Finn og jeg tager på en rundtur med Risskov Rejser til Estland, Letland og Litauen.
Vi skal flyve fra Billund til Riga i Letland, hvorfra turen med bus går videre til Litauen, og efter et par dage tilbage gennem Letland for at slutte i Estland. Her fra Tallin flyver vi tilbage til Billund.
Estland
Letland
Litauen
Riga, Letland, den 6. september 2026
Vi skulle heldigvis ikke så tidligt hjemmefra, da vi først skulle flyve ved 13-tiden fra Billund. Men vi skulle jo over Silkeborg og aflevere Chica hos Randi.
Flyveturen var kun 1½ time, og vores guide stod og ventede på os i Riga. Her kom vi med bus til Hestia Hotel Draugi. Det ligger lige midt i den gamle charmerende bydel med smalle brostensbelagte gader.
Finn og jeg gik på kaffebar, hvor vi fik en cafe latte og Finn fik en fødselsdagskage.
Vi spiste aftensmad på hotellet, Hestia Hotel Draugi. Det var svampesuppe, svinekødsroulade med spinat, kartoffelkage og grønsager, og til dessert noget meget sødt fromage med kaffe til. Det var vældig lækkert mad.
Små hyggelige brostensbelagte gader
Sct. Peters Kirken
Riga, Letland, den 7. september 2026
Riga er en smuk by med mange kontraster og er på UNESCOs verdensarvsliste. Den gamle bydel er med små brostensbelagte gader og mange smukke bygninger i art nouveau-arkitektur eller jugendstil, som det også kaldes.
Vi startede med at gå forbi flere kirker, og kom hen til Sorthovedernes Hus. Huset blev bygget i 1300-tallet og var hjemsted for Sorthovederne, der var et lav af rige, ugifte tyske købmænd. Huset blev jævnet fuldstændig med jorden af russerne i 1948, men det blev genopbygget efter selvstændigheden i 1990-erne som en fuldstændig kopi af det gamle hus.
Vi gik videre til katedralen, som blev påbegyndt i 1211 af Rigas grundlægger, biskop Albert. Kirken er enorm, og er blevet bygget om og udvidet mange gange og fremstår i dag som en blanding af barok, gotik og romansk stil. Orgelet er bygget i 1880-erne og var på det tidspunkt verdens største med 6.718 piber, hvoraf det længste er ca. 10 m langt og det korteste 13 mm.
Næste stop var en butik, hvor de sælger den lettiske nationaldrik, Riga Black Balsam og chokolade. Først skulle vi gætte, hvor der var en hemmelig dør - det var bag en reol - her gik der en lang trappe ned i kælderen, hvor der var dækket op til os med to forskellige smagsprøver af den sorte balsam, en kop kaffe og et stykke chokolade. Der skulle være lidt magi i den sorte balsam, og pludselig begyndte der at falde ting ned fra en hylde, og en lille låge begyndte at ryste og noget bankede på, og det skulle være på grund af den magiske drik!
Sidste stop inden frokosten var ved frihedsmonumentet, som symboliserer Letlands stræben efter frihed og selvstændighed. Landet blev en selvstændig nation i 1918 og var det indtil 1940, hvor det igen blev besat af Rusland indtil 1991. Monumentet er en obelisk, hvorpå der står en kvinde, som rækker hænderne med tre stjerner mod himlen. Det er 43 meter højt og repræsenterer flere aspekter - åndelig styrke, stræben efter frihed, hårdt arbejde mm., og det har stor betydning for letterne. Alle højerestående udenlandske personer, der besøger Riga, er her for at lægge blomster ved mindesmærket.
Her var også et mindesmærke, en sten i fortovet med et par fødder. Det er lagt den 23. august 1989 for at markere 50-året for den hemmelige pagt, der blev indgået mellem Stalin og Hitler den 23. august 1939 om at dele Østeuropa i en tysk og en sovjetisk del. 2 millioner estere, lettere og litauere dannede en 600 km lang kæde ved at holde hinanden i hånden fra Tallin over Riga til Vilnius, som en fredelig protest mod den hemmelige pagt.
Nu var det blevet tid til frokost, som var en tre retters menu, først russisk rødbedesuppe, så kartoffelmos med bøfstroganoff og en dessert af rabarberkompot med noget hvidt fromage over.
Eftermiddagen var på egen hånd. Godt mætte gik vi over til Centralmarkedet, som er fem store haller fyldt med fødevarer og alskens andre ting. Især fiskemarkedet var spændende, her kunne købes mange forskellige fisk og nogle dåser med få gram kaviar til adskillige euro. Hallerne er oprindeligt hangarer brugt til tyske luftskibe, zeppelinere, under 1. verdenskrig.
På vej hjem til hotellet fik vi en kop kaffe på vores kaffebar fra i går, og derefter gik vi ind og så Sct. Peters Kirken.
Efter en god tiltrængt pause gik vi ud og fandt noget at spise, hvorefter vi fandt et supermarked, hvor vi fik købt nogle flasker vand, og så lavede vi os en kop kaffe.
I dag har vi haft fint solskinsvejr.
Sorthovedernes Hus
Art nouveau arkitektur
Orgelet i Katedralen
Frihedsmonumentet
Mindesmærket for menneskekæden mellem Tallin og Vilnius i 1989
Fiskemarkedet i markedshallerne
Vilnius, Litauen, den 8. september 2026
I går var der utrolig meget larm fra gaden næsten hele natten, men i nat var der heldigvis lidt mere ro.
Vi startede kl. 8, for vi skulle køre ret langt i dag. Første stop var stadig i Riga, hvor vi skulle se kvarteret, hvor der er mange, mange fine art nouveau bygninger - den ene flottere end den anden. Her kan man ikke bare ændre farven på husene eller sætte et skilt i et vindue, for bygningerne er på UNESCOs liste. Bygningerne huser mange landes ambassader, og mange steder er der foruden det tilhørende lands flag også det ukrainske flag, det gør man for at provokere russerne. På bygningen over for den russiske ambassade hænger der et kæmpestort banner - flere m2 stort - med et meget lidet flatterende foto af Putin. Han ligner nærmest et lig.
Efter et par timers kørsel nåede vi Rundale Slot - også kendt som "Letlands Versailles". Slottet er opført i 1700-tallet som sommerresidens for hertugen af Kurland af den italienske arkitekt, som også stod bag Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Her var det en meget humoristisk ung mand, der guidede rundt på slottet. Han kunne fortælle nogle ret pikante historier om hertugen og Katarina den Store af Rusland, og at det angiveligt var hende, der finansierede byggeriet - hun var nok hertugens elskerinde.
Slottet blev ikke bombet under de to verdenskrige, sikkert fordi det ligger så langt ude på landet. Men under den russiske besættelse af landet blev slottet brugt både til at huse soldater og nogle af rummene blev brugt som kornkamre. Sidst i 1940-erne begyndte man at restaurere slottet, som i dag ejes af den lettiske stat. Og det er utrolig smukt restaureret - i samme barok stil, som det blev bygget - en tid med overdådig livsstil med forgyldte stuklofter, krystallysekroner og fine vægmalerier. Alt interiøret er ikke fra Rundale Slot, men det er hentet fra forskellige steder fra samme tidsalder, som slottet blev bygget. Største indtægt fra slottet kommer fra turisterne, men der bliver også afholdt koncerter og bryllupper osv. på slottet.
Efter rundvisningen gik vi ud i den store barokhave med snorlige stier, kunstfærdige springvand, klippede hække, smukke stauder og en af Baltikums mest imponerende rosenhaver. Utrolig imponerende. Inden vi kørte videre fik vi frokost.
Landskabet, vi er kørt igennem hele dagen, er meget fladt. Det er landbrugsland, og overalt var der travlhed i marken. Kornet var høstet, men rigtig mange steder var de i gang med at høste hestebønner. Og der blev pløjet, harvet og sået, overalt stor aktivitet. Jeg så rigtig mange rådyr, en ræv og nogle traner på markerne.
Vi krydsede grænsen til Litauen uden kontrol, og efter tre timer nåede vi Vilnius.
Lønnen her er dobbelt så høj som i Letland. Guiden fortæller, at det skyldes, at man har meget mere forskellig industri her, Litauen eksporterer en del til både Estland og Letland, bl.a. møbler, linned og specialkøretøjer. Og så har man også en del finansielle aktiviteter her.
Vores hotel, Comfort Hotel LT - Rock'n 'Roll Vilnius er også fin. Finn mente, at vi skulle løfte madrassen, som Jan og Morten i "Nul Stjerner", men vi blev nu enige om, at det nok ikke var nødvendigt, her er vist ingen væggelus.
De smukke art nouveau bygninger i Riga
Putin kikker over på den russiske ambassade
Rundale slot
Tronsalen
Stukloft
Den smukke barokhave
Vilnius, Litauen, den 9. september 2026
Efter en kaotisk morgenmad, der var slet ikke plads nok i restauranten, skulle vi gå ind til den gamle bydel, ca. en kilometer. Det var det dejligste vejr, så det var en fin tur. Der er mange grimme bygninger fra sovjettiden, men da vi nåede den gamle bydel, var der rigtig fint. Den stemningsfulde gamle bydel her i Vilnius er også på UNESCO's verdensarvsliste. Her er også smalle brostensbelagte gader, og her er det baroktiden, der er dominerende.
Vores lokale guide i dag kunne snakke norsk, og han spurgte, om vi kunne forstå det, for så ville han snakke norsk, og så var Claus fri for at oversætte hele tiden. Alle syntes, det var en vældig god ide, så han fortalte en masse på norsk, som jeg ikke forstod ret meget af. Men jeg har heldigvis læst meget i Politikens guide, så jeg vidste en del af det.
Vi gik ned gennem den lange gågade forbi mange kirker, katolske, ortodokse og synagoger. Vi gik gennem universitetsområdet, som er rigtig stort, var inde i Skt. Johannes' kirke, som ligger midt imellem universitetsbygningerne. Videre forbi præsidentpaladset, Skt. Anne-kirken, som er meget lille og kaldes et gotisk mesterværk. Der skulle være brugt 33 forskellige mursten i byggeriet.
Vilnius var før 2. verdenskrig et centrum for jødisk kultur, og der var et helt jødisk kvarter, men næsten alle jøderne blev udryddet under den nazistiske besættelse. Det jødiske kvarter er i dag integreret med resten af Vilnius.
Vi sluttede af med den gamle katedral, Sankt Stanislaus og Sankt Ladislaus Katedral, som er grundlagt i 1251, men den nuværende bygning stammer fra 1400-tallet og er siden renoveret, bygget om og bygget til pga. ildebrande, krige og ustabilt fundament. Der er hele 11 kapeller inde i kirken, det vigtigste er et smukt og overdådigt dekoreret barokkapel til ære for Litauens skkytshelgen, Skt. Kasimir. Sovjetstyret lukkede katedralen i 1950 og åbnede den igen i 1956 som kunstmuseum. Da Litauen blev selvstændig i 1991 blev det givet tilbage som en katolsk kirke.
Nu skulle vi med bussen til Trakai, en lille times kørsel fra Vilnius. Den lille by er næsten omgivet af en sø. Vi spiste først frokost, som bestod af en gulerodssalat, klar suppe til pirogger med noget ubestemmeligt kød i og til sidst en kop kaffe til et stykke kage med mange nødder i.
Herefter gik vi et stykke ud over en bro og kom til en ø med et slot. Vi gik ind bag de tykke mure ind i slotsgården, hvor det fyrstelige palads ligger med både voldgrav og vindebro. Slottet blev grundlagt i 1300-tallet, men det blev meget beskadiget i krigen mod Rusland i 1700-tallet. Først efter 2. verdenskrig begyndte man at restaurere det.
Vi fik tid til en kop kaffe, inden vi skulle med bussen tilbage til Vilnius. Landskabet, vi kørte igennem, var mange, mange træer, især birk og fyr. På de åbne sletter står der rigtig mange gyldenris og blomstrer, det var smukt.
Vi spiste en let aftensmad på hotellet, vi har gået meget i dag, så vi havde ikke lyst til at gå ind til byen.
I dag har det været det fineste solskinsvejr og meget varmt. Vejrudsigten siger 28 grader.
Katedralen
Katedralen
Præsidentpaladset
Hovedgaden i den gamle by snor sig, og husene er bygget efter gadens facon
Ude på landet er det mest træhuse
Trakai Slot
Gyldenris i massevis
Et nyt skilt til samlingen - ingen kunne regne ud, hvad brillerne betyder
Sigulda, Letland, den 10. september 2026
Vi kørte fra hotellet i øsende regnvejr - dejligt at det ikke var i går, det regnede!
Efter et par timers kørsel nåede vi Korshøjen, og nu var det holdt op med at regne.
Korshøjen er både et religiøst pilgrimssted og et symbol på litauernes kamp for frihed og det sovjetiske styre. Her står flere hundredtusindvis af kors hulter til bulter, nogle er flere meter høje, andre bare nogle få centimeter, nogle er to simple stykker træ sat sammen, andre er smukt udskåret i træ. Kors er plantet i jorden, andre er kastet i et stort virvar oven på andre kors eller for fødderne af de mange Jesus-figurer.
Der er forskellige forklaringer på Korshøjens opståen. Noget tyder på, at de første kors blev rejst på stedet til minde om dem, der blev dræbt i opstanden mod Rusland i 1831 og 1863. Under kommunismen forsøgte sovjetstyret flere gange at jævne Korshøjen med bulldozere, men litauerne satte hurtigt nye kors op, og siden er de bare blev ved og ved.
Det var ret gribende at se stedet, når man tænker på den skrækkelige historie Litauen har. De har i flere århundreder indtil 1991 været besat af et andet land - Tyskland, Polen eller Rusland.
Efter det tankevækkende besøg på Korshøjen skulle vi videre til herregården Villa Audruvis, som ligger i naturskønne omgivelser, hvor hjorte og dådyr er en del af den særlige stemning omkring herregården - vi så nu ingen af dem. Frokosten var kartoffelmos med vildtragout og æblekage med is.
Nu kørte vi videre nordpå, og inden længe krydsede vi grænsen til Letland, hvor vi skulle gennem Riga for at komme til Sigulda, hvor vi skulle overnatte på Hotel Sigulda.
I dag er vi kørt gennem både skov- og landbrugsarealer. Her er også mange hestebønnemarker, som ikke er høstet endnu og store gulerodsmarker. Der er mange marker, der ligger uberørte efter høsten. Det ser ud som om, at landbrugene er ret store, men det er jo nok den samme udvikling som derhjemme.
Jeg har set en del storkereder, som selvfølgelig er tomme nu, og på en mark så jeg en stor flok viber i dag.
Husene er en blanding, der er en del pæne og velholdte huse, men der er også mange, der ser noget forfaldne ud. Og der er stadig mange bygninger, der bærer præg af sovjettiden.
En anden ting, vi har set igen i dag på turen rundt om Riga, er mange store indkøbscentre. Claus fortæller, at efter selvstændigheden kom der rigtig gang i at bygge kæmpestore indkøbscentre, og det gør man stadigvæk, det er som om, at de slet ikke kan få nok.
Vi spiste aftensmad på hotellet, som bestod af blomkålssuppe, hakkebøf med stegte kartofler og salat, og desserten var æbletærte med is.
Korshøjen
Hundredetusindvis af kors
Stor gulerodsmark
Landbrugsejendom
Et gammelt forfaldent hus i udkanten af Riga
Langs hovedvejen var der i skoven kilometervis af grave med gravsten på
Tallin, Estland, den 11. september 2026
I dag kunne vi sove lidt længere, vi skulle starte med svævebanen over Gauja floden, og den åbnede først kl. 10. Da vi forlod hotellet regnede det ret meget, men da vi stod af bussen ti minutter senere, var det fint solskinsvejr, og det fortsatte under hele svæveturen.
Området Gauja Nationalpark bliver ofte kaldt for "Letlands Schweiz" trods sine kun 300 m.o.h. Nationalparken er etableret i 1973, og rigitg mange letter tager i weekenden en tur ud i nationalparken for at vandre, cykle eller sejle. Halvdelen af parken er dækket af skov, og floden Gauja løber tværs gennem parken, hvor skråningerne dels er beklædt med skov og dels er gul- og rødlige sandstensklipper og grotter.
Svævebanen over Gauja floden er 43 m over vandoverfladen og er godt 1.000 m lang, og det var et betagende syn ud over dalen fra kabinen. Vi fik en tur både frem og tilbage igen, så vi fik set det hele fra begge sider. Og letterne har lidt humor, for i en trætop, vi svævede forbi, sad der en lille bjørn. Der lever jo bjørne her i området, og da man nok ikke regnede med, at vi fik set en rigtig bjørn, havde de så placeret en lille bjørn i en trætop.
Efter turen skulle vi op til Turaida borgen. Turaida borgen er fra 1214 og er en af de ældste middelalderborge i landet og et af Baltikums bedst udforskede arkæologiske mindesmærker. Borgen blev selvfølgelig også ødelagt under de mange krige, men allerede i 1950'erne begyndte man at genopbygge og restaurere borgen, og i dag er der historiske udstillinger inde i borgen.
Frokosten skulle vi have på en lokal bondegård. Her var der dækket fint op med blomsterbuketter, og de stod og spillede musik, da vi ankom, og under hele frokosten var der en ung kvinde i nationaldragt, der sang og spillede på et par ukendte instrumenter. Det var vældig stemningsfuldt, og maden var rigig god. Det var først kålsuppe med røget svinekød, derefter kål/svinekødsragout med grønsager og forskellige salater til. Desserten var jordbærmousse med creme og noget risengrødslignende creme til. Der var kvæde- og aroniasaft, vi kunne drikke, og de fortalte, at de laver alting selv. Uha, hvor det hele smagte godt. Vi kunne også købe honning og bivokslys, som de også selv fremstiller.
Nu skulle vi ud på en længere køretur til Tallin i Estland. Turen har været lidt kønnere i dag, for her var terrænet en lille smule kuperet - i modsætning til de foregående dage, hvor alt har været flad som en pandekage. Jeg har set mange majsmarker, og jeg tror også, der er marker med boghvede. I alle tre lande ser det ud som om, at man går en del op i haven, jeg har lagt mærke til mange fine haveanlæg. Igen i dag har der også været både traner og rådyr på markerne.
Mens vi kørte, har Claus fortalt noget om landene. Især Estland er langt fremme med mange ting. I PISA undersøgelserne klarer de estiske elever sig væsentlig bedre end de danske. Og mht. den digitale verden er de også meget længere fremme end de fleste andre lande. F.eks. har esterne kunne stemme online siden 2005.
Esternes nationalsport er basketball. Men en anden ting, de går meget op i og afholder konkurrencer i, er at gynge højest.
Vi nåede Tallin ved 19.30-tiden, og da vi havde tjekket ind på Hestia Hotel Ilmarine, skulle vi ud i byen og finde noget at spise. Vi gik ind i den gamle bydel og fandt en lille restaurant, hvor vi delte en burger med pulled pork.
Kabelbanen over Gauja floden
Den lille bjørn i trætoppen
Flot med de lettiske flag på broen
Gården Araisi, hvor vi fik frokost
Der var dækket rigtig font op
Vi bliver budt velkommen
Levende musik og sang under hele frokosten
Tallin, Estland, den 12. september 2026
Vi skulle starte dagen med at gå en tur rundt i byen, og vores lokale guide, var en kvinde, som har været udvekslingsstuden i Danmark, så hun talte rigtig fin dansk.
Tallin betyder "Den Danske By". Vi besejrede Estland den 15. juni 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden dalede ned fra himlen. Vi blev her i ca. 100 år, hvorefter vi solgte landet til Tyskland. Tyskland regerede indtil 1710, hvor Rusland erobrer landet. Det russiske herredømme varede indtil 1. verdenskrig, hvorefter landet blev erklæret selvstændig efter et par års krig med Rusland. Og selvstændigheden varede indtil 2. verdenskrig, hvor det var besat af både Tyskland og Rusland. Og Stalin og Hitler delte jo Østeuropa mellem sig, hvor Estland blev russisk og var det indtil selvstændigheden i 1991.
Tallin er også på UNESCOs verdensarvsliste, det er en fin by med smalle og snoede brostensbelagte gader, og i modsætning til både Riga og Vilnius, er Tallin omgivet af en næsten intakt bymur med byporte og tårne. Vi gik gennem den nedre bydel, hvor vi stoppede forskellige steder, bl.a. ved den ortodokse Alexander Nevsky Katedral, som vi var inde og se. Vi kom op på Dombjerget, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over byen. Vi var også inde og se Domkirken, som er dekoreret med et utal af våbenskjolde, som de adelige tyskere fik ophængt i kirken. Kirken er sandsynligvis grundlagt af danskerne, efter at Valdemar Sejr i 1219 rykkede ind i Tallin.
Nu kom vi til et meget vigtigt punkt på turen, Den Danske Konges Have, som jo var stedet Dannebrog kom dalende ned fra himlen. Og i 800-året for, at Dannebrog faldt ned fra himlen, blev dronning Margrethe inviteret til Tallin for at indvie en rosenhave, som består af 800 røde og hvide roser.
Byvandringen sluttede med besøg på KGB Museet, som ligger på 23. etage på Hotel Viru. I 1970-erne besluttede Sovjetunionen at åbne for finske turister, og der blev bygget et stort hotel. De ville gerne have vestlig valuta ind. Men KGB indrettede på 23. etage værelser med overvågningsudstyr, så man kunne aflytte hele hotellet. Når gæsterne spurgte, hvorfor der ingen boede på 23. etage, var der absolut ingen, der vidste noget som helst om det. Men her sad folk fra KGB med alt deres hemmelige udstyr og aflyttede telefonsamtaler via hemmelige mikrofoner der var installeret på værelserne. Der var plads til 800 gæster, og der blev ansat næsten 1.000 folk, for udadtil skulle det se ud som om, det var rigig godt at være i Sovjetunionen.
Guiden fortalte, at en gennemsnitsløn her i Estland er 2.000 euro om måneden, og man betaler 22% i skat. Læge, medicin og uddannelse er gratis.
Vi spiste frokost efterfølgende og gik langsomt hjem til hotellet igen. Det har været det fineste solskinsvejr på hele byrundturen, men imens vi var inde og få frokost, kom der en voldsom regnbyge, så igen i dag har vi været så heldige, for vejrudsigten i går aftes lovede regn hele dagen i dag.
Vi hvilede os lidt, og vi skulle spise aftensmad - afskedsmiddag - på en restaurant inde på Rådhuspladsen. Vi fik paté til forret, en schnitzel med sauterkraut og stegte kartofler, og desserten var den samme, som vi har fået flere gange. Det var igen rigtig godt mad.
En af pyportene
En meget smuk port
Estlands våbenskjold er med tre løver - som i Danmarks
Russisk-ortodoks kirke
De mange våbenskjold i Domkirken
Et kik ud over den gamle bydel
Mindesmærket, hvor Dannebrog skulle være dalet ned fra himlen
Bannere udenfor Ruslands ambassade
Tallin, Estland, den 13. september 2026
Nu sidder vi i lufthavnen og venter på at rejse hjem. Det bliver lidt sent i aften, for vi skal over Stockholm hjem.
I dag har der ikke været noget på programmet fra Risskov Rejser, men vi havde bestemt, at vi ville bruge tiden på at gå hen til Kelmiküla bydelen, det er lidt som vores Christiania, men det skulle være uden stoffer. Og der var heller ingen tegn på misbrugere overhovedet. Det er et rigtigt hyggeligt kvarter med masser af street art, og her var også et fint stort cafeteria, hvor vi fik en kop kaffe og en kardemommekage.
Vi gik videre op til den gamle bydel, og her kikkede vi på de mange fine gamele huse og mange fine souvenirbutikker.... med mange fine trøjer....
Vi nåede tilbage til hotellet i nogenlunde tørvejr. Vejrudsigten havde meldt regn hele dagen, men vi var heldige igen i dag, det blev kun små byger.
Kelmiküla kvarteret
Utrolig smukt maleri på muren
Endnu et flot maleri
Der er mange svampe på markedet
Den gamle bymur
Heltborg, den 14. september 2026
Vi fløj via Stockholm til Billund, og turen gik planmæssig. Og da vi hørte om, at der havde været russiske droner over Litauen, blev vi glade for, at det var fra Estland, vi skulle flyve hjem.
Det har været en rigtig spændende tur, og jeg tror ikke, jeg har været på en rundrejse, hvor jeg har fået så meget forskelligt og virkelig godt mad.
Og så har de tre landes barske historie gjort et stort indtryk på mig - igen minder det mig om, at jeg er så heldig at bo i Danmark. Og jeg synes også, at man godt kunne fornemme på de lokale guider, vi havde, at de er utrygge ved situationen omkring Rusland.