Peru

Lima, den 8. marts

Min rejse startede i går på The Lodge i Billund. Jeg gik meget tidligt i seng, og det lykkedes mig også at få sovet noget.  Jeg fik madpakke med fra hotellet, for jeg skulle tjekke ind i lufthavnen kl. 4.00. Her mødte jeg de første fire, jeg skal rejse sammen med.

Vi mellemlandede i Amsterdam, og her var der heldigvis rigtig god tid, så det gik fint. Flyveturen Amsterdam-Lima tog tolv timer, men der var heldigvis god plads og god service i flyet. 

Pernille tog imod os i lufthavnen i Lima, det var et glædeligt gensyn.  Der var 21 grader, så det var fint at komme udenfor og mærke den lune aften. Vi kørte ud til Miraflores , hvor vores hotel ligger - Hotel Antigua - og jeg gætter på, at det betyder noget i retning af Hotel Antik - for her er meget antikt. Det bliver spændende at se det i morgen, når det er blevet lyst. Og jeg må skynde mig at sove - der er morgenmad kl. 6.30, det er tidligt efter et meget langt døgn. Men som Pernille siger - vi er på rejse - ikke på ferie!

Paracas, den 9. marts

Dagen startede tidligt med morgenmad kl. 6.30. Men det var ikke et problem at blive færdig, for jeg stod op kl. 4.  Jeg havde været vågen en time tidligere på natten, så der er helt ged i mit system, men det er vel heller ikke så mærkeligt, når der er en tidsforskel på seks timer.

Vi skulle på byrundtur her i Lima. Første stop var ved Huaca Pucllana, resterne af en meget stor pyramide, som nok dækkede et areal på 5.000 m2. Næste stop var San Martin-pladsen. Pladsen er omgivet af fine hoteller i de restaurerede koloniale paladser. Videre gik vi til Plaza de Armas, hvor bl.a. præsidentpaladset ligger. Vi sluttede af ved San Francisco klosteret, hvor vi var nede i katakomberne under klosteret og kirken. Det er smalle gange, som stadig rummer tusindvis af knogler.

Herefter kørte vi ud til kysten, hvor vi først så Kærlighedsparken, her kommer mange brudepar for at blive fotograferet. Midt i parken er der en stor skulptur "Kysset". Her var der en helt ubeskrivelig udsigt over Stillehavet, hvorefter vi gik på restaurant med havudsigt og spiste ceviche - limemarineret fisk med rødløg, søde kartofler og mild chili, som er en af Perus nationalretter.

Efter frokost kørte vi sydpå langs kysten ad The Panamerican Highway, som går helt oppe fra Alaska og helt ned på sydspidsen af Sydamerika.  Hele vejen langs kysten er det ørken, Der kan kun gro noget der, hvor der kommer en flod oppe fra bjergene. Og det udnytter bønderne til vanding af markerne. Der dyrkes mange forskellige afgrøder i områderne som oliven, asparges, artiskok, løg, hvidløg, bomuld, maniok og druer.

Der er byggeri i gang mange steder helt ude ved kysten, det er ferieboliger for de mere velstillede peruanere.

Vi kom forbi en del kyllingefarme. Nogle af dem så ret forladte ud, det kan være på grund af coronaen. Peru håndterede pandemien meget dårligt, så hele landet sank økonomisk meget langt ned.

Ved kysten så vi også en del fiskemelsfabrikker.

Vi nåede vores hotel, som ligger lige ned til Stillehavet -meget smukt. Og senere gik vi sammen til en restaurant, hvor fik noget at spise.

Vejret har været rigtig fint i dag, op til 26 grader og solskin - dejligt!

Nazca, den 10. marts

I dag var der morgenmad allerede kl. 6, og det er jo ikke noget problem, at det er så tidligt, for jeg kan ikke sove længere end til kl. 4 alligevel.

Vi gik ned til båden, vi skulle med ud til Ballestasøerne - også kaldet Mini Galapagos. Her er rigtig mange fugle og søløver, og vi var heldige at få mange at se, der var mange inkaterner, suler, sort østersfanger, pelikaner og kalkungribbe. Vi så også en humboldt pingvin, og da vi sejlede tilbage igen så vi en hval, så det var en rigtig fin tur.

Herefter skulle vi i bussen for at køre sydpå igen. Området vi kørte gennem er stadig ørken, men der er steder, hvor der kommer vand ned fra bjergene, og her har de udnyttet vandet til at lave overrisling, så var det pludselig grønt og med mange afgrøder., bl.a paprika, cili, løg, nødder, bomuld og masser af vin. Der eksporteres store mængder af vindruer.

Vi skulle så besøge en vingård i Ica. Her fik vi en grundig gennemgang af produktionen. De laver både hvidvin og rødvin. Men de har specialiseret sig i lave Pisco , vindruebrændevin,, som er Perus nationaldrik. Da vi havde set produktionen, skulle vi have frokost. Det var en tre retters menu, som smagte rigrig godt. 

Men det var en rigtig "spændende" tur ud til vingården. Der var noget vejarbejde, så vi ikke kunne køre direkte dertil, men vores lokalguide bor i byen, så hun kendte en anden vej. Det var fint nok, men som vi kørte, blev vejen smallere og smallere og blev næsten til en markvej. Og så var der mekanikerværksted lige midt på den smalle vej. Det var ikke, måske en bil af nyere model, så det blev ordnet her. Og et sted inde byen, måtte chaufføren ind og hente en mand, der sad i en restaurent, for at han kunne komme ud og flytte sin bil. Han lignede ikke en, der syntes det var sjovt. Men vi nåede da frem, og chaufføren  fik  en klapsalve.

Så kørte vi sydpå igen, og vi skulle ind og se en lille oase lige midt i ørkenen. Oasen er omgivet af adskillige høje "bjerge" af sand, det var meget specielt.

Da vi nærmede os Nazca,  gjorde vi holdt ved en 20 m høj udsigtstårn. Herfra kunne vi se tre af Nazca "figurerne",

Herfra var der ikke langt til Nazca, hvor vi skulle overnatte.

Pernille fortalte, at buschauffører fra Peru er eftertragtede, fordi de er så dygtige. Det synes jeg, der lyder lidt mærkelig - og vores chauffør kører godt, men så kan jeg altså ikke forstå, hvorfor der er så mange af de små kapeller langs vejen? Men måske lastbilchaufførerne ikke er så gode :-.

Jeg har været meget bekymret for min ankel. Jeg vred om på den ved en fortovskant, og det gjorde bare ondt. I går gjorde det meget ondt at gå på den, men i dag har det været meget bedre, så jeg har vist været meget heldig.

I dag har vi også haft  godt vejr, solskin og 27 grader.

Puerto Inca, den 11. marts

Vi kørte tidligt fra hotellet ud til lufthavnen i Nazca. Her skulle vi vise pas, vejes, betale turistskat, flybillet og lufthavnsskat, meget omstændigt, som alting nu er her.

Jeg var med på det første hold, der skulle op at flyve. Vi skulle flyve hen over de forskellige figurer og linjer. Det var rigtig spændende - ikke kun at se figurerne, men også at se området fra oven, Vi var seks med det lille fly plus guiden og piloten. Han vippede os noget rundt, for vi skulle jo se figurerne i begge sider, så først hælde til den ene side og så til den anden, så vi alle kunne se. Jeg tålte turen fin på to køresygetabletter.

Nasca figurerne er skabt år 200 - 800 e.K. Der er mange gæt på, hvorfor de er blevet til, og det undrer, at de stadig er intakte efter omkring 1.500 år.

Da andet hold kom tilbage, kørte vi ud til Jennys keramikværksted. Jenny fremstiller keramik efter nazcakulturens teknik. Det var spændende at se, hvordan hun former, maler og brænder tingene.

Vi fik madpakker med herfra, som vi kunne spise i bussen. Og der var i hvert fald ikke nogen risiko for, at vi fedtede bussen til, det var nogle meget tørre sandwich boller med lidt kylling, ost og skinke i. Men pyt, vi blev vist alle mætte.

Herefter kørte vi igen mod syd gennem endnu mere øde ørken end de foregående to dage. Et sted var der sandstorm, så der lå driver ud på vejen.

Vi kørte forbi en vindmøllepark, ikke særlig stor, men det var da hyggeligt at se møller.

På vejen kom vi til en lille by, Llauca, som ligger i en dal, hvor der er en kæmpe stor olivenlund, fordi der kommer vand oppe fra bjergene. Oliventræerne er mange år gamle. Her var en masse små boder, hvor man kunne smage forskellige oliven, forskellige miks af oliven med chili eller hvidløg og mange andre ting. Alle boderne havde ude bag ved toiletter, som vi kunne benytte, og så kunne vi købe lidt til at tage med hjem, eller lægge et par mønter som tak for lån for toilettet og smagsprøver.

Videre kørte vi til vores hotel i Puerto Inca. Det er et meget specielt sted ude midt i ingenting i en lille bugt helt ned til Stillehavet. Der er ikke asfalt vej herned, vejen snor sig så meget, så bussen havde svært ved at komme igennem hårnålesvingene, og det var lige ud til kanten mange steder. Men vi kom sikkert ned, det er nogle dygtige chauffører, vi har. Men det var turen værd. Det er det mest skønne og fantastiske sted. Værelset er lidt skod, men pyt med det, vi skal jo kun sove her.

Efter vi havde logget ind, gik vi en tur op i klipperne med Pernille. Her er levn fra Inkatiden, små gruber i jorden, hvor der lå lidt knogler, så det er lidt makabert mange steder, men ingenting i forhold til Mexico. Der var fin udsigt over klipperne og havet heroppefra, meget smukt.

Vi sad efterfølgende og nød en øl til udsigten og havets brusen. Aftensmaden spiste vi udendørs, det var rigtig hyggeligt.

Og nu er det vist bare på hovedet i seng. Jeg vågner stadigvæk kl. 4 om morgenen, så det bliver ikke til så meget søvn. Dejligt at kunne falde i søvn til havets brusen.

Igen i dag har vi haft en fin dag med solskin og 26 grader.

Arequipa, den 12. marts

Det var hyggeligt at vågne til havets brusen, og vi spiste morgenmad udendørs med havet lige neden for.

I dag har vi haft en meget lang køredag. Men det har været med en smuk udsigt flere gange i løbet af dagen. Det har stadig været ørken - jeg er forbavset over, at der er så store ørkenområder her.  Det blev mere og mere bjerge, men vi skulle også "stige" 2.400 m opad. Og igen undres jeg over, at pludselig er der en lille samling huse/skure midt i ingenting. Men der er altid restauranter, så man laver nok ikke så meget mad selv i disse egne. Det er svært at forestille sig at leve et helt liv her, ude midt i ingenting.

Vi kørte først længe langs stillehavskysten, og her så vi igen fiskeoliefabrikker, indsamling af tang, som eksporteres til bl.a. Japan.

På turen ind gennem landet kom vi over nogen flodlejer, og her var der intensivt landbrug. Især lucerne og ris. Risen plantes manuelt i overrislede marker.

Vi kom forbi et sted, hvor der lå røde peber til tørre til at lave paprika af.

Vi nåede frem til Arequipa sent på eftermiddagen, og efter indtjekning gik Pernille tur med os i byen og udpegede restauranter og hvad vi ellers kunne få brug for. Nogle af os sluttede af på en restaurant, hvor nogle fik alpaca, men jeg var ikke særlig sulten, så jeg nøjedes med en suppe, der smagte meget af regnvand.

Det har været sol/overskyet vejr med en temperatur på 23-24 grader. Meget behageligt.

Arequipa, den 13. marts

I dag kunne vi sove længe, men der er vist ikke mange af os, der ikke stadig vågner ved 4 - 5 tiden.

Vi skulle på byrundtur med Pernille. Første stop var ved den kæmpestore Santa Catalina kloster. Det var eliten, der sendte en af deres døtre i kloster. Der var tradition for, at den første skulle giftes hurtigst muligt - helst med en rig mand og føde mange børn, den anden skulle i kloster, og den tredje skulle blive hjemme og passe forældrene, når der blev brug for det. Jeg ved ikke rigtig, hvad nummer i rækken, jeg kunne have ønsket mig at være, hvis jeg havde levet der....

Pigen levede så i næsten isolation som novice, fra hun var tolv til seksten år gammel, hvorefter hun officielt indgik i klosterlivet resten af sit liv. Det var frem til klosterreformen tilladt, at nonnerne havde tjenestepiger, som lavede mad til dem, gjorde rent og vaskede deres tøj. Efter klosterreformen flyttede nonnerne ud af deres huse og ind i fælles sovesale. Det var også slut med både tjenestepiger og opvartning.

Der er stadig omkring tyve nonner, der lever her.

Vi var inde i Katedralen og oppe på taget, her var der en formidabel udsigt til de tre vulkaner, som er omkring 6.000 meter høje.

Så besøgte vi Jesuiterkirken og sluttede af med det lokale marked, hvor man kunne få alt - lige fra døde hønsehoveder til solhatte. Herfra gik vi nogle stykker hen på en cafe og købte frokost. Bagefter var vi to, der gik ned til et uld center. Her gik der både lamaer og alpakaer. Vi så ulden, der var klippet af, sorteret efter kvalitet. Og så var der selvfølgelig også en stor fin butik med mange lækre uldting.

Vi gik tilbage til hotellet, og jeg slappede af på værelset.

I aften havde Stjernegård inviteret på middag og vin. Vi fik en af Perus nationalretter, noget oksekød, løg, tomat med ris og pommes frites til. Det smagte rigtig godt.

Chivay, den 14. marts

Vi skulle forlade Arequipa, som ligger i 2.400 meters højde og op til Chivay, som ligger i 3.700 meters højde. 

Vi skulle gennem et bjergpas på 4.000 meter, og så var vi oppe på højsletten. Frokosten var en lille bitte rasteplads ude midt i ingenting. Vi fik en for en gangs skyld en rigtig lækker sandwich og et glas coca/myntete. Det skulle være en fantastisk sund drik, næsten ikke det, den ikke kan kurere. Så må vi håbe, den stopper det maveonde, som flere har haft. Men vi har spist det samme, og der er hver nat en, der bliver syg, så det er nok nærmere noget, der går på omgang.

Da vi kørte ud af Arequipa, viste Pernille os en lille bil - hun kaldte det en dåse. Der blev importeret mange af dem fra Kina for år tilbage, men det er nogle rigtig dårlige biler.

Sikkerheden er ikke eksisterende, og der kan ikke fås reservedele, så det er blevet så stort et problem, at man er begyndt at stjæle biler for at få reservedele.

På området, højsletten, som vi har kørt igennem i dag, har vi set mange vicuñaer, der går og græsser i store flokke. Vicuñaen lever vildt, men der har været meget krybskytteri, da deres uld er den allerfineste kvalitet. Nu skulle bestanden være på vej op igen. Vi kom også forbi en lama/alpaca farm, hvor vi holdt et lille fotostop.

Nu delte Pernille en pose coca blade ud til hver, og vi fik en vejledning i, hvordan man tygger cocablade. Det virker godt mod højdesyge, men jeg fik ikke lyst til at fortsætte med det, for jeg syntes, det blev til en utrolig stor klump i munden ret hurtigt. Så tror jeg nok, at jeg kan undgå højdesygen alligevel. Jeg føler mig også vældig frisk ud over, at jeg har en voldsom hovedpine. Men bliver det ikke værre, klarer jeg mig fint.

Vi nåede frem til Chivay, en lille landsby vi skal bo i de næste par dage. Byen ligger i en meget frodig floddal, der dyrkes mange grønsager, især majs, hestebønner og quinoa. Og navnet Chivay betyder på quechua, det gamle indianersprog, forrådskammer.

Pernille gav ordre til, at vi skulle tage en middagssøvn, og derefter gik vi en tur i byen. Det er en oplevelse, konerne går rundt i deres nationaldragter, børnene leger på gaden, og der er et leben uden lige.

Det var godt at komme hjem og hvile sig lidt igen, det kan godt mærkes, at luften er tynd her.

Vi spiste aftensmad på hotellets restaurant. Der var et orkester med panfløjte, og da de spillede El Condor Pasa, kunne det hele ikke blive bedre - ikke et øje var tørt!

Vi var flere, der fik en tur med iltmasken, inden vi gik over på værelset. Så håber jeg, at hovedpinen er væk i morgen.   

Chivay, den 15. marts

Vi skulle tidligt af sted i dag, da vi skulle ud i Colcakløften og se kondorer. Og allerede inden vi nåede udsigtspunktet, fløj de første lige oven over os. Vi var meget heldige, at solen skinnede, for klippesiderne skal varmes op for at danne de opvinde, kondoren har brug for til sit svæv. Vi så rigtig mange fugle.

Andeskondoren kan blive op til 1 meter høj, veje 15 kg og har en vingefang på over 3 meter. Kondoren kan blive 60 til 70 år, og den er monogam.

Herefter var vi på en vandretur langs kløftens kant, og her var der en eventyrlig udsigt, både ned i kløften, men også bjergene bag ved. Nogle er vulkaner med snedækket top, og flere af dem er over 6.000 m høje. Hvor vi gik, var der 1.200 m ned til bunden af kløften.

Vi gjorde et stop på vej tilbage til Chivay for at spise frokost.

Resten af dagen tilbragte jeg på hotellet. Der er ikke så meget energi til de store udfoldelser med søvnmangel og lidt højde-hovedpine, så det var dejligt at slappe af.

Aftensmaden spiste vi på hotellet, jeg fik alpaca steak, kinoamos og grønsager. Det var lækkert.

Vi har haft så smukt vejr i dag. Der kom regn og torden sidst på eftermiddagen, men da var vi bare indendørs.

Puno, den 16. marts

Vi forlod Puno, og første stop var bjergpasset i 4.910 meters højde. Her var der udsigt til fem sneklædte vulkaner. Her var der rundt om pladsen nogle apachetaer, som er små tårne af sten, som de lokale laver til ære for bjergguderne og Moder Jord, Pachamama.

Pernille mindede os om, at lave dybe vejrtrækninger i bussen både inden, og efter vi var ude her. Det kunne godt nok også mærkes i hovedet.

Videre gik turen på højsletten i 4.500 meters højde gennem et uendeligt øde landskab, med nogle få spredte huse, hvor der bor folk med alpakaer og lamaer. Der gik en hyrde rundt og holdt øje med dyrene, og et sted var en kvinde ved at få en stor flok over vejen, da vi kom, så vi måtte holde tilbage for flokken.

De mennesker der bor her, har fået elektricitet ved hjælp af solceller. De har ingen bil (men de har en mobiltelefon!), men der går en minibus en gang om dagen ned til en af byerne tættest på. Børnene går i skole, 1. - 6. klasse med en lærer, men nogle steder er der kun fire til seks børn i skolen.

Men hvor er det dog trist, at der ligger så meget skrald overalt også heroppe, hvor det er så øde. Jeg spurgte Pernille, og hun tror måske, at det er lastbilchaufførerne, der bare smider skraldet ud af vinduet på de øde strækninger. Det er Den Panamerikanske Highway - en meget befærdet vej med transport af forskellige ting, både afgrøder men også mineraler fra minedrift.

I dag har vi også set mange vikunjaer, og vi var også heldige at se en lille vizcacha, en lille gnaver.

Vi stoppede med udsigt over en større sø og spiste sandwich. Det var så fint at sidde her ved borde, hvor damerne fra souvenirboderne lagde fin dug på bordet. Og stadig med rigtig dejligt vejr.

Et sted var der et stop med vejafgift, men hvad disse penge bliver brugt til er nok også en af de mange mysterier, korruptionen skaber. Det virker ikke lige som om, de bliver brugt til at forbedre vejen. Det er uhyggeligt, hvad Pernille kan fortælle om korruption her i Peru.

Næste stop var ved begravelsespladsen Sillustani. Forskellige kulturer i mere end 2.000 år har brugt pladsen til begravelser. Mumierne blev anbragt i fosterstilling i høje tårne, og begravelsesritualerne var meget specielle. Inkaerne var de sidste, der brugte pladsen.

Vi sluttede af med et besøg hos en lokal bondefamilie. Det var rigtig spændende at se, hvordan de bor og lever. De havde bagt kinoabrød, og vi fik en smagsprøve med hjemmelavet ost på. De har ingen elektricitet, det har de haft, men de har ikke råd til at betale for det. Komfuret var udendørs, og hvis det ikke er muligt på grund af vejret, kan de tænde et bål i et lille skur, men det er ikke godt, for taget er af strå, og der er ingen skorsten, så det er både risikabelt og usundt. Så derfor foregår det på den udendørs ildsted det meste af tiden.

Familien har nogle køer og et par grise, nogle alpakaer og de dyrker selv det meste, af det de spiser.  

Vi nåede frem til Puno, som "kun" ligger i 3.800 meters højde. Byen ligger lige ned til Titicacasøen, som vi jo skal ud at sejle på i morgen.

Pernille gik en tur med os hen til Plaza de Armas og gågaden. Her var der stor opstandelse, der var et optog, hvor de bar en eller anden helgeninde figur, og så var der ellers smukke peruanske damer i fine gevandter, der dansede bag ved, og fine mænd med noget gøgl, der kunne blinke og larme, og så er det, jeg ikke forstår sammenhængen i det og en helgeninde? Bagtroppen var et stort fint orkester, der kunne larme rigtig meget.

Vi gik tilbage til hotellet, men jeg syntes ikke rigtig, jeg var sulten, så jeg gik i seng.

I dag igen har vi haft fint vejr. Strålende solskin og klart vejr mens vi skulle nyde landskabet. Og så kom der voldsom tordenvejr og regn og hagl sidst på eftermiddagen.

Puno, den 17. marts

Endnu en fin og begivenhedsrig dag... Vi skulle sejle på Titicacasøen.

Titicacasøen er 200 km lang, 8.300 kvadratkilometer, 272 m på det dybeste sted og deles midt over af Peru og Bolivia. Det er den største sø i Sydamerika og overfladen er 3.800 m o.h. Om vinteren kan det fryse en hel del her, men søen er meget saltholdigt, så den bliver aldrig frosset til.

Efter morgenmaden skulle vi med cykeltaxaer ned til havnen, det var heldigvis tørvejr, det har regnet meget her til morgen.

Vi gik ombord på vores turbåd, som var lukket. Første stop på ruten var Uros sivøerne. Øgruppen består af 86 øer, men ikke alle er beboede. Der er desværre gået rigtig meget turisme i det, men deres levevis er stadig den samme. Uros indianerne bruger totorasiv til at danne øerne, til huse, brænde, bådebygning og mad. De har fået solceller (så de bl.a. kan oplade deres mobiltelefoner).

Øerne bygges op ved at skære sivstykker og fæstne dem sammen, og de bliver fæstnet til bunden med ankre. Ovenpå den nydannede ø lægger de lag på lag af siv, og det fornyes i takt med, at det rådner. Øerne holder 20 -25 år, og når de ikke kan bruges mere, danner man en ny ø og flytter dertil.  Der er ca. 2.500 indbyggere på øerne, og der bor typisk 4 -5 familier på hver ø. Indianerne bliver ikke særlig gamle, det er meget usundt at leve i så meget fugt.

Det, de spiser af sivene, er det inderste af det nederste stykke af sivet, de kalder det "sivbananer". Det skulle indeholde flour, og de havde også alle sammen meget fine hvide tænder, og jeg tænker ikke, at de bruger meget tid på tandbørstning.

Os der havde lyst, sejlede over til en anden ø i en sivbåd. Vi blev hentet her af vores turbåd.

Så gik turen videre til øen Taquile, halvanden times sejllads, og det var en helt anden verden, der åbnede sig her. Øen er 6 km på længste led, og der bor 3.200 mennesker. Der er ingen biler her. Øen er opdelt i 6 kommuner, og der er en "borgmester" for hver kommune. Alle går i farvestrålende folkedragter, og det er ikke for turisternes skyld. det er en livsstil. Mændenes huer fortæller, hvilken rang han har, og om han er gift. Det er mændene, der strikker, mens konerne karter, spinder og væver. Borgmesteren holder øje med, at alle har det godt og hjælper der, hvor der er behov for det. Indtægterne, som mest består af indtægten fra restauranterne for turister, deles lige mellem alle familierne på hele øen.

Der er kun tre love: Du må ikke lyve, du må ikke stjæle og du må ikke være doven. Alle er tro, så der er hverken politi, domstol eller fængsel her, og ingen låser dørene. Overholder man ikke reglerne, bliver man blive udstødt. Og det er så mærkeligt, at der overhovedet ingen kriminalitet og korruption, når man har hørt om alt det forfærdelige, der sker her i landet.

Man kan kun komme ind og leve på øen ved at gifte sig ind i en familie, og man kan ikke blive skilt. Selv om det er et katolsk land, fungerer tingene anderledes her. Når et ungt par bliver kærester må de flytte sammen på prøve, og så skal de gifte sig efter to år, hvis de har fundet ud af, at det dur. Bliver pigen gravid, og forholdet ikke fører til ægteskab, opfostrer pigens forældre barnet. 

Alle deler indtægterne, som mest består af turisme, og ellers dyrker man de nødvendige afgrøder, har køer, grise, får, kyllinger og marsvin. Der var bare en ting, jeg ikke kunne lide, fårenes venstre forben og bagben var bundet med en snor, der ikke var så lang. Jeg syntes, at de gik meget dårligt. Men det var jo nok for, at de ikke skulle løbe for langt væk.

Vi sluttede besøget af med en lækker frokost, suppe og ørred med grønsager og ris. Og så sluttede vi af med en kop coca the. 

Det var en stor oplevelse at se og få indblik i så unikt et samfund. Og så var vi så heldige, da vi var på vej ud til øen, klarede det op, og mens vi var der, var der skyfri himmel, så udsigten var formidabel. På et punkt på øen, kunne vi se Peru til vestsiden og Bolivia til østsiden.

Da vi var tilbage i Puno fulgte Pernille med os ud i byen og spise. Her var der underholdning med folkedansere, der repræsenterede forskellige områder i Peru.

Og så er det bare på hovedet i seng, vi skal være klar til at tage med toget til Cusco tidligt i morgen, en køretur på ti timer.

Cusco, den 18. marts

I dag startede vi tidligt på togturen til Cusco. En tur på 10,5 time og 380 km hen over Altiplano'en, som er højslette i 4.000 - 4.500 meters højde.

På stationen holdt vores tog, Titicaca Peru Rail klar. Der var musik og et par dansere i fine kostumer på perronen. Toget er fra 1920'erne, indrettet med restaurant vogne og en panoramavogn bagerst, hvor der er bar og underholdning med dansere i folkedragter, og der var også modeshow med babyalpaka tøj, det var jo en måde at få solgt lidt. Helt bagerst var der åbent, så det gav fine muligheder for gode fotos. Vi sad alle sammen ved borde med hvid dug og blomster på bordet. Vi fik frokost, en tre retters menu og afternoon te med kager til. 

De første timer kørte vi i et fladt øde område med Andesbjergenes foothills på begge sider. Her var der mange lamaer, alpakaer og får. Så det var mest græssletter. Som vi kom længere og længere frem, blev bakkerne til bjerge.

Vi kom gennem gangsterbyen Juliaca igen. Og her var der marked i centrum. Boderne ragede helt ud til skinnerne, så der kun var få centimeter mellem dem og toget. Og i samme sekund toget var kørt forbi, blev varerne bredt ud på skinnerne igen. Og der var mange varer fx sko, bøger, frugt og grønsager, som blev liggende mellem skinnerne, imens vi kørte forbi - og så er det man tænker - der er forhåbentlig ikke nogen på toilettet imens, for det er samme system, som jeg husker fra min barndoms togture. Et sted sad der - undskyld mit sprog - en mand i skovskider stilling lige ved siden af skinnerne. Det var et menageri uden lige.

Mange flytter fra landet ind til byerne, så der bliver bygget på livet løs, også pænt store huse, men dem, der kommer ind fra landet, har ikke været vant til toilet og bad, så det laver man ikke. I stedet for er der stillet hundredevis af små latrinhuse op lige ved siden af skinnerne.

Det er ikke småting, Pernille kan fortælle om byen. Politi og domstol er lige så korrupte som alle andre. 

Senere blev landskabet helt anderledes. Vi kørte i en  dal med intensiv landbrug, de små landbrug lå tæt. Og op ad bakke/bjergskråningerne var der grønt, så det var et meget smukt landskab modsat det, vi kørte i de første dage. En meget spændende og smuk tur i dag.

Vi nåede Cusco ved 18-tiden og kom med et par minibusser op til vores hotel. Pernille gik med os op til Plaza de Armas, så vi lige kunne få købt vand og hævet penge.

Vejret har været fin - mest sol og et par lette byger, så det kunne ikke være bedre.

Huycho,  den 19. marts

Vi skulle have pakket en lille taske med de ting, som vi får brug for de kommende dage, for vores store bagage skulle blive i Cusco. Når vi skal med toget ind til Machu Picchu, kan der ikke være så meget bagage.

Turen ned fra Cusco til Den Hellige Dal var meget smuk, det gik ned ad bakke i nogle små hårnålesving. I bunden af dalen løber den hellige flod Urubamba med landbrugsterrasser på de høje skrænter til begge sider af dalen. Og jeg lægger stadig mærke til, hvor grønt det er efter de golde strækninger, vi har set.

I Pisac, som er helt nede på knap 3.000 meters højde, ligger inkabyen Pisac lidt op ad bakkerne. Det var et stort bykompleks fra før inkaernes tid. Her er der landbrugsterrasser, soltempel og hundredevis af grave i naturlige huller i klippesiden.

Næste stop var i et cooperativ. Her er nogle kvinder, der forabejder alpacauld og indfarver garnet med naturmaterialer, både rødder, blade, blomster og de lus, der opdrættes på kaktusplanter. Ulden vasker de endda også med et natur materiale. 

De var fint klædt på i nationaldragter, og Pernille siger, at sådan går de klædt altid. De havde forskellige folkedragter, fordi de ikke kommer fra den samme landsby. Der var en lille baby, som de bar rundt på på skift, men da hun blev mere og mere utilfreds, fik moren hende på armen, hev op i blusen og lagde barnet til brystet - stående. Jeg husker det, som vi andre skulle have en magelig stol, armene støttet af puder osv. .....

Frokosten fik vi i en lille restaurant med buffet.

Herefter gik turen til vores hotel, som er en lille lodge for enden af en mudret vej, helt nede ved floden. Der er gang i floden, der er en konstant brusen, det er et rigtigt hyggeligt sted. Og i mit værelse er der hele to dobbeltsenge og en enkeltseng, så jeg har da plads nok. OG SÅ ER DER RIGTIGE DYNER! Dejligt! En af de bedre ting på rejsen, det er mere behageligt end det der konvolutsystem, som altid går fuldstændig i kludder, når man har rykket det løs af madrassen. Efter aftensmaden gik jeg i seng. Det går bedst med at sove først på natten.

Machu Picchu Pueblo, den 20. marts

Vi startede dagen med at køre til den gamle inkaby og ruinkompleks Ollantaytambo. Først gik vi tur i byen ad de små meget smalle gader. Og der bor stadig mennesker i de oprindelige inkahuse. Vi var inde og se et af husene, og bortset fra at det hele var klistret til med souvenirs og uldtøj og meget andet, kunne vi se, hvordan de bor, seng i den ene ende og ildsted i den anden. På gulvet vrimlede det med marsvin. Marsvin er en delikatesse her i Peru, det er på menukortet i alle restauranter. Og nogle på holdet siger, det smager vældig godt, jeg behøver ikke at smage det!

Videre gik det op ad 235 trappetrin til soltemplet. Det blev aldrig færdigt, men det, der er,  er meget imponerende. Som mange andre steder er vinduerne trapezformede, det er jordskælvssikring. Der står "stenmure" på toppen, og den største af stenene skulle veje 120 tons. Hvordan inkaerne har fået de tunge sten herop, er der mange teorier om, men man kan stadig se en rampe, hvor de er kommet op. Så er det bare lige hvordan.

Nu skulle vi ind til landsbyen Machu Picchu Pueblo, hvorfra vi i morgen skal op til Machu Picchu. Der går ingen vej derind - man kan kun komme med tog, Ingen vej, ingen biler,  turen tog halvanden time. Spændende at se, hvordan landskabet ændrede sig, dalen snævrede ind, så der var kun jernbaneskinnerne og floden.

Vi ankom til den lille by og fik værelserne. Mit værelse er lige ud til den voldsomt brusende flod, så der er en larm uden lige, men jeg tror, det vil være fint at falde i søvn til, og på den anden side af floden er der en klippevæg, der næsten går op i himlen. Og så kommer toget rumlende forbi, det er så hele hotellet ryster, men Pernille siger, at der kommer ingen tog  i nat.

Pernille gik tur med os hen til byens torv, og vi fik oplyst, hvor de forskellige ting findes. Det er et helt specielt sted, høje, høje klipper hele vejen rundt om, så hvis ikke, der havde været så mange turister, der havde fået samme gode ide som os, ville det have været helt fantastisk. Der er et kæmpestort marked, så jeg fik shoppet lidt.

Pernille gik med os ud at spise.

Vejret har været rigtig fint i dag. Sol/overskyet og tørvejr.

Cusco, den 21. marts

Så kom dagen, som for de fleste var rejsens højdepunkt, Machu Picchu, men jeg synes, der har været mange meget mere spændende oplevelser. Selvfølgelig var det specielt at stå og kikke ned over Machu Picchu, når man har set så mange billeder derfra.

Machu Picchu Pueblo, en køn lille by, hvis ikke der havde været et utal af turister! Herfra skulle vi med bus op til Machu Picchu. Busserne, som kører i pendulfart med turister, er fragtet herud med toget, da der ikke er nogen vej herud. Det var et gedemarked uden lige, både  for at komme med toget ud til Machu Picchu Pueblo i går , men også at komme ind til Machu Picchu. Vi skulle vise pas mindst fem gange.  Men op kom vi.  

Vi startede i småregn og tæt dis, men da vi var kommet op og startede med at gå op til det gamle vagthus, begyndte skyerne at lette. Det blev aldrig helt skyfrit, men vi kunne sagtens se hele komplekset det meste af tiden. 

Man regner med, at der har boet omkring 1.000 inkaer heroppe. Nogle forskere mener, at det har været kejserens vinterpalads. Det er meget velbevaret, og det skyldes primært, at spanierne aldrig fandt stedet. Det kun de lokale bønder, der kendte til stedet, indtil en amerikansk historiker, Hiram Bingham opsporede ruinerne. Spanierne ødelage systematisk inkaernes hellige steder for at fratage dem magien. 

Efter et par timer var vi med bus ned igen, og der var tid til frokost, inden vi skulle med toget tilbage til Ollantaytambo.  Her kom vi på minibusserne, der kørte os tilbage til Cusco.

Cusco, den 22. marts

Dagen startede med en tur op til inkafortet og templet i Sacsayhuaman, som ligger lidt hævet over byen. Det er igen imponerende så mange tonstunge og perfekt tilhuggede sten.

Senere var vi på guided rundtur i det historiske centrum af Cuzco. Her så vi bl.a. Coricancha, inkaernes vigtigste soltempel og universets centrum. Derefter gik vi i de små gader, hvor alle soklerne var fint tilhuggede sten fra inkaernes tid, og ovenpå er der bygget i spansk byggestil. Der er en otte kantet sten i en mur, og igen må man undres over, hvordan de har hugget stenene fuldstændig til, så der ikke kan komme noget ind i mellem - uden brug af jern, det er foregået med sten.

På Plaza de Armas var vi inde og se katedralen. Her var mange malerier udført af indianere, der blev omvendt til katolicisme, en af dem er af den sidste nadver, hvor  Jesus og diciplene spiser marsvin! Katedralen er bygget af de sten, inkaerne først havde tilhugget til deres mange kejserpaladser.

Mine rejseplaner er desværre blevet ændret. Jeg kommer ikke til Amazonas, men flyver til Lima i morgen. Jeg mistede min pung i går med penge, kreditkort og pas.

I aftes var Pernille og jeg på politistationen og få en rapport, som jeg skal bruge dels til flyveturen Cusco - Lima, dels på ambassaden. Der er bestilt hotel i Lima, og på mandag skal jeg ind på den danske ambassade og få lavet et midlertidigt pas, så jeg kan komme ud af landet på tirsdag. Jeg er meget ked af, at jeg ikke kommer til Amazonas, og det bliver da også nogle lange dage i Lima. Men det skal nok gå.

I aften gav Stjernegaard afskedsmiddag. Vi skal jo alle forlade Cusco i morgen, nogle skal videre til Galapagos Øerne, nogle til Amazonas og resten rejser hjem.

Cusco, den 23. marts

Vi kunne lige nå en tur rundt i byen, inden vi blev hentet til lufthavnen. Fint, at jeg kunne følges med Pernille og resten af flokken til Lima. Men, men, men, selv om Pernille havde fået at vide, at jeg kunne komme med flyet, sagde de alligevel nej. Så måtte hun lave en plan B, som var at konsulatet skal kontakte luftfartsselskabet på mandag, og så skulle jeg gerne kunne komme med fly til Lima, så jeg kan komme på konsulatet på tirsdag. Så jeg er lidt Palle alene i verden lige nu. Men jeg tænker nu nok, at jeg finder ud af det.

Mens jeg stod og ventede på Pernille forhandlede, om jeg kunne komme med, kom der en gammelmor med en kæmpe bylt på ryggen, den fyldte nærmest mere end hende selv. Hun kunne selvfølgelig ikke lukkes ind med alt det som håndbagage. Og så blev der diskussion, hun blev temmelig højrøstet, men lige lidt hjalp det. Så hun traskede ned igen, og så ved jeg ikke, hvad der skete

Jeg gik en tur i byen, og jeg var inde og se tekstilmuseet, det var rigtig fint.

Og så mødte jeg Susanne og Lasse her på hotellet, de skal først afsted i morgen tidlig. Så vi bestemte, at vi skulle spise sammen i aften.

Det har været fint vejr i dag.

Cusco, den 24. marts

Det var hyggeligt at spise sammen med Susanne og Lasse i går aftes.

Efter morgenmaden gik jeg ud i byen. Næsten alle folk kom gående med et græs/blomsterarrangement, og jeg tænkte, om de skulle i kirke, så jeg prøvede at følge efter dem, men de gik forskellige vegne hen, så det kunne jeg ikke rigtig bruge til noget. Så prøvede jeg at spørge en, hvorfor de gik med sådan en alle sammen. Han kunne ikke engelsk, heller ikke den næste, men til sidst fandt jeg en, som jeg kunne kommunikere med, og hun fortalte det var beskyttelse. De kom oppe fra kirken.

Jeg gik op på Plaza de Armas, og her var der det største optog, jeg har set længe. 

Senere kom jeg i tanke om, at det jo var Palmesøndag, det gav mening med dekorationerne med bl.a. palmeblade, som alle gik med. 

Derefter dryssede jeg lidt rundt i byen, og jeg ville finde et par museer. Museet for religiøs kunst var ikke noget særligt, men MAP-Museet var rigtig spændende. MAP er en forkortelse for Museo de Arte Precolombino. Det er kunst fra 1.250 f.K. og frem til Inkaerne i 1.500-tallet. Jeg kom også forbi et par gallerier, der er mange fine malerier her.

Nu var jeg blevet sulten, og jeg er jo i totalt vinunderskud. Siden vi kom helt op i højderne, har jeg slet ikke fået vin, men nu er hovedpinen væk, så det skulle fejres. Jeg fik fyldt avokado, rigtig lækkert.

Der er mange piger, der går og reklamerer for massage, så jeg gik med en, og jeg fik dejlig massage i skuldrene og fødderne, det gjorde godt efter al den bæren på rygsæk.

Sluttede turen med en cafe latte på en fortovscafé. Nu har jeg bestemt, at jeg vil spise aftensmad på hotellet, jeg behøver vist ikke lige flere udfordringer lige nu. 

Så jeg synes, jeg har haft en ok dag efter omstændighederne

Lima, den 25. marts

Så nåede jeg endelig Lima, og det er en lettelse uden lige.

Jeg var ellers begyndt at sove bedre, havde vænnet mig til højderne, men i nat har jeg ikke sovet meget. 

Jeg synes, jeg har klaret det hele fint, men i nat og i formiddag har jeg været meget presset.

Jeg var i kontakt med Stjernegaard hele formiddagen, men de kunne ikke melde tilbage, at flyselskabet havde accepteret konsulatets besked. Det var nogle lange timer indtil kl. 12.30, hvor der kom en fra Stjernegaards peruanske samarbejdspartner og hentede mig. Vi skulle være i lufthavnen, inden damen, Pernille havde aftalt det hele med i lørdags, gik hjem. Så hende, der hentede mig, hyrede en taxa - en gammel spand uden sikkerhedsseler, og hun havde åbenbart sagt til ham, at vi havde travlt, for han kørte som død og djævel. Jeg trøstede mig med, at damen fra agenturet sad på forsædet, og jeg heldigvis sad bagi. Men det gik godt.

Og det var næsten uden problemer at komme igennem. Jeg fik mit boardingpas - aldrig har jeg været så lykkelig for et lille stykke papir, 

Jeg havde tre timers ventetid i lufthavnen, men jeg kunne have ventet meget længere uden problemer, nu når jeg vidste, at jeg kunne komme til Lima. Så tror jeg på, at jeg kan komme med flyet i morgen aften. Men det har været en hård dag. Jeg har drukket masser af  energidrik og coca te.

Det var også ærgerligt at det skulle ske for mig. Det er den eneste dag, jeg ikke har haft min taske med pungen i på maven. Men jeg kunne ikke have min lille taske med på Machu Picchu, da det var regnvejr, så skulle jeg have ekstra tøj og regntøj med. Men nu gik det altså sådan, og jeg kan jo ikke bruge ærgrelserne til noget.

 Jeg nød flyveturen hen over Andesbjergene. Der var en del skyer, men indimellem stak der nogle snedækkede bjergtoppe op over skyerne.

Og så må jeg se, om jeg kan få sovet noget i nat. Jeg tror, der er 30 grader på værelset.

Lima, den 26. marts

Så sidder der en lykkelig kvinde med et pas og et glas hvidvin, som jeg føler har fortjent nu!

Min tur til konsulatet gik godt, jeg er nu i besiddelse af et pas, så jeg kan rejse hjem i aften. Jeg har været lidt bekymret for, om jeg kunne nå med, for de fejrer også påske her, så hvis ikke det var lykkedes i dag, skulle jeg nok have været her påsken over, og det kunne jeg ikke rigtig overskue. Jeg forstår ikke, at konsulatet ikke har nødåbent, det kan da blive nogle lange dage, hvis nogen har brug for akut hjælp. Men nu er min sag i hvert fald ok 😄😄🤙.

Heltborg, den 29. marts

Så nåede jeg hjem til Fjordsiden. Jeg landede sent i Billund onsdag aften, og min kuffert var med, og min bil kunne starte, det er altid lidt spændende med de to ting. Men at komme ud fra parkeringen i Billund, gav lige lidt problemer. Jeg havde jo kun US Dollars, men der er døgnvagt på i P-huset, så dem kontaktede jeg. En meget flink mand skrev en ny parkeringsbillet ud til mig, og han ville godt tage mine dollars. Næste udfordring var at finde hjem til Randi og Chica i Silkeborg. Min telefon ville ikke gå på nettet, og så virkede Maps jo ikke i bilen. Jeg kørte med motorvejen til Silkeborg, og så måtte jeg have Randi til at guide mig det sidste stykke vej. Så det lykkedes at finde hjem til hende og Chica. Det var godt at blive forenet med Chica igen. Jeg havde jo været lidt bekymret for hendes dårlige hjerte. Og der var ingen tvivl om, at det var et 5-stjernet hundehotel, hun havde boet på. Det var både i sofaen og i sengen, så bedre sted kan vist ikke fås.

Det har været en rigtig spændende rejse. Der har været så mange fantastiske naturoplevelser, som levede helt op til mine forventninger. Som jeg vist har skrevet før, så var Machu Picchu ikke min rejses højdepunkt, det var de mange betagende naturscenerier. 

Desværre fik jeg ikke Amazon junglen med pga. manglende pas. Det var også en af de ting, jeg havde set meget frem til. Men godt at det lykkedes at komme hjem inden påske. 

Og så er det en god oplevelse, at både Pernille og Stjernegaard gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at hjælpe mig, så det bliver helt sikkert ikke den sidste rejse med dem. Jeg skal på rejse igen, trods min første tanke, da jeg opdagede, min pung var væk, var, at jeg aldrig skulle rejse mere, når jeg ikke kunne passe på mine ting! Men nu skal jeg først have styr på, hvordan det går med Chica, inden jeg planlægger mere.

Heltborg, april 

Jeg har hørt fra forsikringen nu, og de vil ikke dække noget som helst. Der har været ekstra udgifter på 10.000 kr., og samtidig mistede jeg Amazon turen, som jeg havde tilkøbt for andre 10.000 kr. Det er rigtig surt, men jeg tænker, at det er godt, at jeg ikke blev overfaldet og slået ned. Det havde været meget værre.