Vi har fundet rejsen på Spies. Det er en afbudsrejse, så vi har kun givet 5.000,- for os begge to i en uge.
Vi skal bo i en lille lejlighed på Hotel Coral Teide Mar i Puerto de la Cruz, som ligger på nordvestsiden af Tenerife.
Søndag, den 31.10.
Vi stod op kl. to i nat, men dejligt at vi fik en time forærende pga., at sommertiden sluttede i nat.
Vi nåede Ålborg lufthavn i god tid, og vi fik fyldt maverne både med mad og drikke i loungen. Vi skulle flyve kl. 8, og turen varede godt 5½ time. Vi har vist aldrig prøvet at flyve med så meget turbulens, men vi kom da godt til Tenerife. Lige før vi landede, kunne vi se La Palma, øen med den aktive vulkan. Vi kunne ikke se ilden, men der kom en masse sort røg op fra øen.
I lufthavnen blev vi sat på en bus, der kørte os til Hotel Coral Teide Mar i Puerto de la Cruz. Turen varede godt en time, men vi var frosne som pingviner, da vi nåede frem. Der var bare sat aircon på, så det vrimlede med pingviner i bussen. Vi havde pakket vores jakker og trøjer ned i kufferten, da vi fik dem udleveret i lufthavnen. Der var så varmt, og vi havde jo mundbind på, lige fra vi gik ind ad døren i lufthavnen i Ålborg, og til vi var oppe på vores værelse, det var varmt!
Vi landede på den sydlige ende af øen, og Puerto de la Cruz ligger på den nordvestlige kyst. Det var fuldstændig brunt og goldt det første lange stykke tid, men efterhånden som vi kom længere nordpå, begyndte landskabet at blive mere grønt, og der er mange marker med forskellige afgrøder her omkring.
Det er en fin lille "lejlighed", vi har fået. Udsigten er ned over en superfin have, og bagved kan vi se masser af dyrkede marker op ad bjerget bag ved byen med vulkanen Teide i baggrunden - skøn udsigt!
Vi gik lidt hen ad gaden, for vi skulle jo have provianteret. Og vi fandt hurtigt et supermarked, så vi slæbte alt, hvad vi kunne bære af vand, vin, brød, ost osv.
Det var meningen, at vi ville finde et sted at få noget aftensmad, men ingen af os orkede at gå ret meget mere rundt, så det blev brød med tomater og ost til et glas rødvin.
Udsigten fra vores værelse over haven og med Teide i baggrunden
Kysten er klipper og ikke sandstrand
Vores fine lejlighed
Mandag, den 01.11.
Det var godt at få sovet mange timer, så jeg vågnede ved 6.30-tiden godt udhvilet.
Efter morgenmad på terrassen - eller balkonen - hedder det vist, vi bor på 5. sal, gik vi ned mod centrum. Vejen derned er en sti belagt med fliser, og det går bare ned og ned, nogle steder med trapper. Der var virkelig langt derned, men det gik jo fint denne vej.....
Da vi var kommet ned i byen, fik vi lige en kop kaffe, inden vi skulle møde guiden, som ville tage os med på en byvandring. Det var en rigtig fin tur. Og det var lidt sjovt, for hun spurgte, hvor vi kom fra, og det viste sig, at hun er opfødt i Helligsø, jeg kender godt hendes forældre fra min posttid. Og hun har gået på handelsgymnasiet samme tid som Jes. Hun syntes, det var så hyggeligt at møde nogen hjemmefra.
Da turen var slut spiste vi en sandwich og fik hvidvin til, inden vi startede på turen opad. Vi fik købt lidt ind, og fik bestilt en tur op til Teide på onsdag. Så krydser vi fingre for, at vejret bliver godt.
Efter Thorkild fik sig en lille lur, nød vi et glas shangria på balkonen, inden vi gik ned og spiste entrecote.
Vejret har været fint - solskin i formiddags, overskyet i eftermiddags, men dejlig varmt.
Smukke træer i hotellets have
Mange skønne blomstrende træer
Poolområdet nede ved kysten
Tirsdag, den 02.11.
Igen i dag kunne vi spise morgenmad udendørs med Teide knejsende i baggrunden over os.
Vi havde bestemt, at vi ville gå ned i byen. Vi gik langs kysten mod vest så langt, vi kunne komme. Folk stod allerede i kø til at få billet til pool områderne nede ved vandet, selv om klokken kun var ti. Der er kun et par meget små sandstrande, og sandet er helt sort - farvet af vulkanaske - så det er i poolene, der bliver badet. Vandet er havvand, og det bliver skiftet ud hver nat.
Vi fandt hurtigt en cafe, det var godt med en kop kaffe efter vandreturen ned til byen.
Frokosten var en sandwich med et glas hvidvin til.
Og så begyndte opstigningen - Thorkild måtte holde mange pauser, men han klarede det igen i dag. Så kunne han få en lur, mens jeg sad på balkonen og læste. Jeg plejer altid at tage trapperne både op og ned for motionens skyld, men det er ikke nødvendigt denne gang.
Vi spiste aftensmad på en restaurant nær hotellet.
Vejret har været rigtig fint igen i dag, 23 grader og fuld sol indtil kl. to, hvor skyerne trak ind over, men stadig dejlig varmt.
En af de meget små og meget sorte sandstrande
Thorkild er begyndt "opstigningen" til hotellet, 230 trappetrin!
Onsdag, den 03.11.
I dag har jeg igen måttet sande den der med, "at det ikke kan betale sig at have mange bekymringer - det er ikke ret tit, at man får fornøjelse af dem"! :-) Vejret var fint i går, og DMI viste overskyet i dag, mere om det senere.
Vi stod meget tidligt op, vi skulle med på tur til Teide, den 3.718 m høje vulkan. Og vi startede med køresygetabletter i rigelige mængder!
Vi kom på bussen lige uden for hotellet, og vi var rundt og samle flere op. Efter at have talt os fire gange, som åbenbart ikke var nok, begyndte vi at køre opad, men godt ude af byen sagde vores guide, at vi skulle tilbage og have to mere med! Så tænkte vi, at der vist ikke var styr på ret meget i det her gesjæft, men det blev virkelig en god og vel tilrettelagt tur. Guiden - en canarias -fortalte rigtig meget og var meget dygtig til at snakke både engelsk og tysk . Så jeg fik fat på det meste, hun fortalte, først på spansk, så på engelsk og til sidst på tysk ( he-he- .:-) :-) ;-) ;-) )
Første stop var La Orotava, hvor vi gik en tur rundt i den gamle bydel. Her omkring er der frugtbart landbrugsland, der dyrkes især mange bananer, kartofter og druer. I området holdes mange geder, så der bliver lavet gedeost, som forsyner hele øen. Der stod rigtig mange kastanje træer langs vejen.
Da vi kom op i 1.000 m's højde stoppede beboelsen, og træerne blev til hovedsagelig kanariske fyrretræer, som har meget længere og lysere nåle, end de forskellig fyr vi kender. Den er også bedre efter ildebrand, da den spirer med det samme, når ilden er slukket. Vi kørte gennem denne skov meget længe med mange hårnålesving. På et tidspunkt var der pludselig et skilt med fartbegrænsning på 70 km/timen - hold da op! Vi syntes nok, at 40 var meget passende. Men det var en god buschauffør - vi følte os meget sikre på turen, selv om det var noget af en halsbrækkende tur.
Da vi nåede op i 1.800 m's højde - trægrænsen - begyndte så nærmest en stenørken, meget bart og goldt. Og så kunne vi se de mange forskellige farver, som lavaen, eller basalt'en har. Guiden fortalte, at når en vulkan går i udbrud, kommer der magma op fra jordens indre, når det bliver afkølet, er det lava, som render ned ad vulkanen for til sidst at blive til basalt, når det er stivnet og danner sære landskaber, og der er flere forskellige slags basalt, så der er mange forskellige farver og former.
Vi nåede op til kabelbanen, som ligger i 2.350 m's højde, og turen op til toppen af kabelbanen, som er 3.550 m, tog 8 minutter. Så en stigning på 1.200 m på 8 minutter gav en pæn fart, men det blæste ikke så meget i dag, så det var en fin tur. På denne årstid er banen af og til lukket pga. for meget vind.
Jeg havde planlagt, at jeg ville gå op på toppen af Teide, men fik at vide, da jeg købte billetterne i går til turen, at tilladelsen skulle have været søgt for længe siden, og jeg bliver nok nødt til at indrømme, at jeg var meget glad for, at jeg ikke skulle derop, det så altså meget stejlt ud. Men jeg tog turen rundt til Pico Viejo, som var i udbrud sidst i 1700-tallet. Jeg ved ikke helt, hvor lang ruten var - mellem ½ og 1 km, men det var hårdt, da luften jo er tynd i denne højde. Thorkild vendte hurtigt om, der var alt for lidt ilt til ham heroppe, og han tog kabelbanen ned igen. Men jeg klarede turen, og det var så klart, at jeg kunne kikke over til La Palma - og med lidt god vilje se den sorte røg.
Et sted var der en meget dårlig lugt af svovl, og jeg døjer jo som bekendt lidt med maven for tiden, så her kunne jeg roligt lufte lidt, uden nogen ville fatte mistanke til mig.
Thorkild havde spist frokost, da jeg nåede ned igen, og jeg nåede lige at spise en bocadillo, inden vi skulle med bussen igen. Men vi kom til at vente tre kvarter på fire personer, som var blevet væk, det var vist noget med en, der var blevet dårlig i kabelbanen.
Endelig kørte vi afsted, og vi holdt pause i El Portillo, hvor vi fik en kop kaffe. Og efter 1 time var vi 2.000 m nærmere havets overflade og hjemme igen.
Der var helt skyfrit og blå himmel, indtil vi kom et stykke ned i fyrreskoven. Sjovt at se, hvordan der lå et tæt hvidt tæppe et stykke nede, og pludselig var vi nede ved skyerne, så blev det bare fuldstændig tæt tåge. Til sidst kunne vi se noget igen, men da var det overskyet.
Guiden fortalte, at det er helt klart og strålende solskin 360 dage om året oppe i 2.000 m's højde. De sidste 5 dage er 2 med regn og 3 med sne. Så selv om vejrudsigten ikke var lovende, blev det jo en fantastisk tur med rigtig dejligt vejr.
Vi spiste æg- og tomatmadder til aftensmad.
En af de meget stejle gader i La Orotava
Drageblodstræ - de kan blive mange hundrede år gamle
Kastanjetræ
Julestjerne busk
"Stenrose"
Den næsten lodrette kabelbane - som går 1200 meter op ad vulkansiden
Mange forskellige slags basalt er kommet op af jordens indre
Et stykke med masser af svovl på
Man skulle næsten tro, at "figuren" er hugget ud af sten
Forskellige arter af basalten
Den endemiske canariske fyr - med lysere og længere nåle
Et kik ned på skylaget
Pludselig kørte vi i skyerne - som tæt tåge
Torsdag, den 04.11.
Vi havde ikke mere brød, så da vi havde spist yoghurt, gik vi hen i supermarkedet og købte et nybagt brød - det var stadig lunt.
Her i byen er der en Botanisk Have, som er grundlagt sidst i 1.700-tallet. Det var kong et eller andet den 3., der ville have planter fra hele verden til sit slot i Madrid, og det var meningen, frø og stiklinger skulle vokse sig store og stærke og vænne sig til den koldere klima i Europa her på Tenerife. Men projektet blev en fiasko, for kongen mistede interessen for det, og planterne fik lov at blive stående her. En schweizer fik i 1960'erne øje på haven, og han fik sat styr på det, så det i dag er en rigtig fin have. Det er et lidt forkert tidspunkt - efterår - vi er her, der var en del blomster - men også mange planter, der var afblomstret. Men det var en god oplevelse alligevel. Det er spændende at se de forskellige planter, som vi har set i de forskellige verdensdele, vi har været i, så dukker der mange minder op om bestemte skønne steder.
Efter indkøb og frokost gik vi ned i byen. Vi ville, som vi ofte har gjort, ind og se en kirkegård. Spændende, vi har aldrig set så mange friske blomster på en kirkegård. Næsten alle andre lande har der været en overflod af plastikblomster, men her vær der næsten kun friske. Det var etage/skuffe-systemet, som vi har set mange andre steder.
Vi startede hjemturen med et par kopper kaffe. Og jeg fik set et par kirker, inden vi nåede hjem igen.
Vi spiste aftensmad på en restaurant her i vores gade.
Det har været overskyet og varmt indtil hen på eftermiddagen.
Mangotræ - en af de ældste i den botaniske have
En smuk snylter
Rødder gror ned fra grenene. Træet kan dække et kæmpe areal
Der er store blomsterarrangementer på stort set alle "gravene"
Barnegrave
Smukke friske blomster og flotte gravplader
Fredag, den 05.11.
I dag igen har vi haft godt vejr. Mest overskyet og en del blæst, men ikke koldt.
Først ville vi finde en have - Jardín de Orquideas - men deres bykort er meget upræcist, så vi har flere gange gået en del rundt og ledt efter noget, og når man spørger nogen om vej, er de meget flinke og imødekommende, men det kan godt være meget forskellige retninger, de viser os. Men efter et par kopper kaffe undervejs, fandt vi det til sidst.
Det skulle være den ældste have på Tenerife. Mange kendte personer - ud over os - har besøgt haven, og Agatha Christie skulle i 1927 have siddet her og skrevet et par af sine krimier. Og så forstår jeg bedre, hvorfor der på en del af trappetrinene herop til er skrevet tittel navne på mange af hendes romaner.
Selv om haven hedder orkide haven, er der ikke mange orkideer, men det er en fin lille have med mange forskellige planter. Her står Tenerifes ældste drageblodstræ, den skulle være 600 år gammel?? Træet har fået sit drabelige navn, fordi saften, når det kommer i forbindelse med ilt, bliver blodrød. Og så bor her en sød lille grøn leguan, Lord Nelson, som har fået sit navn, fordi den mangler det ene forben.
Herefter gik vi længere ned i byen og spiste frokost.
Jeg shoppede lidt, og Thorkild gik hjem til hotellet.
Jeg fik talt trappetrinene - 230 trin - og desuden meget stigende terræn mellem trapperne!
Thorkild hvilede sig, og jeg læste lidt, inden vi gik en tur og fik købt ind til den sidste dag i morgen.
Vi spiste aftensmad på en restaurant her i gaden.
Det 600 år gamle drageblodstræ
Nogle af de få orkideer i haven
Leguanen Lord Nelson
Han spiser blade
Lørdag, den 06.11.
Vi sad igen ude på balkonen og spiste morgenmad. Det var lidt koldt og overskyet men alligevel dejligt at nyde udsigten.
Vi syntes, vi havde set byen, og jeg fik shoppet lidt i går, så vi besluttede, at vi ville ud i dyreparken "Loro Parque", og det blev en meget større oplevelse, end vi havde forventet.
Ud til parken går der nede fra byen et lille tog, hvor vi sidder i åbne vogne, og det tog vi med midt på formiddagen. Parken er virkelig flot med mange forskellige planter og træer, og dyrene har meget fine forhold og meget plads - og det er rigtig fint stillet an i indhegningerne og grotterne. Især pingvinhuset var imponerende, her stod vi på "et bånd", der kørte langsomt rundt om pingvinanlægget, som skulle forestille Antarktis, der dryssede sne ned fra nogle huller i loftet.
Vi var også inde og se både delfin- og spækhugger show, det var meget spændende at se kontakten mellem dyrene og de personer, der arbejder med dem, og hvad de kunne få dem til. Og de var altså meget store - de spækhuggere. Det var heller ikke bare én fisk, de fik i belønning, det var mange hver gang.
Vi tog med det lille tog tilbage igen ved 16-tiden, men vi kunne sagtens have tilbragt et par timer mere derude, vi nåede ikke at få det hele at se.
Vi spiste aftensmad her i gaden igen i aften.
Det har været lidt koldt og overskyet hele dagen.
Og så er det ved at være slut med denne tur, i morgen formiddag bliver vi afhentet til lufthavnen.
Det lille tog til Loro Park
Brillepingviner fra Sydafrika
Kongepingviner fra Antarktis
Kongepingviner
Delfinshow
Det var mange meter, delfinen kunne springe op i luften
Spækhuggerne springer synkront
Overalt i parken er der skønne beplantninger
Søndag, den 07.11.