Perth. Det var jo en tur på 16½ time - næsten ikke til at holde ud at tænke på, men godt at eventyret ventede forude. Jeg har ikke prøvet så langt et stræk før, det har kun været omkring tolv timer. Men jeg havde heldigvis fået en god bog med, og vi fik serveret frokosten ret hurtigt. Da det var blevet mørkt, blev lyset slukket, og jeg skulle prøve at få sovet noget, det lykkedes ikke rigtig. På et tidspunkt kom de med et brød med et eller andet fyld i. Jeg kikkede på klokken, og der var stadig otte timer tilbage. Herefter faldt jeg heldigvis i søvn og vågnede først, da der blev serveret morgenmad og nu var der kun var to timer tilbage. Det var herligt! 

Selv om vores kufferter var tjekket ind helt til Melbourne, skulle vi  tage dem med, vi skulle igennem kontrollen for fødevarer. Jeg fik mine knækbrød med uden problemer.

Der var heldigvis ikke så meget ventetid i Perth, hvorfra vi skulle flyve til Melbourne, hvor Jytte fra Stjernegaard stod og tog imod os, og vi kørte i bus til hotellet, hvor vi fik vore værelser. Nu var klokken også blevet 23.30, så det var godt at komme i seng og få benene op.

Torsdag, den 31. oktober

I dag var der god tid til morgenmaden, for vi skulle først mødes kl. 9 til byrundtur med bus.

I Melbourne er der rigtig mange parker, og vi var inde i nogle stykker og se os omkring. Deres botaniske have er kæmpestor og utrolig smuk med små søer, og mange sjældne træer og planter. Det var en dansker (eller af dansk afstamning), der i sidste halvdel af 1800-tallet gennem 40 år anlagde haven og skaffede planter hjem fra hele verden.

I parkerne var der sat et meget bredt jernbånd om nogle af træernes stammer, for at forhindre de mange possums i at kravle op i træerne. De spiser træernes løv så meget, at træerne dør af det. En gang om året flyttes båndet til andre træer. Der lever også koalaer her, som spiser eucalyptustræernes blade, som er giftige, og derfor spiser man ikke kødet fra koalaer. De slider så meget på deres tænder, at de dør af sult på et tidspunkt, fordi en af eucalyptus arterne har så tykke og seje blade, at det slider deres tænder helt ned. Der er ikke nogle af dyrene, man må skyde, men der er særlige regler for aboriginerne, de må i nogle tilfælde skyde nogle dyrearter.

Vi kørte også forbi det stadion, hvor Australian Open bliver spillet. Og i samme område er der mange af de anlæg, som blev bygget til OL i 1956.

Vi spiste frokost på den anden side af floden end vores hotel. Vi fik både forret og kødret, som var et rigtigt lækkert stykke kød med salat til.

Til slut var vi oppe i Eureka Tower på 88. etage, som skulle være den sydlige halvkugles højest beliggende udsigtsdæk i 300 m's højde. Herfra var der en fin udsigt over hele byen og Port Philip Bay. Næsten alle af de rigtig høje højhuse er bygget i løbet af de tre år byen var lukket helt ned under coronaen. Melbourne var lukket fuldstændig ned i tre år, men byggeindustrien måtte arbejde.

Herefter blev vi "sluppet" løs på egen hånd. Jeg gik lidt rundt i byen sammen med fire af de andre. Vi fandt et sted, hvor vi fik en øl og en pizza, inden vi gik tilbage til hotellet.

Melbourne, den 1. november

I dag kunne vi sove lidt længe, vi skulle på gåtur rundt i byen. Vi startede på Federation Square, som er byens midtpunkt. Her er der en storskærm, så når der er store sportsbegivenheder, bliver der stillet mange liggestole op, og så kan folk sidde godt tilbagelænet og se på f.ex.  tennisturneringen Australien Open. Og her kan man nærmest sidde "på første række" og se kampen meget bedre end på stadion. 

Vi kørte rundt med sporvogn og så centrum med alle de fancy højhuse, der blev bygget under coronaen, hvor Melbourne var lukket ned i tre år. Vi gik også gennem Hosier Lane, en lille smal gade, hvor husene er fuldstændig dækket af grafitti, men også nogle fine "malerier".

Jytte havde ikke helt styr på, hvor de forskellige sporvogne kørte hen - og i hvilken retning de kørte, så vi skiftede mange gange, og vi så gaderne og husene mange gange fra både den ene og den anden side.

Efter alle sporvognsturene gik vi ind på en meget gammel pub, hvor vi kunne få lidt at spise.  Det trak meget ud med min bestilling, så jeg blev nødt til at sige til tjeneren, at jeg ikke ville have maden, for vi skulle jo nå bussen til eftermiddagens program. Han gav mig pengene tilbage og undskyldte mange gange. Dem jeg sad sammen med, kunne ikke spise helt op, så jeg fik nogle fritter af dem. 

Vi skulle køre til Philip Island, som ligger 2½ times kørsel syd for Melbourne. Landskabet var lidt trist det første stykke efter byen. Der er ingen planteavl, kun dyreproduktion, mest kvæg og får, men også enkelte farme med hjorteproduktion. Området er fuldstændig fladt.

Vi nåede Philip Island, som er forbundet med fastlandet via en bro. Første stop var Koala Conservation Centre. Her opdrætter man koalaer, som er i kraftig tilbagegang. Dyrene lever frit i et stort afgrænset område, hvor der er lavet gangbroer, så vi fik mange at se. Her var der også wallabys, en lille kænguruart. Her så vi også flere fugle, som lever vildt. 

På turen videre havde vi et fotostop ved den sydlige kyst.

Videre ud langs en meget unik kyststrækning, men der var ikke tid til, at vi kunne stoppe. Fra bussen så vi mange, mange wallabys og mange blå gæs, som skulle have en lilla tunge - det fik jeg nu aldrig at se :) 

Herefter kørte vi mod Pingvincentret. Vi startede med at spise aftensmad, to og to skulle dele, men da jeg sad sammen med en anden single, blev det noget rod. Men vi fik da noget at spise.

Nu skulle vi ned til stranden, hvor der er bygget to tribuner, hvor vi skulle sidde. De bitte små pingviner i hundredevis kom i store flokke, de vil ikke gå alene i land. De vraltede opad mod deres reder, for at gylpe dagens fangst op til ungerne. Nogle løb ind under tribunerne, nogle lige ved siden af, så vi kom meget tæt på dem. Jeg vil skyde på, at de ikke er mere end 30 cm høje. Det var en rigtig god oplevelse.

Vi kørte tilbage til Melbourne - i en iskold bus - i et par timer. Vi var først hjemme klokken 23.30. Det gør ikke så meget, at det er koldt, men der er en træk uden lige, så det er spændende, om det vil give en ordentlig omgang forkølelse - nåh - ja hatten på! Så vi håber alle på, at bussen vi skal videre med i morgen, fungerer lidt bedre.

Warrnambool, lørdag, den 2. november

Efter en god morgenmad skulle vi forlade Melbourne. Det var en fin ny bus med en fin ny chauffør, og han kom endda før tiden. De to sidste dage har vi ventet mindst en halv time på bussen, så det var rigtig fint.

Første etape gik ad motorvejen til Geelong. Langs motorvejen er der mange eucalyptus træer, men det er der nu overalt. Det er det træ, der er langt flest af her i landet. Eucalyptus træet er ekstrem brandfarligt på grund af, at dets blade er meget olieholdige, og det er medvirkende til de mange skovbrande.  

 Nu nåede vi ud til kysten og videre ad The Great Ocean Road, en utrolig smuk tur. Vejen følger Australiens sydkyst, og vi var heldige med vejret, næsten solskinsvejr hele tiden. Himlen var blå, vandet var turkisblåt,  og det hele så så utrolig smukt ud. Der er krat på begge sider af vejen, og flere steder så jeg hvide kalla, som groede vildt. 

Vores frokost spiste vi i Apollo Bay, og det var rigtig godt mad. Jeg fik laks med grønsager og kartoffelmos, det var rigtig lækkert, desserten var ostekage - også rigtig godt.

Herefter drejer vejen ind i landet, og det er gennem et stykke tempereret regnskov i meget bakket terræn. Et sted, Maits Rest, er der lavet en sti med gangbroer gennem skoven, knap en kilometer lang, hvor der er eucalyptus træer, det højeste skulle være 110 m høj, og man regner med, at nogle af dem er op mod 400 år gamle. Det er fugtigt og frodigt herinde med mos, bregner i alle størrelser, bregnepalmer og mange flere vækster, der lever i regnskoven. Det var så fint at gå derinde i fuldstændig ro og stilhed.

Videre ud til kysten igen, og næste stop var ved de tolv apostle, som er blevet til syv i stedet for. Det er store kalkstensklipper ude i havet som bliver eroderet, så de styrter i havet. Lidt længere mod vest var der igen klippeformationer, som vi via nogle stier kunne gå ud til. Betagende smukt med blå himmel, blåt hav med hvide skumtoppe omkring klipperne..

Nu nåede vi Warrnambool, hvor vi skal overnatte på Motel Mid City.

Halls Gap, søndag den 3. november

Dagens rute har været igennem Grampians Nationalpark. Botanikeren Müller, som havde designet Botanisk Have i Melbourne, kaldte den for "Victorias Have". Han mente, det var den smukkeste nationalpark i Victoria.

Første stop var Tower Hill. Et område præget af vulkansk aktivitet. Der er tre søer i området, som er dannet af et vulkankrater. Vi gik på skovstier og gangbroer gennem området. Og på et af ruterne havde vi en aboriginer kvinde med hendes to børn med rundt. Hun og børnene kunne spotte dyrene herinde, selv om de lå godt gemt. Vi så koalaer, emuer, en kortsnudet myrepindsvin - echidna, en wallaby, to kobberslanger og en tigerslange. Echidnaen er en monotream pattedyr, det vil sige, et pattedyr der lægger æg.

Efter nogle rigtig spændende timer gik turen videre mod vest. Vi skulle spise frokost på en lokal vingård - Seppelt Winery. Efter frokosten var der en ung mand, som fortalte meget længe om historien bag vingården - jeg ville nu meget hellere have hørt lidt om vinproduktionen. Vi var nede og gå i den gamle vinkælder, et labyrint af  lange, fugtige og mørke gange, som ikke blev brugt mere.

Nu skulle vi videre til vores hotel i Halls Gap, men inden var vi en tur højt oppe i skoven på nogle udkiksposter.

Omkring hotellet er der store græsområder, og her gik der flere kænguruer rundt, perfekt, for det var det eneste dyr, af dem vi håbede på at se i dag, vi ikke havde set.

Vi fik en dejlig aftensmad. Jeg valgte fisk, og til dessert var der rabarber/æblekage med is.

Adelaide, South Australia, den 4. november

Vi kørte tidligt, for i dag skulle vi køre til Adelade - en strækning på 500 km.

Første stop var Mac Kenzie vandfaldet. Det var fint, men hvis det havde regnet lidt mere det sidste stykke tid, havde det ikke været ringere. Men det var dejligt med en god gåtur inden den lange bustur. Turen rundt gennem skoven var mere end tre kilometer, og så skulle vi ned til bunden af vandfaldet. Der var 266 trin ned - og der var så også 266 trin op igen... Uha, det tog til lårmusklerne, for det var ikke små trin alle sammen. Men vi kom alle op, og det var turen værd.

Nu blev landskabet mere og mere tørt, og det var helt fladt med kæmpestore marker. Det var bare lige ud - flere hundrede kilometer kørte vi i  sådan et landskab. Vi havde fotostop ved The Pink Lake. Og søen var virkelig lyserød, det var et mærkeligt syn. Det er en saltsø, og farven skyldes en alge, men saltet kan sagtens bruges, så det udvindes til salg.

Vi spiste frokost i Bordertown. Navnet har byen fået, fordi det ligger ved grænsen mellem staterne Victoria og South Australia. Frokosten var ikke inkluderet i dag, så vi købte lidt brød og vand og sad i parken og spiste i det gode vejr. Det var bedre end de fleste dage indtil nu, hvor vi har siddet indenfor på nogle restauranter, hvor der var højest ti grader (måske lidt mere...) med fuld aircon og åbne døre. De fleste af os har ikke så meget varmt tøj med. Da jeg pakkede, tænkte jeg, at det må være udelukkende sommertøj, når det var Australien, jeg skulle rejse til.

Jeg har spurgt Jytte hver dag, om ikke vi kunne få bestilt billetter til koncert i Operahuset, når vi når til Sidney. Og hun har hver dag sagt, at det skulle vi da finde ud af. Der var ikke sket noget, så i dag spurgte jeg igen, og jeg fik da også udtrykt mig, så hun gik i krig med at finde ud af det. Så nu venter hun på besked fra deres agent. Det viste sig også, at det næsten er alle sammen, der gerne vil til koncert. 

Vi nåede Adelaide sidst på eftermiddagen og blev indlogeret på vores hotel. Det er et fint hotel, og jeg har en hel lille lejlighed for mig selv.

Adelaide, den 5. november

I dag skulle vi på rundtur med bus i byen. Vi startede på chokoladefabrikken Haigh's Chocolate Factory. Det er noget meget fin chokolade, de fremstiller, men det er også nogle meget fine priser, de har, så der var ikke så meget salg i butikken. Vi hørte om processen med at lave de forskellige slags chokolader, det meste er fremstillet ved håndkraft. 

Byen er allerede pyntet meget op til jul. Der er et kæmpe juletræ (i plastic altså) på byens centrale plads, og der er bundet store røde sløjfer på gadelamperne. 

Vi var oppe på nogle udsigtspunkter, men da det var meget overskyet, var det ikke meget vi kunne se.

Ved St. Peter's Cathedral gjorde vi et kort stop, vi kunne lige nå en hurtig tur rundt i katedralen.

Så var turen slut, og jeg tog en lille pause, inden jeg gik en tur ud i byen, det var blevet regnvejr, men det var nu hurtig overstået. Jeg gik gennem gågaden, en meget lang gade med mange fine butikker og indkøbscentre. Jeg fik købt mig et spejl, den jeg havde taget med hjemmefra, var knust, da vi nåede til Melbourne. Jeg har brugt resterne, men når kufferten skulle pakkes, måtte jeg vikle en masse toiletpapir og en vaskeklud om, så det er vist ikke holdbart i længden :).

Det er blevet rigtig vamt nu, så det var meget underligt at gå rundt mellem alt muligt jule tingel-tangel. Hele holdet har frosset meget indtil videre. Vi har alle tænkt, at når vi skulle til Australien, var det sommertøjet, vi havde brug for. 

Jeg nød en kop cappuccino i Adelade Arkaden, hvor de også var gået all in med julekram.

Vi skulle ud og have aftensmad hos en lokal familie. På vejen var der spærret af i en gade, mange politibiler og rigtig mange politibetjente gik omkring. Vi kunne så se, at der var en mand, der havde armene tapet sammen bag ryggen, og to politimænd puttede ham ind i et meget lille rum bag i en politibil. Døren blev lukket, og der blev sat hængelås på, så han slap i hvert fald ikke ud. Det var lidt ekstra underholdning på vej til spisningen.

Turen derop var gennem et meget smukt område med huse med fine haver omkring, og der var mange vinmarker. Solen var begyndt at skinne igen, så det var en smuk tur.

Familien - Meridith og Cloude bød os velkommen, og vi startede med at se deres hus. Herefter gik hun med os en tur rundt i haven, det var en skøn have med roser og mange andre fine planter. Så fik vi et glas vin inden, buffeten blev klar. Det var rigtig godt mad, laks, pølser, kylling, kartofler, auberginer og to slags salat. Til dessert fik vi marengs/is kage, rigtig lækkert.

Det har været en rigtig god oplevelse. Jeg var bange for, at det bare var en turistforretning for parret, men det er kun et par gange om året, de gør det, så det virkede helt autentisk. En af de oplevelser jeg altid vil huske fra Australien.

Adelaide, den 6. november

I dag skulle vi på tur til Barossa Valley. Det er Australiens ældste og mest kendte vinområde. 

Første stop var ved en dæmning, Barossa Reservoir, som blev færdigbygget i 1902. Dæmningen er 140 m bred og 40 m høj.

Videre gik turen til den første vingård, Rosenvale, hvor der var der vinsmagning, og vi fik historien bag vingården. 

Næste stop var et udsigtspunkt med udsigt over Barossa dalen. Neden for parkeringspladsen var der anbragt nogle stenskulpturer, men chaufføren sagde, at han syntes, vi skulle blive oppe på pladsen, for der plejer at være nogle brune slanger, der hygger sig i græsset. Brown Snake er den giftigste af alle Australiens slanger, og så var der ingen, der havde lyst til at gå derned.

Næste vingård, Saltram - her fik vi også en del smagsprøver, og nu var vi flere, der hældte den sidste mundfuld ud, for ellers var det da gået helt galt. Her fik vi frokost, en kold anretning med forskelligt kød, grønsager og salat, det var meget lækkert.

Vi kom forbi en vingård, Jacobs Creek, der laver 88 mio. liter om året. Og vi kender jo også vinen her i DK, så de eksporterer til det meste af verden. Nu skulle vi så besøge den sidste vingård, Saltram, og her var selvfølgelig også vinsmagning, så vi blev flere og flere, der måtte hælde det sidste ud af glasset hver gang.

Vi vendte næsen mod Adelaide igen, men efter ikke så lang tid holdt chaufføren ind til siden, han sagde, der var noget galt med motoren. Så pillede han lidt ved noget, og det virkede åbenbart fint, for vi kørte videre. Han sagde, at nu havde han stillet den over på Ferrari motoren. Australierne er meget hyggelige, venlige og humoristiske mennesker - i hvert fald dem, vi har mødt indtil videre.

Turen i dag har været rigtig smuk, det har været grønne vinmarker næsten overalt på ruten. Og det er i stærk kontrast til ruten, vi kørte Melbourne - Adelaide for nogle dage siden. Det var hundredevis af kilometer gennem et tørt og brunt område.

Hjemme igen står programmet på pakning af kufferten, vi skal jo videre til Alice Springs med fly i morgen tidlig. Vi skal på vandretur og vejrudsigten melder 35 grader!

Kings Canyon, Northen Territory, den 7. november

Vi skulle med fly til Alice Springs her til morgen. Så vi fik en doggy-bag med morgenmad og forlod hotellet allerede kl. 05.15. Der var kun en kort vej ud til lufthavnen. Det var nemt med check-in, fordi det var indenrigsfly, og så kunne vi spise morgenmaden, mens vi ventede på at komme af sted.

Flyveturen varede kun et par timer. Allerede fra flyet kunne vi se den røde jord. Så snart vi gik ud på trappen fra flyet, mærkede vi varmen. Og så er det nok den mindste terminal, jeg nogensinde er ankommet til.

Vi kom på bussen, og første stop var et højt punkt, Anzac Hills, hvor vi kunne kigge ud over den lille flække Alice Springs. Her var der lavet et mindesmærke over de krige, som australske soldater har deltaget i, og det er ikke så få.

Vi skulle nu have købt ind til at overleve resten af dagen. Og på vandreturen, vi skal på i morgen, skal vi have tre liter vand med - så tænker jeg, at vi nu nok er på den sikre side…

Vi kørte så mod Kings Canyon. Først kørte vi lige ud ad en meget lige vej i fire timer, så svingede vi til højre og kørte to timer mere ud ad en meget lige vej - og så var vi fremme i Kings Canyon. 

Det var ikke mange biler, vi mødte på den lange strækning. Der kom en del lastbiler, og nogen af dem, var meget lange. Vi så en med fire anhængere - det var en hel lastbil - og vores chauffør sagde, at et vogntog må være 53,7 m lang. Man hilser på hinanden, når man kommer forbi en anden bil på strækningen.

Vi skulle ud på en lille gåtur i en kløft langs et vandløb (som var tørt). Og så kunne vi også få at se, hvordan vores vandretur i morgen begynder.

Herefter kørte bussen os hen til hotellet, hvor vi fik vores værelser, og selv om vi alle meget gerne ville have haft et bad, var der ikke tid til det, vi skulle over at spise med det samme.

Aftensmaden var god, først en forret - to forskellige slags. Til hovedretten fik vi kænguru steaks med grønsager, og det var rigtig godt rosastegt, og det var meget mørt.

Jeg spurgte Jytte i dag, om hun havde fundet ud af noget med koncertbilletterne til Operaen i Sidney. Åh nej forresten, der var ingen ledige billetter til den koncert, vi havde regnet med. Men hun havde set i går aftes, at der var en sangerinde, som hun synes, er rigtig god, så det ville hun prøve, om hun kunne få billetter til. Der var meget dårlig telefon dækning, så hun måtte vente til vi havde pause et sted, om der var dækning. Og det hele endte op med, at hun fik købt billetterne. Det lykkedes. Og meget glade var vi.

Yulara, den 8. november

I dag skulle vi også tidlig op, for vi skulle gå den såkaldte Rim Walk, og vi skulle afsted, inden det blev alt for varmt, og de røde klipper er også meget smukke i morgensolen. Det var en fire timers gåtur (seks km) på kanten af Kings Canyon. Og det blev en betagende smuk tur. Starten var meget stejl opad, resten af turen var også meget op og ned, og "stien" deroppe er klipperne, så  nogle steder var trinene MEGET høje, det var hårdt for mine gamle slidgigtplagede knæ. Men jeg klarede det, og det blev en fantastisk oplevelse.

Det blev varmere og varmere på turen, så vi svedte, så vandet drev af os. Da vi kom tilbage til hotellet, havde vi et kvarter til et hurtigt koldt bad og få pakket de sidste ned.

Vi skulle videre til Ayers Rock, og det var det samme som i går, først kørte vi to timer på en lang, lige og meget øde vej, så svingede vi til højre og kørte to timer igen lige ud. På vejen var der lige et stop ved en skovlokum - her må det være en ørkenlokum ;). Her var der 37 graders varme,

På et tidspunkt kunne vi begynde at se Ayers Rock klippen, og det gav lidt et sug i maven - det har været så stort en ønske at komme til Australien, og Ayers Rock er nok for mig symbolet på Australien, selv om der allerede har været mange andre spændene ting.

Jeg gik nu en tur ud i området. Jeg ville se, om jeg kunne finde flere spændende krybdyr. Jeg fandt ingen, derimod en due og sin mage, og så så jeg også nogle fine små blomster.

Aftensmaden skulle vi have ude i bushen. Det var et arrangement "The Sound of Silence". Da vi ankom, fik vi et par glas bobler og nogle kanapeer, og da solen var gået ned, skulle vi gå længere ud i bushen, her var der dækket op med hvide duge til buffet. Der var vin ad libitum og til slut kaffe, the og portvin. Og så gik bussen hjem igen. Mens vi sad derude, var der rigtig mange lyn i det fjerne.

Yulara, den 9. november

Der var afgang fra hotellet allerede kl. 5, for vi skulle ud at se solopgangen over Ayers Rock. Men, men, men - det var regnvejr. Vi kom i regntøjet, og inden vi gik ud til udsigtspunktet, fik vi en kop kaffe. Vi havde fået en madpakke med fra hotellet, så den kunne vi stå og spise under et halvtag. Det blev mere og mere lyst og tørvejr, og klippen forandrede da også lidt farve - men slet ikke, som den ville have gjort, hvis solen havde skinnet. Ayers Rock er 348 m højt, 2½ km lang og 1½ km bred. Og så rager den 6 km ned i jorden, så egentlig er det et bjerg.

Vi kørte så videre til et andet sted, Kata Tjuta, som består af 36 klippehoveder i samme rødbrune farver.  Klipperne her er en lille smule højere og dækker 25 km2. Det var tørvejr, men himlen var næsten sort, og det begyndte da også at regne igen, mens vi kørte videre. Vi skulle have stoppet ved et udsigtspunkt, men da det lynede, ville chaufføren ikke lade os komme ud af bussen. Jeg troede, inden jeg kom herned, at solen altid skinner i Centralaustralien, og det er vist også meget sjælden , det regner her,  men det skulle så lige være i dag. 

Der er en aboriginer by her i nærheden. Der bor omkring 400 mennesker her,  og de har deres eget politi, skole, læge osv. Det er kun få hvide, der bor derude.

Der er børn herinde i ørkenen, der har over 1.000 km til nærmeste skole, så her er "School of The Air". Børnene bliver undervist online.

Vi kørte hjem til hotellet, og jeg kom i bad. Gik hen på Town Square og fik købt en sandwich. Jeg var også lidt ude at gå, var inde på kunstmuseet, hvor der var udstillet rigtig mange malerier af aboriginer kvinder.

Vi skulle afsted igen, og første stop var The Aboriginal Culture Centre. Her var en fin udstilling om aboriginernes levevis og traditioner. Det var spændende. 

Herefter kørte vi til Ayers Rock, hvor vi gik en tur langs den ene side, den er så ufattelig kæmpestor og imponerende. Til sidst kørte vi hen til en busholdeplads, hvor vi fik champagne og små godbidder, mens vi skulle se solnedgangen. Det holdt heldigvis tørvejr, mens vi var der. Og her havde en del aboriginerkvinder linet op med deres kunst, som de selvfølgelig gerne ville sælge. Jeg købte et lærred med de syv søstre (stjerner) af en af kvinderne, Jytte hjalp med med at prutte den lidt ned i pris. Jeg spurgte kvinden, hvor gammel hun var. Først fik jeg opfattelsen af, at hun var et sted i 30'erne, men så sagde hun, at hun fylder 50 i næste uge. Men Jytte siger, ingen af dem aner, hvor gamle de er.

Det blev en rigtig god dag, trods vejret ikke viste sig fra den allerbedste side. En af de ting, jeg virkelig havde glædet mig til, var at se Ayers Rock i solop og -nedgang med alle de farver, som den så har - gule, orange, røde og lilla farver, så det er en stor skuffelse. Men heldigvis har der været mange andre spændende oplevelser, og der kommer helt sikkert mange flere.

Cairns, Queensland, den 10. november

Vi skulle ret tidligt afsted i dag, for vi skulle flyve til Cairns. Lufthavnen er meget lille her, men det tog lang tid at komme igennem sikkerhedskontrollen, for de er meget omhyggelige her. Jytte siger, at der er ingen andre steder her i Australien, de er så omhyggelige. 

Vi er kommet til troperne, og det mærkede vi allerede, da vi stod på trappen ned  fra flyet. Der var en lille bustur ud til vores hotel, som ligger en gade fra vandet. Vi var nogle stykker, der gik ned og fik en drink på strandpromenaden, og her spiste vi også aftensmad lidt senere.

Cairns, den 11. november

I dag har jeg udfordret mig selv rigtig meget! Rigtig, rigtig meget!

Vi skulle på sejltur ud i Great Barrier Reef. Turen derud på 1½ time var meget hård, det vippede rigtig meget. Jeg havde taget en køresygetablet, men det varede ikke så længe, før jeg blev rigtig dårlig, så det var en lang tur. 

Der er lavet nogle pontoner ret langt ude i havet, hvor man kan leje en våddragt, redningsvest, svømmefødder og snorkel - det var med i vores tur. Da vi kom derud, gik vi direkte over i en lille båd, hvor der var glas i bunden. Vi sejlede hen over koralrevene, et meget spændende syn, og vi kunne også se mange små farverige fisk - og også større fisk - endda en lille haj og en skildpadde svømme rundt herude.

Great Barrier Reef strækker sig over 2.000 km langs den nordlige del af landets østkyst.

Jeg havde bestemt, at jeg skulle prøve at snorkle, men jeg troede nok ikke rigtig selv på, at jeg turde, når det kom til stykket. Men jeg fik våddragt, redningsvest, svømmefødder og snorkel på, så jeg måtte gøre et forsøg. Vi skulle udfylde et A4 ark med mange spørgsmål - om man var utryg ved at gøre det, om det var første gang, om man havde dårlig hjerte, for højt blodtryk osv. Og når man så havde krydset alt af i den retning, fik man udleveret en orange snorkel. Jeg tænker, at dem, der rodede rundt ude i vandet med en orange snorkel, blev der holdt særlig øje med. Der var heldigvis mange unge til at hjælpe til, og da jeg sad på trappen og prøvede at tage mig sammen til at komme ud i vandet, kom der en pige og fortalte mig, hvordan jeg skulle gribe det an, så ud i vandet kom jeg, og det var egentlig ikke så svært alligevel. Der var lidt langt ned til bunden, men det jeg var mest bange for, var at jeg skulle få vand ind i snorklen og panikke, men det gik så fint. Så jeg var pavestolt over, at jeg klarede det! 

Ude af alt snorklegrejet igen var det tid til frokost. Det var en kold anretning, meget god, men jeg måtte nøjes med en flaske vand til, jeg turde ikke drikke hverken øl eller vin - vi skulle jo sejle hjem igen, og jeg tror ikke, at alkohol og køresygetabletter er en god kombi. Heldigvis var sejlturen hjem slet ikke slem, så det gik rigtig fint.

Vel i land igen, gik jeg ud og fandt et supermarket, fik købt mig en minipizza, nogle flasker vand og en lille flaske hvidvin "Jacob's Creek" (på turen i onsdags i Barossa Valley kørte vi forbi vingården "Jacobs Creek"), så derfor måtte jeg vælge den. Jeg spiste aftensmad på værelset, fik vasket lidt tøj (det kan snildt gøres i hårshampoo)  :). Og tørretumbleren var en hårtørrer.

Cairns, den 12. november

Endnu en begivenhedsrig dag. 

Efter tidlig morgenmad kørte vi gennem frodigt landbrugsland med bussen til Freshwater. Heroppe i Queensland er der meget frodigt. Der dyrkes bl.a. majs, mango, avokado, sukkerrør, macadamianødder.  Fra Freshwater Station kom vi med veterantoget Kuranda Scenic Rail, Jernbanen blev bygget, da guldfeberen rasede hernede. Toget snor sig gennem regnskoven op til den lille by Kuranda, en tur på omkring 30 km, men den varer ca. halvanden time.

I Kuranda kom vi på bussen igen, og turen gik nu til Kuranda Rainforest  Station. Det var meget kommercielt, men det gav da lidt indblik i aboriginernes historie. Her viste en aboriginer, hvordan man kaster med boomerang, det så legende let ud, når han gjorde det, men da vi skulle prøve gik det knap så godt. 

I forbindelse med centeret var der også en lille zoo, her så vi Australiens dyreliv. Og jeg fik kigget på slanger - mange slanger. Jeg synes stadigvæk, de er utrolig klamme, men nu kan jeg da klare at kigge på dem. Så var det blevet tid til frokost, som var buffet, så det var rigtig fint.

Til slut fik vi en tur rundt gennem regnskoven i et amfibiekøretøj, en Army Duck fra 2. verdenskrig med 6-hjulstræk, propeller og ror (står der i programmet) som både kan køre og sejle. Køretøjerne er fremstillet i USA under 2. verdenskrig, og på et tidspunkt solgte USA køretøjerne. Vi kørte på meget mudrede og stejle veje, og et sted skulle vi gennem så meget vand, så vi sejlede rundt, Turen var spændende, det var en rigtig hyggelig chauffør, vi havde, og han fortalte meget om naturen.

Videre gik turen til Skyrail Rainforest Cableway. Her var vi med gondoler på tre strækninger, hhv 10 min, 20 min og 15 min. På "stationerne" imellem strækningerne var der lavet nogle gangbroer til udsigtspunkter. Det var en rigtig fin tur med udsigt over den uendelige grønne, grønne regnskov i alle mulige grønne nuancer.

Hjemme igen gik jeg i supermarkedet og købte mig en bakke salat og en lille flaske hvidvin.

Sydney, New South Wales, den 13. november

Så nåede vi Sydney, vores sidste stop inden hjemrejsen.

Vi kunne sove lidt længe i dag, for vi skulle først køre til lufthavnen kl. 10.15. Lufthavnen ligger meget tæt på byen, så det varede ikke længe før vi var der. Flyveturen til Sydney var tre timer, men de gik hurtigt, for jeg sad ved to amerikanske kvinder, og vi snakkede meget, så det var fint.

Vores hotel ligger meget centralt. Vi var nogle stykker, der gik ud for at finde et sted at spise, og vi endte i Chinatown, hvor vi spiste forårsruller på en kinesisk restaurant. Her kunne vi kun få sodavand til maden, så på vej hjemad var vi inde på en restaurant og få et glas rødvin. Imens vi sad der, begyndte det at regne temmelig kraftigt, men det stilnede lidt af, inden vi blev færdige, så vi blev ikke så våde af at gå hjem.

Sydney, den 14. november

Dagen startede tidligt med bus til Featherdale Wildlife Park, som er en samling af de fleste af Australiens dyr.

Videre gik turen til Katoomba, hvor der er en fin udsigt over Jamison Valley. Her er de berømte sandstensformationer The Three Sisters. Det var så tåget, at vi ikke kunne se noget. 

Efter en rigtig god frokost prøvede vi udsigtspunktet igen, og nu kunne vi se de tre søstre, nu det var klaret lidt op.

Bjergene her kaldes Blue Mountains, fordi på afstand kan bjergene have et svagt blåligt skær på grund af nogle oliedampe fra områdets tusindvis af eucalyptustræer. Men i dag var det nu nærmest de grå bjerge.

Vi skulle opleve den subtropiske regnskov, og det startede med et "tog", Scenic Railway, som kørte 415 meter  ned med en hældning på 52 grader, det føltes næsten som lodret nedad. Her fra endestationen gik vi ad stisystemer gennem regnskoven til Scenic Cableway, som tog os 510 meter opad igen, for til sidst at tage Scenic Skyway tværs over Jamison Valley i 270 meters højde. Gondolen har glasbund, så vi kunne kigge ned i regnskoven - vældig spændende.

Her holdt bussen klar til at køre os tilbage til Sydney. Vi gjorde stop ved området, hvor Olympiaden i 2000 blev afholdt.

Herefter blev vi afleveret nede ved vandet, hvorfra vi skulle gå hen til Operahuset. Jeg måtte næsten knibe mig selv i armen, for at tro på, at jeg nu kunne stå og se på både Harbor Bridge og Operahuset. Det er også en af de helt store ønsker på denne rejse, der er gået i opfyldelse.

Vi fik noget hurtigt at spise, inden vi skulle ind til koncert i Operaen. Det var i den store sal, og det var en stor oplevelse at overvære koncerten. Det var ikke lige den slags musik, jeg plejer at høre hjemme, men pyt med det - det var oplevelsen at sidde der og høre, hvordan det lød i den kæmpestore sal. Og jeg tænkte flere gange - hold da op - du sidder her.... 

Vi gik hjem, måske lige en lille omvej - men vi fandt da hotellet til sidst.

Sydney, den 15. november

Dagen er gået med rundtur i Sydney og omegn.

Første stop var et udsigtspunkt, hvor vi kunne se Operahuset fra den modsatte side, og den er flot, lige meget hvor man ser den fra. Næste stop var Bondi Beach. Den skulle være berømt, men jeg har nu aldrig hørt om den. Det er nok, fordi det er et surferparadis?

Videre gik turen til Manly, en forstad til Sydney. Her spiste vi frokost, inden vi tog med færgen til Bennelong Point tæt ved Operahuset. 

Vi fik en rundvisning i Operahuset. Vi var inde i den store sal, hvor vi var til koncert i aftes, og vi var også inde i to mindre sale. Så vi var glade for, at det var i den store sal, vi havde været til koncert. Der er plads til 2.500 mennesker i store sal. Der er 27 m fra scenen til toppen af salen. Kaklerne på taget kom fra Frankrig, det tog fire måneder at sejle de 6.200 m2 til Sydney. Konkurrencen om at blive udvalgt som arkitekt startede i 1956, byggeriet blev startet i 1959, og huset stod færdigt i 1973. Projektet var estimeret til at koste 7 mio. australske dollar, men det endte op i at koste 102 mio. dollars.

En på holdet har 75-års fødselsdag i dag, så vi sang fødselsdagssang for ham, så nu kan vi sige, at vi har sunget i Operahuset. Bussen ventede på os, så vi blev kørt hjem.

Der er pyntet rigtig op til jul overalt. Det ser bare så mærkeligt ud, der står et stort (kunstigt) juletræ behængt med alskens julepynt midt på torvet, og lige ved siden af er der blomsterkummer fyldt med blomster i alle farver. I vores verden passer det slet ikke sammen.

Det har regnet en del af dagen.

Sydney, den 16. november

Så blev det vores sidste dag i Sydney - ja i Australien. Vi skal flyve fra Sidney i morgen eftermiddag.

Der var ikke noget på programmet i dag, så jeg fulgtes med et par andre på tur. Vi gik ud til Harbor Bridge, hvor vi først var oppe i en af pylonerne, hvor der er en formidabel udsigt over meget af byen og bugten. Så gik vi over broen, og vi kunne kigge op til dem, der var oppe at gå på buen, uha, det kunne jeg ikke. Men det var fint at gå nede på broen, her var udsigt nok for mig. Og så blev det da også lige til et par billeder mere af Operahuset, selv om jeg havde bestemt, at jeg overhovedet ikke ville tage flere billeder af det! Men det var jo fra en ny vinkel, så.....

Harbor Bridge er opført i 1930'erne som et beskæftigelsesprojekt under depressionen. Lidt facts: Det tog 5 år at bygge broen, som er 1.149 m lang og 49 m bred, 134 m o.h., og var estimeret til at koste 4, 2 mio pund, men det kom til at koste 6,25 mio pund. Der blev brugt 550 tusind stykker stål - 52,8 ton stål, 272 tusind liter maling,  6 milioner, 3.200 tusind nitter, 18 tusind m3 blå granit til pylonerne, der er 6 bilbaner, 1 busbane 2 togbaner, 2 sporvognsbaner, 1 fodgænger linie og 1 cykellinie. Og der døde kun 16 mand under byggeriet.

Herefter gik vi tilbage og fandt Queen Victoria Building. Den victorianske bygning i fire etager er opført i 1890'erne og blev moderniseret i 1980'erne, men holdt i den gamle stil. Nu er der mange små (dyre) butikker, caféer og spisesteder. Vi spiste en let frokost her.

På vejen hjem fik vi en kop kaffe på en fortovscafé, det var lunt at sidde udenfor.

Efter en lille hvilepause skulle vi alle mødes på en pub, Slip Inn. Pubben skulle være stedet, hvor Frederik mødte Mary første gang (under olympiaden i 2000). Og jeg havde fået at vide af chaufføren i går, hvis man medbragte sit pas og viste, at man kommer fra Danmark, kunne vi få en gratis øl. Så vi gik alle derhen, men fordi det var lørdag, kunne vi ikke få gratis øl! Nåh, men det var jo alligevel fint, selv om vi selv skulle betale.

Vi skulle så ud at spise afskedsmiddag. Det var en restaurant nede i Darling Harbour, et rigtigt hyggeligt sted. Vi fik tre retter mad, som smagte rigtig godt. Det er meget fisk, vi får her, men det er jo også dejligt.

Sydney, den 17. november

Så er dagen kommet vi skal rejse hjem. Det bliver en laaaang flyvetur. Vi skal over Singapore hjem, men det er kun for at mellemlande, så vi regner ikke med, at vi kommer ud af flyet.

Der var god tid fra vi skulle tjekke ud og til vi skulle køre til lufthavnen, så jeg gik en tur op på min stamcafe (havde været der de to foregående dage, så kan man da kalde det for ens stamcafé). I dag var det blevet fint vejr her i Sydney, så det måtte jeg lige nyde  det sidste af.

London, den 18. november

Så nåede vi London. Vi skulle med et fly til London med mellemlanding i Singapore. Først 8 timer fra Sydney til Singapore, to timers ventetid der, og så 14 timer til London. Det gik nu fint, jeg fik sovet en del, og på den lange strækning var der heldigvis et tomt sæde ved siden af mig, det gør det hele mindre besværligt, og man kan bedre strække ud, og når det så er så heldigt, at det er en gangplads, kan man jo gå på toilettet, så tit man har lyst til. Men det har godtnok været koldt i flyet. Jeg har siddet i min jakke med hætten op over hovedet, og jeg var endda så heldig, at jeg fik neglet mig et ekstra tæppe, men alligevel frøs jeg.

Og nu har jeg fået noget at spise og drikke i loungen, så kan jeg lidt igen. Og nu er der heldigvis ikke så længe til, at jeg ser min lille snut. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Så skal kroppen til at prøve at finde ud af at lave de ti timer om.

Heltborg, den 19. november

Efter et par timers flyvetur landede vi i København til tiden. Der var tid til at få lidt at spise, inden jeg skulle med toget til Silkeborg. Men det var jo DSB, jeg skulle køre med, så selvfølgelig gik det ikke planmæssigt. Jeg skulle skifte i Skanderborg, og toget var forsinket, så jeg ikke kunne nå den, jeg skulle videre med, der manglede fire minutter. Jeg fortalte billetkontrolløren, at jeg havde rejst fra Sydney det sidste halvandet døgn, og så var der åbenbart nogen, der havde hørt det, for da jeg var kommet ud af toget, kom der en kvinde hen og spurgte, om det var mig, der skulle vente på toget til Silkeborg. Og hun tilbød mig og to andre, at vi kunne komme med i deres bil, de skulle alligevel til Silkeborg. Det var så dejligt, og vi fik en vældig spændende snak, de var selv på vej hjem fra Bali. Så jeg blev kun 20 minutter forsinket, Randi holdt klar ved stationen, så jeg kunne komme ind i varmen, jeg var ikke just klædt på til to graders varme.

Rigtig dejligt at komme hjem til Chica igen. Da jeg havde fået noget at spise, var jeg fuldstændig flad, så jeg turde ikke rigtig køre hjem, men jeg kunne heldigvis overnatte hos Randi.

Det har været en rigtig god tur. Jeg fik set de ting, jeg gerne ville se - og meget mere. Det var et godt hold, vi snakkede godt sammen og grinede en masse. Vejret har ikke været det allerbedste, men heldigvis har der ikke været regn ret mange dage.

Australien er et fantastisk spændende land med et utroligt venligt folk.