Referat af kapsejladskoordineringsmøde, afholdt 14.11.2007 i Jægerspris Sejlklub
Deltagere: Johs. Egede Olsen, Jægerspris og kredskapsejladsansvarlig, Thomas Nørregård, Frederiksværk, Lars Plejdrup, Herslev, Poul Astrup, Roskilde, Henrik Pedersen, Lynæs og kredsformand, Bjørn Kristiansen, Holbæk, Merethe Kristiansen, Holbæk, Jesper Winther Hansen, Lynæs, Bo Vestergaard Marbæk Sejlklub.
Kredsens kapsejladsansvarlige, Johs., bød velkommen og fortalte, at det har været et lidt turbulent år for kredsmesterskabet. Ved Bromesterskabet var der kun 2 tilmeldte DH-både, hvorfor Jægerspris besluttede kun at afvikle for Folkebåde. Lynæs havde flyttet på den oprindeligt fastlagte dato for sin Efterårssejlads, til en dato, hvor andre klubber havde planlagt arrangementer. Derfor var kredsen nødt til at tage den tunge beslutning alligevel ikke at lade dette stævne indgå i Kredsmesterskabet.
Herefter foretog vi præmieoverrækkelse til de fremmødte præmietagere ved Kredsmesterskabet for Kølbåde 2007:
1. præmien på kr. 2.000 gik til Merethe Kristiansen, Holbæk, sejlende i Folkebåden KONKUBINE.
2. præmien på kr. 1.000 gik til Tina og Lars Plejdrup, Herslev, sejlende i Drabant 24, DELTA-ALTA.
3. præmien på kr. 500 gik til Jens Thomsen, Herslev, også sejlende i Drabant 24, LYKKE.
Endnu engang til lykke til præmietagerne.
Datoer for sæsonen 2008 blev fastlagt til følgende:
03. – 04. maj EDC-Cup Jægerspris
* 11. maj Pinsestævne Lynæs
06. juni Anholt doublehand. Nykøbing
* 21. – 22. juni SRPI Herslev
* 09. august Orø Rundt Holbæk
* 30. – 31. august Sydfjordsstævne Herslev
* 20. september Efterårssejlads Lynæs og måske Frederiksværk
05. oktober Afriggersejlads Roskilde
Kignæs Åben er endnu ikke dato sat, pga. af nogle datoer der først skal klares op med Folkebådsklubben. Jægerspris har dog fået talt om forløbet fra sidste år og ønsker ikke i 2008 at starte et DH løb, hvis der kun kommer 2-3 både. Som reglerne er, vil Kignæs Åben derfor ikke være et tællende stævne til Kredsmesterskab.
De med * markerede sejladser indgår i kredsmesterskabet 2008. Dog med den bemærkning, at kan der i løbet af kort tid fås bekræftelse fra en anden klub i kredsen om, at de holder et egnet stævne inden sommerferien, vil dette indgå i stedet for SRPI.
Indskud i 2008 vil for kølbåde være kr. 150 for 1-dagsstævner og kr. 200 for 2-dages. Så vidt vi kunne huske samme sats som i 2007.
I forbindelse med kredsmesterskabet har kredsbestyrelsen intention om at udsætte tilsvarende præmier i 2008. Kredsen og klubberne skal sørge for at informere om de meget flotte præmier, så vi også får en effekt af indsatsen.
Herslevs forslag til ændringer i Bestemmelserne for Isefjordkredsens Kredsmesterskab blev gennemgået, og nødvendige tilpasninger aftalt. Det affødte også en længere diskussion om en af mange ønsket ændring i pointtildelingen i mesterskabet. Nogle mente, at det sportslige er vægtet for lavt i forhold til det sociale, selv om det sociale skal være en væsentlig faktor. Der er dog tale om et kredsmesterskab, hvor det af nogle ikke findes i orden, at bådene deltager i mesterskabet på så forskellige vilkår som tilfældet er. Det blev foreslået, at resultaterne fra de enkelte stævner lægges i én samlet liste efter DH-korrigeret tid, og derefter tildeles point. F.eks. omvendt lavpointsystem, så sidste båd får 1 point, næstsidste 2 og så videre. Nogle ville meget gerne lave konsekvensberegninger på tingene inden en beslutning, og mente, at vi p.t. har et rigtig godt system. Under alle omstændigheder var der ikke stillet forslag om en ændring på dette punkt, så intet kunne vedtages.
Under eventuelt erindrede Johs. om, at klubberne skal huske at sende resultater fra kredsmesterskabsstævnerne til ham, så de kan blive offentliggjort på isefjordkredsen.dk og kan blive indregnet i det samlede mesterskabsresultat.
Henrik