Her vil vi udlede formlen for annuitetsopsparring:
Hvor
An er beløbet på kontoen umiddelbart efter indbetaling n.
y er det beløb, der indsættes hver termin.
r er renten (hvis renten er p% er r = p/100).
n er antallet af indbetalinger.
Bevis:
Ved starten indsættes beløbet y på kontoen. Så
A0 = y
Efter en termin er der lagt renter til dette beløb, og det er derved blevet til y·(1+r). Samtidigt er der sat y ind på kontoen igen. Derfor er det samlede beløb nu:
A1 = y·(1+r) + y
I næste periode lægges igen renter til det samlede beløb på kontoen. Dvs vi ganger A1 med fremskrivningsfaktoren (1+r). Samtidigt lægger vi igen beløbet y til. Derfor er:
A3 = y·(1+r)2 + y·(1+r) + y
Således fortsættes. I næste periode ganges A3 med fremskrivningsfaktoren (1+r) og der lægges y til.
A4 = y·(1+r)3 + y·(1+r)2 + y·(1+r) + y
Ved den femte indbetaling er beløbet på kontoen blevet til:
A5 = y·(1+r)4 + y·(1+r)3 + y·(1+r)2 + y·(1+r) + y
Vi kan nu se, at der er system i formlerne. De bliver længere og længere, men vokser efter samme system. Vi ser også at y optræder i alle ledene, og dermed kan sættes uden for en parentes. Du kan se systemet i denne tabel
Indholdet i parentesen kaldes en kvotientrække. Den består af en række potenser af samme tal. Man kan på en smart måde bestemme summen af en kvotientrække.
Hvis
s = an–1 + an–2 + ... + a2 + a + 1
udregner vi
a·s = a·(an–1 + an–2 + ... + a2 + a + 1) = an + an–1 + ... + a3 + a2 + a
Her kan vi se, at de to rækker s og a·s indeholder næsten helt de samme led. Ledene an–1 + an–2 + ... + a2 + a er fælles.
s = an–1 + an–2 + ... + a2 + a + 1
a·s = an + an–1 + ... + a3 + a2 + a
Vi udregner nu
(a–1)·s = a·s – s = an + an–1 + ... + a3 + a2 + a – (an–1 + an–2 + ... + a2 + a + 1) = an – 1 , fordi næsten alle forsvinder.
Hermed er:
(a–1)·s = an – 1
og vi ender med at få:
Nu bruger vi denne formel på udtrykket
s = (1+r)n–1 + (1+r)n–2 + ... + (1+r)2 + (1+r) + 1 , hvor a = 1+r og får:
Til sidst ender vi med at få:
An = y·[(1+r)n–1 + (1+r)n–2 + ... + (1+r)2 + (1+r) + 1]
og formlen er nu udledt.