En lang rejse

Vancouver, den 29.07.2014                                                                                                                                                  

Endelig kom vi af sted trods forhindringerne, vi har glædet os så meget - meget længe! Thorvald hentede os kl. 5.30 i morges, og da vi kom til stationen i Hurup, stod Laila og Annelise og tog imod os - og vinkede farvel - hvor hyggeligt! Toget nåede Kastrup præcis til tiden, det skulle den også, hvis vi skulle være her rettidigt. Og nu sidder vi så i loungen i Kastrup Lufthavn og spiser og drikker et lille glas rødvin - så er ferien begyndt! Men vores fly til Reykjavik er forsinket, først var det en time - så er det blevet til 1½ time.... 

Hostel Gastown:                                                                                                                                               

Vi kom afsted efter 1½ times forsinkelse, og jeg begyndte at blive nervøs for, at det fly, vi skulle med fra Reykjavik til Vancouver, ikke ventede på os, men heldigvis sad jeg i flyet ved siden af en dansker, som havde arbejdet på Island i mange år, og han kunne fortælle, at alle fly, der skulle videre til Canada og USA, ville vente på os.                       

Under indflyvningen til Keflavik (Reykjavik) kunne vi lige se lidt af Island, det ser næsten ud som om, at alt er dækket af lava i det område vi kunne se, der var ikke ret meget, der var frugtbart og grønt. Efter vi landede måtte vi skynde os at finde flyet til Vancouver. Vi fløj hen over Grønland, og det var heldigvis skyfrit, så vi kunne se ned på isbjerge, indlandsisen og en bræ. Og ruten videre var hen over Baffin Island, Northwest Territories, Alberta med Rocky Mountains med mange snedækkede toppe og til sidst British Columbia, som så ud til næsten kun at være bjerge med skov. Til sidst fløj vi lavt hen over Vancouver, det var rigtig smukt. 

Jeg var spændt på at komme ud af terminalen til parkeringspladsen for at se, hvordan bilerne så ud. Jeg kan tydelig huske, at det var en oplevelse uden lige, da jeg for 38 år siden kom ud af terminalen og så alle de store biler, der stod på parkeringspladsen, det var meget imponerende. Men, som jeg havde forventet, var det ikke så anderledes denne gang, selvfølgelig stod der ikke ret mange af de helt små biler, som vi kender hjemmefra, men forskellen var ikke nær så stor. 

Vi tog Skytrain til Waterfront Station, og herfra skulle vi gå et stykke vej, men vi fandt hurtigt vores hostel. Standarden her var nok ikke lige, hvad jeg havde ventet i Canada (jeg siger jer Hanne og Ditte, vandrehjemmet i London er et 5-stjernet hotel i forhold til det her), men man får jo nok, hvad man betaler for - det er vist snart mit motto. 

Vi havde fået døgnet forlænget med ni timer, og eftersom vi var stået op kl. fire, var vi ved at være meget trætte, så vi spiste et par kiks og gik så i seng. Men der er mindst 30 grader på vores værelse, så det var alligevel lidt svært at sove, selv om vi trængte meget til det. 

Vancouver

Vancouver, den 30.07.2014

Vi fik en morgenmadsbillet, som vi skulle tage med ind til bageren ved siden af og få byttet til en kop kaffe og en muffin. Derefter ville vi gå en tur i byen og få købt lidt ind, men vi kunne ikke finde et supermarked. Vi ville også finde Avis, hvor vi skal hente bilen i morgen. Det viste sig så, at det er et helt andet sted, end jeg regnede med, den skal afhentes, og da jeg loggede ind på deres hjemmeside, stod der, at den skulle afhentes i lufthavnen. Så jeg blev nødt til at ringe til Avis for at få klarhed over, hvor det var. 

Men så begyndte det hele at drille. Min computer ville ikke åbne, telefonen med det canadiske SIM kort var helt død, GPS'en ville slet ikke vise Canada osv. Efter et par timers ærgrelser og forsøg lykkedes det hele da til sidst. Vi havde planlagt, at vi ville med en sightseeing bus rundt i byen, men vi havde brugt så lang tid på al den teknik, så det var blevet for sent. Og jetlaget plager, det varer lige lidt inden kroppen får vendt rundt. Vi gik ned og fik en kop kaffe, inden vi gjorde os klar til at gå ud og spise.       

Vi har jo 37-års bryllupsdag i dag, så vi ville spise middag i en restaurant, der drejer langsom rundt på toppen af et hotel. Det var en ret lang gåtur derhen, og da vi nåede op i restauranten, fik vi at vide, at der var et lukket selskab, så vi kunne ikke få et bord. Øv øv æv øv - det ville have været den mest fantastiske oplevelse at sidde på 42. etage og dreje rundt og nyde udsigten og solnedgangen over byen. Nåh, så traskede vi tilbage mod vores hostel igen, og vi gik ind på en lille bar og købte en burger og en sodavand. Så vil vi se, om vi kan spise der, når vi kommer tilbage til Vancouver igen. Og så - lige før vi var hjemme, blev vi ramt godt og grundigt af en fuglelort!!!!!!!!!!!!, så jeg måtte lige til at vaske tøj. Det eneste jeg kunne finde til at vaske i, var en gryde, som selvfølgelig først skulle gøres ren, men tøjet blev vasket!         

Jeg tror måske ikke min humoristiske sans lige da, var helt så veludviklet, som den kunne have været! 

Mod nord

Pemberton, den 31-07-2014

Efter morgenmaden tog vi Skytrain (som kører det meste af strækningen under jorden!) til Marine Drive station, og herfra - med hjælp fra flere flinke canadier - en bus til AVIS kontoret, hvor vi fik udleveret vores bil - en fin lille Chevrolet. Så gik turen ad Highway 99 - Sea-to-Sky Highway, den første del med udsigt over Georgia strædet og Vancouver Island i baggrunden og senere en fjord, til Squamish. Her fik vi købt ind til turen, og vi fik lidt at spise. Vi var også en tur i en Liquor Store, her ville vi have købt en flaske rødvin, men det var vi lidt for nærige til, så det blev ikke til noget. Men Thorkild købte en flaske Canadian Club (whisky), og jeg blev helt nostalgisk, det var det, vi drak en hel del af - nok rigtig meget, den sommer for 38 år siden!

Videre gik turen til Whistler, her var der vinter-OL i 2010. Der er lavet en hel by, men vi kunne ikke finde en P-plads, så vi blev enige om, at vi nok kunne undvære at se det. Så vi kørte videre til Pemberton, hvor vi lige skulle have en pause med en kop kaffe, temperaturen var nu nået op på 35 grader. På Informationskontoret fik vi et kort med områdets hoteller, B&B og et enkelt hostel, Hostel Shiloh Works, som så vældig spændende ud. Vi besluttede, at vi ville køre ud og kikke på stedet og høre, om de havde et værelse ledigt.                       

Det havde de heldigvis, for det er da det dejligste sted, vi er havnet. Det er meget langt ude mellem træer og bjerge, og her er både katte, hunde, heste, høns, kalkuner osv. En fin have med rislende vand, masser af frugttræer og en fin køkkenhave. Her er så stille, og det er bare så dejligt efter al den larm, der er jo er i en stor by. Stille - lige bort set fra, når toget kommer. Det trutter og brøler langsomt afsted gennem dalen, jeg prøvede at tælle vognene, 5 lokomotiver med 78 godsvogne bagefter.                         

Vi har fået en hel lejlighed for os selv, det rene svir efter hostellet i Vancouver! Her er fint rent, masser af plads og dejlig køligt, så jeg skal rigtig sove godt i nat. Vi sluttede af med at sidde i haven og nyde omgivelser.

Jeg tror, at sommerfuglebusken gror vildt her, der står rigtig mange rundt om langs vejene.           

Gennem skov, skov og atter skov

100 Miles House, den 01.08.2014

Efter en rigtig god nats søvn i et dejligt køligt værelse - og en krop, der har vænnet sig til at dag og nat er byttet om, spiste vi morgenmad på terrassen på Shiloh Works i dejlig solskin. Deres lille bitte hund kom ned til os, og den ville gerne kløes bag ørerne, men den var sød, men selvfølgelig ikke så sød som Chica!                

Vi begav os afsted på Highway 99, målet var at nå Williams Lake inden aften - en tur på 375 km. Men de første mange kilometer var med utallige sving og mange stigninger - og ned igen, så det gik ikke særlig hurtigt. Vi er kommet igennem mange indianerreservater. I dag kalder man dem ikke indianere, men 1. nations people.

Her kommer de dødsdømte biler vist ikke til ophug. Mange steder ved husene og gårdene står der mange gamle biler, et sted så jeg, at der groede ukrudt op gennem bilen, så den må vist have været klar til skrot.                             

Første stop på vores vej var ved Joffre Lake. Vi gik gennem skoven et stykke tid, og pludselig viste der sig et panorama med en turkisgrøn sø med en sneklædt bjergtop bag ved, et betagende syn. På turen gennem skoven jeg mange små planter i skovbunden, canadisk hønsebær, storkonval, liljekonval, formodentlig en orkideart (men den blomstrede ikke), og der var også en plante, der ligner vores foldeblad, så jeg måtte ned på knæ mange gange for at få fotograferet de mange planter - spændende. Men knapt så spændende var det at se, at et utal af nåletræerne enten var døde eller var ved det. Der hang noget langt spind ned fra grenene, og det skulle vist være en bille, der angriber træerne, som til sidst dør af det, og det har været der over næsten hele strækningen, vi har kørt i dag - trist at se.                                           

Efter mange fotostop valgte vi at spise vores frokost på en rasteplads helt nede ved floden nær Seaton Lake kraftværk. Det var blevet meget varmt, bilens termometer har vist 35 grader i dag, så det har været fint, at vi skulle køre så langt, der var en mere behagelig temperatur i bilen. I Lillooet købte vi ind i et supermarked, der vist ikke får varer hver dag, men vi var altså også kommet langt, langt ud på landet. Her i byen står en søjle med 0 miles mærket, deraf kommer de næste mærkelige bynavne. 

Det næste lange stykke vej videre var gennem et helt andet landskab. Her var der nøgne bjerge horisonten rundt, meget høje bjerge og lige ved siden af vejen går det bare stejlt ned i en dyb kløft, hvor Fraser River løber. Alt er bare gråt og brunt, men der er nogle meget grønne græsmarker, som er blevet vandet, sjovt at se det grønne i kontrast til alt det brune. Et langt stykke vej er der disse græsmarker, hvor bønderne har travlt med at rive græs sammen og nogle steder bliver der presset baller.             

Vi kom forbi et marmor stenbrud, inden vi nåede til Chasm, et vulkanområde, hvor istidens smeltevand har dannet en dyb, dyb kløft, her skulle vi selvfølgelig også lige hen og kikke ned. Vi kom til 70 Mile House, her drejede vi af mod Greenlake. Søen, synes jeg nu ikke, var noget specielt, men området omkring var helt anderledes end det, vi har set hele dagen. Det er sumpet med mange små søer, hvor vi så både ænder og canadagæs, og der gror birketræer overalt. Det må være smukt om efteråret. Men nu er vi også kommet ind i et område, der ligger på et ret højt fladt plateau.                                                   

Vi besluttede, da vi kom til 100 Mile House, at vi ikke ville køre længere i dag, vi kan nok indhente de 100 km, vi mangler, i morgen. Vi gik så på Visitors Centret, og her fik vi navne på nogle af motellerne her i byen, da der ingen hostels er her. Vi blev indkvarteret på 100 Mile Motel, et pænt og rent sted, og så kan de noget med håndklæder. Der sad en brun bjørn på vores seng, og på kanten af badekarret sad en gås - foldet af håndklæder! Inden vi spiste aftensmad, var vi på indkøb, for vi mangler tallerkener til morgenmaden, da det nok ikke er let at spise müsli med mælk af en flad paptallerken.                 

Men nu må jeg vist også i seng, det bliver en lang tur i morgen. 

En bjørn

Chetwynd, den 02.08.2014

Vi kørte tidligt fra 100 Mile House, vi havde jo lidt, vi skulle have indhentet. Landskabet var skiftet til et bakket område med spredte træer, søer og landbrugsejendomme - et kønt område - i kontrast til den sidste del af turen i går. Vi kom forbi den første kornmark, men ellers er det mest græsarealer. Det var også en mere behagelig temperatur - kun godt 20 grader, men det er også overskyet i dag, de foregående dage har solen skinnet. Da vi nåede Williams Lake, en pæn lille by, ville vi købe ind, det er jo søndag i morgen, så nu kan vi klare os til mandag. Det er en fornøjelse, at personalet i butikkerne er meget venlige og hjælpsomme overalt, hvor vi kommer, det er jo ikke just det, vi er forvænte med i Spanien

Ja, der er nogle sjove skilte en gang imellem, et sted var der reklame for car- and dogwash - hvad mon dog det kan være? 

Nu var der begyndt at gro poppeltræer, dem husker jeg også fra Berwyn området. På grøftekanten gror der mange gederams, cikorie og gyldenlak, kønt. Og igen kørte vi langs Fraser River, det er en ret stor flod.                   

Efter Quesnel, hvor vi spiste frokost, ændrede landskabet sig igen til træer på begge sider, lidt kedeligt, men så kunne vi jo hurtigt komme nordpå. Desværre har jeg ikke været opmærksom på, at der er en spændende attraktion i Barkerwille, en gammel guldgraverlandsby, som er levendegjort om sommeren. Men der er 90 km dertil, og vi skulle samme vej tilbage, og det vil jo også tage et stykke tid at udforske stedet, så det måtte vi droppe.             

Ja, nu var vi vist på vej ud i vildmarken, GPS’en sagde drej til højre om 407 km! Vi kørte længe, men så trist det ser ud med alle de grantræer, som er gået ud, jeg får helt ondt i maven af at se det, det bliver værre og værre, jo længere vi kommer nordpå. Vi nåede Prince George, men besluttede at køre lidt længere, det gik jo så godt, vejen var lige, og der var næsten ingen bakker. Vi kom forbi en hjort, der stod og græssede - ved ikke lige hvad det var for en.

Der var efterhånden blev 30 grader, og vi begyndte at trænge til en kop kaffe, men det blev mere og mere øde. Langt om længe kom vi til lidt bebyggelse, Bear Lake. Vi kørte ind gennem byen, men det så absolut ikke ud til, at der var nogen kaffebar! Jo, vi fandt både en restaurant og et motel, men det viste sig, at begge dele var lukket, selv om der var et Open skilt både på huset og ude ved vejen.... men det så nu også ud som om, det havde været lukket længe. Vi gik ind i butikken ved tankstationen, en meget lille butik, men der var alligevel næsten alt, hvad enhver kunne få brug for. De solgte også kaffe, det var dejligt!

Friske igen kørte vi videre, det blev mere og mere øde, og vi ville prøve den næste mulighed for overnatning. Langt om længe kom vi til Mc Leod Lake, en meget lang sø langs vejen og en lille by med 5 huse, en tankstation og en lille butik. Her spurgte vi, om der var værelser i nærheden. Jo, det vidste damen, der var nede ved søen, men hun var sikker på, at alt var optaget, så næste mulighed, fortalte hun, var i Chetwynd, 150 km østpå... Ja, så måtte vi jo videre, og da vi kørte derfra stod der et skilt, som sagde, at man skulle tjekke bilens brændstof mængde, da der var 148 km til næste tank! Uha, det ville ikke være rart at køre tør derude in the middle of nowhere!                

Men landskabet blev heldigvis mere afvekslende igen, og pludselig - rundt i en kurve stod der en sort bjørn på grøftekanten og spiste bær. Thorkild huggede selvfølgelig bremserne i og ville bakke, jeg rullede vinduet ned for at fotografere, men det var jo dumt, vi jagede selvfølgelig dyret væk, og det forsvandt ind mellem træerne, så jeg nåede ikke at få et billede af det. Jeg havde håbet på, at vi ville få en at se på lang afstand i Jasper eller Banff Nationalpark, men det var da helt fantastisk allerede at få en at se helt tæt på her. 

Solen begyndte at komme frem, og fint at vi fik det smukke landskab, Peace Foothills, at se i aftensolen, så håbede vi bare på, at der var et ledigt værelse i Chetwynd, for næste mulighed var 100 km længere fremme... Jo, vi var heldige, der var et værelse ledigt på Chetwynd Court Motel! Så kunne vi få vores aftensmad og lave os en god kop kaffe, inden vi skulle i seng.  

Alberta

Peace River, den 03.08.2014

Efter morgenmad og opvask i hårshampoo (det går meget fint) kørte vi mod Alberta gennem et spændende og kønt område til Dawson Creek. Lidt bakket med mange søer. Næsten alle kører i en pickup, og rigtig mange har enten en båd spændt efter eller har en på taget, så vi kan se, at mange udnytter de muligheder for friluftsliv, som søerne giver. Farmene lå spredt lidt rundt om, ikke mange kornmarker, men igen rundballer i hobetal, så der må være mange fedekvæg, men hvor er de henne?

Langs grøftekanterne så jeg mange vilde blomster, bl.a. høgeurt, musevikke og gyldenlak (tror jeg), og så er der også den med hvide eller gule aksagtige blomster, som jeg kan ikke komme i tanke om, hvad hedder, jeg må spørge Kirsten, når jeg kommer hjem. Og så var der en ny blomst, som jeg ikke har set før, en pinkfarvet - måske en skjalderart – spændende. 

Flere steder så vi, der blev arbejdet med store maskiner, bl.a. kæmpestore boremaskiner, og vi tænker, om det mon kan være noget med den skiferolie og -gas udvinding af jorden? Vi så også nogle felter fra flyet, da vi fløj hen over Nordwest Territories, som vi tænker kunne være det samme. Det må vi huske at spørge Larry og Betty Ann om i morgen.

Vi kom også forbi nogle vindmøller, der stod på en bakkekam, blæser det mon nok her til at give et fornuftigt overskud?

Da vi nåede Dawson Creek, skulle vi have tanket igen. Benzinen er heldigvis noget billigere end i DK, vi giver omkring syv kroner literen. Her i byen så vi den første rundkørsel. Og der var en greyhound busstation - greyhound busserne har jeg kørt mange, mange kilometer med, så det var sjovt at se dem igen.                                    

Vi besluttede, at vi ville køre til Peace River og overnatte der, så har vi formiddagen i morgen til at se på området. Vi har jo pludselig fået lidt tid i overskud, fordi vi nåede meget længere i går, end vi havde planlagt.                           

Vi kørte videre og kom hurtigt over grænsen til Alberta, og nu skulle vi stille uret en time frem. Her forandrede landskabet sig igen, nu var der kæmpestore korn- og raps- eller sennepsmarker, og på nogle af farmene står der mange store siloer. Sjovt at se vejene, her i området er vejene fuldstændig lige, og der går grusveje ud fra highway'en med bestemte intervaller, så det danner et lige mønster af tern.                                               

Spredt rundt om på markerne stod de små oliepumper stadigvæk, de har stået og pumpet olie op i mange år.

Det var blevet frokosttid, men der var ingen borde og bænke nogen steder, så vi var ved at indse, at vi måtte side i grøftekanten og spise vores tomatmadder. Heldigvis kom vi til et skilt, der viste til Moonshine Lake Provincial Park, vi kørte derind, og der var et fint picnicområde. Vi gik også en tur ned til søen, hvor der var rigtig mange ænder. Det var efterhånden blevet meget varmt, 32 grader, men det har været overskyet hele dagen. Vi havde begge to lagt mærke til, at birketræerne også var gået ud nogle steder, og her i parken kunne vi se, at der sker det samme med løvtræerne, som vi har set så meget med nåletræerne. Jeg havde ellers tænkt, at de er heldige her mod nord, at de har så mange løvtræer i stedet for nåletræer med sygdom - eller billeangreb, som det jo nok er. Men det ser ud til at være det samme - trist. 

Efter Rycroft skulle vi krydse Peace River, som løber nede i bunden af en dal - en overdådighed af smuk natur - de grønne ujævne løvtræsklædte bakker. Vi nåede Fairview, her måtte vi ind og have en kop kaffe. Det så ud som om, der foregik noget med heste, og jeg håbede, at det var rodeo, så vi måtte ind og se, hvad der foregik. Det var ikke rodeo, men nogle piger, der skulle ride på en bane omkring nogle forhindringer på tid. Men det var nu også sjovt at se, hvordan man samledes omkring showet med både kaffe, øl og cowboyhatte.                                                   

Vi kom gennem Bluesky, Whitelaw og Brownvale - kendte navne - og så - endelig - Berwyn! Vi måtte lige ind gennem Main street, selvfølgelig meget forandret. Men vi måtte videre, forbi Grimshaw - her var vi inde på kirkegården og kikke - og snart kom vi til Peace River dalen igen. Byen ligger helt nede ved floden - stadigvæk med den lyseblå bro. Her findes ingen hostel, så vi måtte på motel igen, vi blev indkvarteret på Peace Valley Inns. Her er der dejlig køligt, så det kan blive en god nats søvn!

 Og nu glæder jeg mig rigtig meget til gensynet med Betty Ann og Larry i morgen!  

Peace River og Schur Farm   

Berwyn, den 04.08.2014

I dag kunne vi bruge formiddagen på at køre lidt rundt om Peace River. Vi kunne ikke umiddelbart finde en vej langs floddalen, så vi prøvede os lidt frem. Det var fint nok, for vi kom forbi to meget, meget store landbrugsbedrifter. Der var mange siloer, 3 mejetærskere, en stor brændstoftankbil, en stor lastbil med anhænger, 2 brede ammoniak­nedfældere, osv. osv. Alt så helt nyt ud, orden over alt, det er ikke det, vi ser mest af omkring farmene. Og så var der meget, meget, meget store kornmarker - et gæt - 100 ha. pr. mark.

Vi fandt udsigtspladsen, hvor ”Tvelve Foot Davis” ligger begravet, ham vil jeg vende tilbage til senere. Udsigten her oppe fra var så smuk ud over Peace River, byen og dalen. I floden er der blevet så meget aflejring gennem tiden, så der er små øer med træer på ude midt på floden. Vi kørte til et andet udsigtspunkt, også her var det svært at løsrive sig. Vi havde fået fint solskinsvejr igen, så er det hele jo meget smukkere.                                               

Så var tiden kommet til, at vi skulle køre til Berwyn, og jo nærmere vi kom, des flere sommerfugle fik jeg i maven. Larry kom ud og tog imod os, og snart kom også Betty Ann, det var bare så dejligt at møde dem igen. Deres lille hund Mitsy kom også og tog imod os - logrende med halen.                                                                                 

Betty Ann lavede lidt frokost til os, og bagefter skulle vi rundt og kikke på farmen. Det var spændende, nogle ting kan jeg genkende, men der er selvfølgelig sket en masse i de 38 år, der er gået, siden jeg var her. Igen i dag havde vi over 30 grader, så vi satte os i skyggen og snakkede. Og det var næsten som om, vi det kun var kort tid siden, vi havde set hinanden. 

Huset ligner sig selv. De har fået lavet nyt køkken i 2009, og verandaen er lagt til stuen, ellers er der ikke sket det helt store. Betty Ann ville vise mig mit gamle værelse ovenpå, og det var lige så lille, som jeg husker det. Jeg kan huske, at jeg jokede med, at var så lille, så min seng ikke kunne dreje rundt, hvis den var blevet svimmel en lørdag aften :-). Der var lavet et nyt badeværelse ovenpå, det var rigtig fint.                                 

Efter aftensmaden gik vi igen udenfor og snakkede videre, nu begyndte det at køle lidt ned. Betty Ann har taget fri i morgen, og de spurgte, hvad vi gerne vil se. Men da vi har været i Peace River, har jeg ikke nogen specielle ønsker. De foreslog, at vi kører til Shaftesbury og sejler en tur med over Peace River, en tur til Lake Cardinal og et besøg hos Trudi. Mere derom i morgen.                                                                                            

Vi overnatter i deres campingvogn med aircondition, rigtig dejligt. De havde sat kølingen på inden aftensmaden, så det er dejlig køligt, og har vi slukket det nu, så vi ikke bliver syge af at sove i det. 

Hos Mitsy, Betty Ann og Larry

Berwyn, den 05.08.2014

Efter morgenmaden hjalp Betty Ann mig med at planlægge den videre rute. De har været nede i Rocky Mountains Nationalparker mange gange, så hun fortalte om steder, hun synes, vi skal se. Jeg fik også vasket lidt tøj, så kan det godt nå at blive tør til i morgen.                                                                                                     

Thorkild og Larry gik tur med Mitsy, og der kom en hjort med sit lam gående over vejen. De fortæller, at der tit er både mule deers og white tailed deers omkring farmen.                                                                                        

Vi fik sandwich til frokost, og derefter kørte Betty Ann og Larry tur med os. Vi kørte forbi, hvor Larry har arvet noget jord fra sin mor, og videre gik det ned til floden i Shaftesbury, hvorfra der går en færge. Og det var noget af en færge! Jeg kan ikke rigtig forklare, hvordan den var, men det var en mærkelig båd, den så ret hjemmelavet ud. 

Vi kørte ind i en park, der er lavet ved siden af færgelejet. Her kommer mange af de lokale med deres campingvogn i weekenden. Og det var samme vej tilbage igen - med færgen over floden. Betty-Ann kørte til Grimshaw, hvor vi var med inde og se grunden, de har købt. De skal til at bygge hus her i efterår, da Larry ikke kører bil mere. Huset har de købt i Edmonton, og det bliver leveret færdig i to dele. De støber og laver kælder, og så bliver det færdige hus sat herpå. 

Jeg er så glad for, at vi nåede at besøge dem, inden de flytter, det ville ikke være det samme at besøge dem et andet sted.

De ret brede og helt lige grusveje er meget godt vedligeholdt. Der er ingen huller i dem, og canadiernes fart er for det meste 80 km/timen - ikke så sært at det støver gudsjammerligt, når de kører. Også her har de haft meget lidt regn og høje temperaturer i lang tid, så det er meget tørt.

Larry har stadigvæk sin store humoristiske sans, selv om han er svækket meget af sin sygdom. Vi har fået vendt meget, snakket om ting, som vi hver især kan huske, og fået opfrisket mange ting. Bl.a. fortalte de om den gamle one-ton (en lille lastbil fra 1940’erne). Den blev stadig brugt lidt, mens jeg var hos dem. Larrys far, Harry, var med til i 40’erne at få strøm rundt til farmene i området, og til det købte han den gamle one-ton. Elværket har fået den restaureret, malet navn på den, som det oprindelig var, virkelig flot. Og nu er den kommet på museum. De viste os et billede fra sidst i 40’erne, som den oprindelig så ud, og et billede igen, da den var lavet rigtig fin. På begge billeder står Allan og Larry, først som små drenge og sidst for ikke så mange år siden.             

De fortalte også lidt om deres aner. Larrys bedsteforældre kom fra Ukraine, og Betty Anns kom fra Danmark og Sverige. 

Betty Ann havde fortalt mig i går, at hun arbejder sammen med Trudi, en schweitsisk pige, som også var trainee her i området i 76. Hun er blevet gift med en farmer her, og da Betty Ann fortalte om, at vi skulle komme, havde hun sagt, at hun gerne ville møde mig. Og da vi kørte forbi Betty Anns arbejde i Grimshaw, så hun, at Trudi var på arbejde, så vi gik derind. Det var sjovt at se hende igen. Hun havde selvfølgelig forandret sig, (det er jo kun mig, der ikke er kommet til at se meget ældre ud:-)!!!), men jeg kunne let kende hende, hun var stadig den samme kønne, smilende og sprudlende pige, som jeg husker, hun var for 38 år siden. Vi delte værelse i den uge vi var på Olds College, og vi har også festet meget sammen gennem sommeren. Og her oplevede vi igen den canadiske venlighed og gæstfrihed, både Betty Ann, Larry, Thorkild, og jeg blev budt på the, så vi sad alle sammen med bossen udenfor og snakkede - meget længe. En rar boss, men det havde Betty Ann allerede fortalt.

Til sidst kørte vi ud til Lake Cardinal, her var der blevet plantet rigtig mange træer, så det var ikke til at kende området igen. Betty Ann skulle lige på lidt indkøb, inden vi drog hjem igen.                                                 

Da vi kom hjem, sad der en seddel på døren fra John, en dansk trainee fra sommeren 81. Betty Ann ringede til ham, og så kom han tilbage igen sammen med sin kæreste. Betty Ann og jeg fik lavet noget at spise, og de spiste med. Bagefter sad vi igen udenfor og nød den dejlige aften.

Mod syd

Hinton, den 06.08.2014

I dag måtte vi sige farvel til Mitsy, Betty Ann og Larry. Det var svært - jeg tænker, om vi mon ses igen? Men vi måtte jo videre, og Betty Ann skulle også på arbejde, når de fik os sendt afsted.            

Vi kørte mod Grande Praire, hvor vi havde og indkøbs- og kaffestop. Betty Ann havde sendt sandwich, grønt og frugt med os - lækkert, det spiste i på en dejlig plet ved floden. Nu kørte vi sydpå mod Jasper Nationalpark, langs Smoky River til Hinton, det er lige før indgangen til parken. Vi fandt et lille motel, heldigvis ikke så dyrt, for vi synes, prisen på værelser er blevet højere og højere, som vi kommer frem. Heldigvis ser det ud til, at der er en del hostels i nationalparkerne.   

Som vi kom sydpå blev bakkerne større og større, og temperaturen faldt fra 25 til 13 grader i løbet af en time. Vi er ikke så højt oppe endnu, så det skyldes nok, at vi kom ind i et uvejr med lyn, torden og styrtregn. Da vi skulle ind på motellet, måtte vi sidde lidt i bilen og vente på, at regnen stilnede lidt af.                                        

På vej mod Hinton så vi ind i mellem et par hjorte, og der var en orangerød blomst, som jeg måtte kikke nærmere på. Thorkild fandt et sted uden for meget bakke og sving :-), så jeg kunne se på sagen. Det viste sig så, at det var den samme, som jeg så for et par dage siden i pink. Den kaldes indian paintbrush (tak for det, Anne!) - et sjovt navn, som Betty Ann og Larry også kendte.                           

Lige før Grande Cache kom vi forbi en kulmine - eller det er nok nærmere et kulbrud, det så umiddelbart ud til, at det er bjergsiden, de graver i. På Visitor Center i Grande Cache har de en fin udstilling om området, her kunne vi læse, at 75% af Canadas strømforbrug kommer fra kul. Og det minder mig om, at Betty Ann og Larry sagde, at det er rigtig, hvad vi gættede på omkring skiferolie og -gasudvinding, men at det, vi så fra flyet over Nordwest Territories, også kunne være guld- og diamantminer.      

Motellet, vi bor på her i Hinton, hedder Twin Pine Inn & Suites. Der er Wi-Fi, men det er dræbende langsomt! Og jeg kom jo lidt bagud med mit skriveri i Berwyn, det må jeg se at få indhentet igen.    

Jasper Nationalpark

Jasper, den 07-08-2014

Uha.. Nu er der allerede gået over en uge, siden vi kom.                               

Vi forlod Hinton og begyndte at køre ind mod bjergene og Jasper Nationalpark. Det har ikke været så godt vejr i dag, noget skyet, lidt regnvejr ind i mellem, og det er lidt øv - vejrudsigten siger overskyet og lidt regn de næste dage. De store, smukke panoramaer, vi gerne skulle se i løbet af de næste dage, skulle jo helst være i solskin. Temperaturen har i dag vekslet mellem 15 og 25 grader, afhængig af, hvor vi har befundet os.                                      

Ved Nationalpark indgangen skulle vi betale for at komme ind. Jeg havde store planer, og vores tidsplan holder fint, så vi købte til fire dage. Det koster 50 kr. pr. nat pr. person at være her.                                                                            

Vores første stop var ved Miette Hot Springs. Her løber 50 grader varmt vand ud fra klipperne forskellige steder, og svovlen farver stenene grønne. Synd, at jeg ikke kunne få lugten med på fotografiet, og dog - måske alligevel godt nok, det var ikke just en behagelig lugt. Der er lavet store svømmepøl med den naturlige varme vand, men vi sprang det over. På stien ind til nogle af stederne, vandet kom ud af klipperne, så jeg rigtig mange vilde blomster - og en ny - jeg kan i hvert fald ikke huske, jeg har set den før, en fin lille hvid blomst. Der var ranunkel, indian paintbrush, klokkeblomst, hvid okseøje, hvid- og rødkløver, rødkløveren måske lidt kraftigere i farven, musevikke, skjalder, pomeransurt, vejbred den lille lilla kurveblomst, som jeg tidligere har omtalt, hvid røllike og en fin lille pink røllike, noget så smukt osv. Inden vi forlod Miette, spiste vi frokost imens det var fint solskinsvejr.                             

Et sted på stien lå bjørnebæ, Thorkild siger godt nok, at jeg har en livlig fantasi - men det kunne da være, at det var rigtigt! 

Vi kørte nu langs Athabasca River, i øvrigt et sumpet område, ind mod Jasper. Vi havde fået en brochure med adresser på hostels, og vi prøvede at finde en, der lå langt op ad en smal, snoet vej. Men da vi kom derop, sad der et skilt på døren om åbningstiderne, det var først efter kl 17, og vi kunne jo ikke være sikker på, at der var en ledig seng. Det var et meget simpelt sted, en fem - seks skure, ingen elektricitet, et skilt om, hvor vi kunne hente vand, og sågar også et skilt om, at der var et offentlig toilet 2 km i pilens retning! Vi snakkede om, at det kunne være sjovt at prøve, men vi turde ikke vente til kl. 17, hvis vi blev nødt til at køre ned i byen igen og finde et andet sted. Så vi kørte tilbage til civilisationen igen, og på Informationscentret hang der en seddel med private indkvarteringssteder, så jeg prøvede at ringe til et par stykker, og vi fandt et ledigt værelse hos Val & Doug Witwicky, et udmærket sted - noget billigere end Motellerne. 

Der er meget trafik, og bedst som man tror, det er en turistbus, der kører bag os og vil overhale, ser vi, at det bare er en mobilhome - i busstørrelse - og med en bil spændt bag efter! Store forhold.                                    

Vi fik købt lidt ind og spiste vores aftensmad. Og nu har vi sat os op på terrassen og nyder den sidste aftensol, når ellers den ikke gemmer sig bag en sky, er her ret lunt. Og det er dejligt at komme her, internettet fungerer fint og er hurtigt, så jeg kan få indhentet det, jeg er kommet bag efter.                                                                          

Nu må jeg vist hellere gå i seng, lige pludselig har jeg lavet nogle linjer med en masse s'er, det er vist fordi hænderne er blevet noget tunge... Så vil jeg nyde en god nats søvn i et dejligt køligt værelse. Godnat.                         

Maligne Canyon

Jasper, den 08.08.2014

Vi vågnede op til øsende regnvejr, så vi dasede hele formiddagen, og jeg fik skrevet noget og ordnet billeder.

Regnen stilnede af, og da vi havde spist frokost, kørte vi til Maligne Canyon. Det er en meget dyb kløft, som Maligne floden løber i gennem. Klipperne består her mere eller mindre af sandsten og er eroderet af flodens gennemløb, så det har dannet underlige formationer, nogle steder løber vandet gennem huller, pludselig falder det dybt ned og buldrer voldsomt. Vi kunne høre det, længe før vi nåede kløften. Informationstavlerne oplyser om, hvordan istiden har formet landskabet. Jeg gik en tur ned langs kløften, der er forskellige ruter, man kan gå, jeg tog en på en time, men jeg kan mærke, at jeg ikke har været særlig aktiv nu i næsten to uger :-(!                           

Det er godt nok underligt at gå her i 15 graders varme og småfryse, for nogle få dage siden gik vi og svedte i 35 graders varme. 

På vejen ind til Maligne Lake så vi både en lille gedefamilie, og vi så også nogle hjorte, vi tror, det var white tailed deers. Nu begyndte solen at titte frem, og hullerne i skyerne blev større og større, så vi blev optimistiske og troede, at det var opklaring, som vil fortsætte i morgen. Men som vi nåede længere og længere ind til søen, blev det igen mere og mere overskyet. Ved søen begyndte det at regne, så vi gik ind på en restaurant og fik en kop kaffe. Hvis lige solen ville have skinnet lidt, ville det have været et smukt syn. Bjergene omkring søen er alle mellem 3.200 og 3.400 m høje med lidt sne på toppen. Søen er 28 km lang.                                                 

Vi begyndte at køre tilbage til Jasper igen, himlen var hel mørk, og det lynede. Vi kom pludselig ind i uvejret, temperaturen faldt til 3 grader, og på vejen lå der et tykt lag slud, uf!                                                             

Det klarede lidt op, da vi var tilbage i Jasper, så vi ville gå en tur i byen og købe lidt ind, men inden vi nåede tilbage igen, var det begyndt at regne. Jeg fik købt en lille folder med de vilde blomster, så nu kan jeg se, hvad deres engelske og latinske navne er.

Alt er rasende dyrt her, vi købte tomater for 5,50 kr. stykket, godt nok er de ikke små, men.....           

Vi spiste lidt aftensmad og gik en lille tur rundt i byen.

Icefields Parkway - og flere bjørne

Calgary, den 09.08.2014                                    

Vi forlod Jasper i 6 graders varme, uh, det var koldt.

Jeg har været så spændt på at køre strækningen Jasper - Lake Louise, Highway 93, også kaldet Icefields Parkway. Lonely Planet skriver: Majestætiske omgivelser, højdepunktet er ubetinget den enorme Columbia Icefield og dens mange gletsjere. Denne dynamiske opvisning i eroderende natur suppleres af brusende vandfald, akvamarinblå søer, dramatiske bjerge og pludselige glimt af en bjørn, en kronhjort, eller var det en elg

Jeg har nøje fulgt med i vejrudsigten, den tegnede ikke allerbedst, i går var det jo regn- og haglvejr meget af dagen, så da blev vi i Jasper. Men vi skulle jo videre, og det var på ovennævnte strækning, så jeg har håbet og håbet på, at det skulle blive fint vejr i dag, og det har været strålende solskin det meste af dagen. Fantastisk - ja, det er svært at finde ord for den overflod af skønhed, og af flora og fauna.                      

Vi kunne se, da vi kørte forbi Mt. Edith Cavell, at der var kommet lidt mere sne på siden i går, men det har også været koldt, og der er kommet en del nedbør.                                                                                                                                          

Første stop (ud over alle fotostop pladserne, som der er lavet rigtig mange af - og jeg tror, vi stoppede ved næsten alle) var Athabasca Falls. Vejen følger Athabasca floden syd på, og her er der et ret dybt fald, vandet buldrer ned i dybet, så det sprøjter op og danner regnbuer i solens stråler.

På vest siden af kløften vi kører i, er der et utal af sneklædte bjergtinder, på østsiden er der også høje toppe, men de fleste er under 3.000 m, så her er der ikke sne på toppen, men de changerer i mange forskellige nuancer - grønt, brunt, gult osv., så de er også med til at gøre landskabet smukt. 

Så nåede vi Sunwapta Falls, selvfølgelig lidt af det samme som Athabasca Falls, men her stod der en stor klippeblok lige midt i faldet, man undres over, hvilke forskellige materialer klipperne består af, siden den ikke er eroderet. På vej ind til floden ser jeg igen, at der gror potentilla vildt mange steder.   

Mange billeder sætter sig på nethinden (og i kameraet!). Jeg tænker, om mit kamera ikke kan løbe varm i løbet af dagen? Og så konstaterer jeg, at jeg er heldig at være født i digitalkameraets tidsalder - ellers ville det have taget mange filmruller!

Nu nærmede vi os Athabasca gletsjeren - den største gletsjer i Columbia Icefield. Her kan man tage en”isbus”, der kører op på gletsjeren, og man kan få lov at gå ud på gletsjeren. Vi har jo prøvet at gå på en gletsjer på New Zealand, så vi valgte det fra, vi ville hellere nå ned til Lake Louise, inden det blev for sent på eftermiddagen, når vi ikke havde reserveret noget overnatning på forhånd. Men vi spiste frokost med udsigt til gletsjeren - lidt koldt, 12 grader - men et helt fantastisk panorama. Gletsjeren kommer fra det højeste bjerg i Alberta - Mt. Columbia, 3.747m. 

Videre gik turen til Bow passet, her gik der en sti ind til Peyto Lake. Vegetationen er specielt her, der ligger sne 9 måneder om året, så det hele har travlt, når det endelig kommer i gang. Jeg fik flere nye planter her, og i Jasper købte jeg en lille folder, så nu må jeg til at se, om jeg kan finde navnene. Efter et kvarter nåede vi ind til søen - og et uendeligt smukt syn mødte os. Der var udsigt ned over en turkisgrøn sø, og solen skinnede fra en skyfri himmel - hvor er vi da heldige! Det er ofte Peyto søen, der er på reklamebilleder og i guide bøgerne, og det er endnu smukkere i virkeligheden. Gletsjersøerne får så intens en farve, fordi gletsjerne finmaler klipper og sten, og når lyset reflekteres i dette ”stenmel” under vandet, skaber det den lysende turkise farve.           

Gud må have været i godt humør, den dag han var nået til Alberta! :-)  

Men vi skulle jo videre, selv om det var svært at løsrive sig fra al den skønhed. Vi kom til flere søer, også her var der også en fin blomsterflor, stadigvæk er der mange gederams, dem synes jeg, at jeg har set på hele ruten, vi har kørt.

Og så, lige pludselig, holdt et par biler parkeret, så vi måtte finde ud af, hvad der foregik. Det var en bjørnemor med sin unge, der gik og spiste bær. De spiste uforstyrret videre, selv om der blev flere og flere folk, der nysgerrigt kikkede på. Det var dog fantastisk, at vi kunne være så heldige, vi stod længe og kikkede på de to.        

En stor oplevelse rigere kørte vi mod Lake Louise, hvor vi havde planlagt at overnatte. Jeg havde bestemt, at jeg ville gå en tur op bag ved søen, der skulle være et sted et par timers gang fra byen med udsigt til mange gletsjere, det ville jeg gerne opleve. Men først skulle vi finde et værelse, og vi gik på Informationscentret, hvor vi fik at vide, at alt her var optaget, så vi tog en hurtig kop kaffe, og jeg forsøgte at ringe til nogle overnatningssteder i Banff, men det lykkedes ikke at finde noget. Så kørte vi videre til Banff, ca. en time, vi tænkte, at det sikkert ville være nemmere, at finde noget, når vi kom dertil. Her gik vi igen på Visitor Information Center, dem er vi ved at kende nu. Men, men, men - de kunne kun oplyse, at alt var udsolgt og næste by, Canmore, kunne de informere om, at alt her også var udsolgt, så de foreslog, at vi kørte til Calgary - 130 km. Vi fandt en telefonboks, og jeg ringede til nogle moteller og fik booket et værelse på Canadas Best Value Inn. Så var det bare om at komme afsted - og farvel Lake Louise - og farvel Banff, det blev ikke denne gang, jeg fik set det!  

Trods vores indkvarteringsproblemer, blev det en god og begivenhedsrig dag - og vejrmæssig så det også lidt håbløst ud, men det blev jo så fint, så fint. 

Gondollift i Banff

Turner Valley, den 10.08.2014

I går aftes, da jeg skulle sove, var der mange indtryk, der skulle fordøjes. Mange billeder kørte gennem hovedet, en begivenhedsrig dag.

På motellet fik vi morgenmad med i prisen, så det benyttede vi os selvfølgelig af, inden vi kørte videre. Ikke det helt vildt spændende, men en anden slags müsli, og noget lidt mere tørt brød, en variation af det vi plejer at få.

Vi besluttede os for at køre tilbage til Banff National Park. Jeg fik ikke prøvet den gondoltur, som jeg havde planlagt, og vi ville også prøve at få refunderet noget af parkafgiften, vi havde jo betalt for fire dage, og det fik vSå vi satte kursen mod Banff, en smuk tur - først lidt fladt landbrugsland, derefter gennem Rockies Foothills, et kønt område med grønne bakker, som til sidst går over i bjerge.                                                                       

Da vi kom til Banff, købte jeg billet til gondolliften og stillede mig i køen, som var lang, men efter tre kvarter blev det min tur til at komme med op. Det er små kabiner, hvor der kun er plads til 4 personer. Turen op til Sulphur Mountain varede ti min, og det var selvfølgelig en smuk tur. Oppe på toppen, som er 2.255 m. o.h., kan man gå på stier, så man kan nyde panoramaet hele vejen rundt. Bjerge på alle sider, og dybt nede i dalen løber Bow River ved siden af vejen. Og i det fjerne er der en af de turkise søer - Lake Minnewanka.

Nede i Banff kan man skimte det store fine Banff Springs Hotel, som blev færdigt i 1888. Bygningen af jernbanen i slutningen af 1800-tallet ruinerede næsten landet, og det kan man også godt forstå, der har været mange forhindringer gennem Rocky Mountains, ikke så sært det blev dyrt. Men så byggede man fine hoteller, så togrejsende kunne overnatte herpå, og sammen med indtægten af togbilletterne og hotelophold fik man noget af det ind igen.

Heroppe på toppen futtede et utal af de små chipmunks rundt, de er noget så søde. Der er utallige skilte rundt om i parkerne, om at man ikke må fodre dyrene, men de små egern ville vist være meget mere sky, hvis ikke nogen fodrer dem ind imellem.

Nede igen mødte jeg Thorkild, som havde fået sig adskillige kopper kaffe og en enkelt muffin eller to, og vi kørte nu ud af Nationalparken igen. Det blev ikke så længe, som jeg havde planlagt, men vi fik set rigtig meget, og så må jeg have Lake Louise til gode til en anden gang, hvem ved?                                                     

Nu er rekorden med lange tog slået igen, i dag har jeg talt 133 vogne! Wau...                                              

Vi kørte langs Bow River forbi Ghost Lake - vi så nu ingen spøgelser, men derimod mange sejl- og små hurtige motorbåde. Canadierne forstår virkelig at bruge den natur, de har til rådighed. Videre til Cochrane, hvor vi drejede sydpå, gennem flere små landsbyer, hvor vi forsøgte at finde et motel, det lykkedes ikke lige med det samme, men da vi kom til Black Diamond, fik vi et værelse på Cowboy Trail Motel. Ikke alt er helt perfekt her, men nettet fungerer fint, det havde jeg ikke regnet med, da jeg så standarden her. Men fint, så kan jeg nå med igen med mit skriveri!     

På prærien

Fernie, den 11.08.2014

Nu må shortsene findes frem fra kufferten igen. Der var allerede 19 grader, da vi forlod Black Diamond. Ja, et sjovt navn - men jeg tror nu ikke, kineseren, som vi har boet hos i nat, har fundet ret mange diamanter, han har i hvert fald ikke brugt dem på restaurering og rengøring på sit motel! Og det er ikke fordi prisen er meget lavere end mange af de andre mere velfungerende steder, vi har overnattet. Vi synes, set i forhold til andre lande vi har rejst i, at overnatningerne er meget dyre her. Vi har betalt over 400 kr. i gennemsnit for en overnatning, og vi har prøvet at finde det billigste, men der er ikke hostels ret mange steder her.                      

Vi fortsatte mod syd, og i det fjerne kunne vi stadig se bjergene, landskabet vekslede nu mellem bakket og mere fladt land. Meget lå øde hen, nogle steder så vi kvæg og store marker med rundballer, andre steder var der kornmarker, men det lignede ikke noget, der ville give de store udbytter. Vi så et par cowboys drive med kvæget et sted - på hesteryg og selvfølgelig med de rigtige hatte på. Så vi blev enige om, at vi vist befandt os på prærien. Ude ved vejen vi kørte på, så vi mange steder en port ind til ranchene med ranchens navn på. Der var lange strækninger, der var så øde, så øde, et sted fortalte et skilt os, at der var 108 km til næste tankstation, så vi har vænnet os til ikke at køre tanken for langt ned i bilen.

Vi synes, det er fint med et andet landskab, vi er nok ved at være mættet af bjerge, selv om det er smukt. De bakkede områder op til bjergene kaldes Foothills, her var et område kaldet Boothills - mon det er fordi, støvler er højere end fødder? Nå, spøg til side! Et vandløb snor sig gennem græsmarkerne, små damme med masser af andefugle og en del små blomster på grøftekanten, jeg så tre nye i dag, spændende. Også underlige ting indimellem, et sted var der kasketter på alle hegnspælene, så tænker jeg, at ejeren må da have k.... i låget.               

Et skilt med teksten Extreme wind gusts next 20 km - ekstreme vindstød - fortalte os, hvorfor vi pludselig så to ret store vindmølleparker, det er først anden gang, vi har set vindmøller her i dette store land. Vi har også set oliepumper og gasanlæg på strækningen i dag, men det var kun i et lille område.                                     

Sulten meldte sig, og vi ledte længe efter en rasteplads, endelig fandt vi en i Leitch Collieries. Her var der lavet en plads med mange informationstavler om stedet. Der blev først i 1900-tallet bygget mange kulminer i området, Crowsnest Pass, og vi kunne også tydelig se i klipperne, at der var kul. På samme strækning var der i 1880erne blevet samlet et utal af kvæg fra B.C., som skulle smugles til Montana, hvor de skulle sælges, så det har været et centralt område omkring 1900-tallet. Et andet sted på strækningen var der beskrevet, at en stor limstensklippe på 90.000 tons skred ned og dækkede et område på tre km2 i løbet af halvanden minut, 70 mennesker blev dræbt.

Vi krydsede grænsen til British Columbia og kørte videre langs Elk River mod Fernie, her ville vi have en kop kaffe, have købt lidt ind og forsøge at finde et værelse. Igen gik vi på Visitor Info. Center, og vi fik en liste med muligheder. Vi kunne låne telefonen, og vi fik et værelse på The Raging Elk Hostel, et fint lille værelse.                     

Da vi havde fået vores bagage båret op på værelset, gik vi en tur rundt i byen - meget stille og roligt, temperaturen var nået op på 36 grader - så bliver ældre folk som os nødt til at tage den lidt med ro. Lige nu sidder vi i mørkningen på vandrehjemmets terrasse og nyder en kop kaffe og planlægger morgendagens tur. 

Træer, træer og flere træer

Grand Forks, den 12.08.2014                           

Så er vi allerede halvvejs igennem ferien... Dagene er bare røget afsted....                                                      

Vi startede dagen med pandekager, Thorkild kunne næsten ikke falde i søvn i går aftes, sådan som han glædede sig til at få pandekager til morgenmad. Der stod dej klar til os i hostellets køkken, så jeg lavede et par stykker til ham.

Temperaturen var faldet til 20 grader her til morgen, dejligt. Vi kørte mod Cranbrook, det var bakke op og bakke ned, ud og ind, og forfra, om igen og igen, knap 500 km. Jeg har brugt for meget af dagen til at ærgre mig over, at vi ændrede ruten. Vi havde en fin dag i går, men det har godt nok været et meget ensformigt landskab i dag. Temperaturen har kørt op og ned, lige fra 16 til 32 grader, og der har også været regnvejr ind imellem. Et sted så vi et skilt vise til nogle Hot Springs, Thorkild drejede af, for vi trængte til at se lidt spændende. Men ak og ve - lidt efter kom vi til et skilt, der fortalte, at der var 107 km dertil, så vi vendte rundt igen og kørte videre.                         

Videre gik det mod Creston, hvor vi spiste frokost, igen videre i zigzag gennem Salmo, Trail og Rossland, en gammel guldgraver by. Her var vi på Visitors Center og låne en telefon, så jeg kunne ringe og booke et motel i Grand Forks. Og nu er vi indkvarteret på Imperial Motel i Grand Forks.                                                         

Nogle af de ting, jeg har lagt mærke til i dag, er de mange fine vilde blomster, som er forskellige, enten vi kører oppe i højderne eller nede i dalene. Og af dyr, er det vist kun en ræv, der krydsede vejen, vi har set. Thorkild har set en kæmpestor flok gæs, der fløj lige forbi motellet.                                 

Der er åbenbart mange Jehovas vidner og mormoner i området, jeg har lagt mærke til en del bygninger, hvor det stod på. Jeg tænker, om det er fordi, vi det meste af dagen har kørt tæt på grænsen til USA? Jeg ved det ikke.

Vi spiste aftensmad på den fine terrasse på 1. sal, det var så dejligt at sidde der, solen skinnede ind imellem, og det blæste noget - dejligt, når der er 32 grader.                                    

Kettle Valley                             

Grand Forks, den 13.08.2014                           

Vi nød igen at sidde på terrassen og få morgenmad. Her virkede nettet fint, så vi prøvede at få bestilt billetter til færgen til Vancouver Island. Det lykkedes - også at få bilen med derover, så det hjalp på hængemulen! Nu er resten af turen planlagt, så skal vi bare holde tidsplanen, det er lidt mere afslappende.                                                      

Ruten, vi har kørt i dag, ligner meget landskabet fra i går. Vi har kørt gennem nogle små (tidligere) minebyer, der er næsten uddøde, og det ser så trist ud fordi, man bare lader alle gamle biler, maskiner og gammelt skrammel stå rundt om husene. Det ser ud som om, det er mange, mange år siden, det sidst har været brugt. Området er også meget tørt, selv nede i dalene, er det kun grønt der, hvor der er blevet vandet.                                

Vi spiste frokost i Kettle Valley Provincialpark. Der kunne vi sidde nede ved Kettle floden og høre vandet risle, vandet er så rent, så rent. De små chipmunks pilede afsted op og ned ad træerne. Her så jeg, mahonie gro vildt i skovbunden.

Og så manglede vi lige de sidste 150 km, inden vi nåede Kelowna i Okanagan Valley. Efter en kop kaffe måtte vi på udkik efter et sted at sove. Først var vi inde og se et hostel, men det så altså ud som om nogle af de unge mennesker, der sad der, røg moderne tobak, så det havde vi ikke lige lyst til at deltage i. Det lykkedes ikke helt at overholde budgettet, og efter at jeg havde ringet mindst ti steder op, fik vi et værelse på Howard Johnsom Motel. Der er ikke mange værelser ledigt her i området. Godt at komme ind på et værelse, der var kølet dejligt ned, nu var der blevet 34 graders varme. I dag har det været overskyet, men heldigvis tørvejr.

Det er en temmelig stor by, Kelowna, stor kontrast med al den trafik efter to dage i ødemarken.

Og i nat har vi fået en kingsize bed, vi plejer kun at have en queensize, og med det konvolut system i sengetøj, er det lidt svært med en smal seng. 

Okanagan Valley

Keremeos, den 14.08.2014

Morgenen startede med vafler med sirup, lækkert. Thorkild spiste for mange!                                          

Bo ringede til morgen, der var problemer med halmen. Han har travlt med at køre halm hjemme hos os, det er jo rart at rejse væk, og så kommer der alligevel halm ind!                                

Jeg har læst meget om Okanagan Valley, Lonely Planet skriver, at det er Canadas Nappa Valley (Californiens bedste vin dal) og British Columbias frugthave.                  

Det første jeg fik øje på, efter at vi var kørt ud af byen, var en stor mark med nogle brede røde rækker af noget, der var for rødt til at være lavendel, så vi måtte undersøge nærmere, hvad det var. Jeg ville nærmere på, men man kunne få nogle tanker om, om de har ansat straffefanger på farmen, for der var pigtråd ud mod vejen, og en port, der ikke kunne åbnes. Heldigvis kunne jeg zoome så meget ind med mit fine kamera, så jeg kunne se, at det var blomster - stauden solbrud - måske. Jeg har prøvet at google den, men umiddelbart kan jeg ikke finde noget om, hvad den kan bruges til - måske nogen kan fortælle mig det?

Vi kørte videre, og vejen gik nu langs Kalamalka søen, som ligger på den anden side af Highway 97. Søen er også turkisfarvet, men det var noget overskyet, og så kommer farven ikke så tydelig frem. I Armstrong gik vi på Info Centret, og her fik vi tips til dagens tur i Okanagan Valley, som er 180 km lang og Okanagan søen er lige så lang.

Jeg ville gerne en tur op i Silver Star Prov. Park, der skulle være mange alpine blomster. Men vi er nok nået lidt for langt hen på sommeren, der var blomster, men ikke så mange igen. Vi var blevet sultne men kunne ikke finde et bord, så vi spiste en klapsammen ved bilen. Derefter kørte vi ned til Okanagan søen, nu ville vi se på vinmarker, vi kørte ret længe inden vi fandt nogle vinplanter. Det viste sig, at vi var kommet til Grey Monk Winery, et gammelt familieforetagende. Der var meget fint her, vi nøjedes med at gå i restauranten og fik kaffe. Herfra var der den fineste udsigt over søen, men desværre var det begyndt at regne.       

Vi kørte nu mod syd, og her kom vi forbi mange Winery's og mange frugttræer, mest æbler, kirsebær og ferskner, men vist også andre ting. Vejen fulgte søen i rigtig mange kilometer, sikkert smukt i solskinsvejr, men det øsregnede, så det blev ikke den store oplevelse. Lonely Planet skriver ellers, at det er det mest solrige sted i Canada - så det er vist det, der kaldes at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt!                   

Det var blevet tiden til at finde et sted at overnatte. Vi spurgte på et par B&B, men optaget. I Keremeos fandt vi et ledigt værelse på det tredje motel, vi hørte på. Stedet hedder Sunset Motel, og det er en hel lille lejlighed vi har fået - og sandelig om ikke også her er Wi-Fi. Det vurderede vi ikke lige, da vi kom hertil :-).                                             

Efter vi havde spist aftensmad gik vi en tur i kvarteret. 

Lemon Pie og minedrift

Vancouver, den 15.08.2014

Det var heldigvis tørvejr, da vi vågnede.

Inden vi forlod Keremeos, kørte vi lidt rundt i dalen. Et specielt sted, hele vejen rundt rejser høje klipper sig næsten lodret, og så er der fladt i bunden. Overalt kan man se, der er vandet. Hvor der ikke er vandet, er alt tørt og brunt. Hele dalen er en stor frugthave, æbler, pærer, ferskner, blommer, kirsebær osv.                  

Sjovt, i mange af de små landsbyer, vi har været, er der mange asiater. Men her er der mange indere, vi købte frugt i går i en butik, der blev vi ekspederet af indere, på et motel, jeg var inde og spørge på, var det en inder, en indisk restaurant, og i dag ser vi, at der går flere af dem rundt.                                                                                                       

Der er pænt og ryddeligt rundt om husene og gårdene, det er da en fornøjelse at se, at der kan se sådan ud ude på landet. Da vi kører fra byen, kan vi se, at alle gamle biler er samlet et sted, god ide.    

Vi kørte videre og kom til en lille by, Hedley, og her så spændende ud, så vi stoppede. Der var museum i Visitor Centret, hvad der har været mange steder med mange fine udstillinger. Vi blev budt velkommen af en ældre gut med langt skæg og selvfølgelig cowboyhat og -støvler. Mens vi gik rundt, kom han flere gange og fortalte om minedriften. Man startede i 1904 med at bygge minen, og i 1955 var der ikke mere tilbage.                

Så var der en lille kaffestue, bordene var dækket med fine hvide gamle broderede duge, fine kopper og en vase med plasticblomster! Vi skulle da have en kop kaffe, men der var også kage - endda en lemon-meringue pie, min absolutte favorit for 38 år siden, så selv om det var midt på formiddagen (da må vi ikke få kage), blev vi altså nødt til at have et stykke pie, og det smagte himmelsk - lige så godt, som jeg husker det!

Videre gennem Similkameen Valley, hvor vejen fulgte floden af samme navn til Princeton, her fik vi købt lidt ind, og nu skulle vi finde et bord, så vi kunne spise frokost. Vi kørte og kørte, men ingen bord, vi kom længere og længere op i bjergene. Pludselig kunne se tyk sort røg længere oppe på vejen, og vi blev stoppet. Det var en bil med en hestetrailer, der brændte. Der havde åbenbart været får i traileren, for der stod en mand med fem-seks får et stykke derfra, stakkels dyr, de så meget skræmte ud. Men langt om længe var der nogen, der fik organiseret noget styring af trafikken, så vi kunne køre forbi. Og efter nogen tid kom der en rasteplads, hvor vi spiste vores sene frokost.

 Vi kørte videre og kom til Manning Prov. Park. Thorkild trængte til en powernap, og på en tavle var der vist en rute ind i skoven, som jeg ville gå. Det var en fin tur, det virkede meget regnskovsagtig, høj luftfugtighed, utrolig grønt i bunden selv om de store træer skyggede så meget, at det var ret mørkt derinde.                       

Vi havde kørt nedad gennem lang tid, og dalen, som vi nu kørte igennem hed Sunshine Valley, men det skyede mere og mere til. Ved fire tiden nåede vi Hope, hvor vi besluttede at finde et sted at overnatte. Vi gik ind og fik kaffe, mens vi fandt ud af, hvor vi ville spørge på overnatning. Første sted var Lucky Strike Motel, og det valgte vi.

Efter aftensmaden gik vi en tur i parken, her spiste jeg brombær, og vi var ude ved stedet, hvor Coquihalla River løber ud i Fraser River, men der er ikke så meget vand i den på denne årstid.                

Da vi kom hjem, ville vi booke de sidste overnatninger på hostellet, vi boede på i Vancouver, men alt udsolgt! Der er to andre hostels i Vancouver downtown - men de var også booket helt op! Så var gode råd dyre. Vi fandt et hostel langt fra centrum, og det eneste, der var ledigt, var en seng på hhv. kvinders- og mænds sovesal - øv, det gider vi ikke, men vi gider heller ikke betale 600 - 700 kr. for en overnatning på hotel, så vi bookede hostellet. Men senere søgte vi på privat udlejning, og vi har sendt en forespørgsel, så det er rigtig spændende, hvad de svarer i morgen.

Tilbage i Vancouver

Vancouver, den 16.08.2014

Uha, det var spændende at få lukket mailboxen op i dag - og jo, der var besked fra airbnb.ca, vi kan få det værelse, vi fandt, hos en privat udlejer. Det er rigtig godt - jeg skyndte mig at afbestille hostellet!                      

Vores første mål i dag var Bridal Falls. Her gik vi med en sti gennem skoven op til et vandfald. Det er ikke meget vand, der løber omk. 60 meter ned, men det løber så flot ned over nogle klipper, så det danner det smukkeste vandfald. Vandet løber ned i Fraser River. Skoven, vi gik igennem op til vandfaldet, var næsten helt troldeagtigt på samme måde, som det jeg gik igennem i går. Der er så fugtigt, så der er flere hundrede forskellige slags mosser, og træernes grene er helt dækket med mos. Jeg fandt også to nye blomster derinde.                               

Jeg har set, at der flere steder gror hjortetak vildt. Og igen er jeg stødt på natlys - og nu tror jeg, at jeg er kommet i tanke om, hvad en plante, som jeg har set mange steder, hedder - jeg tror, det er kongelys. Vi nærmede os Vancouver, og området var blevet fladt og grønt, det er vist Fraser flodens delta. Her var lidt større landbrug, end vi ellers har set længe. 

Herefter kørte vi videre mod Vancouver. Vi fandt et sted, vi kunne få en kop kaffe, og her bestemte vi, at vi ville prøve at køre ind og finde stedet, hvor vi har booket de tre nætter næste uge, når vi kommer tilbage fra Vancouver Island. Det er i Burnaby bydelen, heldigvis har vi GPS’en med, så det gik nemt med at finde stedet. Vi håbede, at vi kunne få et værelse her i nat - og måske de næste to nætter.                       

Og hvilket sted! Damen hedder Sandra, og hun bor sammen med sin lille hund Billy og en kat. Vi kunne godt få et værelse hos hende, men det blev i kælderen hos hendes nabo. Naboen er en gammel mand, som hun åbenbart tager sig af, og så er hun ved at restaurere han hus, så hun kan leje værelser ud der. Der bor alle mulige forskellige mennesker her hos hende. Alle går ud og ind, og vi skal bare bruge hendes køkken og hvad, der er i skabene. Der bor et ungt tysk par, som har en lille hund, Lialow, der ligner Chica meget, den er noget så sød. Den har meget samme temperament som Chica, den driller Sandras hund lige så meget, som Chica driller Lises Riffel.                                                          

Da vi havde fået lidt aftensmad, gik vi en tur i kvarteret for at finde ud af, hvordan vi kommer til Metroen, når vi har afleveret bilen næste weekend. 

Thorkild lavede kaffe til os, og vi sad og snakkede med Sandra, inden vi gik over i seng, det vil sige, jeg ligger på en madras på gulvet. 

Treetops walking

Vancouver, den 17.08.2014

Vi har sovet fint i nat, selv om det har været ret primitivt. Det er altså et pudsigt sted, vi er havnet, alle går ud og ind, og pludselig kommer der en mand ind i hvidt jakkesæt med butterfly, hat og hvide handsker. Han kom og hilste på os, og gik så igen, og sådan er det hele tiden, det er noget af en oplevelse. Der bor et par kinesere, en ung koreansk mor med sin datter, en ung fyr fra Taiwan og det unge tyske par med hunden Lialow, der også føler sig meget hjemme her, osv. osv.

Efter morgenmaden startede vi vor tur med at køre til Nord Vancouver. Her ville jeg ind i en park, hvor der er en 140 m lang hængebro, Capilano Suspension Bridge, der går over Capilano Kløften, som er 70 m dyb. I parken er der også lavet gangbroer langs klippesiden og en sti med mindre hængebroer højt oppe mellem træerne, jeg prøvede at lade være med at kikke for meget ned. Den store hængebro svinger så meget, så man ikke kan hold balancen uden at holde ved gelænderet - det giver lidt af et adrenalinsus at gå over! Området er tempereret regnskov, der er mange informationstavler, der fortæller om regnskovens flora og fauna, det var ret spændende. Nogle af douglasgranerne er mere end 500 år gamle og ufattelig høje.

Så ville jeg gerne op til Grouse Mountain, men det var nu hurtig overstået, for vi kunne ikke finde et sted med udsigt over byen, undtagen vi tog en lift op til toppen eller en flere timers vandretur. Thorkild kan ikke rigtig holde til så lang en tur, og jeg syntes, at han havde kedet sig længe nok (drukket kaffe nok), så det droppede jeg. I stedet kørte vi til Cleveland Dam. I 1954 byggede man en dæmning på Capilano floden for at få rent drikkevand nok til Vancouvers borgere. Dæmningen er 97 m høj, og der er brugt 109 mil. m3 beton.

Nu var det klaret op, solen skinnede fra en fin blå himmel - dejligt! Så kørte vi lidt op ad Highway 99 - Sea to Sky Highway - jeg håbede på, at der var et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se hele Vancouver, men det fandt vi ikke, selv om vi kørte længe rundt. Vi opgav, gik ind og fik en kop kaffe og kage, inden vi kørte hjem igen.                          

Sandra havde været på Tim Hortons og købe en hel kasse doughnuts, som vi alle bare skulle forsyne os med

Næsten i USA

Vancouver, den 18.08.2014

I dag fik vi booket de fire nætter på to forskellige moteller på Vancouver Island, hvor vi jo sejler til i morgen.

Vi spurgte Sandra i går aftes, hvad hun kunne anbefale os at se i dag. Hun foreslog, at vi kunne køre til White Rock, en lille by på kysten syd for Vancouver, og et monument ved grænsen til USA.                              

Så vi startede med at køre til White Rock. Byen ligger højt, og gaderne går meget stejlt ned til vandet. Der var mange mennesker nede ved vandet og bade, selv om der ingen strand er, kun en smal strimmel græs inden stenene.

 Vi fik en burger, inden vi kørte videre til grænsen til USA. Der er et fint 20 m højt hvidt monument, Peace Arch, bygget som en port i 1921. USA's og Canadas flag er på toppen, en gitterport på hver side står åben, og der er en inskription ved siden af: May these gates never be closed. På USA-siden står inskriptionen som en frise: Children of a common mother - Børn af den samme moder, og på den canadiske side står: Brethren dwelling together in unity - Må brødre bo sammen i enighed. Godt nok alt sammen, men, men, men..... vi kom med ind i den kø, der skulle krydse grænsen ind i USA, og vi var helt klar over, at det ville give os store problemer, så Thorkild fik drejet på tværs ind mellem bilerne, og så fik vi vendt rundt og ind i køen mellem dem, der skulle krydse grænsen ind i Canada. Det var så heldigt, at jeg havde vores pas med i bilen, men den unge dame, der sad og kontrollerede pas, kunne absolut ikke se det sjove i, at vi havde kludret godt og grundigt i det :-).

Nu ville vi prøve, om vi havde bedre held med næste stop. Vi kørte til New Westminster, hvor vi skulle se et hyggeligt område på en gammel havn. Her skulle vi også se verdens højeste tinsoldat. Han var så høj, så jeg slet ikke så ham, så jeg gik lige forbi ham ind på Visitor Info og spurgte, hvor han stod - de grinede lidt af mig, da de sagde til mig, at jeg bare skulle vende mig om.....

Inden vi kørte hjem, fik vi købt lidt ind til aftensmaden. Og så dukkede endnu flere nye mennesker op, der er gang i den her i huset. 

Med færge over Georgia Strædet

Nanaimo, den 19.08.2014

Online igen! Det har ikke fungeret de sidste par dage. Og nu er der mindre end en uge igen her i Canaca, så nu tror jeg, at jeg opgiver at maile mere. Jeg har forsøgt de sidste 14 dage at sende en hilsen til jer derhjemme, men det er kun få mails, der er gået igennem, underligt???                                                 

Vi pakkede og forlod Sandras hus i Burnaby, det var jo ikke et farvel - men et ”på gensyn” på lørdag.                          

Det var ret overskyet, da vi kørte fra Vancouver, men da vi kom til Horseshore Bay, begyndte det at klare op. Det var rigtig godt, for sejlturen blev jo meget smukkere af, at himlen var blå, og solen skinnede. Sandra er født og opvokset på Vancouver Island, og hun har også arbejdet en del år her, så hun kender selvfølgelig meget til forholdene. Hun sagde, at vi nemt kunne være heldige at se hvaler og delfiner fra færgen.                                                

Sejlturen fra Horseshore Bay til Nanaimo på Vancouver Island tager godt 1½ time, og vi stod oppe på soldækket hele turen, men vi fik nu ingen hvaler eller delfiner at se, så vi håber på bedre held på turen tilbage til fastlandet. Vi så nogle slæbebåde, der trak masser af træstammer, en anden trak et par containere fyldt med noget, der lignede savsmuld. 

Da vi var kommet i land i Nanaimo, kørte vi op i centrum, og vi satte os på en fortovsrestaurant og fik kaffe. Mens vi sad der, fik vi øje på vores indkvarteringssted, The Painted Turtle Guesthouse. Det er et pænt og rent sted i forhold til de andre hostels, vi har været på. Men de har ingen parkeringsplads, så vi parkerede først uden for en værtshus, men der var et skilt med bål og brand og alverdens trusler.  

Thorkild fik sig en lille powernap, mens jeg læste om området, så vi kan få planlagt dagen i morgen.

Efter vi havde spist aftensmad flyttede vi bilen. Pigen i receptionen havde sagt til os, at vi bare kunne sætte bilen på en to timers parkeringsplads efter kl. 16, for da går P-vagterne hjem, og de kommer ikke før kl. 9 i morgen tidlig. Og så gik vi en tur ned til havnen. Her ligger mange sejlbåde, også et par giganter - (som vi kender dem fra Spanien) - med amerikansk flag! 

Vancouver Island

Nanaimo, den 20.08.2014

Vi startede med at køre sydpå, vi ville køre ind i Cowichan Valley, her skulle være en del farme, en del vingårde og frugtavl, men for at få lidt mere information at gå efter, kørte vi ind i Chemainus til Visitors Info. Det var fint, for her var der meget at se på. Først var der et lokalt marked med mange forskellige boder, bl.a. håndlavede smykker, lokalt forarbejdede fødevarer, f.eks. honning, olie, syltetøj osv., og det måtte jeg lige se på. Så var vi inde på byens museum, som sædvanlig rigtig spændende, vi så bl.a. en motorsav, formodentlig fra 1905. Videre på turen gennem byen hørte jeg pludselig noget musik, det var en indianer, der spillede på fløjte. Jeg måtte nærmere, og han solgte CD’er, jeg blev nødt til at købe en med hjem.

I byen er der bevaret og restaureret mange af de gamle huse, og byen betegnes som ”verdens største udendørs galleri”, fordi der er 41 huse, der er dekoreret med malerier af hverdagssituationer gennem mange år, det var meget imponerende. Emily Carr, en kendt canadisk maler (1871 - 1945), er en af de mange kunstnere, der beskriver byens historie i billederne. 

Men det var jo Info Centret, vi skulle finde. Her fik jeg kort og information om området, og da vi havde spist lidt frokost kørte vi videre. Vi kom omkring mange små veje og forbi forskellige kvægfarme og vinmarker, men vi fandt nu ikke mange marker med frugtavl.                                                                                                                                                

I området syd for Duncan, er der to Cowichan indianer reservater, og her kom vi forbi en begravelsesplads, det er altid interessant at se, så vi gik rundt og så på gravstederne. Det var trist at se, at der kun var meget få, der var blevet over 50 år, der var mange børn og mange unge. Og en anden iøjnefaldende ting var, at der ikke var ret mange af gravene, der var fra før år 2000, kun nogle få fra sidst i 1980’erne og -90’erne, det fortæller måske, at de ret hurtigt bliver slettet? Det kan selvfølgelig også skyldes, at de har fundet en ny plads, men noget tydede på, at der var mange gamle grave, men at der ikke var noget på dem mere. På gravene var der bare et hvidt trækors med bogstaver klistret på, og der lå meget underligt tingeltangel og mange plasticblomster på.

Vi fortsatte på de små veje ud mod østkysten, og vi kom til Cowichan Bay. Det er en lille by, det var næsten umuligt at finde en p-plads, vi tror, det er fordi, at der herfra går flere bådruter ud for at se hvaler. Der var stort set ikke andet en mange souvenir butikker, så vi skyndte os at køre igen, og vi stoppede i Duncan, hvor vi fik en kop kaffe og et stykke æblepie, inden vi kørte tilbage til Nanaimo.                                                                   

Jeg har vist skrevet før, at det canadiske folk er meget venlige, og de er meget tålmodige og hensynsfulde i trafikken. I dag holdte vi i et lyskryds og skulle dreje til venstre. Der er separat lysregulering mange steder for at dreje til venstre, og vi kunne ikke forstå, at der aldrig kom grønt lys for os, men så kom ham, der holdt bag os, og bankede på ruden, han sagde, at vi skulle køre lidt længere frem i krydset, ellers kunne den sensor, der skulle lave grønt lys for os, ikke opfange, at vi holdte der. Det er vist tålmodighed af højeste grad...                                           

Der er ikke så mange vilde blomster her, cikorien er her, og så har jeg set en vild ærteblomst mange steder. Vi har også set svaler i dag. 

Butchart Gardens

Victoria, den 21.08.2014

I dag skulle vi flytte sydpå til Victoria. Vores første stop var i Duncan, her ville vi se de mange totempæle i centrum. De er lavet af forskellige nulevende indianske kunstnere. Der er tavler ved hver enkelt totempæl, der fortæller om kunstneren samt om betydningen af de forskellige ting, som pælen symboliserer - ret spændende at få et lille indblik i den gamle indianske kultur.                     

Vores næste mål var The Butchart Gardens. Denne ubeskrivelig smukke park dækker 22 ha., men parken, som vi går i, vil jeg skyde på, er det halve af arealet. Historien bag parken begynder med Jennie Butcharts ide om at forskønne det nedlagte stenbrud, som leverede kalk til hendes mand, Robert Butcharts nærliggende cementfabrik i 1904. Hun fik mange tons muld fra omkringliggende farme kørt til bruddet, og lidt efter lidt blev haven anlagt. Allerede sidst i 1920'erne havde haven mere end 50.000 besøgende, og i dag har den omkring en mil. besøgende om året. Parken er stadig privat ejet og drevet af efterkommere af Jennie og Robert Butchart.

Parken er delt op i flere haver. Den største er den smukkeste, her går man rundt på snoede stier mellem et utal af blomster og træer. I midten er der en stor klippe, der også er beplantet, her kan man gå op og få et skue ud over denne overflod af skønhed. For enden af denne store smukke dal er der en sø, hvori der er et springvand. Der er en rosenhave, hvor Danmark også er repræsenteret med nogle af vores sorter, bl.a. Karen Blixen, Ingrid Bergman og Hanne. Desuden er der en japansk have, en lille italiensk have, en middelhavs have og områder med stauder og georginer, der binder det hele sammen. Og hvor har vi været heldige - solen har skinnet hele tiden, mens vi var der, den har gjort de mange farver endnu skønnere og klarere. Jeg tror, når jeg skal sove i aften, at alle indtrykkene vil rulle forbi, sådan plejer jeg at have det, når Kirsten og jeg har været til Åbne Haver, og jeg tror næsten, det her bliver x 100! :-)

I havens informationscenter viste en video, hvordan haven ser ud i foråret med løgplanter, det kunne altså også være dejligt at få det at se! Alt var professionelt - selv folderen med forklaring og kort over haven fandtes på mange sprog - selv på dansk - og den er ikke bare oversat af Google.

Mætte af indtryk kørte vi til Victoria til Robin Hood Motellet og spiste lidt aftensmad.

Victoria

Victoria, den 22.08.2014

I dag har vi været på sightseeing i Victoria.                                                         

Victoria huser halvdelen af de 700.000, der bor på Vancouver Island. Den er provinshovedstaden i British Columbia. I midten af forrige århundrede nåede rygterne om guldfund ved Fraser River til guldgraverne i Californien, og mange drog nordpå til Canada. De skulle have en tilladelse til at grave guld, og den skulle de have i Victoria, så indbyggertallet steg fra 500 til 35.000 på nogle få måneder. Briterne gjorde straks krav på området og etablerede British Columbia.

Vi startede med at gå langs havnen, herfra afgår bl.a. skibe med hval sightseeing og havnerundfart, vandtaxaer og vandfly. Det er lidt sjovt, at der er en flyveplads på havnen, vi hørte i højttaleren, at der var sidste udkald til afgang på et fly, fuldstændig som i en anden lufthavn, bare at det er udendørs og på en havnekaj. Hvis flyet skal flyttes lidt frem eller tilbage ved kajen, trækker en person bare i en snor, der er bundet på flyet. Og der er en livlig trafik i havnen, hvor færger, fly, sejlbåde osv. futter rundt mellem hinanden.                                                                           

Vi gik mod Parlamentsbygningen, som ligger ud til havnen. Man kan komme ind og se bygningen, dog må publikum ikke komme ind i det, der svarer til vores folketingssal. Det er en stor imponerende bygning fra 1898 med kupler, spir og mosaikvinduer, og den huser stadig provinsparlamentet, selv om Vancouver langt har overhalet Victoria i indbyggertal.

Tæt på Parlamenter ligger Empress Hotel, vi nøjedes med at gå forbi og tage et billede af det, for man skal betale omkring 50 $ (1 CA $ = 5 DKK) for afternoon the med tilbehør! Desuden har vi vist ikke det rigtige tøj med i kufferten!

Craigdarroch Castle er et lille slot, der ligger lidt uden for centrum. Slottet blev bygget i 1887 af en stenrig kulbaron, som døde inden, det var færdigbygget, men hans kone flyttede ind i det med sine børn, og det blev i familiens eje i mange generationer. I årene 1919 - 1921 var det anvendt til militærhospital, og senere blev der college i det. Der er 39 værelser i fire etager plus et tårn. Værelserne er fyldt med tidssvarende møbler og indbo.                             

Efter al den kultur trængte vi til kaffe, så vi gik tilbage i Downtown, hvor der var endnu flere mennesker kommet til. På vej derned kom vi forbi en patchwork butik, jeg blev nødt til at kikke derind, og der var også et par små stykker stof, jeg blev nødt til at købe.           

Vi gik på havnepromenaden tilbage til bilen. Her stødte vi ind i en flok canadagæs - første gang Thorkild har gået midt i en flok gæs - og sikkert også den sidste!                                                  

Lonely Planet skriver, at Parlamentsbygningen er oplyst som et juletræ om aftenen, så vi måtte en tur ned i Downtown igen, efter at vi havde spist aftensmad. Og det var et smukt syn, men jeg synes nok, det lugter lidt for meget af jul - jeg kom helt i London-stemning. Det er ikke kun Parlamentet, der er julelys på, det er der på mange bygninger, og selv hestekareterne er med julebelysning.                                                          

Da jeg for lidt siden stod og børstede tænder, begyndte vandet pludselig at dryppe ret kraftigt ned fra lampen i loftet, så jeg smed tandbørsten, hoppede i lidt tøj og løb, alt hvad jeg kunne ned i receptionen for at fortælle det. Receptionisten sagde, at det skulle jeg bare tage roligt, det var dem ovenpå, der var i brusebad. Mit næste spørgsmål var så, hvornår det ville stoppe - jamen det ville det, når de blev færdige med at bade! Nåh ja, selvfølgelig - så kunne jeg da tage det helt roligt!!! - og det er også stoppet nu, så kan vi da sove trygt i nat.

Vancouver igen

Burnaby, den 23.08.2014

Vi forlod Victoria og kørte mod Swartz Bay for at komme med færgen til Tsawwassen. Vi havde booket billet til kl. 12, men vi kom i god tid, så vi blev tilbudt at komme med færgen, der sejlede kl. 11, og det ville vi da gerne. Det blev en rigtig fin tur, solen skinnede, og ruten gik ind og ud mellem mange små øer, nogle steder tvivlede man på, at så stor en færge kunne komme igennem, men igennem kom vi selvfølgelig.              

Bilen skulle jo afleveres i dag, så vi kørte til Burnaby, til Sandras hus, hvor vi skal overnatte de næste tre dage. Hun var i haven, da vi kom, og hun sagde velkommen hjem - herligt. Hun havde lovet os, at hun ville hente os hos AVIS, når vi havde afleveret bilen, så efter vi havde fået lidt at spise, kørte vi derud. Det var næsten helt vemodigt at sige farvel til vores fine lille bil, som vi har kørt 5.600 km i - på godt tre uger.           

Vi har fået et værelse i kælderen i Sandras eget hus, det er luksus i forhold til sidst, vi boede hos hende. Vi blev inviteret på kinesisk mad i aften. De to kinesiske drenge, der bor her, havde besøg af tre kinesiske piger, de læser sammen med, og den ene af pigerne lavede mad. Vi smagte lidt af det hele, det var vældig spændende at snakke med dem. Senere kom der en anden ung fyr, der skal overnatte her, han har været til mesterskab i Cube (terningen med seks farver, der skal pusles på plads), han viste os, hvordan man gør - på under 20 sekunder kunne han lave den. 

Stanley Park

Vancouver, den 24.08.2014

I dag har vi jo ikke bil mere, så vi tog Skytrain til Waterfront. Vi købte billet til Hop-on Hop-of bussen for to dage, og vi tog den første tur rundt i byen. På samme billet kan man komme med en bus rundt i Stanley Park og en færgetur til Granville Island. I dag tog vi busturen i Stanley Park, som er en halvø på 400 ha. Næsten hele området er dækket af tempereret regnskov, men der er også et par søer, og mod vest - ud mod Stillehavet - er der badestrand et par steder. Highway 1 går tværs over øen og videre over broen Lions Gate Bridge til Nord Vancouver. Der er anlagt mange vandre- og cykelstier inde i skoven, og hele vejen rundt langs vandet er der også stier. Inde i parken er der en rosenhave, en plads med totempæle, nogle restauranter osv.                 

Tilbage ved Waterfront igen stod vi af bussen, gik ned på Canada Place, og her spiste vi lidt frokost på Subway. Jeg havde besluttet, at jeg ville tage turen rundt om parken på cykel, så jeg gik ned på Georgia St. og fandt en cykeludlejningsfirma. Jeg blev udstyret med en fin lysegrøn cykel, cykelhjelm og lås, og så startede jeg på turen rundt om parken. Solen skinnede, temperaturen var dejlig og en frisk vind kølede godt, så ret meget bedre kunne det ikke blive.

Turen rundt langs kysten er 8 km, og det er en rigtig smuk tur. Første del af turen rundt er med udsigt til Downtowns lysende glasgrønne skyskrabere og en af lystbådehavnene. Og når man kommer på nordsiden kan man se de enormt store containerskibe sejle ud og ind - først tror man, at de slet ikke kan sejle under Lions Gate Bridge, som er meget høj, men jo - det gik alligevel.           

Pludselig sidder Den Lille Havfrue på en sten, nej det er A girl in a wetsuit, men hun er nu ikke lige så fin som vores lille havfrue. Så kommer man rundt på kysten ud mod Stillehavet - eller det er jo Georgiastrædet - her er høje klipper - The Seawall, som man cykler tæt op ad, forbi Siwash Rock, en lille klippe, der stikker op lidt ude i vandet - næsten som Skarreklit, bare i mindre format. Videre forbi de to badestrande og en stor swimmingpool, der er bygget på kanten af halvøen.

Jeg ville også en tur ind i skoven. Det var en hel anden verden, jeg kom ind i. Ude på kyststien var det næsten umuligt at være for cyklister, fodgængere og rulleskøjte- og skatebord løbere, og så lige pludselig - fuldstændig ro og næsten mørkt på stien inde mellem de ufatteligt høje træer. Her skulle være vaskebjørne, jeg var desværre ikke heldig at se nogen, jeg så kun et lille sort egern. Rundt langs kysten og inde ved en af søerne, så jeg en del ænder og især gæs.

Jeg skulle til at slutte turen og have afleveret cyklen igen, Thorkild og jeg havde bestemt, at vi skulle mødes på en cafe tæt på Waterfront Station, men på vej derop mødtes vi, så vi fik lige en kop kaffe (jeg var i stor kaffeunderskud) inden, vi tog Skytrain tilbage til Burnaby.

 Granville Island og middag på 42. etage

Vancouver, den 25.08.2014

I dag tog vi med Skytrain til Waterfront Station, hvorfra vi kom med en pink dobbeltdækkerbus Hop-on hop-of. Vi stod af ved Burrard Bridge, og her kom vi med en lille bitte færge til Granville Island. Vi ville se Granville Island Public Market, som er et kæmpe fødevaremarked. Frisk fisk, skaldyr, kød, frugt, grønsager, ost, forskellige delikatesser fra hele British Columbia osv. osv. Det hele er udbudt rent, lækkert og indbydende, så også selv om man ikke skal købe noget, er det en fornøjelse at gå rundt og kikke på herlighederne. Der er også en del boder med kunsthåndværk, smykker osv. En gade er fyldt med lækkerier fra alverdens steder, vietnamesisk, kinesisk, thaimad, canadiske specialiteter og guf, som man kan sidde og nyde ved cafeborde.

Tilbage med den lille færge igen hoppede vi endnu en gang på bussen, og vi kørte med til Canada Plads, hvor vi fandt Subway og fik os en burger. Vi havde købt en dagskort til transportsystemet i byen, så kunne vi tage med Seabusssen over Burrard Inlet over til North Vancouver, som ligger på en skråning ned mod vandet. Her tog vi en bus, der bare kørte op og op, og efter vi havde gået lidt rundt og fået købt brød, tog vi bussen ned igen til Seabussen, så vi kunne komme tilbage til Waterfront.     

Herfra (sikke dog en transport i dag.) tog Thorkild Hop-on bussen igen, nu skulle vi have vores bryllupsdagsmiddag, som vi blev snydt for den 30. juli. Jeg valgte at gå, jeg synes, at jeg havde kørt nok i bus i dag. Jeg gik ind og bestilte bord, heldig at der er elevator - Cloud 9, som restauranten på toppen af Empire Landmark Hotel hedder, ligger på 42. etage. Thorkild kom med bussen tidligere end forventet, men han fandt mig på en Starbucks, jeg mente, jeg kunne nå en kop kaffe, inden han kom.             

Jeg fik skiftet shortsene ud med knæbukser og blev fingerfriseret, og så kørte vi op på 42. etage. Vi fik en bord ved vinduet, og så gav vi den hele armen - en flaske rødvin og en tre retters menu - ih, det var dejligt! Så kunne vi sidde der og nyde den mest fantastiske udsigt, nu kunne vi genkende mange steder. Restauranten drejer rundt, det tager godt en time hele vejen rundt. Og der var en fabelagtig smuk solnedgang over Georgia Strædet, vi var så heldige, at vi nåede rundt, så det passede med, at vi havde udsigten til solnedgangen. Vi kunne også lige nå at få set lysene blive tændt i byen, inden vi forlod restauranten og kørte hjem med The Skytrain. 

Det lakker mod enden

Vancouver, den 26.08.2014

Vi måtte tage afsked med Sandra i dag, og hun lovede os, hvis vi skulle få brug for overnatning en anden gang, kan vi bare dukke op, der er altid en plads et eller andet sted. Det har virkelig været en oplevelse at bo hos hende, jeg er sikker på, at hun bliver en af minderne fra vores Canadatur, vi aldrig vil glemme.                              

Vi fik afleveret vores bagage på hostellet, kufferterne er blevet så tunge, det forstår jeg ikke....          

Formiddagen brugte vi på at gå gennem Gastown til Chinatown. Gastown er stedet, hvor hjemløse, misbrugere og andre på samfundets nederste trin lever. Jeg bliver så trist til mode ved at gå igennem gaderne her, der er mange, der ser ud som om, de ikke har noget godt liv, det er så trist. Bedre ser der ud i Chinatown, her er der pæne butikker, der udbyder fine fødevarer, men varer, som jeg helst ikke ville spise. Der er tørret fisk og skaldyr, tørret tang og svampe, nødder, krydderier og meget andet, som jeg ikke ved hvad er. Gadelamperne er malet røde i bydelen, rødt er symbolet for glæde og lykke i Kina. Alle skilte, butiksnavne osv. er på kinesisk, så man glemmer helt, at man er i Canada.         

Hele den sidste uge har temperaturen været rigtig behagelig, men i dag er det varmt igen 25 - 26 grader. Efter lidt frokost gik vi langs vandet næsten om til Stanley Park. Der er så meget at kikke på - havnen med store containerskibe, lystbådehavn, vandflyveplads, turistbåde osv., så der fik vi meget tid til at gå, inden vi gik til The Gambie Hostel og tjekkede ind. Stedet er ikke blevet mere lækker siden sidst, vi var her, men vi overlever nok det sidste døgn her. 

Efter at vi havde spist lidt aftensmad, gik vi en tur gennem Gastown, altså den hyggelige del. Sjovt nok, de hyggeligste gader, synes vi, er her i Gastown, og så - lige rundt om hjørnet er der så trist og gråt. Vi måtte også lige endnu en gang ned til vandet omkring Canada Place for at nyde udsigten over vandet med alle lysene bag ved.

Nu er vi gået i seng, vi har fået værelse lige ved side af køkken/opholdsrum, og der er så meget larm, men der er også mindst 50 grader her, så det bliver ikke let at sove.  

27.08.14

Det blev alligevel en rolig nat, de højrystede unge mennesker gik vist i byen og festede videre, for der blev i hvert fald ro ret hurtigt. Og det lykkedes også at falde i søvn, selv om der var meget varmt.                                                         

Først gik vi ind til bageren ved siden af hostellet og fik vores kaffe og muffin. Jeg havde smuglet en ostemad med i tasken, så kan Thorkild spise min muffin, jeg synes ikke rigtig, jeg kan bruge en muffin til morgenmad. Og så skulle jeg have pakket kufferterne godt, så det fylder mindst muligt, og det lykkedes også meget fint, det kunne let være der.

Der er heldigvis en Skytrain linje, der går lige til lufthavnen, så vi skulle kun gå med vores bagage et kort stykke til Waterfront station. Den seneste uge har vi ellers haft mest solskin og en behagelig temperatur, men i går blev det meget varmt igen, og det er det også i dag, så det var lidt sejt at komme til stationen med al den bagage.

Vi sidder nu i Vancouver Lufthavn og venter på flyet og reflekterer lidt over turen. Det har været en rigtig dejlig tur med mange gode oplevelser og indtryk.