Oprettelsesdato: Jun 26, 2012 3:54:38 AM
Bag købmandsbutikken på Lynæs havn er der et lille område, der bliver kaldt Lynæs Backyard. Dette område bruges både af KITEpro som kursusfacilitet, men også som fælles areal for surfere og badegæster.
Den seneste tilføjelse til området er en surfshop, drevet af de 18-årige tvillinger Jeppe og Johan Ingversen.
Ideen er ikke at vi skal tjene kassen på det, men at skabe lidt mere liv her i Lynæs, siger Jeppe og fortsætter: Hundested får meget opmærksomhed for tiden, det er på tide vi også får Lynæs på landkortet, for her er jo meget nydeligt, vi mangler bare lidt miljø.
I shoppen sælger de alt fra våddragter og tøj, til kites og kayaker, og hvis der er noget de ikke har, kan det altid bestilles hjem til følgende dag.
Butikken skal også bruges som et kontor for vores kitesurfingkurser, derudover regner vi med at holde nogle forskellige arrangementer i løbet af sommeren. På den måde får vi samlet det hele her i vores "backyard", og forhåbentligt trækker nogle folk her til Lynæs, siger Johan.
Surferbrødrene Johan og Jeppe skal bruge deres sommerferie på at passe deres nye butik, der åbner lørdag 30. juni kl. 10:00.
Nænsomt 'sakset' fra Halsnæs Avis, 26. juni. Fotograf, Kasper Jack Larsen