Resumé af tur til Qeqertarsuaq, Uummannaq, Eqi og Ilulissat
Dag 1:
De håbefulde rejsende lander hen på eftermiddagen til halvtrist vejr i Ilulissat. Der er ikke tid til at hvile på laurbærene – Vi skal direkte til havnen, hvor båden til Diskoøen venter på os. Selvom dønningerne fik båden til at hoppe en smule følte vi os allesammen heldige senere på turen, da vi fandt ud af, hvor slemt det kunne have været.
Vi ankommer efter et par timer til den smukke by Qeqertarsuaq, hvor vi blandt de brunlige basaltfjelde og grønne planter bliver taget godt imod af hotellets søde personale.
Vi får serveret lækker aftensmad, og taler lidt om de kommende dage og sejladser. Herefter går nogle af os en kort aftentur, mens andre trækker sig for at få en god nats søvn.
Dag 2:
Vi vågner på Diskoøen, og mødes efter morgenmaden til en smuk vandretur til det naturskønne område ´Kuannit´. Det er lidt tåget, men receptionisten forsikrer os om, at turen også er rigtig flot i skyet og tåget vejr. Det holder tørt på vej derud, og vi er endda heldige nok til at spotte 2 finhvaler på vej derud. Ydermere lykkes det, at spise vores frokost ved Kuannit uden det store brusebad.
På vej hjem begynder regnen dog af falde. Vi deler os, således at nogle går hjem og nogle går mod vandfaldene ved Røde Elven. Da vi kommer hjem går vi hvert til sit, inden vi igen mødes til aftensmad. Nogle tager kampen op med sne krabbernes lange lemmer, mens andre efter eget udsagn tager den “dovne løsning”, og går med vildtgryden til hovedret.
I mellemtiden er turleder og skipper blevet enige om at sejle inden om Diskoøen på morgendagens sejlads, da der havde været stiv kuling i det nordlige atlanterhav i dagene op til. Alle er spændte (nogle endda nervøse) for morgendagens 8-9 timers lange sejlads gennem Vaigat med kurs mod Uummannaq.
Dag 3:
Vi står (relativt) tidligt op, da vi i dag skal ud på en af turens længere sejladser. Vores gode skipper Fari henter os i den royale Targa 44, Arfivik (Grønlandshajen) klokken 8:30. Vi sejler sammen over og tanker båden, og sejler ud af havnen. Vinden har for alvor lagt sig, og sejlturen bliver til stor glæde endnu mere stille og rolig end forventet.
Første stop på ruten blev ved den nedlagte kulmineby Qullissat på nordsiden af Diskoøen. Byen blev tvangs nedlukket af den danske stat i 1972, hvor både godtfolk og kirken blev rykket til Ilulissat og andre byer i Grønland. Den officielle forklaring på nedlukningen fra den danske stat, var at kul-priserne faldt. Der er dog andre forklaringer, hvis man spørger tidligere indbyggere og deres efterkommere. Byen huserede politiske bevægelser, som den danske stat gerne ville lukke ned for. En stærk kommunistisk fagforening samt nationalistiske bevægelser der ønskede frigørelse fra DK er de to primære grupperinger, der skulle have forårsaget nedlukningen i højere grad end kul-priserne. Vi spiste foran byen, hvor håndværkere var i fuld sving med at istandsætte de forfaldne bygninger. Der er nemlig mange efterkommere af folk fra byen, der genopbygger familiehusene som sommerhuse.
Efter frokostpausen strøg vi videre gennem Vaigat, hvor stedvis tåge var den eneste hindring for at se de smukke høje bjerge. Med henholdsvis Diskoøen mod syd og Nuussuaq-halvøen mod nord er denne passage nemlig kendt for sin skønhed. Vi sejlede på stille vand hele vejen, og ikke engang på åbent vand ved spidsen af halvøen var bølgerne store nok, til at kunne forstyrre de efterhånden søstærke rejsende.
Umiddelbart efter rundingen af Nuussuaq ankom vi efter planen til bygden Niaqornat. Vi gik i land for at strække benene og gå lidt på opdagelse. De yderste dele af Uummannaq fjordsystemet har i senere år været plaget af stenskred, og deraf tsunamier. Niaqornat var ingen undtagelse. På trods af, at bygden ikke var tvangs evakueret, som nogle af nabo bygderne, kunne det tydeligt mærke at bygden lå i farezonen. Mange beboere er fraflyttet på egen akkord, og det kan tydeligt mærkes. Der er en forladt stemning, og det eneste rigtige tegn på liv vi mødte, var en sød ung kvinde der forsøgte at sælge hendes mors sælskindshandsker.
Vi sejlede videre efter en lille times tid. Vi var nu kun omkring en halvanden time fra destinationen. Da vi ankommer til Uummannaq holder udlejerne klar til at hente os og køre os til vores huse, der er godt og grundigt spredt ud over den bakkede by. Efter lidt logistisk bøvl lykkes det os dog at samles i et af husene, og spise den medbragte vildtgryde. Portionen var sparsom, men alle blev mætte trods alt. Vi lægger planer for morgendagen, og går hvert til sit.
Dag 4:
Vi står op i smukke Uummannaq. “Uummannaq” betyder hjerteformet fjeld, grundet det store hjerteformede fjeld bag byen. Byen huserer omtrent 1400 mennesker, og er svær at komme til grundet beliggenheden på en ø, med nærmeste lufthavn på fastlandet en lille helikopter/båd-tur væk. Det var dog kun en bonus for os, da det var enormt sparsomt med turister sammenlignet med turens andre destinationer, hvor krydstogtskibe og daglige bådforbindelser gjorde det en del nemmere at komme frem.
Dagen i dag stod på at udforske den nordlige del af fjordsystemet. Efter fælles morgenmad sejlede vi fra havnen i trist og tåget vejr. En skam, da høje og lodrette bjerge ellers udgør nogle af de smukkeste omgivelser, som Grønland har at byde på. Vi satte kursen mod den gamle mine Maarmorilik/den sorte engel. Heldigvis blev vejret noget bedre på vejen, og vi kom frem til klart vejr, der tillod en udsigt over bjergene, minen og indlandsisen der kunne skimtes i det fjerne. Vi gik i land i den forladte mineby. På den ene side af bugten har man marmor minen, hvor tonsvis af grønlandsk marmor gennem tiden er blevet udvundet. Blandt andet er Overformynderiets bygning ved kanalen i København og Lyngby rådhus beklædt med marmor herfra. På den anden side har man malm minen. Her er udvundet malm, som indeholder bly, zink og en lille smule sølv. Minebyen er et særdeles interessant sted at gå i land. Man får et indtryk af, at arbejderne en dag bare er stået op og sejlet væk. Der er nemlig efterladt madvarer, kalendere, madrasser, tøj, værktøj, og olietønder i massevis. Alle gik rundt i deres egen verden og sugede stedet mærkelige stemning til sig. Vi spiste frokost på båden, og fik fornøjelsen af igen at se to finhvaler, der leverede et lille show foran båden før de søgte mod nye græsgange.
På vej tilbage mod Uummannaq anløber vi endnu en bygd – denne gang hedder den Ukkusissat. Indtrykket af Ukkusissat er en diametral modsætning til Niaqornat, som vi besøgte dagen forinden. Her emmer havneområdet af liv. Helle fiskene bliver hejst i land i linde strømme, børnene leger i vandkanten, og folk går glade rundt på stierne mellem husene. Byen ligger bedre beskyttet for eventuelle tsunamier, og der bliver endda bygget og tilbygget på livet løs. Det var rent ud sagt livsbekræftende at opleve et tilfælde hvor bygde livet stadig fungerer, og folk trives.
Om aftenen kommer vi tilbage til Uummannaq, hvor vores kære Nina stod klar med en halv kylling til hver. Efter maden er alle trætte, og folk går hvert til sit
Dag 5:
Dagen starter som sædvanlig med fælles morgenmad. I modsætning til de andre dage, lovede vejrguderne en hel dag med sol og dejligt vejr. Endelig får turlederen det vejr der var bestilt på forhånd! Efter morgenmaden er nydt, går dem der vil med på en af turens længere og mere strabadserende vandreture. Turen gik til julemandens sommerhus, som mange kender fra Nissebanden i Grønland. Vandreturen er utrolig smuk, og man kommer i nærkontakt med de stejle fjelde og smukke klipper der kendetegner området. På ruten kom vi også forbi byens flotte fodboldbane, knap så flotte losseplads, og et par flokke søde hundehvalpe.
Efter vandreturen mødes hele gruppen til fælles frokost. Planen for aftensmad var på denne solrige dag et besøg på en ukendt perle i bunden af fjorden. Nemlig til den hemmelige, Michelin-stjernede grillbar i den lille bygd Ikerasak. På trods af at velkomstkomiteén bestående af både levende og døde hundehvalpe ikke var den bedste, fandt vi frem til en lille perle ved bygdens naturhavn. Her var både sol, udsigt, læ, bænk og klipper til grillen. Vi grillede og hyggede os, og nogle fik endda smagt en friskfanget sæl. Det overskydende mad blev sågar doneret til en af bygdens søde beboeres fiskefrikadeller.
Efter maden sejlede vi mod “store gletsjer”. Der var tætpakket is, men det lykkedes os trods alt at komme tæt nok på, til at kunne se den flotte gletsjer front. En perfekt afslutning på en dejlig dag. Efter udsigten var nydt til fulde, og solen var på vej ned, satte vi igen kurs mod Uummannaq.
Dag 6:
På dag 6 var tiden igen kommet til at lang sejltur. Denne gang med Eqi som slutmål. Vi spiste morgenmad på havnen, og tog derefter afsked med Uummannaq. Første del af sejladsen gik glat. Vi fik fra søsiden set bygden Qaarsut, hvor lufthavnen ligger. Det tegnede til at blive en rolig sejltur, og vi var glade da der også var helt roligt vand på spidsen af Nuussuaq halvøen. – to gange på en uge.. Det var næsten lidt for godt til at være sandt. Og det skulle da også vise sig at være tilfældet. Vi mødte to finhvaler lige inden vi sejlede indenom skærene på spidsen af halvøen, og da vi kom fri af skærene trak det så op. Vaigat-sundet der havde virket som beskyttelse for vinden på vej nordpå, havde den omvendte effekt her på dag 6. Vinden kom fra en retning, der fik sundet til at fungere som en vindtunnel. Resultatet af dette blev nogle hårde sejltimer, hvor vi alle fik en god rusketur. Efter nogle timer kom vi dog helskindede frem til bygden Saqqaq, hvor vi havde planlagt at gå i land og spise frokost. Alle i gruppen kunne på dette tidspunkt kalde sig søstærke (efter min og skippers mening).
Vi gik i land i bygden, der har en stor historisk betydning. En af de allerførste kendte indvandringer til Grønland er nemlig opkaldt herefter. Saqqaq kulturen blev nemlig først opdaget i netop denne bygd, da der blev fundet en stor gravplads i nærheden. Den dag i dag huserer bygden omkring 150 mennesker. Fiskeindustrien stortrives, og turismen spiller også en lille rolle i bygdens økonomi. Herudover er det væsentligt at nævne, at den indgår i et tæt samarbejde med nabo bygden Qeqertaq.
Efter en spadseretur, der blandt andet bød på kirkebesøg, satte vi atter kurs mod Eqi. Forhåbningen var at vi kunne tage smutvejen nord om Arveprinsens Ejland. Det så sort ud, da der var rigtig tæt is i den smalle passage. Vi hang dog i, og efter en lille times slalom kom vi igennem til mere åbent vand. Vi ankom derfor til planlagt tid, og havde tid til at kigge lidt på gletsjeren fra båden. Efter en lille halv time gjorde vi os klar til landgang i campen.
Afskeden med Arfivik og Fari var hård, men vi kom dog i land. Her fik vi serveret lækker mad inden sengetid. Campen ligger midt i ingenting, og man bor lidt mere primitivt end andre steder på rejsen. På trods af mindre protester blev det dog, med tiden, set som en del af oplevelsen.
Dag 7:
Første hele dag i Eqi. Gårsdagens solskin var blevet erstattet af stiv kuling og regnbyger, da vi vågner ved siden af landets mest aktive gletsjer. Vi havde haft et stramt program ugen op til, så tiden blev brugt på hovedsageligt at slappe af i Café Victor. Nogle af os valgte dog at trodse vejret og gå en tur ud til delta-området. Vi undgår til alles held at blæse helt væk, og på vejen tilbage lægger vinden sig faktisk. Udover det går dagen med tiltrængte middagslure, og god tid til strikkeklubber og andet hygge.
Om aftenen får vi igen serveret en spændende og smagfuld aftensmad, inden vi kryber til køjs.
Dag 8:
På dag 8 er det blevet tid til, at pakke sammen i Eqi og drage tilbage mod civilisationen i Ilulissat. Inden vi tager afsted står der dog en tur til morænen på programmet. Det er en ret lang tur, med en stejl stigning til sidst. Morænen vi skal op på, er sten og grus der gennem tiden er blevet samlet sammen af gletsjerens frem og tilbagetog. Turen derop var stejl, men det var der hele vejr da vi nåede toppen, og områdets storslåede, hvidhovedet havørn stolt viste sit 2 meters vingefang frem henover gletsjerens hvide og blålige nuancer.
Vi kom tilbage til campen, og efter lidt ventetid gik vi mod port Victor, hvor Disko lines store stålbåd Najaaraq Ittuk kom forbi på sin daglige tur til Eqi. Efter 3 timers tid ankom vi til Ilulissat, og blev kørt til Hotel Icefiord. Her spiste gæsterne, for første gang i lang tid, aftensmad på egen hånd.
Dag 9:
Hel dag i Ilulissat.
Nu var vi langt om længe kommet tilbage på turlederens hjemmebane, Ilulissat. Vi startede dagen klokken 9 med en byvandring. Her kom vi forbi mange spændende steder. Blandt andet zionskirken, som Jørgen Sverdrup byggede i 1764, og præstegården til kirken, hvor Knud Rasmussen er født og opvokset. Efter rundturen fandt gæsterne selv frokost i byen.
Vi mødtes igen kl 14, og kørte op til isfjord centeret. Her startede den lille vandring til Kællingekløften. På vejen kom vi forbi Sermermiut, som på grønlandsk betyder noget i retning af Gletsjer-folket. Det er en gammel boplads, hvor både Saqqaq-, Dorset- og Thule-kulturen gennem 4500 år har bosat sig i perioder. Området har qua isbjergene altid været rigt på dyreliv.
Herefter kommer vi ud til Naakavik/kællingekløften, hvor vi nyder lidt kaffe og te med udsigt til isfjordens uendelige mængder isbjerge. For enden af isfjorden ligger gletsjeren Sermeq Kujalleq, som er Grønlands mest produktive gletsjer.
Efter vandreturen spredes vi for alle vinde. Nogle går på museum, andre vandrer hjem til hotellet, og de sidste bliver kørt derned.
Om aftenen mødes vi igen til afskedsmiddag. Her nydes Icefiords lækre mad, indtil alle er mætte på både oplevelser og de 3 retter, som hotellet byder på. Nogle vælger endda at sætte prikken over i’et og tager på en flot isfjordstur i den magiske solnedgang.
Dag 10:
Hjemrejse.
Efter morgenmaden tager vi sammen til lufthavnen og siger farvel. Efter en fantastisk rejse er det nu tid til at vende hjem til Danmarks hedebølger og skybrud.
Vi har forresten lige haft året første nordlys her i Ilulissat! Håber at i alle sammen kom godt hjem, og så håber jeg at se jer igen en anden gang!
Mange hilsener,
Magnus!