Rejsen har jeg købt hos Adventure Holidays. Et lille selskab, der hører hjemme i Haderslev, som jeg ikke har rejst med før.
Turen går fra Billund via Amsterdam og Atlanta til Quito. Herfra er der rundrejse både mod nord og mod syd, hvor vi skal være nogle dage på en lodge i Amazonjunglen.
Den sidste uge skal vi flyve ud til Galapagos øerne og være på fem forskellige øer, inden turen går hjem igen via Guayaquil, Quito og Amsterdam.
Dagen før, vi skal afsted, mødes vi i en svømmehal i Kolding for at snorkeltræne, herefter kører vi til Billund for at overnatte på Billund Farm Holiday.
Galapagos har været et stort ønske for mig i mange år, så jeg glæder mig meget.
Billund, den 3. november 2026
Så er rejsen godt begyndt. Jeg startede med at aflevere min lille Chica på Hotel d'Angleterre på Langstrømpevej i Silkeborg - eller det 5-stjernede hundehotel hos Randi. Chica befandt sig godt med det samme, så jeg kan tage afsted med ro i sindet - hun får det godt!
Næste stop var Slotssøbadet i Kolding, hvor vi snorkle trænede en time, og det var fint, nu tror jeg, at jeg kan nyde det lidt mere, når jeg skal ud i det store vand. Jeg prøvede i Australien, men da var jeg ikke helt tryg ved det.
Så gik turen til Billund, hvor vi blev indkvarteret på Billund Farm Holiday. Her serverede Lone og Anne Marie rigtig lækker aftensmad med rødvin til. Og så må jeg prøve at få sovet nogle få timer, inden taxaen går i morgen kl. 03.30 ind til lufthavnen.
Quito, den 4. november 2026
Så nåede vi frem til Quito efter 26 timers rejse. Vores fly fra Amsterdam til Quito blev i sidste uge aflyst, og derfor skulle vi afsted dagen før planlagt, og det medførte, at vi skulle mellemlande i Atlanta (USA). Derfor blev turen en del længere. Så nu er klokken 24 her, men det er jo det samme som 6 morgen i DK, så jeg skal skynde mig til at sove efter et meget langt døgn. Godnat!
Godmorgen!
Jeg var meget flad i går aftes, så jeg skrev bare for at lade vide, at der stadig var liv i mig.
I lufthavnen stod Fausto, vores lokale guide, og ventede på os. Han virker til at være en rigig fin guide. Og bussen, vi kom på og som skal følge os hele turen på fastlandet, er splinterny, det er en rigtig fin bus.
Da vi nåede hotellet, stod de med varm mad til os. Det var tomatsuppe og senere kom der kylling, men inden fuglen kom, sagde jeg godnat. Vi havde fået aftensmad på flyet, så der var vist ingen, der var særlig sultne, det eneste, vi trængte til, var en seng. Men det var da meget fint fra hotellets side, for det var ikke noget Lone havde bestilt til os.
Men nu lykkedes det mig at sove til kl. 6, det var rigtig godt, så har jeg da fået begyndt på at få lavet systemet om til Ecuador tid.
Flyveturen Amsterdam - Atlanta var ikke særlig behagelig, der var så meget iskoldt luft på, så pingvinerne vrimlede rundt overalt. Vi måtte sidde med tæpper - selv op om hovedet, men forhåbentlig giver det ikke nogen forkølelse.
En anden ting - jeg sad ved siden af en amerikaner på strækningen, og jeg spurgte forsigtigt til valget. Han fortalte, at Demokraterne fører pænt, og jeg spurgte lidt forsigtigt, om han syntes, det var godt. Ja, det syntes han, og så begyndte han at fortælle, men han var meget bekymret for både USA's og hele verdens fremtid. Han snakkede både om borgerkrig og 3. verdenskrig, så det var lidt skræmmende at høre hans syn på situationen.
Nu vil jeg gå ned og få noget morgenmad.
Regnvejr i Atlanta
I receptionen på hotellet - jeg måtte lige hen og røre ved dem - de er ægte...
Quito, den 5. november 2026
Efter et fint morgenbuffet skulle vi på marked. Der er et kæmpe marked oppe i Otavalo , som Lone plejer at tage holdet med op til, men der har de sidste par år været meget ballade deroppe, så det er hun stoppet med. Men det er også et fint lille marked, der er her i byen tæt på hotellet, og det er pæne boder med mange ting, så det er fint nok.
Der blev shoppet lidt, og da tingene var lagt på værelserne, skulle vi med bussen op til en højt beliggende park, hvorfra der var en god udsigt over en del af byen.
Quito er hovedstaden, men det er ikke den største by her i Ecuador. Der bor kun tre mio. ud af Ecuadors 18 mio. indbyggere her. Quito ligger i en dal, godtnok 2.800 m.o.h., mellem de to højderygge, der indgår i Andesbjergkæden. Byen er omkring 43 km lang og kun 7 - 8 km bred.
Vi havde fået frokosten med fra hotellet, så vi sad i parken og spiste den. Herfra kunne vi kikke op til "Jomfruen af Quito", en 45 m høj statue, som er lavet af syv tusinde stykker aluminium i Spanien og samlet her på stedet.
Herefter kørte bussen os ned i den gamle bydel, som var den første by, der blev kåret som en del af Unescos World Heritage steder. Her vi så de gamle huse fra kolonitiden, Uafhængighedspladsen med regeringsbygningen, administrationen for den katolske kirke og rådhuset. Her er ingen plejehjem, så når folk er gået på pension og måske sidder i kørestol, bliver de kørt hen på pladsen her, så kan de sidde og snakke med de andre, inden sønnen eller datteren er færdig på arbejde, og kan hente dem hjem igen. De bor typisk flere generationer sammen.
Videre gik vi til den smukke jesuiterkirke La Compania. Den er flot dekoreret overalt med bladguld, meget smukt.
Lige før vi skulle mødes, begyndte det at regne, og det var ikke bare finregn, så der var trængsel i det overdækkede område under de gamle bygninger. Der er en anden single kvinde med på turen, Catrin, som er meget sød, så vi gik sammen, og vi nåede lige ind og fik en kop kaffe, inden vi skulle med bussen hjem til hotellet.
Vi spiste aftensmad på hotellet, og så skal der pakkes en lille rygsæk, for i morgen skal vi op til tågeskoven, her skal vi kun overnatte en gang, så vi skal ikke have vores kufferter med derop.
The Virgin of Quito
De smukke huse fra kolonitiden
Parlamentsbygningen
med det ecuadoranske flag på toppen
En smuk kvinde fra Otavalo sælger tørklæder
Jesuiterkirken La Compania
Skolebørn
En kreativ bager - franskbrød med mønster på
Mindo, den 6. november 2026
En hel fantastisk dag!
Vi skulle pakke en taske og efterlade kufferten på hotellet i Quito, for vi skal kun overnatte en nat i Mindo. På vejen krydsede vi ækvator.
Første stop var Pululahua vulkankrater. Vulkanen var sidst i udbrud for 2.500 år siden, og der er efterladt en lille top i midten af et fem km bredt hul. Vi kunne kikke ned i bunden af krateret, 400 meter under det omgivende landskab. Jorden, som består af vulkansk aske, er meget frugtbar, og der dyrkes bl.a. majs, kartofler og bønner. Der er mange små ejendomme, og jorden dyrkes som et cooperativ. Når der skal såes, kommer præsten og velsigner udsæden inden såningen.
Efter vi havde sunget morgensang, kørte vi videre mod sydvest, og nu begyndte landskabet og vegetationen at ændre sig. Vi skulle krydse den vestlige højderyg af Andesbjergkæden og ende nede i 1.400 meters højde. Det var en lidt hård tur, for der var hårnålesving på vejen - hele vejen hertil! Det blev meget frodigt - regnskov. Der lever bl.a. næsebrillebjørn, opossum og bjergtapir her.
Næste stop var Alambi Reserve, Tandayapa Valley, hvor en familie har lavet et lille overnatningssted for fuglefolk. Det vrimler med kolibrier og en del andre farvestrålende fugle, bl.a. tukaner. Af verdens ti tusinde fuglearter findes 16 procent her i Ecuador. Der er 130 arter af kolibrier, og vi så rigtig mange forskellige af dem. Ejeren her har hængt rør med sukkervand op i træerne, og han lægger bananer ud, der samler insekter, som kolibrierne også lever af. Vi fik alle en lille bøtte med sukkervand i hånden, og der kom straks små kolibrier og sugede vand ud af små huller. Det var sjovt at mærke suset fra deres vingeslag. Nogle arter har helt op til 80 vingeslag i sekundet og op til 1.200 hjerteslag i minuttet.
Videre gik turen til Guaycapi Lodge, og her kom Jaime, vores chauffør på prøve. Det var en meget smal, stejl, snoet og lang grusvej, vi skulle køre på herop. Til sidst måtte han stoppe, og vi gik det sidste stykke vej. Også her har en familie lavet en restaurant og udlejer værelser. Vi startede med frokost - det vil sige et stort måltid bestående af tre retter mad. Og herefter så vi igen på kolibrier. Efter mange billeder - også af tomme grene (bortfløjet fugl) - gik vi ned mod bussen. Her kunne vi gå videre ned til et sted, hvor BBC har lavet et program om kolibrier, og her så vi også mange forskellige arter. Området kaldes tågeskoven, og imens vi spiste frokost, kom tågen drivende ned over træerne, det sker hver dag ved middagstid.
Nu skulle vi så køre ud til vores lodge, El Séptimo Paraiso Country Hotel, og det er da nærmest et paradis inde midt i regnskoven. Der er tropiske træer, planter og blomster overalt. Vi startede med at gå en tur rundt og se de forskellige steder, der er både jacuzzi og pool her, og i morgen tidlig skal vi ud og kikke efter tukaner.
Vi spiste aftensmad her, quinoa suppe, fisk med limesovs, banan/kartoffelkager og salat, og til dessert fik vi chokolademousse. Rigtig lækkert mad.
Pululahua vulkankrater
Guldtangar
Hyacint kolibri
Foderpladsen med sukkervand
Hvidkvastede spatelhaler (bemærk fjerene på benene)
Violethalet sylfide
Violethalet sylfide
Søde små røde bananer
Mit fine værelse på El Séptimo Paraiso Contry Hotel
Quito, den 7. november 2026
Jeg vågnede tidligt, så jeg var klar til at liste ud, da det begyndte at blive lyst. Hotelejeren fortalte i går, at der i nogen tid havde været en næsebrillebjørn, der af og til kom forbi. Desværre fik jeg den ikke at se, men jeg så et lille egern og hørte en masse fugle. Jeg slog min fugleapp til, og der kom rigtig mange frem på skærmen, men de var højt oppe i træerne, så jeg fik ikke set ret mange ud over nogle kolibrier.
Kl. syv var der morgenmad, og nu var solen begyndt at skinne - dejligt efter meget kraftig regn i går og i nat. Efter morgenmaden tog ejeren os med på en gåtur gennem den tætte og meget fugtige skov. Det var så fint at gå og høre de mange fuglestemmer og vandets rislen nede i bunden af kløften. Et sted, hvor vi stoppede op og lyttede, blev vi angrebet af myrer. De vrimlede op i buksebenene, og de bed rigtig meget.
Tilbage ved lodgen sang vi morgensangen, inden vi tog afsked med personalet. Der var ikke langt ind til Mindo, hvor vi skulle se en sommerfuglefarm. Lige midt i byen var der pludselig spærret af, og der var et optog på vej gennem hovedgaden. Det var piger fra et gymnasium, der hvert år holder en parade. Så vi hoppede selvfølgelig ud af bussen og kikkede på på de mange smukke små piger, der rigtig kunne svinge med rumpetten.
Sommerfuglefarmen var interessant. Der har været rigtig mange sommerfuglefarme her i Ecuador, men under coronaen blev mange af dem lukket, da man var bange for at sommerfuglene kunne bære smitten. Vi startede med en kort video, hvor sommerfuglenes cyklus blev forklaret - endda på dansk!
Nu kunne vi så gå ud i dels en overdækket og lukket have med et utal af skønne blomster og dels en åben have. Og det vrimlede med sommerfugle i skønne farver og mønstre. Der var også to tavler, hvor pupperne var hængt op, og her så vi flere, der var ved at "kravle ud". Det var spændende at se de mange sommerfugle, men lidt trist at tænke på, at de kun lever et par dage.
Næste stop var en lille chokoladefabrik. Der dyrkes mange kakaobønner her i Ecuador, og vi fik gennemgået og set, hvordan chokoladen fremstilles. Og bagefter skulle vi smage på det. Der var en kop varm chokolade og mange smagsprøver. Og vi fik lagt chokolademasker, de lovede os, at vi ville se fem år yngre ud bagefter. Tja... Det var lidt klistret og ikke så let at få af bagefter.
Og så var det blevet frokosttid. Det var igen en tre retters menu, men efter al den chokolade var det ikke let at spise ret meget.
Vi skulle mod Quito igen - samme snoede vej tilbage. Og nu skulle vi ind på et museum ved ækvatorlinien. Her var mange spændende ting at se. Både information om ækvatorlinien og udstilling omkring junglefolk, quecha indianere) fra regnskoven. En meget interessant udstilling, som indianerne selv havde været med til at etablere, de blev hentet ude fra regnskoven, hvor de lever meget langt fra civilisationen.
Guiden, der viste os rundt på museet, lavede nogle forsøg med at stille en vask lige midt på 0-linien, hvor hun hældte en spand vand med nogle små blade fra træerne (for at tydeliggøre, hvordan vandet løb), og da hun tog proppen ud, kunne vi se, at vandet løb lige ned gennem afløbet. Og så prøvede hun at flytte vasken nogle meter henholdsvis mod nord og mod syd, og her kunne vi se at vandet løb i hver sin retning på hver sin side af 0-linien. Interessant.
Tilbage i Quito på vores hotel fik vi nye værelser inden aftensmaden, som bestod af empanadas til forret, oksebøf med kartoffelkager og grønt samt en dessertkage med is.
Fugten i regnskoven laver mosbelægning på træerne
Mange fine grønne planter med kæmpestore blade
Violethalet sylfide suger nektar i blomsten
Paraden med de smukke piger
Blå morpho sommerfugl
Julia sommerfugl
Tavlen med pupper i alle stadier
Solrikse
Bikube ingefær plante
En lille lokal biks, hvor der kunne købes alt lige fra æg til komfurer og TV
Kakaobønner
Kakaobønne
Efter chokolademasken så jeg mindst fem år yngre ud
Ækvator linie 0
Quecha indianer i udstillingen på Initinan Museet
Papallacta, den 8. november 2026
Vi skulle have kørt fra hotellet i Quito kl. 9, men der var en fra vores hold, der var blevet dårlig her til morgen og måtte på hospitalet sammen med Lone, så det skulle vi lige afvente og høre, om de kunne komme med videre. En time senere kom Lone og fortalte, hvordan patienten havde det. Heldigvis var alt godt, men han skulle blive på hospitalet nogle timer endnu, og da vi skulle op i 4.000 m's højde i dag, syntes lægerne ikke, det var forsvarligt at tage ham med. Så Lone og parret vil komme herop i morgen, inden vi kører videre til Amazonas.
Imens vi ventede, gik vi en lille tur på marked. Og her i Quito var der det fineste solskinsvejr.
Vi kom forbi mange, mange drivhuse, hvor der bliver produceret roser. Roser er sammen med bananer og olie den største eksport og indtægt til landet. Der var boder langs vejen med 50 roser for fem dollar.
Vi kørte østpå og skulle krydse den østlige højderyg af Andesbjergene. Passet vi skulle igennem var 4.060 m.o.h., og jo nærmere vi kom passet, des dårligere blev vejret, og det endte til sidst med regn.
På vej op til bjergpasset ændrede vegetationen sig. Først var der mange landbrug med bitte små parceller på bjergskråningerne, og bønderne havde boder langs vejen med mælkeprodukter, grønsager og frugter. Til sidst var det kun pampasgræs, der groede her.
Selv om det er en splinterny bus, kravlede vi nærmest op ad bjergvejene, den kunne ikke engang komme op på 30 km/t.
Nede på den anden side af bjergryggen nåede vi vores hotel, Termas Papallacta Hotel Spa, som ligger i 3.300 m's højde. Her ventede en dejlig frokost - igen en tre retters menu.
Efter frokosten skulle vi på vandretur langs floden, som løber her igennem og ender langt nede i Amazonfloden. En rigtig smuk gåtur, men vi kunne godt mærke, at det var mere anstrengende at gå her end nede i lavlandet.
Og nu fik vi vores værelser, og lige udenfor gangbroen var der små pools med 35 grader varmt vand, som kommer fra kilder i området (termal bade). Så var det bare med at få badedragten hevet frem fra kufferten og ud i det dejlige varme vand.
Aftensmaden var grønsagssuppe med kylling, regnbueørred med kartofler og grønsager, og til dessert fik vi en mærkelig kage. Ørrederne er fanget her i floden.
I morgen skal vi ud på lodgen i Amazonjunglen, det bliver spændende. Og godt at komme ned i lavlandet. Jeg har hovedpine nu af højden.
Træet kaldes for papirtræ på grund af, at barken ligner papir
En snyltende misteltenart
Rød engletrompet vokser vildt her
Bad i 35 grader varmt vand
Misuhualli, den 9. november 2026
I dag havde vi rigtig god tid, inden vi skulle køre videre. Efter morgenmaden gik jeg en tur omkring hotellet. Det er en helt ubeskrivelig flot have, der er omkring hotellet, og det er meget stort. Der er alle mulige blomster og træer, mange stauder som vi også har hjemme, men også mange eksotiske planter. Det er imponerende, at der kan gro så meget i over 3.000 m's højde, her er rigtig koldt, og der kan være rim en gang imellem, men aldrig rigtig frostvejr og sne.
Lone og parret, der havde været på hospitalet i går, ankom med taxa herop, og manden har det fint nu. Det var højdesyge, han havde fået.
Vi skulle fra 3.300 meter ned til 400 meters højde i dag, så det var også lidt en hård tur med alle de mange sving. Rigtig mange steder havde der været mudder- og stenskred, men vi var heldige, der var ingen steder, hvor vejen var lukket.
Det blev mere og mere frodigt, jo længere vi kom ned. Mange steder så vi rørledninger langs vejen. Det er olien, der udvindes i regnskoven, der bliver pumpet fra regnskoven, op over Andesbjergene og ud til kysten, hvor det kommer på skibe, eller det forarbejdes til Ecuadors eget brug. Der udvindes femhundrede tusinde tønder pr. dag, og nu eksporterer landet så meget som muligt, for prisen er steget meget pga. krigen i Mellemøsten.
Vi spiste frokost i Baeza. Først fik vi som sædvanlig suppe, og bagefter kunne vi smage marsvin - det var ikke nogen stor oplevelse. Det lille lår, jeg fik, var dækket af en tyk lag fedt skind, og når det var taget af, var der næsten ingen kød på, og vi syntes alle, at det var noget sejt. Så der var ikke nogen, der var særlig begejstrede. Men det var også kun en smagsprøve, der var grisekød med tilbehør som hovedret, og desserten var en banan med chokolade over.
Efter endnu en strækning nedad i silende regnvejr kom vi til byen Tena. Her var vi på et lokalt marked, hvor Fausto fortalte om og viste os nogle forskellige sjove frugter og grønsager, det var interessant. Og efterfølgende kunne vi gå rundt og kikke, og der var alskens fine sager, lige fra fancy underbukser til råt grisekød.
Tilbage ved bussen ventede vi på Lone og Anne Marie, de var ude og købe ind til de næste dage. Spændende at kikke på trafik og mennesker. Der kom en gul pick-up taxa med to levende grise på ladet. Og en hel familie på en knallert, hvor faren havde styrthjelm på, men resten af familien havde ikke.
Efter yderligere en halv times kørsel nåede vi El Jardin Aleman, vores lodge i regnskoven. Det er et hyggeligt sted.
Aftensmaden var også lækkert her.
Men der er ikke wi-fi på værelserne, så det bliver nok ikke meget, jeg får lagt ind de næste tre dage.
Så fint kan en vandmelon udskæres
Et træ fra lyngfamilien
Tre små vandfald
Smukt bakket landskab
Da fadet med marsvinene havde været bordet rundt, var der kun hovederne tilbage
Mens Fausto forklarede os om tingene, blev der flere og flere tilskuere
På markedet
(U)lækre orm til salg
Misuhualli, den 10. november 2026
Hold da op, det var mørkt, da jeg i går aftes gik "hjem" efter aftensmaden, men jeg fandt da mit værelse. Det ligger et stykke væk fra hovedhuset næsten lige ned til floden, men det var også lidt hyggeligt med alle de lyde, der var. Insekter, fugle og frøer og hvad ved jeg....
Hotellet ligger meget langt ude" in the middle of nowhere", som man siger. Og hele natten var der også en musik uden lige. Det var meget svært at sove i varmen, jeg tror, der var mindst 30 grader på værelset.
Og dejligt, nu er hovedpinen lettet, og jeg fik et glas hvidvin til aftensmaden. Det går jo ikke rigtig med alkohol, når man er oppe i højderne.
Morgenmaden er en væsentlig anden standard, end den der har været indtil nu.
Så var det blevet tid til at få udleveret gummistøvler og vandrestav, så vi var klar til gåtur i regnskoven. Vi fik strenge instrukser om ikke at røre grene og blade, for ikke at blive befængt med giftige myrer og farlige edderkopper osv.....
Stien var meget fedtet og vegetationen meget tæt og kraftig. Da vi nåede ud til en klippehule, skulle vi prøve at gå ned i den for at se flagermus. Det var ret mørkt dernede, så det var svært at se flagermusene. I klippen over hulen fangede guiden en temmelig stor edderkop, som han satte på Fausto, og bagefter kunne vi prøve at holde den i følehornene. Jeg vil tro, dens ben var omkring 20 cm lange.
Det var en rigtig spændende tur, men det var meget varmt at gå. Jeg tror, der er 30 grader, det er meget fugtigt, og det har regnet voldsomt i nat.
Efter at have fået de lange bukser og gummistøvlerne af, var der frokost. Og imens vi spiste, silede regnen ned.
Næste punkt på programmet var at se et kæmpestort kapoktræ. Det er 70 meter højt, og når alle os tredive personer tog hinanden i hånden, kunne vi nå rundt om den. Træet er formodentlig 450 år gammelt. Selv om et kapoktræ kan vokse op til tre meter om året, er det noget meget hårdt træ, det bruges bl.a. til kanoer og kister. Indholdet af dets frugter bruges som pudefyld.
Vi skulle så ud og se på aber. Først blev vi sejlet med motorbåde tværs over floden, så kom vi med tuk-tuk'er ind til et område med kanaler, hvor vi kom med store kanoer på tur rundt. Og et sted gik vi i land og gik en tur rundt i skoven, hvor vi så masser af aber, tre forskellige slags. Fra kanoerne så vi også en del fugle og øjet af en krokodille, der stak op af vandet. Det var så fredfyldt og stille at sejle rundt der, og vejret var igen blevet fint. Vi har været så heldige, det har stort set været tørvejr, når vi har været på tur.
Hjemme på lodgen fik vi aftensmad.
Udsigten fra mit værelse
Jeg holder en kæmpeedderkop i følehornene
Det kæmpestore kapoktræ
En art fugleedderkop
Uldabe
Edderkopabe
Hoatzin
Pudderkvast eller silkeblomst
Misuhualli, den 11. november 2026
I dag skulle vi sejle 25 km ned ad Napo River, som er en biflod til Amazon floden. Vandet, der løber her, ender til sidst i Atlanterhavet.
Vi blev kørt til Misuhualli, hvor vi kom på tre både. Første stop på turen var i en meget lille landsby, hvor der bor seks quechua familier. Her var der syv børn i skolen og en lærer. Lone havde en pose med et penalhus, nogle hæfter og lidt balloner med til hvert barn, og de blev rigtig glade for det. Der er et par på holdet, der bor i Billund og har forbindelser til Lego, så de havde sponsoreret hatte og frisbee's med Lego logo på.
Her i landsbyen går børnene kun til de er elleve år, så skal de videre til en anden landsby, hvor der er en lidt større skole.
Næste stop på turen, var i et område, hvor der bor ca. 150 mennesker. Tidligere boede der 300, men efter at floden på et tidspunkt havde oversvømmet området, var der ikke mad nok til at brødføde mere end 150. De dyrker både majs og maniok, vi så hvordan de høster maniokken.
Her havde Lone også medbragt ting til børnene, og de fik også to store pakker legoklodser, og det gjorde lykke. De unge mødre satte sig straks og byggede med børnene, det var et hit. Læreren kommer sejlende fra Tena hver dag, det er 1½ times sejllads på floden. Der går 13 - 14 børn i denne skole. Staten har sat computere ud i selv de små skoler, men der er ingen internet, så alt udstyret står bare ubrugt.
De fleste af mødrene var først i tyverne, men også et par stykker, der var yngre. En pige var kun sytten, og hun havde et barn på et par år.
Nu var det blevet frokosttid, og vi lagde til land igen. Her har ejeren af lodgen, vi bor på, tyske Bernhard, købt et stykke regnskov på 90 ha. Der var lavet et par borde og bænke, og her kunne vi sidde og spise vores frokost, som var en varm ret, der var medbragt fra lodgen. Og det var med udsigt over floden.
Det gik med fuld fart tilbage igen næsten til Misuhualli, hvor vi var inde i en lille landsby, hvor de havde lavet et show med optræden af kvinder og unge piger. De var klædt ud i quecha dragter, og de dansede for os. Til slut skulle vi danse med, og det er første gang, jeg har danset rundt i gummistøvler. Men vi blev enige om, at det nok så vældig godt ud. Vi skulle også smage på maniok drik, som er en slags spiritus de fremstiller af maniok. Det smagte overhovedet slet ikke ret godt, og det var også bare en skål med en lille skål, der gik rundt, som vi alle drak af. Til slut ristede de nogle af de fede ulækre larver, som vi så på markedet. Der var nogle friske mænd fra holdet, som prøvede - ugh.......
Efter fem minutters sejllads gik vi i land, og her ventede bussen på os. Det har været en rigtig dejlig sejltur - utrolig spændende at se lidt om, hvordan quechua indianerne lever - og så var det godt at komme ud på vandet og blive køle lidt af.
Langs flodbredden så vi mange familier, der gravede efter guld. Få gjorde det på gammeldags maner med et fladt fad, men der er også rigtig mange, der har investeret i en maskine, der på en eller anden vis kan hjælpe til med at udvinde det fra jorden. En maskine koster 3.000 US dollar, så der går lang tid, før den er tjent ind. Kvinderne, der ikke havde nogen maskine havde fundet et kvart gram efter otte timer. Når de gør det ved hjælp af en maskine kan de måske finde halvanden gram om dagen. Lige for øjeblikket får de 90 US dollar pr. gram.
Og ingen regn i dag - perfekt.
Hjemme igen var det så godt med et brusebad igen, igen - der bliver svedt meget i formodentlig 35 graders varme midt på dagen!
En time før spisetid mødtes vi hos Lone. Hun ville give rom og cola, og snakken gik lystigt. Det er et godt hold, vi er samlet, der er heldigvis ingen Sabine'r her.
Afensmaden var melon med skinke, broccolisuppe, steak med pasta og rødbeder, og desserten var frugt, en blanding af mange ting. Rigtig lækkert.
Lone orienterede som sædvanligt om dagen i morgen, da skal vi videre til Banjos.
El Jardin Aleman
Lokum ved skolen
I skolestuen
Den største af pigerne fandt hurtigt fidusen med at kaste med frisbee
En guldgravermaskine
Køkkenet i en af quecha indianerne - praktisk, at hønen lægger æggene på køkkenbordet!
Bonden høster maniok
Den unge mor ammer, mens hun går rundt
To forskellige sko
Frokosten nydes ved Napo River
De bitte små guldstykker ligger i midten af fadet
Pigerne, som gav danseopvisning. Deres bh'er er lavet af skallen af en frugt
Baños, den 12. november 2026
I dag skulle vi forlade Amazonas og op i 1.800 m.o.h. til Baños, så vi begyndte at køre opad mod Andesbjergene igen.
Vi så desværre ingen slanger eller andet farligt kryb. Det kan jeg jo godt sige, nu når vi har forladt området.
Vi stoppede op ved kirkegården på vejen ud fra lodgen. Det var et lidt trist syn, men der er heller ikke mange steder, der er så fine kirkegårde som i DK.
Turen gik gennem et flot landbrugsområde. På bakkesiderne dyrkes der især sukkerrør og kinesiske kartofler. Nogle steder er det meget stejlt, så det foregår uden maskiner til hjælp. Der dyrkes også majs, maniok og kakao.
Vi fik lidt facts, imens vi kørte: Der blev indført skolepligt i 2000, obligatorisk fra 6 - 11 år. Skoler er gratis, universiteter koster. Hospitaler er gratis. Minimumsløn er 480 US dollar pr. måned, men det bliver nok ikke overholdt. Hvis man er i arbejde betaler arbejdsgiver 11 % og lønmodtager 10 % til pension. Indtægt op til 12 tusinde US dollar er skattefri, mellem 12 og 15 tusinde betales 5%, og sådan stiger det gradvist.
I Puyo stoppede vi ved en stor souvenirbutik. Her fremstiller de ting af balsa træ, som er en meget let og blød træsort. Træet gror et par meter om året. På den anden side af gaden, var der boder med varer lavet af sukkerrør. Vi smagte juice og spiritus af sukkerrør. Der fremstilles spiritus med 70 procent - det smagte ganske forfærdeligt!
Frokosten fik vi på en restaurant Mira Melindo i Rio Verde, et meget spændende sted. Indehaveren er selv kunstner, og hele restauranten er meget farverigt udsmykket, og der hænger malerier overalt. Maden var også meget god - og farverigt.
Efter en halv times kørsel nåede vi Baños, hvor vi skal overnatte på Hotel La Floresta de næste to nætter. Vi blev læsset af bussen i centrum, og vi var inde og se kirken. Her er Virgen del Rosario, en meget berømt jomfru. Fausto købte et lille stearinlys til os, som vi skulle gnide over kroppen og derefter tænde og sætte det i kirken, så ville vi være beskyttet mod mange onder. Der er store malerier inde i kirken, der fortæller alle de undere den gode jomfru har medvirket til. Og har man fået en ny bil, bliver den kørt herhen til kirken, og så er der en præst, der kommer og velsigner den. Jaimes nye bus, som vi kører i, er sandelig også blevet velsignet her, så vi er helt rolige, når vi kører rundt i den.
Vi gik videre til vores hotel, og vi kunne her til morgen bestille tid til massage, så da vi havde fået værelserne, gik nogle af os hen for at få massage. Dejligt.
Aftensmaden spiste vi her på hotellet, og det var lækkert mad. For en gangs skyld fik vi ikke suppe.
Værkstedet under souvenirbutikken med balsa træ
Det farverige bord med en farverig suppe - gulerod/spinat suppe
Det frodige landbrugsområde
Kirken er bygget af vulkanske sten
Den smukke katolske kirke
Så er vi velsignede
Jomfruen redder byen fra et vulkanudbrud
Baños, den 13. november 2026
Jeg har næsten ikke sovet i nat, for i går, da vi stod på torvet, blev jeg angrebet af nogle bitte små fluer, som bed mine ben mange steder, det har kløet helt vanvittigt, jeg har talt flere end 30 bid, og det er altså ikke den med, at overdrivelse fremmer forståelsen". Og mit kløestillende creme er måske for gammel, det hjalp i hvert fald ikke rigtig. Her til morgen prøvede jeg noget fra Lones medbragte apotek, og det hjalp lidt.
Efter morgenmaden kørte vi et lille stykke ned mod Amazonas bassinet ad "vandfaldenes alle". Der er 12 vandfald ialt - større og mindre. Vi skulle prøve at krydse en kløft med en åben gondol, meget spændende. Og der var også en svævebane, hvor nogle af de modigste på holdet blev spændt fast til kablerne, og de svævede som en fugl hen over kløften. Det havde jeg altså ikke behov for at prøve.
Nu skulle vi gå på den gamle vej, og det var dejligt vejr og en fænomenal smuk udsigt. Og det er ubegribeligt, hvordan bønderne kan dyrke på de nærmest lodrette skråninger mange hundrede meter oppe. Når de skal ind til byen og sælge afgrøderne, bærer de det først over en hængebro, og dernæst skal de med gondolen, som vi prøvede, og så kan det blive kørt ind til byen.
Efter at have krydset kløften via en bro, kom vi på bussen igen, for at komme ned til det største vandfald. Her skulle vi gå ned ad flere hængebroer og trapper, inden vi kunne se det meget kraftige vandfald, som kaldes "cascada del diablo" - djævelens vandfald. Og nu var det begyndt at regne rigtig meget, så det blev en meget våd tur.
Så var det blevet frokosttid, vi spiste samme sted som i går, og det var også lækkert mad i dag. Sidste vandfald, vi skulle se, kaldes brudesløret, som er 80 meter højt.
Sidste stop i dag var i 2.690 m's højde. Heroppefra kan man se op til den aktive vulkan, Tungurahua, som er godt 5.000 meter høj - altså i klart vejr. Den var sidst aktiv i 2025. Det regnede stadig, så vi fik den ikke at se. Men der var en meget smuk have heroppe, vi kunne nyde. Vi skulle så have vandret ned til byen, men på grund af den kraftige regn i dag, var stien lukket. Så vi kørte med bussen ned igen.
Aftensmaden spiste vi her på hotellet.
I den åbne gondol tværs over kløften
Nogle af vandfladene
Nogle kom svævende over kløften som fugle
En lille landsby, vi kom igennem. Her er åben walk-in closet
Holdet er klar til at gå i regnvejret
Oppe i højderne er der mange drivhuse
En snyltende misteltenart
Klatrende inkalilje
Latacunga, den 14.11.2026
Endnu en begivenhedsrig dag med godt vejr.
Vi blev lidt forsinkede med at komme af sted, for der var en, der lige skulle en tur omkring lægen med langvarig maveproblemer.
Første stop var et udsigtspunkt, hvor vi så ud over en dal, og vi kunne se landbrug på bjergsiden over for, der var marker helt op på toppen. Her sang vi fødselsdagssang for en fra gruppen.
Vi stoppede ved et stort lokalt marked. Det var næsten kun frugter, grønsager og æg, der blev solgt her. Det var alle bondekonerne, der var kommet ind til den lille by for at sælge deres afgrøder. Og igen viste Fausto os de forskellige produkter, og vi fik smagsprøver. Rigtig interessant.
Vi kom igennem en by, hvor der bliver solgt rigtig meget tøj, især cowboybukser. Fausto fortæller, at han som barn var med sine forældre heroppe, og så blev der nærmest købt tøj til et helt år.
Næste stop var Salasaca, hvor der var et lille marked med lokalt fremstillede varer, så der blev handlet lystigt - lige fra hængekøjestole til tørklæder og ponchoer. Der var masser af folk på gaden, og de fleste havde deres lokale dragter på, kvinderne et uldtørklæde over skuldrene i forskellige røde farver, broderet bluse og en sort uldnederdel. Mændene er i hvid skjorte og bukser og har en sort poncho over. Alle kvinderne går og spinder uld - overalt - også når de går på gaden.
Der skal være borgmestervalg - eller noget, der svarer til kommunalvalg, så på alle pladser stod der små grupper rundt om en politiker, der jo nok solgte valgflæsk. Og her stod alle kvinderne også med deres lille spindepind og en tot uld.
Nu skulle vi besøge salasacafolket. En familie har startet et event for turister. De forklarede og demonstrerede forarbejdningen af ulden, og de lavede frokost til os, som vi sad i haven og spiste, så det var dejligt med godt vejr.
Via Pan American Highway kørte vi videre til en rosenfarm. Hovedvejen, der går fra Alaska til sydspidsen af Sydamerika er 17.000 km lang. Her i området er det en fin ny fire-sporet motorvej, alligevel er der lysregulering, og der går sælgere rundt mellem bilerne, når de holder for rødt lys. Et sted var der endda en isbod i vejkanten. Og vi samlede pigen, der skulle vise os rosenfarmen, op et sted på vejen - sjovt, når det er en stor og vigtig trafikåre.
Rosenfarmen var meget interessant. Rose Succes, som farmen hedder, er en meget lille farm, de har kun ti drivhuse med et ha. i hver. Der er farme, der har op til 100 ha., altså 100 huse. Der er 120 ansatte. De kan skære 200 - 300 roser i timen. De eksporterer til Europa og USA, og tidligere også til Rusland, men det er helt stoppet. Men nu er de begyndt at eksportere til Australien og er lige startet op med Danmark. Planterne bliver typisk femten år gamle. De har 400 sorter, og det er store hoveder. Roserne er op til tre meter høje.
Vi så hele processen fra roserne bliver skåret af, sorteret og pakket. Allerede to døgn efter, de er skåret af, kan de stå i butikkerne i Europa. Pigen viste os også, hvordan de farver roser, de kan endda lave roser med flere forskellige farver i det samme hovede, men de var nu meget grimme. De kan også levere sorte roser, de er populære til halloween. Og vi så også både sølv- og guldfarvede roser.
Så var det blevet tid til at finde vores hotel, som ligger i Latacunga. Her fik vi aftensmad,
Marked
Her står kvinderne og spinder uld, mens de lytter til en politiker
Hos salasacerne
På rosenfarmen
De grimme flerfarvede roser