Mexico

Billund Lufthavn, den 26. oktober

Jeg overnattede i Herning, så jeg ikke skulle så tidligt op i dag, for døgnet bliver forlænget med otte timer, så det var godt at være godt udhvilet inden rejsen startede. 

Så nåede jeg så langt. Jeg må nok indrømme, at jeg havde et lille sug i maven, da jeg gik ud til bilen kl. 7 i morges.  Først motorvejen i mørke - og regnvejr - og kunne jeg nu finde ud af at få parkeret i Billund, osv. Men jeg sagde til mig selv, at selvfølgelig kan du klare det! Og selvfølgelig gik det fint - så den halve liter energidrik havde nok ikke været nødvendig, adrenalinen pumpede rundt i kroppen og holdt mig vågen. Det tog også lige nogle lakridser😄. 

Nu har jeg fået en lille en til halsen og kan bare slappe af indtil Frankfurt, hvor jeg skal skifte fly, men det tænker jeg, at der nok skal gå uden problemer, hvis vi kommer afsted til tiden.

Mexico City

Vi blev forsinket, så der var kun knap en time, til vi skulle afsted igen. Og jeg havde kun fået bordingkort til Frankfurt, så jeg skulle til at finde ud af, hvor jeg kunne få den til Mexico City udskrevet. Der var kø ved Lufthansa informationen, men jeg fik møvet mig lidt frem, og det lykkedes mig at nå det hele.

Vi nåede frem til Mexico City, og her stod Pernille, vores guide, og tog imod os. Men der manglede to personer, så det brugte hun en masse tid på, men forgæves. Så der gik lang tid inden, vi forlod lufthavnen, og trafikken herud til hotellet var kaotisk. Der er et par af de større veje, der er lukket lige nu, så vi måtte gennem nogle meget små gader.

Så nu må jeg skynde mig at få sovet noget.

Mexico City,  den 27. oktober

Uh, det har været en lang nat, for selv om jeg var meget træt, har jeg ikke sovet ret godt. Der er jo helt kludder i mit indre ur, men det hjælper nok efter i nat!

Det var en rigtig fin morgenmad, og så kunne jeg lige nå hen og købe vand, inden vi skulle på gåtur.

Hotellet ligger lige i centrum, og vi gik til Zokaloen. Pernille fortæller, det er som "Rådshuspladsen" i København. Pladsen er  omgivet af  Nationalpaladset,  hvor den nuværende præsident bor, Metropolitana Katedralen og parlamentsbygningen. Vi gik igennem katedralen, hvor der var hængt en kæmpestor pendul op, her kunne man se, hvordan katedralen bliver skæv både pga. jordskælv og undergrunden. Byen er bygget op på gammel søbund ved hjælp af pilotering.

Lige bag ved  pladsen fandt man i 1978 i forbindelse med vejarbejde resterne af aztekernes hovedtempel, Templo Mayor, nogle kilder mener, at her har været en 45 m høj pyramide.  Da spanierne koloniserede Mexico i 1500-tallet, jævnede de mange af bygningsværkerne her.

Så gik turen videre gennem en meget lang gågade til Alameda Parken, som er en kæmpe park - rigtig fin med masser af fontæner. For enden af parken gik vi ind i Diego Rivera Museet. Vi så den berømte 15 meter brede vægmaleri, hvor der er mange kendte mexicanske personer, bl.a. ham selv som dreng og Frida Kahlo, som han blev gift med. 

Vi kom nu med bussen til bydelen Coyoacan, og vi gik forbi Frida Kahlos barndomshjem, hvor ægteparret også kom til at bo. Huset er lavet til museum, men vi kunne desværre ikke komme ind, fordi man ikke vil have grupper ind. 

Herfra kørte vi ud til Museo Nacional de Antropologia - det store antropologiske museum. Her fik vi indblik i de mange kulturer, der var før spanierne kom. Og Pernille kunne fortælle rigtig meget om de forskellige kulturer. Museet er opført i 1963, et meget flot arkitektonisk bygningsværk. En virkelig spændende oplevelse.

Trætte og fyldt op med mange indtryk kom vi med bussen tilbage til hotellet. 

Hele byen er fyldt med "Dødedags" skrammel, man er ved at forberede sig på at fejre "Dødedagen" den 31. oktober - på tirsdag. Jeg var træt af al den Halloween halløj derhjemme, men det er da intet i forhold til det, jer ser her. Der er skeletter og skrammel overalt.

Pernille havde arrangeret, at dem der havde lyst, kunne komme med hende ud at spise. 

Mexico City, den 28. oktober

I dag skulle vi på udflugt til Teotihuacan. Vores første stop på turen var "De Tre Kulturers Plads". Som navnet siger, har man i ét kik de tre elementer, der er Mexico: fra aztekisk tid resterne af templerne ved markedspladsen Tlatelolco, ved siden af Santiago-kirken fra 1500-tallet fra den spanske kolonitid, og omkring pladsen det moderne Mexico.

Herefter kørte vi til Teotihuacan, hvor nogle af Mexicos største pyramider - kendt som sol- og månepyramiderne - rejser sig over resterne af en ældgammel by. Man mener det var den vigtigste by i datidens verden med op til 200.000 mennesker i storhedstiden omkring år 300 - 600 efter vor tidsregning. Man arbejder stadig på at finde et skriftsprog eller håndskrifter, der kan forklare, hvem der boede i den gamle metropol, hvordan magtstrukturen var, og hvad grunden var til byens undergang. Der er mange ubesvarede spørgsmål, men man er sikker på, at Teotihuacan udøvede en mægtig indflydelse, politisk og kunstnerisk.

Vi startede ved Templo de Quetzalcóatl, det er den vigtige, fjerede slangegud Quetzalcóatls tempel. Derefter  var vi ved Månepyramiden, som er 46 m høj og med en grundflade på 130 x 150 m. Herfra gik vi ned ad De Dødes Allé til Solpyramiden, som er endnu større - 70 m høj og grundfladen er 222 x 222 m. Desværre må man ikke klatre op på pyramiderne mere. Men vi kan også godt mærke, at vi er i 2.200 m's højde, man bliver lettere forpustet, og det har helt sikkert ikke noget med en dårlig kondi at gøre.

Vi spiste frokost i nærheden af pyramiderne. Jeg fik en ret med kaktusblade, det smagte ikke af så meget, men udmærket. I forbindelse med restauranten var der et slags kooperativ, hvor de fremstiller ting i obsidian. Det er en vulkansk bjergart, der har fået glasstruktur ved at lavaen er blevet afkølet hurtigt kort efter udbruddet. Det er en meget hård stenart, aztekerne lavede bl.a. knive af det. Her på stedet var der et lille udendørs værksted. Vi blev også fortalt, hvordan man laver pulp af agave, som også bruges til likør og mezcal - noget, der ligner vores snaps. Så var der selvfølgelig en forretning, hvor alle disse ting kunne købes!

På vej tilbage til Mexico City var vi inde og se Guadalupe Basilikaen. Det er den kristne kirkes næststørste pilgrimsmål.  Den gamle basilika har fået slagside på grund af byens sumpede undergrund, men man har vist fået styr på, at den ikke vælter. Den nye basilika er bygget i 1976. Der hænger et billede af helgeninden Guadalupe i kælderen, og for at folk ikke skal stå og blokere for andre, står man på et rullebånd, der kører forbi.

Det tog lang tid at komme tilbage til byen igen. Der var trafikkaos overalt, men Mexico City er også en kæmpestor by med 25 millioner indbyggere. Byen skulle kunne dække to tredjedele af Fyn.

Da vi kom tilbage til hotellet, var der lagt op til, at man skulle på bytur og spise aftensmad, men det orkede jeg ikke, så jeg gik bare ned på Starbucks og købte en kop kaffe, som jeg sad og nød på en bænk og så på alle de mennesker, der gik forbi. Den historiske bydel, som vi bor lige midt i, er bare propfyldt med mennesker på grund af dødedagene.

Puebla, den 29. oktober

Vi skulle forlade Mexico City i dag og kørte mod Taxco. Det var en smuk tur, hvor vi krydsede bjergene omkring Mexico City, passet vi skulle igennem er 3100 m o.h., så det var en vej med mange sving på. Byen ligger smukt på en bjergside, så det mindede meget om Mijas, hvor vi jo kom meget, da vi havde huset i Spanien.

Mexico er verdens førende producent af sølv, og i Taxco området er der stadig små sølvminer, men langt den største udvinding foregår i det nordlige Mexico. Meget bliver eksporteret, men her i Taxco er der rigtig mange forretninger med hver deres eget værksted, hvor de producerer smykker. 

Vi startede med besøg i et kooperativ, hvor vi først fik en introduktion af sølvudvinding og produktion, imens vi nød en drink, inden vi blev sluppet løs i butikken. Her var der rigtig mange sølvsmykker af alle mulige slags. Og som gruppe kunne vi få 20% rabat, hvis vi betalte med kontanter, så det kan nok være, at der blev hævet kontanter ved byens hæveautomater.

Pernille gik med os op gennem byen til zokaloen, her er så smalle gader, at der er ensrettet trafik, så bussen kunne ikke køre derop. Bybusserne  er hvide minibusser, og taxaerne er hvide VW bobler. Der kører rigtig mange ramponerede bobler her. 

Vi spiste frokost på en restaurant med en rigtig fin udsigt.

Vi skulle videre til Puebla, hvor vi skal overnatte en enkelt nat. 

Landskabet blev lidt mere fladt, og der dyrkes majs, sukkerrør og korn, især var der mange marker med kornsorten milo, som Pernille mente, vi også har dyrket i Danmark engang.

Vi var på en italiensk restaurant og spise aftensmad.

Oaxaca, den 30. oktober

Efter morgenmaden kørte vi ind i det historiske centrum, hvor vi blev læsset af ved Zócaloen. Her var vi inde i katedralen, og derfra gik vi en rundtur med Pernille. Her i Puebla fremstilles Talavera keramik, og vi var inde i en butik og se rigtig meget keramik, som familien selv fremstillede.

Videre gik vi ind i en slikbutik, og vi fik nogle smagsprøver. Byen er kendt for netop fremstillingen af Talavera keramik og slik. Jeg synes nu ikke, at der var noget, der fristede. Næste stop var Iglesia Santo Domingo med Rosario kapellet. Hele kirken og især Rosario kapellet er guldbelagt i overflod. Tilbage ved Zókaloen fandt vi en café, hvor vi fik en kop kaffe.

Pueblo er en by med 5 - 6 mio. indbyggere, og den er også kendt for det meget specielle arkitektoniske byggeri - højhuse i alle mulige fancy udformninger. Måske inspireret af Singapore?

Vi skulle så på en længere køretur til Oaxaca. Køreturen gik gennem en højslette, 2.000 m o.h., og det første lange stykke var der rigtig meget landbrug. Der dyrkes alle mulige grønsager, kakaobønner og blomster - især tagetes til dekoration af døre, altre osv., der bliver tonsvis af blomsterhoveder her ifm. dødedagene. Masser af majs bliver der dyrket, de bruger majsmel til rigtig mange ting. Så kan der sås bønner, som kravler op ad majsene og squash til at dække jorden og holde på fugten.

Efter revolutionen i 1910 - 20 er jorden givet tilbage til bønderne, i kolonitiden var det store jordbesiddere, der ejede alt jorden. Det er kun 12% af jorden i hele Mexico, der er landbrugsjord. Men det er dog også noget, når man tænker på, at Mexico er lige så stor som Grønland.

På vejen kom vi både i går og i dag forbi lange korteger af militær og nogen jeg tror, der svarer til vores civilforsvar, der var på vej til Alcapulco, hvor der er store ødelæggelser efter den voldsomme orkan, der ramte der for nogle dage siden.

Videre på vores vej kom vi ind i et øde, tørt og bjergrigt område, det var flere timer, vi kørte igennem det. Her gror der en slags søjlekaktus overalt, den gror kun her i omtådet.

En gang imellem gik der folk på vejen - in the middle of nowhere, flere timer fra civilisationen. Det er emigranter, der kommer fra de mellemamerikanske lande, på vej til USA. Uha.... de må have en stærk tro på at få et bedre liv deroppe - og at de i det hele taget når frem.

Vi nåede Oaxaca ved 18-tiden, kunne lige nå at gøre os klar til at gå samlet ned til Zókaloen, hvor Pernille havde booket borde til os på en restaurant, hvor vi sad på tagterrassen og kunne følge med i menageriet nede på pladsen.

Oaxaca, den 31. oktober

Efter at Carlos fik bussen bugseret ud af centrum - han måtte frem og tilbage flere gange, inden han kunne komme rundt om gadehjørnerne - kunne dagens udflugt begynde.

I dag skulle vi op til Monte Alban. Det er resterne af en berømt tempelby, som ligger ni kilometer sydvest for Oaxaca på en bjergtop i 2.000 meters højde. Flere forskellige indianerkulturer har brugt stedet i omkring 2.000 år. Omkring 1.500 år før vor tid gjorde zapotekerne stedet til et ceremonielt center, og både aztekerne og omlekerne var inde over inden mixtekerne tog over. Efterhånden blev der bygget pyramider,  gravkamre, boliger, et observatorie og boldbaner osv. Man mener, at der har været tilknyttet 25 - 30.000 mennesker stedet. Det var ypperstepræsterne og eliten, der boede i de øverste boliger, og jo længere nede i hierarkiet man var, jo længere nede ad bjerget boede man.

Der findes en række sten med relieffer - stenstøtter - med forvredne skikkelser, de kaldes "de dansende", men der er mange forskellige teorier om, hvad de forestiller.

Heroppe var der mange fine blomster - og også nogle blomstrende træer, så jeg fik til min store glæde botaniseret lidt 😄.

Vi så nogle palo santo træer, herfra udvinder man en slags harpiks, som bruges til røgelse. Her var også nogle kapoktræer, som har en meget ujævn bark, nærmest med pigge på. Man mener, piggene blev brugt til at ridse forskellige steder i huden, men i dag er man begyndt at lave papir af "vattet". Træet er desuden lidt helligt, mere om det senere.

Lokalguiden Marta, vi havde med i dag, var en lille yndig kvinde med rigtige indianske træk. Hun fortalte, at hendes forældre var aztekere.

Tilbage i Oaxaca gik vi med Pernille en lille rundtur i byen, og på Zókaloen fik vi frokost. Senere skulle vi mødes med Pernille igen, hun ville tage os med på det lokale marked i to store haller. Den ene er fyldt med boder med alskens hatte, tæpper, tasker, tekstiler, souvenirs osv. osv. I den anden hal er der mest fødevarer. Pernille købte en pose ristede græshopper, som vi kunne smage - OG JEG SPISTE TO!! De smagte kun af salt og chili, men det var ulækkert, at få de lange ben ind i munden. 

Vi kom forbi en lille chokoladefabrik. Her kunne man se, hvordan de fremstiller chokolade af kakaobønner, sukker, vanilje og kanel. Det smagte ikke særlig godt. De havde selvfølgelig også en restaurant, og her fik vi et stort glas iskold chokoladedrik, og det smagte rigtig godt.

På vej tilbage til hotellet var jeg inde i et kunsthåndværker kooperativ og kikke. Der var rigtig mange fine ting udstillet.

Tilbage på værelset fik jeg mig en lille hvil, inden vi skulle på tur igen.

Vi gik sammen med Pernille op til bydelen Xochimilco, hvor vi var på kirkegården. Jeg blev lidt skuffet, for jeg troede, at der skete mere her, men det var mest udenfor murene. Husene er flot dekorerede - store flotte malerier på murene.

Der er en leben uden lige her i gaderne, skeletter, udklædte og malede folk, optog med musik, larm osv. osv.

Oaxaca, den 1. november

Jeg nåede at komme på apoteket for at købe myggespray og kløestillende creme, for ved næste destination kan der være mange myg.

Pernille villle gå en tur med os i formiddags gennem byen og vise os forskellige steder, hvor der var spændende restauranter, gallerier og andre seværdigheder. Vi gik først ind og så Santo Domingo Katedralen - igen en flot kirke, men nu synes jeg nok, at jeg er ved at have set katolsk guld nok. Videre gik vi til en gade, hvor der over hele vejen var lavet sandkunst. Ikke den slags, vi kender i Danmark. Men sandet er farvet og drysset på gaden, så det danner fine tegninger og figurer.

Næste stop var et gammelt kloster, hvor der i dag er en stor kunstudstilling med malerier og keramik. Ved siden af ligger tekstilmuseet, hvor der er udstillet både gammelt og nyt vævet tekstil. Og nu var vi blevet meget kaffetørstige, så vi måtte finde kaffestedet. Her kunne vi både købe en kop kaffe, frokost og hele kaffebønner til at tage med hjem. 

Herfra gik jeg en tur alene ned gennem markedsgaderne og så lige et galleri mere, inden jeg var hjemme. Jeg nåede lige at få benene opad i en halv time, inden vi igen skulle på tur med Pernille. Nu gik vi til en anden hyggelig bydel, Jalatlaco, hvor man også festede, men i en hel anden målestok end her i centrum, hvor vi bor. Videre gik vi til en kirkegård, så vi kunne se det hele ved dagslys. På gaden langs kirkegården var der mange boder med blomster. Men det var også imponerende, så mange blomster der var rundt om på gravene.

Sammen med et andet par var jeg helt oppe på toppen af en restaurant og spise aftensmad. Her kunne vi sidde og se ned på en plads foran en kirke, hvor der var mange, der gav danseopvisning. Det skulle vi da lige have med, inden vi gik hjem. Og så skulle jeg lige over og købe vand til turen videre i morgen, for da har vi en lang køredag. 

Tehuantepec, den 2. november

Pernille havde brød med til os til morgenmad. Det brød spiser man overalt på selve dødedagen. Sjovt at smage det, men det var lidt lige som alt det andet brød, vi har fået her - tørt!

Mens vi ventede på bussen, kom der en skolevogn kørende. Det var en VW bobbel af ældre dato, jeg tror ejeren har fået mængderabat, da han købte gaffatape. Der var i hvert fald brugt et eller andet, for at holde stumperne sammen.

Vi kom tidligt afsted, en lang dag ventede. Første stop var i Santa Maria del Tule. Her står verdens største træ - ikke højeste, men i diameter. Det er taks familien, over 2.000 år gammel, højde 42 m, diameter 14 m og der skulle være 817 tusinde m3. Meget imponerende.

Næste stop var i Teotitlan del Valle, hvor vi skulle besøge en zapotekerfamilie, som fremstiller tæpper. Vi hørte, hvordan de får ulden og forarbejder den. Det var især interessant at høre om, hvordan de farver garnet. De bruger udelukkende naturfarver, og der var alle mulige farver. De karter, spinder, farver og væver - alt sammen ved håndkraft. Og så viste de os deres mange tæpper, som selvfølgelig kunne købes.

Videre gik turen til Mitla. Her så vi mistekernes hellige sted. I deres kultur var de centrale guder dødsguderne. Der bliver arbejdet på, at få afdækket mere.

Pernille havde bestilt frokost til os. Det var et rigtig lækkert buffet med alle de traditionelle mexicanske retter. Det var rigtig godt.

Sidste stop var hos en familie, der fremstiller Mezcal, det er mexicanernes brændevin. Det er fremstillet af agaveplantens "hjerte", som bliver bagt/røget og sat til gæring. Vi skulle selvfølgelig smage, men jeg syntes ikke, det smagte ret godt.

Så startede vi på turen til Tehuantepec. Det var gennem bjergene, vi skulle ned fra 1.500 m til 0, og det var hårdt, der var mange hårnålesving, men vi er da nået frem i god behold.  

Hele vejen gik der emigranter, som sikkert var på vej til USA, de gik næsten i en lang stribe. Og vi var inde på en rasteplads, her holdte der to busser, som var fyldt med emigranter. Pernille fortalte, at de blev samlet op på vejen og skulle køres til Mexico City og registreres. De er bl.a. fra Haiti og Guatemala.

I dag har det været overskyet hele dagen, men ellers har det været rigtig fint vejr indtil nu.

San Cristóbal de las Casas, den 3. november

Pernille ville gerne tidligt afsted, så morgenmaden blev en konkurrence i hurtigspisning, og vi sad alle i bussen til tiden.

Det første stykke vej var gennem landbrugsland. Der var store arealer med mangotræer, og der dyrkes også ananas, banan og papaya.

Vi kørte gennem et bælte, hvor det altid blæser kraftigt pga. bjergene. Så her var der vindmøller i tusindvis, og der var også Vestas møller. Det er en kombination af staten og store selskaber, der har stillet møllerne op. Bønderne blev tvunget til at afgive jorden til placeringerne, og de har vist ikke rigtig fået noget ud af det.

Vi havde en temmelig lang køretur i dag, og på vejen gik der igen emigranter i hobetal, det er tusindvis af folk - mest unge mænd, men også nogle piger og familier med små børn. Nogle har en lille kuffert med, andre har bare en lille rygsæk med deres få ejendele. Det er hjerteskærende at se. Der begyndte at køre mange knallerter, og jeg tænkte, om der så var nogen i de landsbyer, de havde passeret, der nu manglede deres knallert. Men Pernille troede, at det var nogen, der tilbød at køre med dem. Og der var også nogle tuk-tuk'er, der bare var propfyldte.

Så nåede vi turens højdepunkt for mig - sejlturen ind i Sumiderokløften, hvor klipperne på det højeste sted er 1.000 m høje. Det er floden Grijalva, der løber fra Guatemala til Den Mexicanske Golf. Vi skulle sejle 25 km ind i kløften, og det var en fantastisk tur, den levede helt op til mine forventninger. Vi så krokodiller i forskellige størrelser, der lå og solede sig, en edderkoppeabe familie i et træ og en orange iguane, et krybdyr af en art. Og vi så også nogle fugle, kalkungribbe, skarv, hvid og grå hejre og pelikaner. Så det blev en fantastisk tur for mig.

Nu skulle vi op i bjergene igen til San Cristóbal de las Casas, som ligger 2.150 m's højde. Her skal vi være de næste par dage. Efter at have stillet vores ting ind, gik Pernille en tur i byen med os. Hun viste os restauranter, hæveautomater, de gågader, som vi kunne gå i og den gågade, vi skulle holde os væk fra efter mørkets frembrud. Vi var nogle stykker, der gik ind i en hyggelig restaurant og fik nogle rigtig lækre tacos. Det er det bedste mexicanske mad, jeg har fået indtil videre. Men jeg var også meget sulten, for der har ikke været et sted, vi kunne spise frokost.

Vejret har været fint i dag med solskin. Der var 30 grader i går aftes, da vi kom til Tehuantepec i går aftes, men heroppe er det koldt.

Nåh, jeg bliver nødt til at vente med at lægge billeder ind, for jeg er ved at falde i søvn.

San Cristóbal de las Casas, den 4. november

I dag har jeg haft den største oplevelse, som jeg ikke havde drømt om, at jeg skulle få. Det var et indblik i, hvordan indianerne stadig er afhængige af gamle mystiske ritualer.

Da vi skulle til at køre, kom der to små indianerkvinder, Juana og Claudia, ind i bussen - næsten helt væk i tasker, bælter og den slags. Pernille fortalte så, at de er blevet hendes veninder. Det er to søstre, som er kommet her til byen, da de var børn. De fattige bønder kom til byen, for at prøve, om de kunne tjene lidt mere her, flygte fra religiøse konflikter mellem katolikker og protestantiske sekter, fra kvægavlernes og deres håndlangeres overgreb og fra hæren i.f.m. zapatisternes oprør. 

Søstrene har valgt ikke at gifte sig og få børn. De har så deres forretning med at væve og knytte de ting, som de sælger. Og de har deres frihed. 

Vi skulle starte med at køre ud til en mayalandsby - Chamula. Vi skulle gå gennem den lille landsby ned til kirken, og det regnede, så vi fik ikke så meget at se. Men så kom det spændende - besøg i kirken. Herude er det indianere, der råder, officielt er de katolikker, men de er protestanter. Det kan de ikke få lov at være, så de kalder sig katolikker. Vi måtte absolut ikke fotografere inde i kirken, men vi måtte komme ind og kikke. Det kostede lidt, men det er den indtægt, de ikke vil gå glip af, så må de jo finde sig i, at vi går rundt og kikker.

Der var i tusindvis af stearinlys tændt derinde, og indianerne stod rundt om i små grupper, nogle af dem var helt væk i bøn og tilbedelse - eller hvad det nu er, de laver. Bænkene er taget ud af kirken, så det hele foregik på gulvet, som var overstrøet med silkefyrrenåle. Et sted sad der to kvinder med et lille barn og en levende høne, som sikkert skulle ofres senere. Den ene kvinde, som sikkert var bedstemoren, strøg det lille barn med hønen nogle gange, og hønen skvaldrede op. Helgenfigurerne havde indianske kapper på, og der var pyntet fint op med mange blomster. Og så er det lige jeg tænker: Er vi i år 2023?? Det er i hvert  fald svært at forstå, at et folk kan leve sådan i vore dage.

Videre gik turen til en anden mayalandsby - Zinacantan. Her var vi først inde i kirken, og det lignede mere en katolsk kirke. Bagefter gik vi ned til en lille familie, der væver tæpper. Det var en bedstemor, der sad og vævede, og datteren gik rundt og bar på et barn, mens hun forsøgte at sælge ting til os, og ude i deres køkken var en tante ved at bage friske majspandekager, og vi kunne smage på dem, fyldet stod allerede klar til os. 

Ude i begge landsbyer var kvinderne klædt i deres folkedragter. De er meget forskellige fra landsby til landsby.

Vi kom tilbage til byen, og vi skulle gå op til Na Bolom - Jaguarens Hus. Det var en dansk arkæolog og eventyrer Frans Blom, som var med til at kortlægge gamle mayaruiner. Han blev gift med Gertrude, en schweizisk fotograf og sammen grundlagde de i 1951 et studiecenter her i San Christóbal de las Casas. Her spiste vi frokost.

Så kunne vi gå tilbage til centrum igen. Så gik jeg gennem en af gågaderne og kikkede på ting og sager, og gik ind på en café og fik en kop kaffe, inden jeg vendte tilbage til hotellet.

Jeg skulle have hævet penge, det gjorde jeg på vej hen til stedet, hvor vi alle spiste i aftes, og jeg fandt da også et par stykker af selskabet, som jeg spisted sammen med.

På vej hjem var der et brudepar, der dansede lige midt på zokalóen til trommemusik og i finregn.

Men uh, hvor har det været vådt og koldt i dag, vi har alle gået og småfrosset, og så går alle kvinder og børn her rundt i plasticsandaler.

Palenque, den 5. november

I dag har vi kørt næsten hele dagen. Vi skulle ned gennem Chiapas-bjergene til mayakongebyen Palenque i den frodige tropiske regnskov. Og jeg skal da lige love for, at det regner, og det er meget varmt, så det føles utrolig klamt.

Det kunne have været en rigtig smuk tur, men det var ikke så let at se de skønne landskaber, når det regnede så meget. Vi skulle køre en meget længere tur, da chiapasindianerne ofte spærrer den direkte vej fra San Cristobal de las Casas. Ved at blokere trafikken håber indianerne, at de kan presse myndighederne til at opfylde nogle politiske og økonomiske krav. Det er ikke hele tiden, de spærrer, og man ved aldrig hvornår.  Der er nogle lokalsamfund, der slås inbyrdes, og der har også været nogle overfald - også på turistbusser.

Men fordelen, ved at vi skulle køre en længere vej, var, at det blev mere motorvej og ikke så mange hårnålesving, så det var rigtig godt - hellere et par timer mere i bussen end alle de sving .

Vi ankom her til hotellet sidst på eftermiddagen, og vi har spist aftensmad i restauranten, mens regnen har silet ned. Så er det rigtig spændende, om det bliver bedre i morgen. Men ifølge vejrudsigten er der ikke store chancer for tørvejr. Vi må se, hvad dagen byder på.

Der var nogle små gekkoer oppe i restauranten - nu håber jeg altså ikke, at jeg har sådan nogen boende her. Jeg ville være ked af, at have sådan en fyr med hjem i kufferten.

Jeg har ikke rigtig taget nogle billeder i dag.

Palenque, den 6. november

Da vi gik i seng i går aftes og vågnede igen her til morgen, øsregnede det stadigvæk 

Vi spiste morgenmad kl. 7, som vi plejer, og så skulle vi køre et kort stykke vej ud til mayaners by Palenque. 

Mayakulturen var her i Palenque fra år 400 før vor tidsregning til år 800 efter vor tidsregning. Hvad der fik dem til at forlade kongebyen, har der været mange teorier om. Den nyeste forskning tyder på, at især tørke, men også krig og overbefolkning har været årsagen.

Kongebyen var helt groet til i junglen, men i 1700-tallet opdagede man ruinerne, og siden da har amatørarkæologer, eventyrere og opdagelsesrejsende været med til at afdække nogle af ruinerne i kongebyen. Byen dækker et område på 6 x 4 km, 24 km2. 

Her stod der også mange kapoktræer, ceiba kaldes de her. Og det var hellige træer, stammens "pigge" brugte man til  blodladningsritualer. Kvinderne borede huller gennem tungen og mændene i deres penis. Blodet dryppede man på bark, som blev brændt, og på den måde ofrede man, så man kunne komme i kontakt med underverdenen. Der blev brugt euforiserende stoffer til at udholde smerten, og man fandt også ud af, at lave noget penicillin lignende stof af planter til at behandle infektionerne med.

Det var en stor oplevelse at gå rundt inde midt i regnskoven, og egentlig tror jeg, at regnvejret forstærkede den følelse.

Vi skulle videre til Misol Ha, et 30 m højt vandfald. Det var virkelig imponerende, der var masser af vand efter al den regn, der er kommet. Pernille viste os et billede, Carlos, vores chauffør, havde taget for et par uger siden, og da var der ikke særlig meget vand. I dag var der bare knald på, vi kunne høre det allerede, da vi sstod ud af bussen.

Vi kørte tilbage til hotellet, her kunne vi få frokost. Og så måtte der et fod- og sandal bad til, vi var fuldstændig mudret til.

Der bor sådan nogen små fyre her i haven, der futter rundt og roder i jorden - en agouti. Det er en lille gnaver, ligner en haleløs egern/kanin/rotte....

Jeg fik ordnet lidt billeder, gik over og fik en øl med de andre, men jeg sprang aftensmaden over.

Campeche, den 7. november

Vi stod op til tørvejr, dejligt.

Vi startede som sædvanlig tidligt. Pernille siger, det er ikke nogen ferie - det er en rejse! Men det er jo også for at opleve noget, man er taget afsted.

Vi kørte nu mod nordøst og kom ud på Yucatán halvøen. Det er blevet fuldstændig fladt, og der er masser af kvæg her, som går og græsser. I dag var vores længste køredag på turen, men fine veje, så det var ikke så slemt. Pernille mente, at det var en meget kedelig strækning, men jeg mener nu nok, det var lidt spændende, for to forskellige steder var vi i kø, der lå en lastbil på hovedet ved siden af vejen. Men måske lastbilchaufførerne havde kedet sig....

Den første stykke vej efter regnskoven, var der advarselstavler med en abe på. Og ovenover vejen flere steder var der spændt en nettunnel op, det var til aberne, så de kunne krydse vejen i sikkerhed. Og Pernille fortalte, at hun flere gange havde set, at en abe løb over i en af tunellerne.

Vi kom op til kysten ved Den Mexicanske Golf. Vejret var blevet rigtig fint, solen skinnede, og det var varmt. Vi fik frokost på en restaurant, der lå lige ned til stranden. De fleste fik sig en dukkert, jeg nøjedes med at dyppe fødderne, vandet var rigtig dejligt varmt.

Nu tog vi den sidste strækning, og nåede frem til vores hotel, som ligger ned til Maleconen, kun adskilt af en vej. Vi var alle ovre på Maleconen og se solnedgangen. Herefter gik vi med Pernille ind i det historiske centrum og viste os nogen gode spisesteder. 

Vi fandt et sted, hvor vi fik en avokadosandwich.

Uxmal , den 8. november

Vi havde "fri" indtil kl. 10, så jeg startede dagen med at gå en tur rundt i den lille by (300.000 indb.), inden det blev alt for varmt. Der er så mange smukke pastelfarvede huse i rigtig spansk kolonistil inden for byporten, det minder meget om Cuba. Og byen er da også på UNESCOs liste. 

Og jeg var henne forbi det lokale marked, det er meget sjovere at se, hvad det er, de lokale køber, i stedet for alt det turistskrammel, man ser igen og igen (og som jeg næsten ikke har købt noget af!). Det var meget, meget varmt allerede ved 9-tiden, og da jeg var tilbage igen, måtte jeg lige en tur ned på malecon'en og afkøle lidt, her blæste det en lille smule. 

Vi kørte et par timer gennem Yucatan og nåede frem til Sayil. Her gik vi en tur ind i junglen for at se endnu en mayaby, som er ved at blive blotlagt. Vi havde ikke fået at vide, at det var bedst med lukkede sko pga. meget store myrer, og der kunne også være et par slanger, men Pernille sagde, at hvis vi blev på stien, var der ingen risiko. Så jeg fik ikke lige kikket så meget efter ruiner og blomster!

På vej hertil kom vi forbi rigtig mange majsmarker. Her er mange forskellige indianer samfund, og de har jo et meget mærkeligt forhold til majs. De tror, de er skabt af majs, de lever af majs, de laver majsmel og bruger næsten kun majsmel til deres mad. Når majsen er moden, knækker de kolberne, så de hænger nedad, og så bliver de jo ikke våde, når det regner. Vandet løber bare ned ad dem. Så kan de høste dem, når de har brug for dem. Vi kom forbi flere indianerlandsbyer, og et par steder stod der majshøstmaskiner - endda John Deere!

Mange indianere her kan kun tale yucatekisk, de lærer først at snakke spansk, når de kommer i skole. Og det kniber vist også, det er svært at få lærere, der kan det spanske sprog så meget, så de kan lære børnene det

Vi spiste frokost på en restaurant, der serverede mad bagt i en stenovn i jorden. Det var selvfølgelig "turistet", men vi fik princippet at se. Da vi ankom, var vi med ude bagved og se, at de tog maden op af jorden. Der er gravet et hul og tændt bål dernede, og så var ingredienserne i en form, som stod nede på gløderne. Indianerne puttede sten ned i hullet, og maden, som var indpakket i palmeblade, blev lagt ned på stenene, og så blev det dækket med jord.

Maden smagte rigtig godt, vi fik både suppe, hovedret og frugt. Da vi var færdig med at spise, rullede tjeneren et bord hen til os, og han lavede en blanding af tequila, kahlúa og lidt danskvand. Så fik vi en sombrero på, og så skulle vi bare bunde glasset i en fart. Pernille startede, og hun kunne tage to, men hun fortalte så bagefter, at der kun var cola i hendes. Det var da vældig festligt.

Så blev vi kørt tilbage til hotellet, et hyggeligt gammelt hotel i kolonistil. Lidt længere nede ad vejen ligger der et "chokoladehus". Det er et sted, hvor der er en udstilling om kakaoproduktion. Men der er også lidt dyrehave, en mærkelig blanding. Men jeg gik derned og så både kakao og puma og papegøjer. Hele området var så fin med alle mulige slags træer og palmer.

Lige nu kl. 19.30 sidder jeg på en søjlegang uden for mit værelse og nyder den lune aften. 

Chichén Itzá, den 9. november

Det er en rigtig fin gammel hacienda, vi bor på. Det er gammelt, med patioer, søjlegange, kakler osv. Meget hyggeligt.

Vi startede med at gå over til en senklassisk mayaby, Uxmal. Det er stadig spændende at se på gamle ruiner, selv om vi har set mange. Og der er jo en ny historie bag stederne, forskellige guder, personer og dyr, der har en meget vigtig betydning.

Der lå mange små - nok en halv meter lange - leguaner rundt på områderne og solede sig, de så nu ret fredelige ud.

Så blev det tid til at forlade Uxmal, vi skulle videre til Chichén Itzá. Inden hotellet var i ved en cenote. Her på Yucatán halvøen er der ingen floder, men der er mange underjordiske floder, og på dem er der cenoter, som er jordfaldshuller. Svært at forstå, før man her set det. Halvdelen af os skulle bade i cenoten, men os, der ikke badede, måtte gerne gå ned i hullet og kikke. Ned til vandoverfladen er der 18 m, og det er 50 m dybt fra vandoverfladen. Et meget specielt fænomen er det.

Vi kørte så til vores hotel, blev indkvarteret og fik aftensmad. Det var jo vores sidste aften sammen, så Pernille takkede for godt samarbejde, og der var en fra holdet, der havde taget initiativ til at samle lidt ind til Pernille, så det fik hun sammen med et par pæne ord.

Så nu er det bare om at få pakket kufferten - klar til hjemrejsen i morgen.

Det har været meget varmt i dag, telefonen sagde 33 grader.

Cancun Lufthavn, den 10. november

Så nåede jeg loungen i lufthavnen, og her sidder jeg og spiser sandwich og frugt, drikker vin og en mojito, så kan det da ikke blive bedre.

Vi startede tidligt i morges. Vi skulle se Kukulkan pyramiden, som er 25 m høj. Den er bygget i flere etaper, sidste opbygning er  af toltekerne. Her er også en meget stor boldspilsbane - meget større en dem, vi har set indtil nu. Boldspillet har haft en meget stor betydning for toltekerne. Der har været meget mystik omkring boldspillene, men det er sikkert, at spillet har haft en hellig betydning og endt blodigt. Om det er vinderne eller taberne, der blev ofret, er der ikke rigtig nogen ting, der fortæller, men blodigt endte det. Man ved så meget om det, at det kun var skuldre, albuer, hofter og knæ, der blev brugt. Reliefferne omkring banen, fortæller en del, og ved siden af er der en plads, hvor der blev ofret. Hele kanten er fyldt med sten, hvori der er hugget kranier. Så det er en makaber historie.

Vi sluttede af med at se cenoten, et jordfaldshul, hvor der 20 m nede løber en underjordisk flod. Her er også blevet ofret mennesker - man mene, at det er mest kvinder og børn, der er blevet ofret. 

Hele området er på 25 km2. Den store Kukulkan pyramide er optaget på den nye UNESCO verdensarvsliste, et af de syv nye vidundere.

Vi kunne heldigvis lige nå et hurtigt brusebad igen, inden bussen gik til lufthavnen. Efter de par timer vi gik den arkæologiske rundtur, kom vi til at svede, så vandet løb ned ad ryggen. Vi er kun seks, der skal til Frankfurt, og jeg er den eneste, der skal videre til Billund. Turen til Cancun lufthavn tog 3 timer. Det meste af vejen går gennem tæt jungle, hvor der bare var blevet ryddet til en fin ny motorvej og en togbane. Så vi så næsten ingen landsbyer på den strækning.

Nu kan jeg vist godt skrive om det, når jeg er færdig med at køre rundt på de mexicanske veje, så er der ingen grund til bekymring derhjemme. Der må ske rigtig mange trafikulykker her, der er så mange af de små kapeller, eller hvad de nu kaldes, langs vejen med blomster og kors. På mange strækninger tror jeg, der i gennemsnit var en for hver kilometer, vi kørte. I hvert fald på de mange bjergveje. Men vi havde en god buschauffør, Carlos, han klarede det helt uden nogen farlige situationer. Men det er lidt sjovt - på mange vejstrækninger er der tilladt 90 km/t, og når der så kom fartbegrænsning i forbindelse med vejarbejde på 40 km/t, var der ingen, der sagtnede farten, man slog bare katastrofeblink til, og så kørte man videre med samme fart. Godt man ikke er vejarbejder der!

Pernille tog afsked med os, da vi havde tjekket ind. Vi har alle været vildt betaget af hendes arbejde, hun er god til at organisere, er meget venlig og imødekommende, og så har hun en meget stor viden om alt og er god til at formidle den. 

Vi har kørt 3.000 km i alt på rundturen.

Heltborg, den 11. november

Noget fik jeg da sovet i flyet, men det er nu ikke let at falde i søvn, og så er der jo igen kludder i det indre ur p.g.a. tidsforskellen.

Tiden i Frankfurt var også kun lige nok til at nå flyet til Billund. Først varede det et stykke tid, inden flyet kunne komme ind på den plads, den skulle og vi kunne komme ud. Og så skulle jeg i modsætning til udturen hen i en hel anden terminal. Det var et godt stykke med tog - og derefter et godt stykke til fods. Så var der en lang kø ved paskontrollen, og så var gaten blev lavet om i mellemtiden, så jeg skulle fire numre længere ud. Men jeg nåede da at være der, inden gaten lukkede for boarding.

Det har været en rigtig spændende tur med både masser af kultur men også nogle gode naturoplevelser, det er jo det, jeg sætter stor pris på.

Og det har ikke været et problem at rejse alene. Når vi skulle ud i byen og spise, var der hele tiden nogen, der spurgte, om jeg ville med. Dejligt at jeg ikke skulle gå alene - især om aftenen. Så det har været et rigtigt godt hold, vi har haft det hyggeligt og festligt sammen.

Og så har Pernille bare været den perfekte guide!