Japan

Kyoto, den 13. oktober 2025

Vi skulle køre fra hotellet i Busan kl. 10, men kl. 9.58 var alle ikke kommet ned, og bussen kunne ikke holde der længere uden bøde, så os der var kommet og havde fået læsset kufferten fik en tur rundt i byen. Og det var lidt heldigt for mig, for jeg havde glemt at aflevere nøglekortet, så det fik jeg lige lejlighed til.

Vi kom i god tid til lufthavnen, så jeg gik i loungen og fik noget at spise. Men flyet var forsinket yderligere 40 minutter, så det blev lidt længe at sidde og vente.

Men vi kom da afsted og landede i Osaka. Jeg havde været heldig at få en vinduesplads, så jeg kunne rigtig se, at Japan er et ørige. Ando, vores japanske guide - en sød lille spirrevip - som ikke er ret gammel, tog imod os og fik os med en bus.

På vej ind til byen fortalte Lars lidt om, hvordan man forholder sig ved et jordskælv. Godt at vide, men forhåbentlig får vi ikke brug for den viden. Der skulle være 5.000 jordskælv om året her.  Ando fortalte også, at der ikke er skraldespande på gaden og i bussen, så alt hvad man har af skrald skal tages med til hotellet og afleveres der!

Vi havde to ting på programmet i dag, men vi nåede kun den ene pga. flyforsinkelsen. Det var besøg på Osaka-borgen, som oprindeligt blev bygget i 1583 af en krigsherre og 100.000 tvangsudskrevne arbejdere. Borgen har været udsat for flere politiske og militære opgør om magten i området, og den har været helt sønderbombet. Den blev genopbygget i 1931 i beton og står i dag som et fint historisk museum.

Turen gik nu videre til Kyoto, hvor vi spiste aftensmad på en restaurant på hovedbanegården. Det er et ret nyt byggeri, Japans næststørste togstation, som rummer stormagasiner, hoteller, restauranter, et teater og et utal af butikker i ti etager. Kyoto er en gammel historisk by, og da man begyndte at planlægge byggeriet, var der en hård debat. Buddhistiske munke lukkede flere af byens templer for turister en kort overgang for at demonstrere mod byggeriet. Men byggeriet blev gennemført og er et turistmål i sig selv. På onsdag skal vi med Shinkansen herfra.

I Korea så vi ikke mange turister med ikke asiatisk udseende, men efter vi har været her i Japan nogle få timer, har vi allerede set mange "hvide" som os, så vi kan se, at Japan er meget større turistmål end Sydkorea.

Efter en kort tur i bussen nåede vi vores hotel og blev tjekket ind.

Kyoto, den 14. oktober 2025

Kyoto var Japans hovedstad i perioden 794 - 1867. Her var mere end 2.000 templer og var Japans kulturelle centrum. Der er stadigvæk mere end 1.600 templer i dag. Byen rummer 2,5 mio. indbyggere, så den er ikke så stor ift. japanske forhold.

Japan er et kejserdømme, kejserfamilien har samme status som vores kongefamilie, de har ingen magt. Guiden fortæller, at de er der for at komme og give hånd til folket efter et jordskælv!

Japan er langt foran os på mange måder feks. med teknologi, men på andre måder er de langt bagud. De har nogle meget stramme regler i det offentlige rum. Der må ikke ryges på gaden, i toget er det forbudt at bruge mobiltelefon, og man snakker ikke med hinanden, når man kører i tog, der skal være stilhed. Man er overhøflige, bukker for hinanden, bukker for toget, bukker for alt, og man er meget ærbødig over for sine overordnede og dem med lidt højere rangorden end en selv. Det japanske sprog indeholder ingen bandeord.

Offentlige toiletter er et helt kapitel for sig. Nogle skyller automatisk ud, man kan få skyllet bagen både forfra, bagfra og fra siden, man kan trykke på en knap, så der bliver spillet lyde, der distraherer lydene, som nu en gang er naturlige på potten. Og så er der blæsere, så man også kan blive tør igen, ja, det er næsten kun fantasien der sætter grænser! Det er virkelig en oplevelse. Jeg har vist glem at fortælle, at her på hotellet går toiletlåget selv op, når døren til toilettet åbnes, og når man rejser sig, skyller det automatisk ud, og når døren lukkes går låget ned igen.

Dagen startede med en gåtur gennem en bambusskov, Arashiyama. Her står rigtig tykke, 20 meter høje bambus meget tæt. Efter rundturen i skoven var der tid til at kikke på de mange souvenirbutikker i området. Og herefter skulle vi spise frokost. Det var buffet - meget godt, og her skulle vi dampe grønsager over et gasblus, som var stillet på bordene ved hver kuvert.

Godt mætte kørte vi videre til te ceremoni. Her viste en maiko, hvordan man brygger te på den helt rigtige måde. En maiko er en ung kvinde, der er i lære som geisha. En geisha er en kvinde, som kaldes kunstens person. Hun agerer på en rituel og kulturel måde, som er en træning i åndelig diciplin. Hun er klædt i en kimono og er stærkt sminket - helt hvid i hovedet. Geishaerne har aldrig været prostituerede, de kan ikke have en kæreste, mens de er maiko, og hvis de vil gifte sig, må de stoppe som geisha. Vi fik lært at lave te!

Der er kun få geishaer tilbage, og der bliver ikke uddannet ret mange nye, da det efterhånden kun er for turisternes skyld, de er her..

Nu var der også blevet tid til besøg på et marked, Nishiki markedet. Det er en meget lang gade med flere tværgader, der er fyldt med forskellige boder. Politiken siger, at sanserne kommer på overarbejde, når man går langs de mange boder. Her sælges alt fra frisk wasab, pickles, miso, fiskeindmad, yuzu frugter og tofu til fiskekager, spisepinde, håndlavede køkkenknive og paraplyer - og alt derimellem. Altså rigtig, rigtig mange meget mærkelige ting. Et spændende marked fordi der ikke lå 50 butikker side om side med de samme varer. Men der var alt for mange mennesker!

Videre kørte vi til Kinkakuji - Det Gyldne Tempel. Det blev bygget i 1397, men en buddhistisk munk, som var psykisk syg brændte den ned i 1950, og den blev genopbygget. Templet er guldbelagt, og er en af de smukkeste og mest fotograferede templer i Asien.

Sidste stop i dag var Gion-distriktet, hvor vi havde håbet på at få nogle geishaer at se. Så heldige var vi dog ikke. Men det er en smuk bydel, og det var efterhånden blevet mørkt, så det var med aftenbelysning, vi så gaderne - meget smukt.

Aftensmaden var salat, en risret, oksesteaks, fritererede løgringe, pizza og til sidst is. Det var lækkert. Vi gik hjem fra restauranten, selvom det var blevet regnvejr.

Kyoto, den 15. oktober 2025

I dag skulle vi køre fra hotellet allerede kl. 7.30, så vi var tidlig nede og spise morgenmad.

Vi skulle bare køres til banegården, hvor vi skulle med Shinkansen til Hiroshima. Det er en strækning på omkring 400 km, og det tog 1½ time. Toget, vi var med, var nok mindst 300 m langt. Hele tognettet (højhastighedstog) fragter 159 millioner passagerer pr. måned, og der er aldrig forsinkelser.

Området, vi kørte gennem var mest bymæssig bebyggelse, en hel del enfamiliehuse, som ligger så tæt, at vinduerne næsten må støde sammen med naboens, når man åbner dem.... Det er i hvert fald ikke som på Fjordsiden....

Og så er der selvfølgelig også mange højhuse og mange industriområder. Det var kun få ris- og grønsagsmarker, jeg så. Og en stor del af landet er dækket af bjerge med skov. 

Vi ankom til Hiroshima og kom med en bus til A-bomb Dome og mindeparken. Efter en rundtur her gik vi ind på Hiroshima Peace Memorial Museum, det var en voldsom oplevelse. Her var der udstilling om, hvordan atombomben den 6. august 1945 udslettede en stor del af byen og dræbte 80.000 mennesker. Efterfølgende døde 60.000 af strålesyge, og i alt krævede bomben 237.000 ofre.

Efter den barske oplevelse kørte vi til færgen til den hellige ø Miyajima, hvor vi skulle have frokost. Det var i dag østers og ål. Østersene var paneret og friturestegt, nogle stykker af ålene var også paneret og friturestegt, og nogle stykker var kogt eller dampet oven i en skål ris. Det var lidt spøjst, men det smagte okay. 

 Her på den hellige ø er der et shinto tempel med en orange torii-port, som er placeret så langt ude på stranden, at det pga. tidevandet ligner, at den står ude i havet. I gamle dage måtte man ikke betræde den hellige ø, så det flotte hovedtempel blev bygget på stolper ude i vandet, så besøgende kunne se templet uden at betræde jorden.

Der bor ca. 1.600 mennesker på øen, og der er stadig mærkelige bestemmelser her. Der må ikke fødes børn her, og der må ikke ske dødsfald, så de uhelbredelig syge bliver sendt over til fastlandet, så de ikke dør på øen. Alt hvad der vedrører døden er urent i shintoismen, men så er det så smart, at man bare bruger buddhismen, når der skal holdes ceremonier ifm. dødsfald!

Vi gik først samlet ud for at se på templet, derefter var der tid på egen hånd. Jeg gik videre gennem den lille by, og her fandt jeg et museum, som jeg gik ind på. Jeg var også inde i et par af de utallige souvenirbutikker og købte mig til sidst en kop kaffe to go. Jeg satte mig i skyggen og drak den, inden vi skulle sejle tilbage til Hiroshima, hvor vi spiste aftensmad. Det bestod af japanske pandekager, som vi selv skulle stege. Der var en kæmpestor pande indbygget i bordet, vi sad ved, og alt var gjort klar med en skål med to æg slået ud og blandet med forskellige grønsager, nogle skiver bacon, lidt fisk og rejer. Det var også lidt spøjst, men det smagte rigtig godt.

Bussen kørte os til banegården, og vi kom igen med Shinkansen til Kyoto.

Det har været meget varmt i dag igen.

Kyoto, den 16. oktober 2025

Vi skulle mødes i receptionen kl. 5.30 og med taxa ud til Fushimi Inari helligdommen, som er kendt for sine titusind orange torii porte. Vi ville derud inden alle de andre turister kom, og vejrudsigten havde også lovet regn senere på dagen.

 Helligdommen er en shinto tempel. Shinto er sammen med buddhismen Japans største religion. Shinto er en naturreligion, hvor man lærer at respektere den sjæl, som der er i alting i naturen, ikke noget overnaturligt, men selve naturen. Og Inari handler om erhverv og velstand. Det er blevet forretningsfolks foretrukne shinto-retning, og hvert år holder mange firmaer ceremonier her ved regnskabsårets start. Den orangerøde farve, som ses overalt, anses for at holde katastrofer og konkurs fra døren! Portene er sponsoreret af privatpersoner, firmaer eller organisationer, og i sponsoratet medfølger en pligt til at holde den ved lige. Det var utrolig smukt i solopgangen. Så vi var glade for, at vi fik det at se i både stilhed og tørvejr.

Vi var med taxa tilbage igen, og nu skulle vi have morgenmad inden, vi skulle videre i dagens program. Turen gik til Nara, som var hovedstad fra år 710 til 784. Her skulle vi besøge Todaiji Templet, som var det første buddhistiske tempel i Japan og verdens største træbygning. Her står verdens største Buddha statue af bronze, som er 15 m høj og vejer 500 tons. I parken omkring templet lever mere end 1.000 sikahjorte. De anses af japanerne for at være hellige, og de løber frit rundt mellem templets besøgende.

Vi spiste en traditionel japansk frokost her i Nara. Vi fik oksekød, som vi selv skulle stegte, ris, suppe, friturestegt lotus, aubergine, en friturestegt kæmpereje og lidt salat. Det smagte godt. Det er lidt træls med at sidde i alt det stegeos to gange om dagen. Man går rundt og lugter af frikadeller hele tiden.

Nu kørte vi tilbage til Kyoto, hvor vi skulle se Kiyomizu templet, som vi ikke nåede i mandags pga. flyforsinkelsen. Navnet betyder "det rene vands tempel". Der kommer en kilde ud fra bjerget, det ligger på, deraf navnet. Det var en utrolig smuk tempel, men det var næsten umuligt at gå fra bussen gennem en lille gade op til templet - og også inde i tempelområdet var der propfuld af folk. Og Lars siger, at det bliver endnu værre, når vi kommer til Tokyo.

Jeg har gået og været lidt i tvivl, om det var det rigtige tidspunkt, jeg havde valgt at tage hertil. Det er sikkert rigtig smukt i foråret, når kirsebærtræerne blomstrer, og om en måned bliver alle træerne gule og røde, det tror jeg, også bliver rigtig smukt. Men Lars og Ando, den japanske guide, siger, når vi brokker os over, at der er for mange mennesker overalt, at det bliver meget værre om en måned og også i april måned, så jeg er rigtig glad for, at jeg er her nu. Jeg synes, det er så træls med alle de mennesker. Men bortset fra det er det rigtig godt at være her.

Nu skulle vi bare hjem til hotellet og slappe lidt af inden aftensmaden, men det var næsten umuligt at komme ud fra parkeringspladsen  ud på gaden og ind på en større gade. Der var ellers tre færdselsbetjente de tre steder, hvor vi skulle flette sammen til en større gade - altså hvert sted - så ni personer, der skulle styre det, men der gik 40 minutter med at køre de 300 m, inden vi var på en større gade. Der var kaos af busser, der både skulle ud og ind, og et hav af mennesker, der også gik forbi - rent kaos.

Vi kom langt om længe hjem og havde så lidt tid, inden vi skulle med bussen ind til et italiensk spisested. Vi fik som sædvanlig mange små retter til deling ved et fire mands bord, en pizza, lidt pasta, grøn salat, kartoffelsalat, broccoli og pølse. Det smagte rigtig godt. Bussen kørte os heldigvis hjem igen, for det var rigtig regnvejr. Det har regnet en del af dagen.

Tokyo, den 17. oktober 2025

Så kom vi til Tokyo. Det er bare vildt at være her, der er højhuse, reklamer, lys, tusindvis af mennesker overalt. Selv dem der kommer i København, synes det er så anderledes her.

I den indre by bor der 14 millioner, og hele Tokyo området huser 38 millioner mennesker og dækker 13.500 km2 - næsten en tredjedel af Danmark. I de tætteste bebyggede områder bor der 22 tusind på en km2.

På den travleste station her i centrum tager 318 millioner mennesker med toget hver dag, og der er to stationer i nærheden, hvor der er næsten lige så mange passagerer.

Dagen startede med bus til Kyoto banegård, hvor vi skulle med Shinkansen til Mishima. Og det var så sjovt igen i dag at se alle de mærkelige ting, japanerne gør. Der var en togstewardesse, som bukkede inden hun gik ind i toget og igen, når hun gik ind i en vogn. Og jeg skrev vist, at toget nok var 300 m langt, men dem, vi har været med, har været 400 m lange.

Allerede inden vi nåede Mishima, kunne vi begynde at se Mt. Fuji. Og vi har været rigtig heldige, for bjerget er tit indhyllet i skyer, det er kun 30 procent af tiden, at der er skyfrit omkring det.

Vi spiste frokost i Mishima, inden vi kom med bus til Ashi søen, hvor vi kom med et piratskib på en sejltur i det fineste solskinsvejr. På hele sejlturen kunne vi se Mt. Fuji, som er en vulkan. Den var sidst i udbrud i 1708 og er 3.776 m højt. Vi gik i land og kom med Komagatake kabelbanen op i 1.340 m's højde, og heroppe var det rigtig koldt. Herfra kunne vi både se og lugte en del termisk aktivitet. Der var selvfølgelig både restauranter og souvenirbutikker, og jeg tror, der bliver lavet gode penge på at sælge kogte æg. Når æggene koges i vandet, der indeholder meget svovl, bliver de sorte, jeg har ikke hørt, om de også bliver mørke indeni, det må jeg spørge om i morgen. Og det siges, at for hver sort æg man spiser, lever man 7 år længere!

Heroppe ventede bussen på os, for nu skulle vi til Tokyo. Der er kun 80 km i fugleflugtslinie, men turen tog 3½ time med bus, pga. den tætte trafik.

Fremme i Tokyo fik vi aftensmad, det var noget friturestegt fisk og kylling, ris, kartoffelsalat, bønner og salat.

Vi gik hen til vores hotel, Shinjuku Washington Hotel.  Det bliver spændende at komme op og få morgenmad i morgen, hotellet har 25 etager, og restauranten ligger på øverste etage.

Tokyo, den 18. oktober 2025

Vi havde fået at vide, at værelset på hotellet nok var meget lille, men min er lidt større end i Kyoto. Her kan kufferten da ligge udslået på gulvet. Det kunne den ikke i Kyoto.

Restauranten er så stor her, og der er pladser, så man sidder og kikker ned over byen fra 25. etage. Jeg var heldig at få en af dem i dag.

I går glemte jeg lige en komma, det var 3,18 millioner passagerer, der er på den travleste station pr. dag - ikke 318 millioner! Men det er stadigvæk ufattelig mange mennesker, når der er et utal af stationer.

Det har været en meget lang dag, vi har kørt Tokyo tyndt med tog og metro. Der er ufattelig mange linjer, der går under jorden, så det er i mange, mange lag under jorden, der kører tog.

Første stop var ved kejserpaladset. Her kunne vi ikke komme ind og se, hvor de bor, kun haven og broen ind til paladset, hvor Frederik og Mary kørte i hestevogn i foråret. Næste stop var Meiji templet, et shinto tempel, som ligger i en kæmpestor park med 120 tusind træer, og der er 365 forskellige sorter, lige så mange som der er dage i et år. Her var der bryllup, det er meget populært at blive gift her. Der var også mange fine kvinder og børn, der havde kimonoen på, det var alle bryllupsgæsterne.

Så kørte vi til Takeshita gaden, hvor der sælges alle mulige ting til Manga kulturen, store klodsede støvler, parykker, superkorte nederdele osv. Her var der mage sjove typer, der gik rundt. Videre med metroen til Shibya Crossing. Det er det største fodgængerovergang, jeg nogensinde har set. Hver gang lyset skifter til grønt for fodgængere, både over gaden men også tværs over krydset, går der 3.000 mennesker over, det bliver til en halv million fodgangøre om dagen. Det er så vildt.

Her står også statuen af en hund, Hachiko, som fulgte sin ejer til undergrundsbanen hver dag, når han skulle på arbejde, og den sad og ventede på ham, når han kom tilbage med toget. Hunden blev ved med at komme til stationen hver dag, selv da dens ejer var død. Lidt samme historie som i Edinburgh - meget rørende.

Efter fotos her gik vi til frokost. Det var som det plejer, lidt fisk, salat, grønsager, suppe og friturestegt kylling. De fleste af os var hurtige til frokosten, for nu var det blevet tid til at shoppe lidt. Vi havde fået anvist et varehus, der hedder 109, så det prøvede jeg, Men det var noget skrækkeligt tøj, så på tredje etage vendte jeg rundt og kørte ned igen, det var tøj kun beregnet til de unge piger og drenge, der gerne vil gå rundt og se smarte ud.

Jeg fandt et andet varehus, og her var det tøj, der kunne passe til mig. Jeg nåede også lige op i Starbucks og fik en kop kaffe, og her kunne man se Shibuya Cross lidt fra oven, det ser fuldstændig vildt ud.

Nu tog vi metroen igen til Tokyo Tower, som er 333 m højt og bygget i 1958. Halvdelen af jernet, der er brugt til tårnet er fra de amerikanske tanks, der blev brugt i koreakrigen. Tårnet blev bygget som et symbol på, at Japan sidst i 50-erne, var ved at have etableret sig og komme ovenpå efter anden verdenskrig. Vores billet rakte kun til at komme op i 150 meters højde. Men det var også fint, her kunne vi se by hele vejen rundt så langt øjet rakte. 

Efter en god vandretur nåede vi vores aftensmads restaurant. Her var det buffet, det var rigtig lækkert. Efter aftensmaden var vi igen med metro hjem til hotellet for en kort bemærkning. 

Vi gik et stykke hen til Tokyos rådhus, som er et højhus, og her var der lysshow på facaden. Vi kunne ligge/sidde på græsset (kunstgræs) foran bygningen og se det smukke lys på facaden. Da det var slut gik vi videre til en pub, hvor vi lige fik et par øl. Og så var det ellers hjem på hotellet. 

I dag har vi slået rekorden, jeg har gået 28.600 skridt i dag!

Tokyo, den 19. oktober 2025

I aften begynder vores hjemrejse, men vi har haft fuld program i dag. I modsætning til i går med transport rundt i tog og metro er vi blevet kørt rundt i bus. Jeg må også tilstå, at jeg var lidt bange for at blive væk i menageriet i går, så jeg havde taget hotellets visitkort med i tasken, så kunne jeg jo altid tage en taxa tilbage dertil, hvis det skulle ske. Men det lykkedes Lars at få alle 18 af os med både ud og ind i de mange tog, vi var med hele dagen.

Vi startede med at se Asakusa Senso-ji templet, som er Tokyos mest kendte buddhist tempel. Det er et meget smukt tempel, og der er nogle små handelsgader omkring templet. Men her var der så tæt af mennesker, så det var næsten umuligt at komme frem. Templet blev meget ødelagt under 2. verdenskrig, men er fint genopbygget. Der står et stort træ, som blev meget ødelagt, men det har skudt igen, og man har ladet det stå som symbol på genfødsel.

Næste stop var en kokkeskole, her skulle vi lære at lave sushi. Så vi så hvordan en hel fisk blev skåret ud, og vi skulle så lave sushi af noget af det. Der var flere forskellige skiver fisk til os.  Nu er sushi jo ikke min livret, og jeg var heldig, der var som sædvanlig et lille blus med en lille gryde vand med lidt grønsager i ved hver kuvert, så jeg kunne lige dyppe mine skiver fisk i det kogende vand - og vupti - så smagte den bare så godt.

Da vi havde spist, fik vi udleveret et certifikat på, at vi kunne lave sushi med billede på. Og det var meget morsomt, da køkkencheften skulle give dem til os. Selv om han kikkede på billedet, kunne han ikke se, hvem det var til. Så måske vi ser lige så ens ud alle sammen i deres øjne, som vi synes de er alle sammen.

Efter frokosten kørte vi til Akihabara bydelen, som også kaldes electric city. Her er der om muligt endnu mere larm, der er fyldt med butikker med alskens el-skrammel, bl.a. toiletsæder med sidepaneler med alle knapperne til de forskellige slags skyl og tørring! Alt er bare mærkeligt i Japan - jeg har vist nævnt det før! Og så er der butikker med skærme på en hel væg, hvor der kører højrystede tegnefilm men manga figurer, pokémons osv. Pludselig kommer der en stor lastbil forbi på gaden med tegneseriefigurer på og noget musik så højt, så man næsten bliver blæst bagover. Det oplevede vi også i Harajuku området i går. Det er her de unge i Tokyo hænger ud i deres helt egen specielle tøjstil, som er en spøjs blanding af punkere og tegneseriefigurer. 

Nu gik turen til Shinjuku området. Her var der højt oppe på et hus sat Godzillas hovede op, så det lige stak op over kanten af højhuset, det så ud som om, hun var ved at kravle op over huset. Hovedet vejer 85 tons. Her gik vi også gennem en gade, som blev sammenlignet med "red light district" i Amsterdam. Og det er også her de såkaldte kærlighedshoteller ligger, hvor man kan leje et hotelværelse på timebasis. 

Da vi gik på gaden, var der en stemme i en højttaler, der advarede om nogle butikker, som tog meget høje priser for deres varer, man skulle nærmest passe på ikke at blive flået for penge. Igen uforståeligt?? Mærkeligt!

Sidste bydel var Ginza Shopping District. Det er her Gucci og Chanel butikkerne ligger, og der er et stort varehus Ginza Six i mange etager med meget dyrt tøj. Det var ikke lige her, der blev fyldt flest indkøbsposer af vores hold, men alle var vist også ved at have fået nok af at shoppe.

Her i Tokyo lukker man om søndagen nogle af de store shoppegader for trafik.

Der er jo ingen skraldespande på gaderne. Man tager selv skraldet med hjem. Det samme gælder i bussen, så jeg spurgte Lars, om der er skraldespande i lufthavnen, eller om vi skulle tage det med hjem til DK, det skulle vi dog ikke - det kunne afleveres i lufthavnen :-).

Så var det blevet tid til at køre til lufthavnen. Vi skulle flyve ved midnat fra Tokyo til Dubai. 

Heltborg, den 21. oktober 2025

Så nåede jeg hjem efter en meget spændende og meget anderledes rejse. 

Flyveturen fra Tokyo til Dubai varede 11 timer, og fra Dubai til København var turen på 7½ time. Jeg sov heldigvis en del timer på den første strækning. Men det blev lidt hektisk i København, for flyet fra Dubai var næsten en time forsiknket, så os tre der skulle med videre til Århus, måtte løbe så hurtig, vi kunne for at nå flyet. Det var den store airbus 380, vi ankom med, og den kan kun holde helt ude ved den yderste gate, og der er meget langt derfra og over til indenrigsterminalen, men vi ankom heldigvis lige inden gaten lukkede. Det resulterede så også i, at vores kufferter ikke nåede med, så det tog noget langt tid i Århus. Vi var jo nødt til at vente og se, at de ikke var med, inden vi kunne få dem meldt savnet. 

Der var en del trafik gennem motorvejsarbejdet ved Århus, så det tog også lidt tid at komme igennem. Men det var rigtig dejligt at komme til Silkeborg til Chica og Randi. Der var stor gensynsglæde, og Chica har været rigtig frisk hele tiden, mens jeg har været væk, det er så dejligt.

Der har været mange spændende ting at se og opleve i både Sydkorea og Japan. Og rejsen har helt bestemt levet op til mine forventninger. Jeg er blevet forbavset over, at landene er så utrolig forskellige, og begge lande er også meget forskellige fra de andre asiatiske lande, jeg har besøgt. I Sydkorea er befolkningen meget venlige og imødekommende. Vores lokale guide, Irene var en sød kvinde med meget humor, og hun ville gerne snakke med os alle.

I Japan er befolkningen også meget venlige og høflige, men de er mere indelukkede og lidt sværere at komme i kontakt med. Og alt er meget mærkeligt i Japan. Ando, vores japanske guide, var også rigtig sød, men hun spiste ikke sammen med os og var ikke så interesseret i at snakke med os. Vi regnede med at hun var først i 20-erne, men det viste sig, at hun var 35 år. Hun fortalte, at hun nogle gange skal vise ID, når hun vil ind på en bar. Her i Japan skal man være 20 år for at komme ind.

Vores danske guide Lars, har været meget dygtig. Han er meget vidende, har løst alle udfordringer og passet godt på os. Og der har været en rigtig god og sjov tone hele tiden. Sidst men ikke mindst - vejret har været så godt. I Japan har det været meget varmt, og det er ikke meget regn, vi har haft i de to uger.

Det bliver godt at få lidt ro i hovedet. Spændende at se Tokyo med de ufatteligt mange mennesker, men det er godt at komme hjem til fred og ro på Fjordsiden.