01.03.16

Eilat

Vi kørte hjemmefra kl. 2.45 i nat, og ferien begyndte godt, da vi opdagede, at der er blevet åbnet en lounge i Ålborg Lufthavn. Flyveturen varede meget længe, vi skulle ned i Kastrup og have nogen med, og her havde vi meget lang ventetid i flyet, men så kunne vi sidde og sove lidt.

Jo længere sydpå vi fløj – jo mere klart og skyfrit blev det, så vi kunne se ned over Negev ørkenen, som dækker 60% af Israels samlede areal (og kun beboet af 10% af landets indbyggere). Lufthavnen ligger vist i det man kalder in the middle of nowhere - en times kørsel fra Eilat, og landskabet, vi kørte gennem hertil, var den samme, som vi så fra flyet – kun sand og sand og øde klipper uden nogen form for vegetation.

Fra flyet trådte vi ud i noget meget sommerligt vejr – bussen viste 31 grader. Det var lidt pudsigt, på busturen hertil sad vi bag et par fra Sundby Thy – Bettys søster og hendes mand. Hun og jeg er begge vokset op i Sønderhå, det er da lidt sjovt at mødes så langt hjemmefra.

Vi fik værelse 334 på Isrotel Riviera Club. Det er et udmærket hotel med et rigtigt hyggeligt poolområde, og værelset er også fint. Vi fik smidt støttestrømperne mv. og fik fundet shorts og sandaler frem, og så gik vi på indkøb. Der er bygget et stort indkøbscenter med form som en iglo og hedder Ice Mall Shopping Center – og inde i midten er der skøjtebane! Lidt vildt! Vi skulle have købt lidt til aftensmad og morgenmad, men vi kunne kun finde nogle bitte små butikker med dagligvarer, og det til nogle priser, der er mere end dobbelt så høje som i DK.

Vi spiste ostemadder til aftensmad med vand til – og så gik vi tidligt i seng efter en meget lang dag.

02.03.16

Eilat

Efter morgenmad (med bl.a. yoghurt til 22 kr. for en halv liter – men det smagte også godt ) gik vi en tur ned til stranden, men vi kan slet ikke genkende (og huske) noget, så vi ved ikke, hvor vi boede sidst, vi var her. Der er bygget mange hoteller siden, vi husker begge to på, at der var meget mere åben ned mod stranden.

Vi skulle møde op ved et nærliggende hotel, hvor en af guiderne kom og hentede os. Samlet gik vi over til Gulf Bar, hvor der var info møde. Vi tilmeldte os byrundturen i morgen og turen til Jerusalem på lørdag.

Eilat er delt i to af indenrigslufthavnen, de fleste af hotellerne og de store shopping centre er på østsiden og de lokales bydel er på vest siden af lufthavnen. Vi tog en bus over til den lokale bydel, hvor vi gik rundt og kikkede, fik vekslet penge og delte en lækker falaffel på en lokal fortovsrestaurant. Og så gik vi på udkik efter et supermarked, som vi fandt efter nogen søgen. Det var en ret stor butik, der havde alt det, vi gerne ville købe, og det var til nogle helt andre priser. Det lykkedes os at slæbe de mange liter vand, et par flasker rødvin og en del frugt hen til busstoppestedet, og vi var heldige at finde den bus, der kørte nærmest vores hotel.

Efter lidt kaffe og frugt fik Thorkild sig en middagssøvn, mens jeg læste, skrev og fik mit hjemmearbejde med meditationen lavet.

Vores aftensmad er blevet udvidet med tomatmadder – sikken luksus! Og så nåede vi til at skulle smage på rødvinen. Det var et større projekt for Thorkild at få proppen gravet op af flasken, men det lykkedes ham til sidst, og der var næsten ikke kommet kork ned i flasken! Jeg må lige huske at få skrevet en proptrækker på pakkelisten.

Vi gik en lang aftentur i det dejlige varme vejr gennem byen og langs stranden, hvor vi kunne se alle lysene på kysten i Jordan, hvis grænse er meget tæt på byen her.

I dag har her været meget varmt og overskyet. 

03.03.16

Sightseeing i Eilat

Vi havde meldt os til en tur rundt i Eilat og omegn. Eilat har 60.000 tusind indbyggere. Her kommer rigtig mange turister, man siger, at 6 ud af Israels 8 millioner indbyggere kommer til Eilat på ferie om året. Alle vi fremmede udgør kun 1 million årligt.

Først kørte vi rundt i byen, hvor guiden udpegede forskellige interessante steder, og derefter ud til Jordans grænse, som ligger lige uden for byen. Tæt herpå ligger en krydderi- og the ¬butik, som vi var inde og se. Her købte jeg lidt the. 

Så kørte vi sydpå langs Det Røde Hav, hvor vi kom forbi havnen. Her stod der tusindvis af nye biler, som er sejlet ind fra østen og op gennem Det Røde Hav, da det er så dyrt at komme gennem Suezkanalen. Her fra Eilat bliver de kørt med lastbil til Telaviv og videre med skib igen til Europa.

Videre gik turen mod Egyptens grænse, hvor vi vendte rundt og kørte til turens sidste stop, Undervandsobservatoriet. Anlægget er lavet i 1975, og er bygget, så man går 6 m ned under havoverfladen. Her ser man hele vejen rundt mange, mange forskellige koraller i betagende udformninger, nogle ligner blomster, andre kaktus, og der er også nogle som ligner et kæmpeblads ribbe. Jeg havde regnet med, at de var mere farverige, men jeg snakkede med en mand, som er ivrig dykker, og han fortalte, at det er fordi, der er lidt mørkt nede i vandet. Når der kommer mere lys på, kommer farverne frem. Men til gengæld var der så utrolig mange forskellige farverige fisk med forskellige udformninger og mønstre, hele tiden kom der små og store fisk svømmende forbi, som vi ikke havde set før. Det var spændende at gå dernede og se den rigtige natur under havets overflade.

Der er lavet flere akvarieanlæg med kæmpestore havskildpadder, hvoraf den ældste efter sigende skulle være 108 år gammel. I et andet akvarieanlæg var der hajer, kæmpestore rokker og mange andre fisk, som lever i Det Røde Hav. 

Herude fik vi også frokost, og efterfølgende kørte bussen os hjem igen. Så gik vi en tur på turistinformationen, for jeg ville tilmelde mig en vandretur på mandag, som jeg gerne vil med på. 

Efter aftensmaden gik vi over til den lokale bydel, vi skulle have købt lidt ind. Så har vi læst, at der skulle være et musik- og lysshow med springvand i parken, som så fint hedder Central Park, så vi gik derned og satte os. Musikken var så højt, at det var ved at blæse hjernen ud, men bortset fra det var det et fint show med mange forskellige skiftende farver på springvandet. 

Vi sluttede aftenen af med en kop kaffe og et glas rødvin.

04.03.16

Eilat Museum

I nar har vi sovet lidt bedre, vi har haft både altandøren og vinduet til at stå åben i nat, og selv om det ikke er koldt udenfor, har det lavet lidt gennemtræk – dejligt.

Vi nød solen et stykke tid på vores altan, inden vi gik hjemmefra. Det er heldigvis blevet lidt koldere, så i dag har det været til at holde ud at gå rundt.

Vi gik over i den lokale bydel, hvor museet ligger. Her var beskrevet, både på plancher, billeder og film, hvordan udviklingen har været i Eilat fra 1947, hvor den Israelske stat blev oprettet, og op til nu. Så det var rigtig spændende.

Da vi var færdige på museet gik vi en tur længere op i byen, som også her ovre på denne side er pæn og velholdt, og der er plantet mange palmer langs gaderne. Vi valgte at dele en burger igen i dag på den samme gaderestaurant. Han kunne selvfølgelig kende os, og da jeg forlangte samme menu som i går, sagde han, at vi skulle prøve noget andet, han kunne lave noget rigtig godt til os, og han sagde også, at han nok skulle lade være at lave det ”spicy” , og det blev en god burger. Da han havde ”serveret” for os, ville han tage et billede, og så kom han i tanke om, at han ville hente sit israelske flag, som vi skulle holde, mens han fotograferede os. Så ville jeg da også fotografere ham, og så fik han stoppet en på gaden, der kunne tage et billede af os alle tre. Til sidst skulle han lige tage et billede af os med sin telefon – så kunne han lægge det på facebook – ja, se hvad man kan blive udsat for, men dejligt, når folk er så venlige, så skidt med at det blev en lang seance.

Vi købte lidt ind, inden vi begav os på vej hjem igen. Der er et leben uden lige overalt, der er rigtig mange mennesker på gaden i dag, men det er jo sabbat, derfor er alle israelerne ude at promenere.

Vi har lagt mærke til, at der sidder en solcelle plade ved hvert gadelampe, det er ret smart her, hvor solen skinner næsten altid.

Jeg gik til poolen og læste, mens Thorkild tog sig et hvil.

I aften har vi været på Gulf Restaurant, og vi kan godt forstå, at guiderne anbefaler den. Det var rigtig godt mad, vi fik.

05.03.16

Jerusalem og Det Døde Hav

Vi blev afhentet kl. 5.45 – det var lidt tidligt, men vi kunne slappe af i bussen de næste par timer – troede vi da, men efter en halv times kørsel begyndte en alarm at hyle – en høj irriterende vedvarende lyd. Chaufføren og guiden var omme for at kikke i motoren, men kunne ikke lige finde ud af, hvad der var galt, så der blev sendt bud til Eilat efter en ny bus. 

Vi holdte ved en malkekvægs kibbutz, men det var tidligt på dagen, så vi kunne desværre ikke komme ind og se kibbutzen. Der er omkring 200 kibbutzer her i Israel, meget forskellig i antal af beboere, nogle med få hundrede, men også nogle med flere tusinde. De fleste har omkring 700 – 900 beboere.    

Imens vi ventede på bussen, gik vi lidt rundt og kikkede på den sparsomme vegetation. Det eneste træ, som vokser i Negevørkenen, er akacietræet. Det har pigge, og dets løv er meget bittert, så dyrene ikke kan æde bladene. Dyr, der lever i ørkenen, er bl.a. antilope, gazelle, ræv, hyæne og springbuk samt mange krybdyr og skorpioner.

Efter en halv time kunne vi så køre videre. Pga. noget cykelløb skulle vi køre direkte til Jerusalem og tage Det Døde Hav på vejen tilbage. God ide – så ville både luft- og vandtemperaturen nok blive lidt højere!

Vi kørte gennem det store Ramon-krater – 40 km lang, 9 km bred og 300 m dyb. Det er en udhulning, der er skabt af naturen gennem mange, mange millioner af år. Et betagende syn af bølger af beige, røde, lyserøde, orange, gule og sorte sandbanker, der er farvet af lava, et utal af mineralkombinationer og rust.

Nu var det blevet tid til en kaffepause, og pludselig dukkede der en tankstation og en Mc Donalds op ude midt i ørkenen – og det var ikke bare en luftspejling, vi fik både kaffe og toiletbesøg ordnet her. Godt rustet drog vi videre mod Jerusalem. Og nu begyndte det så småt at blive grønnere, først lidt spredt græs og efter nogen tid blev det til store kornmarker, frugtplantager og vinmarker. Israel avler en del druer, og vi synes, at det er godt vin de laver! De fleste afgrøder dyrkes af kibbutzer, men der er også lidt jord, der er privatejet. 

Der var mange beduinlejre langs vejen, både i ørkenen, men også hvor jorden blev lidt mere dyrkbar. De fleste beduiner lever deres eget liv og de betaler ingen skat. Den israelske stat forsøger at få dem til at integrere sig, bl.a. ved at bygge huse til dem, men det går ikke særlig godt. Nogle af mændene er begyndt at få sig et arbejde, bl.a. som buschauffører, og det så meget morsomt ud, for mellem alle blikskurene og teltene stod der flere steder en stor bus. Det har jo været sabbat i dag, så derfor var de ikke ude at køre med bussen.

Da vi nåede Jerusalem, som har omk. 900.000 indbyggere, kørte vi først op på Mount Scorpus, hvor der er en formidabel udsigt over byen. Derefter gik turen videre til Getsemane have, som er smukt tilplantet med blomster under de gamle knoldede oliventræer, hvoraf nogle, mener man, skulle være så gamle (rødderne), at de allerede var der, da Jesus opholdt sig i haven. Her var vi også inde at se den kirke, der kaldes Alle Nationers Kirke. Og her ved siden af var der et lille kapel, hvor Jesus’ mor Maria, skulle ligge begravet, så det er et meget helligt sted for katolikkerne.

Bussen kørte os til bymuren, der omkranser den gamle bydel. Vi gik ind til grædemuren, som er opdelt for mænd og kvinder, kvinderne til højre side og mændene til venstre. Det er hos mændene, som alle skulle have en lille kalot på ved indgangen, at det går mest heftigt til. Men et eller andet sted gør det meget indtryk på mig at se, hvordan de mennesker, der er der, reagerer. Alle sprækkerne mellem stenene er fuldstændig fyld op med små lapper papir med ønsker, som alle håber på, vil blive opfyldt. En gang om året bliver alle lapperne fjernet, så der bliver plads til nye.

Vi gik så op i de meget smalle gader, ad Via Dolorosa, som er ruten, Jesus gik med korset på vej til Golgata. For enden ligger Den Hellige Gravs Kirke. Herinde går en stejl trappe op til Golgata, hvor korsfæstelsen angiveligt har fundet sted. Og gider man stå i kø i en time, kan man sågar komme ind, hvor man mener Jesus er begravet. Her lægger pilgrimme sig ned og kysser stenene! Vi synes ikke, det var nødvendigt at komme derind.

Da vi kom ud fra kirken, blev alle turister og pilgrimme verfet til side af politiet, de havde lavet afspærring af halvdelen af kirkepladsen, og nu kunne ingen komme ind i kirken, så vi var spændte på, hvad der skulle ske. Efter nogen tid kom en gruppe af munke mv. gående med et par mænd i sjove gevandter i spidsen med nogle spidse kæppe, som de hakkede ned i brostenene for hvert skridt de tog. Jeg ved ikke hvem de var, men guidebogen siger, at der hver dag kommer en delegation af græsk-ortodokse, romersk-katolske og armenske-apostolske munke til messe.

Nu var det blevet høj frokosttid, så vi fandt et sted, hvor vi kunne få en falafel og lidt at drikke. Da vi igen mødtes med guiden, skulle vi gå gennem den jødiske bydel, som var helt ryddet for folk, fordi det er deres sabbat om lørdagen.

Næsten nede igen kunne vi lige få et vue over grædemuren, og her kunne vi fotografere, uden nogen blev stødt af det. Videre gik vi op langs med den gamle byport til Zion porten, hvor vi kunne se mange skudhuller i muren, som israelske soldater havde lavet ved indtagelsen af Jerusalem i 1948.

Uh, det var meget gammel historie. Men nu til noget nutid – vi kørte mod Det Døde Hav, nedad og nedad, så det lavede propper i ørerne. Jerusalem ligger i godt 800 m’s højde, og Det Døde Hav ligger 427 m under havets overflade, faktisk det laveste punkt på jorden, så det var et fald på mere end 1.200 m på 30 – 40 km til Enot Tsukim, hvor vi skulle ud at bade. 

Det Døde Hav er 73 km lang, 18 km bredt og 270 m dybt. Men der er et stort problem, for der afledes så meget vand til saltindvinding, så det sænker søen med omkring en meter hvert år. Så hvis man fortsætter, vil søen være tørlagt i 2050. Nu er det så besluttet, at der skal graves en kanal fra Det Røde Hav hertil.   

Her var noget, vi bedre kunne huske end Eilat! Da vi var her for 29 år siden, gik vi direkte ud i vandet fra stranden, men nu skulle vi ned ad flere hold trapper, inden vi var nede ved vandet – vores vurdering var, at det var en forskel på 40 – 50 meter. 

Jeg fik badetøjet på og måtte så en tur ud i vandet. Men jeg syntes altså, at det var meget ulækkert! Det var så mudret, at man ikke kunne se noget som helst ned i vandet, (men jeg tænkte, at der ingen grund var til panik, for jeg vidste, at der ikke kan leve nogle farlige søslanger og andre farlige ting) og nogle steder sank fødderne bare ned i mudder – adrrr! Men ud kom jeg og fik mig langt ned på vandet - så Thorkild kunne få taget det obligatoriske billede - og hurtigt op igen under bruseren, så det ”tykke vand”, der føltes som olie, kunne blive skyllet af igen. Vandet indeholder 33% salt og mange mineraler. 

Vi var hjemme igen ved 21-tiden, meget trætte efter en lang dag med mange indtryk, men det har været en rigtig spændende dag. Så efter en rugbrødsmad gik vi i seng. 

06.03.16

Botanisk Have

Vi vågnede op til solskin, dejligt. I dag ville jeg en tur i Botanic Garden, som ligger lidt nord for byen. Thorkild kom alligevel i tanke om, at han alligevel ville med. Vi tog en bybus, som kørte ud i nærheden af stedet, men chaufføren ville ikke stoppe og læsse os af, for der var ikke et stoppested der. Så vi kom først af bussen noget senere, og vi måtte så gå lidt længere. Det var heldigvis ikke så varmt, så Thorkild mente godt, at han kunne gå med.

Det er en fin lille have. Ydmyg, men når man tænker på, at det er ude midt i den golde ørken, er det imponerende, hvad der er lavet, og hvad der kan gro. Jeg tænker på Madeiras botaniske have – den var imponerende, men der er klimaet og jordbunden jo også helt anderledes. 

Der er lavet forskellige afdelinger, bl.a. regnskov. Der var også en rest historie – en gammel skyttegrav fra 6-dages krigen. Flere steder var der udkiks punkter med et par bænke, hvor vi kunne se ned på saltudvindingslagunerne, lufthavnen og over til Jordan, hvor det 60 x 80 m store jordanske flag – og nej, det er ikke en skrivefejl!, - vajer i blæsten fra Det Røde Hav. 

Opfindsomhed og humor kom også til udtryk i haven. Selv om jeg ikke er så imponeret af forskellige dekorationer og pynteting, synes jeg alligevel, at det var lidt sjovt med de moderniserede Flintstone biler, der var lavet i træ - selv til en lille Flintstone og en teenager Flintstone var der køretøjer.

Der er en palme i haven, som har en rigtig spændende historie. Et frø – 1.200 år gammelt – er fundet ved Det Døde Hav sammen med bl.a. potteskår, og frøet har, selv om det er så gammelt, spiret og groet op til en palme, som er doneret til haven i 2013.

Vi fandt bybussen igen, og vi kørte med over i den lokale bydel, hvor vi købte vand og spiste lidt, og fik noget tid til at gå med at se på de mange fly, der lander i den lille lufthavn. De lægger an til landing, så man næsten synes, at de må tage toppen af hotellerne, der ligger lige ved siden af landingsbanen.

Vi spiste aftensmad på værelset og gik en lille tur, da det var blevet mørkt.

07.03.16

Nature sorrounding Eilat

Jeg ville med på en tur, som turistinformationen her har arrangeret. Det var en vandretur med en lokal guide. Da Jytte og Christian fra vores hotel hørte om, at jeg ville med på turen, bestemte de sig for at tage med, så vi fulgtes ad til Ice Mall indkøbscenter, hvorfra turen startede. Guiden fortalte, at hun er født og opvokset i en kibbutz – spændende, men der blev ikke rigtig tid til at spørge mere ind til det. Hun var rigtig god til at fortælle om både historie, geologi, flora og fauna. Vi gik over ad mod den jordanske grænse og derefter nordpå.

Ved en daddelplantage fortalte hun, at daddelpalmerne kun bliver 10 – 15 år, så skærer men dem ned pga. blæsten, ellers vil de vælte. Inden beskæringen sørger man for, at der er kommet en lille aflægger, som så gror op og afløser den store. Man planter alle hanplanterne på nordsiden af plantagen, og så blæser der pollen fra dem hen over hunpalmerne. Der bliver hængt plasticposer om daddelklaserne, både for at beskytte dem mod insekter, men også for at undgå, at de falder ned på jorden.

Vi har set mange lastbiler køre nordpå med kreaturer, og andre, der kører tomme ud mod havnen. Guiden kunne fortælle, at det er kreaturer, der bliver sejlet hertil fra Australien, og de bliver så kørt op til Gazastriben og Vestbredden, hvor de efter 40 dages karantæne bliver slagtet og spist – kvit og frit.  

Nu var vi så kommet ud til Birds Sanctuary, hvor vi først hørte en del om, hvad de laver i centret. Eilat ligger i et meget vigtigt område for trækfugle. De fleste af de trækfugle, der flyver fra Europa til Afrika og retur, flyver lige over Eilat bl.a. fordi de udnytter den termik, der er her i området. Bl.a. fortalte de, at der flyver 250 millioner fugle over Eilat i løbet af 3 måneder. De ringmærker mange fugle her, og de havde tre poser med en spurv, en gransanger og en bjergløvsanger, som allerede var ringmærket. Jeg fik lov at prøve at holde de små fugle i hånden og slippe dem løs.

Lige et par facts: En gransanger vejer 7-8 gram, kan flyve 300 km på en nat, har en kropstemperatur på 41 grader og navigerer efter stjernerne og jordens magnetfelter – det er da helt uforståeligt! Jeg blev en lille smule klogere på fugle på den tur. – Spændende! Efter informationerne gik vi med ud til et par udkiks¬punkter, hvor vi så forskellige fugle bl.a. unge flamingoer, silkehejre, rødben, stylteløber, dykand, blåhals og mange flere. Ih, så klog jeg bliver!

Det var en ung fyr fra Danmark, Anders Odd Nielsen, der arbejder som frivillig i centret, som tog med os ud til udkiksposterne, og han udpegede en blåhals og fortalte, at den har vi også i Danmark – bl.a. et sted ved en sø i Nordjylland – Ove Sø – og så fortalte jeg selvfølgelig, at den bor jeg lige ved siden af. Så viste det sig, at han kender Villy Mardal – pudsigt – igen måtte jeg sande, at verden ikke er så stor.                                                

En stor oplevelse rigere startede vi på hjemturen. Guiden havde håbet på, at hun kunne vise os en firben art, men så heldige var vi ikke, men pludselig opdagede hun, at der i sandet var fodspor efter en hyæne. Hun fandt også lemon græs, så jeg plukkede et græsstrå, som jeg kan lave en kop te af. 

Vore genboer, Jytte og Christian, som vi har snakket en del med, inviterede os over på en øl, inden vi spiste aftensmad.

08.03.2016

Hjemrejse

Ja, så er den tur slut. Vi blev hentet kl. 11 på Riviera Club, og så gik turen ud mod Ovda lufthavnen, hvor vi var forberedt på, at vi skulle igennem et større forhør, men det blev nu ikke så slemt, som vi husker, det var i 1987, da vi var her sidst. 

Vi skulle over København hjem, så det blev en lidt lang tur, men vi landede i Ålborg ved 21.30-tiden, og vi kørte i Bilka og fik lidt varer med hjem, så vi havde lidt at begynde med.

En god tur, hvor vi fik batterierne ladet op!