Vores rejse rundt i Brasilien havde vi Jysk Specialrejser til at arrangere.
Vi startede ved Iguacu vandfaldet, rejste med bus til Rio de Janeiro, videre til Parati og med færge til øen Ilha Grande, for til sidst at flyve hjem fra Rio de Janeiro.
Vi boede på hotel på de fire destinationer.
Iguacu vandfaldet
02.03.2007
Vi tog toget til København og fløj herfra via Bruxelles, Barcelona, Madrid og Sao Paulo til Foz do Iguacu, hvor vi blev indkvarteret på Hotel San Martin. Det blev næsten 2 døgns rejse.
Vi var på helikoptertur over Iguaçu vandfaldet, så vi rigtig fik en fornemmelse af, hvor stort det er.
Så brugte vi en dag på at gå i Nationalparken langs faldet på den brasilianske side - og en anden dag var vi med på en tur langs faldet på den argentinske side. Her kunne vi gå på en gangbro næsten ud til, hvor faldet er dybest. Vi var gennemblødte af sprøjtet fra faldet, og der var en øredøvende larm herude. Stedet kaldes ”Devils throat” - djævelens svælg, og det kunne vi godt forstå.
Senere på dagen var vi med gummibåd, hvor vi sejlede ind under 3 mindre fald, her blev vi også meget våde. Efterfølgende blev vi kørt på ladet af en lastbil gennem regnskoven tilbage til Visitors Centre.
Med helikopter over Iguacu
Ufatteligt smukt og storslået
Devils throat - djævelens svælg
Med gummibåd på den Argentinske side
Itaipu og Paraguay
02.03.2007
På vores sidste dag i Iguacu fik vi en taxamand til at køre os til Itaipu kraftværket på Parana floden. Han kunne snakke lidt tysk, det gik ret godt med kommunikationen.
Han kørte os over grænsen til Paraguay i byen Ciudad del Este. Han fulgte med os en tur rundt i byen.
Itaipu-kraftværket på Parana floden
Her ledes vandet igennem dæmningen
Ciudad del Este i Paraguay
Rio de Janeiro
05.03.2007
Efter 24 timer med bus fra Iguacu nåede vi Rio de Janeiro, hvor vi skulle bo 6 nætter på Hotel Royalty Copacabana, som ligger kun 3 blokke fra Copacabana stranden.
Jeg tror, Rio de Janeiro er den smukkeste storby i verden, og der er alt her - 100 km² regnskov, søer, bjerge, nogle af verdens fineste strande, højhuse, slumkvarterer osv. osv.
Rio de Janeiro fik sit navn, da portugiserne kom i januar 1502. De troede Guanabara bugten var en flod - derfor navnet ”Januarfloden”.
Første dag brugte vi på at gå rundt i byen. Vi var ved søen Lagoa Rodrigo Freitas, som er over 7 km i omkreds, og i Jardim Botanico, Rios botaniske have med mange spændende planter. Det var også her, vi mødte det største krybdyr, vi så på turen - måske en varan på omkring en meter lang.
Et af de steder, man ikke skal gå alene som turist, er i favelaerne - slumkvartererne - så vi tog en guided tur, hvor vi var inde i flere af dem. I den største, Roçinha, siger nogle kilder, at der bor 2 - 300.000 indbyggere, men man ved det ikke rigtig. Der er omkring 400 favelaer i Rio, så det er ufattelig mange brasilianere, der er stuvet sammen på meget lidt plads. De små og primitive huse er bygget op ad bjergskråningerne. Der er meget kriminalitet i områderne, politiet vil ikke derind.
Lagoa Rodrigo Freitas inde midt i Rio
Thorkild nyder en drink i en kokosnød
Vores guide Roger i farvelaen Roçinha - i følgeskab med ham var vi meget trygge
Affaldet lå overalt
Corcovado og Santa Teresa
06.03.2007
Vi var med på en jeep tur op på Corcovado bjerget, hvor den 38 m høje Kristus figur - Cristo Redentor - står og kikker ud over Rio de Janeiro fra 700 meters højde. Heroppefra nød vi den betagende udsigt over Rio.
Efterfølgende kørte vi igennem Floresta da Tijuca - 70 km² regnskov lige inde midt i byen! Store dele af skoven blev ryddet til kaffeplantager for et par hundrede år siden, men da det ødelagde byens vandforsyning, genplantede man området både med stiklinger fra omkringliggende regnskove, men også med træarter fra andre verdensdele.
Turen sluttede gennem bydelen Santa Teresa, et smukt beboelseskvarter med store imponerende villaer fra slutningen af 1800-tallet. Bydelens vigtigste transportmiddel er de gamle, åbne sporvogne, der går via akvædukten til Rio's centrum.
Carioca-akvædukten er bygget først i 1700-tallet for at skaffe vand fra Tijuca-skoven oppe i bjergene til befolkningen i Rio.
Cristo Redentor på Corcovado bjerget
Her oppe fra var der en formidabel udsigt over byen
Vores guider på turene i Rio
Copacabana
07.03.2007
Det var en helt surrealistisk oplevelse pludselig at gå på Copacabana stranden - promenaden med den kendte bølgemønster - den hvide sandstrand - de smukke mørke unge piger med minimale bikinier på. Vi havde læst, at her på stranden kommer man for at se og ikke mindst for at blive set, og det kunne vi kun give vores guidebog ret i!
De berømte "bølger" på fliserne på Copacabana stranden
Her blev der både solbadet og havbadet
Copacabana stranden set fra oven
En gammel akvædukt
Sukkertoppen
07-03-2007
Sukkertoppen er et yndet mål for bjergbestigere, men vi tog nu kabelbanen op på Pão de Acucar - Sukkertoppen - eller Sukkerbrødet - oversat fra portugisisk. Den 395 m høje klippeknold ligger for enden af Copacabana stranden ved indsejlingen til byen.
Herfra er udsigten over byen en hel anden, end den vi så fra Corcovado klippen. Her ser man ind over byen og kan se de mange bjergtoppe, som Rio har. Og man har hele Copacabana stranden lige neden for.
Sukkertoppen
Her var vi med kabelbanen op
Sambashow
08.03.2007
Guiden Roger, som vi havde på favela turen, havde tilbudt at køre os til sambashow, og han ville også skaffe os gode pladser, så vi sad på første række - med en formidabel udsigt! Showet er opvisning og konkurrence fra de tretten sambaskoler eller -foreninger i Rio.
Det var et fantastisk flot show.
Kønne og veldrejede damer
i fantastisk flotte kostumer
Parati
12.03.2007
Efter Rio på kryds og tværs skulle vi videre til Parati, hvor vi blev indkvarteret på Hotel Pousada Da Marquesea. Et sødt lille hotel, der var indrettet i et gammelt hus med gamle møbler og antikviteter.
Byen var i 16 og 1700-tallet en travl havneby for udskibningen af guldet, der kom fra minerne længere inde i landet. Der var også store kaffe og sukkerplantager omkring byen indtil slaveriets ophævelse. Byen er meget velbevaret, og der kan ikke laves om eller bygges nyt.
Det var hyggeligt at gå rundt i de gamle gader, hvor der var forbud mod biler.
En dag tog vi skolebussen ud til Trinidade, hvor der var fin hvid sandstrand, der indbød til badning.
Aftenstemning i Parati
Med skolebussen til Trinidade
En dejlig badestrand i Trinidade, så selv Thorkild badede!
Jeg nyder en kold øl på stranden i Parati
Ilha Grande
17.03.2007
Fra Angra Dos Reis kom vi med færgen over til Abraão på Ilha Grande.
Vi boede på et meget lille hotel, Pousada Sanhaco.
Det er umuligt at beskrive, hvor dejligt der var her på Ilha Grande. Varmt, solrigt, turkisblåt vand, hvide sandstrande, palmer, grønt regnskov - det var vist så tæt på Paradis, som man kan komme.....
Ingen af os er vandhunde, men her kunne vi slet ikke lade være med at bade, det var en ren fornøjelse.
Det var svært at rejse væk herfra, men vi skulle jo hjemad igen, først til Rio de Janeiro, hvorfra vi skulle flyve til København via Madrid.
Frokosten - en ananas - nydes i regnskoven på Ilha Grande
Hvis paradiset findes - så må det være her...
Det dejligste blå hav og den fineste hvide sandstrand - sandet var så varmt, at vi ikke kunne gå uden sko uden at brænde fødderne
Renovationsvognen
Blomster, buske og træer set i Brasilien
Jeg så mange smukke og eksotiske blomster, buske og træer i Brasilien.
Ved Iguaçu, som ligger langt inde i en af Sydamerikas regnskovsområder, var der meget varmt og fugtigt og selvfølgelig meget frodigt.
I Rio de Janeiro var vi i Botanisk Have, hvor der er mange forskellige planter - både sydamerikanske, men også fra andre verdensdele, og der også væksthuse med mange planter. Rundt om i byen er der selvfølgelig også parker og vejtræer.
Øen Ilha Grande er dækket af regnskov