Bhutan

Thimphu, den 7. marts 2026

Vi landede i Paro lufthavn efter en ubeskrivelig smuk flyvetur. Turen tog kun knap en time, og så snart vi var oppe over skyerne, kunne vi se Himalayabjergene, ubeskrivelig smukt. Tania prøvede, da hun skulle tjekke os ind, om ikke vi kunne få vinduespladser i venstre side af flyet, men de var desværre væk alle sammen. Der var lidt tomme midterpladser, og vi måtte gerne flytte os, så jeg gik op på forreste række - stadig på monkeyclass. Her sad der kun en dame inde ved vinduet, så jeg spurgte hende, om jeg måtte sætte mig der på midter sædet, men hun havde åbenbart også købt billet til sin taske, og så ville hun selvfølgelig ikke flytte den. Jeg satte mig på den yderste, og herfra kunne jeg også se noget.

Det er svært at lande i Paro, Tania sagde, at der kun er 50 piloter, der kan gøre det. Og lufthavnen er bare så flot dekoreret, der er malet mønstre og landskaber overalt, og inde midt i bagagebåndet er der bygget huse med fine landskaber omkring. Vi kom ud til bussen, hvor vore kufferter blev læsset op på taget. Det så lidt spøjst ud, da det var chaufføren og guiden i deres fine nationaldragter med nederdel og knæstrømper.

Vi spiste frokost på en lokal restaurant og skulle så køre til Thimpu, som er hovedstaden her. På turen fik vi lidt facts. Der bor 800 tusinde mennesker i Bhutan, heraf 100 tusind i Thimpu. Byen ligger 2.200 m.o.h. Bhutan er et af to CO2 negative lande i verden. De har ingen trafiklys, det er betjente, der leder trafikken. Landet er temmelig fattigt, men de går ikke op i at få en høj BNP - men derimod i Brutto National Lykke - Gross National Happiness - GNH. Bhutan er et kongedømme, og i 2008, fik kongen indført demokrati. Det var først i 1999, at der kom TV og internet til landet - som skulle være verdens sidste.

Nationalsporten er bueskydning. Og nationaldyret er en tankin, som vi i morgen skal prøve, om vi kan få at se. Man må ikke slagte eller slå dyr ihjel, det er løst ved at sende dyr over grænsen til Indien for at blive slagtet, og så kommer det hjem som kød. Måske lidt dobbeltmoral..... Guiden flirede også lidt, da han sagde, at koen går sin vej og kommer tilbage som steak.

Landet er buddhistisk, og vi startede med at se et nyt vartegn Thimpu har fået. Det skulle være verdens højeste siddende Buddha. Han blev færdig i 2015, er lavet af kobber og er 54 m høj. Og herfra kunne vi kikke ned i Thimpu dalen.

Tania fortalte os, at hun og vores nye guide havde snakket om bjergene, og hun fortalte ham, at vi har Himmelbjerget. Så spurgte han, om vi tilbeder det......

Jeg har desværre fået lidt feber, og jeg begyndte at mærke symptomer på blærebetændelse. Heller ikke her kan antibiotika købes uden recept på apoteket, så guiden sagde, at jeg kunne gå med ind på hospitalet og snakke med en læge. Og det er en lang historie. Der stod 4 -5 mennesker og kikkede ind ad en sprække i døren, og når der kom nogen ud, var der pludselig igen 4 -5 stykker foran os. Da vi havde ventet i en time, kom vi ind. Her var der en dobbelt skrivebord, hvor der sad en læge på hver sin side, og over for mig var det så et lille barn med forældre, der var ved at få behandling. Bagefter skulle vi gå på hospitalets apotek og hente medicinen, og derefter skulle jeg ind og lave en vandprøve, der var heldigvis et vestligt toilet - men ingen toiletpapir. Vi var nu inde på akutmodtagelsen, der lå og sad mennesker alle vegne. Jeg blev registreret, og så kunne guiden og jeg tage en taxa hjem til hotellet. Facaderne er rigtig fine her, men bag facaden var der ikke meget at råbe hurra for, jeg syntes, der var meget beskidt inde på hospitalet. Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg var nået til Bhutan - jeg kan forestille mig, at sygehusvæsenet i Nepal er meget værre.

Jeg sprang aftensmaden over, nu vil jeg gå tidligt i seng.

Punakha, den 8. marts 2026

Vi startede kl. halv 9 efter en ret sparsom morgenbuffet. Men de kunne godt servere hot ginger, lemon, honey, så det var godt.

Første stop i dag var et besøg i Royal Takin Preserve, hvor der går takiner, geder og mange hjorte. Takinen lever i 4.000 m's højde, men om vinteren trækker de længere ned for at få noget varmere vejr.

Takinen er endemisk og et meget underligt dyr, og det er Bhutans nationaldyr. Det er nærmest en ko med et gedehoved. Man har ikke kunnet relatere takinen til andre arter. Dyret er omgæret af meget mystik og er dybt forankret i Bhutanesisk folketro.

På vej op til takinerne gennem skoven stoppede vi og kikkede på nogle drenge og unge mænd, der konkurerede i pilekast. Det var en lysning i skoven, og vi stod et stykke tid og så på dem. Vi spurgte, hvordan de finder ud af, at de gerne vil lave konkurrence igen og pladsen ikke bliver optaget af nogle andre. Nemt - man sætter bare en seddel op på et træ, og skriver hvornår man gerne vil reservere pladsen

Næste stop var Tashichho Dzong. Her er et munkekloster, kongens private bolig, regeringskontorer, den offentlige administration og kirkens administration, de to ting er helt adskilt. Det er et utroligt flot bygningsværk. Bhutan har et rigtigt godt administrations system. Indtil midt i 1950'erne var det et lukket land, og de første turister kom hertil i 1974.

Nu kørte vi op til Dochu La, et bjergpas i 3.150 m.o.h., og i dagsprogrammet står der, at vi kunne nyde Himalaya, hvis det var klart vejr, det var det så ikke. Det var rigtig koldt heroppe. Der er utrolig mange bønneflag på strækningen. Bhutans nationaltræ er cypres og nationalblomst er blå valmue. Vi kom også forbi mange løse køer på vejen.

På vej ned fra passet var vi inde og spise frokost. Og så nåede vi Punakha, tredje største by med 30.000 indbyggere. Lige pludselig var det blevet lunere, dejligt.

Så har Tania og guiden snakket om en overraskelse, og det viste sig så at være en blomsterfestival, der løber over to dage. Det var en rigtig fin oplevelse, hvor man så, hvordan bhutaneserne lever og fester. Der var mange boder med forskelligt mad. Der var en scene, hvor en ung mand sang, og der var også en ung pige, der gav et nummer og til sidst en dreng, vi tipper ham til at være ti år, han var rigtig god til at synge. 

Og så skulle vi op til vores hotel, Zingkham Resort, og det var meget opad - helt oppe på toppen af bjergsiden, her er en fantastisk udsigt ned over dalen.

Punakha, den 9. marts 2026

I dag har jeg oplevet noget af det mest mærkelige, jeg nogen sinde har oplevet på mine mange rejser.

Men jeg starter lige ved dagens begyndelse. Vi blev lidt forvænte i Nepal med morgenbuffet'er, og det her er en stor nedgradering. Nåh - pyt, det er jo ikke en gourmetferie, jeg har bestilt, og jeg kan blive mæt, det er det vigtigste.

Vi startede med at køre på den lange snoede vej ned i dalen, nu skulle vi besøge Punakha Dzong. Det er kendt for at være den smukkeste Dzong i Bhutan. Og både kongefamilien og hele statsadministrationen flytter mere eller mindre hertil i vintermånederne, fordi her er lunere end i Thimpu. Mange tager hertil for ceremonier som bryllupper osv.

Punakha Dzong var et af de første af denne type klosterborge, der blev bygget i Bhutan, og fungerede som regeringssæde indtil midten af 1950'erne, hvor hovedstaden blev Thimpu i stedet for Punakha.

Her var vi inde i templet, hvor der var en ceremoni i gang. Der sad mindst 100 munke på lange rækker og mumlede noget, og der foregik nogle ting med udskænkning af te og uddeling af kiks på en mystisk måde. Først gik de forbi rækken et par gange med tekanden, og derefter blev der skænket til hver munk. Jeg tænker, hver gang jeg er i et kloster, hvordan det ville være at leve et helt liv der? Der er 200 - 300 munke her.

Stedet er ikke på UNESCO's liste. Her i Bhutan har man kun et sted på listen, for man ønsker ikke at komme med, da det vil tiltrække turisterne.

Og så kommer det mærkelige. 

Besøg i Chimi Lhakhang, også kendt som "Frugtbarhedens Tempel". Der var i det 15. århundrede, at der kom en munk Drukpa Kunley til landet fra Tibet, og han syntes, at der skulle gøres op med de strenge stive, kedelige, asketiske og sociale forhold,  der herskede i klostrene. Han ville have kvinder, sex og alkohol, og der opstod en hel bevægelse blandt munke. Drukpa Kunley introducerede bhutanerne for fallossens evne til at afværge onde ånder og omdanne dem til beskyttende guddomme. Han siges, at have givet bhutanesiske kvinder visdom og besejret dæmoner med sin penis - kaldet "Tordenkilen af flammende visdom". Han blev hurtig kendt som "The Devine Madman" (Den Guddommelige Galning) og "The Saint of 5000 Women". Han nægtede at velsigne nogen, der kom for at søge hans vejledning og hjælp, medmindre de medbragte en smuk kvinde og en flaske vin.

Ifølge myten skulle det også være ham, der har skabt takinen - dyret med en gedehoved og en kokrop, som vi så i går.

Hans frugtbarhedstempel, Chimi Lhakhang besøges den dag i dag af tusinder af pilgrimme - særlig af barnløse par, der håber på at blive gravide. Velsignelsen i templet er ligeså unik og interessant, som manden der byggede det. Kvinder der søger velsignelser for at blive gravide, vil først blive ramt oven på hovedet med en 25 cm lang fallos figur lavet af træ og elfenben, og derefter skal de gå tre omgange rundt om templet med en 15 - 20 kg tung fallos på ryggen. 

På et bord i templet ligger der en mappe med et utal af billeder af to lykkelige forældre med en baby. Velsignelsen her har åbenbart båret frugt. Hele vores gruppe fik velsignelsen - godt man ikke er i "farezonen".

Vi skulle gå ned til vores frokoststed, og vi kom forbi mange souvenir butikker - og her var der penisser i alle mulige størrelser og farver! Og det sjove var at se, at der på de fleste huse er malet store penisser, over døren hænger der en, de er overalt. Og det er lidt sjovt at se, hvordan vores nepalesiske guide tager det dybt alvorligt. Bhutanerne tror fuldt og fast på, at penissen giver beskyttelse mod alt ondt.

Vi skulle spise frokost hos en lokal familie, det var godt mad, men vi skulle også have været inde og se huset, hvordan de bor, og det havde jeg glædet mig meget til, men det blev desværre ikke, fordi de havde gæster! Vi fik lov at låne deres toilet, men der var forhæng for alle rummene, så det var ikke meget, vi fik at se.

 Herefter var der arrangeret en vandretur, og ærgerligt - den måtte jeg droppe - jeg er ikke helt feberfri endnu, så kræfterne er ikke til den slags. Jeg skal jo gerne blive klar til Tigers Nest på onsdag - et af turens højdepunkter.

Det er en rigtig fin buschauffør, vi har her. Han tager det stille og roligt, så det har ikke været nødvendigt, at Tania skulle bede ham om at køre mere forsigtigt. Men vejene her er også meget bedre end i Nepal. 

Vi fik aftensmad på hotellet.

Og så har vi lige fået en update fra Stjernegaard, de fortæller, at de arbejder hårdt på sagen m.h.t. vores hjemrejse. Qatar Airways er nogle skvadderhoveder, de vil ikke frigive billetterne til hjemrejsen, og Stjernegaard vil ikke bestille billetter, før de er frigivet. Tania skulle lave en prioriteringsliste, vi har fem personer, der skal hjem og på arbejde, det må blive dem, der først skal afsted. Så endnu ved vi ikke, hvordan og hvornår vi kommer hjem. 

Paro, den 10. marts 2026

Vi startede lidt tidligt i dag, for der var en ret lang køretur til Paro. Der er 130 km, det tog 5 timer. Vejene her er meget fine, men de går rigtig meget op og ned, ud og ind, så det er med lav hastighed hele vejen. Vi havde lige en kort pause i bjergpasset, som vi også passerede i søndags. Der har været meget mudder- og stenskred mange steder, det er når monsunen kommer, der sker den slags. Under monsunen er vejen af og til lukket.

Da vi nåede Paro, fik vi frokost. Og herefter blev der shoppet igennem, ingen har lyst til at have nogle bhutanesiske penge til at brænde i lommen! Vi fik vist alle købt noget - der blev i hvert fald båret nogle forskellige poser ind i bussen.

Så var turen kommet til Bhutans Nationalmuseum, som er indrettet i et gammelt vagttårn. Man gik ind i toppen og gik rundt og rundt forbi de mange forskellige udstillinger - og kom ud i bunden. Også bygningens indretning var interessant, og så var der selvfølgelig dekoreret med fine træudskæringer og malet i smukke farver.

Vi har fået lidt facts på den lange køretur. Man kan godt gifte sig med flere mænd / koner, men man skal have tilladelse fra den første, hvis man vil have en to'er. Skilsmisse er meget almindelig og accepteret. Der er ingen diskrimination af kvinder. Ingen arrangerede ægteskaber. Abort er forbudt. Mænd og kvinder arbejder lige meget. Det er som regel en datter, der arver huset/ejendommen.

En mellemklasseløn ligger på 2.000 dkk om måneden. Man betaler 2% i skat. Der er kun pension til offentlig ansatte, ingen arbejdsløshedsunderstøttelse.

Børn starter i skole, når de er seks år og har ti års skolegang. Alt undervisning foregår på engelsk. 99% af alle børn går i skole. Der bruges skoleuniform. Alt undervisning er gratis. Læge og hospital er gratis (jeg betalte heller ingen ting for hverken hospitalsbesøg eller medicin).

I dag har jeg også set nogle ambulancer, det er nogle spøjse små biler, men det er ikke lykkes mig at få et billede af en. Og så står der også sjove og mærkelige ting på lastbilerne her, i dag så jeg en "Long live our beloved king". De tilbeder kongeparret, og der er billeder alle steder af den lille familie. Men det lader også til, at kongen og hans far har været rigtig gode til at få nogle fornuftige ting igennem. 

I stedet for BNP, som alle andre lande måler sig på, har de Gross National Happiness (GDP). Det er ikke et slogan, det er en måde at leve på. Når man kommer til Bhutan fornemmer man med det samme, at her hersker en stoisk ro, ingen løber, ingen bruger hornet hele tiden, og det er ikke fordi folk er sløve og ineffektive, men fordi man har valgt at leve sådan, og det er deres filosofi, at det er vigtigere end at tjene penge. Der er fire grundpiller - at have og bevare naturen - bevare kulturen - at have en god regering og forfatning uden korruption - og bevare en god udvikling af landet. Man stiler efter at være 100% økologisk i løbet af de næste 10 år. 

Efter museumsbesøget kørte vi op til vores hotel, Tashi Namgay Resort, et meget fint sted. Det er lige oven for lufthavnen, men der letter og lander vist kun fire fly om dagen, så det bliver nok ikke et problem.

Nu var der nyt fra Stjernegaard - de fem, der skal hjem og på arbejde, kommer afsted på lørdag, og vi andre seks på mandag og kommer til DK tirsdag, så Stjernegaard har lavet et godt stykke arbejde, vi havde nok alle forventet, at der ville gå flere dage, inden vi kunne komme hjem. Vi skal så også have forlænget vores visum.

I morgen skal vi tidligt afsted til vandreturen op til Tigers Nest.

Paro, den 11. marts 2026

Så kom dagen til den sidste højdepunkt på turen. Vi skulle spise morgenmad allerede kl. 6 og køre fra hotellet halv 7. Og vi var bagefter rigtig glade for, at vi var kommet tidligt afsted.

Vi kørte en halv time for at komme ud til startstedet for opstigningen. Her ventede en masse heste, og jeg har måttet bide i det sure æble og leje en hest til den første halvdel af opstigningen. Jeg har været spændt på, om jeg blev klar til at tage turen i dag, jeg er ok igen, men stadig lidt træt. Det var en rigtig god tur, jeg kunne slappe af, mens hesten og manden ved siden af gik op ad bjergsiden. Desuden var vi oppe i over 3.000 m's højde, og det kan mærkes, at luften er meget tyndere heroppe. 

Halvvejs oppe sagde jeg farvel til hest og mand og så måtte jeg selv gå. Det er for stejlt til, at man kan ride nedad. Det blev en hård tur - mest til sidst, da vi først skulle ned ad 400 trappetrin, og det er meget høje trin og derefter op ad 300 trin igen for at komme over til templet Paro Taktsang - eller Tigers Nest, som den populært kaldes.

Navnet Tigers Nest kommer af, at der i 800-tallet kom en munk på en flyvende tiger og besejrede en dæmon - en grusom drage, der var oppe på klippen. Og da det lykkedes at besejre den, måtte han selvfølgelig bygge et tempel deroppe. Templet er bygget på en næsten lodret 800 m høj klippevæg, det er umuligt at forstå, hvordan de har fået materialerne derop. Efter 2½ time nåede vi op til templet, og her fik vi en rundvisning. Det er også et kloster, og der bor 2 - 3 munke heroppe. 

En voldsom brand ødelage størstedelen af de originale bygninger i 1999, men de er omhyggeligt genopbygget i samme stil.

Gåturen ned tog også 2½ time, for stierne er halvglatte nogle steder, så jeg tog den med ro, og det lykkedes mig at komme hele vejen ned med hovedet opad og begge ben nedad. 

Vi kørte med bussen tilbage til Paro og spiste frokost, og nogen havde lyst til at shoppe mere, men vi var nogle stykker, der tog en taxa tilbage til vores hotel.

Det har været så fint vejr til turen, klart vejr og solskin, så det har været en ubeskrivelig smuk tur. Og vi har gået gennem fyrreskov med spansk mos hængende ned fra grenene, og der har også været mange rhododendrontræer, men de blomstrer desværre ikke endnu. Jeg er så glad for, at jeg kunne komme med derop. Da vi gik op til værelset fra receptionen, begyndte det at regne lidt. Så det er bare heldigt, at regnen først kom da.

Jeg gik i bad og skrev lidt, og lige pludselig var det fint vejr igen, så jeg ville ud og botanisere lidt. Jeg gik op til og et stykke hen ad vejen forbi hotellet, hvor jeg faldt i snak med et par unge fyre. Imens jeg snakkede med dem, kom vores guide kørende, han stoppede og spurgte, om jeg ville gå ned til hotellet eller med ham. Klokken var blevet mange, så jeg tog med ham tilbage.

Der kom en lokal dansegruppe i forskellige nationaldragter og lavede danseshow for os. De øver til en kommende festival, og det nød vi godt af.

Herefter var der aftensmad, og det skulle være afskedsmiddag, da planen sagde, at vi alle skulle have fløjet hjem i morgen aften. Tania syntes, at vi stadig skulle kalde det afskedsmiddag, og hun holdt en lille tale, hvor vores særheder hver især blev fremhævet - sjovt. Og så havde hun lavet et slideshow, som kunne vises på en TV-skærm, imens vi sad og spiste. Hold da op, hvor har vi oplevet meget.

Men sengen kaldte, det har været en meget hård fysisk dag i dag, og vi skal tidlig op i morgen for at flyve til Kathmandu.

Kathmandu, den 12. marts 2020

Vi skulle tidligt til lufthavnen for igen at prøve, at få nogen gode pladser. Men nej, heller ikke denne gang lykkedes det. 

Vi fik madpakke med fra hotellet, som vi spiste i lufthavnen, mens vi ventede. Og ventetiden blev lidt længere end beregnet, for det fly, vi skulle med, kom fra Bangkok, og det var lidt forsinket.

Men vi kunne godt skimte de fantastiske bjerge ud ad vinduet alligevel.

Og nu fortsætter jeg rejsen under Nepal.

Bhutan har været et meget spændende og anderledes land at besøge, venlige folk, nogenlunde rent og pænt og en dejlig ro overalt. Det har været rigtig spændende.