13.01.

Singapore

Så nåede vi til Singapore efter en laaaang flyvetur på en meget kort nat. 

Vi kørte hjemmefra i går kl. 02.30, vi skulle flyve fra Ålborg til København, hvorfra vi lettede kl. 12.30. Efter 11 timer og 10.000 km nåede vi Singapore, men her var klokken allerede 6.30, så det er ikke meget, vi har sovet i de sidste to døgn. 

Vi blev hentet i lufthavnen af en vældig snakkesalig mand, så inden vi nåede vores hotel, havde vi allerede lavet aftale med ham om, at han vil køre os rundt på sightseeing i Singapore, når vi kommer tilbage hertil på hjemvejen. Så vil det så vise sig, om han fupper os, for han fik 50 dollar i depositum, men vi tror på, at han er ærlig, og det er da til at overskue at miste de 50 dollar.

Staten Singapore er på godt 700 km2, og indbyggertallet er godt og vel 5½ million. Vi kunne også se under indflyvningen her til morgen, at næsten hele øen er fyldt op med højhuse. Vi bor på 14. etage på V Hotel Lavender. Jeg plejer som regel at tage trappen i stedet for elevatoren, men det er vist ikke lige her, jeg orker det.

Det var så heldigt, at vores værelse var klar, så vi kunne få den med det samme. Det ville have været surt, hvis vi skulle have ventet til kl. to i eftermiddag. Og da det er for tidligt, vi skal afsted i morgen, kunne vi godt få morgenmaden i dag i stedet for, og det valgte vi selvfølgelig.

Thorkild gik i seng med benene stablet op på puderne, og jeg gik ud for at sondere området lidt.

Jeg spurgte i Receptionen om et bykort, og så gik jeg indad mod centrum. Men der er meget varmt her, og jetlag'en plager, så turen blev ikke så lang. 

Jeg skulle have fundet en hæveautomat, men det lykkedes ikke, og de er ikke meget for at yde service i receptionen. Da jeg fik bykortet, spurgte jeg, om der er nogle områder, hvor det ikke er sikkert for mig at gå, svarede manden meget kort og reserveret, at Singapore er et meget sikkert sted! Så kunne jeg jo bare traske afsted...

Da jeg kom tilbage, spurgte jeg en af "bagage service" personalet, og han var meget venlig og hjælpsom og kunne fortælle, hvor der var en hæveautomat.

Senere gik Thorkild med ned på McDonald, så jeg kunne få en lille burger, og vi fik hævet penge.

Kl. 16 gik vi i seng, og vi sov med det samme. Der er virkelig gået ged i dagsrytmen, men det hjælper forhåbentlig i løbet af nogle dage.

14.01.

Auckland

Vi vågnede ved 3-tiden, og så kunne vi ikke sove mere. Så vi gik i bad og pakkede kufferten, vi ville blive afhentet kl. 6.

I går aftes ringede chaufføren, som skulle hente os her til morgen, han ville fortælle, hvad bilnummer og tlf. nr. han har, og jeg fattede ikke en brik af, hvorfor jeg skulle vide det. Men jeg fik da skrevet op, hvad han fortalte. Og her til morgen fandt vi så ud af hvorfor. Når der kommer en taxa, bliver chaufføren bare siddende ude i bilen, og så skal man selv holde øje med, når bilen kommer. 

Det var for tidligt, vi skulle afsted, til at få morgenmad på hotellet, men heldigvis var der tid til at gå i en af loungerne i lufthavnen. Jeg var blevet meget sulten, jeg havde ikke fået noget at spise siden kl. tre i går eftermiddags, så det var godt at få noget mad.

15.01.

Auckland

Åh ja, endelig har vi fået ro på, og vi skal prøve, om vi kan få sovet noget.

Men lige først vil jeg fortælle lidt om det sidste døgn, som ikke er gået helt uden strabadser.

Vi kom med flyet til Auckland, turen var på ti timer, ved flyvning om dagen, går tiden lidt træg. Når man flyver om natten, kan man få sovet noget af tiden. Midt på tiden blev jeg meget dårlig - jeg fik en voldsom kvalme, så jeg satte mig på gulvet med en pose lige uden for toilettet. Efter et par timer var jeg nogenlunde frisk igen, og jeg fik lidt mad. 

Da vi var landet, fik vi hævet penge, og så skulle vi have bilen udleveret. Første del - udlevering af nøgle plus diverse aftaler og underskrifter gik strygende, og efter nogen søgen fandt vi bilen. Så skulle Thorkild på hårdt arbejde, men det lykkedes da at finde vores motel uden at få buler. Vi var meget glade for, at det var kl. to om natten, vi skulle starte med at køre, da var der ikke meget trafik.

Da vi havde parkeret skulle vi jo ind og have nøglen, men alt var mørkt og døren til receptionen var låst. Så var gode råd dyre - jeg prøvede at ringe, men det var en tlf.svarer, der sagde, at vi kunne lægge vores nummer, og de ville ringe tilbage hurtigst muligt. Det var lige før jeg havde lyst til at bruge alle Egon Olsens og Yvonnes superlativer, men jeg vidste ikke, hvad de hedder på engelsk, og det var sikkert godt! Jeg ringede så til Regitze hos Jysk Rejsebureau - klokken var jo to om eftermiddagen i DK. Hun sagde, at hun ville forsøge at ringe til nogle andre kontakter her, men da der var gået en halv time, kunne jeg ikke overskue at vente længere. Vi havde set, at der var et Best Western Motel lige ved siden af, der var ikke nogen i receptionen, men der var en dørtlf., så jeg prøvede at trykke på knappen, og en dame svarede, og vi kunne få et værelse der. Jeg sagde, da hun kom og lukkede op, at hun var en engel - men det kunne hun vist ikke se det sjove i :-). Jeg ringede igen til Regitze, og hun gav grønt lys for at få et værelse der. Så klokken godt tre kravlede vi under dynen. 

Jeg ville sætte min elektronik til at oplade men, men, men... Adapteren, vi har med, havde ikke nogen stik, der passer her, så det duede ikke. Og nu kunne jeg ikke sove, for det var da en skrækkelig tanke, om vi helt ville miste kontakten til omverdenen (hvad gjorde man for tyve år siden???). Jeg faldt da til sidst i søvn- trods bekymringerne!

Vi stod op til en lækker morgenmad, og vi spurgte den venlige mand, om han kunne fortælle os, hvor vi kunne købe en adapter, og han fortalte os, at der var et stort indkøbscenter kun ti minutters gang herfra, hvor han var sikker på, at vi kunne købe en adapter - og vi fandt en - og glad var jeg.

Vi flyttede så ind ved siden af - der hvor vi skulle have sovet i nat. Og Thorkild gik omgående i seng og sov nogle timer, mens jeg skrev og læste. Senere var vi på indkøb, vi fik købt en køletaske og lidt yoghurt, brød, ost osv., så vi kunne få lidt at spise, og så gik vi seng.

16.01.

Thames

Vi sov fra kl. 19.30 i går til kl. 6 her til morgen, så nu har vi fået rettet op på søvnmangelen, og vi er også ved at vænne os til at dag og nat er byttet rundt. 

Vi besluttede os til at køre til Coromandel halvøen, så det var sydpå ad motorvejen det første stykke vej. Det går godt med venstre kørslen - Thorkild er skrap til det, men vi er begge meget koncentrerede. 

Da vi drejede væk fra motorvejen, gav det næsten et sug i maven, det var det smukke landskab, som vi husker fra sidste gang, her er meget kuperet terræn. I området er der mange landbrug, marker med rigtig mange kvæg, og der står træer rundt om på markerne - ikke som i Danmark!

På grøftekanterne gror der blå agaphantus og nogle steder er der også montbretia. Coromandel halvøen er kendt for "New Zealands juletræ" - pohutukawa træet - som blomstrer i nov. - dec. Den har røde blomster, som næsten dækker bladene, men det var kun få, der havde lidt blomster tilbage. Jeg gad godt have set, da det var på sit højeste, for der var rigtig mange træer.

I Thames drejede vi nordpå, her kørte vi 50 - 60 km langs kysten på en vej, der var mange, mange sving på. Det sidste stykke vej var over en bakkekam, og her var der rigtig smukt. 

Vi nåede Coromandel - her var der fyldt med turister, så det kunne vi hurtig blive færdig med.

Vi havde læst om en jernbane, som Barry Brickell, en newzealandsk pottemager, havde bygget, for at hente ler ned fra bjergene. Det tog ham 27 år at bygge banen. Siden 1990 - hvor han ikke brugte banen mere, er den udvidet til at være 3 km lang for at køre med turister. Banen er anlagt i tæt skov, og nogle steder kunne vi se vandet. 

Da Brickell døde i 2016, kørte man hans kiste op til toppen og ned igen, og han er begravet ved siden af banen længere nede ad bjerget. En rigtig fin tur.

Hvad vi så ikke lige havde været opmærksom på, var at vi skulle samme vej tilbage ad den meget snoet kystvej, men det gik jo også.

I Thames fandt vi et motel, hvor vi blev indlogeret.

Det har været fint vejr i dag, sol/skyet og 22 grader.

Avalon Motel, Thames  150,- $

17.01.

Rotorua

Vi vågnede op til en fin solskinsmorgen - dejligt.

Efter morgenmaden var vi på indkøb, vi skulle bl.a. have købt noget til at holde de små sataner - som ham Politiken også kalder dem - de små sandfluer, som er en plage på vestkysten. Sidst vi var her, flygtede vi simpelthen væk fra kysten, inden vi havde set det, vi ville, på grund af dem. De stikker som bare f....., og det klør sindssygt i mindst en uge. Så nu håber vi, at vi er godt rustet med spray og noget til at smøre med, når de har stukket, for denne gang vil se de mange spændende steder der.

Derefter kørte vi mod Rotorua - lige med et stop midtvejs for at få en sandwich og en kop kaffe. Også i dag har vi nydt at se landskabet, bakkerne, kvægflokkene, agaphantus'erne, osv. osv.

Fremme i Rotorua fandt vi et motel. Værelset er lidt uhumsk, sofaen har huller, bordet klistrer osv., men jeg fik vasket lidt af, og vi har selv bestik og service med, som vi foretrækker at bruge! Så det går egentligt fint. Her er mange moteller, men der er også turister i hobetal, så mange steder har de ikke ledige værelser.

Lige så snart vi nåede byen, mærkede vi svovl lugten - lidt kloaklugt - eller måske som om, at alle her slipper en lille vind :-)

Vi gik på turistinformationen og fik lidt styr på, hvad vi vil se i morgen. Inden vi spiste  aftensmad, var vi en tur på kirkegården. Det er altid spændende at se, hvordan de andre steder mindes deres familie. Her er der, som vi ofte har set i andre lande, en ufattelig masse tingel-tangel og falmede plasticblomster på gravene.

I dag fylder vore to små prinsesser tre år, så jeg prøvede at ringe på messenger, men det var en meget dårlig forbindelse, så jeg fik hverken snakket med dem - eller set dem.

Thorkild er gået i seng for meget længe siden, så nu må jeg vist også hellere se at komme under dynen, så jeg er frisk til nye udfordringer i morgen.

Kuirau Park Motor Lodge, Rotorua - 100,- $

18.01.

Waitomo

Jeg håber, at vi finder et motel, der er lidt mere rent end stedet her - men på den anden side - det lykkedes os at finde et sted, og det har været billigt, og så vi har gennem tiden prøvet det, der var meget værre. Måske jeg, jo ældre jeg bliver, bliver lidt mere sippet :-). 

Efter morgenmaden kørte vi ud til området Te Puia, som er et stort geotermisk område, hvor det damper ud af jorden alle vegne. Og vi har bare været så heldige i dag.

Vi startede med at gå ind i Kiwi Conservation Centre. Her er lavet et stort næsten mørkt lokale med glas ud til gangen, hvor vi kunne gå. Og en af kiwierne gik hele tiden lige inden for glasset, så vi kunne rigtig se den. Den er meget større, end vi havde regnet med. Sidst vi var her, fik vi den ikke rigtig at se, så vi var bare heldige i dag. Det ville selvfølgelig have været sjovere, om vi kunne have set den i dens naturlige omgivelser, men da den er et natdyr, har vi jo ingen chancer for at få den at se i det fri.

Videre gik vi op til geyser området, hvorfra det sydede op dampede, og i det samme vi kom derop, begyndte geyseren at sprøjte kogende vand op i luften - et imponerende syn. Den kan sende helt op til 30 m høje kaskader af vand op, men det var meget svært at bedømme, hvor høje strålerne var. Vi gik videre rundt i området, og her så vi kogende mudder flere forskellige steder. Og inden vi forlod området begyndte geyseren igen at røre på sig, så vi fik to omgange at se.

Rotorua er kendt som maoriernes højborg, så her var der en udstilling om maorifolket. Der var bl.a. lavet en model af maoriernes huse og både mm. Jeg spurgte en maori mand om, hvordan de lavede den karakteristiske røde farve, som de altid har brugt til at male med. Han fortalte, at de fremstillede farven af hval lever. Og der var også nogle arbejdende værksteder, hvor maori mænd og kvinder sad og lavede figurer, smykker, vægdekorationer, tasker osv.

Vejret har været fint, det startede med sol/letskyet, mens vi var i Te Puia, og efter en sandwich og en kop kaffe kørte vi til vores næste destination, som er Waitomo, og vi fik booket en tur ind i grotterne til i morgen.

Området, vi har kørt igennem i dag, har også været meget kuperet, men lidt mere øde end de sidste par dage. Jeg har set en del steder, at sommerfuglebusken gror vildt på grøftekanterne.

Vi manglede lidt proviant, så vi kørte på indkøb. Det begyndte at regne, men vi var jo klar til at spise aftensmad, da vi kom tilbage, så det gjorde os ikke noget.

En anden speciel ting har vi set flere steder i dag. Ude midt på en mark er der en lille indhegning, og inden for kunne vi se gravpladser - lidt specielt.

Nåh, nu vil jeg gå i seng, jeg begynder at lave linjer med den samme bogstav, det er vist fordi jeg er træt.

Desværre har jeg ingen billeder af kiwien, her måtte vi ikke fotografere, billedet har jeg fundet på nettet.

Caves Motor Inn, Waitomo - 135,- $

19.01.

Tongariro National Park

Sikke en begivenhedsrig dag vi har har haft i dag!

Vi vågnede igen op til en morgen med solskin. Og da vi havde spist morgenmad, tjekkede vi ud og kørte mod Waitomo Glowworm Caves. 

Kalkstens grotterne er dannet gennem millioner af år, og blev opdaget i 1887 af en lokal maori høvding. 

Her lever insekter, som på grund af fugten lyser i larvestadiet. Politiken oversætter Glowworms til sankthansorme. I mørket danner de lysende larver en funklende stjernehimmel. Jeg har prøvet på nettet at finde ud af, hvorfor de lyser. 

Det er ikke orme, men fluelarver, der udsender en fosforescerende glød, og det er deres affald, der gløder. Larverne udvikler denne glød for at tiltrække bytte i deres klæbrige tråde ved at få byttet til at tro, at de er ude. Da det hule tag ligner en stjerneklar nat, vil byttet forsøge at flyve opad og ende med at sidde fast i larvestrengene. De sultne larver vil derefter fortære deres bytte.  

Først skulle vi gå et stykke ned i grotten, hvor der flere steder kun var en meget smal passage. 40 m under jorden kom vi til et meget stort rum - "koncertsalen", hvor der af og til bliver afholdt koncerter på grund af den fantastiske akustik. Selveste Rod Stewart skulle have givet en koncert her. Her sang vores guide på maorisprog en sang for os, det var meget stemningsfuldt. Da vi gik videre, begyndte vi at kunne se de lysende orme, det var helt vildt flot. Vi gik videre nedad i grotten og kom så til floden, der går igennem grotten. Her kom vi i en båd, og vi sejlede i total stilhed i mørket under den smukke "himmel". Og så syntes jeg, at det var rigtig fint, at det var hvidt lys, der var i grotten - vi har set alt for mange grotter med farvet lys

Efter en meget spændende tur fik vi en sandwich og en kop kaffe, inden vi kørte videre. Også på ruten i dag har der været mange smukke steder. Vejen snor sig hele tiden, og hver gang vi kører op over en bakketop, er der et nyt panorama, som næsten er smukkere end det, der var før.

Vi havde planlagt, at vi ville til Tongariro National Park. Her er der tre "sovende" vulkaner, hhv. på 2.000 m, 2.300 m og den højeste, Mt. Ruapehu, på næsten 2.800 m o.h., hvor toppen er dækket af sne. Vi havde besluttet, at vi ville med på en flyvetur over vulkanerne i morgen, men da vi kom til Mountain Air og ville booke, var der ingen ledige tider i morgen, men piloten foreslog os at tage afsted med det samme. Og det var nok udmærket - så fik vi da ikke natten til at gå med at bekymre sig om, om vi nu kunne tåle flyvningen.

Vi valgte den korte tur på 15 min., hvor vi kunne få en tur over de to vulkaner, der har været mest aktive i nyere tid. Og vi kunne også se, at der var et par steder, hvor det dampede op, så i helt dyb søvn var de nok ikke. Det var en rigtig spændende tur, og vi nåede ikke at blive dårlige.

Vi fandt et motel næsten lige ved siden af flyvepladsen. Værelset er meget lille - men rent og pænt, men her er ingen WiFi. Efter aftensmaden gik Thorkild i seng, og jeg gik en tur, hvor jeg fik et par billeder af bjergene i solnedgang.

Desværre har jeg ingen billeder fra Waitomo grotterne. Her måtte vi ikke fotografere. Men jeg har fundet nogle på nettet, som jeg har sat ind.

Astra Motel, Tongariro National Park - 95,- $

20.01.

Wanganui

Inden vi forlader motellerne, skal vi vaske det service op, vi har brugt. Men de fleste steder er der ingen vask i bordet, så det skal så foregå i håndvasken på toilettet - det synes jeg ikke, der er særlig smart.

Vi startede dagen med at køre ind til Wakapapa Village. Vi var inde på Info Centret, for at få nogle tips til de næste par dage. Vi fortsatte så langt op ad Mt. Ruapehu, som vi kunne komme. Herfra gik der flere skilifte og en kabelbane op ad bjerget. 

Heroppe kunne vi rigtig se, hvordan lavaen har sprøjtet op af vulkanen, store sten ligger rundt omkring, og alt er øde og gold. Men vi skulle ikke ret langt ned, før der var lidt vegetation, mange forskellige bitte små blomster.

Ad en meget lang, meget smal og meget snoet vej nåede vi til Pipiriki, en meget lille landsby - jeg vil tro, der var 20 huse. Vi var blevet sultne, men vi kunne ikke finde nogen Café, så vi prøvede campingpladsen, og her kunne vi vælge mellem 5 forskellige små pie'r eller en is. Vi valgte en pie hver og fik en kop kaffe. Jeg spurgte damen, hvad man levede af her ud over at  arrangere og sælge river adventures - river rafting, kajak og kanoudlejning o.l., hun svarede, at resten af beboerne levede af landbrug???? 

Efter frokosten kørte vi sydpå langs Whanganui River, en lille snoet vej - nogle steder næsten i bunden af kløften, og andre steder højt over floden, det var en meget lang tur, men på de omkring 100 km, vi kørte på de øde veje, mødte vi næsten ingen biler, det var dejligt.

Fremme i Wanganui fandt vi et motel og blev indkvarteret.

Efter aftensmaden gik Thorkild med en lille tur ud i byen.

Også i dag har det været rigtig fint vejr - solskin hele dagen. I dag var der 29 grader, mens vi kørte i Whanganui kløften, men alle de foregående dage har der været 22 - 24 grader - perfekt.

Astra Motel, Wanganui - 95,- $

21.01.

Wellington

Vi forlod motellet i Wanganui og kørte sydpå. Vi skal jo med færgen fra Wellington i morgen, så vi besluttede, at vi ville overnatte i nærheden af Wellington. 

Den første etape var på en highway, men Thorkild ville gerne køre på en mindre befærdet vej, så vi fandt en anden rute, og det var så fint, at det var gennem et landbrugsområde. Igen var der kæmpe kvæg- og fåreflokke, og mange af fårene gik på marker, der var sået til med cikorieplanter. 

Vores frokost fik vi på en lille café, hvor vi kunne sidde i haven og spise.

På landkortet var der vist en lavendelfarm på vores rute, så det måtte vi da ind og se. Men stedet var ikke særlig stort - nogle rækker lavendel og lidt vinstokke, og så var der selvfølgelig også en butik med alle mulige lavendelting. Vi fik serveret en kop te og en småkage - med lavendel i!

Jeg tænkte, da vi kørte derfra - hvordan i alverden har konen fået det på landkortet over hele New Zealand?   

Vi ville så igen køre på en af de små veje, men vi kunne ret hurtigt se, at det ikke var en god beslutning. 25 km kørte vi på en vej, der var meget smal og meget snoet. Thorkild sagde, at ruten i går var vand i sammenligning med denne vej. Vores gennemsnitsfart var 25 - 30 stykker, men flere steder var der sat skilte op med en fartbegrænsning på 50!! Vi undrer os over, at der ikke er flere biler her, der har buler... 

Efter den for Thorkild anstrengende tur skulle vi så finde et sted til overnatning. Vi var kommet i nærheden af Wellington, og der plejer at være mange moteller alle vegne, men vi så ikke en eneste, så vi måtte prøve at finde en i guidebogen. Jeg måtte ringe flere steder og spørge, og til sidst lykkedes det os at finde et ledigt værelse i Wellington. 

Vi fik alt vores bagage slæbt med op på værelset, så jeg kan få pakket alt sammen til i morgen, når vi skal aflevere bilen.

Dagen startede overskyet, men op på formiddagen blev det fint solskinsvejr.

Willis Wellington Hotel, Wellington - 140,- $ incl. morgenmad.

22.01.

Nelson

Vi var tidlig oppe her til morgen, alt fra bilen skulle jo pakkes ned, da den skulle afleveres, inden vi skulle sejle. Og  vi fik booket motelværelse i Nelson - klog af erfaringen fra i går aftes. 

Vi gik tur i Wellington, vi skulle tjekke ud kl. 10, og vi skulle først møde ved færgen kl. 13.45.

Her fik vi at vide, at færgen var forsinket en halv til en hel time, så var der god tid til at få en sandwich.

Det var overskyet og ret blæsende, og ham Politiken har skrevet, at det kan være en hård tur over Cook Strædet, så vi tog søsygetabletter, men det viste sig, at det var helt overdrevet. Vi kunne næsten ikke mærke, at vi sejlede. Turen tog 3½ time.

Og så skulle vi jo have en ny bil. Heldigvis er det en bil magen til den, vi havde på Nordøen, så det var nemt for Thorkild.

Det blev ret spændende, for på motellets hjemmeside stod der, at vi kunne tjekke ind indtil kl. 21, og når færgen var forsinket, og der var en del længere til Nelson, end vi lige havde regnet med, var det lidt et kapløb med tiden. En del af vejen var hårnålesving som i går, men  vejen var heldigvis en del bredere, så Thorkild kunne godt træde lidt mere på speederen. 

Det var en utrolig smuk tur, solen var begyndt at skinne, så vi så landskabet i aftensolen. Vi nåede frem 20.45, så det var jo fint, men døren til receptionen var låst, og der skete ikke rigtig noget, selv om jeg trykkede meget og mange gange på dørklokken, Så måtte jeg prøve at ringe, og der var heldigvis en dame, der tog telefonen, og hun sagde, at vi skulle have værelse nr. 18, og nøglen lå under måtten, og så var alt jo godt.

Vi var blevet hundesultne, så det var godt at få noget at spise.

Castles Motel, Nelson - 129 $

23.01.

Charleston

Vi startede dagen med indkøb i Nelson, inden vi kørte videre. Nelson ligger ud til Tasman Bugten og har lige en stribe med en vej og en række bebyggelse nede ved vandet, og så er der beboelseskvarterer i bakkerne rundt om byen. Fru GPS sendte os heldigvis op i bakkerne, og herfra var der en betagende smuk udsigt ud over bugten - i solskin.

Vi havde planlagt at køre ud til vestkysten. Det første stykke vej var der lidt vin og humle, så blev det til køer og får, for til sidst at blive skov og atter skov. Og vejen snoede sig mere og mere, og det blev mere og mere øde. 

Vi blev sultne og ville gerne have frokost, men det blev med at være øde, vi kørte nok i 1½ time, inden vi kom til en café. Det er vist den dyreste sandwich, vi indtil nu har fået, men de har jo ingen konkurrence, så det er klart, de kan forlange, hvad de har lyst til, men det var godt at få noget at spise. Vi sad udendørs, og her fik jeg de tre første stik af de s..... sandfluer. Vi kørte videre gennem skoven langs med en flod. Langs vejen her stod der mange montbretia.

Vi nåede omsider kysten og kørte lidt sydpå til Charleston, hvor vi fandt et ledigt motelværelse. Og så var jeg hurtig til at smøre mig i myggebalsam og få skiftet til lange bukser og få strømperne uden over bukserne. Alligevel nåede jeg at få et par stik mere!

Jo mere vi nærmede os kysten jo mere overskyet blev det. Jeg sidder her med en kop kaffe og skriver med udsigt over det Tasmanske Hav, og selv om det er overskyet, er det jo alligevel skønt.

Bilen har vist 29 grader meget af dagen, men vi har kørt det meste af tiden, så det har været til at klare.

Charleston Lodge, Charleston - 130,- $

24.01.

Fox Glacier

Dagen startede med overskyet vejr.

Vi gik en lille tur i "byen" - jeg tror ikke, der er mere end 10 huse der - inden vi skulle forlade vores værelse. To huse længere henne ad vejen var der et skilt med Jade galleri, og det måtte vi ind og kikke på. Manden, der ejer stedet, kom ud til os, og jeg kan vist godt - uden at overdrive - kalde ham for en stor personlighed! Lokalet var et drivhusagtigt faldefærdigt skur, men det var fyldt med jadesten i alle mulige størrelser og faconer, og der var nogle få smykker, som han selv havde fremstillet. Han begyndte at fortælle om jade, hans passion for jade og hans forfædres passion for jade, hvad de havde lavet osv. - det var interessant, og hvis ikke vi skulle videre, tror jeg, at han stadigvæk havde snakket nu. Jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede, og han stillede straks op. Jeg ville så have taget en af hans jadesten, så jeg vendte mig lidt om, men han flyttede sig hurtigt til det sted, jeg drejede kameraet imod. Så jeg fik to billeder af ham!

Da jeg afleverede nøglen til damen, hvor vi boede, fortalte jeg om vores besøg, og hun holdt med mig i, at han var en stor personlighed, og hun sagde, at det var bedst at snakke med ham først på dagen! Nåh, det var en lang historie, men det var en sjov oplevelse.

Vi fortsatte sydpå langs kysten, og solen begyndte at skinne. Det var fint, for der var mange betagende panoramaer, bl.a. "Pancake Rocks", klipper, der er lagdelte, så det ligner en stak pandekager.

Regnskoven går helt ud til kysten ved det Tasmanske Hav, og selv om her er barskt, gror der sommerfuglebuske, hortensiaer, montbretia og sågar kalla imellem mange forskellige træer, bl.a. bregnepalmer.

Da vi nåede til Frans Josef Glacier, mindedes vi, da vi i 2009 var med oppe på gletcheren - en spændende tur - men starten var lidt nervepirrende. Da vi stod og ventede på bussen, der skulle køre os ud til start stedet, opdagede jeg, at jeg ikke havde fået sat batteriet i mit kamera. Vi boede ikke ret langt fra opsamlingsstedet, men jeg havde fået de meget store og tunge støvler på, som vi skulle gå i oppe på gletscheren, og jeg måtte løbe alt hvad jeg kunne - det var ikke let, men jeg fik fat på batteriet - og bussen ventede på mig!

Vi kørte videre til Fox Glacier, hvor vi fandt Rainforest Motel, og vi fik lidt at spise, inden Thorkild væltede omkuld i sin seng. Det har været en ret lang køretur i dag.

I dag har temperaturen ligget på 21 - 22 grader. Skyet/sol.

Rainforest Motel, Fox Glacier - 130 $

25.01.

Quenstown

Vi stod op til meget koldt, gråt og overskyet vejr. Vi gik lige en lille tur i byen, før vi tjekkede ud.

Vi ville sydpå mod Quenstown. Vi havde ikke kørt ret længe, før det begyndte at regne, og så regnede det bare i stride strømme. Men vi var jo også midt i regnskoven....

Da vi nåede Haast, hvor vi skulle forlade kysten, ville vi have frokost, og det lykkedes os at få en toast og en kop kaffe. Vi manglede flere ting, så vi ville finde et supermarked... Men fru GPS påstod, at vi var i towncenter, det kunne vi ikke helt forstå, for her var kun en lille butik, hvor der var lidt varer - og ellers var der alverdens ting andet - måske ikke lige en frisør - men ellers... Jeg spurgte en af ekspedienterne, om det her var towncenter, og det svarede hun ja til... OK, vi fik købt, hvad vi manglede!

Ruten fra kysten ind til Wanaka skulle være en af de smukkeste i NZ, den går gennem områder med snetopdækkede bjerge og vandfald, så det ærgrede mig noget, at det regnede. På udsigtspunkterne kunne vi ikke se noget som helst. Der var et sted, hvor der stod, at det er på UNESCO's Verdensarvsliste, så jeg måtte ud i regnvejret - men jeg kunne ikke se en s... :-(. Men så måtte vi glædes over, at vi har haft så fint vejr indtil nu.

Ved 14-tiden begyndte der at blive lidt huller i skyerne, og et par timer senere var det det fineste solskinsvejr, så vi fik alligevel set smukke landskaber i dag.

Vi kørte længe langs Lake Wanaka - og senere langs Lake Hawea, hvor det var betagende smukt med grønne marker lige ned til det turkisfarvede vand - og med bjergene bag.

Efter en kop kaffe og en is gik turen videre mod Quenstown. Her kørte vi langs med Kawarau floden, ufatteligt smukt og storslået.

Fremme i Quenstown skulle vi så finde et motelværelse, men men men... alt var optaget - både backpacker hostels og moteller. Jeg var inde og spørge på et hostel, og han var sød til at hjælpe mig. Han fandt frem til, at Ramada Hotel havde ledige værelser, og jeg fik telefonnr. af ham og prøvede at ringe til hotellet, og vi kunne få et værelse - men til  den dobbelt pris af, hvad vi indtil nu har betalt. Uuuuhh... det var hårdt for plastickortet, men vi skulle jo have en seng at sove i, så vi fandt hotellet og fik et værelse, og vi fik spist lidt aftensmad.

Vi havde denne gang bestemt, at vi skulle til Milford Sound, det droppede vi i 2009 pga. sandfluerne. Men jeg har prøvet at slå vejret op, og det er bare regnvejr, de lover de næste dage, så det gider vi ikke.

Ramada Hotel, Queenstown - 260 $

26.01.

Bluff

Vi har planlagt, at vi vil til Stewart Island i morgen, så efter vi havde tjekket ud fra det fine hotel gik vi ned i byen til Info, hvor vi fik dem til at bestille færge, overnatning og to ture derovre. Det er så fint, at det kan lade sig gøre allerede i morgen.

Queenstown er en lille hyggelig by - ligger smukt ved bredden af Wakatipu søen. Vi gik lidt rundt nede i centrum, inden vi spiste lidt frokost. Her var så fyldt med turister, så vi syntes, at det var godt at komme videre.

Ruten i dag gik sydover til havnebyen Bluff, hvorfra vi skal med færge i morgen.

Det første stykke vej sydpå var langs Wakatipu søen, som er omkranset at bjerge, en smuk rute. Jo længere sydpå vi kom, jo grønnere blev området og bjergene blev til bakker. Her var landbrug med mange får, hjorte og køer. Og så så vi lyserøde og turkis farvede wrap baller, og et sted har jeg også set lilla - hvad tænker de dog på - de skøre bønder!

Halvvejs tog vi en kaffepause. Det var en meget sjov og speciel café, vi var inde på, der stod en gammel velpoleret amerikansk dodge, hvor der var lavet "disk" i bagenden af "flyderen".

Vi nåede frem til Bluff, som ser ud som verdens ende - og det er det jo næsten også - bortset fra Stewart Island - er næste stop Antarktis...

Vi fik et værelse på The Eagle Hotel - luxus - fælles bad og toilet på gangen... men så er det selvfølgelig også væsentlig billigere end sidste nat!

Og nu glæder vi os til i morgen og krydser alle fingre for, at solen vil skinne på os, når vi skal på eventyr.

The Eagle Hotel, Bluff - 90 $

27.01.

Stewart Island

Vi besluttede her til morgen, at vi ville booke et værelse her på Eagle Hotel til i morgen aften, når vi kommer tilbage med færgen, så kunne vi også lade vores bil stå uden for hotellet. 

Færgen var en lille katamaran færge og overfarten tog en time. I Fremme i Oban stod en dame med et skilt med vores navn på, og hun kørte os op til vores hotel, Stewart Island Lounge. Her fik vi en masse informationer om stedet og om vores ture. 

Værelset er fin med eget bad og en fænomenal udsigt over Halfmoon Bay. Vi kunne bare bruge hele huset og lave mad, hvis vi havde lyst til det, men det havde vi så ikke.

Vi havde taget en madpakke med, som vi nåede at spise, inden vi skulle møde nede i færgeterminalen, for at komme med på turen til Ulva Island. Først sejlede vi rundt mellem mange af de små øer, og guiden fortalte lidt om historien og de fugle, vi så, det var mest mallemukker.

Da vi nåede til Ulva Island, gik vi i land. Vi gik ad stier inde i regnskoven, og vi så en del fugle. Guiden fortalte også lidt om træerne og planterne. En spændende tur.

Vi gik "hjem" igen, det var hårdt for Thorkild at komme op ad den meget stejle vej til hotellet.

Thorkild lagde sig til at sove, og jeg ville skrive lidt, men internettet er meget dårlig.

Vi var efterhånden blevet sultne, så jeg hentede burgere nede i byen.

Og så kom det allermest spændende! Vi skulle møde ved færgeterminalen kl. 20.30, og her fik vi først en introduktion til kiwien, guiden fortalte og viste billeder. Og så skulle vi sejle ud til Glory Cove. Og jeg store torsk, øv, øv, øv, øv, turen, vi skulle på, var jo efter, det var blevet mørkt, og da vi vidste, vi skulle gå ude i regnskoven, og det fugtede lidt, var der jo ingen grund til at tage mit kamera med. MEN DET SKULLE JEG SÅ HAVE GJORT ALLIGEVEL... Det var ikke blevet helt mørkt, da vi sejlede ud, og næsten med det samme lå der en lille blå pingvin i vandet, den var vi ikke så tæt på, men lidt efter var der mange albatrosser, og de fulgte meget tæt båden et stykke tid. Jeg tog billeder med min telefon, og de er blevet ok, men den er ikke en ørn til at tage billeder. Nåh, men oplevelsen har jeg dog fået, og det er det vigtigste. Vi så også sæler og to guløjede pingviner på meget lang afstand. 

Vi blev sat af båden, alle udstyret med en lommelygte, som vi kun måtte bruge til at lyse ned på vores fødder, så vi kunne se, hvor vi gik. Nu var det blevet fuldstændig mørkt, og regnskoven var meget tæt. Vi gik i 2½ - 3 timer på små skovstier, men desværre fik vi ingen kiwi at se. Og det var ellers tydeligt, at guiden vidste lige nøjagtigt, hvor der var størst chance for at møde den. Men jeg synes nu alligevel, det var spænden at gå der og at se, hvordan vores guide, Aron kendte skoven ud og ind. 

Selskabet refunderede 20% af prisen, fordi vi ingen kiwi havde set, men vi ville nu meget hellere have set fuglen end at have de 400 kr. tilbage. Og vi synes også, det var en rigtig spændende tur.

Klokken var blevet 01.30, og Thorkild kunne næsten ikke slæbe sig op ad den grusomme bakke, men hjem kom vi - og på hovedet i seng.

Vejret har ikke været allerbedst i dag - overskyet og indimellem meget let finregn.

Stewart Island Lounge, Oban - 400,- $

28 .01.

Bluff

Da vi spiste morgenmad, kom vores værtinde og spurgte os om, hvornår vi skulle med færgen, og det skulle vi først kl. 15.30. Vi skulle jo tjekke ud, som alle andre steder kl. 10.00, men hun tilbød os, at vi kunne få et par timer mere, og det var rigtig fint, så kunne Thorkild få sovet lidt mere. Hun kørte os ned til færgeterminalen lidt før 12, og her kunne vi sætte vores kuffert, mens vi gik tur i byen.

Jeg ville ind på National Park Centeret, hvor der var udstillinger om øens historie, flora og fauna. Imens ville Thorkild finde sig en bænk, hvor der var læ - og da jeg kom forbi restauranten - stort set den eneste på øen - sad han og drak kaffe, så det var altså her, han havde fundet læ! Jeg fik også en kop kaffe, inden jeg gik videre i byen.

Her på Steward Island bor der kun 400 mennesker, og de bor alle i Oban. Men det var en hel anden verden, her er meget i forfald. Husene med haver er ikke velholdte, bilerne er gamle og bulede osv., men det er jo også ligesom det, man i Danmark kalder udkants Danmark - så må stedet her være udkants New Zealand. Vi fik set hele byen på et par timer. Vi købte en burger og gik så ned i færgeterminalen for at tjekke ind.

Her blev jeg spurgt om, om vi havde en rød bil, og om vi havde lejet den ved Hertz, og det kunne jeg bekræfte. Så sagde han, at han havde en bilnøgle til os, den havde de fundet på båden, som vi sejlede med i går aftes på kiwituren. Hold nu op, hvor var vi heldige - tænk at stå ovre i Bluff uden en bilnøgle - det ville have været fuldstændig uoverskueligt - det havde selvfølgelig løst sig, men det kunne da godt have taget et par dage, inden der var blevet en løsning på det.

Men tilbage i Bluff - havde vi en bil - endda med nøgle til - og følte os meget heldige. Vi fik købt ind, tjekket ind på vores "fine" hotel igen og spist noget aftensmad.

Vi så mange albatrosser på vej tilbage med færgen.

Jeg har igen problemer med at lægge billeder ind, men i morgen kører vi til mere civilicerede egne af landet, så regner jeg med, at det bliver bedre.

I dag har vi haft fint solskinsvejr hele dagen.

The Eagle Hotel, Bluff - 90 $

29.01.

Milton

I går var det Lises fødselsdag, men det var først her til morgen, at jeg ringede til hende, da havde de jo aften - den 28. Det var på Messenger, så vi fik også lige vores lille snut at se, Lise har trimmet hende, så hun var blevet så lille og tynd.

Det næste sted, vi vil se noget, er på Otago halvøen, her er både mange pingviner, søløver og sæler, så vi kørte mod nordøst. Det var mest landbrugsland - mange fårefarme og malkekvæg i et meget kuperet landskab. Vi har også set rigtig mange hjorte, og vi må have spurgt, når vi kommer til at være på farmstay, om hjortekødet eksporteres, eller de selv kan spise så meget her i NZ.

På ruten så vi et skilt, der viste ind til et vandfald. Fra P-pladsen var der en lille times vandring tur-retur, så jeg gik derind. Det var på en sti gennem den tætte regnskov, og vandfaldet var også smukt. Især synes jeg, at det er imponerende at se, hvordan vandet "skærer" sig ind i klipperne.

Og jeg tænkte også på, at det er rart, at der ikke lever nogen klamme dyr her - det værste man kan møde, er en rotte. Imens jeg gik, tog Thorkild sig en lille power nap.

Vi stoppede ved et par søer, hvor der gik mange vadefugle, ænder, gæs og sorte svaner.

Det er i Milton, vi har fundet et motel for overnatning.

I dag har der været diset og overskyet, og her sidst på eftermiddagen er det begyndt at regne.

Og så er sandflue plagen slut - det er da en fornøjelse, for de har godt nok stukket mig mange steder.

Nu har jeg fået lagt lidt flere billeder ind på de foregående sider, men det driller stadig!

Asure St. John's Court, Milton - 135 $

30.01.

Omaru

Efter morgenmaden kørte vi mod nord. Vores mål var Royal Albatros Center på Otagohalvøen. Vi kom gennem Dunedin, men sidst vi var her, var vi rundt i byen, så vi valgte at fortsætte ud til Albatros Centret.

Her var vi med på en guidet tur, først fik vi informationer om konge albatrossen, som er den, der lever her på østkysten.

Pigen, der fortalte, var let at høre og forstå, for ellers har jeg nogen gange problemer. For det første kan jeg kun høre nogle af informationerne, og så kan jeg ikke helt forstå nogle af dem, jeg har hørt - og så glemmer jeg noget af det, jeg har hørt og forstået :-(... Så nogen gange står det skidt til, når jeg skal forsøge at fortælle Thorkild, hvad der er blevet sagt! Men i dag kunne jeg både høre og forstå det hele :-). Men huske??

Nåh, vi gik så med guiden op i observationshuset. Herfra kunne vi se 4 reder med rugende fugle, og der var mange, der fløj rundt. Spændende.

Lige lidt facts: Vingefang: 3 m, vægt: 6 - 7 kg, alder: 65 - 70 år, flyvehastighed: 115 km/timen, rugetid: 11 uger, æggets vægt: 500 gr.

Vi spiste frokost på centret, inden vi kørte videre mod Oamaru.

På strækningen kom vi forbi Moeraki Boulders. Det er der nogle sære runde store sten med en radius på op til 2 m, der ligger på stranden. Man mener, de er dannet inde i klipperne for 60 mio. år siden og skulle være dannet ved, at klipper med slamsten gradvis er eroderet. Gennem mange mio. år har kalkstenssalte samlet sig om de eroderede sten og har formet dem runde. Men hvorfor  er de dannet her - og ikke andre steder?

Der er mange myter omkring stenene. Ifølge et maori-sagn er det madkurve fra en forlist kano. De kaldes også djævelens marmorkugler.

Vi ankom til Oamaru lidt for sent, der var optaget på alle moteller, vi kom forbi. Til sidst lykkedes det heldigvis.

Vi fik spist lidt aftensmad, og Thorkild fik sovet lidt. Vi havde bestemt, at vi ville ud til stranden for at se pingvinerne gå i land ved mørkets frembrud, så vi kørte kl. 19.30 til en strand, hvor der skulle komme pingviner. Men vi har åbenbart ikke så meget held med natture, der var ikke kommet pingviner kl. 22.30, og da kunne vi ikke se noget som helst, så vi kørte tilbage til vores motel igen.

Men vi syntes, vi havde en fin aften, det var ikke koldt at sidde og vente, der var nogle kæmpe søløver, der væltede sig rundt på stranden. Og så var der den smukkeste solnedgang, så det var nogle gode timer, vi sad der.

Vi fik en kop kaffe, inden vi gik i seng.

Vejret har været utrolig skiftende i dag. Først var der 17 gr., så var der pludselig 28, så 18 og det endte med 25 gr. i Oamaru. Men man siger også, at her i NZ kan der være fire årstider på en dag. Solen har været lidt fremme indimellem.

Midway Motel, Oamaru - 120,- $

31.01.

Kurow

Da vi havde tjekket ud fra motellet, gik vi på Infocentret, her ville vi booke pingvinwatching  til i aften. Men der var fuldt hus, så vi måtte vente til i morgen aften. Så spurgte vi, om der var nogen Farmstay i nærheden, og det var der en times kørsel fra Oamaru, og der var et ledigt værelse for to nætter.

Oamaru er en by med historie. Da guldfeberen var klinget af i 1870'erne, tjente de europæiske immigranter styrtende med penge på uld og korn, derfor blev der bygget de flotteste huse. Men jeg forstår så ikke, hvorfor husene ikke bliver pænt vedligeholdte, når de  slår det op som en stor turistattraktion. De har hængt plastic flag guilander op?? Og så er bygningerne fyldt med små butikker med så meget skrammel, som jeg aldrig før har set... Det skal vist forestille noget fra victoriatiden. Så det kunne vi hurtig blive færdige med.

Efter frokost på en bar, der heldigvis ikke stammede fra victoriatiden, kørte vi ud til Glenmac Farmstay med store forventninger! Ææææhhhhhh... De blev ikke lige indfriet ved første møde. Men bondekonen, Kaye, tog pænt imod os, og vores værelse er ok, især efter at jeg fik håndvasken gjort rent. Vi har eget toilet og bad med gulvtæppe på, og det er også her køleskabet og kogekanden står...

Kaye fortalte, at de har 3.000 får og lam. Sønnen har overtaget gården, men forældrene bor her fortsat. Det er sønnen, der klipper alle 3.ooo får, han har ikke lavet andet, siden han gik ud af skolen.

Jeg fik vasket tøj, og bagefter gik vi en lang tur ud gennem deres fårefolde.

Vi blev budt ind på et glas vin og mødte et engelsk par, som bor her to måneder hver vinter. Manden var også kommet ind, vi hilste på ham, og det var det eneste, vi hørte ham sige.

Aftensmaden var meget lækkert - ris med en gryderet af kylling, ananas og banan, og så var der flere forskellige slags salater, så vi spiste meget. Det er jo ikke de helt store kulinariske oplevelser, vi har haft indtil nu. Og så blev der serveret tærte med is ovenpå - det var portionsanrettet - så skulle vi måske ikke have taget så meget af hovedretten!

Vi gik igen en tur, inden Thorkild gik i seng. Og vi blev enige om, at opholdet her nok skal blive ok.

Mens jeg sidder her og skriver, er der flere hundrede lam, der bræger hele tiden, fordi de er blevet skilt fra deres mor i dag, så det bliver hyggeligt godnatmusik.

Vejret har været skiftende skyet/lidt sol, det har regnet lidt i eftermiddag.

Glenmac Farmstay, Kurow, Oamaru - 190 $

01.02.

Kurow

Vi har haft en begivenhedsrig dag i dag.

Efter morgenmaden inde ved Kaye gik vi over til klippestalden, hvor der var tre mand i gang med at klippe får. Det var kun på maven, omkring bagen og lidt i hovedet de blev klippet i dag. Det er fordi, at ulden skal sorteres i mange forskellige kategorier fra de steder på fåret. Når resten klippes af, er det mere ensartet.

Vi kørte en rundtur i området, hvor der er dannet mærkelige sten, et sted kaldes de "Elefant Rocks". Jeg vil vende tilbage til det senere. Et par steder i området er der fundet maori tegninger i limstenene.

Vi sluttede af med frokost på hotellet i Duntroon, hvor der stod på døren, at de har åbent fra 10.00 til late (sent), så der er åbenbart åbent så længe, som der er kunder.

Igen gik vi over til klippestalden, nu var de blevet færdige for i dag. Kaye viste os ulden, som var blevet grovsorteret, og hun fortalte lidt om, hvad de forskellige slags kan bruges til. Alt bliver brugt, selv det, der er fyldt med lort, vaskes og kan bruges. Lortet bliver så brugt som have gødning. De sælger det meste på nettet.

Der er meget høje bakker her, og stort set alt deres jord er i bakkerne. Vi gik en tur, så langt op som Thorkild kunne holde til.

Aftensmaden var igen meget god, mange små varme retter og masser af grønt. Og en stor kage til dessert.

Vi havde booket en plads til at se de små blå pingviner komme ind fra havet. Vi sad på en tribune, hvor vi kunne se, hvordan pingvinerne blev skyllet ind på kysten mellem klipperne, og hvordan de først sad og plejede deres fjer, inden de gik - eller vraltede op over stenene og græsset til deres reder. Pingvinerne er slet ikke sky, nogle få gik gennem tribunen, hvor vi sad. Der var godt lys på, og en kiwi og en kineser fortalte hele tiden om de små fugle, og det var meget højt, mikrofonerne var skruet max op. Det var det eneste, som jeg syntes var en skam, for når det var sådan en intens natur oplevelse, syntes jeg, at der skulle være fred og ro, så man i stilhed kunne se og nyde den fantastiske ubeskrivelige spændende oplevelse, det var. Damen, der fortalte, var ellers let at forstå, men jeg kunne ikke både lytte til hende og se på de små kræ på en gang.

De blå pingviner er ca. 30 cm høje og vejer kun en kilo.

Senariet var slut kl. 22, da kom der ikke flere pingviner ind, og så havde vi en times kørsel ud til vores Glenmac farm.

Det varede længe, inden vi faldt i søvn efter så god en oplevelse.

Glenmac Farmstay, Kurow, Oamaru - 190 $

02.02.

Geraldine

Vi spiste morgenmad og pakkede. Og det har bare været to gode dage på Glenmac farmen. Det, der så lidt trist ud, da vi kom, blev til et spændende ophold. Kaye havde så travlt hele tiden med at sørge for mad til folkene, forberede aftensmad til os logerende og gå til hånde med alt, hvad der nu var brug for på farmen. Men selv om hun havde meget travlt hele tiden, tog hun sig tid til at vise os, hvor vi kunne gå tur, svare på alle vores spørgsmål og vise os ulden i klippestalden og fortælle om det.

Kaye viste os nogle gode ruter, og vi kørte efter det. Vi kørte langs med floden Waitaki - en stor flod med flere opdæmmede søer og kraftværker. Med alle de vandingsanlæg, der kører hele tiden, er der hårdt brug for vandet. Så der er store rør og pumper, der nok leder vandet rundt.

Vores første mål var Lake Tekapo, herfra er der en helt ubeskrivelig smuk udsigt til Mt. Cook, som er 3.155 m, så den er vist altid dækket af sne. Men dagen begyndte overskyet, og det regnede en lille smule, og da vi nåede til udsigtspunktet, kunne vi ikke se ret langt i retning af Mt. Cook. Rigtig surt!!

Så vi kørte videre, og begyndte at kikke efter et overnatningssted, men alt var optaget. I receptionen på motellerne er de som regel meget behjælpelige med at finde noget andet, når de ikke selv har plads. Tit prøver de at ringe og høre på nogle andre steder, men i dag fandt damen i receptionen ikke noget, hun kunne henvise til.

Vi kørte videre, og i Geraldine fandt vi et værelse, rigtig fint, og det er en hyggelig lille by. Vi var ude at gå en lille tur efter aftensmaden.

Vejret i dag har været meget blandet - sol, skyet, småregn - temperaturen har været meget skiftende -18 - 27 grader.

ASURE Scenic Route Motor Lodge, Geraldine - 152 $

03.02.

Rangiora

Vi forlod Geraldine med kurs mod nordøst, vi vil ende op i Kaikoura, hvor vi regner med at skulle på hvalsafari.

På nettet havde vi fundet Glenview Farmstay, hvor vi var et par dage sidste gang, og vi har gode minder derfra. Og da det var på ruten, som vi havde planlagt, ville vi køre derud og se, om de havde et ledigt værelse. Fru GPS viste os ind med en grusvej, der endte i ingenting, så vi spurgte en mand, vi mødte, om vej til Glenview, men han sagde, at de ikke var der længere. Øv.

Vi har prøvet at søge på nettet - rigtig meget, men det har ikke rigtig givet resultat. Da vi kom til Methven gik vi ind på Info Centret, her søgte de og fandt kun et sted i området, så vi bookede to nætter.

Vi havde fået at vide, at det var en alpacca farm. Vi fandt stedet, Eyre View Retreat. Vi kunne så se, at der kun var seks lamaer, det var noget af en skuffelse, vi har desværre booket to overnatninger her, fordi vi troede, det var farmstay og ikke bare et motel - og så er det temmelig dyrt.

Konen kom løbende ud til os - med en blokfløjte i hånden - sjældent har jeg da mødt en, der snakker så meget og er mere forvirret, men hun viste os værelset, som ifølge beskrivelsen skulle have udsigt til bjergene. De må godtnok have zoomet meget, da billedet blev taget, for bjergene er meget langt væk, og de kan ikke ses herfra for store træer!

Da vi havde fået kaffe, ville vi gå en tur. Hvis vi drejede til venstre nede ved vejen, var det grusvej og til højre asfalt - så vi gik til højre og kom til et vejkryds. Hvis vi gik til venstre, var det grusvej, ligefrem og til højre asfaltvej. Og det var lige så langt, som vi kunne se - så det var ikke særlig opmuntrende. - Det var en lang historie om ingenting!

Da vi havde spist aftensmad ville vi forsøge igen på nettet at finde en farmstay, og så var vi heldige, vi fandt en fårefarm på Banks halvøen. Jeg prøvede at ringe, men der var desværre ikke et ledigt værelse. Vi bookede så til de sidste dage, inden vi rejser hjem. Det glæder vi os  meget til.

Sol/skyet 32 grader.

Eyre View Retreat, Rangiora - 225 $

04.02.

Rangiora

Vi ville til Christchurch i dag, og allerede på da vi startede herfra ved halv 9 tiden, var der 30 grader.

Vi gik på Info Centret og fik booket både nogle overnatninger og hvalturen i Kaikoura.

Vi fik lidt frokost, og ville så med på busrundtur i og rundt om byen. Bussen vi kørte med, er en meget gammel to-dækker London bus. Den stønnede noget så forfærdeligt, bare det gik en lille smule op ad bakken.

Christchurch er meget mærket af jordskælvene i 2010 og -11. Det første skælv i 2010 smadrede en del bygninger, men ingen blev dræbt. Det store skælv i februar 2011 smadrede en del af centrum og mange boligområder. 184 mennesker blev dræbt og over 8.000 blev hjemløse. Senere på året var der to større skælv og mange mindre.

Vi kørte gennem et kæmpe område, hvor der før var boligkvarterer, nu var der bare tørt græs og træer spredt rundt omkring, og vejene var afspærrede. Et meget trist syn.

Der er mange byggerier i gang i centrum og den gamle katedral, som så meget miserabel ud, er også under genopbygning.

Imens vi var i Christchurch faldt temperaturen drastisk. Det er bare så underligt med temperaturen her, vi har oplevet mange dage, hvor det er så ulidelig varmt - og så lige pludselig er det rigtig koldt.

Efter vi havde spist lidt aftensmad, skulle vi da have fornøjelse af de syv alpakaer, der udgør, at det er "farmstay", så vi plukkede de få totter grønt græs, vi kunne finde på vej ned til folden. Dyrene kom også løbende hen til os, og de ville gerne have græsset.

Igen i aften kom David med et nybagt brød til os - opholdet er jo med morgenmad.

Det har været overskyet hele dagen, og her til aften er det begyndt at regne rigtig meget.

Eyre View Retreat, Rangiora - 225 $

05.02.

Cheviot

I går startede vi med 30 grader, og i dag startede vi med 14 grader. Det er noget af en forskel.

I dag har vi lavet noget, som vi slet ikke er stolte af, men.....

Vi ville køre nordpå, og vi kørte ud ad de små veje, det var heldigvis blevet tørvejr igen efter aftenens voldsomme regnvejr.

Frokosten spiste vi i en lille flække somewhere. Og så begyndte vi at kikke os om efter et sted at overnatte. Men der er ret øde her, så det varede lidt inden vi fandt et sted, hvor der stod et skilt med B&B. Vi kunne ikke finde stedet, så jeg gik ind på en bar og spurgte, og de sagde, at det var lukket.

Men de kunne henvise til en hjortefarm her i nærheden, så vi kørte videre og kom hurtig til skiltet. Vi kørte ind på grusvejen, forbi et par huse, og til sidst kom vi til en mand, som kom kørende på en crosser. Vi spurgte ham, om han havde et ledigt værelse, og det sagde han ja til, men vi kunne først få den ved 17-tiden, for han skulle have gjort rent. Det var ok, for der var nogle klipper i nærheden, som jeg gerne ville se, så det passede jo fint.

Vi kørte mod stranden, og vi fandt klipperne. Jeg gætter på, at de hedder katedralklipperne, fordi det ligner orgelpiber... måske?

Da vi kørte tilbage til higway'en, så vi et motel, og så ville vi gå ind og booke til i morgen. Det var ok, men værten spurgte, hvor vi skulle sove i nat, og da vi fortalte ham om stedet, kikkede han underligt på os og sagde, at værelset, vi skulle have i morgen, var ledigt allerede nu i dag. Han vidste flere, der havde set værelset ude på farmen og taget derfra igen, fordi det var for beskidt. Værten her er ikke ligefrem nogen slipsemand, og hans kasket er ikke helt nyvasket, så vi tænkte, at når han mente, at det var beskidt der, så var det nok slemt. Og det var også en temmelig høj pris, vi skulle give ude på farmen. Så vi sagde ja til at blive her allerede i nat. Men vi har en dårlig smag i munden...

Stedet her er godt, værelset er rent og fint. Og det første vi mødte, var en æsel, der gik roligt og græssede her i haven. Og så er her en hund, to katte, påfugle, perlehøns, fasaner, duer, ænder, papegøjer osv.  Nogle løber rundt og andre er i volierer, så det er så hyggeligt at gå rundt her. Og så sender vi bondemanden en undskyldning i tankerne...

Skyet, men sidst på dagen blev det solskin.

Chevlot Motel & Holiday Park, Cheviot - 130, $

06.02.

Cheviot

I dag har været en afslapningsdag. Efter en lille tur rundt og kikke på dyr og fugle her, gik vi en lille tur rundt i byen.

Der er nok ti kilometer ud til kysten, og vi ville en tur derud. Vi satte fru GPS på sagen, men hun mente, at vi havde nået bestemmelsesstedet ret hurtigt ude midt i ingenting. Vi kørte så efter skilte, og det blev op og ned, ud og ind, på asfaltvej, på grusvej sådan lidt på skift. Men det var nu fint nok, vi så får og kvæg, der gik og græssede - hvis man kan kalde det - der er brunt og tørt overalt her. Og en gang imellem lå der en gård, sikke et liv at leve..

Efter omkring halvanden time nåede vi kysten, og det var fint solskinsvejr, så vi sad og nød det længe.

Der var ingen café i den lille by ved kysten, så vi kørte en mere direkte vej til civilisationen. Her fik vi frokost, som vi længe havde trængt til.

Tilbage på vores motel fik jeg vasket tøj, og vi nød et glas vin på terrassen.

Efter aftensmaden gik vi en tur rundt og så på dyr og fugle - og en tur hen gennem byen.

Mest sol - lidt overskyet.

Chevlot Motel & Holiday Park, Cheviot - 130, $

07.02.

Kaikoura

Vi gik en lille runde ved fuglene, og kørte derefter nordpå. 

Vi nåede Kaikoura, hvor vi gik en tur til Info Centret og spiste frokost på Subway - her mindedes vi Canada turen, da var vi tit på Subway.

Vi havde læst, at der 30 km nord for Kaikoura skulle være en sælkoloni, så vi kørte derud. Og der var hundredevis af sæler - og jo længere vi gik langs klipperne - jo flere så vi - så det blev til tusindvis af sæler. Der var mange små sælunger, nogle lå og diede, andre legede i vandet, hvor de sprang op og ned, og de legede også oppe på stenene. Det var så fantastisk spændende at se på, og det var slet ikke til at løsrive sig fra.

Tilbage i Kaikoura tjekkede vi ind på vores motel, og vi fik en kop kaffe. Efter Thorkild havde fået en power-nap gik vi på indkøb. Efter aftensmaden gik vi igen en tur gennem byen.

Det blæser ret kraftigt her, jeg har ellers kikket vejrudsigt de sidste dage for Kaikoura, og den har sagt, at der ikke skulle blive meget vind. Vi er ikke så glad for, hvis det blæser for meget i morgen, når vi skal på hvalsafari.

Overskyet, sol hen på eftermiddagen.

Alpine-Pacific Holiday Park, Kaikoura - 196,- $

08.02.

Hanmer Springs

Så er vi kommet på camping! Mere om det senere.

Dagen gik slet ikke, som planlagt.

Vi vågnede forventningsfulde op til vores hvalsafari. Vi tog rimelig godt med søsygetabletter, sølede os ind i solcreme, tog en ekstra batteri med til kameraet, pakkede en taske med varmt tøj og vand osv., så vi var klar til den helt store hvaltogt.

Vi tjekkede ud og kørte til kontoret for at få vores billetter. På skærmen stod der så cancelled ud for alle afgangene i dag, det var for uroligt ude på havet. Øv - surt!

Vi kunne så vælge mellem at få pengene tilbage - eller til at tage en flyvetur ud over vandet. Vi valgte flyveturen, så vi kørte ud til den lille flyveplads, og her fik vi at vide, at der nok var 50 % chance for at se en hval. Men nu var vi opsat på at komme afsted, så vi sagde ja til turen alligevel, selvom chancerne ikke var for gode.

Det blev en fin tur i solskin, 40 min. var vi i luften, meeeeen... vi så ingen hval. Vi havde ikke mere held med det end kiwituren. Men selv om det blæste for meget til at sejle, var flyveturen ok. Da vi skulle lande, valgte piloten at lande på græsset ved siden af startbanen, for vinden var alligevel så kraftig, at han nok ville have haft svært ved at styre det lille fly på den smalle asfaltbane, men landingen gik vældig fint.

Vi havde set, der skulle være en sælkoloni tæt på byen, så vi kørte derud, men vi så ikke mange, og vi var jo også svære at imponere efter oplevelsen i går.

Efter frokost kørte vi mod Hanmer Springs. Vejret blev dårligere og dårligere, til sidst regnede det. Det er på en campingplads, vi er indlogeret, men vi har heldigvis vores eget værelse, og vi har varmeblæser - der er kun 10 grader uden for, så det er store temperaturforskelle, vi oplever. Der er ikke så langt hen til toiletterne og bruserum, og Thorkild har lovet, at han vil gå med mig, hvis jeg skal på toilet i nat! :-)

Da vi havde spist aftensmad, kørte vi ind til byen, men det regnede stadig, så det blev kun til lidt indkøb.

Thorkild er gået i seng for længe siden, jeg har siddet og læst og skrevet lidt. For lidt siden skulle jeg så til at gå i seng, så jeg udrustede mig med en lommelygte og gik til toiletterne. Der er p.... koldt derhenne, så man sidder ikke ret længe og filosoferer over tilværelsen.

Så håber vi på bedre vejr i morgen.

Og så håber jeg, at jeg kan få lagt nogle billeder ind i morgen fra de sidste par dage. Nettet her er ikke alt for godt.

Alpine Holiday Apartments & Campground, Hanmer Springs - 95,- $

09.02.

Waipara Valley

Uh, det var koldt at stå op, vi fik tændt for varmen, og så hjalp det lidt. Temperaturen var kun 9 grader udenfor. Vi havde heldigvis fået en god varm dyne i receptionen i går, da vi kom. Og det var fint - det der skøre konvolutsystem-seng-arrangement er så træls, det skal vi jo altid først have trukket ud, inden vi går i seng.

Vi fik pakket og tjekket ud, og kørte ind til byen. Vi gik lidt rundt og kikkede, og så havde vi læst i Politiken, at der var en sti op på Conical Hill, 549 m o.h., og der ville vi gå op. Da vi havde gået det første stykke opad, som var ret stejlt, sagde Thorkild, at jeg bare kunne gå videre. Så jeg gik raskt afsted, og der var også smukt deroppe - næsten 360 graders panorama udsigt, og i dag var det blevet helt skyfrit.

Thorkild havde så også været deroppe, men han var gået lidt forkert, derfor mødte jeg ham ikke, da jeg var på vej ned igen.

Vi mødtes på en café og fik frokost og kaffe.

Vi manglede brød, men det er en meget lille butik, der er i Hanmer Springs, alt brødet var udsolgt - på nær noget med frugtstykker i. Det er tørt, der er kardemomme og frugtstykker i, så jeg synes, det smager fuldstændig som min mors krydderkage.

I går havde vi set et sted med bungy jumping, og det ville vi kikke nærmere på, da vi skulle videre. Vi fandt det også, men der var ikke nogen, der hoppede, så det fik vi desværre ikke at se.

Det var en smuk tur sydpå til Waipara, vi kørte hele vejen i kanten af bjergene. Vi havde booket to overnatninger på en vingård, Annie's Loft B & B, og hvad vi havde "lidt af afsavn" i Hanmer Springs fik vi til gengæld af luksus her.

Vores vært bød os velkommen, og han ville finde en flaske vin til os, så kunne vi vælge, hvad vi gerne ville have. Jeg sagde hvidvin - og han spurgte, hvilken slags, det skulle være, jeg trak bare på skulderne - så kikkede han på mig og spurgte, hvor vi kom fra... Vi fik en flaske riesling - hvad vores værelse forøvrigt også hedder. Og det var en god vin! Vingården hedder Waipara River Estate, og på deres Web-side står der "at livet er for kort til at drikke billig vin" :-) :-). Da vi skulle bære vores "papvin" ind fra bilen, tog vi det i en rygsæk!

Vi gik et par ture i området både før og efter, vi spiste aftensmad.

Annie's Loft & Studio B & B, Waipara - 210,- $

10.02.

Waipara Valley

Her i Waipara Valley, hvor vi er nu, skulle være et af de første steder, hvor man startede vinproduktion i New Zealand, og det skulle også være her, at NZ's bedste vine kommer fra. Specielt rieslingvin har rigtig gode betingelser her - varme dage og kolde nætter.

I dag cyklede vi en vinrute, først var det på asfaltvej, dernæst grusvej og til sidst blev det til en lille sti. Vi troede, at vi var kørt forkert, men så så vi et skilt på en låge, vi gik ind igennem lågen og folden, og til sidst endte vi ved den vingård, som vi havde planlagt at se, her var en restaurant, hvor vi fik frokost. Men der var ikke rigtig nogen steder, hvor man kunne få en rundvisning. Vi cyklede "hjem" igen, og Thorkild fik sig et hvil.

Rigtig tit hører vi skud - det er naboen, der ikke har haft råd til at sætte net over sine vinstokke, så jager han fuglene væk med skuddene.

I går da vi ankom her til Waipara River Estate, spurgte jeg, om vi kunne få lidt rundvisning og informationer om stedet her, og vores vært sagde, at det kunne vi se på i dag, når han kom tilbage fra byen ved to-tiden. I eftermiddags kom han og spurgte os, om alt var ok, og da vi havde bekræftet det, sagde han, at han ville lade os nyde freden og roen her. Jeg spurgte så om rundvisningen, men han svarede, at det plejer han ikke at gøre... Der var mange ting, vi gerne ville vide, og han svarede da også, men vi kunne let mærke på ham, at han ikke havde lyst til at snakke ret længe.

Vi har nydt opholdet her, vi har haft solskin og blå himmel, og bjergene omkranser dalen, som er frodig og grøn, så her er så smukt. Vi har gået mange ture rundt om den flotte og velholdte gård.

Annie's Loft & Studio B & B, Waipara - 210,- $

11.02.

Rakaia

Vi stod op kl. syv, som vi som regel gør, men da var der ingen strøm. Vores vært sagde i går, at han kørte hjemmefra ved syv-tiden, så det var jo ikke godt. Jeg skyndte mig at ringe til ham i håb om, at han stadig var hjemme. Han sagde, at det var hele området, der ingen strøm havde, så vi måtte bare vente, til det kom igen. Vi gik i seng igen og vågnede ved godt otte-tiden, og da var der strøm.

Vi tjekkede ud og kørte sydpå til Rakaia, hvor jeg havde booket et værelse til os. Vi fik frokost, da vi nåede Rakaia, og så ville vi finde ud af, hvor vi kunne få en jet-boat tur, men det nærmeste sted var en times kørsel ind i landet, og det ville Thorkild ikke.

Klokken 15 kunne vi tjekke ind på St. Itas Guesthouse. Værtinden her er sød og rar, og hun snakker meget. Hun lavede kaffe til os og viste os rundt. Det er et meget specielt sted her - et stort flot gammelt hus, der har været katolsk skole indtil midt i firserne, og der boede fire nonner her indtil da. Det er så smukt og nænsomt renoveret, og man føler, at man er kommet ind i en helt anden verden.

Rakaia floden og flere bifloder løber ud i havet her i Rakaia, så det er et meget bredt flodleje, hvor New Zealands længste bro, 1.750 m lang går tværs over. Vi fandt en sti, der gik ned til flodlejet, men det så lidt trist ud, da der næste ingen vand løber igennem.

Da vi havde spist vores aftensmad, gik vi en tur rundt i byen.

St Itas Guesthouse, Rakaia - 130 $

12.02.

Paua Bay, Akaroa

Vi sov godt, selv om det var i "kapellet". Sue, vores værtinde, havde sagt, at vores værelse havde været "kapel". Selvfølgelig ikke, hvad vi på dansk forstår ved et kapel, men der hvor præsten - eller faderen - opholdt sig. Vi har hverken mødt engle eller mennesker, der ville skrifte.

Da det jo var B&B, fik vi i den fine spisestue med hvid stivet dug serveret en morgenmad, vi sjældent har set mage til. Yoghurt med forskellige frugter, æg, bacon, champignion, tomater, toast osv. Vi var mere end mætte, da vi gik fra bordet. Og det var næsten helt vemodigt at forlade det smukke gamle hus med så meget historie, det var en oplevelse.

Vi skulle til Banks halvøen, hvor vi har booket tre overnatninger på en fårefarm. På vej hertil kørte vi langs kysten, hvor en lang tange har dannet en "indsø". Her var der mange fugle, så vi tog en pause og fandt kikkerten frem.

Godt forbi begyndte klipperne og bjergene, og vejen snoede sig og gik op og ned. Solen var begyndt at skinne, så det var så ubeskrivelig smukt. Vi nåede Akaroa, en lille hyggelig by, der ligger nede i en bugt. Her spiste vi frokost, jeg gik på Info Centeret og shoppede lidt.

Vi skulle så prøve, om vi kunne finde Paua Bay Farmstay. Fru GPS plejer jo at være trofast, men hun anede intet om, hvor det var. Vi havde fået et kort i Akaroa, og der var Paua Bay på, så vi prøvede at køre efter det, og Sue, vores værtinde, havde sendt mig en mail for nogle dage siden med lidt beskrivelse, de sidste otte kilometer var på grusvej. Grusvejen blev smallere og smallere og mere og mere stejl jo nærmere, vi kom stedet. Her tror jeg ikke, man skal forsøge sig med at køre i en ordentlig brandert.

På de femten kilometer fra Akaroa og hertil tror jeg, vi havde femten fotostop. Der var så mange ufattelig smukke panoramaer - bjergene, den blå himmel, det turkisfarvede hav og træer, kvæg og får hist og her. Gud må have været i godt humør, den dag han nåede til at lave New Zealand.

Langt om længe nåede vi farmen, og vi fik en varm velkomst. Sue viste os vores værelse, hun sagde, vi fik husets bedste, og det har hun helt ret i - vi kan ligge i sengen og kikke langt ned mellem bakkerne og se havet. Der er en formidabel flot have med mange roser lige uden for vores dør. Det er da det mest fantastiske sted, vi er havnet, her er lige så skønt som på billederne inde på deres hjemmeside. Sue lavede kaffe til os, vi skulle bare komme ind i køkkenet, når vi havde båret vores ting ind.

Vi kunne pludselig høre en masse får, der brægede, det var sønnen her, der var ved at drive en flok får ud i en anden fold. Det var sjovt at se, hvordan manden og hundene kunne samarbejde - kun ved fem forskellige måder at fløjte eller pifte på.

Vi var på vej ud at gå på en sti gennem foldene, og her mødte vi Murray, som fortalte os lidt om farmen. Da vi kom tilbage igen, bød han på et glas vin, og så fik vi lidt flere informationer.

De har leaset en del andre farme, har 6.500 får, et ukendt antal kvæg - han ved ikke rigtig hvor mange.

Vi spiste vores sandwich på terrassen, og derefter begyndte Thorkild at gøre klar til at gå i seng. Og jeg må vist hellere få ladet mit kamera op i nat, det er blevet til mange, mange billeder i dag.

Men det bliver vist ikke til så mange, jeg får lagt ind, for internettet er dyrt her, så de vil helst ikke vi bruger det for meget, og det er heller ikke den bedste forbindelse.

Paua Bay Farmstay, Banks Peninsula - 160,- $

13.02.

Paua Bay

Det var spændende at komme op og se, om solen skinnede. Det var ret overskyet, men Sue sagde, at det tit er sådan om formiddagen, og så klarer det op hen ad middagstid.

Vi fik den bedste morgenmad - youghurt med masser af forskellige friske frugter, spejlæg, bacon og toast. Det var lækkert, og hun er rigtig god til at pynte op, der var stofservietter i fine servietringe - og afstemte farver.

Murray viste os på kortet en fin rundtur her på halvøen. Så vi kørte afsted på små smalle veje, hvor der rundt om næste hjørne - hele tiden var et nyt panorama. Det er slet ikke til at beskrive, hvor smukt her er. Og rigtig nok, solen begyndte at komme igennem skyerne, og ved godt frokosttid var der høj sol.

På vores rute kom vi forbi et maori museum, hvor jeg var inde og se udstillingerne - vældig interessant.

Vi var blevet sultne, men de små flækker vi kom igennem, havde ingen café, så vi endte i Akaroa, inden vi fik vores frokost, her var der blevet 24 grader. Jeg var også inde og se en af kirkerne, en trækirke.

Og så var vi blevet klar til at køre hjem, og lige pludselig kom der drivende tåge ind fra havet, og temperaturen faldt til 17 grader, det må være det samme, som vi kalder havgus. Men der var heldigvis ikke drevet noget ind i dalen, hvor vi var, vi kunne bare se det ude over havet. Så efter at Thorkild havde fået sig et hvil, og jeg havde fået en kop kaffe, gik vi gennem fårefoldene op ad bakken her bag gården, jeg gik helt op på toppen, hvorfra der var en betagende udsigt 360 grader rundt.

Vi sad og snakkede om, hvor fint det er, at det er så god en oplevelse, vi slutter af med her i NZ. Nu har vi jo bare to dage tilbage af ferien.

Vi sluttede med aftensmad og gik tur rundt i den skønne, skønne have.

14.02.

Paua Bay

Igen fik vi en god morgenmad, en dejlig start på dagen.

Sue spurgte her til morgen, om vi kender LEGO familien - nej, jeg kunne fortælle, at de ikke er med i vores omgangskreds ;-). Datteren i LEGO, havde været her som backpacker i hendes ungdom, og her i sommers havde hun været her igen - med sin familie.

Sønnen og svigerdatteren bor lige ved siden af, og de lever også af farmen. Men Murray siger, at der ikke var indtjening nok til to familier, da de kom med i foretagenet, derfor startede de med B & B for en del år siden, og senere har de startet "farm tours" op. Det fungerer sådan, at turister - hovedsagelig fra krydstogtsskibe "køber billet" til en tur med minibus herud (en stor bus ville aldrig komme hverken ned eller op herfra - jo måske ned....). Thorkild og jeg var inviteret med til arrangementet.

Vi startede med at gå op i klippestalden, hvor Murray først fortalte lidt om New Zealands historie og derefter om hans og farmens historie. Da han var færdig med det, kom svigerdatteren, Hanna op i stalden og klippede et får. Inden hun gik i gang, kunne turisterne komme hen og stå ved fåret, som halvvejs lagde på ryggen, og blive fotograferet sammen med den, og det var den helt store fotosceance - først konen - så parret sammen, osv.

Hanna var ret ferm til at klippe fåret, og da hun var færdig med det, gik alle uden for stalden, og så skulle hun demonstrere, hvordan hundene kunne samle og genne en lille flok får fra en fold i nærheden sammen. Hundene arbejder via kommandoer og en fløjte, der kan give fem forskellige fløjt, et for løb til højre, et for venstre osv., det er imponerende. En af dameturisterne spurgte Murray, om fårene også forstår kommandoerne, og så svarede han, at han aldrig har spurgt dem. Han er ret humoristisk. Og jeg forsøgte at skjule, hvor meget jeg morede mig over det!

Alle blev inviteret ned til stuehuset, hvor Sue bød dem velkommen og serverede kaffe/the og boller. Og så kunne alle gå rundt om huset og en tur i haven.

Vi roder altid på vores værelser rundt om, hvor vi bor, og jeg ordner ikke sengen noget særligt, for Thorkild hviler sig flere gange om dagen, og så er jeg også fri for det der konvolut ting arrangement, som vi altid starter med at afmontere. Men i dag fik han forbud at lægge sig i sengen, og jeg fik sengetæppe, pyntepuder, pyntetæppe oven på sengetæppet, osv. arrangeret... for vores værelse har panoramavinduer på to af siderne, så det skulle se meget pænt ud, når nogen gik forbi - og sandsynligvis kikkede ind ad vinduet. Heldigvis er der nogle ret store skabe her, som vi ikke ville bruge, men i dag blev alt bare proppet ind, så det s Det var jeg sikker på, at Sue satte stor pris på, og der skulle komme et hold igen i eftermiddags.

Vi er glade for, at vi har set "rigtig" fåreklipning på Glenmac fårefarmen, det her i dag var jo stillet an for turister. Og vi har også set flere gange, hvordan sønnen samler og driver en stor flok får med fem hunde - heller ikke bare fremvisning.

Vi spiste af vores forråd, nu skal der ryddes op, og så gik vi en tur mod kysten. Der er lavet "kørestier", så de kan køre på ATV, når de skal drive får, så vi fulgte stien, så langt vi kunne komme. Og så begyndte det at gå nedad, så Thorkild satte sig og nød udsigten, og så ville jeg gå ned til stranden, men jeg kunne ikke rigtig finde en ordentlig sti, det blev ud og ind, op og ned, så til sidst vendte jeg om, for her kan pludselig komme tåge ind, og så var jeg bange for, når jeg ikke havde nogen rigtig sti at gå efter, at jeg så ville gå i panik og måske først nå toppen en gang i næste uge, og det dur jo ikke. Da jeg var kommet op til Thorkild igen, kunne vi se, at jeg skulle have gået til højre i stedet for, så havde der været en "køresti", men da havde jeg ikke rigtig lyst til at forsøge igen.

Da vi kom tilbage, var de sidste turister kørt, og så kunne Thorkild få lov at bruge sengen igen, nu hvor fremvisningen var slut, så han fik sig en lille power-nap.

I aften skulle vi spise inde hos Sue og Murray. Vi fik kartofler, kylling, to forskellige salater og en rigtig god dessert. Uh, hvor det smagte godt. Bagefter var vi inde i pejsestuen sammen med Murray, et hollandsk par, der er på besøg og et ungt fransk par, som arbejder her for en kort tid. Det var rigtig hyggeligt, snakken gik lystigt, og vi så et klip på TV, som var optaget i 2008 her på farmen.

I dag har det været overskyet, og i formiddags fugtede det en lille smule. Men vi er så glade for, at vi har fået to fine solskinsdage på dette herlige sted.

15.02.

Christchurch

Vi skulle forlade vores dejlige logi og sige farvel til de søde værter, Sue og Murray. Vi har bare været så glade for at være her.

I går aftes viste Murray os en artikel om farmen i ugeavisen fra sidste uge. Den ville vi selvfølgelig gerne have, men de havde kun en, så Murray foreslog os at låne deres med, så kunne vi nok få den kopieret på museet i Akaroa i dag. Der var lige kommet en ny udgave for denne uge, så jeg spurgte på museet, om de skulle have en liggende fra sidste uge, det havde de desværre ikke, han foreslog mig at gå i Info Centeret, de havde heller ingen, de foreslog så, at jeg skulle prøve på en restaurant længere henne ad gaden - og jo, jeg var heldig, der var en nederst i bunken på disken. Super. Så måtte jeg tilbage til museet og aflevere den lånte, de ville gemme den, til Sue kom og afhentede den.

Vi kørte mod Christchurch i meget diset, fugtigt og koldt vejr. Vi fandt den samme P-plads, som vi brugte sidst, og så gik vi ind og fik frokost. Jeg ville på Info Centeret og have et bykort,  sidst vi var her, fik jeg ikke set den nye katedral, som blev bygget i 2013 efter jordskælvet, som jo ødelagde den gamle. Det var en speciel og smuk bygning indvendig, designet af en japaner.

Jeg ville også gerne op på det højeste punkt i byen, og der skulle være en park på toppen af en af bjergene, der delvis omkranser Christchurch. Men det blev til en lang køretur, så vi opgav, og det er også meget diset.

Thorkild var blevet meget træt, så vi fandt motellet, som vi havde booket på forhånd. Vi skulle have tømt bilen og pakket alt ned, så vi er klar til i morgne.

Og nu har jeg fået lagt nogle af mine dejlige billeder ind på siderne fra de sidste dage.

Comfort Inn Riccarton Christchurch - 139 $

16.02.

Singapore

Vi kørte fra motellet i Christchurch kl. 7.30, så vi havde meget god tid i lufthavnen. Jeg fik brugt de sidste få dollar, vi havde i behold, men jeg kom også til at bruge kortet... Jeg havde ikke fået købt de uldne vanter, som jeg havde bestemt, jeg ville have, så jeg fandt dem her. Imens var Thorkild parkeret i et stille hjørne i terminalen.

Vi fandt loungen, og vi fik noget at spise, inden vi gik ombord. Flyet var forsinket 20 min, men vi skulle jo ikke videre, når vi kom til Singapore, så det var lige meget for os.

Flyveturen tog ti timer, det gik nemt med paskontrol mv., og der var en chauffør, der ventede på os i lufthavnen og kørte os ind til samme hotel, som vi overnattede på - på vej til NZ. Jeg synes, jeg plejer at klare de mange timer fint, men i dag sad vi lige bag en mor med en ca. 4-årig dreng. Jeg har dog aldrig set så uroligt et barn, og han skreg hele tiden - ikke fordi han så gal ud, men bare  gav nogle meget gennemtrængende skrig i stedet for at snakke. Det var utrolig anstrengende at høre på. Jeg er jo ellers vant til, at vore tre små bøller derhjemme larmer meget indimellem, men det er på en hel anden måde. Den lille fyr i dag var virkelig ikke til at holde ud at høre på - og så i 10 timer!

Næsten inden vi trådte ind ad døren til hotellet, kom der en fyr springende og holdt et apparat på panden af os, men vi havde ingen feber, vi fik ihvertfald lov at komme ind. De er bange for den corona virus, som vi også har hørt om.

Men her er altså ulideligt varmt, 31 grader, og det føles meget værre, end det gjorde de dage med samme temperatur i NZ. Vi er jo lige omkring ækvator, så det er meget fugtigt, det gør det meget værre. På skærmen på TV'et her på værelset står: Dear guest. A very warm welcome.... ja, det tror jeg da også...

Klokken er nu 19 her i Singapore, men efter NZ tid og vores indre ur er den 24. Jeg har fået puttet Thorkild og masseret hans fødder, så nu vil jeg også gå i seng.

Jeg har også været i kontakt med chaufføren, som vi aftalte med, at han skal vise os Singapore i morgen. Lige nu regner og tordner det, så jeg håber på fint vejr i morgen.

17.02.

Singapore

Det har været en rigtig god dag i Singapore i dag.

Vi vågnede tidligt, og vi gik ned til morgenmaden inden, det var blevet helt lyst. Restauranten var udendørs, og vi fandt et bord, hvor der var lidt vind, så det var meget behageligt at sidde der, temperaturen var allerede høj - det har nok slet ikke været koldt i nat udenfor. Vi har været nødt til at sove med airconditionen tændt, men det er meget ubehageligt at sove i.

Vi havde aftalt med vores chauffør, at han skulle hente os kl. 9, og han var ved hotellet allerede lidt før ni. Vi fik vores bagage med i hans bil, så vi kunne blive afleveret i lufthavnen.

Han startede med at køre os til Singapore Botanic Gardens. Jeg er blevet lidt træt af botaniske haver, som vi har set i mange forskellige lande, så jeg var ikke så begejstret, da han sagde, at han ville køre os derud. Men det var da det mest fantastisk smukke sted. Vi nåede kun palmedalen og orkidehaven. Orkidehaven er kæmpe stor, og der er mange, mange forskellige slags, der er plantet mellem alle mulige palmer og grønne planter over et stort område. Vi fik kun set en meget lille del af den 72 ha. store have, vi kunne have brugt flere timer på dette skønne sted.

Næste stop var et sted, hvor vi kunne fotografere Marina Bay Sands Skypark Observation Deck. Vi kunne også lige nå at få en kop kaffe på Starbucks.

Nu kørte vi videre til kabelbanen. Vi var først med en linje, der gik ud mod kysten, og derude skiftede vi til en anden linje, så vi kom langs kysten et lille stykke. Heroppe fra var der en formidabel udsigt - både over byen - og over havnene. Der er blevet lavet en ny havn, og de gamle kraner bliver solgt til Malaysia, men der stod stadig rigtig mange containere på det gamle havneområde. Vi kunne også se mange, mange skibe, der lå og ventede.

Der er blevet bygget meget ud i havet, men det gør man ikke mere, Indonesien og Malaysia har sagt stop, fordi Singapore kommer for tæt på de lande.

Sidste stop på turen var Gardens by the Bay. Her var forskellige ting at se på, vi valgte at gå ind i en "dome", hvor der skulle være blomster show, dahlia var annonceret som det helt store. Da vi kom ind, var der kinesisk musik, og der var masser af mærkelige figurer mellem alle blomsterne, det var vist for at fejre det kinesiske forår. Så georginerne, og mange forskellige narcisser stod også i fuldt flor, men synet var forstyrret af alle de sære ting. Nå, men blomsterne var smukke, det var jo hovedsagen.

Så var turen slut, og vi kørte mod lufthavnen, hvor vi blev læsset af ved "Juvel". Da var klokken blevet 15, og vi skulle først flyve kl. 23.55, så tiden skulle fordrives. Vi kunne tjekke vores bagage ind, og vi var blevet meget sultne, Vi havde ikke fået noget at spise siden kl. 7. Thorkild fik fundet en stol, og så ville jeg gå ovenpå. Bygningen er formet som en dome, hvor der i midten er lavet et meget højt vandfald, og rundt omkring er der lavet regnskov, hele vejen ned til bunden. Det var meget imponerende, så jeg gik mange etager op og rundt og nød det smukke arrangement. Det varede længe, men så skulle jeg finde ned til Thorkild igen, og det var ikke så ligetil. Så jeg måtte mange ture rundt, jeg spurgte flere, der lignede personale, men nogen vidste ikke, hvor det var, og andre sendte mig den ene vej, og andre den anden vej og nogle etager op. Jeg var ret frustreret, men til sidst fandt jeg da Thorkild. 

Vi gik derefter op i en af loungerne, hvor vi fordrev tiden med at spise, drikke og sove lidt indimellem, der ventede os en meget lang rejse.

På vej ud til gaten fandt vi et sted med "massagestole", som gav både fødder og underben en ordentlig gang massage, det var rigtig dejligt, inden vi skulle sidde i så mange timer i flyet.

18.02.

København

Jeg sov heldigvis en del af natten, så de 13 timer gik nogenlunde, men det er godt nok længe at sidde ned.

Når vi skal videre indenrigs, plejer vi at kunne komme i lounge, men den lounge vi har kort til var lukket. Jeg prøvede at spille lidt dum og gik ind i den første vi mødte. Damen i receptionen sagde, som forventet, nej.  Jeg prøvede igen i den næste, vi kom forbi, og jo - vi var heldige. Det var den sødeste unge fyr, der sad i receptionen, og jeg spurgte,  og han sagde, at det kunne vi godt. Fedt.

Kjallerup

Så er vi nået hjem efter fem fantastiske uger. Det har været en meget anstrengende rejse hjem. Thorkild har regnet ud, at der er gået 38 timer, hvor vi ikke var i seng, så ikke så sært, at vi er trætte. Og jetlaget er også hård ved kroppen, men heldigvis er det ikke så slemt, når vi rejser fra øst mod vest – som omvendt.

Vi har ikke haft nogen uheld eller sygdom, så vi synes, vi har været heldige. Og hvis vi også har undgået corona virusen!

Vi har genset nogle steder, og vi har set mange nye steder. Vi ville gerne have været på flere farmstays, men vi har ikke kunnet finde flere steder. De to steder på fårefarmene, vi var, har været rigtig spændende.

Forskellen på de elleve år, der er gået, synes vi, er, at alting er blevet dyrere, og vi har haft sværere ved at finde overnatninger. Men det lærte vi jo af, så vi efterhånden bookede på forhånd.

Opholdet i Singapore har også været spændende, og vi var heldige, at vi mødte Philip, som kørte os rundt i Singapore til de forskellige destinationer, og vi fik også mange informationer og svar på vore spørgsmål. Så nu ved vi lidt om det lille bitte land.

Vi har kørt 1.369 km på Nordøen og 3.667 km på Sydøen, i alt godt 5.000 km.

Budget:  Kr. 96.733,-

Jysk Rejsebureau: kr. 50.302,-

Fly ud:  Ålborg - København - Singapore - Auckland  Hjem: Christchurch - Singapore - København - Ålborg

Transfer Singapore lufthavn - hotel - retur

2 x overnatning i Singapore

2 x overnatning i Auckland

Billeje

Færgebilletter - Wellington - Picton

Hævninger: kr. 46.431,-

Overnatninger, mad, brændstof, ture