Indien

Istanbul

Istanbul, den 02.02.2013

Vi landede i aften i Istanbul, og tog metroen ind til centrum. Herfra var vi nødt til at tage en taxa til hotellet. Og det var det sædvanlige cirkus med at diskutere med taxachaufføren, men vi kom da frem til vores hotel Grand Ons, som ligger i centrum af byen.

Vi startede med morgenmad på hotellets top-floor, hvor vi sad og spiste med udsigt over Middelhavet med masser af skibe, nogle på vej ind - og nogle på vej ud af Bosporusstrædet.                                                                                 

Vi startede fra hotellet gennem små gader ned til strandpromenaden, hvor vi gik rundt om The Golden Horn, som bydelen kaldes her. Da vi kom rundt, så vi kunne kikke ind i Bosporusstrædet, gav det et lille sug i maven - at stå her på et af de steder, man som barn havde lært i geografi og aldrig, aldrig havde forestillet sig at komme, var lidt overvældende. 

Derefter gik vi rundt gennem byen til Haga Sofia, der er bygget som kirke, senere omdannet til moske og er nu museum. Ved siden af ligger Sultanahmet Camii - også kaldet den blå moske, fordi den indvendig er smykket med mange blå fliser. Da vi kom dertil, var moskeen lukket pga. bedetiden. Vi satte os på en bænk og spiste et brød med indbagt ost og fik en kop æblete.          

Da moskeen var åbent igen, gik jeg derind, og jeg blev meget forbavset over at se, hvor lille rummet egentlig var.

Sidst på dagen hentede vi vores bagage, gik til nærmeste metrostation, hvor vi kom med ud til lufthavnen. Vi skulle flyve til Delhi om natten.

Delhi

Delhi, den 04.02.2013

Efter en sej nat, hvor vi sad i flyet i over en time og ventede på nogle passagerer, der skulle komme fra en anden destination og var meget forsinkede. Så det blev meget sent, inden vi fik serveret aftensmad, og vi skulle også stille uret 4½ time frem, så det blev en meget kort nat.                                

Men der stod heldigvis en venlig mand i lufthavnen og ventede på os, han kørte os til vores hotel, Hotel Kwality - og ja, jeg synes nu, det er ret begrænset, hvor meget kvalitet der er her, men man får jo nok det, man betaler for...

Vi tog os en lur, inden vi gik til Jysk Rejsebureaus Servicekontor, som ligger lige rundt om hjørnet. Vi gennemgik rejsen, og fik en kort orientering om forskellige forhold. Derefter var vi inde et sted og spise en god måltid mad med sodavand til for omkring 30 kr. i alt.  

I eftermiddags skulle vi i biografen og se en actionfilm - på hindi og ingen undertekster. Helten var lige så god som agent 007, men da det ikke lige er min yndlingsgenre, tog jeg mig en god powernap.                                                 

Vi har gået en del rundt i gaderne og - I Guder, hvor ser her ud.... Selv om vi har læst om det og set TV om det, så har vi ikke haft nogen forestillinger om, at det var så slemt...  Vi bor meget tæt på centrum af Old Delhi, men den gade vi bor på, er ikke engang belagt med asfalt eller brosten, og vi er så uheldige, at det er regnvejr, så der er bare søle og vandhuller over det hele. Der er ingen fortov, så man går ude på vejen, og gaderne er meget smalle, så dem der kommer kørende bruger hornet, når de skal forbi. Og der kan ikke komme to køretøjer forbi hinanden.

Og så ligger der bunker af affald over det hele, køerne går rundt mellem folk, cykler, knallerter og tuk-tuk'er. Ja, det er helt ubeskriveligt, hvordan her er.    

Byrundtur i Delhi

Delhi, den 05.02.2013

Vi havde bestilt morgenmad til kl. 7.30, men allerede kl. 7.10 blev der banket på vores dør, jeg svarede, at vi ville komme straks, så blev der banket igen, og jeg sagde igen, at vi ville komme straks. Men så prøvede de at ringe op til os, og de sagde morgenmaden var klar. Lige efter blev der igen banket, og jeg havde imellem tiden fået tøj på, så jeg lukkede op, og der stod så to unge mænd med en bakke med morgenmad.                                     

Vi fik os arrangeret i sengen, for der er kun en stol, og den kan ikke være ved det usle lille bord på værelset. Men vi fik det spist, selv om det var noget værre hundeæde.                                

Da vi kom ud på gaden fra vores hotel regnede det, og vi må nok have set lidt betuttet ud, for straks kom en ung fyr og spurgte, om han ikke lige skulle købe en paraply for os. Det sagde vi ja tak til, og lidt efter kom han løbende tilbage med både paraply og byttepenge, og den var jeg rigtig glad for resten af dagen.                                                      

I formiddags var vi på byrundtur her i Old Delhi i øsende regnvejr. Vi gik rundt i de små gader i mudder og masser af vand. Guiden er medlem af en organisation, der hedder Salaam Baalak Trust, en organisation, der samler gadebørn op, giver dem noget at spise og et sted at sove. Han tog os med til to forskellige hjem for gadebørn.  Næsten alle børnene er kommet med tog, så der er hele tiden nogle frivillige, der går rundt på togstationen for at finde dem. Guiden fortalte, at han selv var stukket af hjemmefra, da han var 11 år. Han tog med toget uden billet til Delhi, og var opvokset på et af hjemmene. Han ville ikke have noget med sine forældre at gøre som barn, men havde nu fået kontakt med dem igen.

I eftermiddag har vi været på byrundtur, men det var med bil. Trafikken er fuldstændig kaotisk her, og chaufføren fortalte da også, at der kun er tre ting, man må have for at køre bil: Et højt horn, gode bremser og en portion held! Det kan vi kun give ham ret i efter den køretur.                                                

Vi startede med at køre forbi Lal Qila - Det Røde Fort. Det er bygget i røde sandsten i 1600-tallet af en stormogul. Muren omkring fortet er 3,5 km lang. Næste stop var Gandhi Memorial - et stort arrangement for at mindes Indira og Rajiv Gandhi. Et stort område med marmor, evig flamme og masser af blomster. Da vi skulle ind og se det, skulle vi tage sko og strømper af, så Thorkild valgte at mindes på afstand :-)        

Næste sted på turen var de mange store og flotte bygningskompleks - parlamentsbygningen, ministerier, ambassader, embedsboliger osv., som var omgivet af kæmpestore og imponerende flotte parker, brede veje og alt flot og rent - alt sammen bygget af englænderne - en kæmpekontrast til Old Delhi.                                  

Derefter kom vi til Baha'i House of Worship - Lotustemplet. Det er bygget i 1953, og det er ikke nogen bestemt religion, der praktiseres i templet. Det er tænkt som et hus, hvor alle religioner og racer kan gå ind og bede eller meditere. Og her skulle vi også smide skoene, så Thorkild så på parken, mens jeg var inde og se templet, som er inspireret af Operahuset i Sidney.

Til slut havde vi et stop ved India Gate. En efterligning af Triumfbuen i Paris. Den 47 m høje triumfbue er bygget i 1931 til ære for de mange indiske soldater, der døde i 1. verdenskrig.                                                            

Vi spurgte vores guide, om inderne er vrede på englænderne, fordi de kom og overtog alt. Men han sagde, at de bestemt er taknemlige for, hvad de har gjort for Indien. Bygget et meget velfungerende tognet, skabt demokrati og samlet alle indiske stater til et stort land, før i tiden kæmpede alle mod alle.                                                                            

Da vi kom tilbage til hotellet igen, gik vi en tur og kikkede på den hektiske trafik og masser af folk, det tror jeg aldrig, jeg kan blive træt af. 

1001 og en nats eventyr

Mandawa, den 06.02.2013

Vi vågnede op til endnu en regnvejrsdag. Efter morgenmaden (igen roomservice - meget ubekvemt) blev vi hentet af Mr. Guameed, som skal være vores chauffør de næste syv dage. Der er 260 km fra Delhi til Mandawa, men vejen hertil var så hullet, som vi kun troede, en vej kan være ude midt i bushen i Afrika, så turen tog 8 timer. Vores chauffør besluttede at køre en anden vej, der skulle være bedre at køre på, men den kendte han ikke, og skilte er ikke noget de bruger mange af her, så hver gang vi kom til et kryds, rullede han lige vinduet ned og spurgte om vej, det skete mindst ti gange, og så vi nåede vi langt om længe frem alligevel. Men en utrolig spændende tur, hvor vi fik set en masse - indere, køer, dromedarer og æsler som trækdyr foran nogle kærrer, som så ud til at kunne falde fra hinanden her og nu og trafikkaos af største format.

Jeg havde kontakt til Troels fra Jysk i går vedr. togbilletter, og nævnte lige for ham at det var regnvejr i Delhi. Han lovede at kontakte Delhi kontoret, om at de skulle se at få styr på vejrudsigten. Og det hjalp, inden vi nåede frem til Mandawa, var det blevet det fineste solskinsvejr. Så jeg kan kun anbefale at have Jysk til at arrangere en rejse. Og i øvrigt har alt fungeret perfekt indtil videre.                 

Da vi nåede frem til vores hotel, Castle Mandawa, blev vi meget forbavsede. Da Troels fra Jyske præsenterede os for det første tilbud, syntes vi det var for dyrt, så vi spurgte på billigere overnatning og fik en væsentlig lavere pris på turen. Jeg havde læst, at her i Mandawa kunne man komme til at bo på et gammelt slot fra stormogultiden, men var nok klar over, at det var et af de dyre steder, så jeg var sikker på, at det var droppet på vores tur.              

Men da vi svingede ind i indre slotsgård, blev vi modtaget af ikke mindre end 4 dragere, klar til at bære vore kufferter til værelset, for her er jo i sagens natur ingen elevator. Og sikke et sted! Vi følte os som en del af 1001 nats eventyr, og da vi kom op på værelset - wauv - himmelseng og arabiske porte og søjler. En sofaafdeling med vand på kanden, så vi kunne få os en tiltrængt kop kaffe. Badeværelset er større end vores bryggers derhjemme! Alt personale her er klædt på i dragter fra mogul tiden. 

Rejsemave og influenza

Mandawa, den 07.02.2013

Thorkild ligger ovre på værelset med dårlig mave, og jeg sidder i Lobbyen (ingen Wi-Fi) på værelset) og klaprer tænder! Det er bare øv.

Jeg tog så et par panodiler, så jeg kunne komme rundt i byen. Straks kom der en ung fyr hen til mig, han ville gerne følge mig rundt i byen, for han mente ikke, det var sikker for mig at gå alene. Det mente jeg nu nok, det var, og jeg sagde til ham, at jeg helst ville gå alene og havde heller ikke lyst til at betale en guide. Men han forsikrede mange gange, at jeg ikke skulle betale ham for det, det var kun for at han kunne lære mere engelsk. Jeg kunne ikke ryste ham af mig, og så gik vi. Han fortalte mange interessante ting, og jeg var endda med inde i nogle huse og se restaureringen, og jeg fik også et brudepar at se. Efter en lang bytur ville han invitere mig på the i sin fars butik. Det hele endte med, at jeg købte et tørklæde hos ham, men pludselig var den unge mand væk. Jeg spurgte hans far, hvor han var henne, for jeg fik ikke engang sagt farvel til ham, og selvfølgelig ville jeg også give ham lidt for turen. Men han var allerede ude som guide igen, sagde faren. 

Resten af dagen fordrev vi i sengen. 

Til Jaipur - Den Lyserøde By

Jaipur, den 08.02.2013

Thorkild har stadig dårlig mave, og jeg har stadig feber, men vi skulle jo videre i dag til Jaipur, heldigvis kun en køretur på 4 timer, og det gik da også uden problemer.                                

Jaipur kaldes Den lyserøde by. Byen blev malet lyserød, (her traditionel velkomstfarve) til ære for Dronning Victorias gemal, som besøgte byen i 1883. Og man har valgt at bevare farven inden for bymurene i den gamle bydel.

På vejen hertil kom vi til at holde ved en jernbaneoverskæring, hvor bommene var nede, og der var nogle mænd, der var ved at male bommene. Vi holdte der rimelig længe, men der kom ingen tog, og så da de var færdige med at male bommene, blev de slået op igen. Ja, sådan kan man jo også gøre.  

Vores hotelværelse er ok, dog har vi et lille problem med toilettet, som egentlig bliver et stort problem, når man har dårlig mave. Den rinder hele tiden, så der ikke kommer vand i cisternen. Vi sagde det til en medarbejder ude på gangen, han prøvede at trykke, banke og slå på det hele, men det ændrede ingenting. Så lukkede han bare for vandtilførslen -  fint, så var det jo ordnet! Men, men, men, da vi så skulle have skyllet ud, opstod problemet jo igen. Så måtte vi jo være lidt opfindsomme -  vi kan jo bare bruge bagdels-skylle-bruseren til at skylle ud i toilettet!

Da vi var blevet indkvarteret gik vi en lille tur i byen, som ifølge vores chauffør skulle være smukt og rent. Smukt? Måske en lille bitte smule! Rent? NEJ! 

Sightseeing i Jaipur

Jaipur, den 09.02.2013

Vi fik lidt morgenmad i dag inden vi skulle på sightseeing tur. Første stop på turen var Amber Fortet, som er 300-400 år gammelt, og som har været residens for Rajasthans kongefamilie, indtil de på grund af vandmangel flyttede ned i Jaipur i City Palace. Den nuværende konge er kun 16 år gammel, så han opholder sig ikke ret meget her i byen, han studerer i en anden by.  Amber Fort er omgivet af en 21 km lang mur, som blev bygget som forsvarsværk. Der er både mogulsk byggestil i marmor og hindu byggestil i røde sandsten.  Den imponerende spejlsal er beklædt med kunstfærdigt udførte motiver på små spejle, som efter sigende ved skæret af kun et stearinlys ser ud, som om de danser.  Turen op til slottet foregik på elefantryg.                                         

Næste stop var Jantar Mantar Observatoriet, som blev bygget i 1728. Nogle af de store geometriske bygninger her fungerer som solure, mens andre måler planeterne og stjernernes bevægelser. Et kæmpestort solur, hvis skygge bevæger sig 4 m på en time, kan måle tiden med fem sekunders nøjagtighed. Meget imponerende. 

Herefter gik vi til Hawa Mahal, som også kaldes Vindenes Palads. Det er egentlig ikke en palads, men en usædvanlig facade med 953 nicher og vinduer, hvorigennem Jaipurs royale kvinder kunne betragte verden og livets gang på gaden nedenfor. Kvinderne skulle leve i purdah (afsondrethed) på dette tidspunkt.                               

Til slut var vi inde og se en textilfabrik, her kunne vi se hvordan de trykker farver på bomuldsstof. Det er med en håndskåren træbrik, der dyppes i maling og trykkes på stoffet. De fortalte, at der kun bruges naturfarver (fra forskellige planter bl.a. sukkerrør, løg, hennatræet osv.) Men der var en meget stærk lugt fra farven, han trykkede med, så jeg har nu mine tvivl. Og til sidst blev vi selvfølgelig hevet ind i deres lager for at se og forhåbentlig købe noget. Jeg købte et par stykker stof, som jeg regner med, at jeg kan bruge til patchwork.                      

Efter et lille hvil på hotellet tog vi en rickshaw ind i den gamle bydel, hvor vi gik et par timer og kikkede på folk, køer, høns, hunde, geder, trafikkaos, byggestillads osv. osv. Vi hyrede igen en rickshaw hjem til hotellet. 

Taj Mahal

Agra, den 10.02.2013

I dag kørte vi fra Jaipur til Agra, og blev indkvarteret på Hotel Taj Inn, og her virker toilettet - dejligt. Det er den slags goder, man lærer at sætte pris på!                        

Igen en spændende køretur med mange sjove episoder. Ved toldstederne skal der betales vejafgift, og har de ikke byttepenge nok, stikker de bare en pakke kiks ud, men det ville vores chauffør åbenbart ikke finde sig i, så de fik kiksene igen, og han fik en pengeseddel mere tilbage.                                   

Med hensyn til trafikken -  der er måske nogle regler, men de er ikke lavet for, at de skal overholdes. Da vi kørte ind på motorvejen, så jeg et skilt med forbud for dromedarkærrer og cykler. Men vi så mange af begge slags hele vejen hertil. De har venstrekørsel her, og så vidt muligt kører de i venstre side, men en gang imellem kommer der en i modsatte retning - men selvfølgelig holder den sig i den yderste spor, så det går fint nok. Lastbilerne kører i den inderste bane, og så overhaler bilerne uden om -  omvendt af os, men også det går fint. Vi har også tænkt lidt på, hvordan man kan undgå, at alle de køer, grise, geder og hunde ikke løber ind på vejen, men det ved de åbenbart selv, for vi har kun set dem løbe over vejen på de små veje og gaderne i byen, og der er jo kaos i forvejen, så det gør ikke så meget. En af vore guider har sagt at der er tre ting, der er nødvendige: 1. Et godt horn, 2. Gode bremser, 3. En god portion held! Og måske har han ret.               

Vi ser også af og til en lille familie på en knallert, der kan snildt sidde en far, som kører med et barn foran sig, så sidder der to børn bagved og til sidst moren, og hun har næsten altid sari på, så kommer den flagrende bagefter. Det er et sjovt syn. I dag har vi set rigtig mange kvinder med smukke knaldgule og orange sarier, det er så smukt, når solen skinner på dem.    

Vi blev hentet kort tid efter vores indkvartering på hotellet. Vi skulle til Taj Mahal, et af de mest fotograferede bygningsværker i verden. Og jeg blev lige så imponeret af den, som jeg havde regnet med - så smukt og så storslået - både i størrelse og arkitektur. Den er opført som gravmonument for kejser Shah Jarans kone, som døde i fødslen af sit 13. barn. Det tog 22 år at bygge monumentet - i årene fra 1631 - 1653, og man mener, at der har været 20.000 arbejdere beskæftiget. Arkitekten skulle være tyrkisk. Den er bygget i hvid marmor med ædelstene indsat, så det danner mønstre, især blomster. Bygningen er 73 m høj inkl. spiret, og den skulle have nøjagtig samme bredde, som højden. Alt er symmetrisk, også haveanlægget rundt om. De fire minareter, der er bygget omkring Taj Mahal hælder en lille smule udad, så hvis de i tilfælde af jordskælv styrter ned, vil de ikke ramme bygningen, men falde væk fra monumentet. Da selve monumentet er bygget på abeni træ, en meget hård træsort, skulle den kunne blive stående ved et ret kraftigt jordskælv. Efter rundvisningen satte guiden og jeg os på en bænk og nød synet i solnedgang - helt fantastisk smukt.                                                           

At man så kan blive meget harm over, at der er blevet brugt så mange recourser på et gravmonument for en enkelt person, er jo en helt anden sag. Men derfor er bygningen alligevel fantastisk at se.                                                 

Jeg havde en rigtig god guide, men til sidst skulle jeg selvfølgelig ind i nogle små butikker, et værksted, hvor man laver marmor souvenirs, og et værksted, der sliber ædelstene - og laver mange fine smykker af dem. ”Just have a look, you don't have to buy” - men de gør et rigtigt godt forsøg! Og så tjener guiden også lidt! 

Grisens ligfærd 

Agra, den 11.02.2013

Vi spiste morgenmad på toppen af hotellet, hvorfra der er fin udsigt til Taj Mahal, lige bortset fra et skrækkeligt rusten skelet, som sikkert har været brugt til store reklameskilte, der hænger noget og flagrer ned fra skelettet - så tænker man, hvorfor får man det ikke fjernet? Nåh ja, vi er jo i Indien.                                                                                   

Vi tog med tuk-tuk ind til et lokalt marked, hvor vi gik rundt og kikkede på de små butikker, det kan vi bruge timer på igen og igen. Pludselig kom der en mand cyklende på en almindelig tohjulet cykel med en gris, så stor (Thorkild vurderede den til 60 kg), at den ragede ret langt ud over bagagebæreren i begge sider. Men pludselig stod han af cyklen - som væltede - og grisen faldt af, den så heldigvis ud til at være død. Han baksede længe med at få den læsset igen, men måtte til sidst opgive, så han fik fat på en med en trehjulet cykel, fik grisen læsset, og så kunne den fortsætte sin ligfærd. 

Tuk-tuk chaufføren sad bare og ventede på os, mens vi gik rundt i kvarteret, ca. 1½ time. Da vi skulle videre, fortalte han, at han får et beløb og procenter på vore indkøb i nogle bestemte forretninger, så han spurgte, om vi ikke nok ville se de forretninger. Og han fortalte, de var de billigste i byen, ja endda nok i hele Indien med den bedste kvalitet, og de kan sende fragtfrit hjem, hvis vi ikke kan have det i kufferten, og der er absolut ingen købetvang - ”just have a look, you don't have to buy”. Jo men vi syntes, at vi godt kunne ofre den tid på, at han kunne tjene lidt ekstra ved at køre med os, da vi havde aftalt, at vi skulle give 26 kr. for hele turen. 

Så vi skulle først i en tæppebutik og se mange tæpper, som snart hænger mig langt ud af halsen. De skulle selvfølgelig være vævet på stedet alle sammen, og specielle mønstre for netop Agra-området - men jeg har set dem mangen til i mange andre byer… Så tog vi en marmor og smykkebutik. Her lykkedes det mig at aflede sælgeren med snak. Vi snakkede landbrug. Han mente efter indiske forhold, at vi skulle have 200 mand ansat hjemme hos os. Til sidst en læderbutik, hvor vi købte læderjakker af gedeskind - fint, ikke?                                           

Tilbage ved hotellet igen, spurgte vores tuk-tuk chauffør, om ikke han skulle hente os igen til aften, så ville han køre os hen til en god restaurant, så det sagde vi ja til, nu har vi fået lidt appetit igen.                                                         

Så fik vi at se byen ved aften. Cykler - ingen lys, få knallerter - lidt lys, tuk-tuk’erne ingen baglys og blinklys og bilerne - lidt bedre, men ikke ok. 

Nattog til Varanasi

Varanasi, den 12.02.2013

I dag skulle vi ret tidligt af sted, så vi kunne nå at komme ind til Delhi, inden trafikken blev for slem.                         

Jeg har vist skrevet om trafikken før, men det er så anderledes, at der hele tiden er noget at betragte. Når bilerne holder for rødt lys, har en politimand præsteret at vinke bilerne videre, selv om der var rødt lys. Der kom jo ingen fra begge sider - så hvorfor holde og vente? Og selv om der er lavet linjer på en flersporet vej, holder man ikke på rækker, men alle prøver at komme udenom - eller indenom dem foran, så bilerne holder fuldstændig på kryds og tværs. 

Chaufføren kørte forbi parlamentet og satte os af ved Connaught Palace, så vi kunne få lidt at spise. Vi valgte at gå på Kentucky Fried Chicken, da vi tænkte, at sådan en international kæde da måtte lave noget, vi kunne spise. Vi bestilte kylling med pommes frites.  Men der troede vi forkert, det brændte helt ned i maven og langt ud af munden, og de havde ingen sodavand, vi kunne skylle med, så vi måtte tage meget ketchup på. Poserne måtte vi klippe med en negleklipper. 

Da vi skulle køre derfra, holdt der en bil foran vores, så vi ikke kunne komme derfra. Chaufføren gjorde tegn til en ung fyr, og han kom med et stort bundt nøgler, som skulle vise sig at være A-nøgler, i hvert fald kunne han låse bilen op og køre den derfra, og så kunne vi jo komme derfra.

Mr. Guameed tog os med ind i en stor sikh tempel. Her var vi med til de religiøse handlinger. Da vi kom til indgangen skulle vi tage skoene af, vaske hænder, gå gennem et lille kar, så vi fik vasket fødder, og så fik Thorkild og jeg et fint lyserødt tørklade på. Inde i templet skulle vi ned og kysse gulvet, og vores guide smed en pengeseddel. Da vi gik ud, stod der to mand, der med fingrene gav os noget ulækkert klistret stads i hånden. Jeg smagte på det, men jeg kunne altså ikke få det ned, og jeg må jo have set så panisk ud, at guiden rakte sin hånd frem, så han kunne spise det for mig. Til sidst viste han os rundt i området. Til templet er knyttet et kæmpe stort køkken, hvor ene frivillige laver mad, og så kan alle komme og få et gratis måltid mad.                                                      

Vi tog afsked med vores chauffør, som droppede os af på New Delhi togstation, hvor vi skulle med et nattog til Varanassi. Mens vi sad og ventede på vores tog, så vi hvordan det foregår, når indere skal på toget. Det var næsten ikke standset, inden de begyndte at presse køen frem. Og så var der kamp i indgangen, dem der skulle ind pressede voldsomt udefra, og dem der skulle ud pressede lige så meget indefra, så ingen kom nogen vegne overhovedet. Vi kunne først stå på en time senere, for der skulle gøres rent i 1. og 2. klasses vognene, det var nok slet ikke nødvendig på 3. klasse?                    

Da vi så var kommet ind og fået vore pladser, ville jeg gå på toilettet, for jeg tænkte, at nu var det bedst at bruge den lige efter, der var gjort rent. Men da jeg kom derind, var det fuldstændig som om, jeg slet ikke trængte alligevel! Så jeg besluttede, at jeg kun villedrikke meget lidt vand, så jeg ikke fik brug for det igen. Et ungt par, europæere, men bosat i Indien sagde, at det er meget normalt, at de ikke gider gøre rent på et vestligt toilet, men at den indiske var meget mere rent. Dejligt, så ved jeg det næste gang, vi skal med toget.

Vi fik os arrangeret i vores køje, og der var både rent pudebetræk og to lagener - " luksus! 

Sejltur på Ganges

Varanasi, den 13.02.2013

Det blev en forholdsvis rolig nat, hvor jeg fik sovet en hel del. Vi holdte meget længe på banegården i Allahabad, hvor vi kunne sidde og kikke på en gammel kone og nogle drenge, på otte til tolv år, vil jeg tro. Vore rejsefæller fortalte os, at det helt sikkert er børn, der bor på banegården, og at de sandsynligvis er på stoffer. De havde travlt med at samle affald, og de fik tændt et bål, som de kunne varme sig ved.                                                                                                                

Da vi kørte fra Allahabad kørte vi over Ganges, og her på bredden var der tusindvis af telte, en af de lokale fortalte, at der sandsynligvis var 30 millioner mennesker forsamlet. Maha kumbha mela, er den religiøse højtidsfest i verden, der samler flest mennesker. Pilgrimme fra hele Indien kommer for at bade i Ganges. Arrangementet afholdes hvert 12. år i Varanasi. I Allahabad var der rigtig mange mennesker, der skulle med toget - sikkert til Varanasi. Der blev proppet så mange som overhovedet muligt ind i toget, men der stod nogle gamle koner og græd på perronen, da vi kørte - sikkert fordi de ikke kom med.                         

Efter fire timers forsinkelse nåede vi til Varanasi, hvor der stod en ung mand med et skilt, hvorpå vore navne stod. Det var dejligt - igen et bevis på, at Jysk er rigtig gode til at arrangere. En ung mand tog straks vore kufferter, som vistnok er kommet ret meget på den tunge side af 20 kg, den ene op på hovedet og den anden på den ene skulder, og jeg synes, han var en lille spinkel knægt.  Vi kom med i bilen, så vi kunne komme til vores hotel. Da vi havde kørt et stykke tid gennem byen, blev vi stoppet af politiet, vejen var lukket for biler - igen pga. af alle pilgrimmene, som går tæt gennem gaderne. Vi blev så læsset på en cykelrickshaw, og det var godt, at vi ikke er så brede, for der var så lidt plads på sædet, så vi måtte skiftes til at sidde tilbage på sædet. Det blev en meget lang tur på små gader med store huller, og den stakkels mand måtte flere gange af for at trække cyklen. Vores guide sad på en anden rickshaw med begge vore kufferter. Det var meningen, at vi skulle følges ad, men ham, vi kørte med, var meget hurtigere, så han stoppede op, da vi var ved at være tæt på hotellet. Jeg tror, vi ventede omkring en halv time, og så er det, man tænker, om man aldrig ser de kufferter igen. Men han dukkede heldigvis op, og vi blev placeret i en sofa på Hotel OK International, da vores værelse ikke var klar. 

Efter en del ventetid fik vi værelset, og fyren, som bar vore kuffeter op, fortalte hvilken hane der var koldt og hvilken der var varmt vand - fedt, tænkte jeg, så kan vi langt om længe få et varmt bad. Jeg tog så brusebad og fandt ud af, at de tre stråler, der kommer ud af bruseren, da jeg åbnede den varme hane, var koldt - og fra den kolde hane endnu koldere.

I aften var vi på sejltur på Ganges i robåd. Her så vi trapperne - Manikarnika Ghat - hvor hinduerne kremer de døde. Det får vi mere at vide om i morgen, da skal vi på sejltur igen og se solen stå op.                                                       

Bagefter sejlede vi hen til en anden ghat, som de kalder trapperne ned til Ganges. Her var der en religiøs ceremoni med 7 præster, der skulle gøre 7 ting, bl.a. brænde røgelsespinde, brænde sandeltræ, smide blomster ned mod vandet osv., og der var en kor, der sang. Vi var måske 1.000 både, som lå fuldstændig tæt nede på Ganges, meget stemningsfuldt. Både da vi gik ned mod Ganges og tilbage igen, var der så tæt med folk, at vi dårligt kunne komme igennem, men det gik da uden, at vi blev væk. 

Ganges i solopgang og kremering

Varanasi, den 14.02.2013

Vi skulle mødes med vores guide kl. seks, og vi var færdige i god tid, men så kunne vi ikke låse vores dør op, så jeg måtte ringe ned til receptionen og bede om hjælp. Først kom der en og ringede på, og jeg råbte ud gennem døren, at vi ikke kunne låse op, så han gik igen, og efter nogen tid kom der igen en, og han havde nøgler med og fik os låst ud, og han fortalte, at der var problemer med låsen, og så tænker jeg, hvorfor får de det ikke ordnet!!!              

Vi gik igen ned til Ganges og kom med en robåd, som sejlede langs bredden. Her så vi rigtig mange mennesker, der badede og vaskede tøj. Og smukt var det, da solen stod op, og spejlede sig i Ganges og skinnede ind på templerne, paladserne og husene inde på land.                    

Derefter sejlede vi hen til ghats’ene, hvor de kremerer de døde. Her gik vi i land, og en præst kom og fulgte os ind mellem ligene og bålene, og han fortalte i detaljer, hvordan det går for sig. Der er mange ritualer i forbindelse med kremeringen. Der bruges en bestemt slags træ, som bliver hentet langt herfra. Træsorten gør, at der overhovedet ingen dårlig lugt kommer fra bålene. Jeg havde tænk inden turen, om jeg kunne klare lugten, men det var intet problem. Først lægger de liget ned i floden, så det kan få et sidste bad i Ganges, derefter tager de det op, og det ligger og tørrer, inden det bliver lagt på bålet. Når liget har brændt i 3 timer, er det næsten væk, og så tager man et ribben fra en mand, og hvis det er en kvinde, skal det være et stykke af hoften, og smider det ned i Ganges, så det er ikke asken, der bliver smidt ud. 

At blive brændt her er en meget kostelig affære. Træet, der bruges, koster 75 kr. pr. kg, der bruges 50 kg til en lille krop og 100 kg til en stor krop. Det er en privat mand der ejer stedet (?), og en kremering koster nemt 5.000 kr., så det er noget, folk sparer sammen til, måske hele livet. Og de fattige og hjemløse har jo ikke råd til en kremering, men præsterne, der er tilknyttet stedet, går ud i gaderne og henter de gamle, som bliver indkvarteret i et hus ved siden af, og her ligger de så og dør. Da vores rundvisning var færdig, spurgte præsten selvfølgelig efter en donation fra os, og vi gav nogle dollar til et par kilo træ - ædelt, ikke? Og så fik vi et lille dask på panden, som betyder styrke og beskyttelse mod alle problemer for hele vores familie. Måske vi skulle flytte hertil?                       

Senere var vi på en tur til Sarnath. Her ligger parken, hvor Buddha holdt sin første prædiken. Der en knap 30 m høj figur af Buddha og et tempel. Det er et af de vigtigste buddhistiske pilgrimssteder.                                                       

Da det var ved at blive mørkt, gik vi igen en tur ned til Ganges, her var folk ved at samle sig igen til den religiøse ceremoni.

Nu går vi i seng, men om vi kan falde i søvn er lidt tvivlsomt. Både i aftes og i aften er der fest her på hotellet, to etager under os, og de spiller musik, højt musik. Og ved siden af hotellet har vi set, at de holdt bryllupsfest, og derfra kommer der musik, der overgår den, der er her. Pludselig forsvinder musikken, og man tænker - dejligt, men, men, men så går den store generator til strømforsyningen i gang lige uden for vinduet - endnu mere larm. Thorkild kan jo bare tage sit høreapparat af, og jeg må finde mine medbragte ørepropper. Godnat! 

Bytur i Varanasi

Varanasi, den 15.02.2013

Det gik fint med at sove trods larmen.         

Vi gik en tur i byen, og der er stadig rigtig mange mennesker på gaderne, der kommer store grupper af kvinder i de smukke sari’er med store tasker og tæpper på hovedet, mange holder slet ikke ved det.

Nu er det ved at være meget varmt, og det er meget ubehageligt at gå med lange ærmer og lange bukser og et tørklæde løst om halsen, men det er jo ikke velset at gå i shorts og soltop her.                                           

I eftermiddags, da jeg åbnede døren ind til toilettet, fløj der en due op fra vores håndklædestativ, den blev vist lige så forskrækket, som jeg blev, og den fandt hurtigt vej ud igen gennem udluftningsristen, hvor der mangler et par lameller. Ikke fordi jeg er bange for duer, men jeg havde ikke lige ventet at møde en på badeværelset. Det var da venligt af den, at den ikke sked på vore håndklæder. Men den åbne ventilation har så en anden ulempe, vi kan ikke sidde i tørvejr på toilettet, men så må vi jo bare være hurtige, når vi er der.                                       

På vores eftermiddagstur rundt i byen mødte vi stadig mange af pilgrimmene, som kom vandrende i store flokke. Der var blevet lavet kø-rækværk (som i lufthavnene), blot med den forskel, at her lavede man lige et hul ned i asfalten til træpæle, og så var der bundet grene fast herpå med reb. Det fungerede! Folk stod i kø, for at komme ind til en mand, der, efter hvad jeg kunne forstå, er meget hellig. Han kan forudsige, hvordan deres liv vil forme sig, og kommer med råd til, hvordan det er godt at leve for det enkelte menneske. Guiden fortalte, at han var blevet spået, at han skulle blive advokat og rejse til Amerika. Og han fortalte os, at han nu kun mangler et halvt år, så er han færdig som advokat. Og han havde allerede planlagt at rejse til Amerika. Jeg spurgte forsigtigt, om han havde valgt sådan, fordi han var blevet spået til det, men enten forstod han ikke, hvad jeg spurgte om, eller også ville han ikke svare på det.                                

Og så er der room service, det er et helt kapitel for sig. Restauranten har været lukket for os fremmede, fordi der bliver holdt nogle gevaldige fester hver aften, sandsynligvis for alle pilgrimmene, der er indlogeret her, men så kan vi få room service. Men når vi har bestilt en kaffe med mælk og en the uden mælk, kommer de med kaffe uden mælk og the med mælk. Det har ikke været sådan hver gang, men næsten.. Og det sker også, at det først er anden gang man bestiller, at det kommer. 

Nattog til Kolkata (Calcutta)

Kolkata, den 17.02.2013

Vi vågnede op til regnvejr, så vores tur rundt i byen blev kort, for der er meget pløre på gaderne. Mange går rundt i bare tæer, men det er også ret praktisk, så bliver skoene da ikke beskidte. Endnu er det lykkedes os at undgå at træde i kokasserne, men der ligger godt nok mange af dem, så man er nødt til hele tiden at kikke efter, hvor man træder, samtidig med at der kører cykler, knallerter og biler, som man også skal passe på, det er meget kaotisk.

Vi havde heldigvis hjælp til at komme på det rigtige tog til Calcutta - eller Kolkata, som det hedder nu. Hvorfor vore billetter er købt til 3. klasse, ved vi ikke, men det blev også en oplevelse. Vi sad overfor en familie på 26, som vi snakkede meget med. De snakkede højlydt og meget, og de gik meget frem og tilbage, børnene kravlede i køjerne og var meget livlige. Men da de var gået til ro, var de stille hele natten, så vi fik sovet meget.

Vi vågnede op til et helt anderledes landskab. Banan- og kokospalmer, sump, bush og rigtig meget grønt.

Jeg kunne bare ikke finde mine briller, da jeg var vågnet, jeg kunne overhovedet ikke huske, hvor jeg havde lagt dem. Lidt efter kom en af de ansatte i toget og gav mig brillerne, men uden glasset i den ene side. Et stykke tid senere kom han med glasset, jeg manglede. Det er bare øv. Men godt at jeg har et par ekstra med.                               

Da vi nåede banegården i Kolkata, kom der to unge mænd ind i toget, de tog vore kufferter, og vi fulgte selvfølgelig med. De begyndte at gå på perronen, så jeg prikkede den ene på skulderen og sagde, at vi ville blive hentet af en guide. Så fortalte han, at de var guiderne, Mr. Podder og Mr. Mishra, og viste os en seddel med vore navne på. Alt OK.    

Vi kom med en af de tusindvis af gule taxaer, som er Kolkatas kendetegn, til vores hotel Heera International, hvor det var godt at få noget morgenmad. Det regnede rigtig meget hele dagen, så vi gik ikke meget rundt i byen. I aften har vi været ude og finde et hotel, til vi kommer tilbage fra Sunderban. 

Sundarban Nationalpark

Gosaba, den 18.02.2013

Vi blev hentet at vore to guider, Mr. Podder og Mr. Mishra, tidligt for at køre til Sundarban Nationalpark. Det var en spændende køretur gennem mange små landsbyer, forbi rismarker, nogle var ved at blive plantet til, og andre var allerede høstet. På vejen hertil stoppede vi et par steder for at proviantere.                                        

Sundarban Nationalpark er et kæmpestort deltaområde, dannet af Ganges og Brahmaputra. På bengali betyder det de smukke skove. Området er en sumpet mangroveskov og er den største tidevandspåvirkede skov i verden. Der er godt 80 forskellige træsorter. Her lever den bengalske tiger, som kan svømme, og den har dræbt mange fiskere, og den er også ofte svømmet over til landsbyerne på de nærliggende øer og dræbt mange mennesker. Desuden lever der også deltakrokodiller samt varaner og havskildpadder.                                                  

Da vi via broer havde krydset de første to øer, gik vejen ikke længere, og vores bagage og provianten kom med den båd, som vi skulle sejle med de næste par dage. Med på båden er foruden vore to guider, skipperen Mr. Bhangi, som også skal lave al maden til os, plus en styrmand og en matros, så det vil altså sige, at der er fem mand til at servicere os. Og solen begyndte at skinne, da vi sejlede fra land, så hvad mere kan man næsten ønske sig.     

Vi sejlede rundt hele dagen, afbrudt af en frokostpause, hvor vi fik serveret det lækreste mad. De havde lovet os, at maden ikke skulle være for krydret, og det var heller ikke helt galt. Jeg håber, at det ikke er, som jeg tror, jeg så - matrosen gik om bord med alt servicen, der så ud som om, det var blevet vasket af, og der var ingen vandhane inde på bredden, så det må vist være vasket af i den store balje. Så vi må håbe og be’ til, at vores forebyggende mave tabletter virker. 

På et tidspunkt sagde guiderne til os, at vores rejseplan vil blive ændret pga. strejke. Alle veje er lukket for biler i overmorgen, hvor vi skal tilbage til Kolkata igen, så vi vil blive nødt til at køre i morgen aften i stedet for, når vi er færdige med safarien. Det er vi meget kede af, vi havde håbet på, at der kunne blive lidt tid til at gå rundt i landsbyen og kikke. 

Vi var ikke så heldige i dag - vi så hverken tigre, krokodiller eller varaner og skildpadder. Men vi lå for anker i blikstille vand og så solnedgangen på et sted - birds place, hvor der kom store flokke af kohejrer og en skarvart trækkende og satte sig i de nærliggende træer, så det så ud som om, træerne havde hvide blomster. Og så var der en vidunderlig musik fra de mange fugle.  

Da det var blevet mørkt, gik vi i land på en ø, der hedder Gosaba, hvor vi fik et værelse på Avinandan Guesthouse i en lille landsby, Pakiralaya. Vores dygtige kok lavede aftensmad til os, vegetarmad, det smagte dejligt. 

Tigersafari

Gosaba, den 19.02.2013

Vi startede tidligt her til morgen, vi skulle ned i båden og have morgenmad. På vej derned stoppede vi lige op for at få en kop velsmagende the hos Mr. Bhangis kone.                                      

Første stop med båden var kontoret, der skulle give os tilladelse til at sejle ind i tiger reservatet. Først skulle vi udfylde et skema med stort set alt - bortset fra vores skostørrelse, og derefter snakkede både guiderne og skipperen længe med folkene på kontoret. Til sidst lykkedes det at få tilladelsen, og vi fik en guide fra tigerreservatet, som skulle orientere os om forskellige ting, bl.a. historien bag, arterne af dyr og fugle, der lever her. Bare ærgerligt at han var umulig at forstå, men heldigvis kunne vore to guider på Sunderban turen oversætte det for os.

Tilbage i båden igen fik vi serveret morgenmad, mens vi sejlede ud gennem naturlige dannede kanaler gennem reservatet, og inden længe nåede vi første udkiks plads. Her var vi allerede heldige at se vildsvin, hjorte, en varan og en vildkok, der fuldstændig ligner en dværgkok, så det begyndte jo godt. Vi sejlede videre gennem mange kanaler, og et sted løb der to oddere på bredden. Fra det andet udkiks tårn så vi tre hjorte, der var endnu nærmere end de første. Da vi sejlede igen, lå der en krokodille og solede sig på bredden, hvor der var blevet mere plads pga. tidevandet. Vi sejlede rundt et par gange for at få nogle gode billeder, og det store dyr lå helt stille og kikkede lige så meget på os - som vi på den. Guiden fortalte, at det var en medium størrelse. Den kan blive op til syv meter lang - en ordentlig krabat.

Vi fik ikke en tiger at se, men det havde vi heller ikke forventet, så vi synes, vi har været heldige, vi fik en del af de andre dyr at se.

Mens vi spiste frokost fortalte guiderne, Mr. Podder og Mr. Mishra, at strejken allerede ville starte i aften, så vi blev næsten nødt til at blive her, og så får vi en ekstra dag, hvor vi kan gå lidt rundt på øen. Hvor heldig kan man være?

Til slut sejlede vi tilbage til fugletræks pladsen, vi også var ved i går, og der kom lige så mange fugle som i går aftes. Efter elleve timers sejlads gik vi i land. Det var blevet helt mørkt, at vi sejlede ind mod land igen, og der er ingen lys på vores båd og heller ikke på de fleste andre, men vi var ikke utrygge, for de er jo vant til at sejle uden lys.

Vore guider fortalte, at Mr. Bhangis svigermor blev dræbt af en tiger for nogle år siden, da hun var ude at fiske krabber, så det er ikke uden grund, at man har respekt for den her.       

Rundt i landsbyen

Gosaba, den 20.02.2013

Vi spiste morgenmad på båden og derefter gik Mr. Podder og Mr. Mishra tur med os i landsbyen. Folk lever meget simpelt her, de er meget fattige, men her er rent og pænt, ikke ret meget affald rundt i gaderne, det er en ren fornøjelse at se.

Øen Gosaba er den største, af de beboede ø i deltaområdet - med måske 8 - 9.000 indbyggere.          

De fleste af husene, eller hytterne, som det egentlig kun er, er lavet af et bambusskelet og klinet med ler. Tagbeklædningen er rishø. Kun få af husene er muret op af mursten og med tag af stålplader. Ved siden af hytterne er gravet en dam, som måske er 20 x 20 m, og et sted, hvor der var en mand, der var ved at fange fisk, spurgte vi om dybden, han regner med, den er omkring 7 m dyb. I hjørnet nærmest huset, er der lavet en eller anden form for trappe ned i vandet, her sidder de og vasker op eller vasker tøj, og de tager også et bad her. Dammen har mange andre funktioner, der er fisk i vandet, som de fanger og spiser, mange steder svømmer der ænder rundt i vandet, og gederne og køerne drikker vand her.                 

Dog bruger de ikke vandet som drikkevand. For omkring 15 år siden blev der lavet boringer flere steder i landsbyen, så de kan hente vandet der.       

Hver bonde har et stykke jord uden for landsbyen til risdyrkning. Tidligere ejede meget få personer jorden, men midt i halvfjerdserne blev der lavet et nyt system, så hver familie fik deres eget jord. Risen er lige høstet på de fleste marker. Vi så flere steder, hvor kvinderne gik og jævnede risen ud på en stor presenning. De opbevarer risene til eget forbrug på et halvt år i runde hytter af bambus. Resten sælger de. Rishalmen bruges til tagbeklædning og som hø til foder, og til sidst bliver stubbene samlet sammen til foder til køerne. Så der går intet til spilde.          

Vi var inde på en skole, hvor vi blev bænket i skoleinspektørens kontor, og vi kunne bare spørge løs. Der går 84 elever på skolen, fra 5 til 9 år, og der er 3 lærere til at undervise alle børnene. Senere kom vi forbi en børnehave, hvor børnene allerede får undervisning.    

En rigtig fin tur, hvor vi fik masser af information. Senere gik Thorkild og jeg rundt alene og kikkede på livet her. Et sted så vi en familie, der var ved at tilplante en rismark, så vi gik derud og kikkede nærmere på det. I dag har alle butikkerne, eller de er så små, at de vist kun kan kaldes boder, lukket pga. strejken, men lige i midten af landsbyen var mange forsamlet alligevel, og der har brølet musik ud af en stor højttaler hele dagen. Der er ellers så dejlig stille her, og her er mange fugle, så det er synd med den skrækkelige larm.  

Der er hunde alle vegne og alle er af den samme ubestemmelige slags, de er rolige og fredelige. De to hunde, her hvor vi bor, er søde, de logrer med halen, når vi snakker til dem, og når vi går tur, går de med os et lille stykke. Men her i eftermiddags stødte vi på først en, så to og til sidst var der tre, og de begyndte at gø og knurre af os. Vi fortsatte roligt videre, men så begyndte de at sætte snuden mod vore ben, og til sidst nappede de os i benet, så blev vi enige om, at vi nok var uønsket her og vendte om.                                                        

I går da jeg havde været i bad, kikkede jeg mig om efter afløbsristen, der var ingen, men der var et hul i muren forneden, og så tænkte jeg, at der nok var en rist for hullet, men da det var blevet lyst i dag, kikkede jeg ud gennem hullet, og det var lige ud i det fri. Så var det, at jeg kom til at tænke på den lille rottefamilie, der vrimlede rundt i huller på gaden ind og ud gennem deres små gadekøkkener, vi så i Varanassi.                                                         

Aftensmaden spiste vi nede på båden i aften. Igen lækkert mad med meget krydderi i. 

Tilbage til civilisationen igen

Kolkata, den 21.02.2013

Vi blev hentet tidligt ned i båden, hvor vi fik serveret morgenmad, bestående af meget, meget krydret nudelsuppe, rismelsgrød, omelet og kaffe. Da skipperen var færdig med at bespise os, sejlede vi til Godkhali, en tur på to timer i det fineste solskin. Herfra var der tre timers kørsel til Kolkata.                                                                     

Efter at have set så ufattelig meget elendighed, var det en helt anden oplevelse at møde disse mennesker ude på øen. De er uden tvivl meget fattige, men har alligevel så meget, at de kan spise sig mæt hver dag. Vores indtryk er, at de har et godt liv.                                                                                                                                                                                              Vi er meget taknemlige for, at vore to guider, Mr. Podder og Mr. Mishra, men også skipperen Mr. Bhangi har gjort denne tur så spændende for os. De har helt sikkert gjort meget mere for os end det, de var hyret til.                       

Tilbage i Kolkata gennem ufattelig meget kaos blev vi indlogeret på Hotel VIP Inter Continental. Og det er det rene svir. Et varmt bad - det har vi ikke prøvet i meget lang tid - ingen vand, der rinder ud over hele badeværelsesgulvet, rimelig rent, en god seng, et køleskab, der fungerer, internet forbindelse osv. osv. Man kan komme til at sætte pris på selv meget små ting.

Resten af dagen gik vi på opdagelse rund i byen. 

Kolkata

Kolkata, den 22.02.2013

Her på hotellet er der ingen restaurant, så morgenmaden bliver serveret på værelset, men her er der et lille bord, så det fungerer fint. Vi kan ikke bare tage imod det i døren, nej, de kommer ind og sætter det på bordet, men så kan de jo også kikke rundt i værelset, og de kikker meget. Men det er nok også svært for dem at forstå, hvad vi fylder i to store tunge kufferter.

Vi tog metroen til Babu Ghat. For at komme ned til færgen, skulle vi over jernbaneskinnerne, helt uden blinklys eller bomme. Nede ved vandet, som var meget beskidt og fyldt med affald, var der mange, der badede, det er jo også Ganges, der løber igennem byen her. 

Vi tog færgen over til den anden side af floden op mod Howrah Bridge og en anden færge tilbage over floden igen. Her fandt vi blomstermarkedet, som er et virvar af lyde, farver og lugte. Her bliver der vejet, købt og solgt i læssevis af især morgenfruer, som bliver syet på snore til religiøse ceremonier. Markedet er så kæmpestort, så det næsten er helt uoverskueligt, og alle sidder med hver deres lille blomsterbod næsten oveni hinanden. Nogle steder er der en meter fri, her er et offentligt toilet, hvor mændene står med ryggen til. Lige pludselig kommer der en transportcykel eller endda også en bil kørende, med horn og tilråb om at folk skal flytte sig, man tror ikke det kan lade sig gøre at komme igennem, så smalt er det, men det lykkes. Det er bare med at få tæerne trukket godt tilbage.    

For at komme tilbage til vores udgangspunkt var vi nødt til at krydse floden igen to gange, men det var også dejligt at komme ud i vinden, nu er her meget varmt. Vi tog en taxa til Victoria Memorial, et storslået bygningsværk i hvid marmor, bygget i årene fra 1906 til 1921 til minde om den britiske dronning Victoria. Bygningen er en krydsning mellem Det Hvide Hus i Washington og Taj Mahal, men det var også på det tidspunkt, det britiske imperium havde sin absolutte storhedstid. Vi tog med metroen hjem til vores hotel igen.

Det er dejligt her i Kolkata, at der ikke er så mange hunde og køer, så skal man ikke hele tiden gå og se efter, at man ikke kommer til at træde i alle de l...... Men alle indiske mænd spytter hele tiden overalt, og det er ikke særlig lækkert. Der er også skilte nede i metroen med forbud at spytte der.                                                              

Vi kørte forbi en rustvogn, der var pyntet meget smukt med mange blomster både ind- og udvendigt. Den døde person var fint dækket til med et rødt klæde og pyntet med blomster, men vi kunne se tæerne stikke ud i den ene ende!

Mr. Podder og Mr. Mishra kom i aften for at aftale, at vi skal flytte til et hotel lige ved siden af lufthavnen, da vi skal flyve til Delhi meget tidligt mandag morgen. 

Kolkata

Kolkata, den 23.02.2013

I dag startede vi med South Park Street Cemetery, kirkegården, hvor de britiske kolonister og mange af deres efterkommere ligger begravet. De fleste er døde inden, de fyldte 50, men det undrer os meget, at mange af dem, der er begravet inden for de sidste år, stadigvæk ikke er blevet ret gamle.                                                                                

Det første vi mødte, da vi kom ind på kirkegården, var en hund, der var ved at die sine hvalpe, og længere inde løb der en del hunde rundt. Længst ude i siderne boede nogle familier i simple skure, der var vasketøj på tørresnoren og en livlig aktivitet. Underligt.                                                    

Næste sted var St. Paul's Cathedral fra 1847 - et stort imponerende bygningsværk, men ikke alt for godt vedligeholdt. Stole og prædikestol er i ædeltræ, og der er smukke glasmosaikvinduer. På murene indvendig er der mindesten for de briter, der mistede livet i forskellige krige.                                          

Herefter tog vi metroen til den gamle bydel med basarer. Metroen her er let at finde ud af, for der er kun en linje. Men skilte der viser nedgang til stationerne findes ikke. Systemet, som vi også oplevede på togrejserne, er, at alle prøver at komme ind, før dem der skal af, er gået ud, det bliver jo rent kaos. Vognene var meget overfyldte og endnu flere skulle med, så der var vanvittig stor pres på, næsten så man fik al luften trykket ud - meget ubehageligt, men vi kom til at grine og havde svært ved at stoppe igen, så hvis ikke de tænkte før, at vi er tossede turister, gjorde de det nok bagefter. Jeg har dristet mig til at tage T-shirt og stumpebukser på her, der er over 30 grader, og i de større byer kan det godt accepteres, at man går vestligt klædt.                                            

Tilbage til metroen prøvede vi at køre i håndtrukket rickshaw. Føreren har stængerne på rickshaw'en under armene, og så trækker han bare afsted. De fleste af dem har for øvrigt ingen sko på. Det er kun her i Kolkata, at håndtrukne rickshaws er tilladt, det er blevet forbudt alle andre steder i Indien.                                                                   

I aften fik vi lige lidt roomservice igen - to kopper kaffe bragt op på 3. sal for under en femmer! 

Kolkata

Kolkata, den 24.02.2013

Vi ville på Indian Museum, men på vej derhen kontaktede en venlig mand mig, jeg skulle ind og se hans butik, hans ting var meget bedre og meget billigere end alle de andres kram, og det troede jeg da gerne. Han startede med at byde os en kop the, for vi var jo hans gæster. Jeg fik handlet en perlekæde med ham, og han fandt mange flere ting frem, bl.a. tørklæder, men jeg fik ham hurtigt stoppet, for jeg har jo allerede købt tre, og det er to for meget!

Men så skulle vi jo ind på museet. Det er en kæmpe stor bygning, der kunne være rigtig smuk, hvis det havde været vedligeholdt pænt. Museet er bygget i 1814, men først åbnet for offentligheden i 1878. Udstillingen er en sammensætning af kultur og natur. Mange af montrene er så støvede, at det er svært at se, hvad de gemmer. Der er en enorm samling af sten og mineraler, et stykke af hvert materiale i hver sektion af Indien, så mange af dem gik igen og igen - måske ikke den mest opfindsomme måde at præsentere noget på. I flere montre er stenene præsenteret på forskelligt farvede plastiktallerkener. Ja sådan kan man jo også gøre det.                                                 

Vi skulle skifte til et hotel meget tæt på lufthavnen, Swagatam Inn Guest House, da vi skal flyve til Delhi i morgen tidlig, så vore to gode guider her i Kolkata kom og hentede os i en taxa og kørte med os, og så var det blevet tid til at tage afsked med dem. Mr. Podder har sendt en mail til mig med billeder, han har taget på Sunderban turen, og så skulle jeg love at sende ham nogle billeder hjemmefra, så han kan se hvordan vi bor.

Efter en stor omgang kylling og ris gik vi en tur i byen her. Det så ikke ud som om, der kommer særlig mange turister her. Når der kom en person kørende på knallert eller cykel, vendte de sig om og skulle lige se, hvad det var for underlige folk.  

Og så var de ved at asfaltere vejen. Asfaltfabrikken bestod af en tank med tjære, der blev varmet op, og med en spand hældte de den varme tjære og knust sten ned i en blandemaskine, hvor der var en stor gasbrænder, der spyede ild både ind i blandetanken og udenfor. Og så er det man tænker - hvordan kan de dog holde til det i 35 graders varme, som vi har dag.                       

Hvis ikke vi kommer til at bo tæt på en moske, vil vi da savne at blive vækket af Allah hver morgen kl. 5.07. 

Tilbage til Delhi

Delhi, den 25.02.2013

Vi blev hentet meget tidligt af en taxa, som skulle køre os til lufthavnen, og tjek in her er også et kapitel for sig. For at få lov til at gå ind i terminalen blev vi tjekket to gange for billet og pas, men der lå så til gengæld heller ingen i hjørnerne og sov. Sikkerhedskontrollen var opdelt i mænd og kvinder, og kvinderne blev tjekket af kvinder bag et gardin. Da vores grej blev lagt i bakken til scanning, fik vi et rundt papskilt, som var klippet ud af en papkasse, og herpå var klistret en lap med et nummer. Da seancen var færdig, kunne vi ved at aflevere det fine papstykke få vores ting udleveret. Så det var et system, vi var helt trygge ved!                                                                       

Jeg har vist skrevet en del om trafikken tidligere, men det er så kaotisk, at man kan blive ved at undres. Vi kørte i kø hele vejen fra lufthavnen og ind i byen til det hotel, vi boede på, sidst vi var i Delhi, så de 15 km tog meget lang tid. Når man vil skifte vejbane, nej, det kan man jo ikke sige, for der er ingen system eller række, kikker man sig ikke tilbage, man kører bare fremad, hvor det et øjeblik er muligt at presse sig ind. Det er hele tiden den, der kører bagved, der må give plads til den foran. Mange kører med sidespejlene slået ind, der er ikke plads til dem, og det er jo heller ikke nødvendigt at bruge dem med det system, de kører her. Og når man så holder i kø, trutter man lidt i hornet en gang imellem. 

Vi gik tur gennem en basargade, og Thorkild havde snakket om, at han nok skulle have pudset sine sko, inden vi skal hjem. Det har fået tilbudt mange gange hver dag, vi har været her, men nu skulle det være, og det varede heller ikke længe før han fik tilbuddet. Jeg fortsatte lidt længere op ad gaden, men på et tidspunkt kunne jeg ikke forstå, at han ikke kom. Jeg gik tilbage, og der sad han på en skammel med plastic sko på. Den unge mand var både ved at lime og sy skoene, og der kom nye såler i, så nu er de så gode som nye.   

Et sted så vi en hest, der var spændt foran en kærre, det var så grusomt. Hesten var så mager, at det kun var et skelet med skind på, og da den begyndte at gå, eksede dens ben. Det kunne vi slet ikke klare at se på, så modbydeligt, vi måtte skynde os ind i en sidegade.                                         

Jeg har vist også skrevet flere gange om badeværelsernes tilstand, men her er en ny udgave. Bruseren vender lige op i loftet, men brusebadet gik faktisk ret godt alligevel, dog spredte strålerne sig mere på denne måde, vi blev enige om, at det var lidt som voldsomt regnvejr, men her er der heldigvis fald ned mod kloakken - ret smart.        

Nu sidder jeg her og skriver på sidste vers i Indien, i nat bliver vi hentet kl. 03.00, for at komme til lufthavnen, vi skal flyve til Istanbul, hvor vi har en overnatning. 

Istanbul og hjem igen

Istanbul, den 26.02.2013

Vi blev hentet på hotellet kl. 3.00 for at komme til lufthavnen.                                                                            

Vi fik lige de sidste indtryk med - der var flere steder, der sad mennesker og varmede sig ved et bål, men nætterne er sikkert også kolde for dem, der må sove på gaden.                                             

Turen varede syv timer og fik fint. Men så begyndte problemerne, nej udfordringerne. Bagagebåndet kørte og der kom kufferter ind - mange kufferter - bare ikke vores!! Da båndet gik i stå, var jeg lettere hysterisk. Hvis der er noget, der kan stresse mig, så er det at stå og vente på bagagen. Vi har prøvet et par gange, at de har været sendt forkert, og det er træls, rigtig træls, men vi har heldigvis altid fået dem dagen efter. Så jeg løb hen på Tyrkish Airlines kontor, og de seks - otte personer der sad der virkede som om, de ikke rigtig gad lave noget. Måske kunne de se på mig, at jeg var lidt langt oppe, så endelig var der en, der tog affære. Og efter en times tid kom vores bagage. - Og når Thorkild så siger til mig, at jeg da bare skal tage det roligt, det kan erstattes, det er jo det, vi har en rejseforsikring til - JA, MEN DET ER JO IKKE DET, DER ER PROBLEMET!!!!!                                  

Så var vi klar til at komme videre. Vi tog med metroen ind til centrum, og med taxa det sidste stykke til hotellet. Vi viste vores voucher, men i receptionen kunne de ikke se, der var booket et værelse til os. Vi skulle bare sætte os, og så ville den søde dame lige tjekke. Omkring en time senere fik vi nøglen, og det var vist det sidste ledige værelse, det er i hvert fald ikke den standard, vi skulle have haft. Men vi nød at sove i en god seng, og vi nød at vi kunne gå i strømper på badeværelset, uden de blev våde.                                                        

Vi havde planlagt, at vi skulle ud at sejle på Bosporus Strædet, men dagen var gået hen og blevet så kort, at vi ikke rigtig kunne nå det, så vi nøjedes med at gå tur i det dejlige kvarter, vi boede i.                                         

Vi skulle med fly fra Istanbul til Ålborg næste morgen, vi kom afsted til tiden, så det var fint. Men da vi kom til Ålborg ved middagstid, var hjulet rykket af den ene af vores kufferter, og det kontor, vi skulle henvende os på, var lukket så længe, personalet fik et fly sendt afsted, så det kom vi til at vente en time på. Og da Thorkild kom ud og skulle hente bilen, ville den ikke starte, heldigvis kunne han låne en transportabel lader af trafikkontoret i lufthavnen, men det tog jo også en del tid. Og når man er så tæt på at være hjemme, kan det ikke gå hurtig nok. Men vi nåede hjem uden flere forhindringer.            

27. februar 2013:

En utrolig spændende rejse! Vores valg af destinationer er vi godt tilfredse med, og variationen af oplevelser har været god.

Jysk Rejsebureau - og Visit Beyond, som er Jysk's samarbejdspartner i Indien, har lavet et exceptionelt godt stykke arbejde. Vi skulle afhentes mange gange, både ved jernbanestationer, i lufthavne osv. Og der har ikke været en eneste gang, hvor det er gået galt, eller de har været forsinket - så store roser til dem. Og efter som der er meget i Indien, der ikke fungerer, var vi overraskede over, at alt forløb perfekt.

Jeg er meget glad for, at vi ikke selv skulle finde ud af at komme omkring og finde overnatninger. Jeg er sikker på, at jeg ville have følt, det var fuldstændig uoverskueligt

Blomster, buske og træer set i Indien    

I de to første uger så jeg næsten ingen planter. I Delhi og omegn er der meget tørt, så der gror der ikke så meget, undtaget i områderne og parkerne omkring præsidentpaladset, samt bydelen med de fornemme villaer fra kolonitiden. Men da vi kom over til Calcutta og Ganges deltaet så vi masser af planter.                                                       

Vi så de store mangrovesumpe i Sundarban Nationalpark. Mangroveskoven består af over 80 forskellige træer. Tidevandet, som er meget kraftig, afslørede mange forskellige slags rødder på træerne. Det var også her vi så rismarkerne. Nogle var ved at blive plantet til, mens vi var der.                                                                         

Og ikke at forglemme - det store blomstermarked - Mulik Ghat Blomstermarked i Calcutta. Her var mange blomster - allerflest morgenfruer, som bliver syet på en snor, så kransene kan blive hængt om halsen.  

Pris: 30.502,-

Incl.: Flybilletter Ålborg - Istanbul - Delhi, Calcutta - Delhi, Delhi - Istanbul - Ålborg

En uges rundtur med bil og chauffør i området rundt om Delhi

Alle overnatninger med morgenmad

Togbilletter Delhi - Varanassi - Calcutta

Udflugter og entreer

3 dages tur på skib rundt i Sundarban Nationalpark (Ganges' delta) med fuld forplejning