Resultatet af sejlladsen blev:
HMS Hundested Motor- og Sejlklub
Beretning i Sejlklubben Lynæs' klubblad, oktober 2011:
Vores kære naboer i Hundested Motor- og Sejlklub startede for nogle år siden med at holde en kapsejlads, første lørdag i september, fra Hundested rundt om Hesselø og retur.
Vi, i HAVGASSEN, deltog igen i år, sammen med flere både fra Lynæs, i den 34 sømil lange sejlads i rigtig dejligt vejr. For os startede stævnet med en lille sejlads for Ingeborg og mig fredag aften fra Lynæs til Hundested, hvor John og John i TRUNTE allerede var ankommet og kunne hjælpe os ind på en ledig plads i den temmelig fyldte havn. Næste morgen var der morgenmad i klubhuset, og efter et kort skippermøde gik starten klokken 9. HAVGASSENS besætning bestod af David, Sofie, Rasmus, Jørn, Ingeborg og mig. Vinden var i syd, 7-8 m/s, og solen truede flere gange med at bryde gennem skyerne. Spileren var oppe fra starten, så i den gode mellemluft gik det rask af sted mod SØ-mærket. Første båd var John Baghs MAGGIE MAE, med os og WELLNEX ganske kort efter. På det forholdsvis korte stykke til NV-mærket fik MAGGIE MAE fordel af kun at have genakker på, da vindretningen her skiftede fra nogenlunde plat læns til agten for tværs, så de løb lidt fra os andre. WELLNEX fik lidt problemer med spilerbomningen, så de blev sat noget tilbage. De øvrige ca. 15 både så vi ikke meget til ude ved øen.
Efter NV-mærket var vinden stadig sydlig, så det var alle mand – og koner – op på siden, og så af sted på bagbord halse. Meteorologerne havde lovet vinddrejning mod vest i løbet af dagen, så vi ville gerne holde os i højre side af banen til at begynde med. Efterhånden blev vi i de tre forreste både samlet igen, hvorefter MAGGIE MAE valgte at vende. Efter endnu en times tid på bagbord halse, hvor meteorologerne ikke leverede den lovede drejning, vendte vi også, da der ikke var nogen tegn på vinddrejning af spore. Det var måske ikke det helt rigtige tidspunkt/sted vi fik vendt. I hvert fald tyndede vinden snart efter lidt ud, så folkene kunne komme ned fra sidedækket, få lidt frokost, og få nettet sig lidt. Efter en halv times ti kom den heldigvis tilbage, så vi med passende slag på de små vindskift kunne få god gang i skiwet igen.
Da vi nærmede os fjordgabet blev vi lidt nervøse ved at se WELLNEX komme ind fra Nyrup bugten et pænt stykke foran os. Havde de nu fået det lovede vindspring ude i højre side? Og ville det være nok for dem til at slå os? – Da vi gik i mål var de kun ca. 8 minutter foran os, så det rakte ikke, og MAGGIE MAE var bagved.
Efter sejladsen var der som vanligt spisning i klubben med mange deltagere. Meget festligt. Og her fandt præmieuddelingen også sted. Det viste sig nu, at vinder blev Ole Rulffs fra Jyllinge i en Scan Kap målt uden spiler. Dem havde vi ikke set skyggen af siden starten, men med deres meget lave handicap kunne de tillade sig at sejle meget langsommere end os andre. HAVGASSEN blev nr. 2, LAURA nr. 4 og WELLNEX nr. 5, så det var en helt god dag for sejlerne fra Lynæs af.
Det er en sjov sejlads, og en god mulighed for at sejle lidt uden for fjorden, så jeg kan kun opfordre jer alle sammen til at deltage næste år.
Henrik P
Ovennævnte erstatter oplysninger, lagt på hjemmesiden 18. september 2011