Mandag den 21. august

Fly Billund – Island. Udflugt til det geotermiske område Seltúr. Fly til Kangerlussuaq, Grønland

Vi kørte hjemmefra ved 9-tiden mod Billund. Vi skulle mødes med en Albatrosguide, så vi kunne få vores kuffertmærke med kahytsnummer på. Vi skal bo på nr. 310. Efter fælles tjek-in gik Thorkild og jeg i loungen, her kom to af vore medrejsende og satte sig ved os.

Flyet mod Reykjavik lettede kl. 14.40, så endelig efter 14 måneders ventetid kom vi afsted. Det er svært at forstå, at det er nu, når vi har glædet os så længe.

Vi landede efter knap tre timers flyvning med Iceland Air i Keflavik, hvor vi skulle på en bustur rundt på Reykjanes-halvøen. Det var rigtig spændende at køre gennem et meget afvekslende landskab – fjelde – lavasten med mos på – græsmarker med får og heste, områder med varme kilder. Vi havde et stop i Seltúr, som er en del af det geotermiske område, Krýsuvik med mange varme kilder, hvor både mudderet og vandet kogte, boblede og dampede. I 1.000 meters dybde er temperaturen over 200 grader i disse områder. Og vi var så heldige, at vejret var rigtig fint, kun delvist overskyet.

Efter en sandwich i lufthavnen kom vi ombord på et stort Air Grenland fly, og vi landede kl. 20.15 grønlandsk tid i Kangerlussuaq, Sdr. Strømfjord. Under indflyvningen kunne vi se det gode skib ”Ocean Diamond” ligge for anker ude på fjorden. Vi skulle køre i busser de 12 km til havnen, og det blev for os en rigtig festlig køretur i en gammel meget afdanket amerikansk skolebus på en meget ujævn vej, det var da en oplevelse! Her blev vi i små 10 personers Zodiac gummibåde sejlet ud til ”Ocean Diamond”, som skal være vores hjem de næste 12 dage.

Det var spændende at komme ind og se kahytten, som skal være vores hjem de næste 12 dage.  Synes er er rigtig fin, der er god plads og pænt rent, så det er rigtig fint. Vi skulle så igennem en sikkerhedsinstruktion, som endte med, at vi alle stod ude ved redningsbådene - uha, det at sejle er jo ikke lige min kop te! Vi manglede bare ”Nærmere Gud til dig” (Titanic). Men vejret er fint, det blæser ikke, så der er overhovedet ikke nogen vipperi. Så var tiden kommet til, at vi skulle have noget at spise, men sulten plagede os ikke særlig meget, klokken var ved at være 11.30, og det vil altså sige, at vores ”indre ur” var blevet 03.30, så det har været en meget laaang dag. Godnat.

Tirsdag den 22. august

Sisimiut. Byvandring og vandretur til Teleøen

Efter 150 miles i nattens løb vågnede vi op til – efter min målestok – noget uroligt vejr, så jeg skyndte mig at få en søsygetablet og få mine nyerhvervede akupunktur armbånd på.

Efter morgenmad kl. 7.00!! skulle vi til informationsmøde, og imens ankom vi til Sisimiut, Holsteinsborg. Og så begyndte dagens program. Vi blev delt op i grupper, og vi gik med en af de yngre guider, Josef, en rundtur i byen. Vi var bl.a. inde ved en dame, som har opbygget en voksende virksomhed med moskusuld, og hun fortalte engageret om moskusuld og de udfordringer, der nu er omkring det. Så bød hun på smagsprøver: tørret hvalkød, råt hvalspæk, tørret torsk, små tørrede fisk af den slags, som Chica får, når hun har været meget dygtig J!! Der var også to velsmagende rejer. Vi var også inde på museet og forbi både den smukke nye kirke og den gamle blå kirke, der er Grønlands ældste kirke, men det blev desværre en hurtig tur, for vi skulle lige omkring skibet og have frokost inden gåturen ud til Teleøen.

Jeg så mange steder Grønlands nationalblomst, det er en bredbladet gederams, den er ikke særlig høj, men køn er den.

Turen ud på Teleøen var på ca. 5 km på en sti op og ned over klipperne - en fin tur med mange gode udsigtspunkter, og jeg så også flere forskellige små blomster. Thorkild havde heldigvis valgt ikke at tage med, det ville have været for hårdt for ham, så han gik en rundtur i byen igen.

Dagen startede med regnvejr, men omkring middagstid begyndte solen at skinne, lige indtil en ordentlig regnbyge midt på eftermiddagen.

Inden, vi sidst på eftermiddagen skulle sejle videre, var der en meget, meget frisk ung grønlænder, der gav opvisning i kajak ved siden af vores skib. Han kunne rulle rundt og padle med bunden af kajakken i vejret. Opvisningen varede nok en halv time, og han havde ingen handsker på, det må altså have været meget koldt både for ansigtet og hænderne.

Efter teatime med kaffe og kage var der informationsmøde om dagen i morgen, hvorefter vi spiste aftensmad. Kl. 21 var der foredrag om Grønlands historie. Kunne have været spændende, men jeg syntes ikke, jeg havde det særlig godt, for blæsten er taget til herude på det åbne hav, uf, uf, uf!

Sejladsen til Godhavn på Diskoøen er omk. 150 miles.

Onsdag den 23. august

Qeqertarsuaq på Diskoøen. Kaffemik og solosang i kirken. Gåtur til Røde Elv og vandfald

Godmorgen, det blæste stadig godt, da vi vågnede, så jeg skyndte mig at tage en søsygetablet og få mine armbånd på. De må virke, for jeg har ikke været rigtig dårlig, og om det er fakta eller tro, er egentlig ligegyldigt – bare de virker!

Og så så vi det første isbjerg, ikke voldsomt stort, men alligevel fantastisk. Efter morgenmad skulle vi i de små gummibåde, og det var både længere og mere uroligt vand, end vi prøvede inde i Sdr. Strømfjord, men det gik da godt. Vi gik i land i Qeqertarsuaq på Diskoøen, og det første, vi skulle her, var kaffemik. Jeg havde haft store forventninger til det - jeg regnede sådan set med, at det var i private hjem, og at der var masser af kaffe og kage. Men for det første var det i forsamlingshuset, og for det næste var der ikke kage, og der var kun en kop kaffe til hver. Men en overraskelse var, at der var danseopvisning af tre par, mændene i sorte bukser og hvid anorak, men af de tre kvinder var kun en i nationaldragt, men hun var til gengæld også så køn, og hun havde en dejlig udstråling og var meget smilende.

Næste stop var i kirken, som populært kaldes ”Vorherres blækhus”, hvorfor har jeg ikke fundet ud af. Kirken var oprindelig ottekantet, det kan man stadig se, selv om der er bygget til den senere. En meget flot, velholdt og farverig kirke med en konebåd som kirkeskib. Ove Bertelsen, en mand på 70 år, underholdt med solosang på grønlandsk, det var meget stemningsfuldt, og han fortalte også lidt ind imellem salmerne, hvoraf en var skrevet af Jonathan Motzfelt. Han fortalte bl.a. om sine besøg hos dronningen og prinsegemalen på Dannebrog. Han er iøvrigt fætter til både Julie Bertelsen og Rasmus Lybert.

Vi skulle have været på en 11 km lang gåtur, men i aftes havde guiderne besluttet, at vejret ikke var godt nok til det, så vi nøjedes med at gå en tur ud til Røde Elv. Navnet kommer af, at udløbet er præget af jernholdigt fjeld, men jeg kunne nu ikke se, at vandet var rødligt. Herfra fortsatte vi – ”den hårde kerne” – videre op ad fjeldet til et vandfald. Det er ikke så højt, men der er knald på den, der hvor vandet bruser ned gennem dybe sprækker i fjeldet. Jeg så en del forskellige bitte små blomster, og det forbavser mig meget, jeg havde regnet med, at alt allerede var afblomstret. Der er sne på fjeldet højt oppe - ikke der hvor vi gik, men der kom en heftig sludbyge, imens vi gik op til vandfaldet.

Da vi nåede ned igen, var der en hval, der muntrede sig ret tæt inde i bugten, så vi fik både set ”vandsprøjtet” og halen i vejret, da den dykkede ned igen.

Vi kom forbi Arktisk Station, som blev oprettet i 1906 af en mand ved navn Morten Porsild. Han stod selv for driften, indtil den i 1953 blev overtaget af Københavns Universitet. Her forskes og undervises i arktisk og zoologi, geologi og glaciologi (indlandsis og bræer).

Efter en spændende og anstrengende tur var jeg blevet sulten, så det var fint at være tilbage på skibet og få frokost imens vi sejlede ud fra Diskoøen til stærk blæsevejr.

Næste punkt på programmet var foredrag om det moderne Grønland ved Martin Breum, der er journalist og har arbejdet meget med de arktiske egne. Han har arbejdet i mange år på DR, og har bl.a. lavet programmet Deadline på DR2.

Infomøde om dagen i morgen, inden selveste kaptajnen og hans besætning (alle dem med striber på) kom og hilste på og præsenterede sig. Og der blev serveret champagne og små pindemadder.

Efter aftensmaden var der film i ”biografen” med popcorn, så da vi trådte ind i lokalet, lugtede der fuldstændig som i en biograf. Filmen var Fjeldgængeren (Qivitoq) med Poul Richardt i hovedrollen, filmen er optaget i 1956 her i Grønland omkring Uummannaq. En hyggelig film med fantastiske naturscenerier.

Og så var vi klar til at komme i seng!

Sejladsen til Upernavik er 235 miles.

Torsdag, den 24. august

Upernavik – porten til Nordgrønland

I dag fik vi lov at sove en halv time længere, dejligt. Dagen i dag har Thorkild glædet sig meget længe til, vi skulle jo til Upernavik.

Og hvilken morgen at stå op til – solskin og isbjerge, der flød rundt i det blå hav, og næsten ingen vind, det var så flot! Vi var lige inde og få morgenmad, men så måtte vi ud igen og nyde det. Ikke så sært, at man kalder Upernavik for porten til Nordgrønland. Upernavik ligger på en ø af samme navn i den sydlige ende af Upernavik Isfjord.

Upernavik betyder ”Forårsstedet”, hvilket henviser til, at det var her, man tog til om foråret, når isen brød op – dels for at handle og dels for at fiske og drive fangst ud til det åbne hav. Byen ligger på den sydlige del af øen, hvor havet som regel er roligt – uanset vejret. Erhvervsmæssigt er Upernavik en blanding af gammel fangerkultur og højteknologisk fiskeindustri, hvor den traditionelle hundeslæde og den moderne snescooter arbejder side om side. Selve byen blev grundlagt i 1772 som dansk kolonistation, men områdets historie går, som i resten af Vestgrønland, cirka 4.500 år tilbage, hvor grupper af jægere og samlere rejste langs kysterne af Alaska, Canada og til sidst Grønland.

Der var foredrag om Grønlands fauna, en af guiderne fortalte om pattedyrene på land og i vandet, fugle og fisk, det var interessant, men det var lidt svært med koncentrationen, når man vidste, hvor dejligt det var ude på dækket.

Frokosten fik vi tidligt i dag, så allerede kl. 11.45 var vi klar til at gå i gummibådene. Der havde været lidt tvivl om, om skibet kunne lægge til kaj, men det blev altså ankret, og vi fik en smuk tur ind til Upernavik. Vi var med den første, og vi nåede lige en lille tur ved havnen, inden vi skulle samles på torvet, hvor der var en mand, der spillede på harmonika. Da alle var nået frem, sang en mand og fire kvinder smukt for os, først en hyldest til Upernavik og derefter en hyldest til Grønland.

Herefter gik vi alle ud mod den gamle kirke og museet. Men 170 mennesker kunne jo ikke alle være her, så vi startede med kirkegården. Først gik vi igennem den gamle del, og her havde vi fået at vide, at vi KUN skulle gå på stierne, ellers kunne vi risikere pludselig at stå med et ben nede i en grav. Når de tidligere blev begravet, fjernede man først det jord, der var muligt – nogen steder blev liget bare lagt ovenpå klippen, og så lagde man sten ovenpå. Med tiden synker graven sammen, der bliver huller, så nogen steder bliver resterne synlige. Vi så et kranie et sted og en ben i en anden grav! På et tidspunkt er de begyndt at støbe rundt omkring kisten, og så ligger de plastik ­blomster i hobetal ovenpå. Der er et hvidt trækors på alle grave, men kun få er med en sten med indgravering. Man kan så kikke på trækorsets tilstand, og hvor falmede plasticblomsterne er blevet, for at få en ide om, hvor gammel gravstedet er.

Peter Freuchens kone, Navarana, ligger begravet her, men hun har fået ”låg” på, hvor der er indgraveringer på.

Videre gik Thorkild og jeg rundt i byen, hvor han udpegede mange forskellige steder for mig. Huset, som han var indkvarteret i den første sommer for GTO, var væk. Men han fandt flere af de andre huse, som han har boet i, bl.a. Johannes Pedersens og mekanikerformandens hus. Elværkstedet var der stadigvæk, men det så ikke ud som om, det blev brugt mere. Kirken er der heller ikke ændringer i.

Forsamlingshuset var han med til at bygge, alderdomshjemmet er udvidet, sygehuset er nyt, elværket, brandstationen, skolen osv. er nye. Der er blevet lavet landingsbane til fastvingede fly, hvor også helikopter landingspladsen er flyttet til. Købmandsbutikken og bageriet er blevet til et nyt fint supermarked, hvor også geværerne har sin hylde. Men det er jo også 45 år siden, han var her.

Efter nogle timers traven hele byen rundt på kryds og tværs, op og ned, var det blevet tid til igen at sejle ud til Ocean Diamond. Vi tog en kop kaffe med ud på dækket, og nu var vi for alvor kommet til isbjerge. Det er ubeskriveligt, hvor fantastisk smukt det er. Og når så solen er så venlig at skinne på det hele, kan vi ikke forlange det bedre. Isbjergene ligner skulpturer, snart som et højhus, et krydstogts skib eller noget helt andet.

Lige midt under spisningen kunne vi pludselig se nogle kæmpe kolosser på begge sider af skibet. Så skulle mange lige pludselig ”på toilettet”, og vi frøs alle sammen, da vi kom ind igen.

Vi har siddet ved et fire mands bord hver aften sammen med Ester og Leif. De kommer fra Hobro egnen, og vi snakker godt sammen, det er så dejligt, at vi ikke skal være sociale sammen med mange forskellige, vi er jo ikke så god til det, så det er rigtig godt.

I aften var vi til foredrag hos Axel, der fortalte om Peter Freuchen (1886 – 1957), som var ven med Knud Rasmussen, og han var også på nogle ekspeditioner.

Solen gik ned kl. 22.45, og så måtte jeg i lange underhylere og den store vinterfrakke op for at få et flot solnedgangsbillede.

Vejret har været rigtig fint i dag, solskin hele dagen og vindstille - også ude på vandet.

Jeg skal til at gå i seng nu, kl. er 00.15, og det er meget lyst.

Sejladsen til Kullorsuaq er 125 miles.

Fredag, den 25. august

Kullorsuaq, ”Djævelens Tommelfinger” og Melvillebugten

Igen i dag vågnede vi op til supergodt vejr, stadig næsten vindstille og solskin. Vi gik op for at se indsejlingen til Kullorsuaq, og igen – ja, jeg kan slet ikke beskrive, hvor smukt her er. Det var hundekoldt og blæsende helt oppe på øverste dæk, og vi skulle også passe på at kikke efter, hvor vi trådte, da der var is på dækket, men vi er også 900 km nord for polarcirklen nu. Inden vi nåede ind i bugten, kunne vi se ”Djævelens tommel­finger”, et høj klippestykke, der rager op i luften og ligner til forveksling en tommelfinger.

Kullorsuaq, som har cirka 400 indbyggere. Navnet betyder ”Den Store Tommelfinger” og refererer til den særegne 540 meter høje klippe lidt uden for bygden, som ligner en tommelfinger. Klippen markerer indsejlingen til Melvillebugten, og vi er nu for alvor kommet til isbjørneland. Bygdens beboere nedlægger flere hvert år, og skindet bruges til de eftertragtede isbjørnebukser, mens det (for lokale ganer) velsmagende kød fordeles blandt alle i bygden. Byen ernærer sig primært ved fangst og fiskeri – først og fremmest sæl, hvidhval og narhval. Vi tager en lille gåtur i byen og nyder den imponerende udsigt til ”Den Store Tommelfinger” også kaldet ”Djævelens Tommelfinger”, der troner majestætisk øst for byen.

Skibet ankrede op ude i den lille bugt, hvor bygden ligger, og vi sejlede i gummibådene ind til land. Vi gik op ad hovedgaden, hvis man kan kalde stien det, helt op på toppen af fjeldet, hvor der ventede os en fabelagtig udsigt, blåt hav med isbjerge næsten hele vejen rundt.

Axel havde lovet at fotografere os med vores eget kamera – med ”tommelfingeren” i baggrunden, og da det var overstået, gik vi rundt heroppe og nød det. Her var et par bitte små blomster, som jeg ikke før har set.

Det var svært at løsrive sig, men der ventede nogle spændende timer rundt i ”byen”, så vi begav os nedad igen. Der var underholdning på ”torvet”, som var en stor byggeplads, det så ud som om, de var ved at bygge til service­huset. Service­huset, som de i øvrigt har givet navnet ”Prins Henrik”, bliver bl.a. brugt til offentlig bad, der er vaskemaskine mm., og det er her, tandlægen og lægen kommer og holder konsultation. Når der skal repareres meget på en tand, bliver den som regel trukket ud, og de fleste af grønlænderne, vi så rundt i byen, manglede også en hel del tænder.­

Pladsen, hvor der blev optrådt, bestod af spånplader på nogle paller. Først sang og dansede de for os, så kom der et ungt par i nationaldragter, og der blev fortalt om, hvordan den bliver lavet, og hvad den er lavet af. Sidste punkt på programmet var traditionelt maskedans, og det var de meget dygtige til.

Ved siden af pladsen havde de gamle koner stillet en lille salgsbod op, der var tupilaquer, figurer lavet af rensdyrgevir, smykker af farvet sælskind og rensdyrgevir. Det var halv pris af det, vi tidligere har set, så jeg købte en flacon syet af perler, som Lise har ønsket sig.

I 2009 blev der bygget ny skole. Der er kun 400 indbyggere her i Kullorsuaq, og heraf er de 120 børn, som undervises af 13 lærere.

Nede ved supermarkedet, som selvfølgelig også sælger geværer og alt andet, som man kan for brug for, mødte vi en lille dreng, som Thorkild fotograferede sammen med mig, og så fulgte han os rundt, resten af tiden vi havde her. Vi kunne jo nok regne ud, hvad det var han var ude efter, og så fik han en femmer. Heldigvis blev han tæt på os hele tiden – hvis han var smuttet ned i byen og fortalt det, havde vi nok haft alle 120 børn omkring os J.

Så var det blevet tid til at forlade stedet, og vi fik en rigtig fin afskedssalut af hundene. De startede med at hyle omkap – hele vejen op af fjeldet, festligt. Men nok ikke så festligt for dem, der skal høre på det hele dagen.

Turen ud til skibet var så fin, vandet var blikstille, og vi måtte lidt ud og ind mellem det små isstykker. Efter frokosten havde vi ”fri”, så jeg skrev dagbog og Thorkild fik sig en lur. Og så er der jo tea time i en af salonerne med kaffe og kage her på skibet, og det er vi blevet lidt pjattede med, men vi går altså også en hel del – og det er også meget op og ned, så mon ikke det går?

Klokken 16 var der foredrag om digital fotografering ved Ben, vores newzealandske guide. Det var vældig interessant, men jeg har taget søsygetablet, og så havde jeg svært ved at holde mig vågen.

Infomøde om morgendagens program inden aftensmaden.

Herefter holdt Martin foredrag om Thulebasen, og der var også en halv times film. Det må jeg indrømme, at jeg ikke lige fik det hele af den med.

Endnu en rigtig, rigtig smuk dag med solskin og mange oplevelser. Og vi har været heldige, en af guiderne havde hørt, at der har været masser af regn og blæst hele juli måned.

Lørdag, den 26. august

Det gamle Thule ved Dundasfjeldet og Siorapaluk

I dag var det helt overskyet, da vi stod op. Vi var nu kommet over Melvillebugten, og kort efter morgenmaden ankrede skibet op ved siden af Dundasfjeldet, som ligger på en halvø. Klippen er formet som et omvendt kræmmerhus og fuldstændig flad ovenpå. Til den anden side af skibet havde vi udsigt til Thule Air Base.

Vi blev sejlet på land ved den gamle handelsstation, som Knud Rasmussen anlagde i 1910 sammen med Peter Freuchen, hvis hus står her med udstilling af fotografier, mens Knud Rasmussens hus er flyttet til Qaanaaq.

Vi skulle gå i samlet trop, for her er chancer (og jeg mener chancer – ikke risiko!) for at møde isbjørn. Vi var delt i to hold, og både foran og bagved hvert hold gik der guider meden riffel, klar til at skyde, hvis der skulle være en isbjørn, der lagde an til angreb. Vi så desværre ingen isbjørn. Der er også en moskusokse, som opholder sig i området, vi så den ikke, men vi kunne se, at den har gået meget rundt i området.

Vi gik en rundtur på halvøen, hvor vi kom ud forbi de forladte hytter, hvor inuitterne boede, før de i 1953 blev tvunget til at forlade området og flytte til Qaanaaq. De fik ordren tre dage før, de blev flyttet.

Her på tundraen så jeg mange forskellige svampe, mos og mange bitte små blomster, og en helt ny en, jeg ikke har set før – polarvalmuen, en lille smuk citrongul valmue, hvor var den skøn. Og Grønlands nationalblomst, gederamsen var her også.   

Der var et meget stort område herude, som var helt fladt og grusbelagt. Det er her, amerikanerne havde deres atommissiler gravet ned under jorden under den kolde krig.

Tilbage på Ocean Diamond igen spiste vi frokost, og herefter havde vi ”fri” indtil TeaTime, som blev efterfulgt af foredrag om is og isbjerge ved Axel.

På informationsmødet fik vi at vide, at der var lavet lidt ændringer i programmet. Vi sejlede mod Siorapaluk, og her ville vi nå frem, så vi kunne komme i land lige efter aftensmaden. Grunden til, at der er ændringer, er tidevandet, det kan komme til at drille med landgangene i Zodiac bådene. Nu er vi inde i det smalle stræde mellem Canada og Grønland.

Jeg havde set i eftermiddags, at vi kunne få lemon-meringue pie som dessert, og det glædede jeg mig rigtig meget til. Det plejer at gå lynhurtigt med serveringen, men lige netop i aften sad vi længe og ventede på maden, så vi måtte gå, inden desserten kom…. Så farvel lemon pie. Jeg prøvede endda at spørge tjeneren, om han ikke kunne sætte den ned på vores værelse, men han kikkede bare på mig….

Kl. 20 blev vi sejlet ind til Siorapaluk, som er verdens nordligste beboede sted. Der er kun 1.400 km til nordpolen, her er 65 beboere, og det er udelukkende et fangersamfund. Det er den helt store begivenhed, når der kommer skib ind her. Stort set alle beboerne var nede på stranden, så hvis vi havde glædet os til at se dem, havde de nok glædet sig endnu mere til at se os! Det var blevet dårlig vejr på vej herop, det blæser meget og regner en del, så vi måtte have regn­tøjet frem.

Men jeg synes, det var en stor oplevelse at gå rundt mellem husene. Der var meget uhumsk og beskidt, der er roderi overalt, og indvolde, skeletter og andre efterladenskaber fra slagtede dyr lå rundt omkring. De har kødstativer alle vegne, og det så altså ikke ud som om, de bliver skyllet, når arbejdet er færdigt. Der var urensede skind både fra sæl, rensdyr og isbjørn, så de har nok mange dyr rundt i området, men det er jo også nødvendigt, når det udelukkende er det, de skal leve af.

Vi var også en tur oppe på deres kirkegård, og der var flere små barnegrave, et spædbarn, der sikkert var død under fødslen, og et andet barn, der kun blev ti dage gammel. Men også her var der mange plastikblomster på gravene.

Og så var der et hav af hunde og hvalpe, men der skal nok også mange til, for vi så mange små hundeslæder rundt omkring, så drengene skal nok ikke være særlig gamle, inden de selv kører.

Her i Siorapaluk er der sandstrand, så der er tradition for, at nogle af deltagerne bader, og der var ni, der hoppede i det iskolde vand. Inden vi blev sejlet tilbage til Ocean Diamond, var der varm cacao med cognac i, adddrrr….

Jeg listede lige ind i restauranten, det kunne jo være, at de havde et stykke lemon pie til at stå, men jeg fik bare at vide, at køkkenet var lukket. Lidt slukøret gik jeg i seng!

Mine bekymringer om, at vi ville komme et par dage for sent til midnatssolen her på vores nordligste stop, kunne jeg helt have undladt, havde solen været her kl. 00.00, ville vi slet ikke have set den alligevel, himlen var grå og utæt…

Nu vender vi næsen mod syd igen.

Søndag, den 27. august

Qaanaaq – aflyst!

I dag skulle vi have morgenmad allerede kl. seks, så vores landgang i Qaanaaq kunne komme til at passe med tidevandet. Men det varede ikke så længe, før landgangen var udsat til kl. otte for til sidst at blive aflyst, det ville være for farligt af sætte os i Zodiacs og prøve at sejle i land. Kim var inde i gummibåd, men han besluttede, at det var for farligt at sende os ind i gummibådene.

Selvfølgelig ærgerligt, men sikkerheden er jo vigtigere! Men det betyder så også, at vi får to hele dage på havet, og nu var det begyndt at blæse voldsomt. Vi havde fået at vide, der er et lille hotel i Qaanaaq, hvor vi kunne gå ind og købe vores kaffe og et stykke hjemmebagt kage, hun var forbe­redt på at vi skulle komme. Så nu bekymrede vi os alle sammen om, hvad hun nu skulle gøre med sin kage til 200 personer!

Straks har lederen sat ekstra foredrag og film på. Først holdt Martin foredrag om kampen om Nord­­polen. Senere så vi en film og Grønlands dyreliv med de mest fantastiske optagelser. Efter frokost havde vi ”fri” indtil tea time. Jeg havde håbet på, at der ville være lemon pie til kaffen, men ak nej, den var der ikke…

Herefter gik vi op til foredrag om det grønlandske sprog. Det varede heldigvis ikke mere end en halv time, for det var en tynd omgang. Vi skulle lære grønlandske ord, og det er der ved Gud ikke brug for.

Så fulgte aftensmaden, og efter det gik vi op i baren for at få en kop kaffe.

Det blæser temmelig meget nu, men mon ikke, det bliver bedre i morgen?

I løbet af natten skal vi sejle tværs over Melvillebugten, vores næste stop er Uummannaq i overmorgen. Vi håber på at se isbjørne sejle rundt på isflager her i Melville bugten.

Det blæser mere og mere, men godt at jeg skal sove nu, så er det sikkert bedre i morgen.

Mandag, den 28. august

På vej sydover og storslåede islandskaber

Nej, nej, nej, jeg vil så gerne hjem nu, jeg er bange og jeg har det ikke ret godt... Det blæser helt forfærdeligt, skibet hopper og danser rundt i bølgerne, jeg vågnede flere gange i nat ved store bump og knirken.

Om formiddagen var der foredrag om Sirius ved Kim – utrolig spændende – og så ned i køjen igen.

Frokost, hvor jeg forsøgte at spise noget, da det er bedre med en fyldt mave end en tom… men absolut ingen sult følelse, og så hurtigt ned i køjen igen. Derfor sprang vi også tea time over.

Inden aftensmaden var der først foredrag om Knud Rasmussen, derefter info om Umanak og Niaqornat.

I aften har der været orientering om flodbølgen i Nuugaatsiaq og film om Knud Rasmussen. Og så ned i køjen igen. Uha, hvor væmmeligt, og lidt bange - eller meget - er jeg også, hver gang det bumper og brager, nåh, men jeg må prøve at få sovet noget i nat. Jeg har også haft så ondt i hovedet i dag, for de siger, at det er bedst ikke at drikke noget, så ingen kaffe og ingen vand, og jeg har også været meget spændt i nakke og skuldre, så skal det jo også blive galt!

Det lavtryk, vi har sejlet i, har givet 9 – 10 m høje bølger, og det har blæst 30 sekundmeter. Og de storslåede islandskaber som programmet lyder på, har vi ikke set noget til!

Tirsdag, den 29. august

Uummannaq. Byvandring i en af Grønlands smukkest beliggende byer. Besøg i Niaqornat.

Uh, det har været en lang nat, det virkede i aftes som om, at uvejret bare blev værre og værre, og jeg vågnede mange gange ved bragene, men i morges, da vi vågnede op, var det meget bedre. Vi skulle have ankommet til Uummannaq tidligt i morges, så vi kunne være klar til landgang kl. otte, men pga. af det dårlige vejr nåede vi først frem ved tolv-tiden, så vores helikoptertur blev desværre aflyst! Øv!!!

Efter morgenmad var der en dokumentar film om Niaqornat, ”Ved verdens ende” – rigtig spændende, det var her, vi var på besøg i aften. Og dokumentaren er lavet med ”lortemanden” som hovedperson (lortemanden er ham, der kører rundt med trillebør, hvorpå der er en stor spand, som han fylder op med ”det”, han henter inde i alle husene).

Efterfølgende holdt Pernille et lille foredrag om sin farfar, som købte en hval, der blev konserveret og gik – eller rettere sagt - kørt Europa rundt på en togvogn – sjov lille historie.

Vi spiste tidlig frokost, imens vi ankom til Uummannaq.

Byen ligger på en 12 km² stor ø, og udsynet domineres af det imponerende 1.175 meter høje hjerteformede fjeld, som byen er opkaldt efter. Der er fra byen en imponerende udsigt til Storøens 1.000 meter høje klippesider, til Nuussuaqhalvøens snedækkede tinder i syd og ud over fjorden, hvor store isbjerge i alle former og størrelser majestætisk flyder forbi i langsom rutefart, dirigeret af den aktuelle vind og strøm. Hele fem aktive bræer i bunden af fjorden sørger for, at der er masser af isfjelde at kigge på. Uummannaq blev først anlagt som koloni i 1758 inde på Nuussuaqs fastland, men allerede i 1763 flyttede byen ud på øen, hvor sælfangsten var bedre. Vi tager på en gåtur gennem byens stejle gader og ser blandt andet et gammelt tørvehus, der var i brug indtil for få årtier siden. Vi bruger formiddagen i byen, der med sit stabile arktiske klima med 2.000 solskinstimer og bare 100 millimeter årlig nedbør med rette kan kalde sig Grønlands Riviera!

Desværre regnede det lidt, men jeg kan godt forestille mig, hvor smukt her kan være i solskin. Sjovt at se, hvor forskellige byerne er – byen her ligger på klipper overalt, der er næsten ingen jord mellem klipperne.

En fin tur, og hvor var det dejligt at komme af det skide skib. Men det ville være godt, hvis vi kunne få lidt bedre vejr. Det har småregnet i Uummannaq.

Jeg har undret mig lidt over at se ambulancerne køre rundt i byerne, det virker næsten som om, de er ude at opsøge ”kunder”. Jeg spurgte mig frem, og forklaringen er, at hvis bl.a. konen skulle noget i den anden ende af byen, jamen så kører man da bare lige hende derhen…. Så lidt taxakørsel er der nok tale om her.

Vi var tilbage til tea time, og vi kaffe og kage. Vi var begyndt af sejle ud af fjorden igen, og her kom vi forbi julemandens hus, huset fra Nissebanden i Grønland.

Så kunne vi lige nå et bad, inden vi skulle til info om dagen i morgen.

Imens vi spiste aftensmad nåede vi til Niaqornat, og vi var på det første hold, som skulle i land. Det er igen et helt andet landskab, end vi har set indtil nu. Vi blev sat i land på stranden, som er helt sort, og klipperne er også helt sorte, det er vulkanske rester. Det er så specielt med de kridhvide isbjerge mod de sorte klipper.

Vi gik først op i kirken, hvor (undskyld udtrykket!) lortemanden fra dokumentar filmen fra i formiddags, bød os velkommen, og fortalte lidt om bygden. Her bor 50 personer, heraf er otte børn, hvoraf de fem går i skole her og tre på skolehjem i Uummannaq.

I filmen så vi, at de fik åbnet fiskefabrikken åbnet igen, men vores vært fortalte, at den er lukket igen, så vi spurgte ind til, hvorfor den er lukket. Jo, fortalte han, driftslederen havde brugt alle pengene selv, og vi ville så vide, hvad der var sket med ham? Han var flyttet! Men de forsøger at få fabrikken åbnet igen.

Her var pænt og ryddeligt, og alle beboerne var mødt op for at hilse på os. De serverede kaffe og kage, og nogle af kvinderne havde stillet et lille bord op med håndarbejder til salg. Rundt om ved husene hang der grønlandshval i lange smalle stykker til tørre til hundefoder.

Der var en sti og mange trapper op til et udsigtspunkt, hvor der var 360 graders panorama, rigtig skønt, og heldigvis var der ikke tåget, så kan det bedre gå med lidt regnvejr. Det var ellers ved at klare op, da vi sejlede fra Uummannaq, men det har regnet lidt igen, imens vi var inde i Niaqornat.

Vel tilbage på skibet igen fik vi en kop kaffe, inden vi gik til køjs.

Lige en lille sjov historie, nu hvor der er så meget snak om "lortemanden" - eller hvis vi skal over i det helt ulækre - "chokolademanden":

Josef (en af guiderne), en ung charmerende lægestuderende på sidste år, fortalte, at han har de sidste to år arbejdet i centret for turister her ved Eqip gletsjeren. Han lavede alt her, lige fra at være opvasker, lave mad, mekaniker, læge – og lortemand, og her havde han ikke en trillebør til at køre spanden med, nej, han havde spanden på ryggen i en slags rygsæk – og alligevel gik han og tænkte: ”det her er verdens fedeste job”, og jeg er sikker på, at han mente det! Og så er det man tænker - hvad nu hvis han falder?? Mon så han stadigvæk ville kalde det verdens fedeste job??? :-(

Onsdag, den 30. august

Den kælvende gletsjer Eqip Sermia og aftenvandretur til Sermermiutsletten i isbjergenes hovedstad, Ilulissat

I dag sov vi længe, morgenmaden var først kl. otte. Midt på formiddagen nåede vi ind til den enorme gletsjer Eqip Sermia i Diskobugtens nordøstlige hjørne. Gletsjeren er 80 – 120 m højt og 3 km bred. Da vi kunne begynde at se den, var der stadigvæk meget langt derind, og på et tidspunkt blev der sagt i højttaleren, at der stadig var 10 km ind til kanten.

Da vi nærmede os gletsjerkanten, sagtnede kaptajnen farten, og vi drev langsomt forbi, vendte rundt og sejlede langsomt forbi igen. Vi syntes, vi var tæt på, men afstanden var omkring 1000 m til kanten. Eqip Sermia producerer ikke de store isbjerge, fordi de knækker af på land, altså ned ad klipperne, hvorimod andre gletsjere knækker ned i havet og giver de store isbjerge.

Der blev serveret varmt glögg – eller i hvert fald noget lignende, bare uden mandler og rosiner, mens vi gik rundt herude på dækket, det var dejligt at få varmet fingrene lidt. Det ville så også have været fint, hvis gletsjeren havde ”kælvet”, så vi havde fået det at se. Det ser ofte en gang i timen, men selv om vi lå her i nogen tid, fik vi ikke det at se. Kursen gik nu mod Ilulissat.

Efter frokost så vi en film af Knud Rasmussen, ”Palos brudefærd”, det vil sige, vi så den aldrig færdig, for flere gange blev der meldt, at der var hval i sigte, så til sidst blev den stoppet, og så må vi se den færdig en anden dag. Men hvalerne kom nu ikke ret meget op, så vi kunne se dem.

Vi lagde til kaj i Ilulissat sidst på eftermiddagen. På vej hertil blev der flere og flere isbjerge, der blev større og større. Men det var desværre stadig ikke godt vejr, det var vådt at stå ude på dækket.

Ilulissat betyder på grønlandsk ”isfjelde”, og byens kælenavn er med rette ”Isbjergenes Hovedstad”.

I de mere end 250 år, som er gået siden Ilulissats grundlæggelse, er den vokset støt, og den er i dag Grønlands tredjestørste by med mere end 4.500 indbyggere. Det er en meget levende og hyggelig by, med, et efter grønlandske forhold, rigt udbud af kulturelle attraktioner. Det var i Ilulissat, polarforskeren Knud Rasmussen blev født, ligesom hans gode ven, den eminente hundekusk Jørgen Brønlund, der deltog i og omkom under Danmarkekspeditionen.

Efter aftensmaden gik vi en tur gennem byen og afsluttede med den cirka to kilometer lange tur ud til Sermermiutsletten, hvorfra vi kunne have nydt stilheden og det smukke syn over Isfjorden, men det regnede – øsregnede på hele turen, og med briller på er det ret umuligt at se noget, for slet ikke at tale om at fotografere. Så da jeg kom ”hjem”, havde Thorkild hængt sit våde tøj op, og så måtte jeg være lidt opfindsom, nu hænger der vådt tøj overalt i både lamper og på skabsdøre, og hvor ellers der kan hænges noget.

Nåh, nu er fingrene blevet for tunge, så bliver der mange linier med s’er eller l’er, så jeg må vist hellere stoppe og få sovet noget. Det bliver nok en spændende dag i morgen, og så krydser vi fingre for godt vejr. Det trænger vi til.

Torsdag, den 31. august

 Ilulissat. Sejltur til den UNESCO-fredede Isfjord. Helikoptertur til indlandsisen.

Efter tidlig morgenmad skulle vi ud at sejle. Vi blev forsinket noget pga. fornemt besøg fra Danmark. Lars Løkke, Anders Samuelsen og Søren Pape og selvfølgelig en stor delegation er på besøg heroppe. Og da vi skulle til at gå ombord, kom Søren Pape med følge og skulle ombord først, og så måtte vi jo pænt vente.

Men afsted kom vi på en lille båd med plads til 10 personer. Der var store bølger lige uden for havnen, så vi fik en lystig vippetur. Men det var en rigtig spændende tur, vi sejlede ind imellem de kæmpe kolosser, det er bare så vildt, og så skal man lade være med at tænke på, hvad der vil ske, hvis en af dem triller rundt! Nåh, men det gik jo fint, og så har jeg nok 100 nye billeder af isbjerge! Det vil blive svært, når jeg skal til at slette de 90 % af dem. Isbjergene kan være op til 75 m høje over vandoverfladen og 200 m lange.

Vel i land igen skulle vi med bus ud til lufthavnen, hvor vi kom ombord på et Air Greenland helikopter. Vi fløj en halv time lige ved siden af Kangia isfjord for at lande ved kanten af indlandsisen. Det var bare så ufatteligt et scenarie, der mødte os her, så det slet ikke er til at beskrive.

I Diskobugten lige ud for Ilulissats kyst dvæler nemlig de gigantiske isbjerge. De kommer fra Isfjorden, en god halv times gåtur syd for Ilulissat, og de fødes 70 kilometer længere inde i fjorden af den enorme Sermeq Kujalleqgletsjer, der med en bredde på 10 kilometer og tykkelse på 1.000 meter er den mest produktive bræ uden for Antarktis. Hvor de fleste andre bræer kun kælver med en fart af cirka en meter per døgn, kælver Ilulissat Isbræ med en fart af 50 meter. Dette betyder i praksis, at bræen producerer mere end ti procent af alle isbjerge i Grønland, svarende til 20 millioner tons per døgn. Alt dette har været medvirkende til, at Isfjorden er kommet på UNESCO’s verdensarvliste.

Vi fik 20 min. her, og Thorkild og jeg gik et stykke over noget meget mudret terræn, så vi lige kom op at gå på indlandsisen. På tilbagevejen fløj vi over isfjorden i 150 meters højde, men stadig så de kæmpestore isbjerge, der flød rundt nede i fjorden, meget små ud. Helikopterturen sluttede med en tur rundt over havet udenfor Ilulissat, og vi fik tre pukkelhvaler at se.

Efter to helt fantastisk ture kom vi tilbage til Ocean Diamond og fik frokost og et lille hvil inden, vi gik på byrundtur med Axel. Vi kom forbi Ilulissats ældste huse, buste af Jørgen Brøndlund, Knud Rasmussens fødehjem, hvor han boede, indtil han som 12-årig blev sendt på kostskole i Danmark for at studere. Vi gik også ned til Grønlands næstældste kirke, Zion Kirken, bygget i 1782. Den blev brugt både som kirke, skolestue og sygehus, og desuden bolig for præstefamilien.

Jeg forlod gruppen for lige at kikke lidt på butikker de sidste 20 minutter, men jeg fandt nu ikke noget, som jeg absolut ikke kunne undvære!

Det er bestemt her i byen, at alle hunde skal være tøjret uden for byen. Josef fortalte, at lige ved siden af Knud Rasmussens buste og mindesten bor der en mand, (jeg kan ikke huske, hvilken funktion han har i byen, men han er noget ved musikken) som har nogle af de flotteste hunde i byen, og han vil ikke flytte dem uden for byen. Han får hvert år en henstilling herom, men der sker ikke mere! 

Jeg havde ellers bestemt, at jeg ville gå ud til Sermermiutsletten i dag igen i bedre vejr, men, men, men, det var begyndt at regne igen, igen, og jeg ville ikke være så våd, så jeg ikke kunne komme med på byrundturen.

Aftensmaden var noget af en overraskelse, jeg havde inden spisetid været henne og kikke, som jeg plejer, det er jo lettere at bestille, når vi har set hvordan, det ser ud. Men der var ingen dessert sat frem, der stod bare chokolade symfoni. Da vi kom ind i restauranten til kl. 19.00, var der bare et dessert/kagebord, der sagde spar to til alt andet, vi tidligere har set. Jeg tror, der var 15 – 20 forskellige slags, og det var svært, ikke at spise for meget!

Lige da vi var ved færdige med chokoladeorgiet sejlede vi ud fra Ilullisat, og vi nød synet af de sidste kæmpe isbjerge, det er de sidste, vi får at se. Nu er vi på vej til Kangerlussuaq – Sdr. Strømfjord. I aften bliver vi vist vugget i søvn, det blæser lidt.

Endnu en dag med regn, men vi var heldige, at det ikke regnede, da vi var på sejltur og helikoptertur. Dem, der var med helikopter lige efter os, landede ikke derude, fordi der kom tåge, og de sidste ture blev ikke gennemført. Surt for dem.

Fredag, den 1. september

Sejlads mod Kangerlussuaq

Det var kommet til at vippe lidt mere i løbet af natten, så jeg skyndte mig at tage en søsygetablet.

Efter morgenmaden kunne vi se ”Palos brudefærd” færdig, og senere var der foredrag om Albatros’s nye rejsedestination, Antarktis, Georgia øerne og Falklandsøerne. Pernille og Ben har været der mange gange, og de er meget betaget af det, så de var gode reklamefolk for Albatros.

Så var det jo sidste frokost, vi spiste her. Vi gik ned og lagde os lidt, for det er ret blæsende nu. Heldigvis kom Kim med et anouncement, lige da vi havde lagt os, om at de forventede at være ved indsejlingen til Sdr. Strømfjord ved 20-tiden i aften, det hjalp lidt på humøret, så ville det jo blive rolige vande igen.

Inden tea time så vi en film fra 2010 ”Inuk”, som omhandler de sociale problemer, der er her.

Med en kage i maven gik vi til et kort foredrag ved Martin, nærmest en afslutning på orienteringen om de politiiske diskussioner, der vil opstå i de kommende år, hvis eller når isen på nordpolen forsvinder. Der er jo både USA, Canada, Danmark, Norge og Rusland, der vil gøre krav på noget af området.

Så viste Axel lige et lille klip af et isbjerg, der kælvede i isfjorden lige uden for Ilullisat, det ville have været fedt at se.

Og så skulle vi have informationer om hjemrejsen, og afsked med kaptajnen og nogle af de andre med striber på. Skibet serverede champagne til.

Vi har undret os over, at vi ikke har fået moskusokse, men det kunne vi vælge i aften. Det smagte udmærket, men det var nok ikke den yngste okse, de havde skudt.

Nu kunne vi tydelig mærke, at vi var sejlet ind i Sønder Strømfjord, her er vandet fuldstændig roligt, dejligt!

Så viste Ben nogle af sine billeder, han har godt nok fanget mange fine øjeblikke. Og vi kunne få billederne, hvis vi afleverede SD kort eller USB stik, hele eftermiddagen har Josef og Ben brugt på at lægge billederne over til os. Fint.

Jeg var lige ude og kikke, og fjorden er godt nok meget smal, synd at vi ikke kunne sejle lidt her ved dagslys.

Og nu har jeg fået pakket kufferterne, så det hele er klar i morgen meget tidligt.

Lørdag, den 2. september

Kangerlussuaq. Udflugt til indlandsisen og fly til Island

Ja, nu sidder jeg på Hotel Storm i Reykjavik på Island.

Vi vågnede op i et helt roligt skib, herligt!  Det var lige før de kastede anker for sidste gang.

Vi startede tidligt i morges med morgenmad på Ocean Diamond, og vi fik udleveret en lunchbox. Derefter kom der folk fra Air Greenland ud på båden og lavede indtjekning. Alle kufferterne blev så samlet bragt i land og ombord på flyet.

Da vi kom i land, skulle vi med nogle gamle militærbusser, unimogs, og vi kørte de 12 km ind til Sdr. Strømfjord, og herfra 38 km videre ind til indlandsisen på en skrækkelig ujævn vej. Det var en  smuk tur på vejen ind til isen, efterårsfarverne på vegetationen var rød, orange og gul og noget var stadig grønt mellem de mørke klipper – næsten ubeskriveligt smukt. Vi så også en del rensdyr, et par sneharer og nogle ænder og gæs.

Da vi nåede indlandsisen kunne vi gå op på den, men isen har trukket sig 300 m tilbage, siden vejen blev lavet, så vi måtte gå det sidste stykke. Imponerende at se, hvordan isen har skubbet sten og knust ”klippemel” foran sig, og det er også derfor, at fjordene er så grå i farven. Her i Kangerlussuaq fjorden dannes ingen isbjerge, her smelter isen lige så hurtigt, som den bliver skubbet ud.

Et stykke inde i fjorden, havde man for 40 år siden plantet træer, de allerfleste var stadig i live, men kun få var mere end 1 – 1½ meter høje.

Nu var det blevet tid til at flyve til Island,  vi skulle med et Air Greenland fly, det tog knap tre timer. Efter landing i Keflavik var der en times kørsel til Reykjavik, hvor vi skulle overnatte på Hotel Storm. En fin aftensmad stod klar til os, og vi syntes lige, vi skulle have et glas vin til maden, som, fandt vi så ud af, da vi betalte, kostede knap 100,- kr.  - pr. glas altså….

Så nu er vi også klar til at sove her på vores fine hotel. Sikke en dejlig dyne her er – og så en til hver. I kahytten var det en stor dyne, vi var fælles om, og når Thorkild var faldet i søvn, hamstrede han J. Og dynen var også lidt død i det.

Søndag, den 3. september

Fly Keflavik – Billund

Jeg stod tidligt op i dag, så jeg kunne nå at komme lidt rundt i Reykjavik. Det er en lille hyggelig by, lille til at være hovedstad, 120.000 indbyggere. Vejret var fint i dag, delvis sol og skyet – men tørvejr, for en gangs skyld.

Jeg gik ind på Laugavegur, som er hovedgaden, og videre op mod Hallgrímskirkja. Kirken er påbegyndt i 1945, taget i brug i 1948, og er løbende tilbygget, så den endelige indvielse er først sket i 1986. Den skulpturelle bygning symboliserer bjerge og gletschere, der skyder op gennem sekskantet kolonnebasalt. Videre gik jeg ned på strandpromenaden og så den skiftende belysning af fjeldet ovre på de småøer, der ligger nord for Reykjavik.

Og så blev det tid til at komme tilbage til Hotel Storm, hvorfra vi blev kørt tilbage til Keflavik, hvor vi skulle med et Icelandair fly til Kastrup, hvor vi skulle vente i 5 timer, inden vi med SAS fløj til Billund. Da vi ankom til Kastrup var vi bange for, at vi ikke kunne komme ind i loungen, når vi kun skulle flyve indenrigs herfra, men det gik, vi fik både mad og drikke, så vi var rustet til de næste timer. Kl. 20.30 blev vi smidt ud, og så dryssede vi rundt og så på butikker og fik tiden til at gå indtil boarding.

Kl. 24 landede vi i Billund, og kl. 02.30 var vi hjemme igen.

Det har været en fantastisk spændende tur med masser af naturoplevelser. Det har jo været noget helt andet end alle andre af de steder, vi har rejst rundt i verden. Thorkild synes, det har været en utrolig god oplevelse at gense Upernavik og Kullorsuaq.

Men oplevelserne og billederne kunne have været endnu bedre i solskinsvejr. Det blev kun to dage, vi fik med tørvejr og sol.

04.09.2017:

Vi havde en rigtig god tur, vi har set, hvordan man lever - både i de lidt større byer og i de meget små samfund. I Grønlands nordligste bygd bor der kun omkring 65 mennesker, og de lever næsten helt uden forbindelse til omverdenen. Det er svært at forestille sig, hvordan det er at leve et helt liv her. 

Skibet, som vi boede på under hele turen, fungerede perfekt - fine kahytter, dejligt mad og venligt personale.

Men vejret var en stor skuffelse. Vi havde 2 dage med høj sol, resten af tiden var det gråvejr og regnvejr.

Pris: 95.822,-

Incl: Flybilletter Billund - Keflavik - Sdr. Strømfjord, Sdr. Strømfjord - Keflavik - Billund

Overnatning i Reykjavik på hjemvejen

Alle måltider

Udflugter: Helikoptertur fra Uummanaq, Sejlads i Isfjorden i Ilulissat, Helikoptertur fra Ilulissat til indlandsisen, Køretur til indlandsisen i Sdr. Strømfjord