Oprettelsesdato: Feb 12, 2012 7:35:1 PM
20 deltagere fra hele landet havde fundet vej til Herslev Strand Sejlklub med meget kort varsel den 11-12. februar 2012 for at afgøre det danske mesterskab i DN Isbåd.
Lørdag var vejret ikke med arrangement for der var helt vindstille og ikke en sejlads blev gennemført. Derfor besluttede man at starte tidligere end udmeldt søndag for at sejle for at gennemføre de 3-6 sejladser der afgører et DM. Søndag var vejret fint. Vinden var 6-8 ms fra vest, som er ideel betingelser for isbådssejlads. I løbet af søndagen gennemførtes 6 sejladser og ikke uventet blev det familien Ebler (far og søn), der kom på 1. og 2. pladsen. Fra den arrangerende klub, HSS deltog Jesper Strandberg og Lars Andresen, der endte på en 7. og 8. plads. Alle deltagere var vist imponerede af sejlklubbens smukke omgivelser og faciliteter.
Udenforstående kunne sagtens ledes til at tro, at DN sejlerne også konkurrerer om at bære den mest særprægede hovedbeklædning. Præmiebordet stod ikke tilbage for nogen - udover flotte præmier til alle, var der også ganske smagløse t-shirts, der fuldt ud matchede de spøjse huer. Ingen deltager gik fri - alle fik en t-shirt med hjem.
Omtale på www.baadmagasinet.dk, mandag 13. februar:
Ved det netop overstået DM for DN-isbåd genvandt Thomas Ebler sit DM. Hans Ebler blev nummer to, og Poul Jørgensen på en flot tredje.
Herslev Strand Sejlklub var med meget kort varsel blevet arrangør af årets DM for DN-isbåde. Det er jo ikke nemt her i Danmark at få de optimale forhold, sort is (uden sne, red.) og så de 6-8 sekundmeter, så det kan ikke andet end blive i sidste øjeblik, udtaler Bådmagasinets Lars Kiær, som gerne vil benytte lejligheden til at rose arrangementet.
Vejret lørdag drillede arrangørerne da vinden udeblev, men søndag bød så til gengæld på de optimale 6-8 m/s, kun sigtbarheden drillede.
Det lykkedes at gennemføre hele seks sejladser om søndagen, ganske imponerende på én enkelt dag. Det er jo ikke kun unge mennesker der sejler disse fartmaskiner på stift vand.
Omtale på www.minbaad.dk mandag 13. februar
Thomas Ebler vandt DM for 4. gang. VM-bronzevinder Hans Ebler tog sølv og yngste søn, Mads, sluttede på 4. plads, mens Steen Kjølhede kørte på en ø og ødelagde skøjter ved Herslev Strand. Interview.
Der blev i weekenden kørt DM i DN-isbåd ud for Herslev Strand Sejlklub. 19 både var på isen, hvor der kun blev sejlet søndag, da vinden var væk om lørdagen.
Kulfibermaste-producent i klassen, Thomas Ebler fra Vejle, kørte sin 4. DM-titel hjem foran sin far, Hans Ebler, mens Poul Jørgensen tog bronze, efterfulgt af Mads Ebler.
Der blev kørt seks sejladser på en lille bane, der blev rundet tre gange, en sejlads tog cirka 15 minutter på en 20 centimeter tyk is på Roskilde Fjord.
Der var mellem 6-8 m/sek. og der var sne der hvirvlede sig op i ansigterne på isbåde-sejlerne, fortæller Hans Ebler.
Thomas løb hurtigt i starterne
Hans Ebler, der 'kun' har kørt to DM-titler hjem, siger til minbaad.dk om stævnet: - Når vi skulle løbe igang var Thomas hurtigere end mig og dermed starter han med en bedre fart. Om den yngre søn Mads Ebler, der er nummer 13 i verden i matchrace, siger faderen: - Thomas og jeg havde stillet grejet til rådighed for ham og sat båden op, så det er jo i orden og jeg tror Mads fik blod på tanden efter han vandt sidst sejlads. Jeg kunne jo godt tænke mig at familien Ebler slutter på guld, sølv og bronze, siger 64-årige Hans Ebler, der fornylig vandt VM-bronze i Sverige.
Mads Ebler: Mit grej passede
Mads Ebler kan da godt se ideen om at familien sætter sig på de tre første pladser ved DM. - Ja, det gik desværre ikke denne gang, men vi går efter det en anden gang, jeg vil prøve at køre så meget som muligt, det er jo ikke altid man kan sejle DM, men det var da fedt at være med og jeg var langt foran i sidste sejlads, min far og Thomas havde stillet båden op til det lettere vejr, der var i sidste sejlads, siger Mads Ebler, der fortsætter sin matchrace-karriere, samtidig med han skriver på sit Cand.Merc.- speciale i Aarhus.
Kjølhede ramte ø
Den ellers erfarne isbåde-sejler, Steen Kjølhede, mistede tilsyneladende overblikket, da der ikke var meget sigtbarhed, derfor kørte han ifølge Hans Ebler, på en ø, der var på banen og ødelagde sine skøjter. - Og så tog han hjem, forklarer Hans Ebler.
I kommende weekend skal der måske sejles Sjællandsmesterskaber på Arresø eller måske skal der sejles i Jylland, afhængigt af vejret.