Oprettelsesdato: Jun 28, 2012 4:32:59 PM
Det japanske ægtepar Matsuzakis jordomsejling har indtil videre varet i fire år
Blæsten river kraftigt i bådenes fortøjninger, og får vandet til at skulpe op på kajen i Frederikssunds gamle industrihavn ved Amsterdamhusene.
Trods det mildest talt efterårs-agtige vejr har flere lystsejlere lagt til kaj i havnen. Et japansk flag blafrer fra bagstavnen på en imponerende smuk to-masters sejlbåd og skiller sig tydeligt ud fra de øvrige både.
Forbipassernede standser da også op og kigger, nogle tager billeder af det noget særprægede syn. Det er bestemt ikke hver dag, man ser en japansk jordomsejler lægge til kaj i Frederikssund.
Lidt længere henne på havnen, nærmere bestemt på Restaurant Toldboden sidder ægteparret Matsuzaki ude på terrassen. Forpagterne skænker gæstfrit øl fra lokale bryghuse, og der bliver disket op med lidt råmarineret fisk og andre kulinariske lækkerier.
Slipper ikke hjemlandet
Hiro og Kako Matsuzaki påbegyndte deres jordomsejling for fire år siden. For Kako var det en gammel drøm som gik i opfyldelse. For Hiro var det ikke optimalt.
"Hvad der gør min mand glad, gør mig glad," fortæller hun og smiler. Kiro supplerer hende, og siger:
"Det var også min drøm at kunne forlade storbyen, men det er ikke, fordi det altid er sjovt at sejle. Når vi er ude på åbent hav, og det er flere uger, siden vi sidst så mennesker, så kan jeg også få nok af det, men altså kun indtil vi igen kommer tæt på land og oplever nye steder af verden," fortæller Kako Matsuzaki.
Hans ansigt er solbrændt, vejbidt og bærer tydeligt præg af et liv
i frisk havluft. Tidligere arbejdede han som officer på et tankskib, så en tilværelse på havet ligger ham ikke fjernt.
Ægteparret har dog ikke helt sluppet deres hjemland. Hver vinter bliver båden bugseret op på land, og så flyver de tilbage til Tokyo, indtil det bliver forår, og de igen kan fortsætte eventyret.
Deres ti dage i Frederikssund lakker snart mod enden. Seværdigheder som Grevinde Danners grav, Jægerspris slot og Frederiksborg Slot er blevet besøgt. Snart kaster de fortøjningerne og sejler videre. Marstrand i Sverige er næste mål, andet ved de ikke, og sådan kan de også bedst lide det.
Uanset hvor Hiro og Kako Matsuzaki kommer frem i verden, møder de stor bevågenhed. Foto: Peter Rahbek