Kenya

Istanbul

Tirsdag, den 6. februar

Dejligt at sidde i Loungen i Istanbul og spise og drikke lækre ting. Nu er det bare at deltage.

Vi startede fra Billund i formiddags, og skal først flyve herfra i aften, så der er en del ventetid.

Wildebeest Eco Camp, Nairobi

Onsdag, den 7. februar

 Vi var ekstrem heldige i aftes! Jeg havde slået op på nettet, hvad den lokale tid i Istanbul var, og vi kom frem til, at vi skulle stille klokken en time frem. Vi skulle jo være sikker på, at vi nåede ud til gaten i rette tid. Vi gik derudad i meget god tid, og vi satte os udenfor, så vi lige kunne få benene op et stykke tid. Jeg kunne så se, at alle var ved at være forsvundet fra området, så vi måtte også hellere gå ind og tjekke ind. Her kunne vi så pludselig forstå, at vi var de allersidste, så det gik op for os, at vi skulle have stillet uret to timer frem i stedet for en!! Men heldigt – vi kom med.

Vi ankom til Nairobi lufthavn tidligt i morges. Først skulle vi have udfyldt både et indrejsepapir og have et visum, men det gik nu ret smertefrit. Efter at have hævet nogle Kenyanske shillings sad der en lille sød pige med et skilt med vores navn på – så føler man sig lidt betydningsfuld, når man ser sit navn sådan.

Imens vi kørte ind til Nairobi, så vi mange mænd, der gik langs vejen. Chaufføren fortalte, at de er nødt til at gå til deres arbejdsplads, de har ikke råd til at købe busbillet.

Endelig nåede vi Wildebeest Camp, kl. 6.00 her til morgen og efter nogen snak mellem chaufføren og vagten, blev vi lukket ind. Vagten fulgte os i buldrende mørke ned til vores ”telt”. Uh, hvor var det koldt. Vi var meget trætte, men det var også over et døgn siden, vi kørte hjemmefra, så det skulle blive godt at få et par timers søvn, inden vi skulle hen til morgenmad.

Vores telt er udstyret med lys og bad, og det inderste lag er net, som kan lynes fuldstændig tæt – en god tanke, så både myggene og diverse kryb ikke kan komme ind!

Fra den udendørs restaurant kan vi sidde og kikke ud over parken, vi bor i. Her er mange forskellige planter og træer, og det er rigtig fint vejr i dag.

Efter en god solid morgenmad gik vi i seng igen og fik et par timer mere på øjet, det var dejligt.

Her i eftermiddags var jeg lige en tur i pølen, det var godt at blive kølet lidt af. Hen på eftermiddagen var vi blevet sultne, og vi gik op i restauranten og delte en øl og en sandwich. Og ellers har vi bare slappet af, kikket rundt i parken og siddet på vores terrasse og betragtet mange forskellige fugle. Hønsene går og skraber lige neden for vores trappe, det er nu meget hyggeligt, og i eftermiddags var der også en lille sød abe, som hoppede fra taget på vores telt og lige over i træet lige uden for vores trappe. Så vi er meget omhyggelige med at få lynet vores telt helt til, så vi ikke får besøg!

I aften var vi oppe i restauranten og få lidt at spise, inden vi meget tidligt gik i seng.

Wildebeest Eco Camp, Nairobi

Torsdag, den 8. februar

Vi vågnede op i et meget koldt telt - vi har ingen termometer, men vi tror, temperaturen var mellem ti og femten grader. Så behøver jeg ikke lang tid til at komme i tøjet og få børstet tænder. Vi tog lange underbukser, trøjer og jakke på, hoppede lige under dynen i ti minutter, inden vi gik op og fik morgenmad. Og lige så snart solen stod op, kom varmen lidt efter lidt, så da vi kom tilbage til teltet, tog jeg shorts og T-shirt på. Underligt, hvor hurtigt det skifter. 

Men det har sin charme med at bo i telt, og det er også nemt, vi skal hverken passe på nøglekort eller nøgle.

I Receptionen bestilte vi en taxa ind til Nairobi. Der stod en chauffør deroppe, og han ville køre os til centrum, og det skulle vi give 1500 kenyanske shilling for - ok, det accepterede vi. Da vi betalte ham, fik han 2000 sh., men han kunne ikke give tilbage, så vi aftalte, at vi kunne få de 500 modregnet, når han hentede os. Han lavede en lap papir med sin telefonnummer, og så sagde han, vi skulle bare få nogen til at ringe til ham, og så kunne de også fortælle, hvor vi var. Super!

Ingen vidste, hvor vi kunne få et bykort, men vagterne ved konferencecentret lånte os en telefonbog, hvori der var et kort. Super! Vi skulle ind i konferencecentret, hvor vi kunne tage elevatoren op på taget. En meget flink mand fulgte os derop, og han fortalte om byen, parlamentet osv., og han var oven i købet en nær ven af præsidenten! Og han forklarede os, at vi var heldige, fordi han kunne guide os i dag, for i morgen skulle han rejse nogen hundrede km ud af byen, fordi hans kone var lige død, og så var hans børn anbragt hos han bror. Ja, mange "historier" for at få en lille skilling. Og han bemærkede da også, da vi gav ham lidt, at det ikke var meget. Da vi kom ned i receptionen, foreslog damen, der sad der, at hun kunne tage en kopi af kortet i tlf bogen, for vi skulle jo aflevere bogen igen, når vi ville ud af kongresområdet. Igen - Super!

Men, men, men... Da vi hen på eftermiddagen ville hjem igen, fik vi en vagt til at ringe til vores kære taxamand. Og så ventede og ventede og ventede vi. Ham, der havde ringet for os, kom forbi senere og så, at vi stadig sad der, han prøvede at ringe igen - en masse kludder - men han fik til sidst fat på en anden, der var kommet for at hente os. Så tænkte vi, at vi måske var blevet snydt, men da vi skulle betale chaufføren, sagde han, at han bare kunne få de 1000 sh. og så skulle han nok få de 500 af den anden chauffør. Super!

Vi var inde på et offentligt toilet.... Selvfølgelig bare en kumme i gulvhøjde, og så er det ikke let, når man har en taske på ryggen med diverse snører og bånd, der hænger ned fra den. Jeg kunne jo ikke bare stille den på gulvet...  Når man så var færdig med at besørge, gik man ud til køen, hvor der stod en balje med vand og en litermål, og smed man bare vandet hen ad gulvet, så det ramte lokummet! Sådan :-)

Det er meget få hvide mennesker, vi har set i Nairobi i dag, og vi blev kikket en del på, klart nok med de kridhvide ben, jeg går rundt med.

Tilbage i Wildebeest Camp fik Thorkild sig en lur, og jeg skrev lidt inden et bad og aftensmad.

Godt at få sovet lidt - nu virker det hele overskueligt - i går spurgte jeg mig selv flere gange om, hvad vi lavede her.

Wildebeest Camp

Fredag, den 9. februar 

Igen stod vi op til en iskold morgen, og jeg overdrev ikke temperaturen i går, min telefon sagde 9 grader, og det føles også sådan! Vi tog lag på lag på, lange underbukser, trøje på trøje og jakke op at spise morgenmad. 

Vi har været på tur i dag til Sheldrick Elefant Orphanage, Karen Blixens farm og Giraffe Centre.

Sheldrick Elefant Orphanage er et sted, der er oprettet til at opfostre forældreløse elefant­unger. Her bliver de opfødt, så de kan komme ud i den vilde natur, når de kan klare sig selv. Det er på grund af krybskytteri, at der er så mange, der bliver forældreløse. Vi så hvordan, de får ”sutteflaske”, der lignede en babysutteflaske – bare i mega, mega size.

Næste stop på turen var AFEW Giraffe Centre. Rotchilds giraffer er en truet race, og konceptet er lidt den samme, som på elefantcentret.

Her havde de bygget et hus/skur med en gangbro i girafhøjde rundt, så man kunne ”kysse” dyrene. Det foregik på den måde, at jeg tog en girafgodbid og satte den mellem læberne – og selvfølgelig med den lange ende udenfor. Og så tog giraffen den med munden, så det så ud som om den rørte mig, men den kunne tage det uden overhovedet at røre mig. Det var vældig sjovt.

Til slut på turen kørte vi ud til Karen Blixens farm.  I 1985 blev huset lavet om til et museum i anledningen af filmatiseringen af den nu berømte film "Out of Africa" med Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne. Nogle af møblerne og malerierne er ægte, men meget af husets inventar er rekvisitter fra filmen. Efterfølgende gik vi rundt i parken, hvorfra der er udsigt til Ngong Hills. Der var også lavet (jeg tror ikke, det var fra Karen Blixens tid) et kafferisteri, så man kunne se, hvordan kaffebønnerne blev forarbejdet. En rigtig spændende tur.

I går aftes, da vi var gået i seng – jeg sad og skrev, kom der en springende op ad vores trappe, og lynlåsen blev hevet op i en vældig fart og ind sprang en ung fyr, som så helt forkert ud i hovedet, da han opdagede, at det var et forkert telt, han var kommet ind i. Han trak sig lige så hurtig tilbage, som han var kommet med en undskyldning. Vi grinede meget længe, han så bare så sjov ud – men stakkels knægt – jeg er sikker på, at han blev meget flov. 

Da der så var blevet ro, begyndte det at rasle og skrasle uden for teltet. Der er meget tørt her, og der ligger vissen græs og blade osv., så jeg var sikker på, at der kravlede noget rundt, og det kunne jo være både firben og slanger eller noget andet væmmeligt… Men til sidst faldt jeg da i søvn.

 I morgen har Ditte fødselsdag, så må jeg huske at sende en sms til hende.

Lenchada Tourist Camp, Masai Mari

Lørdag, den 10. februar

Vi skulle tidligt op i dag, for vi ville blive hentet kl. 7.30. Så skulle vi samle en ung fyr op, og vi skulle mødes med nogle andre. Vi kom over i en minibus, som skal køre os rundt de næste dage i Masai Mara Nationalpark.

Det er en blandet forsamling – en ældre mand fra Mexico, en dame fra Australien, en ung canadisk fyr, et ungt par – hun fra England, han fra Irland, og så bor de i Dubai.

Vi krydsede Rift Valley, som går fra Mozambic til Egypten, hvor Nilen løber gennem dalen.

Vi spiste frokost i en landsby på vejen herned. De første mange kilometer var det rigtig fint vej, men som vi kom længere og længere væk fra Nairobi, blev vejen dårligere og dårligere. Til sidst var det nærmest bare en markvej, og nogle steder var det så dårligt, at bilen skrabede bunden mod terrænet. Vores markvej i Grurup er en motorvej sammenlignet med det, vi har kørt på i dag. Men frem kom vi henad på eftermiddagen. Vi blev indkvarteret – og her er det også i telt men betydelig mere spartansk end i Nairobi. Toilettet er delt op i tre sektioner, så en kan sidde på tønden, mens en anden børster tænder, og en tredje i brusebad! Og jeg må vaske Thorkilds støttestrømper i hårshampoo under rindende vand, men de bliver da frisket lidt op ;-).

Efter en kop kaffe i spisesalen skulle vi på den første tur i parken. Og vi så mange dyr og fugle. Det er helt eventyrligt – vi er lige startet – og så har vi set så mange forskellige dyr. Og så er vi meget heldig med vores chauffør, han er rar og kører ikke hasarderet, og så snakker han rigtig godt engelsk.

Da vi kom tilbage til Camp’en var aftensmaden klar, og da det var spist, var det bare med at skynde sig over i teltet og få gjort klar, for der er kun strøm fra 18.30 til kl. 22. Og der er kun en kontakt til at tænde lyset i teltet og en til badeværelset. Ingen stikkontakt, så vi kan lade alt vores elektronik grej op her i teltet, vi er nødt til at tage det med over i spisesalen og få det ladet op. Det er meget træls, men ellers skal jeg ikke klage, vi har før prøvet noget, der er meget værre. Og man kommer til at sætte pris på de små ting – og på den positive side – vi kan tage bad hele dagen, og endda i varmt vand! 😅.

Når jeg sidder her og skriver, kan jeg høre myggene sværme lige rundt om hovedet på mig. Her er der ikke net for ”døren”, men et moskitonet over hver vores seng. Nåh, jeg må hellere gøre klar til at sove, for vi skal starte med morgenmad allerede kl. 6, og ud på morgensafari, når det begynder at blive lyst.

Masai Mari

Søndag, den 11. februar

Efter morgenmaden kl. 6.00 kørte vi ind i parken. Her er så ubeskrivelig smukt, og vi har igen haft en dag med sol og blå himmel, herligt! Hakuna Matata!

Vi har kørt rundt i parken, som er 1.850 kvadratkilometer, 185.000 ha, hele dagen – fra 6.30 til 17.30, så vi er godt ømme i skroget, og jeg tror ikke, nogen af os får en søvnløs nat. Bilen hoppede nærmest hele tiden, og flere gange skulle vi krydse vandløb, og et sted var vi nær ikke kommet op fra, men det lykkedes til sidst.

Der kører mange biler rundt med turister, og chaufførerne har hele tiden kontakt med hinanden. Lige pludselig blev speederen trykket i bund, så var det bare med at komme hen og se, hvad en af de andre havde spottet. På et tidspunkt så jeg, at ”nålen” var oppe og røre 70 km/time.

Når man snakker safari, kommer man jo ikke uden om The Big Five. Det er leopard – løve – elefant – bøffel – næsehorn. Og vi fik dem alle i dag! Det er bare så fedt. Foruden de 5 så vi:

Impala

Kudu

Vortesvin – ”Pumba”

Marekat – “Timon”

Tomphsons gazelle

Gnu

Dik-dik gazelle - ja, det hedder den altså :-)

Sjakal

Hyæne

En løvemor med tre små unger

Gepard – Cheetah

Topi gazelle

Hartebeest

Flodhest

Krokodille

Waterbuck antilope

Struds

Vi var heldige at få leoparden at se – endda to forskellige steder. Chaufføren fortalte, at på de sidste tre ture, han har kørt, så de ikke leoparden. En af dem lå under et stort træ og kikkede søvnigt på os. Den så ikke særlig sulten ud, men det var nok fordi, den var godt mæt, den havde resterne af en impala til at hænge på en gren højt op i det træ, den lå under – alle 4 ben dinglede ned fra grenen.

Martin, vores chauffør, fortalte, at sidste år, da han kørte rundt med turister, hoppede en gepard op på fronten af bilen, videre op på taget, og den står jo åbent, så vi kan rejse os og kikke ud, derfor landede geparden på en af sæderne bag ved. Men der skete ikke noget med nogen af turisterne. Så kan vi jo tro på det - eller lade være!

Vel hjemme igen kunne vi nå at tage et bad inden aftensmaden. Vi var blevet meget beskidte af al den støv, vi har kørt rundt i hele dagen med vinduer og taget åbent.

Aftensmaden var god, der er vist ikke så meget variation i det, de laver her. Men bare det smager godt, er det også lige meget, og det har været godt, alle de steder vi har spist.

Men jeg er lidt skuffet over, at vi skal med en anden gruppe og chauffør i morgen. Jeg hilste lige på ham i aften. Han virker meget flink, men han snakker ikke så godt engelsk, og så snakker han meget hurtig.

Jeg er helt fyldt op af indtryk, det har været en fantastisk dag. Det blev til elleve timer, vi kørte.

Nu vil jeg gå i seng sammen med alle myggene, som jeg har inde i moskitonettet – hyggeligt.

Masai Mara

Mandag, den 12. februar

I dag skulle vi køre kl. 7.30, det var rart, at vi ikke skulle op, før der kom lys i teltet. Det er ikke så let at børste tænder i en meget lille håndvask med pandelampe på.

Jeg havde ikke så store forventninger til dagen i dag, for jeg synes, at vi fik alt at se i går. Men vi har kørt rundt i ni timer, og vi har fået mange nye oplevelser.

Næsehornet, vi så i går, gemte sig mellem træerne, så vi kunne ikke se så meget af den, selv om der kun var få meter mellem den og os. Men i dag travede den rundt på savannen, hvor der ingen træer var, så vi kunne se den i fuld figur. Køn er den ikke, men spændende at se den.

Vi så leopard to steder i går, så vi syntes, vi var heldige, men i dag så vi den rigtig. Vi holdt mange biler i en række på vejen, og leoparden ville krydse vejen, det blev lige bag vores bil, så vi turde næsten ikke trække vejret. Og den store, store kattedyr havde åbenbart glemt, at den skulle være sky.

Vi så også flodheste i går i Mara River, men de stod bare nede i vandet og stak hovedet op for at trække luft en gang imellem, så vi fik ikke rigtig fornemmelsen af, hvor store de er. I dag så vi nogle stykker i et vandhul et andet sted i parken, og her kunne vi se størrelsen på dem. De er bare så kæmpestore.

I dag så vi også et par nye arter af antiloper og gazeller. Og en stor sort fugl, som jeg ikke kan finde navnet på. Plus en mindre fugl, som kan minde om en kingfisher art, men jeg ved det ikke. Jeg må have assistance af Elly, når vi kommer hjem.

Vi har igen haft rigtigt dejligt vejr – vi tænker, at der nok har været omkring 25 - 27 grader, solskin og en frisk vind, så det kan ikke fås bedre. Og her er så smukt, når man kikker sig omkring på savannen, der er bakker, dale, vandløb og -huller spredte træer, især akacietræer, og buske på de store vidder. Men ingen blomster.

Det har igen været en eventyrlig dag, vi havde slet ikke forestillet os, at vi skulle få så mange forskellige dyr og fugle at se…

Jeg gik over i spisesalen og skrev lidt, så jeg kunne få noget af mit grej ladet op. Og så har jeg fået pakket, mens der var lys, det er ikke så let at gøre i mørke.

I morgen tidligt forlader vi stedet her, og det vil vi ikke savne. Alt er så beskidt, og vores affaldsspand bliver ikke tømt osv. osv. Men vi overlever, og vi har, som jeg tidligere har nævnt, prøvet det, der var værre. Og jeg synes, det er spil af gode kræfter og resurser de steder, der skifter håndklæder og sengetøj hver dag.

Mens jeg ladede grej op, sad jeg og skrev dagbog, og pludselig ville min lille computer ikke gøre, som jeg ville, og jeg spurgte en ung fyr, hvad han troede kunne være galt. Han foreslog at lukke den ned og starte den om lidt. Og det virkede! Jeg fortalte  ham, at det er også, hvad mine børn plejer at sige til mig!

I morgen tidlig skal vi med hen i en Masai landsby, det glæder jeg mig rigtig meget til.

Nakuru

Tirsdag, den 13. februar

Vi skulle starte med at besøge en Masai landsby ret tæt på Lenchada Camp. Vi blev budt velkommen af høvdingens søn, derefter gav de unge mænd danseopvisning, hvor de hoppede utrolig højt. De er meget høje og tynde. De havde røde klæder i forskellige tern og mønstre omkring sig.

Derefter gik vi rundt i landsbyen og så, hvordan de bor. Hytterne er lerklinede Thorkild og jeg blev inviteret ind i en lille hytte, hvor vi skulle sidde på en lille bitte bænk og høre lidt om at leve i sådan en landsby. Bænken stod midt i hytten, hvor der var et ildsted. Så havde de også et rum til dyrene, hvis det blev nødvendigt at få en ind. Så var der soveværelse og børneværelse – og det var det. Hytten var nok omkring 20 kvadratmeter.

De lerklinede hytter kan holde i ni år, så hvert niende år flytter hele landsbyen et nyt sted hen.

Vi blev fortalt, når drengene fylder 14 år, holder de en ceremoni, der gør drenge til mænd. Og når de fylder 15, skal de leve ude i bushen i tre år, inden de må komme tilbage landsbyen igen. Og inden da skal de have dræbt en løve, så de kan lavet et smykke af en tand, som bringer held og lykke.

Og når en mand vil giftes, skal det være med en kvinde fra en anden landsby. Børnene går i skole, fra de er 8 til 13 år, og hvis de skal videre, må de flytte til en større by.

Nu skulle vi sige farvel til Masai Mara og videre mod nord ad de skrækkelige veje. Efter meget lang tid – ca. fire timer, nåede vi frem til en restaurant, hvor vi fik noget at spise. Da vi skulle køre videre, fik vi at vide, at vi skulle med en anden bus til Nakuru, hvor vi skulle på mere safari i en nationalpark deroppe.

Vi var inde omkring Lake Naivasha, hvor vi kunne komme ud at sejle, men vi drak en øl og et par kopper kaffe, imens vi ventede på de andre.

Videre mod Nakuru, hvor vi blev indlogeret på noget så fint som Golden Palace Hotel. Der var også brugt meget på ”guld” og glimmer… Men et fint værelse med plads til at lægge vores habengut på stole i stedet for på et beskidt gulv.

Vi krøb hurtigt til køjs efter aftensmaden.

Nairobi

Onsdag, den 14. februar

Vi har sovet rigtig godt i nat, det var en dejlig seng. Vi skulle være klar allerede kl. syv. Vi blev hentet på hotellet, og så gik turen ud til Lake Nakuru Nationalpark.

Det er noget helt andet landskab end det, vi har set de sidste dage. Der er mere tørt, og området er bevokset med krat og træer, det er næsten udelukkende akacietræer, der gror her.

Vi var heldige at se næsehorn meget tæt på, de kikkede vist lige så meget på os, som vi på dem. Vi så også giraf, aber, zebra, og så så vi en hyæne, der var i gang med en bøffel. Vi var også nede ved søen, og her kunne vi gå langs bredden. Her var rigtig mange forskellige fugle – hejre, skarv, pelikan, en slags stork, og mange mindre vadefugle. Søen er berømt for de mange flamingoer, guidebogen siger op imod to millioner, der plejer at være her, men der var ikke ret mange i dag, og de var langt ude i vandet. Det var så herligt at gå der på søbredden, solen skinnede, der var en behagelig temperatur og så var der en dejlig stilhed.

Men vi skulle jo videre mod Nairobi, og på vejen sydover var vi inde og spise på samme restaurant som i går, og i dag havde de vand, så vi kunne skylle ud på toilettet og få vasket hænder – sikke da en luksus…

Da vi kom tæt på Nairobi, stoppede chaufføren, fordi vi skulle med en anden bil. Han sagde, at der ville komme en og hente os i morgen kl. ti og køre os til lufthavnen. Vi er målløse over, der er så meget styr på, hvor vi er henne, og hvad vi skal i morgen.

Tilbage i Wildebeest Camp blev vi budt velkommen igen, og hvor er her dejligt, rent og pænt.

Vi trængte til et bad, vi var så beskidte af al den støv, der hele tiden kommer ind i bilen.

Senere gik vi op i restauranten og spiste en sandwich, vi fik jo en stor frokost kl. halv to, så vi var ikke rigtig blevet sultne.

Mombasa, Diani Marine Divers Village Beach

Torsdag, den 15. februar

I nat fløj Thorkild op fra puden med et ordentligt brøl, jeg sov vist ikke. Han vågnede ved, at der var nogen, der slikkede ham i nakken. Det var så en af de mange katte, der bor her. Heldigt, at det var ham, den puslede ved, havde det været mig, er jeg sikker på, at jeg havde vækket HELE campingpladsen. Vi lagde os alle tre til at sove igen, og da vækkeuret ringede, var katten væk.

Det var så sidste morgenmad på Wildebeest Camp. Det har været en oplevelse at bo her, rare mennesker, pænt og rent - og en super park med et utal af forskellige planter og fugle.

Vi blev hentet præcist kl. 10, som lovet, og blev afleveret i lufthavnen. Vi fløj med Kenya Airlines til Mombasa, hvor der igen stod en mand med et skilt med Søndergaard på. Perfekt.

På vej til Mombasa, 50 km sydpå fra lufthavnen, skulle vi med færge et kort stykke. Vi kørte gennem små landsbyer, og her så det ud til, at de er meget fattige.

Ved ankomsten til Diani Marine Divers Village Beach skulle vi udfylde papirer, og vi fik serveret et glas juice. Så fik vi vores værelse og blev vist rundt, stedet ligger lige ned til stranden. Da vi kom derned, blev vi straks overfaldet af et par stykker, som ville sælge bådture, men det må vi se på i morgen. Jeg orkede ikke lige da at tage nogen beslutninger.

Der kan ikke spises her, ud over morgenmad. Men bartender-mutti bestilte bord og arrangerede taxa til os, så det var nemt. Vi blev kørt lidt længere hen ad vejen til et spisested, der ligger helt ned til stranden. Og selv om restauranten var helt åbent, var der så dejlig at sidde i vinden med det hvide sand og det turkisfarvede vand.

Her er der bare varmt – jeg tror, det er noget over 30 grader. Så det bliver ikke i nat, jeg vågner, fordi jeg fryser – lige som sidste nat.

Diani Beach

Fredag, den 16. februar

Det har været en varm nat – jeg har været vågen mange gange.

Morgenmaden er i en pavillon i haven, og der er rigtig meget forskelligt at vælge imellem.

Der var en abe, der løb ind igennem pavillonen og snuppede en bolle fra et af bordene. En af de andre gæster fortalte, at det gør den hver morgen, den holder øje med, om der er en der rejser sig op, og så er den hurtig til at snuppe bollen. Så løber den op i det nærmeste træ, og sidder der og spiser den.

Vi fik at vide hjemmefra, at vi skulle skifte værelse for en nat, og vi flyttede vores habengut til et telt. Og det er vist gæstesuiten, vi har fået. Teltet er så luksuriøst og stort, og det kan blæse ind igennem, så jeg tror ikke, det bliver slet så varmt i nat.  

Vi ville på lidt indkøb, og der var kommet en tuk-tuk og afleverede nogen, så den kom vi med op til et indkøbscenter. Vi spurgte inden, hvad han skulle have for at køre os derop, og han sagde 1.500 sh. Det, mente vi, var alt for meget, og Thorkild sagde, at vi ville give ham 200 sh., og det var han hurtig til at acceptere, og han så endda glad ud, da han fik pengene.

Vi var inde i en cafe og få en sandwich, og vi fik også købt lidt ind. Vi gik tilbage til vores hotel.

Jeg gik en tur ned til vandet, og hvis paradiset findes, må det være her, sandet er hvidt, vandet er turkisblåt. Jeg gik lidt ud i vandet, og det var så varmt, at det kunne være fint at bade i, nu må vi se om det bliver til noget :-).

Vi spiste aftensmad på vores terrasse. Fedt at sidde der og høre Det Indiske Ocean bruse lige neden for.

Diani Beach

Lørdag, den 17. februar

Dejligt at sove i teltet, her var ikke ulidelig varmt, da det kan blæse igennem.

Thorkild har arbejdet meget i, at vi skulle tage en af de utallige tuk-tuk’er ind til Mombasa, men jeg har ikke været så varm på det, for selv om trafikken ikke er fuldstændig umulig her, er der en risiko ved at sidde i sådan en lille tingest, og der er 40 km ind til centrum af Mombasa. Vi spurgte Big Mama i baren, hvad en taxa ville koste for en hel dag. Hun greb telefonen og fik en pris, 8.500 sh. Så ville vi gerne vide, hvor meget en taxa kostede bare ind til Mombasa. Men så spurgte hun, hvad vi ville gøre, når vi skulle hjem, og fortsatte med at sige, at der var stor risiko ved at tage en tilfældig taxa eller tuk-tuk, så det kunne vi bare ikke gøre. Vi syntes også det var en ok pris, så hun bestilte den til os til i dag.

Chaufføren var fin, han kunne svare på en masse spørgsmål. Og han spurgte os, hvad vi gerne ville se, det var det store marked og den gamle bydel. Han foreslog, at vi kunne køre hen til en slags fabrik med over 100 arbejdere, jeg forstod det ikke helt - men sagde, det var da ok.

Det viste sig at være et sted, hvor de fabrikerer de træfigurer, som sælges alle vegne, Akamba Handikraft Industry. Alle mændene sad i små skure, og huggede, skar og sleb i et stykke træ, som blev til de fineste figurer. Hver mand havde sit nummer, og så blev de sat op i en meget stor hal, hvor man kunne købe dem. Og det blev registreret, så den, der havde lavet figuren, fik sin del af salgsprisen. Vi købte en masai-kvinde, og vi tror, at vores chauffør fik sin del af kagen, men fint nok med det. Vi var glad for, at han viste os stedet, og det var spændende at se, hvor og hvordan tingene blev lavet. Vi har tit tænkt over, om det er hjemme hos dem selv, de sidder og laver det – eller det er noget en eller anden maskine fra asien, der kan lave det.

Næste stop var ved indgangen til den gamle by. Vi fik lige en sandwich, og derefter gik der en lokal guide sammen med os og fortalte om de gamle bygninger. Flere er præget af perioden, hvor det er araberne, der er kommet, men også fra kolonitiden, hvor det var portugeserne, der kom her. 90 % af befolkningen her ved kyssten er muslimer.

Så nåede vi det store marked, som vi havde læst om. I kødhallen var der gedehoveder, -tæer, -kød og -skanker, og på en krog ovenover de lækre ting var der hængt gedemaver til tørring. Her var en liflig duft – eller stank af et eller andet…

I en anden hal var der fuldstændig fyldt op med alskens frugt og grønsager, her var det mest kvinderne, der sad og solgte i modsætning til kødhallen, hvor det var mændene, der var i overtal.

Så var vi nået gennem det, vi gerne ville se, og vores chauffør holdt og ventede på os. Vi havde sagt, at vi gerne ville ind på en kirkegård, men der, hvor han ville sætte os af, var der fyldt med biler, og vi kunne også se rigtig mange mennesker inde på kirkegården, så der var en begravelse, derfor kørte vi videre. Vi havde spurgt ham, om han på vejen hjem ville stoppe ved supermarkedet, hvor vi handlede i går. Vi skulle have en del vand, det er jo tungt at bære hjem i 32 graders varme.

Da vi kom tilbage, havde vi fået nyt værelse igen, men den her er større end den første, vi havde, så det kan vi godt bruge de næste dage.

Vinduerne kan ikke bare stå åbne, så der kan blive gennemtræk, for aberne er alle vegne, og de kan komme ind gennem et meget lille hul, så jeg tror, det bliver en meget varm nat.

Endnu en god dag med dejligt vejr.

Diani Beach

Søndag, den 18. februar

Så kom det – jeg har ikke turdet skrive om, at det da var fantastisk heldigt, at Thorkilds mave har haft det godt, men nu er det altså slut L. Men alligevel heldigt, at det først er nu, for hvis vi skulle flytte eller på tur, er det ikke let. Vi skal bare slappe af de sidste dage i det paradis, vi nu bor i. Vi skal på sejltur i morgen – et par timer, men nu må vi se, hvordan han har det i morgen.

Morgenmad i pavillonen, og igen i dag kom den frække lille abe og snuppede et stykke ost fra en dame, som lige skulle hente noget.

Vi har kikket meget på små firben, der futter omkring alle vegne. Thorkild synes, de er søde, det kan jeg nu ikke holde med ham i! Men da jeg gik fra morgenmaden, så jeg en kamæleon, og jeg bliver nødt til at sige, at den var flot i alle forskellige farver, men jeg kan stadig ikke li’ den slags kryb.

Vi gik ud til poolen og læste lidt, og jeg tog en svømmetur i noget meget lunt vand.

Efterfølgende gik vi ud til vejen, hvor der straks var en tuk-tuk, der stoppede, og chaufføren ville gerne have os med. Prisen blev vi enige om – dvs. det vi bød ham, accepterede han. I går var der en, som forlangte 1.500, men han blev glad for de 200, som vi ville give!

Vi blev kørt op til den nærliggende landsby, Ukunda. Her gik vi lidt rundt, det var beskidt, rodet, kaotisk osv. Vi fandt en bar, hvor vi bestilte en sandwich, men som så mange andre steder kunne vi ikke få den sandwich, vi valgte fra menuen. Men vi kunne få omelet, og det tog vi så, og det var også lækkert.

Efter at have kikket lidt mere på byen og købt lidt ind, stoppede vi en tuk-tuk, der skulle køre os hjem igen. Igen samme procedure – omkring prisen. Det var en helt ung gut, der ikke vidste, hvor vores hotel lå, men vi skulle bare vise ham det.

Vores værelse, som vi flyttede ind på i går, har køleskab – sikke en luksus – så vi købte noget ost til vores marmelademadder og mere vand.

Da Thorkild havde hvilet sig og kommet mere til kræfter, gik vi en tur på stranden – herligt – stadig sol, blå himmel, hvidt sand og turkisfarvet vand…. Vi gik ind på en strandbar og købte en Tusker, den lokale øl, som smager godt. Så drak vi gravøl over Prins Henrik!

Nogen gange forsvinder strømmen pludselig, men efter nogen tid kommer det igen – fint nok.

Aftensmaden, som bestod af frugt og ostemadder, spiste vi på værelset.

Endnu en dejlig dag med fint vejr.

Diani Beach

Mandag, den 19. februar

 Efter en sindssyg varm nat igen, med flere blæsere kørende hen over sengen, spiste vi morgenmad i pavillonen – herligt, og igen løb personalet og smed sten efter den dumme abe. Så mens vi var der, fik den ikke snuppet noget.

Thorkilds mave var blevet lidt bedre – i hvert fald ikke værre.

I dag har vi været ude at sejle, det skulle have været to timer, og vi skulle møde Villie nede på stranden. Det var også noget Big Mama i baren havde arrangeret for os. Da vi gik ned til båden, spurgte en af fyrene os, om vi havde betalt, og da vi ikke havde det, ville han gerne have pengene.

Vi var med en båd med glas i bunden, så vi kunne se de forskellige fisk og meget andet. Vi blev sejlet ud til det rev, som går hele vejen langs kysten et godt stykke ude i vandet. Og så kunne man komme ud og snorkle, men det havde hverken Thorkild eller jeg lyst til. Thorkild blev i båden, der sejlede en fyr rundt på et surfbræt lignende ting og solgte drikkevarer, så Thorkild fik sig en Tusker, mens en af de mange afrikanere gik med mig rundt på sandbanken og revet og så på fisk og sten.

De andre turister var en flok kvinder fra New Zealand, og efter at de havde snorklet i lang tid, gik de ind på sandbanken og blev rimelig længe væk. Da vi langt om længe var samlet, begyndte vi at sejle tilbage, men det var i mellemtiden blevet ebbe, og der er meget stor forskel på vandhøjden ved ebbe og flod, så bådens påhængsmotor stak ned i bunden. En af afrikanerne måtte ud at trække båden, og ”skipperen” skubbede, mens flere dirigerede…. Så blev motoren startet igen… og sådan blev det ved længe – skiftevis med hestekræfter og afrikanerkræfter… Vi kom af båden langt ude i vandet - eller der hvor vandet skulle være - og gik i land - godt fire timer efter, vi var sejlet ud, men vi havde ingen planer for resten af dagen, så det gjorde ikke noget for os.

Lidt før vi nåede ind på land, blev TIP-boxen sat frem – jeg synes måske ikke liiige, at det var passende, når det var så uprofessionelle folk, der sejlede turen med os. Men vi gav da lidt… Og det havde da også været en ok tur, men vi havde regnet med, at vi skulle sejle noget mere.

Da vi så gik op på stranden, råbte en af afrikanerne, at vi skulle have betalt for turen. Vi forklarede, at vi havde betalt, så han gik tilbage til båden, og vi kan regne ud, at han spurgte de andre, men der var ingen af dem, der havde fået pengene… Så han råbte igen på os, og kom løbende og sagde, at der var ikke nogen af de andre, vi havde betalt til. Vi fik da til sidst overbevist ham om, at vi havde betalt, inden vi sejlede ud, og så måtte han jo finde ham i den gule T-shirt, og få pengene af ham.  

Vi var blevet meget sultne, så vi gik ind på strandbaren og spiste lidt.

Det sidste af eftermiddagen tilbragte vi ved poolen med en bog.

Aftensmaden bestod af frugt og ostemadder. Og senere gik vi ud til Big Mama og fik en kop kaffe.

Diani Beach

Tirsdag, den 20. februar

Jeg spurgte Big Mama i går aftes, om aberne sover om natten, og det sagde hun, at de gør. Så jeg åbnede de fleste vinduer - det er glaslameller, der bliver vippet ligesom persienner - og trak gardinerne fra og lod alle blæserne køre, så måske temperaturen har været kun 27 grader i stedet for 30??? Det er svært at bedømme, men det hjalp da lidt.

Efter morgenmaden tog vi lige en times læsning ved poolen, det er så godt her, man kan ligge i skygge hele tiden, og det er nødvendigt her.

Og der kom besked til os, vi skal være klar kl. to i nat, da bliver vi hentet og skal køres ind til lufthavnen. Det er imponerende, at der ikke har været en eneste gang, det er fejlet med logistikken.

Vi gik en tur op til indkøbscentret, vi manglede et par ting, og så var vi inde og få en sandwich. 

Der bliver sørget så godt for os her, der er kommet brød, ost, pålæg, frugt og kaffe/tebreve, og her til sidst kom Big Mama ind med en kande kogt vand.

Og nu vil vi prøve, om vi kan sove lidt.

Istanbul

Onsdag, den 21. februar

Så er vi nået til Istanbuls PP Lounge.

Vi havde stillet vækkeuret til kl. 00.15, og vi vågnede også, fik spist morgenmad og pakket det sidste ned i kufferten. Og så kom det værste - at få støttestrømper og lange bukser på - i mere end 30 graders varme. Jeg sagde til Thorkild, at jeg havde lidt ondt af mig selv for at skulle have det på, men jeg kunne jo godt selv høre, hvor ynkeligt det lød, han har jo gået med det hver dag!

Kl. 00.02 var der en bil klar, og der kom også et par fra Tjekkiet, der skulle til lufthavnen. Da vi kl. 02.30 nåede ind til færgen - ups - var der ingen færge, den var lige sejlet over til den anden side, så chaufføren sagde til sig selv "It's gone", og jeg spurgte ham så, hvornår den næste færge gik, men det ville han ikke svare på. Det har vi oplevet flere gange, at når vi spurgte om noget, der skulle ske, vil de ikke svare, så siger de bare et eller andet uforståeligt og snakker udenom. Jeg tænkte, at det nok var om en halv time, og det gik nok også, for vi skulle være i lufthavnen kl. 03.30... Men det varede en time, inden vi kom over, og der var et stykke vej fra færgen ud til lufthavnen. Så klokken blev ret mange, inden vi var fremme. Vi kom som de sidste, og om det var for at skræmme os - eller det var rigtigt, fandt vi aldrig ud af - de sagde, at der var overbooket, men med kom vi da. Uh ha....

Vi har tre timers ventetid her i lufthavnen i Istanbul.

Kjallerup

Torsdag, den 22. februar

Vi synes, vi har haft en utrolig god tur, men vi har også været rigtig heldige. Af de 14 dage, vi var dernede, har vi haft et par timer med regn og torden, og det var, da vi var på vej til en ny destination, så det var ikke noget, der havde betydning for os. Det var 14 dage med solskin og blå himmel.  

Vi fik nærmest set alle de dyr - og nogle af de  mange smukke fugle, der lever i Kenya. 

Kenya er et meget smukt land med varieret landskab, især områderne med savanne var rigtig storslået og smukt. Og vi sluttede af med nogle dage - nærmest i paradis - med sol, hvidt sand og turkisblå - nej, det hedder vist azurblå vand.

Pris: 39.756,-

Flybilletter Billund - Istanbul - Nairobi, Nairobi - Mombasa, Mombasa - Istanbul - Billund

Alt transport mellem destinationerne

Entré i National - safariparker

Udflugter: Karen Blixen Tour, Sheldrick Elephant Orphanage og Giraffe Center

Morgenmad alle dage, 5 x frokost, 4 x aftensmad