Lørdag den 10. januar

Vi kørte hjemmefra kl. 7.00.

Check ind og sikkerhedskontrol gik fint. Vi lettede kl. 11.15 og landede i Frankfurt 12.50. Her var der ikke meget tid at finde flyet til Hong Kong, så vi styrtede afsted. Vi lettede kl. 13.50 og landede i Hong Kong 07.50, så det blev jo en meget kort nat. Flyveturen tog 11 timer. Vi havde godt 7 timer i lufthavnen, fløj herfra 15.25. Vi landede i Auckland kl. 7.30, så endnu en nat, der var kort, men føltes lang. Denne tur tog 12 timer. Inden vi fik lov at forlade lufthavnen, skulle vi tjekkes, om vi havde fødevarer med, og vore vandrestøvler blev undersøgt, om der var jord under bunden. Vi slap uden tiltale.

Vi tog med bus ind til President Hotel, hvor vi fik at vide, at vi først kunne tjekke ind kl. 13.00. Så vi fik opmagasineret vores bagage, og gik ud i byen. Her fandt vi en sejltur på 1½ time rundt i bugten uden for Auckland. 

Kl. 13.00 tjekkede vi ind – gik op på værelset og sov til kl. 6 tirsdag morgen!

Jeg er blevet lidt syg – ondt i halsen, øm i alle muskler. 

Fint solskinsvejr.

Tirsdag den 13. januar

Vi gik på kaffebar og fik morgenmad. Thorkild havde bestilt en short black og jeg en kop the, men Thorkilds lille kaffe var så stærk, at han måtte have noget af min te at blande i, så han kunne drikke det.

Ellers har vi brugt dagen på at gå rundt i byen, Albert Park – Victoria Park – marked i gammel fabriksbygning.

Fint solskinsvejr.

Torsdag den 15. januar

Vi forlod Waitomo, og kørte mod Rotorua. Vi blev indkvarteret på et dejlig motelværelse. Låsen virkede ikke, så vi måtte flytte til et andet værelse. Vi tog på indkøb – fandt langt om længe et stort supermarked, så vi fik købt nogle brød, en flaske rødvin o.a. Så sad vi på terrassen og spiste tomatmadder.

Og så var der SPA-badet. Det var luksus at prøve det – indtil Thorkild blev dårlig og måtte stå ud af badet og lægge sig lidt!

Fredag den 16. januar

Vi kørte til Whakarewarewa Forest Park, hvor vi gik tur ind i skoven, her var der bl.a. redwood træer og bregne palmer. 

Da vi var næsten rundt kom der en større dreng på cykel farende ud fra en skovsti, væltede og rullede rundt. Måske havde han brækket sin skulder. En sød dame (kiwi) lånte min tlf. og ringede til alarmcentralen, så efter nogen tid kom en ambulance og fik ham med.

Så købte vi ind og spiste frokost.

Vi kørte uden for byen til en maorilandsby Te Puia. Vi blev guided rundt og efterfølgende gik vi gennem området med gejsere og kogende mudder. Gik tur i aften – omkring museet.

Lørdag den 17. januar

I Whakarewarewa Forest Park er der to søer - Lake Tikitapu - den blå sø og Lake Rotokakahi - den grønne sø. Det var meget mærkeligt at stå midt imellem søerne, hvor man tydelig kan se farveforskellen, som skyldes forskellig undergrund. Vi gik hele vejen omkring den blå sø. Der var ro-konkurrence, så der var rigtig mange mennesker der. Indkøb.

Noget andet, som er meget specielt her, er lugten af svovl, der kommer af den geotermiske aktivitet, der er i undergrunden. Overalt er der kogende mudderhuller, og der er også varme geysere. Den største geyser sprøjter 30 m op i luften mange gange i døgnet. 

Efter frokost prøvede vi at finde Rainbow Springs. Det lykkedes ikke i første omgang. Men vi kom ud til Agrodome, hvor vi så fåre- og hunde show. Bagefter var vi i Rainbow Springs, men det var der ikke noget ved. Vi så ørreder og ænder plus lidt mere, men ikke imponerende.

På internet-cafe og sende en hilsen hjem – gik tur ved søen.

Fint solskinsvejr.

Søndag den 18. januar

Vi forlod Rotorua og kørte mod nord i regnvejr til Matata. Her var vi lige en tur ude ved stranden, hvor der var lokal marked. Vi købte en ”hotdog”, og jeg købte en brugt hvid skjorte – så jeg ikke får for meget sol. Var inde i Whakatane og få en kop kaffe. Her lod jeg min lille taske med kamera ligge derinde – så kom servitricen løbende efter os med tasken (pyha). Videre til Opotike – ned til Gisborne. Her i mellem punkterede vi. Vi indlogerede os i Gisborne.

Dagen endte med solskin.

Mandag den 19. januar

Vi skulle finde Hertz for at få et nyt dæk. Det fik vi hos Firestone. Derefter kørte vi mod Napier. Jeg blev køresyg – men blev frisk igen, da vi var nået til Napier. Vi blev indlogeret på Albatros Motel. Solskin.

Tirsdag 20. januar

Vi startede med at køre ned på turistkontoret og blev meldt til en tur til sulekolonien i Cape Kidnappers. Så kørte vi en lang tur ud for at se, om vi kunne finde en lavendelbonde, men det lykkedes ikke. Vi købte ind og sad derefter lidt ved poolen. Hen på eftermiddagen kørte vi mod Cape Kidnappers, hvor vi kl. 17 kom med en traktor og vogn - 3 vogntog kørte vi langs stranden udenom klipper, som gik ud i havet. Der var tusindvis af suler, og vi var meget overraskede over, at vi kunne komme helt tæt på dem. Det blev en uforglemmelig tur på 4 timer

Solskin og letskyet.

Onsdag, den 21. januar

Vi forlod motel Albatros i fin solskinsvejr og kørt til Wellington, hvor vi blev indlogeret på en campingplads, Top 10 Camping i en en meget lille hytte uden noget som helst! Så hvis Top 10 var bedst på en skala fra 1 til 10, ville jeg ikke gerne have været på en Top 1 plads. :-). Vi var ude at spise. 

Fint solskin.

Torsdag den 22. januar

Vi kørte ind til Wellington, som er New Zealands hovedstad, men det er ikke nogen stor by (325.000 indb.). Vi brugte dagen på at gå rundt herinde. Jeg fik langt billederne fra kameraet ind på en CD.

Overskyet.

Fredag den 23. januar

Fra Wellington skulle vi med færgen Interislander over Cook Strædet til Picton på Sydøen, så vi afleverede vores Toyota Corolla og gik ombord på færgen. Det var en fantastisk smuk sejltur.  

I Picton fik vi udleveret en ny bil. Vi kørte vestpå ad Queen Charlotte Track, som er en meget smuk rute. Vi indlogerede os på Greenwood Park i Appleby tæt på Nelson.  

Lørdag den 24. januar

Vi kørte til Abel Tasman National Park. Vi sad på en strand og så på vandtaxaer, her fik vi for meget sol. Køreturen var meget smuk tur, men vi vendte om, da vi havde kørt meget længe, det blev bare ved og ved med snoede veje.

Efter aftensmaden kørte vi til Spring Grove for at besøge Nanna og Knud Allan. Vi håbede på, at vi kunne få lidt fif til områdets seværdigheder. De var ikke hjemme, så vi kørte en rundtur på små veje – noget så smukt i aftensolen.

Fint solskinsvejr.

Søndag den 25. januar

Vi startede med at køre til Spring Grove til Cobb Cottage, men Nanna og Knud Allan var stadig ikke hjemme, så vi fortsatte mod syd til Kawatiri, St. Arnaud, Blenheim og langs østkysten mod syd til Kaikoura, hvor vi fik et værelse på Colonial Court Motel. Lige før vi kom til Kaikoura, så vi en stor sælkoloni.

Fint solskin.

Mandag den 26. januar

Vi købte ind, kørte en tur ud på halvøen Kaikoura, her fik vi en fiskesandwich, som var ekstrem god. 

Whale Watch Kaikoura arrangerer sejlture ud på havet, og hvis man er heldig, kan man se hvaler. Vi tog ud til centret, hvor de har både billetsalg og en udstilling. Vi fik købt billetter til en tur, men da vi mødte op igen, fik vi at vide, at sejlturen var udsat til senere på eftermiddagen, da det blæste for meget.                                                

Vi havde læst om en lavendel farm i nærheden af Kaikoura, så der kørte vi ud. Der var en herlig duft i de store lavendelmarker, og der var også en butik, hvor der kunne købes alt i sæber, parfumer, cremer, pynteting osv. Rigtig spændende. 

Vi kørte ud til Whale Watch Centret igen, og de besluttede at sejle ud med os. Men det blæste ret kraftigt, så lige midt i hvalfotograferingen blev jeg rigtig dårlig! Men vi fik to hvaler at se, det er imponerende dyr. Vi så, hvordan de sprøjter vandstråler langt op i luften, det var rigtig spændende. 

Centret blev drevet af maorier, og det var også en maori skibsfører, der sejlede med os. Han var flere gange ude og lytte i vandet, om der var hvaler i nærheden.    

Jeg fik det heldigvis hurtigt bedre. Herefter kørte vi til Culverden, hvor vi havde booket 2 nætter på en kvægfarm - Ballindalloch Farmstay hos Dianne og Dougal Norrie. På 3 farme, som blev drevet sammen (søn og svigerdatter - datter og svigersøn), havde de 2.500 malkekøer.  Aftensmaden, som bestod af  brød og tomater, spiste vi på terrassen. Diane kom ud for at snakke med os, indtil vi gik i seng. 

Fint solskin.

Tirsdag den 27. januar

Vi stod op til morgenmad kl. 8.00. Derefter kørte Diane os ud i marken, men deres mejetærsker var gået i stykker, så de var kørt hjem igen. 

Senere kørte de os rundt for at se markerne og vise os de to andre gårde, hvor der var malkekarrusel. Det var to unge piger, der rejste rundt, men havde taget et stop for at arbejde, der malkede, og de var mildest talt smurt ind i komøg fra top til tå.                                                                                     

Om eftermiddagen kørte vi til Hammer Springs og gik en tur i skoven – de fleste stier var lukket pga. tørken, men nu regnede det meget.  

Vi spiste aftensmad hos dem – lam og masser af grønsager – æblekage m/is og creme – ”guf”.

Diane tog ind til et møde, men kom hjem ved halv 10-tiden. Det viste os nogle gode steder på vores kort.

Onsdag den 28. januar

I dag er det Lises Fødselsdag, men jeg kan først ringe til hende i aften – hendes morgen!

Da Diane havde hørt, at jeg arbejder som post, arrangerede hun med deres post, at jeg skulle med hende på tur. Diane kørte mig ind til Culverden kl. 7.15 – da var posten klar, så jeg kom med hende rundt indtil kl. halv 10, da var vi nået til Balindalloch. Her i NZ giver man tilbud på at køre posten ud, det er i egen bil, og hun havde også købmandsvarer med rundt. Det var meget spændende at være med på den tur.                                             

Efter kaffe og en masse hyggesnak og et par meget interessante dage kørte vi videre.

Vi nåede helt til Gerymonth og videre til Whataroa, så der kun er 30 km tilbage til Frans Josef Gletcheren. 

Vi blev indlogeret hos en meget ulækker mand (på Motel). Og så var det vist her, vi besluttede, at vi skulle væk fra vestkysten så hurtigt som muligt. Her var der flere millioner sandfluer - så små, at vi næsten ikke kunne se dem, men de bed os, og det kløede meget værre end myggestik! 

Jeg prøvede at ringe til Lise, med der er overhovedet ingen forbindelse, så jeg må vente til i morgen.           

Torsdag den 29. januar

Vi kørte efter en dårlig nats søvn pga sandfluerne til Frans Josef Glacier Valley. Vi gik ind, hvor guidede ture solgtes, og der var en tur kl. 8.45, så vi måtte skynde os ned til bilen og hente vores ting. Vi fik udleveret regntøj, støvler, sokker og issko. Da vi havde det på plads, ville Thorkild tage et billede af mig med store vandrestøvler og shorts, men så opdagede jeg, at jeg ikke havde fået sat batteriet i kameraet. Jeg løb, alt hvad jeg kunne for at hente den, og bussen ventede på mig, selv om det tog lang tid, støvlerne var alt for store til mig, og så er det meget svært at løbe hurtigt. 

Vi gik igennem regnskoven – over en tør flodleje indtil vi kom til, hvor isen begyndte. Vi skulle så tage udstyret på, og så gik vi op gennem revner og sprækker i gletscheren med vores guide, canadiske Robin. Det blev koldere og koldere - underligt, vi startede med shorts og pludselig var det bare rigtig koldt og råt. Men det var interessant både at se og høre om, hvordan gletscheren dannes og består. Vi var en gruppe på 12, som fulgte canadiske Robin. Det blev en rigtig spændende tur. Jeg havde ikke fået kiks med, men det gik alligevel. Nedturen tog ikke ret lang tid. 

Vi satte os ved et bord ved P-pladsen og spiste, derefter gik vi ind og fik kaffe, inden vi kørte videre. Vi kørte til Makaroa, og blev indlogeret i en lille hytte. 

Jeg kunne stadigvæk ikke få forbindelse til Lise, telefonen er død (forbindelsen), det er jeg meget ked af.

Overskyet, men tørt vejr.

Fredag den 30. januar

Vi gik en lille tur i skoven, inden vi kørte videre. Vi sendte også lige en hilsen på nettet. Vi kørte langs med Lake Wanaka – derefter til Lake Hawea og spiste en burger med kylling i Wanaka. Derefter kørte vi videre til Quenstown. Det var svært at finde noget logi til en fornuftig pris, men vi blev indlogeret på Motel Earnslaw Lodge.

Vi gik tur i byen i aften. Og jeg fik snakket med Lise, og hun havde det godt.

Overskyet (meget lidt regnvejr).

Lørdag den 31. januar

Vi startede med at gå en tur ned i byen. Vi troede farmermarkedet var noget, men det var det ikke. Vi gik rundt i byen og fik en kop kaffe. Derefter tog vi på indkøb, langt uden for byen! Så vaskede jeg tøj og vi spiste frokost. 

Queeenstown er en hyggelig (lille) by at gå rundt i, men man fornemmer, der er rigtig mange turister her. Så kørte vi ud til en track – og gik op til Skyview Gondola – det tog 50 minutter at gå op og 35 at gå ned igen. Fra toppen var der en formidabel udsigt over byen, og vi fik kaffe deroppe, derefter gik vi tur i byen og fik et glas rødvin. 

Overskyet.

Søndag den 1. februar

Omegnen en helt fantastisk smuk. Byen ligger ved Lake Wakatipu søen omkranset af bjerge. Vi kørte ud i Deer Park, her er der en betagende udsigt over søen og byen, og vi så mange forskellige dyr. Deers, grise, ænder, bison okser, højlandskvæg med kæmpe horn. Det var en rigtig fin tur.

Indkøb, frokost – derefter kørte vi ned til Queenstown Gardens. Vi gik i parken, ned langs stranden – havnen. Så fik vi kaffe og derefter prøvede vi at finde en trøje, jeg havde set, men den var til 318$ - for meget. Aftensmad. Vi gik en tur ned i byen, men det var meget koldt, så vi gik hjem igen.

Fint solskinsvejr.

Mandag den 2. februar

Vi forlod Queenstown og kørte til Arrowtovn, en lille hyggelig guldmineby. Guldminerne omkring byen er lukket for mange år siden, men byen er velbevaret fra den tid. Herefter kørte vi mod Cromwell, vi gjorde et stop ved en bro, hvor der var bungy-jump. 

Derefter var vi inde ved en vinbonde, men vi købt nu ingenting, kørte videre, men Thorkild mente, at han kunne kende vejen. Da vi kom til en gammel guldmine kunne også jeg se, at vi havde kørt der før. Vi vendte om, men så kom jeg i tanke om, at jeg ville gå ind i den gl. guldmine og spørge, hvor vi var på kortet. Vi var kørt rigtig, vi havde bare 7 km tilbage til den by, vi ville til. Vi kørte videre og fik kaffe i Alexandra. Vi nåede til Milton ved 6 – halv 7-tiden og blev indkvarteret i Aotea Motor Lodge. Vi købte en pizza. Gik tur i byen, hvor rigtig mange butikker var lukket. Trist syn.

Fint solskin.

Tirsdag den 3. februar 

Vi tjekkede ud og kørte fra Milton mod øst. Vi kørte meget længe på nogle grusveje – rigtig kønt område. Nu var vi tæt på stranden, så vi ville ned og se om der var pingviner. De skulle være ude på en klippeø. Der var for langt at gå, men pludselig så vi en meget stor sæl, som vi senere fandt ud af, var en søløve, inde i sandet. Vi fik den fotograferet, og vi ville gå en anden vej op til bilen, men det blev en næsten ufremkommelig tur gennem noget meget tæt krat

Vi spiste frokost i en park i Brighton, herefter kom vi til Dunedin og fandt et værelse på Trinity Court. Vi gik en tur ind til centrum og fik en kop kaffe. Købte en ½ grillkylling til aftensmaden.

Gik tidligt i seng.

Overskyet / solskin.

Onsdag den 4. februar

Vi stod tidlig op – vi skulle være ved Pingvin-centret kl. 10.00 .Her på Otago halvøen er der et center, Penguin Place, hvor man via et system af tunneller og skjul kan se de sjældne guløjede pingviner. Centret tager sig af de svageste og udsatte pingvinunger på et hospital. I 1985 var der kun 8 rugende pingvinpar på Otago halvøen, nu er der 19 par. Vi blev kørt med en gammel bus og skulle gå det sidste stykke derned. Vi så flere pingvin unger ca. 12 uger gamle, men ingen voksne pingviner. 

Derefter kørte vi til Albatros-centret. Vi fik en baguette og gik derefter med guiden op til et hus, hvor vi kunne kigge ud over vandet. Der lå 3 albatrosser på en rede – det var, hvad vi så. Bagefter gik vi med guiden op til det gamle forsvarsværk – som bl.a. var blevet brugt mod russerne i 1800-tallet. Det havde også fungeret under 2. verdenskrig. 

Vi kørte til østsiden af halvøen, gik på en afmærket sti ud til en strand. Der sad vi i omkring en time, og vi fik nogle pingviner at se. De kom fra vandet og skulle ind til deres unger med foder – fisk, som de havde spist i løbet af dagen. Ellers nød vi landskabet herude, der var en masse fine stier, vi kunne gå tur på.                                        

Vi kørte hjem efter indkøb og tankning af benzin. Vi spiste den sædvanlige aftensmad.

Skyet / solskinsvejr.

Torsdag den 5. februar

Vi gik ned i byen, fik lagt billeder på DVD, så den gamle jernbanestation, Dunedin Railway Station, en meget smuk bygning fra først i 1900-tallet, inde i forhallen er gulvet beklæt med mosaikfliser, der viser forskellige engelske lokomotiver. Sct. Paul’s og The First Church. Vi fik kaffe i the Octagon. Så gik vi hjem og spiste og kørte derefter til Baldwin Street – verdens stejleste gade, 34 % stigning. Derefter I Botanisk have og kørte så ud på Otago Peninsula. Vi fandt et sted med læ og så vi fik en på øjet derude.

I Otakou så vi en maori kirke og forsamlingshus. Her var der fint udskåret maori kunst.

Efter vores aftensmad gik vi en tur til centrum – Octagon. Jeg sendte hilsen på nettet.

Fint solskin

Fredag den 6. februar 

Vi kørte fra Dunedin mod Mt. Cook videre mod Hampden Beach, hvor vi var på stranden og se ”Moeraki Boulders”. Her er der nogle sære runde store sten med en radius på op til 2 m. De er dannet inde i klipperne for 60 mio. år siden og skulle være dannet ved, at klipper med slamsten gradvis er eroderet. Gennem mange mio. år har kalkstenssalte samlet sig om de eroderede sten og har formet dem runde. Der er mange myter omkring stenene. Ifølge et maori-sagn er det madkurve fra en forlist kano. De kaldes også djævelens marmorkugler. Meget fascinerende. 

Vi var nede ved standen, hvor der skulle være en pingvin koloni, men de var ikke hjemme, de var ude i havet og spise fisk. Det var i Oamaru.

Vi spiste frokost, og kørte derefter videre mod Omarama. Her var der ingen ledige værelser til en god pris, så vi fortsatte. 10 km efter Omarama så vi et skilt med backpacker accomodation. Vi kørte herind, men han havde fyldt op. Han ringede til en Patsy, som havde et ledigt værelse, men først efter kl. 19. Vi kørte ud og fandt stedet – meget godt. 

Imens vi ventede, kørte vi ud og så Clay Cliffs, det er kalkstensklipper, som er eroderet i fine og sjove former. Kl. 19. kørte vi tilbage til Patsy’s sted Clay Cliff Lodge. Det er meget specielt, damen er sygeplejerske, arbejder på en restaurant, i et supermarked i sin fritid og hun har farmen, hvor vi boede – og lejer værelser ud! Vi mødte hende kun kort et par gange i de to døgn, vi boede her. Og hun sagde, at vi bare skulle føle os hjemme og bruge huset.

Vi fik et værelse og så gik vi ned og lavede kaffe, her sad et australsk ægtepar, 2 af 3 trillinger fra Holland – friske ”piger” på omkring 50 år. Så vi fik en god snak – rigtig spændende. Desuden bor her et ægtepar mere samt 3 unge mennesker. 

Overskyet / solskin.

Lørdag den 7. februar

Vi kørte mod Mt. Cook, solen blev ved at skinne på bjergtoppen hele tiden. Mt. Cook er NZ's højeste bjerg, 3.754 m. Vi kunne se Mt. Cook hele vejen derind, og "ansigtet" nær toppen, kunne vi også se hele vejen. Vi gik et stykke ind med en sti, og vi fik rigtig bjergene og gletsjerne fra bjergene at se.

Vi kørte tilbage til Twizel og fik købt ind og spist frokost. Vi kørte videre til Omarama for at kikke efter et spisested, men vi fandt ingen steder med lammekød, så vi kørte tilbage til Clay Clif Lodge og spiste madder på terrassen, og vi hyggede derefter med de andre gæster.

Sol/overskyet – sol på Mt. Cook.

Søndag den 8. februar

Der var ingen vand, da vi stod op – heller ingen Patsy. Vi kunne lave kaffe, men der var jo ingen vand, så fandt vi alle, hvad vi havde af vand på flasker og fik ved fælles hjælp lavet kaffen. Vi lage pengene i sengen på værelset og kørte så mod Methven. På et tidspunkt var der 38 grader (bilen viste det). 

Vi blev indkvarteret på Glenwiew Farmstay hos Helen og Mike Johnstone. Vi startede med kaffe og en snak med Helen. Thorkild kom med traktoren ud efter korn, de høstede.

Jeg fik vasket tøj. Vi spiste aftensmad med dessert. 

Om aftenen var vi med Helen i bilen rundt, fordi de skulle have drevet fårene hjem i nogle folde, da de skulle i kemikaliebad næste dag. Det skulle forhindre en parasit i at gnave sig ind under huden på fårene. Hvis ikke det blev forhindret, ville fårene dø af det til sidst. Mike havde stor hjælp af sine to collier - en stor oplevelse at se.  

Mandag den 9. februar

Efter morgenmaden gik vi ud og så på, at fårene blev skyllet i kemikalier i et stor ”badekar”, som de gik igennem. Vi så klippestalden. Derefter kørte vi til Stavely – vi gik en tur på en sti, som førte ind til Sharplin Falls. Her spiste vi vores madpakke og kaffekurv, som Helen havde sendt med os. Vi kørte lidt rundt i området . Derefter kørte vi ”hjem”. På vejen holdt vi tilbage for en pige, der var ved at drive kvæg over vejen, det blev bare ved og ved. Da de alle var ovre vejen kom en pige på en ATV, og vi spurgte hende, hvor mange køer der var – der var 975. 

Helen kørte en tur rundt i marken med os. Vi spiste aftensmad med dem, og fik også kaffe. De var rigtig hyggelige mennesker,som brugte meget tid sammen med os, og så havde de en lille hvalp, som kom listende op i sengen, når vores dør stod på klem.

Tirsdag den 10. februar

Vi forlod Glenview Farm og kørte mod Rakaia Gorge. Helen havde sagt, at der var et skønt område. Vi nåede Christchurch, gik lidt rund i byen, kørte så mod Akaroa, men vi kunne ikke finde nogle skilte mod Akaroa, så vi kørte længe rundt. Vi var så inde på en servicestation – vi fik lidt ide om, hvor vi skulle hen, og til sidst fandt vi da ud af byen. 

Vi kørte længe – det er vist det længst ude, man kan komme her på Bank Peninsula. Vi skulle finde et hostel, som vi havde fået anbefalet af de to hollandske damer, vi havde mødt hos Patsy. Vi gik først gennem et par låger og fandt en sti med fåre- og meget andet lort ned til en skrækkelig ruin. Det var heldigvis forkert, vi skulle længere op. 

Men til sidst fandt vi da stedet, Onuku Bush Retreat Farmstay. Det var et rigtigt back-packer sted, men vi fik heldigvis vores eget værelse. WC og bruserum var i skure udenfor. Meget primitivt. Vi sad i aften i ”spisestuen” og fik kaffe og snakkede med de unge, det var hyggeligt. De spurgte os endda, om vi ville være med til at spille kort. 

Overskyet.

Onsdag den 11. februar

Da vi havde spist morgenmad kørte vi ned til Akaroa. Vi ville booke en pingvin-tur til aften, men den blev desværre ikke gennemført i aften, og stedet er privat, så vi kunne ikke selv tage derud. Rigtig ærgerligt. Vi gik lidt rundt i Akaroa, fik lidt købt ind og fik en ”flat White” og en ”long Black” (kaffe). Derefter kørte vi hjem og spiste frokost. Så gik vi op ad stien, som er her udenfor. Det var en fin tur – men koldt og solen manglede.

Vi tog et bad!! Det var i et skur udenfor, men det fungerede nu vældig godt, bortset fra at jeg måtte tørre mig med en af Thorkilds undertrøjer, da vi havde fået vore håndklæder væk. Vi spiste aftensmad og pakkede kufferterne inden aftenkaffen.

Skyet.

Torsdag den 12. februar

Vi stod op 05.15 og spiste morgenmad, pakkede det sidste og kørte kl. 06.45. Vi havde forholdsvis nem ved at finde lufthavnen, selv om de er nogle skvadderhoveder til at skilte ordentlig af.

Vi fik afleveret bilen, og vi fløj fra Christchurch forsinket – halv 12, så vi havde meget travlt i Auckland. Jeg havde håbet på, at jeg kunne købe den trøje der, som jeg meget gerne ville have haft, men det kunne jeg ikke nå.

Vi fløj Auckland – Hong Kong – Frankfurt – Billund. 

Da vi kom til Billund, var der sne på bilen. Det var lidt sjovt i Billund - i starten på NZ gik Thorkild til venstre side af bilen, og jeg gik til højre side, men vi vænnede os til at gå til den rigtige side, inden vi rejste hjem. Og da vi så skulle ind i bilen i Billund, gik Thorkild til højre side og jeg gik til venstre side. Vi kikkede på hinanden og trak på smilebåndet.

Vi var hjemme ved 14-tiden.

Det har været 5 fantastiske uger.

Blomster, træer og buske set i New Zealand

Jeg så mange skønne planter i New Zealand. Især husker jeg bregnerne, dem var der rigtig mange af - både tæt bevoksning i skovbunden og som træer, der kan blive op til 10 m høje ifølge guidebogen. Bregnebladet er nationalsymbol.

New Zealands nationalblomst hedder Kowhai, en busk med bregnelignende blade og gule blomster, men den fik jeg desværre ikke et billede af.  

Pohutukawa træet - også kaldet New Zealands juletræ, fordi det står med kæmpestore røde blomster i december måned - blomstrede stadigvæk nogle steder, og det var et rigtigt smukt syn. 

Og så var der grøftekanterne. Nogle steder stod montbretia helt tæt og andre steder var det agaphantus, der dækkede grøftekanten, det var meget imponerende, da det jo godt kan være svært at holde liv i dem herhjemme.