Vietnam

Kastrup Lufthavn, mandag den 20.02

Så nåede vi København, og vi har fået fyldt maven godt op - vi var også blevet meget sultne, det er jo ved at være længe siden, vi spiste morgenmad. Hvem, der betaler gildet her i Loungen, ved vi stadig ikke, men vi nyder at være her, det er det vigtigste! Vi skal flyve til Dubai om lidt, en tur på 6½ time. 

Dubai Lufthavn, tirsdag den 21.02.

 Så er det blevet tirsdag, vi har stillet uret 3 timer frem, så nu er klokken to her i lufthavnen i Dubai. Vi er pænt trætte, og nu skal vi så flyve 8½ time, så jeg håber, at vi kan få sovet noget i flyet, for der er fuldt program i morgen, når vi er nået frem til Hanoi. 

Hanoi, onsdag den 22.02.

 Hvor dejligt med en god nats søvn!

 Vi landede i går ved 16-tiden efter en mellemlanding i Yangoon i Myranmar, men det varede meget længe, inden vi kunne forlade lufthavnen. Vi skulle have vores visa, og på trods af at vi havde udfyldt en masse hjemmefra, var det en langsommelig affære. Vores guide, Jens mødte os, da alt dette var i orden, og han er en rigtig fin fyr, han kan snakke, så selv Thorkild kan høre ham, og det er en vældig god ting. Vi kørte så med bus til Hanoi, hvor vi blev indkvarteret på Thien Thai Hotel - lige i centrum af den gamle bydel.

 Vi fik lige tid til et hurtigt bad, inden vi skulle på tur. Der ventede os 26 ciclo's, en cykel med en fin stol foran, hvor vi kunne sidde og føle os som konger og se på byen. De kørte os rundt i den gamle bydel i næsten en time, ud og ind mellem biler og tusindvis af knallerter, men heldigvis blev ingen af os kørt ned, selv om trafikken er meget kaotisk. Det er rigtig lækker mad, vi får - en seks, syv forskellige retter, så det er lidt svært at lade være med at spise for meget!

 Godt mætte og trætte gik vi så til ro.

 I dag fik vi lov til at sove længe - vi skulle først med bussen kl. 8.30. Morgenmaden er rigtig god, der er masser af frugt og små varme retter, og hvad der elles hører til et god morgenbord.

 Bussen kørte os ud til Ho Chi Minhs mausoleum, men der var en meget lang kø, så vi kørte lidt videre, inden vi blev sat af. Så gik vi gennem byen ad små smalle gader, hvor der overalt er små butikker eller boder - eller bare en ledig plads på vejen/fortovet - med alt lige fra levende høns, æg, råt kød til isenkram, knallertdele og meget, meget andet.

 Vi kom også forbi en dam, hvor resterne af et nedstyrtet amerikansk bombefly ligger som et monument for ødelæggelserne under krigen. Det eneste man har valgt at bevare.

 Da vi nåede til mausoleet igen, var køen stadig lang, men vi stillede op to og to lige som børnehaven på udflugt. Efter en halv times venten blev vi lukket ind for at begynde at stå i kø, som efter en times tid førte os ind gennem det enorme bygningsværk, hvor Ho Chi Minhs balsamerede legeme ligger i et glassarkofag. Han døde i 1969, men han så nu meget pæn ud. Der var vagter overalt i hvide uniformer (selv skoene var hvide), som holdt øje med alt - der måtte selvfølgelig ikke snakkes og fotograferes, man måtte ikke tygge tyggegummi, ikke gå med hænderne i lommerne eller på ryggen osv. osv. Jeg og et par andre havde shorts på, altså af den slags, der går næsten ned til knæerne, men vi blev beordret til at trække dem så langt ned, at vores knæ var skjult, så det blev til hip-hop style - bukserø... langt nede ad benene!

 På begge sider af indgangen på det imponerende bygningsværk, står der: ”Ho Chi Minh vil altid leve i vore hjerter, han vil aldrig blive glemt” og ”Længe leve det Socialistiske Republik Vietnam”. Lige inden for indgangen endnu et citat: ”Intet er mere dyrebart end frihed og uafhængighed”.

 Efter at have fået bukserne hevet på plads igen, gik vi over ved siden af, hvor franskmændene i slutningen af 1800-tallet havde bygget et stort fint palæ til deres generalguvernør med mange mindre boliger til hans stab. Og her byggede Ho Chi Minh et lille pælehus, som han flyttede ind i, da han kom til magten i 1954 efter at franskmændene var blevet smidt ud af landet. Ho Chi Minh ville ikke bo i den kæmpestore bygning - han ville leve meget mere simpelt.

 Videre gik vi til En-søjle-pagoden, som stammer fra 1000-tallet, inden vi steg på bussen igen, for at blive kørt til stedet, hvor vi spiste frokost. Det var samme koncept, som tidligere - kun med enkelte variationer - rigtig lækkert. Derefter så vi Litteraturtemplet inden turen gik til Hoan Kiem-søen, der ligger lige midt i Hanoi. På en lille ø i den nordlige ende af søen ligger det turkisfarvede tempel Ngoc Son, Jadebjergtemplet, grundlagt i 1700, som vi via en fin rødmalet bro kunne gå over til.

 Så var det blevet tid til at komme i teatret. Det var vanddukketeater, i stedet for en scene er der vand, og dukkeførerne står inde bag et forhæng og styrer dukkerne. Det er en meget gammel tradition her i Hanoi området, som ligger i Den Røde Flods delta. Det skulle være opstået for mange år siden, inden der blev drænet, og de fik styr på vandet i deltaet. Når floden gik over sine bredder, og markerne derfor blev oversvømmet, havde bønderne ikke noget at lave, og da var det, at de fandt på at lave marionetdukker, som, i stedet for snore ovenfra, kunne styres med pinde under vandet. Der var et lille orkester ved siden af ”scenen”, og de var en stor del af showet, som blev underbygget af det rigtige musik og lyde.

 Aftensmaden var igen mange små retter med masser af klisterris.

 Det har været meget varmt i dag, 30 gr., men ingen sol.

Halongbugten, torsdag den 23.02.

  Vi skulle have pakket og spist morgenmad, så vi var klar til at køre fra Hanoi kl. otte. Turen ud til Halong tog ca. 4 timer. Da vi kom uden for Hanoi, begyndte landbrugsområderne med især rismarker, og her i området er det lige nu sæson for at plante risene ud i marken.

 Risene såes i ”plejebede”, og når planterne er ca. 25 cm høje, plantes de ud i markerne, som er overrislet med vand. Der går omkring fire måneder, inden risen er klar til at høste. Høsten foregår manuelt med segl. Staten ejer alt jorden, men brugsretten kan enten købes eller lejes.

 Jens fortalte lidt om korruptionen, som er meget udbredt. F.eks. betaler man kørelæreren lidt for at nøjes med færre timer, både teori og praktik, men det går altså også vildt for sig i trafikken. Alle de knallerter, der kører ind og ud mellem bilerne – og bilerne kører også ind og ud mellem hinanden… Der er også fartbegrænsning her, og trafikpolitiet er ret snedige, de klæder sig ud som bønder og sætter sig i kanten af vejen med en walkie-talkie og giver besked til en længere fremme, som så kan stoppe en fartsynder. Eller de lejer en lastbil, som skal køre meget langsom, så trafikanterne hele tiden er nødt til at overhale, så på den måde at kunne snuppe nogen flere, der kører for hurtigt. Jens viste os også et træ, hvor der tit sidder en betjent oppe i og udkikker fartsyndere. Og så ”handler” man lidt om bødens størrelse.

 Efter fire timers kørsel nåede vi frem til Halong, hvor der var linet et hav af junker, som ”krydstogtsskibene” kaldes. Vi kom i to chalupper, som sejlede os ud til ”Ha Long Sails 99”, vores skib ind til i morgen ved middagstid. Vi fik anvist vores kahytter og skibet sejlede ud i bugten gennem et natursceneri, der er helt ubeskriveligt. Halongbugten er på UNESCOs verdensarvsliste af ikke menneskeskabte vidundere. Tre tusinde særprægede plantebevoksede kalkstensklipper i alverdens former er strøet ud over det stille blågrønne vand.

 Efter frokost, som bestod af lige så mange retter, som vi plejer, men med skaldyr og fisk – og stadig ris – skulle vi på grottetur. Vi blev igen i chaluppen sejlet ind til grotten, hvor der er lavet gangbroer hele vejen ind gennem grotten. Der var tre ”rum”, som man kalder entreen, stuen og salen – det største rum var imponerende stort.

 Aftensmad igen med mange retter med fisk og skaldyr.

 Nu er skibet ankret op, og vil vi til køjs. Jeg er rigtig glad for, at skibet overhovedet ikke vipper, så jeg ikke skal have søsygetabletter.

Hanoi, fredag den 24.02

 Så er vi tilbage i Hanoi igen på Hotel Thien Thai, og jeg er på nettet igen.

 Vi har sovet rigtig godt i nat i kahytten, og skibet begyndte at sejle videre, da det var blevet lyst. Efter morgenmaden blev vi sejlet i chaluppen til en ponton, hvorfra vi kom i to robåde, 14 personer i hver – det var ikke os, der skulle ro - men én mand, en lille spinkel vietnameser, som stod op i bagenden af båden.

 Vi sejlede gennem et hul i klippen ind i en indsø, og her sad der masser af små aber, det ligner dem, vi ser i Gibraltar. Guiden havde taget en pose bananer med, det var vældig sjovt at se, hvordan de gebærdede sig over for hinanden, de store jagtede selvfølgelig de små. Nogle andres adfærd gav også lidt undren, nemlig de kinesiske turister. De bruger albuerne flittigt - ikke en særlig fin køkultur, og deres guider gik med højttalere, og trods det råbte de meget. Så de ”fyldte” en hel del på stedet. Den ro og uberørthed, som kunne have været her, var væk. Men spændende var det alligevel.

 Tilbage på skibet spiste vi frokost, imens vi sejlede til fastlandet igen. Desværre har solen ikke skinnet, hverken i går eller i dag, det havde gjort turen meget smukkere, men godt det ikke har regnet!

 På vej mod Hanoi stoppede vi ved et sted, hvor man har mange børn med handicaps, både fysisk og mentalt. Børnene sidder og laver håndværk, bl.a. smukke broderibilleder og syning af tøj. Der blev også solgt mange andre ting, og overskuddet blev brugt på hjælp til børnene. Så her fik jeg ordnet lidt af gaverne, som jeg gerne vil have med hjem.

 Næste stop var i en landsby, hvor vi først gik gennem det lokale marked og så på forskellige frugter, som vi ikke kender. Her i landsbyen besøgte vi en familie bestående af en landmand og hans kone samt deres barnebarn på ni måneder. Det er meget almindeligt her, at de unge rejser til bl.a. Japan, Korea og Kina for at arbejde og tjene meget mere, end de kunne, hvis de blev her for at dyrke landbrug, og så efterlader de børnene hos bedsteforældrene. Nogle af dem ser kun deres børn en gang om året! Ja, det er jo slet ikke til at fatte…

 Familien serverede frugt, te og risbrændevin for os. Risbrændevinen er den primære indtægt, og affaldet fra destilleringen blev grisene fordret med, så guiden fortalte, at grisene altid er lidt glade! (Emil fra Lønneberg!) Griseholdet bestod af en so med nyfødte grise samt nogle fedesvin. De skulle efter sigende vokse meget hurtigt pga. foderet. Jeg tror nu en af fedesvinene havde spist for meget af den såkaldte gode foder, den lå i et hjørne af stien og havde det meget dårligt. Uha, det var slemt.

 Vi var også inde i deres bolig, det største rum var stuen, hvor der stod et meget stort møbel, husaltret, hvor de ofrer kopipengesedler, guld og glimmer, så deres forfædre kan leve godt. Et mindre rum var soveværelse, hvor sengen fyldte det meste (der var TV’et – det nye husalter).

Køkkenet var i udhuset, og toilettet (endda et rigtigt toilet) var i et rum i grisestalden.

 Videre i den grusomme hektiske trafik. Jeg fortalte i går om politimanden oppe i et træ for at spotte fartsyndere – i dag kom vi forbi et træ, og vi kunne se han sad deroppe! Og vores chauffør kører også meget friskt, så meget, at Jens engang imellem siger noget til ham, men det lader jo ikke til at hjælpe meget. En bus med en endnu værre chauffør kom racende forbi, og Jens fortalte, at man kalder det for ”en kørende kiste”.

 Sidst på eftermiddagen så vi mange forældre, som hentede deres børn i børnehaven eller skolen, og der kan snildt være både forældrene og to – tre børn på en knallert. Godt at hverken mine børn eller børnebørn skal leve så farligt, uha uha!!

I byerne er grundene ofte 5 x 20 m, så husene er meget smalle, det er fordi, man her betaler ejendomsskat pr. meter facade ud til gaden. Og husene er kun malet og pæne på facaden, for når der bliver bygget ved siden af, er det op ad muren, så der er ingen vinduer ud over dem til gaden. Gennemsnitsstørrelsen på en bolig for en vietnamesisk familie er 45 m2. Så der kan være mange mennesker, men det er også nødvendigt, for landet er knap 400.000 km2, og befolkningstallet er omk. 94 mio. Og en del af landet er ubeboede bjergområder, så ikke sært at de bor meget tæt.

Da vi nåede frem til hotellet fik vi vores værelser, og Jens gik med os hen til en automat, hvor han hjalp os med at hæve penge. Der var et andet par, der lige havde været ved hæveautomaten, som lige havde ædt deres kort, så de ville også gerne have hjælp til det. Valutaen er helt håbløst, 100 kr. er lig med 330.000 vietnamesiske DONG, så det er ikke let at omregne, når der skal betales.

I aften var der ikke aftensmad med i rejsen, så vi blev enige om, at det nok også var godt, at vi holdt pause med spiseriet. Vi gik ud og købte lidt frugt og en pakke kiks, og så lavede vi en kop kaffe på værelset.

Mai Chau, lørdag den 25.02.

Efter den lækre morgenmad tjekkede vi ud fra hotellet og sagde farvel til Hanoi for at køre til Mai Chau dalen. Vi havde heldigvis et par stop undervejs, for vi skulle igennem en bjergkæde, men det gik nu meget godt uden køresyge. Bjergpasset var i 900 meters højde, og her var der så tåget, så vi sprang over udsigtspunktet til dalen, men da vi kom længere ned, gjorde vi et fotostop. Det var en helt fantastisk syn - dalen, som er så klar og stærk mørkegrøn af rismarkerne, og Xia floden løber herigennem. Dalen her er helt unik for det nordlige Vietnam med den næringsrige jord, her kan der høstes ris to gange årligt, modsat resten af det nordlige Vietnam kun en gang årligt.

Vi kørte gennem dalen til vores frokoststed, og da vi forlod bussen, fik vi lige fat på noget mere tøj fra kufferten, for det er så koldt. Frokosten blev serveret af piger i folkedragter. Der er 53 forskellige etniske minoriteter, og de har hver deres folkedragter. Og her i området bor de i pælehuse. Under huset bor husdyrene, og der opbevares afgrøder også.   

Godt mætte gik vi gennem landsbyen og ud gennem rismarkerne til bussen, som kørte os til Mai Chau. Herfra kom vi med "golfvogne" til Mai Chau Eco Lodge, et resort som ligger på en bakke, så alle værelserne, eller bungalows, i to rækker har udsigt over rismarkerne. Det er også luksus værelser, meget fine, med træbadekar osv. Der stod risbrændevin til os, og det har vi efterhånden smagt mange steder. Her er det i en fin karaffel, men ellers har vi kun set det i vand- eller sodavandsflasker.

Da vi var blevet indlogeret gik vi en tur ned i landsbyen. Men der er der gået for meget turist i det.... Hele byen er en stor udstilling af vævede ting. Ja, nogle af dem har de nok vævet her i byen, men der er i hvert fald også meget af det, som er lavet på fabrik. Mange af tingene er der masser af på markederne i Spanien, og jeg kan ikke tro, at kvinderne sidder og væver til hele Europa... Og der er bygget så mange nye huse, hvor der er Homestay. En sjov ting vi lige så på vores gåtur - de griller kyllinger, og de er på en eller anden måde lavet flade, så de kan være mellem to riste, det så sjovt ud.

Aftensmaden spiste vi i restauranten her på lodgen, og bagefter var der underholdnig med folklore. Det var dans og show af ti piger og to unge mænd i de lokale dragter, det var fint, men det foregik udendørs, og det var ret koldt at sidde stille og se på det.

Af informationer vi har fået i dag vil jeg lige nævne, at der er to børns-politik her. Og hvis de offentlig ansatte får flere en to børn, er der konsekvenser, i grelleste tilfælde kan de blive fyret fra deres job. En anden ting er, at der findes restauranter, hvor man både kan købe hunde- og kattekød. Uf, uf, uf... Der er rigtig mange hunde her, og de har hvalpe i massevis, og så tænker jeg, hvad sker der med alle de hunde???

Mai Chau, søndag den 26.02.

Vi fik lov til at sove en halv time længere i dag! Vi kørte med minibusser ad en smal og meget ujævn vej - ca. en times kørsel - ud til Hoa Binh søen, en opdæmmet sø, som er opstået i 1970'erne, da man opførte et vandkraftværk på Den Sorte Flod. Søen er 230 km lang og bruges som vandresoar, vandstandens højde kan svinge 8 - 10 m, det er ret lavt nu, da regntiden er fra juli til september. Jens fortalte at, da han sidst var her, i november, var vandstanden mange meter højere. Dæmningen er 128 m høj, og byggeriet stod på i 15 år, 168 mennesker omkom. 90.000 mennesker blev flyttet til nye steder.

Vi gik om bord på to både, som var bundet sammen, så det var næsten en katamaran, og nød de smukke landskab. Her er også kalkstensklipper, både i søen og inde på land, og vi kunne tydeligt se, hvor højt vandet har stået. Der er mange dambrug, som er blevet levevejen, for de som har mistet jorden. Vi lagde til land ved et "flydende" hus, som er bygget på en ponton. Huset følger vandstanden op og ned, men parabolen, som stod inde på land, må de dog flytte manuelt. Det ser lidt spøjst ud med en parabol, når familien bor så simpelt, men det var vi set mange andre steder, hvor man kun lige har, så familien kan blive mæt hver dag.

Vi gik så op i en nærliggende landsby, hvor vi var inde i to forskellige familiers huse. Den ene var et ældre traditionelt hus, bygget af træ, bambus og andre naturmaterialer, her bor landsbyens overhoved - det må nok være "borgmesteren". Det andet hus var bygget af sten og støbt i beton, og det er kun halvt så dyrt at bygge på den måde. Spændende at se de to huse, som stort set kun havde et møbel - husaltret! Og så lige en hylde til TV'et. De sidder bare på gulvet og spiser. Landsbyen bestod af 40 huse, som beboes af 220 personer. Det var så sjovt at se, at flere af landsbyens børn stimlede sammen, fordi vi var der. De har vist ikke set sådan nogen sjove skabninger som os ret mange gange. De var nysgerrige men meget generte.

Vi sejlede videre, vi skulle have frokost i en landsby på den anden side af søen. Det var en lidt hård tur for nogen op ad en stejl bakkeside, hvor de havde lavet "trappetrin" i leret, så vi ikke skred ned, men jeg tør ikke tænke på, hvordan det ville have været, hvis det havde været regnvejr. Men det var det jo heldigvis ikke! Frokosten var lige så lækker, som den plejer, men øllene var som grødis, det var næsten først, da vi var ved at være færdige med at spise, at det kunne komme ud af dåsen. Hvis der havde været 30 grader, kunne det sikkert have været godt, men der er jo ikke 30 grader! Vi sluttede af med et toiletbesøg - toilet kan man måske ikke kalde det - det var det arrangement, hvor der er plads til to fødder på hver sin side af en nedstøbt kumme - populært kaldet et pedallokum! Og ved siden af står der en stor balje med en øse. Så skyller man jo efter sig!

Det minder mig om, at jeg lige vil fortælle lidt om toiletforholdene her. Ingen steder må der komme papir ned i toilettet, men det kræver nogen tilvænning, inden jeg kan huske det. Når jeg sidder på tønden, sætter jeg foden på pedalen på affaldsspanden - klar til at lukke låget op, men ak og ve, inden jeg får tænkt mig om, er papiret jo røget ned i potten! Jeg lærer det sikkert inden, vi skal rejse hjem. Og nu skal I slippe for flere slibrige detaljer af den slags.

Herefter gik turen tilbage til civilisationen igen. Først skulle vi sejle tilbage til vores udgangspunkt, og derefter skulle vi med minibusserne tilbage til Mai Chau. På vejen havde vores unge chauffør lige et par ærinder, han skulle ordne. Først et stop, hvor han købte to sodavand (heldigvis!) og lidt efter skulle han ind et sted, hvor han fik nogle pengesedler... Så mente han nok, at han skulle indhente den forreste bus, for han lavede i hvert fald et par overhalinger, hvor Jens bad ham om at lade være, men han gjorde det alligevel, så det er vist sidste gang, han har kørt for Albatros. Vi fik lige lidt tid på det lokale marked, hvor vi fik købt lidt frugt til aftensmaden, inden eltaxaerne kom og kørte os tilbage til lodgen. 

Efter en lille hvilepause kunne vi komme på cykeltur. Det var rigtig spændende, vi cyklede i en times tid på de små veje og stier gennem rismarkerne og et par landsbyer.

Vi har spist vores frugt og fået et par kopper kaffe, og vi skal tidligt i seng, da vi allerede skal være klar til at køre videre kl. syv i morgen tidlig.

Endnu har vi ikke set solen her i Vietnam, men det har da heldigvis ikke regnet, og det har også været lidt varmere i dag, så mon ikke det går den rette vej!

Vinh, mandag den 27.02.

I dag har været en meget lang dag, da vi har kørt i bus fra kl. 7 i morges til kl. 17.30 i eftermiddag, afbrudt af nogle pauser.

Da vi gik fra receptionen ned til holdepladsen for elbilerne, gik jeg forkert, og så gik jeg lidt i panik, for jeg kom for langt ned og måtte opad igen, så da jeg kom ud på pladsen, så jeg lige netop bagenden på den sidste elbil. Jeg var ikke bange for at bussen skulle køre uden mig, for både Jens og den lokale guide tæller hele tiden, om vi alle er der inden afgang. Men det er jo træls at være skyld i, at vi allerede om morgenen bliver forsinket. En af arbejderne fra hotellet startede sin knallert og gjorde tegn til mig om at sætte mig op. Glad blev jeg og kom næsten rettidigt frem, og bortset fra, at jeg var lidt flov over at komme for sent, var det da også lidt fedt at sikke bag på en knallert og holde om en ung vietnameser! - Og han kørte meget pænt!

Vi skulle sydpå i dag ad Ho Chi Minh vejen, som blev lavet for at transportere forsyninger fra Nordvietnam til de oprørske Viet Cong soldater i Sydvietnam. Stien, som det kun var dengang, løb i dalene gennem jungle og frugtbare landbrugsområder omkranset af bjergene. I området, vi har kørt i dag, er det især sukkerrør, majs, ris tapioka og appelsiner, et anderledes landskab end de sidste dage. I rismarkerne går der mange kvinder rundt, de planter efter, og nogle går med en rygsprøjte og sprøjter for utøj.

 Vi er kommet forbi et utal af kvinder, der kommer kørende på knallert med en stor bundt sukkerrør på bagagebæreren, og det rager pænt langt ud til begge sider. En anden sjov ting, vi ser, er de internationale lastbiler, det bliver de kaldt, fordi de er lappet sammen af alle mulige biler, også fra krigens tid med de amerikanske lastbiler. Så er der som regel ingen motorhjelm på, det kan jo ske, at den nye motor fylder mere, end den der døde.

 Mange lastbiler kommer med aske til landmændene, som bliver brugt som gødning. Asken er et affaldsprodukt fra fabrikkerne.

 Første stop var besøg i en grundskole. Vi kørte ud ad en meget dårlig og smal jordvej, hvor det ikke så ud som om, der hver dag kom en bus. Børnene er mellem 6 og 10 år. Mellemskolen går op til 15 år, gymnasiet er fra 16 til 18 år. Der er ingen undervisningspligt, men der er kun 4% analfabeter, og de findes primært mellem gamle folk i minoriteterne. Der bliver lavet frokost til eleverne. Forældrene betaler årligt omkring 40 US-dollar.

 Børnene lærer om basal sundhed, og de lærer om at behandle hinanden godt. Ho Chi Minh er citeret for fem sætninger, som man skal leve op til:

• 1. At være flittig i skolen og arbejde hårdt

  2. At elske landet og partiet

  3. At holde landet rent og pænt

  4. At være ærlig, modig og stolt

  5. At være en god ven og følge loven.

(sådan cirka)

Den der med at holde landet rent og pænt???? Det vender jeg tilbage til!

 I mellemskolen og gymnasiet får de militær undervisning, så de kan blive Ho Chi Minh pionerer. Det er nødvendigt, hvis de vil gøre politisk karriere.

 Der er meget udenadslære, så kommer vi til at tænke på vores egen skoletid – salmevers osv. De er ni år gamle, når de begynder at lære engelsk. Flere steder har jeg snakket med børn, når vi har holdt pause, og jeg er imponeret over, hvor gode de har været til at snakke engelsk. Hvis de får en time tidligere fri, bliver de sat i gang med at gøre rent – ikke noget med at gå tidligt hjem. Vietnamesiske børn er meget autoritetstro, og da vi kom ind i klassen midt i undervisningen, rejste børnene sig op – igen da vi gik ud. Men de var vist også noget betuttede over, at se så mange hvide mennesker.

 Inden vi gik til bussen, gav Jens skoleinspektøren en stor pose med kladdehæfter og blyanter, og det var rørende at se, hvor glad han blev. Ikke alle forældre har råd til at købe de ting, og på den måde kan skolen hjælpe disse elever.

 Videre gik turen til en lokal restaurant (noget der ligner vores motorvejsrastepladser, som man kan forestille sig, de ville have set ud for 50 år siden). Her var der en skrækkelig larm fra et selskab, der var ved at spise. På gulvet lå der suppeskåle, bestik, tomme dåser, servietter osv. Og så råbte de meget højt. Det viste sig, at det var en flok embedsmænd, kommunalrødder og skoleinspektører. Ja, meget forskelligt kan man da komme ud for!

 Her er der mange, der går videre i militæret, værnepligten er 18 måneder, og man kommer ind som 18-årig. Der er visse fordele ved at gå videre i militæret, f.eks. giver staten begravelse, som ellers er en bekostelig affære. Der ofres mange penge på begravelsen her, det er nok pga. den store forfædredyrkelse. Både militæret og politiet har deres eget TV-kanal, bank, aviser og flere ting.

 Lige lidt flere trafikoplevelser…. En knallert med tre cykler plus en hel del mere på bagagebæreren til genbrugsstationen. En lastbil – godt nok i siden af vejen – kørte mod færdselsretningen. Politijagt af en knallertbetjent efter to unge fyre på en knallert, men de to unge fyre kunne køre hurtigst…

 Så skulle vi se Ho Chi Minhs barndomshjem. Den største oplevelse her var, da vi stod ud af bussen, var p-pladsen fyldt med folk i militæruniform, og jeg, der før er kommet galt afsted, skulle i hvert fald ikke have fotograferet, men vi blev fotograferet med opstilling mellem officererne, og de begyndte at synge Vietnam, Ho Chi Minh…. Osv. Det viste sig at være krigsveteraner, og Jens fortalte, at de er så glade for at se turister, de opfatter det som at vise respekt for deres land og Ho Chi Minh. Det var en af de større oplevelser i dag.

 Ved hovedvejen var der linet masser af betjente op, de ventede på en delegation, men så længe de ventede, kunne de lige nå at stoppe mange forbikørende. Det var smart, så kunne de jo tjene lidt penge, imens de brugte tiden på at vente…

 Jeg er sikker på, at jeg kommer ind i mange vietnamesiske fotoalbums. Det sker så tit, at der bliver hevet i os til opstilling på et billede sammen med nogle vietnamesiske piger. Så mærkelige ser vi vel heller ikke ud J.

 Vi endte i Vinh, hvor vi spiste aftensmad, inden vi faldt dødtrætte omkuld.

 Og vi har stadig ingen sol set, måske den slet ikke findes her….

Dong Hoi, tirsdag den 28.02.

I dag kørte vi ind i landet igen, for at følge Ho Chi Minh vejen sydpå. Første stop var ved et knudepunkt for transporten af forsyninger under krigen. Der var mange piger, der var ungfrivillige, de hjalp til med mange ting, når soldaterne kom forbi med forsyninger. Det havde amerikanerne fundet ud af, så de bombarderede området meget kraftigt. Det siges, at der fra marts til oktober blev smidt 50.000 bomber på et område på 20 kvadratkilometer, og vi kunne også på turen se mange bombekratere. Mindesmærket var rejst til ære for ti unge piger fra 17 – 21 år, som alle blev dræbt under et bombardement. Da vi skulle op og se det store ofringsalter, måtte vi lige vente til en flok vietnamesere var færdige. De var rigtig fint klædt på og stod linet op neden for alteret, stille og berørte, mens der blev spillet en melodi. Det var rørende at se. Bag ved det store alter var pigerne begravet, og der stod også offergaver, hvide blomster og røgelsespinde. Der var lavet et kæmpestort mindesmærke på den anden side af vejen, og her var også udstillet både et amerikansk og et russisk krigsfly samt andet krigsmateriel, bl.a. artilleri og lastbiler.  

Vi kørte videre ad Ho Chi Minh vejen, og landskabet ændrede sig, så det til sidst var jungle. Det må have været så grusomt, kun med macheter og kompas, at bane sig vej gennem denne jungle. Amerikanerne fandt jo ud af, at der skete noget i skovbunden, og det var derfor, de lavede angrebet ”agent orange”, hvor de sprøjtede dioxin ud over junglen, så bladene faldt af træerne, på den måde kunne de jo se, hvad der foregik. Der bliver stadig født børn med svære skader pga. dioxinen.

På turen videre kom vi forbi mange the marker, og vi gjorde et stop, hvor der gik en kvinde med kurven på ryggen og plukkede the.

Ind i mellem kom vi gennem små landsbyer, og det var også i en lille landsby, vi skulle spise den medbragte frokost. Vi fik en kyllingesandwich, et meget hårdkogt æg, en lille pakke crackers og en kage. Værterne serverede the og filterkaffe, som er stærk som ind i h…… Cafemøblerne var ca. samme størrelse som i børnehaven – i hvert fald ikke ret meget større, og vi har et par mænd på omkring to meter med på holdet. Det så ret sjovt ud, da de fik sig foldet så meget sammen, at de kunne sidde der.

Det er så sjovt, de sidste par dage har vi været i områder med meget få turister, så vi bliver kikket meget på, og mange kommer og vil have taget et billede, hvor vi er med på.

En anden ting her langt ude på landet er toiletforholdene. De fleste steder er der de såkaldte pedallokummer J, og der er hverken papir eller sæbe, og der er en balje med vand og en øse, som man så skylder efter med. Det er ikke alle, der synes, at det er til at klare, men jeg synes jo, det er en del af rejsen, der giver et indblik i, hvordan man lever herude.

Næste stop var i Phoung Nha Nationalpark. Her skulle vi ind i en drypstensgrotte, Paradisgrotten, som først blev opdaget i 2005. Grotten går 31 meter ind i bjerget, men det er kun en kilometer, der er lavet lys og gangbro. Det er et helt eventyrligt underjordisk univers, fantastiske formationer dannet gennem millioner af år.

Tilbage i dagslyset igen gik turen videre gennem et landbrugsområde, hvor der var en del marker med især majs, ris og peanuts, men også en del græsmarker med kreaturer. Og der går så mange af dem på vejen - både vandbøfler og røde kvæg - ufatteligt at vi ikke har set nogen, der er blevet påkørt. Der var også rigtig mange knallerter på vejen med store kurve eller et stort bundt grønt, der rager langt ud på begge sider af bagagebæreren. I rismarkerne er der mange steder bombekratere, som er bibeholdt som vand resoar.

Så nåede vi Dong Hoi, hvor vi blev indkvartetet på strandhotellet Sun Spa Resort. Det er et virkeligt lækkert sted, og i morgen har vi ”frieftermiddag”, så håber vi på godt vejr!

I dag har vi heller ikke set noget til solen....

Dong Hoi, onsdag den 01.03.

Ih, hvor dejligt, morgenen begyndte med små huller i skyerne, og det er også blevet en del lunere. Men det skulle så vise sig, at det med solen ikke blev til mere.

 Efter morgenmaden kørte vi igen til Phoung Nha Nationalpark. Vi skulle i to små motorbåde sejle en times tid ad floden ud til endnu en grotte. Da vi nåede grotteindgangen blev motoren slukket, og båden blev padlet ind gennem grotten. Jeg syntes, at vi allerede havde set grotter nok, men jeg blev alligevel imponeret nok engang. Hele tiden er det forskellige formationer, der er, og hvis man har lidt fantasi (og det må jeg have) kan man hele tiden se forskellige figurer, mennesker, dyr, drager og uhyrer…

 Tilbage igen spiste vi frokost på en restaurant på flodbredden, inden turen gik tilbage til hotellet.

På vej tilbage til hotellet så vi på skilte, der var bl.a. et meget stort skilt lige i et stort vejkryds:

Du må ikke køre uden hjelm, du må ikke køre, hvis du er påvirket eller uopmærksom, du må ikke køre for stærkt, og så var der et stort billede af en kørestol.

Jens viste os også et skilt, busser og lastbiler skal have i forruden, hvorpå der står: Kør sikkert, folks liv er vigtige!

Og så er der også lige en vits: Når lyset er grønt, må du køre, når lyset er gult, må du stadigvæk køre og når lyset er rødt, må du fortsat køre! Der er vist mange, der kører efter det princip.

Dong Hoi blev bombet meget kraftigt af USA. Næsten hele byen blev udslettet, der står et gammelt klokketårn, som stort set var det eneste, der ikke var ødelagt.

Vi kunne stå af bussen inde ved centrum og gå ud på Sun Spa Resort, et par kilometers gang. Men lige da vi var stået af bussen, begyndte det at småregne. Vi fortsatte med at gå, og prøvede at finde en restaurant, hvor vi kunne sidde i tørvejr og få kaffe. Men, men, men… vi bestilte alm kaffe, ikke vietnamesisk, men hun rystede bare på hovedet, og så mente vi, at vi kunne tage en kop the i stedet for, så det bestilte vi. Åh nej, efter ret lang tid kom hun med et glas iste med isterninger til os - vi overvejede længe, om vi turde drikke det – men vi blev enige om, at det turde vi godt! Så må vi se, om det var rigtigt eller forkert.

Nu var regnen også holdt op - lige indtil vi begyndte at gå hjemad! Men vi blev nu ikke så våde.

I dag er vi kørt forbi flere gummitræs plantager. Der bliver ikke tappet gummi her i vintertiden, og man starter først tapningen, når træet er seks år gammel. Plantagerne og tapningen står staten for.

 Her på hotellet er der masser af tilbud, massage, spa, dampbad, sauna, pedicure osv. osv. Vi besluttede, at vi ville have nakke, skuldre og ryg massage, så iført hotellets kimono (kun mig) blev vi kørt med elbil hen til huset, hvor der stod mange piger klar. Vi kunne begge få massage på en gang, og det var rigtig lækkert at blive æltet godt igennem. Vi sluttede af med en kop the hos dem. Herefter gik vi tilbage til hotellet langs stranden, men det var kommet til at regne mere, og det blæste og rigtig meget op.

 Så nu sidder vi og skriver, ser TV og drikker kaffe.

 Så endnu en dag uden sol…

Hué, fredag den 03.03.

Jeg startede med at hente lidt mad til Thorkild, risgrød og en yoghurt, og da jeg havde fået morgenmad

tog jeg et stykke ristet brød med ned til ham. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle give ham en teskefuld salt og godt med sukker, så han fik saltvand at drikke og en skefuld marmelade med en pose sukker! Heldigvis er der en lille kiosk ovre på den anden side af gaden, så jeg fik også købt nogle colaer til ham, inden jeg skulle med bussen. Han fik også instruktioner i brug af computeren, så han kunne se billeder.

 Vi blev kørt ned til floden, som kaldes Duftenes Flod, hvor vi gik ombord på en ”dragebåd”, og vi fik en rigtig fin sejltur. Vi lagde til land ved Thien Mu-pagoden, der er en af de mest kendte bygninger i Vietnam. Pagoden blev bygget i 1844, og er 21 meter høj og i syv etager. Ved siden af er der i en bygning en to tons tung klokke Dai Hong Chung.

 Næste stop var citadellet eller Kongebyen, som den også kaldes. Den yderste bymur er 10 km lang, så når området er kvadratisk, må arealet være 600 ha. Det er lidt vildt. Byggeriet blev påbegyndt i slutningen af 1700-tallet af kong Gia Long. Amerikanerne bombede meget her i Hué, og det var også gået ud over Kongebyen.

 Efter frokost tog vi til Tu Ducs mausoleum. Kejser Tu Duc styrede landet fra 1848 til 1883, og man kan virkelig se, at han var en mægtig mand, selv om han kun var 153 cm høj. Der er hugget i sten en æresgarde med elefanter, heste, tjenere og militærmandariner, og alle er under 153 cm høje.

 Så skulle vi også se kejser Khai Dinhs mausoleum. Han regerede i perioden 1916 – 1925, og blev den sidste kejser, da franskmændene kom og koloniserede landet. Mausoleet er et imponerende bygningsværk, beliggende på en bakketop. Der er mange spændende glasmosaikker inde i bygningen, og her er også en æresgarde af sten.

 Jeg må nok erkende, at jeg ikke har hørt godt efter i dag, hvad Jens har fortalt. Jeg har ikke så meget interesse i historien før franskmændenes kolonisering.

 På vejen ud til mausoleerne, gjorde vi et stop ved et værksted, hvor de laver røgelsespinde. Sjovt at se, hvordan det foregår. Her var selvfølgelig også masser af souvenir skrammel.

 Tilbage til hotellet – og jeg var meget spændt på, hvordan Thorkild havde det. Han havde da fået det lidt bedre, så vi håber, at han er frisk i morgen tidlig! Det er ufattelig heldigt, at vi i dag ikke skulle videre.

 Og nu har vi set, at solen også kan skinne her i Vietnam, det har været det fineste vejr i dag - så dejligt  :-)

Hoi An, lørdag den 04.03.

Thorkild har haft det lidt bedre i dag, og busturen gik fint. Maven er blevet mere og mere stabil, som dagen er gået. Han er også begyndt at spise lidt igen, men han er selvfølgelig meget træt.

 Vi skulle forlade Hué og køre til Hoi An. Allerede inden vi var ude af byen, så vi ”de gule hunde”, som trafikpolitiet kaldes. Han sagde, at der nok var lavvande i kassen, så de var ude for at tjene penge.

 En ting, som jeg glemte at fortælle i går, er, at der findes køreteknisk anlæg her…. Og det er både til knallert- og bilkørekort.

 Ved næsten hvert hus her i området står der et lille alter på en stolpe, det hele er malet gul. Det er for at mindes et barn, familien har mistet. Jeg synes godt nok, at der stod mange, og en del steder var der to, det var ikke rart at se.

 Vi har kørt langs Det Sydkinesiske Hav det meste af dagen, og skulle krydse et bjergpas. Her holdt vi fotopause, det var så smukt heroppefra. Det er bare lidt synd, for der så meget varmedis. Men jeg skal ikke klage over solen og varmen. Det er så dejligt, at vi har fået sommer.

 Heroppe var der et brudepar, der var oppe og blive fotograferet. Det er et tilløbsstykke at blive gift her. Der skal accept til fra begges familier, der skal betales medgift og man undersøger, om noget, der svarer lidt til vores stjernetegn, nu også passer sammen, og i familierne er det ikke velset, at en sydvietnameser gifter sig med en nordvietnameser. Ca. en måned før brylluppet bliver der taget billeder, og det skal helst være specielle steder, så bruden og gommen sad her højt oppe på en platform med Det Sydkinesiske Hav i baggrunden.

 Nede ved havet igen kom vi til Da Nang. Her var vi lige nede og dyppe fødderne – og bukserne – lidt. Vi spiste frokost her i Hoi An, inden vi kom til vores hotel, Thanh Binh Riverside Hotel.

 Efter en times pause skulle vi på byvandring. Det var i den gamle bydel, hvor det er lavet sådan, at det kun er få timer om morgenen og sidst på eftermiddagen, der må køre knallerter. Men der er turister i hobetal, så går det charmerende lidt af det, men sådan er det jo mange steder. Jeg fik købt et par soltoppe.

 Vi sluttede turen af med aftensmad.

 I dag her der været fuld sol og varmt hele dagen – dejligt!

Hoi An, søndag den 05.03.

 Vi startede med en cykeltur. Vi skulle en tur til landsbyen Tra Que, der ligger ca. fem km fra Hoi An. Her skulle vi se økologisk dyrkning af grønsager og krydderurter. Hver familie i landsbyen har et jordlod på 100 kvadratmeter i gennemsnit, som er dyrket meget intensivt. Jorden er meget frugtbar, fordi det her er et deltaområde, og der bliver brugt en speciel alge fra floden og komøg til at gøde jorden med. Vi var imponerede over at se, hvor fint det hele blev holdt ren, og der var ingen rod rundt omkring.

 Thorkild kom med en taxa derud, hans mave er ellers helt normalt igen, men efter tre dage uden fast føde og den stigende temperatur, er han selvfølgelig meget træt.

 Cykelturen gik videre til flodbredden et eller andet sted i nærheden af Hoi An, og her kom vi med en båd, der sejlede os videre ud i deltaet, hvor der fanges fisk og skaldyr. Her så vi, hvordan de fisker med net på flere forskellige måder. Herefter blev vi sat i land, for på ny at gå ombord i små både lavet af vandkokospalmeblade, og vi fik den typiske vietnamesiske stråhat på. Så sejlede vi inde i en urskov af vandkokos. Her i vandkokosskoven kunne vietcong'erne gemme sig under krigen. Vi var kun Thorkild og jeg plus vietnameseren, der roede båden. Han fangede en krabbe, og jeg havde lige taget hatten af et øjeblik, så han lagde krabben ned i min hat, og så løb den meget hurtigt op mod mig, og så kom jeg til at tabe hatten og trak benene op fra bunden af båden – måske kom jeg også til at give lyd fra mig – jeg blev i hvert fald bange.

 Efter frokost blev vi kørt hjem til hotellet igen.

 Thorkild tog sig en lille lur, inden vi gik en tur hen i byen. Der er et stort lokalt marked med kød, fisk, æg, frugt og grønt osv. plus en masse turistskrammel. Vi købte nogle bananer til aftensmad på værelset.

 Det har været de fineste solskinsvejr i dag. Dejligt!

Hoi An, mandag den 06.03.

 I dag har vi været på madlavningskursus. Vi startede med at gå tur et andet marked, end vi før har været. Her sad et utal af kvinder med hver sin bod. Langt de fleste af varerne var grønsager, men der var også frugt, fisk, skaldyr, frøer og kød, inklusiv griseører, tarme osv. - og så lige lidt ting og sager til altret for ofring til forfædrene. Vi havde fået to vietnamesiske piger fra den restaurant, hvor vi skal lære at lave mad, med i bussen, og de havde købt en pose sukkerrørssaft til os. Saften er kommet i en plastpose med et sugerør, og lukket med en elastik – ret smart!

 Herefter blev vi kørt ud til restauranten, og her var der 26 gasblus, masser af værktøj og ingredienser, fuldstændig som dem, der står og laver mad i Go’ morgen Danmark. Vi fik alle en kokkehue og hvid forklæde på, så det var ret festligt, og ikke så slemt at være med til, som jeg havde frygtet. Vi spiste maden, vi havde lavet. Og jeg har fået et fint diplom!

Thorkild har haft et tilbagefald i nat, så humøret var ikke alt for høj her til morgen, men det har gået fint i løbet af dagen, så forhåbentlig er det i bedring igen.

Da kom tilbage til hotellet, spurgte Jens, om der var stemning for en cykeltur, og det ville jeg rigtig gerne, men, men…. Jeg var den eneste, så det blev ikke til noget. Øv. Men så gik jeg til poolen, mens Thorkild sov. Da jeg kom tilbage, syntes han stadig, det var for varmt at komme ud at gå, så jeg gik en tur alene hen i byen, og jeg fik købt lidt mere at tage med hjem – bl.a. lige et par tørklæder!!!

Thorkild havde fået samlet lidt kræfter, da jeg kom tilbage, og så gik vi en lille tur.

Vi må meget tidligt i seng, for vi skal flyve til Saigon i morgen, meget tidligt.

Can Tho, tirsdag den 07.03.

Uha, jeg må vist skynde mig at få skrevet lidt – meget tidligt oppe i morges, og det skal vi også i morgen, så jeg skal snart sove.

Vi kørte fra hotellet kl. seks for at nå til Da Nang, hvorfra vi skulle flyve til Ho Chi Minh eller Saigon, som det førhen hed, og som mange her stadig bruger. Vi fik en morgenmadspakke med fra hotellet, som vi kunne spise i lufthavnen.

Det var med Vietjet Air, vi fløj, og alt gik efter planen. Vi skulle have fløjet til Can Tho i dag, men der har været ændringer i afgangene, så vi blev nødt til at flyve til Saigon, og derfor måtte vi køre lidt mere af dagen. Nu er vi kommet ned til varmen, der har været omkring 34 grader!

Vores frokost fik vi på Saigon Rest Room – et helt vidunderligt sted, hvor vi sad i en åben restaurant med tag over. Og der var lavet flere små havedamme, og her groede der bl.a. lotus.

Vi krydsede Mekongfloden et par gange. Mekong deltaet er 40.000 kvadratkilometer sammenlignet med Den Røde Flods delta, der kun er 40 kvadratkilometer.

Vi blev indlogeret på West Hotel i Can Tho. Vi spiste aftensmad på en restaurant nede ved floden. Gaderne her er meget beskidte, og da vi gik hjem i aften, så vi fire rotter i rendestenen!

Saigon, onsdag den 08.03.

 Der er ikke rigtig nogen bedring i Thorkilds tilstand, men han følger med rundt alligevel, og det er jo godt, at han kan det. Det er lidt hårdt for ham med varmen. Der har også været omkring 35 grader i dag.

 Vi havde lidt tid til at kikke i gaden uden for hotellet her til morgen. Og der var gang i den lokale marked. Grøntsagsboder, kødboder, boder med fisk og skaldyr osv. osv. Et leben uden lige, og et utal af knallerter kørte i begge retninger. Her kunne jeg godt have brugt lidt mere tid. Men programmet var lidt stramt i dag pga. ændringen af vores indenrigsfly.

 Første stop var det flydende marked på Mekongfloden, vi gik fra vores hotel ned. I guidebogen står der, at det er verdens største flydende marked, så jeg blev slem skuffet. Der var da en del både, men slet slet ikke i den målestok, vi har set i Thailand.

 Da vi var kommet i land igen, steg vi på bussen, og nu skulle vi køre et godt stykke, inden vi igen skulle ud at sejle.

 Næste stop var Bang Lang fuglereservat, men her kunne bussen ikke køre helt ind til, så vi måtte bag på en knallert. Det var en fin tur derud, vi kørte gennem små landsbyer på en meget smal sti, så vi fik meget at se. Jeg var nu lidt skuffet, for min chauffør var halvgammel, det havde da været fedt, hvis det havde været en flot ung vietnameser, jeg skulle sidde og holde om! De eneste fugle vi så, var silkehejrer i hobetal og et par skarv. Der var lavet en udkiks bro højt oppe, så vi kunne se både en hejre på rede og unger, som var ved at lære at flyve. Turen tilbage til bussen var også selvfølgelig også med knallert, så var der lige lejlighed til at se lidt landsbyliv igen.

 Vi kørte et kort stykke med bussen, inden vi igen skulle ud at sejle. På vej ud til en ø, hvor vi skulle have frokost, sejlede vi forbi mange fiskeopdræt, hvor de bl.a. producerer pangasius fisk til eksport. Foderet til fiskene er vandhyacinter, der hakkes sammen med fiskeaffald.

 Frokosten spiste vi på et Homestay, det var som sædvanligt alt for meget og rigtig lækkert. Vi fik bl.a. elefantørefisk, som de havde sat på et stativ, sådan at den blev serveret stående. Den smagte fint.

 Videre sejlede vi til et sted, hvor de har lavet åbne arbejdende værksteder. Vi så hvordan de laver karameller og riskager og meget andet snoller. Risen poppede op og hoppede rundt i en stor gryde over et ildsted, og blev derefter blandet i en sirup masse og æltet med forskellige andre ting. En kvinde lavede ultra tyndt spiseligt rispapir – det som de bruger til at pakke forskellige retter ind i. Det var godt at se, hvordan de har fået små virksomheder op at køre, for alle redskaberne, og huset det var i, var nyt. På den måde fik de en indtjening, ved at sælge deres egne produkter til turisterne. Det hele var privatejet.

 De producerede også risbrændevin, som var tilsat mange forskellige ting, bl.a. slange. Så skulle vi se deres slange – en 30 kilo tung kvælerslange. Men jeg ved ikke så meget om det, for jeg kan ikke tro, at de må fange slanger og slagte dem.

 Vi måtte videre, og næste oplevelse var en ro tur i firemandsbåde gennem en smal passage på en ny ø. Vi var så heldig at komme i den første båd, og det var en stille tur gennem urskoven kun afbrudt af en lokal båd med motor en gang imellem. Det var kvinder, der roede bådene, mændene var ude at arbejde i plantagerne.

 Inden vi sejlede ind til fastlandet igen, var vi inde et sted, hvor vi blev budt på te og forskellige frugter. Og her var der nogle, der spillede, sang og optrådte, så de kunne få lidt drikkepenge. Bag huset var deres frugtplantage, vi var rundt og se de forskellige træer.

 Deltaområdet er meget frugtbart. Her dyrkes mange forskellige frugter og grønsager – jeg kan nævne nogle: pomelo, mango, papaya, flere forskellige sorter bananer, flere forskellige slags meloner, jackfrugt, ananas, kokos, majs, sukkerrør, mange forskellige rodfrugter, ris, lotus, sesam, peanuts, tobak, og mange flere, som jeg ikke kender. Mekong deltaet sammen med Den Røde Flods delta er så uendelige frodige. Der kan dyrkes ris tre gange på et år, og der var flere marker, der var klar til høst, men også marker, der var høstet, og igen – marker der lige var plantet til.

 På et af vore mange toiletbesøg overværede vi lige en gang hanekamp! En sær fornøjelse….

 Vi kunne se det alt sammen fra bussen på turen tilbage til Ho Chi Minh City, hvor vi skal have to overnatninger, inden vi rejer hjem. Vores hotel, Asian Ruby Luxury Hotel ligger næsten i centrum.

 Vi gik rundt om blokken og fandt en kiosk, hvor vi købte en sandwich til mig og en yoghurt til Thorkild, og så væltede vi omkuld og sov med det samme.

Saigon, torsdag den 09.03.

 Så har Thorkild haft en nat uden diarré, herligt! Så skal han bare komme lidt til hægterne igen.

 I dag skulle vi starte tidligt, så vi måske kunne nå til Cu Chi-tunnellerne inden, der kom alt for mange mennesker, og inden det blev alt for varmt. Midt på dagen er der 35 grader, og med en luftfugtighed på 90 % er det ulideligt.

 Men først skulle vi ud af byen, og det tog meget lang tid. I Ho Chi Minh bor der officielt 8 millioner indbyggere, uofficielt mindst 10 millioner. Der er registreret over 5 millioner knallerter, og det tror jeg på. Når vi sidder i bussen på de større gader, er gaden, så langt ned vi kan se, fuldstændig proppet med knallerter, det er helt vanvittigt så mange der er. Dem der har mest travlt (eller har mindst tålmodighed) kører ind på fortovet, der er ikke så meget trængsel – af knallerter altså! Og så kommer far, mor og to børn susende, tit har forældrene styrthjelm på, men børnene har ikke! De allerfleste kører med masker på, både her, men også i de mindre byer og på landet – dels for at undgå at indånde støv og os, men også for at undgå solen. Her er det tegn på fattigdom at være brun.

 Vi nåede op til Cu Chi-tunnellerne, som er påbegyndt under krigen mod franskmændene (1946 – 1954), men udbygget meget under krigen mod amerikanerne. Der er i alt 250 km tunneller, som strækker sig fra Saigon til den cambodianske grænse. Tunnellerne er nogle steder i flere niveauer.

Der var lavet en fin udstilling af forskellige ting, bl.a. hvordan vietcong’erne hurtigt kunne komme op af skakterne, og hvordan de kunne komme ned igen og skjule nedgangen. Så det har været svært for de amerikanske soldater at være i den tætte jungle, når vietcong’erne pludselig var der, og lige så hurtig være væk igen. Der var også vist, hvordan de lavede ”fælder”, som de amerikanske soldater røg ned i, og det har været en grusom død, de fik på den måde.

 Nogle af os var nede gennem et stykke af tunnellerne, jeg kunne gå sammenbøjet, men Jens, som er en stor korpulent mand, måtte ned på alle fire for at komme igennem en ekstra smal passage. Thorkild valgte at springe over denne del. Det var et meget spændende område at besøge.

 Vi kørte mod Saigon igen og stoppede ved en dejlig restaurant, hvor vi sad i små ottemands pavilloner ud til Saigonfloden.

 Da vi nåede Saigon igen, var vi inde på Krigsmuseet. Her var udstillet fotos fra krigen mod franskmændene og især krigen mod amerikanerne. Det er helt ufatteligt så mange menneskeliv, der blev berørt at krigen, og der fødes stadig mange børn med svære misdannelser efter dioxin og napalm.

 Jo mere vi hører om Ho Chi Minh og ser og hører om Vietnam-krigen, tror jeg, jeg er ved at blive kommunist!

 Efter et hurtigt bad skulle vi med bussen til en restaurant, hvor vi spiste afskedsmiddag.

 Det har været en meget, meget rørende dag - og endnu engang tid til at fundere over denne vanvittige krig med så mange ofre - måske i flere generationer fremover.

Saigon, fredag den 10.10.

Vi startede med at se Uafhængighedspaladset eller Genforeningspaladset, som er opført i 1966. Herefter gik vi hen til "Notre Dame katedralen", som er bygget af mursten hentet i Frankrig i 1877 - 83. Navnet har det selvfølgelig fået, for det ligner Notre Dame Katedralen i Paris. Næste stop var Hovedpostkontoret, en meget flot bygning opført i 1886 - 91. Bygningen er som mange andre bygninger i Vietnam, opført i typisk fransk kolonistil. Et enormt stort portræt af Ho Chi Minh hænger på endevæggen. 

Varmen var næsten ikke til at holde ud mere - og så gik vi tilbage til hotellet, hvor vi skulle tjekke ud fra vores værelse inden kl. 12. Dog fik vi alle i fællesskab fire værelser til deling indtil kl. 18, så det var muligt på skift at tage et bad. 

Nu sidder vi i lufthavnen og venter på boarding af flyet. Vi skal flyve 23.55, så det er et langt døgn, vi har foran os.

Dubai, lørdag den 11.03.

 Efter en flyvetur på syv timer fra Saigon til Dubai er jeg ret frisk, jeg fik sovet fem timer - dejligt! Og Thorkild har ikke haft maveproblemer de sidste par dage, så nu skal han bare hjem og samle kræfter.

Vi slapper nu af i loungen og har fået lidt morgenmad, for da de var rundt med det, sov vi begge to. Flyveturen til Kastrup varer iflg. papirerne syv timer, vi har allerede flyttet uret tre timer tilbage, og det skal vi igen, når vi når København. Og så har vi lige de fem timer i toget tilbage.....

 Fredericia Banegård stadigvæk lørdag den 11.03....

 Vi landede i Kastrup før tiden, så det var meget positivt, men når 650 menneskers bagage skal ind på båndet, tager det meget lang tid, vi ventede i en time på vores kufferter. Så toget, vi håbede at komme med, var kørt, og det næste måtte vi vente lidt mere end en time på. Men vi tog ind på hovedbanegården, så kunne vi vente der. Og da vi steg ud, sagde nogle af vore rejsefæller, at de ville være hjemme om ti minutter...

Nåh, vi fik set Københavns Hovedbanegård inkl. optagelser til Go' morgen Danmark, så måske kan vi i morgen TV se os selv stå og glane opad .... Vi fik en kop kaffe, mens vi ventede, og jeg skulle på toilettet, men der skulle betales, og vi havde ingen danske penge og konkluderede, at jeg nok ikke kunne betale med kort - så jeg måtte vente.

 Vores tog kørte til tiden, men på en station lige uden for København blev vi holdende et godt stykke tid, fordi vi ventede på en ambulance, da en af passagererne var blevet syg. Men endelig kom vi da af sted, og glade var vi. Men da vi så kom til Fredericia, fik vi at vide, at vi skulle vente en time på at blive koblet på et nyt tog, da det vi skulle have været med, allerede var kørt. Suk - vi har lige regnet ud, at vi har rejst i 28 timer nu...

Men nu er vi på vej til Struer, og derfra kommer vi med taxa til Hurup.

Kjallerup, søndag den 12.03.

Vi var tilbage kl. 20.30, hvor Laila og Thorvald hentede os og kørte os hjem, og nu har vi fået en god nats søvn, kufferterne er pakket ud.

Det har været en fantastisk spændende rejse, selvfølgelig har det givet en del bekymringer med Thorkilds besværligheder, men det går godt nu, og så skal han bare komme lidt til kræfter igen.

Det har også gået fint med at rejse med 24 andre personer. De 22 af dem har været rigtig flinke og festlige mennesker at være sammen med, men vi foretrækker stadig langt mere at rejse alene! Det er enormt anstrengende hele tiden at skulle være social.

Oplevelserne skal lige bundfælde sig lidt, og jeg skal have redigeret i billederne.