Nepal

København, den 26. februar 2026

Jeg kørte til Silkeborg med Chica, og efter en kop kaffe hos Randi kørte hun mig ned på stationen, hvor jeg skulle med toget kl. 15.37. Først ventede jeg på toget et stykke tid, og da jeg havde siddet i toget endnu et stykke tid på stationen, kom der en togmand rundt og fortalte, at der var nedbrud på signalsystemet, og det bevirkede så, at næsten alle tog i Jylland ikke kunne køre.... åh nej, ikke allerede problemer... Jeg gik ind på stationen og spurgte en DSB klædt dame, hvad jeg skulle gøre. Hun sagde, at jeg skulle skynde mig over på perron 2, for toget ville køre om få minutter... det blev jeg jo ikke meget klogere af - hun havde åbenbart ikke hørt om problemet. Så det var bare at vente og se, hvad der ville ske, ingen vidste noget om nogenting.

På et tidspunkt kom der en buschauffør og spurgte, om der var nogen, der skulle videre mod Århus, så den bus tog jeg med, og han sagde, at det var bedst at stå af i Skanderborg, for så troede han, at der ville komme en bus inden længe. 

Der kom ingen bus, men tre timer senere var signalerne åbenbart fikset, for der gik et tog kl. 19.21, og det kom jeg med. Og så var det en fordel at se lidt gammel - og måske også lidt træt ud, for alle sæder var optaget, men der var en sød ung mand, der straks rejste sig og lod mig få sit sæde.  

Dejligt, det var et lyntog, der skulle køre direkte ud til lufthavnen, så det gik jo strygende...  indtil Ringsted. Her holdt vi ret længe, og efter nogen venten blev der sagt, at der var problemer i Køge, så de var ved at finde ud af, om toget kunne køre en anden rute. Det lykkedes nok, for vi kom da videre.  Og nu var det jo også til at overskue at vente, for her i toget var der dejlig varmt, det er jo ikke den store vinterdunjakke, jeg har på, så det har været noget koldt med al den ventetid.

Klokken 23.15 - næsten fire timer forsinket - var jeg fremme på mit hotel, Comfort Hotel Copenhagen Airport, og jeg var rigtig glad for, at jeg ikke havde booket på Danhostel, som jeg først havde planlagt. Der skulle jeg have gået et godt stykke fra hovedbanegården til hotellet. Nu kunne jeg bare gå gennem nogle lange gange og behøvede slet ikke at komme ud, det var rigtig godt, når det var blevet så sent, og jeg følte mig ret brugt. Så næste gang tager jeg nok bussen til København!

Kathmandu, den 28. februar 2026

Jeg stod op til en lækker morgenbuffet på Comfort Hotel Copenhagen Airport. Og så skulle jeg lige have indsendt ansøgning om kompensation hos DSB - et lille plaster på såret er, at jeg rejste gratis til København. Og jeg havde god tid, for jeg skulle først tjekke ud kl. 12, så jeg gik en tur, godt at få rørt benene inden den lange rejse. 

Jeg gik over i terminalen og tjekkede ind, og så passede det så fint, at jeg kunne få frokost i loungen, men den var lukket, der var fyldt op derinde. En sur dame ved skranken sagde, at de ville åbne om 10 minutter til et kvarter, så jeg stillede mig bare op og ventede, men alle, der kom og ville ind, fik stadig meldingen om, at de nok åbnede om et kvarter, da havde jeg stået der længe. Men ind kom jeg til sidst, og der var tid til at jeg kunne få lidt at spise, inden jeg skulle ud til gaten. Det gik til gengæld meget let, paskontrollen, som jeg tit har stået i kø til at komme igennem i meget lang tid, gik jeg lige igennem i går. Så dejligt - at ikke alt var besværligt.

Vi fløj til tiden, klokken 15, til Doha i Qatar, hvor vi skulle vente halvanden time. Men det var fint, for det er også en ret stor lufthavn. Og nu havde jeg mødt nogle af de andre, jeg skal rejse med. Turen videre til Kathmandu varede kun tre en halv time. Vi landede lokal tid klokken 8. Men det blev ikke til ret meget søvn, der var et par meget urolige og højrøstede børn bag ved os, så ikke mange kunne sove.

Da vi havde været igennem paskontrol og fået vores kufferter, stod vores guide, Tania, og vores nepalesiske guide, Rama, og tog imod os. Vi fik en blomsterkrans af targetes om halsen, og så skulle der tages gruppefotos inden vi kom med den lille blå bus, som skal køre med os hele ugen. Første stop var en lille fransk restaurant i et pænt kvarter, hvor vi fik kaffe, the og lidt brød med marmelade, for vi havde ingen morgenmad fået på flyet.

Næste stop var den gamle bydel, hvor vi gik gennem smalle gader til Hanumandhoka Durbar Palace Square med mange templer fra 1.700 - 1.900-tallet, bygget under forskellige konger, og det gamle palads Kantipur. Det er også en af Unescos World Heritage Sites.

Der ligger rigtig meget affald rundt om, både på gaden og i floden, jeg synes, det minder rigtig meget om Indien.

I en stor fire-længet bygning lever der en Kumari - en levende gudinde. Det er en lille pige fra en højerestående familie, der bliver udvalgt som gudinde. Hende der er der nu, blev udvalgt i efteråret, hun er kun tre år. Hun må ikke røre jorden, så hun bliver båret rundt, for at hun ikke skal falde og slå sig, for hvis hun bløder, bliver hun uren og kan ikke bruges mere, og når hun får sin menstruation, er det også slut, så er hun uren. Alle nepalesere kan komme ind og blive velsignet af hende. To gange om dagen kommer hun hen til et vindue og står stift og kikker ud i ca 30 sekunder. Hun må ikke fortrække en mine - ikke smile - ikke sige noget. Når hun skal udvælges, er hun gennem mange undersøgelser, både fysisk og psykisk. Hun skal bl.a. ind i et ret mørkt rum, hvor der ligger afskårne dyrehoveder, og det må hun ikke reagere på, hvis hun skal udvælges.

Vi var ret forargede over, at man kan finde på at holde en lille pige som "gidsel" i huset væk fra sin familie, men Tania siger, at set i forhold til hvordan andre piger lever deres liv, er det nok ikke så slemt, som vi synes, det lyder. At få en pige er ikke særligt velkomment, kvinder regnes ikke for noget og har ingen rettigheder her. Familien kommer på besøg og hun får undervisning, når hun bliver gammel nok til det, og hun bor sammen med nogle hjælpere og en præst. Hun må også gerne få legekammerater på besøg.

Vi gik rundt og kikkede på tempelområdet, og så var det blevet frokosttid. Vi spiste på en restaurant på en tagterrasse, hvor jeg fik dumplings med noget meget spicy fyld.

Nu skulle vi heldigvis til vores hotel, Hotel Tibet, og det er fine værelser. Det var lidt spændende, for med Japan i frisk erindring har de offentlige toiletter inklusive dem i lufthavnen ikke tålt nogen sammenligning. Her er der fint.

Så fik jeg en lille lur og fik skrevet inden aftensmaden, som vi fik her på hotellet. Det var buffet og smagte rigtig godt. Tania fortalte her til aften, at luftrummet over Qatar er lukket. Heldig for os, at det ikke var for tolv timer siden! 

Og nu vil jeg nyde en dejlig lang nats søvn.

Kathmandu, den  1. marts 2026

Vi skulle heldigvis først afsted kl. 9, så jeg behøvede ikke stå tidlig op. 

Vi startede ved Swoyambhunath templet, også kendt som Monkey Temple på grund af de mange aber, der løber rundt omkring de utallige små templer og helligdomme. Tempelkomplekset ligger oppe på en bakke, så der var udsigt ned over byen, men der er så meget smog her, så det er meget usigtbart. Stedet er hellig både for buddhister og hinduer. 80 procent af Nepals befolkning er hinduer og 20 procent buddhister.

De små aber var sjove og charmerende, og Rama havde heldigvis sagt til os, at vi skulle lade være med at have noget spiseligt i taskerne og lommerne, for så kunne vi ikke være i fred. Og vi så også nogle turister, der blev plaget af aberne. 

Og så var det sjovt, for lige pludselig fik jeg øje på Karin fra Peru turen, så vi fik da lige en lille snak. Hun var en af de søde medrejsende, jeg lånte penge af, da jeg stod uden.

Herfra fortsatte vi til Patan. Kathmandu består af tre byer, som er vokset helt sammen - Kathmandu, Patan og Bhaktapur. Her i Patan skulle vi besøge Patan Durbar Square, hvor vi så Pashupatinath tempelkomplekset. Vi var endda inde og blive velsignet af stedets Kumari - gudinden i form af en 11-årig pige. Der er ikke så strikse regler omkring hende, som Kumarien i Kathmandu. Vi kunne som turister få en velsignelse af hende, og vi måtte også gerne fotografere hende. Det var lidt spændende. 

Efterfølgende havde vi lidt tid til at gå rundt for os selv, og vi var nogle stykker, der gik sammen med guiden på kaffebar. Her fik jeg en varm drik bestående af ingefærafkog med limesaft og honning. Det fik jeg også til morgen, Tania siger, det er en mirakeldrik, og det smager også rigtig godt.

Nu var det blevet frokosttid, og det fik vi igen på en tagterrasse med udsigt over byen. Og herefter gik vi hen til en butik, hvor vi kunne købe det bedste the på markedet og lidt krydderier.

Sjovt at se elnettet - det er total kaos. Tania fortæller, at man sikkert bare trækker en ny ledning, når noget ikke virker, det er nemmere end at finde fejlen, så er det jo ikke så sært, at der hænger et utal af ledninger overalt.

Videre kørte vi med bussen til Boudhanath Stupaen, som er kæmpestor. Den skulle fylde 7.631 m2 og er 43 m høj. Rundt om den er der butikker og restauranter. Vi var også inde i et par klostre, og her blev vi også velsignet af en munk, det kostede godt nok omkring ni kroner, men det var da også det værd - ihvertfald hvis det virker!

Vi fik så et par timer på egen hånd, så jeg fik set lidt på butikker, inden vi skulle spise aftensmad. I dag kunne vi ikke få øl til maden, for der må ikke udskænkes spiritus pga., at der skal være valg den 5. marts. Der har været en del ballade i efteråret, hvor der blev sat ild til parlamentet og flere offentlige bygninger, så man er bange for, at der skal opstå ballade igen i forbindelse med valget, derfor er der ingen spiritus udskænkning. 

Vi blev kørt tilbage til hotellet med bussen.

Chitwan, den 2. marts 2026

Vi skulle tidligt afsted i dag, allerede kl. 7.00, for vi skulle køre ca. 170 km til Chitwan Nationalpark, og det varede seks timer på noget ekstrem dårlig vej, men det har været turen værd. Vi er ankommet til Jungle Villa Resort, som ligger ned til en flod. Det eneste, der kan høres her, er en masse fuglekvidder, og det er rigtig dejligt efter dagene i den hektiske storby Kathmandu.

Ups, jeg startede morgenen med noget, der ikke var så godt. Der var ikke meget tid til morgenmad, så jeg gik i god tid ned i restauranten, men de var ikke klar med maden, så jeg gik lidt rundt og kikkede. Så stod der nogle forskellige snacks - bl.a. mandler og valnødder, så jeg tænkte, at man bare kunne spise af dem, men så sagde en af mine medrejsende, om jeg gik og spiste af offergaverne. Og det kunne jeg da godt se, at det var, da jeg kikkede efter. Nødderne smagte nu godt - og heldigvis havde ingen af personalet set, at jeg tog det. Så er det nok godt, at jeg fik velsignelse af både en kumari og en munk i går, så går det nok alligevel.

Det har været en spændende køretur gennem bjergene - for til sidst at ende i et fuldstændigt fladt landskab. Her er masser af landbrug, især hvede og sennep. Et sted stod der en gammeldags tærskeværk, som blev betjent af mange mennesker. Oppe i bjergene var der masser af terrasser med hvededyrkning, og det bliver høstet manuelt. Markerne er så smalle, at ingen maskiner kan køre der, og de ligger også sådan, at ingen maskiner kan komme derop.

Vi er kommet forbi et utal af tankbiler med brændstof, som Nepal køber i Indien, som køber det af Rusland, og det er jo ikke rigtig godt.

Nepal har i dag en festival, som hedder farvefestival. Det går ud på, at man sprøjter vand med farve på hinanden, og vi så en masse lyserøde børn lege langs vejen. De gik alle med en vandpistol.

Lastbilerne er et kapitel for sig. De er gamle, rustne og malet i utrolige farver, og så står der alt muligt på dem. Risky Rider, Buddah was born i Nepal, Mothers Love, Road King, Airbus 777, Shiva og Krishna (to af de vigtigste hinduguder) osv. osv. Hver lastbil ligner et tivoli. Og så sender de det tykkeste sorte os ud af udstødningen, når de kører op ad bakken.

Ambulancerne ligner en Jeep, jeg kan ikke lige se, om mærket er Jeep, men de ligner. Jeg tror ikke, at der er plads til at en akutlæge kan køre med og behandle på vejen.

Så har vi også set en masse, der kører med nogle flag, både scootere og biler. Det er ikke Nepals flag, men partiflag, det er jo på torsdag, der er valg her. I en lille by, vi kom igennem, var der stort opløb af mennesker, så det kunne godt se ud som om, at der skulle være en demonstration. Rama, vores nepalesiske guide, er lidt bekymret over, hvad der kommer til at ske. Siden monarkiet blev afskaffet, har der været meget politisk uro, endda borgerkrig en periode.

Fremme ved vores resort fik vi frokost, jeg var også blevet meget sulten. Vi sad og spiste på terrassen med udsigt over floden og alle fuglelydene - det var bare så skønt.

Chitwan Nationalpark er oprettet som den første af Nepals Nationalparker i 1973 og dækker 932 km2.

Vi skulle ud at gå en tur i den nærliggende landsby, hvor Tharu folket bor. Det var sjovt at se, hvordan de bor, deres husdyr og deres udendørs aktiviteter. De har geder, mange høns, hunde og okser. Vi så marker med majs, hvede, forskellige grønsager og en enkelt rismark. Det er kun de bønder, der har råd til vanding, der kan dyrke ris nu, ellers er det kun en gang om året, de har ris, når monsunen kommer - fra maj til september/oktober.

Da vi var hjemme igen på resorten, skulle vi se billeder om parken. Der blev fortalt om parken og hvilke dyr, der lever der. Min store drøm er at få en tiger at se, men det er vist meget usandsynligt, da det er et nataktivt dyr. Ellers er der elefanter, næsehorn, vildsvin, flere forskellige hjorte, bjørne, to slags aber, leoparder, gekkoer, varaner, phytonslanger, kobraslanger, to krokodillearter og mange forskellige fugle. Så det bliver spændende i morgen, om vi får nogle af dem at se.

Herefter nød vi en øl på en terrasse ved floden inden aftensmaden, som blev serveret på græsplænen. Det var dejlig lunt at sidde der, selv om det var blevet mørkt.  

Chitwan, den 3. marts 2026

Jeg startede med morgenmad kl. 7, og det var med udsigt over floden - så dejligt, at sidde og se solen stå op. Nede i floden lå en lille krokodille, der gik nogle små hjorte og græssede og forskellige fugle gik og fangede noget i vandkanten.

Første aktivitet i dag var en sejltur på floden, Rapti River, vi blev kørt et stykke væk fra lodgen og kom med to kanoer, der blev skubbet fremad i vandet med en bambusstok, så der var overhovedet ingen larm . Det var så vidunderligt at sidde her og se på alle fuglene og de mange krokodiller. Der var kun 10 cm fra kanten af kanoen til vandspejlet, men det var meget beroligende at vide, at den ene art af krokodillerne kun er planteædende - og de store krokodiller - ja, dem håbede jeg bare på, der holdt sig væk, og det gjorde de. Vi skulle have redningsvest på, det var jeg nu ikke meget for, for jeg tror, at jeg hellere vil drukne end være frokost for en krokodille.

Lige nu sidder jeg og nyder varmen, udsigten og stilheden på min terrasse. Det eneste, jeg kan høre, er flodens rislen og mange fugle, der pipper på hver sin måde. Der er så vidunderligt her.

Vi spiste frokost, og bagefter gik en anden kvinde og jeg hen i landsbyen, hvor kvindernes shop er. Her var der træskærearbejder, kurve, armbånd osv. Så vi fik købt lidt, inden vi skulle på safaritur i jeeps. 

I starten af turen rundt i parken var vi inde og se et krokodille opdrætscenter. Krokodillen er et truet dyr. Det lægger mellem 15 og 60 æg, hvoraf kun 2 - 3 procent overlever. Mange bliver spist som æg, og når de bliver udklækket, er der også mange fjender. Så man har igangsat et projekt med at opdrætte krokodiller, som bliver sat ud i floden, når de er fem år. Så vi så krokodiller i alle størrelser her.

Vi har været rigtig heldige i dag, vi så mange af de dyr, som vi helst skulle se på turen. Vi så bl.a. læbebjørn, tiger, næsehorn, elefant, aber, flere forskellige hjorte, en del fugle bl.a. påfugl, sort stork og næsehornsfugl. Guiden sagde, at vi kunne føle os meget heldige, han har været guide her i ti år, og han har aldrig haft en gruppe med rundt, der havde set så mange forskellige ting, så vi var alle utrolig glade, da vi kørte hjem. 

Vi sad ved en flod i en halv time og ventede på, at der skulle komme en tiger gående, men det var forgæves, og så - da vi kørte mod udgangen luntede den store kat afsted - bare et kort stykke fra vejen. 

Der er militær checkpoints både ved indgangen og flere steder i parken. Pga. meget krybskytteri er der rigtig meget vagt på, og da vi kørte ud af parken, kom der ti soldater med store geværer gående, der skulle ind og patruljere for natten. Og der er to elefanter, der er holdt i fangenskab, som bruges til at afpatruljere området, da det er for farligt at gå rundt inde i skoven, hvor man ikke kan køre. Nationalparken dækker et område på 932 km2 - på størrelse med Lolland.

Da vi var tilbage på lodgen igen, var der danseopvisning af tolv tharu kvinder fra landsbyen, vi gik gennem i går. De havde folkedragter på, og de var vældig dygtige.

Herefter fik vi serveret aftensmaden, som var suppe, fisk med stegte kartofler, spaghetti, stegte grønsager og lemonsmør og kage til sidst. Det smagte rigtig godt.

Det har været en meget begivenhedsrig dag. Og vejret har igen i dag været fint - op mod 30 grader.

Sarangkot Mountain Lodge, den 4. marts 2026

Det blev en dag med et anderledes program end planlagt. Vi startede med morgenmad på terrassen ved floden, og vi kørte til lufthavnen. Da vi kørte ud fra Jungle Villa Resort stod hele personalet og vinkede til os, det var da så hyggeligt.

Det tog en halv time til lufthavnen, der er ikke så meget trafik, for der er mange, der er taget til deres hjemkommune for at stemme. Man kan ikke brevstemme her. Så det er jo bare heldig for os med trafikken.

Al flyving var aflyst pga. dårlig sigtbarhed, og da indenrigsflyvningerne bliver styret visuelt, skal der ikke meget til at stoppe trafikken. Da vi havde ventet forgæves i lufthavnen i to timer, besluttede Tania og Rama, at vi skulle køre herop i stedet for, så Rama fik hyret en minibus, hvor vi kunne være ni og en personbil til de sidste fire (incl. Tania og Rama). Der måtte tre kufferter op på taget. Turen ville nok tage fire timer, og det kom også til at passe, vi var inde på en motorvejsrestaurant og få frokost. Og her var der en fem rullers toilet, det er blevet vores målestok for toiletter, hvor mange ruller vi giver. I lufthavnen var der kun de såkaldte "pedallokummer" og ingen papir, så det fik kun en rulle! Og jeg kan mærke, at jeg bør lave flere squats, når jeg skal bruge den slags! Nåh, det var meget tom snak, men vi har det sjovt, det er så godt, at vi kun er 11 i gruppen, og det er to fantastiske og festlige guider, vi har. Så vi er næsten en familie, man lærer hurtig hinanden at kende. Og det er alle søde mennesker, vi er kun en fynbo og mig, som ikke er københavnere eller sjællændere. Men det går alligevel.

Bag på bussen stod der Sofa Seater, vi blev enige om, at det nok var fordi, der var plys på sæderne, for det var det eneste, der kunne minde om en sofa. For at dem bag ved kunne være der, måtte ryglænene skubbes så meget frem, at vi sad lidt foroverbøjede. Sikkerhedsselerne var svære at få gravet frem mellem sæderne, og de var møgbeskidte. Så vi tror ikke, at de bliver brugt så tit. Men vi kom frem, det var da det vigtigste. Og det meste af vejen var en meget fin vej, så det gik fint. 

Tania fortalte lidt om samfundet på vej herop. Det er skræmmende forhold, der er for piger og kvinder, især ude på landet, hvor hinduismen er stærk. Kvinder betaler mere for at køre i bus end mændene, og pigerne kommer kun i skole, hvis der er råd. At være kvinde er, at være ejet og bestemt over - pigen er ejet af faren, konen er ejet af manden og enken er ejet af ældste søn. Hun må ikke gifte sig igen, hvis hun bliver enke eller skilt, det må manden selvfølgelig gerne, hvis han bliver enkemand eller skilt. Manden må gerne være voldelig over for pigerne og konen. Det er grumme historier, og det foregår stadigvæk. 

Vi kom til Pokhara, og så begyndte opstigningen. Vi kørte mange kilometer på en meget smal vej, der nogle steder svingede så brat, at chaufføren var nødt til at bakke engang for at få bilen drejet rundt. Der er ingen autoværn, og det går bare lige lodret ned nogle steder, så man skal ikke kikke for meget ud til siden, hvis man lider af højdeskræk.

Vi nåede op i 1.600 meters højde o.h., og hele hotellets personale stod med fuld musik og tog imod os, jeg følte mig helt kongelig - og vi fik et lille nepalesisk tørklæde om halsen. 

Nu fik vi vore værelser, rigtig fine, og der er panorama udsigt ned over byen - meget langt nede. Desværre er det meget diset, for herfra er der udsigt til Himalaya, så vi håber og krydser fingre for klart vejr i morgen.

Vi spiste aftensmad på hotellets restaurant, og det var en overraskelse - vi kunne købe øl til maden. Ellers er alt spiritus forbudt pga. valget. Og i morgen er dagens program også lavet om pga. valget, der må ikke køres overhovedet, så vi må blive heroppe og gå nogle ture her på toppen.

Og nu glæder jeg mig rigtig meget til i morgen med forhåbentlig klart vejr.

Sarangkot Mountain Lodge, den 5. marts 2026

Jeg har ligget hele aftenen og ventet på, at der blev banket på min dør, for i går aftes da jeg skulle have skrevet drikkevarer på mit værelse, kunne den søde unge fyr huske mit værelsesnr. Jeg sagde til ham, at jeg syntes, han havde en god hukommelse, når han kunne huske det. Så svarede han, at det var fordi, han syntes, at jeg havde noget flot hår! Men han kom aldrig - og jeg kunne jo sådan set også have været bedstemor til ham.....

I aftes, da jeg gik i seng, trak jeg ikke gardinerne for, for jeg regnede med, at når jeg slog mine øjne op her til morgen, ville jeg kikke over på Himalayabjergenes solbeskinnede toppe, men det var ikke lige sådan, det blev. Toppene kunne kun lige skimtes gennem skyerne, men heller ikke mere.

Det er en superflot morgenbuffet, der er her, næsten alt hvad hjertet begærer, så morgenmaden tog lang tid. 

Efter morgenmaden ville Tania fortælle lidt om samfundsforholdene her, og det er virkelig skræmmende. Godt at man ikke er født som kvinde her. Man har fået forbedret forholdene lidt i de større byer, men ude på landet er der stadig kummerlige forhold for kvinderne. Pigerne og kvinderne arbejder tit fra kl. 4 om morgenen til 22 om aftenen. Det er dem, der har alle arbejdsopgaverne, husholdningen, dyrehold og markarbejde, og de skal også være tjenere for drengene og manden - eller mændene i familien, for man bor flere generationer sammen. Det er den nære relation til familien, der sikrer overlevelse her, ingen kan klare sig alene. Næsten alle ægteskaberne er arrangerede af forældrene.

Når pigerne og kvinderne har menstruation, er de urene, og så bliver de forvist fra huset og må opholde sig i et skur udenfor. Mødre, der lige har født, er også urene, så de bliver også forvist, og der er egne her, hvor der er meget koldt- så ikke så sært at børnedødeligheden er syv gange større end i Danmark. Hvis kvinden ikke kan levere drengebørn eller måske slet ingen børn, er det skilsmissegrund. Det er udelukkende hendes skyld, hvis det går sådan.

Stadigvæk pga. valget, som er i dag, må der ikke køres, og kabelbanen, som jeg gerne ville med ned i byen, står også stille i dag. Derfor havde Tania og Rama arrangeret en gåtur, hvor vi først gik op til en 16 meter høj statue af Ganesh, lykkeguden, som har fem elefanthoveder.

Næste stop på turen var hos en bonde, hvor vi så hans ko og geder. Videre til hotellets "farm" - et lille stykke jord, hvor de dyrker deres egne grønsager. Her fik vi serveret en let frokost, inden vi gik tilbage til hotellet igen.

I eftermiddags var der arrangeret en vandretur på en sti op til et udsigtspunkt. Det var godt at få trænet lidt til Tigers Nest i næste uge i Bhutan. Jeg så få rhododendron, der blomstrede, men det er for tidligt til, at rhododendronskovene er i blomst. Den er iøvrigt Nepals nationalblomst.

Tilbage på lodgen fik jeg en kop kaffe, inden jeg skulle ned og have en times massage. Jeg havde bestilt en times thai massage, det har jeg prøvet i Thailand, men jeg kan ikke huske, at det var så smertefuld - men nu er mit skrog selvfølgelig også blevet 15 år ældre, det er nok derfor, og så kan jeg da konstatere, at jeg ikke har knogleskørhed, for så havde jeg da brækket nogle ben under seancen.

Vi spiste aftensmad i hotellets restaurant, der er ligesom ikke andre muligheder her, men det er også godt mad, de serverer, så det er fint. Jeg fik noget rejesalat med forskellige grønsager, det smagte godt.

Vi krydser alle fingre for, at det er mere klart vejr i morgen, så vi kan få et fint kik ud over Himalayabjergene, og vi skal også gerne med fly til Kathmandu i morgen formiddag. Det ville ikke være det værste sted at strande, men det er i overmorgen, vi skal videre til Bhutan, og det vil jeg være meget ked af at blive forsinket til.

Bhaktapur, den 6. marts 2026 

Vi var alle meget forventningsfulde, for Rama regnede med, at det ville blive mere klart vejr i dag. Men nej, det var fuldstændig tæt af skyer - så ingen Himalaya i udsigt.

Efter den lækre morgenmad skulle vi med bussen ned til lufthavnen, og her havde vi nogle timers ventetid - om det var vejret, eller det bare er sådan, det hele fungerer her, ved vi ikke. I det mindste var det en meget pæn og ny lufthavn med en fin toilet! Det kommer man til at sætte meget pris på - på sådan en tur. Og afsted kom vi, og nu regnede vi med, at vi kom op over skyerne i det lille fly, men nej, heller ikke her fik vi Himalaya at se.

Lidt sjovt i lufthavnen - da vi landede skulle vi med en bus hen til den lille terminal. Vi gik ind i bussen, og så blev der lige spændt en lille trailer bag på bussen, hvor vores bagage blev smidt på. 

Vi landede i Kathmandu, og så kørte vi en times tid, til en by længere nede i dalen, Bhaktapur. For længe siden var det en selvstændig by, men nu er den vokset sammen med Kathmandu og Patan, hvor vi var de første dage. Bhaktapur er mere original og historisk autentisk end de to andre byer.

Vi startede med frokost, bagefter gik vi en tur gennem byen gennem små smalle gader, og alle steder er der folk udenfor på gaden. Vi var på tre forskellige tempelpladser og Durbar Square. Og så nåede vi vores hotel, The Nanee, et lille rigtigt spændende sted. Vi tjekkede ind, og så kunne jeg lige få vasket den fuglelort af håret, som jeg var så heldig at få på gåturen. Senere var vi et par stykker, der gik hen på tempelpladsen og ind i den lille gade, som Tania havde vist os, her kunne vi bl.a. købe pashminasjaler.

Vi spiste aftensmad sammen her på hotellet. Og nu skal der pakkes og sorteres. Vi kan efterlade noget her på hotellet, for både indenrigs og ruten Nepal - Bhutan må man have mindre bagage med, end når vi skal hjemover. Og vi skal afsted allerede 6.30 i morgen tidlig.

Kathmandu, den 7. marts 2026

Vi skulle tage foreløbig afsked med Rama i aftes, men vi møder ham igen om fem dage, når vi kommer tilbage til Kathmandu. Det har været interessant at følge med i, hvordan han har været bekymret for valgets resultat. Han tror, hvis den gamle regering ville få flertal, ville der blive meget ballade - endda været bekymret for borgerkrig. Men heldigvis havde de nye partier flertal, og præsidenten bliver formentlig den nuværende borgmester i Kathmandu, og han har vist, at han vil gøre alt for at stoppe korruptionen og skabe fred i landet. Så Rama var en glad mand i går, og det forstår man godt. Så store ting er der heldigvis ikke på spil, når vi hjemme skal til valg.

Vi forlod det dejlige hotel, som vi kun har overnattet på en nat. Vi fik lige en hurtig kop kaffe og en pose med morgenmad, inden vi forlod hotellet kl. 6.30. Og der var ikke meget trafik, så turen gik fint. Og indtjekningen gik smertefrit i dag, så vi kommer nok afsted til tiden.

Og Tania har fået mail fra Stjernegaard, der skriver, at vi skal nyde ferien og ikke tænke på hjemrejse. De skal nok finde ud af et eller andet. Måske bliver vi nogle dage forsinket, men nu må vi se, hvordan det går.

Jeg sidder i Loungen, for brødet i madpakken var en muffin og en croissant, og det kunne jeg ikke lige overskue at spise. Det er en fin lounge, og der var lurpak smør - en glædelig lille overraskelse. 

Og nu er vi så på vej til Bhutan, så nu er det på Bhutan siden, jeg skriver om mine oplevelser.

Kathmandu, den 12. marts 2026

Så nåede vi til Kathmandu igen. Og det er som at komme til en anden planet. Alt emmer af ro og kontrol i Bhutan i modsætning til her, hvor alt er hektisk, kaotisk og lidt tilfældigt. En kombi af de to lande på en rejse er virkelig god, så fornemmer man rigtig, hvor stor kontrasten er. 

Flyveturen var smuk, smuk - hele vejen langs Himalaya bjergene. Og det er så vildt at se, at vi næsten flyver på samme højde, som de sneklædte bjergtoppe - det fortæller, hvor høje bjergene er.

Vi landede i Kathmandu, og stadig stod der et fly fra Qatar Airways stille og ventede, gad vide hvor længe, det kommer til at stå der. Det blev et glædeligt gensyn med Rama, som vil følge os, indtil vi skal hjem på mandag.

På vej til vores hotel kom vi forbi Hotel Hilton, der blev bygget for to år siden, nu stod det som en tom skal efter en brand, der blev påsat under oprøret i september 25. Og  Rama fortalte glædestrålende, at de nye partier, som han tror på, har fået to tredje dele majoritet, så der bliver et godt grundlag for en ny solid regering. Det giver virkelig stof til eftertanke at se, hvordan nepaleserne har været påvirket af valget. Men det lader til, at de er på vej mod nye og bedre tider.

Vi ankom til vores hotel, Hotel Manaslu i Kathmandu, og det er også et fint værelse. Men der er varmt her, og jeg kunne ikke få AC'en til at virke, så jeg ringede til receptionen, og der kom to mand op til mig. De mente, at de fik det til at du, og det kører også, men det køler ikke rigtigt. Vi skal have fire overnatninger her.

Tania ville tage os, der var interesseret, med hen til sin skrædder, og jeg fik da også bestilt en nederdel og jakke. Men der var nu ikke meget stof at vælge imellem, men til den pris, hun forlangte, kan man nok heller ikke forvente det helt store.

Tilbage på hotellet spiste jeg en sandwich, inden vi skulle køre ud til et kontor, hvor vi kunne få vores visa forlænget, den udløber jo i morgen. Det var lidt af en oplevelse , et gedemarked, det tog en time for os seks at få fornyet vores visa, men nu kan vi opholde os helt legalt de næste fire dage.

Vi nåede lige tilbage til næste tur - med Tania til en guldsmed, hvor hun skulle hente noget, hun havde bestilt. Men der var ikke rigtig nogen, der købte noget, det var lidt dyrt. Så vi gik tilbage til hotellet lige med et lille stop på en bar, hvor vi fik en øl.

Aftensmaden fik vi på et fint hotel lige ved siden af, hvor vi bor. Men det var lidt mærkeligt - vi blev placeret i baren eller nærmest i diskoteket - og vi måtte to gange spørge, om de kunne dæmpe musikken lidt. Maden var thai mad og smagte rigtig godt. Tania er vist smittet med den verserende feber, så hun havde fået fat på Victor, som vi først skulle møde i morgen aften, hvor Tania siger farvel til os. Og så skal Victor tage over, indtil vi rejser hjem på mandag.

Lige nu er der et voldsom tordenvejr over os, men fint, hvis det er overstået i morgen, luften trænger også meget til at blive renset.

Kathmandu, den 13. marts 2026

Åh ja, da jeg slog øjnene op var min første tanke, at hvis ikke den orange lille gnom havde været til, ville jeg have siddet i et fly, der ville lande om nogle få timer i Kastrup..... Jeg synes pludselig, der er meget længe til tirsdag aften....

Nåh, men heldigvis er der arrangeret nogle ting de næste dage, så ventetiden ikke skal blive for lang, og vi bor på et dejligt hotel, så der er ingen grund til at brokke sig.

Vi skulle ud til Pashupatinath Tempelkomplekset, som er et af hinduismens vigtigste pilgrimssteder. Her er et utal af små helligdomme og det er hovedkremeringssted for hinduer i Kathmandu-dalen. Floden Bagmati, som løber igennem området, er en biflod til Ganges, og dermed er stedet velegnet til ligbrænding, for hvis man dør eller brændes her, bliver man ifølge traditionen frigjort fra den endeløse cyklus af genfødsler. Floden er ikke ret bred, og vi kunne sidde på den anden side og følge med i hele seancen, det er helt naturligt, her gemmer man ikke døden væk.

Man kommer med liget, som er viklet ind i orange klæde og en del targetesblomsterkranse, og det bæres ned på en skrå rampe, der er i trapperne ned til floden. Her tager man så klædet væk fra hoved og fødder, og så går de pårørende ellers i gang med at vaske hoved og fødder i det virkelig skrækkelige møgbeskidte hellige flodvand. Munden skulle efter sigende blive fyldt med smør, for at det kan brænde. Det er munden, der sættes ild til først. 

Bålet er bygget på nogle platforme, der er lavet i trapperne. Her bliver bålet bygget op af træ, og liget lægges ovenpå, så går ældste søn eller alle sønnerne tre gange rundt om bålet, inden han sætter ild til munden, og der bliver tændt op under brændet. Ældste søn er er blevet kronraget på nær en lille bitte tot ovenpå hovedet. Det foregår også her ved floden, imens bålet bliver bygget op. Når der er sat ild til liget og bålet, starter den kvindelige del af familien deres klagesang eller meget højlydt græderi - hvad det nu kaldes. Og så dækker man liget med en slags tørt græs, der er gjort vådt - sikkert for at holde på varmen, så liget kan brænde helt ud.

Efter fire timer er der brændt meget af det ud, og så bliver asken og resterne af pind og andet fejet ned i floden, og så er den ceremoni holdt, og der bliver gjort klar til den næste.

Mens vi stod der, begyndte der at komme masser af politi, pressefolk og et hav af mennesker. Rami kunne så fortælle, at det er den afsatte præsidents far, der døde i går og skulle kremeres i dag. Der blev pyntet rigtig fint op på en af afbrændingsramperne med et hav af targetesblomster. Man kunne godt se, at der skulle ofres noget ekstra på ham. Targetesblomsterne kommer fra Indien.

Efter en virkelig underlig, men spændende oplevelse skulle vi have frokost. Vi spiste på en restaurant, som vi havde spist morgenmad på, den morgen vi ankom til Nepal. 

Vi kørte med bussen hjem til hotellet igen.

Så var vi tre singlepiger, der senere gik en tur hen gennem byen. Det er vanvittig hektisk, larm, trafikstøj og -os, jeg er lykkelig for, at jeg ikke skal bo her. Kathmandu skulle være den mest forurenede by i.f.t. indbyggertal i verden, men det ligger også nede i "en gryde", der er bjerge på alle sider, så luften står helt stille.

Vi spiste aftensmad på hotellet, og nu skulle vi sige farvel til Tania, der skulle på ferie på Sri Lanka, hvor hun skulle møde sin mand. 

Nu er det voldsomt tordenvejr igen, det var det også i går aftes. Men det er fint, det er jo godt vejr om dagen, så må det meget gerne regne og tordne om aftenen og natten.

Kathmandu, den 14. marts 2026

Så gik endnu en dag her i Kathmandu. Vi skulle sige farvel til Vibeke i dag. Hun tog afsted som den første. Stjernegaard havde bedt Tania om for nogle dage siden, om vi kunne lave en prioritetsliste med hjemrejsen, og der var fem, som skulle hjem og på arbejde, så vi var alle enige om, at det var dem, der skulle have 1. prioritet. 

Victor kom og tog os med på en vandretur op til et nonnekloster,  Nagigumba, der ligger et stykke op ad bjerget nord for Kathmandu. Det var en tur på halvanden time opad, det blev i alt til godt 7 km, men vi er jo alle i topform efter Tigers Nest, så det gik fint. Heroppe i klosteret var der utrolig mange børn, også ret små, for der er en skole heroppe. Børnene var i klosterdragt, så de bor åbenbart heroppe. Nogle af børnene er sikkert gadebørn, der er blevet bragt herop, og de er heldige at få et liv her i stedet for at leve på gaden. Vi var inde og se templet, men den lignede alle de andre templer, vi har set.

På vej tilbage til hotellet spiste vi frokost.

Nogle stykker af os er gået hen og fået os en stamcafé her i strædet. Vi var her 3. gang i dag, og ejeren ved, at vi skal have fire øl, og det er nu vældig hyggeligt.

Aftensmaden spiste vi her på hotellet, og så skulle vi sige farvel til Anne og Lars, Julie og Henrik. Det har været rigtig godt at være så lille en gruppe, vi er jo næsten i familie nu. Og nu er vi seks tilbage, der rejser på mandag.

Kathmandu, den 15. marts 

Så gik den sidste dag i Kathmandu også. Det blev også en god dag her, men nu skal det blive rigtig godt at komme hjem. Rejsen er blevet lidt uoverskuelig lang. Først flyver vi nogle timer mod øst til Kinas østkyst for at flyve mod vest igen til Paris. Fra vi forlader hotellet i morgen tidlig, til vi lander i Kbhs lufthavn går der 33 timer - og det er altså, hvis det hele går planmæssigt. Og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan togrejsen vil forløbe.... Nåh, men det skal nok gå.

Victor og Rama kom og hentede os kl. 10. Vi har besøgt tre små landsbyer, som efterhånden er vokset sammen med Kathmandu, men der er landsbystemning her. Hundene ligger rundt om midt på de små gader og veje, og de få biler og mange scootere kører bare udenom. Der er folk overalt, nogen snakker, nogen fejer, der bliver bygget, og midt på en plads sad en gammelmor og fik vasket hår. Ris og sennepsfrø ligger til tørre på presenninger, pludselig er der larm fra en flok skolebørn, og der er masser af liv omkring de små templer, der ligger overalt.

Første landsby var Bungamati, her er der mange træskærerværksteder. Alle smukke og kunstfærdige vinduer, døre, porte, figurer - alt er håndskåret. Det var sjovt at lugte til noget af det træ, de skar i, det er kamfertræ, og det var nemt at lugte.

Vi gik videre til Kokahna. Her er der tradition for at lave olie af sennepsfrø, og olien bliver brugt til mange, mange ting, bl.a. madlavning, massage, kropspleje osv. Alle babyer bliver masseret ind i olie hver dag, indtil de er halvandet år, det er bedstemødrenes arbejde.

Det blev tordenvejr, og der kom en ordentlig byge lige da vi var kommet ind i bussen. Vi blev kørt til et sted, hvor vi spiste frokost, og imens vi spiste stoppede regnen, og det klarede endda op, så vi kunne se meget længere væk. Den første regn, der falder efter en lang tør periode, er lidt giftig. Der ligger en kraftig smog over byen, og når regnen kommer ned gennem den meget forurenede luft, bliver regnvandet meget forurenet. De mener, det kan give feber, hvis man bliver gennemblødt af regnen. 

Det var heldigvis næsten solskinsvejr, da vi var færdig med at spise, og vi gik gennem Kirtipur. Området har været meget hårdt ramt af det store jordskælv i 2015, så man var stadig i gang med at bygge op mange steder, og der var allerede bygget  mange fine huse.

Vi fik en billet til en af bydelene, det var trykt på fint håndlavet papir, og der er en bestemmelse om, at alle offentlige papirer i Nepal, skal trykkes på håndlavet papir. Det skulle være meget stærkere, kunne tåle fugt og er mere bestandig end almindelig papir.

Det har været en fantastisk spændende tur i dag, det er et helt andet indtryk, man har fået i dag af livet her. Folk er meget fattige, men der ser ud som om, at mange alligevel trives, og ifølge Victor har de fleste et ok liv her. Religionen har en meget, meget stor betydning for nepaleserne.

Og nu skulle vi sige farvel til Victor og Rama. Victor har været et kort men godt bekendtskab. Rama har været en rigtig god guide, meget venlig, hjælpsom og festlig, det var været godt at lære ham at kende.

Vi spiste aftensmad på hotellet, det er jo Stjernegaard, der betaler.

Og så skal kufferten pakkes, nu er det meget spændende, om den kan lukkes!

Kathmandu, den 16. marts 2026

Så er kufferten pakket, og vi skal sige farvel til vores gode hotel her, som har været en lille oase i den hektiske storby. Og dejligt, hvis vi lige kunne skrue klokken 40 timer frem!

Den 17. marts 2026

Nu sidder jeg i toget på vej fra København til Silkeborg. 

Flyrejsen gik fint, først skulle vi flyve fra Kathmandu til Guangzhou på Kinas østkyst. Det var en tur på fem timer. Her skulle vi vente i fem timer, inden vi kom på flyet til Paris. Det var en tur på 12 timer. Men Stjernegaard havde været så venlig og købe billetter på premium economy klasse, vi blev ovenud lykkelige, da vi fandt ud af det. Vi havde fint med benplads og behagelige sæder, så turen gik fint, vi sov en del, så det føltes ikke slet så slemt, som vi havde frygtet. 

I Paris skulle vi vente i fire timer, og herfra skulle vi kun flyve i to timer, inden vi nåede København. Her havde jeg en times ventetid til toget kørte. Og så var det er farvel til de sidste fem, som jeg har fulgtes med.

Og nu krydser jeg fingre for, at der ikke bliver forsinkelser, for der er kun syv minutter i Skanderborg. Lige nu orker jeg ikke nogen forlængelse, af den sidste tur hjem.

Heltborg, den 17. marts 2026

Jeg nåede hjem kl. 21.30 i aftes - godt brugt. Heldigvis nåede jeg toget i Skanderborg, så jeg ikke blev yderligere forsinket, og Randi hentede mig på banegården. Det var et glædeligt gensyn med Chica og Randi, og jeg fik lige lidt at spise og en kop kaffe, inden jeg kørte mod Thy. 

Dejligt at være hjemme igen. De fire dages forsinkelse gik godt, Stjernegaard havde lavet nogle gode ture, så vi ikke gik og kedede os. De har vist igen engang, at de kan håndtere krisesituationer, dejligt, så det bliver nok ikke sidste gang, jeg vælger at rejse med dem. 

Alt i alt har det været en rigtig, rigtig god tur. Det er en rigtig god combi at besøge begge lande på en gang, det viser den store forskel, der er på de to lande.

Tanias afskedstale til os

Kære alle sammen,

For bare 14 dage siden mødtes vi som fremmede. I dag står vi her som en gruppe, der har delt et eventyr, de færreste får lov at opleve. Vi har dykket dybt ned i Himalayas hjerte, og jeg vil gerne takke hver og en af jer for at have taget både Nepal og Bhutan til jer med så stor åbenhed og nysgerrighed.

Vores rejse startede i det hektiske, smukke Kathmandu. Vi mærkede historiens vingesus ved UNESCO-stederne og fik den helt særlige velsignelse af både den levende gudinde og de buddhistiske munke. Men vi skulle også helt ned i gear, da vi drog mod lavlandet i Chitwan. Her blev vi ét med naturen; vi sejlede med krokodiller, besøgte alligatorer og fik en safari, vi sent vil glemme. Vi så alt fra bjørne og næsehorn til en – lad os sige det mildt – meget kærlighedshungrende vild elefant. Og hvem glemmer synet af tigerens bagdel, der forsvandt ind i buskadset?

Selvom vi blev "snydt" for en flyvetur til Pokhara, gav det os i stedet en af de smukkeste køreture, man kan forestille sig. Ved Sarangkot fik vi roen, poolen, massagen og – ikke mindst – det magiske glimt af de mægtige bjerge, før vi rundede Nepal af i Bhaktapur med Newari-kultur, festivaloptog og "Nepals Mona Lisa".

Så gik turen til Tordendragens land, Bhutan. Allerede i Paro lufthavn ramte roen og den smukke arkitektur os. I Thimpu mødte vi verdens største siddende Buddha, og det var rørende at se de ældre bhutanesere bede for en bedre inkarnation ved Memorial Chorten. Vi har set det hele: fra lokale fodboldkampe og det mærkværdige nationaldyr Takinen til de unge drenge, der kæmpede med deres lokale dartspil.

Vi har krydset pas med 108 stupas, besøgt den imponerende Punakha Dzong og lært historien om "De fire venner". Og hvem havde troet, at vi alle skulle velsignes af "The Divine Madman" penis-attrap? Det gav os i hvert fald et smil på læben hele vejen gennem de farverige souvenirbutikker. Vi har smagt ægte chili cheese hos en lokal familie og mærket gæstfriheden helt tæt på.

Men det vigtigste på denne tur har ikke kun været de steder, vi har besøgt. Det har været jer.

* Lene, vores "forelskede teenager", der viste sig at være en sand tørklæde-kleptoman,når et lidt ældre men flot tørklæde  listede sig ned i tasken.

* Henrik og Julie, som aldrig kunne få maden stærk nok og frygtløst kastede sig over de vildeste lokale chiliretter.

* Sabine, der fra bussens forreste række agerede vores allesammens udkigspost og spottede de perfekte fotostops.

* Jan, vores kloge "alderpræsident", som nysgerrigt og med stor ro har fulgt med i hvert eneste skridt af rejsen.

* Lars, der med sine lynhurtige kommentarer virkelig satte mig på prøve – og Anne, tak fordi du ihærdigt prøvede at få ham afsat, når han blev lidt for vittig!

* Tommy og Helle, som hånd i hånd har suget hvert et indtryk til jer og mindet os om det smukke i at rejse sammen.

* Ruth, vores solide thybo, som gjorde os klogere på faunaen og gav os et helt unikt – og meget personligt – indblik i det bhutanske sundhedsvæsen.

* Og sidst men ikke mindst Vibeke, der med sin helt egen stil gjorde ethvert lokalt tørklæde til den nyeste mode inden for hovedbeklædning.

Fra dag ét har I været en gruppe, der har inkluderet hinanden, passet på hinanden og grinet sammen. 

Det har været en utrolig ære og en stor glæde at være jeres guide. At se jer forelske jer lidt i denne unikke del af verden, har været den største gave for mig.

Tak for rejsen, tak for jeres selskab – og pas på de minder, I tager med hjem i kufferten.

Skål for et uforglemmeligt eventyr og for jer!  Skål for et fantastisk eventyr