Kære forældre
Så har efteråret for alvor ramt Holme skole. Ferien er forbi, og vi bevæger os ind i en mere mørk tid med lys og hygge indendørs. Vi har haft nogle gode måneder i dette skoleår med en masse gode aktiviteter, lejrture, forældremøder, temauge og motionsløb.
Dette nyhedsbrev giver lidt info om Sociale medier, temaugen, status på værdigrundlaget, bestyrelsen, legepladsen, social læring, mm. Håber I har tid til at læse med.
På vegne af ledelsen
Sonja Pedersen
Skoleleder
Medierne har i denne tid et stort fokus på folkeskolen. Der opstår til tider en hård tone, hvor pilen på skift rettes mod forskellige syndere. I har som forældre også stået for skud i denne debat, og jeg vil derfor gerne give jer nogle ord med på vejen. I er som forældre en kæmpe støtte og ressource for skolen. I viser tillid, I bakker op, I husker at anerkende lærere og pædagoger, og vi oplever, at I arbejder meget målrettet med at styrke fællesskaberne. Der sker blandt andet gennem alle de arrangementer I får stablet på benene i klasserne: shelterovernatninger, fødselsdage, legegrupper, fællesspisninger osv.
Tak for det I bidrager med, tak for at være forstående og tålmodige, når vi arbejder med ting, der kan udfordre i hverdagen. Vi håber på, at debatten om folkeskolen sætter lys på det, der mangler mest – nemlig ressourcer. Ressourcer til at være flere voksne om eleverne, ressourcer til mere tid til udvikling, forberedelse, efterbehandling af undervisningen samt ressourcer til bedre fysiske rammer. Vi ved, at der er ting, vi hele tiden skal arbejde med for at blive den bedst mulige skole, men vi kan ikke gøre det uden jer, så hermed en stor tak for alt det I gør for skolen
Et andet vigtigt emne, der drøftes for tiden, er børn og unges brug af sociale medier. Der arbejdes med et lovforslag om at forbyde det til børn under 15 år. I den forbindelse er vi blevet opmærksomme på det dilemma, der opstår, når vi på skolens Facebookprofil poster billeder af jeres børn. Vi gør os meget umage med, at der ikke må være fuld ansigtsgenkendelse på opslagene, men samtidig vil vi gerne vise noget af alt det sjove, vi laver på skolen. Dilemmaet er, at når først billederne er på Facebook, kan de bruges af alle, og vi har ikke samme sikkerhed som på Aula.
Vi har drøftet det på et bestyrelsesmøde i forbindelse med, at nogle af billederne var set på TikTok. Vi har derfor foreløbig besluttet at skrue lidt ned for opslagene, uden at vi forsvinder helt fra SoMe. Men det bliver noget, vi tager på som punkt igen på et bestyrelsesmøde. Vi mener, at vi har et stort ansvar for at passe på jeres børn - også når det handler om billeder af dem på skolens Facebookprofil. Skulle I støde på et billede af jeres barn, som I gerne vil have slettet, må I altid give besked.
Vi er glade for, at vi som skole har prioriteret lejrskoler. Vi har, som I ved, både koloni på 2. og 3. årgang, vi har lejrtur på 6. og 9. årgang, og vi har vores specialklasser afsted i slutningen af mellemtrinnet. Det er nogle virkelig gode oplevelser, børn og voksne kommer hjem med. Turene styrker fællesskabet, og er ofte noget vores store elever i 9. klasse ser tilbage på med gode minder fra Holme skole.
Her i efteråret har 6. årgang været i Skagen på to overnatninger. 9. årgang har været i København med to overnatninger og vores tre specialklasser på mellemtrinnet har haft en overnatning i Tangehytten ved Tange Sø. Tre skønne lejrture med glade børn, gode oplevelser og tid til at styrke det sociale på årgangene. - se billeder fra 9. årgangs tur til København herunder 😊.
I ugen op til efterårsferien afholdt vi temaugen ”Trivsel, sundhed og bevægelse”. Ugen var tilrettelagt efter næsten samme struktur som tidligere år, hvor alle morgenerne gik med fælles bevægelsesbånd, og midt på dagen var man på sin årgang. Torsdag var der fællesdans for alle, som klasserne havde øvet sig på i løbet af ugen. Der var en fantastisk stemning på hele skolen, og der var gang i en masse gode og spændende aktiviteter.
På årgangene blev relationerne styrket på tværs, og de kortere dage samt faste voksne på alle dage gjorde det lettere at komme ud af huset og på tur. ”På-tur-tavlen” var derfor i brug hele ugen. Der var skovture, crossfit-tur, springhal-tur, mindepark-tur osv. Derudover var der en masse aktiviteter her på skolen også. Vi sluttede ugen af med motionsløb – både i Mindeparken torsdag aften for de ældste elever og fredag i området her ved skolen.
I billedkarrusellen herunder kan du se lidt udpluk af ugens aktiviteter.
Vi er startet skoleåret godt op i bestyrelsen, og skylder jer en ordentlig præsentation af vores nye medlemmer af skolebestyrelsen, der nu er fuldtallig.
Medlemmerne er:
Carsten Pinnerup – formand (forælder i 8.A og 9.A)
Maj Katrine Lyngdorf Fulton (forælder i 2.A og 6.B)
Hans Henrik Højrup Bondegaard (forælder i 2-3F)
Ida Munk Sandegaard (forælder i 0.B)
Marianne Martins Bode (forælder i 2.A og 6.A)
Mette Hindsgaul (lærer og medarbejderrepræsentant)
Henrik Bech Skoubo (pædagog og medarbejderrepræsentant)
Mandag d. 5. oktober var det lærernes dag. I den anledning valgte vores bestyrelse at forkæle alle medarbejdere, både lærere og pædagoger, med lækre kager. Det vakte en stor glæde på Personalerummet, så kæmpestor tak til vores bestyrelse.
Vi har været i gang med at samle sidste input til vores nye værdigrundlag. Som I ved, har vi haft spørgeskema ude hos jer, bestyrelsen har givet input, alle medarbejdere har været inddraget, og nu har vi så afviklet en lille workshop for små grupper af elever fra 2.b, 3.a, 4.f, 6.a og 7.b. Sikke en masse gode input, eleverne kom med!
Der blev talt om, hvad der gør skolen god, hvordan man gerne vil have den i fremtiden og til sidst blev der snakket om værdier og betydningen af ordene. Noget af det, der blev fremhævet, var lejrture, projektdage, gode voksne og fællesskabet/gode venner. Der var også gode idéer til at gøre skolen bedre; f.eks. flere kreative fag, bedre bøger, trampoliner, ”skolen skal være kendt for gode lejrture”, mere social læring, flere faglige aktiviteter udenfor osv. Værdiord som grupperne valgte var; fællesskab, tryghed, nysgerrighed.
I sidste nyhedsbrev skrev vi lidt om udfordringerne med Aarhus Ejendomme. Her er der heldigvis sket lidt siden sidst. Vi har fået malet i indskolingen, på gangene og i nogle af klasserne, vi har fået repareret vores asfaltkant og er i gang med at forbedre akustikken i nogle klasselokaler ved opsætning af lydabsorberende tavler. Derudover har vi selv fundet penge til forbedringer i store skolegård.
Vi fik et lille bidrag fra MorePlay-puljen, og får derfor basketballbaner og nye ’ostebaner’. Derudover kommer der en ny multibane og måske en trækonstruktion rundt om træerne. Vi har nogle skønne udendørs-arealer, og det betyder meget for os, både at vedligeholde samt købe nyt der støtter op om leg og læring udenfor.
De tre nye begreber i vores arbejde med social læring for alle elever er Kontekstaflæsning, Nonverbal kommunikation og Episodisk hukommelse. Temaet, vi har arbejdet med, handler om at kunne forstå verden omkring sig. At kunne aflæse andre og tilpasse egen adfærd efter det - både i en social kontekst men også i faglige sammenhænge som f.eks. gruppearbejde eller fremlæggelser.
Se de fine plakater herunder – og spørg jeres barn, hvad det nu lige er ordene betyder, og hvad social læring handler om 😊
Vi vil rigtig gerne minde jer om at tjekke ugeplanerne i EasyIQ Ugeplan. Lærere og pædagoger bruger tid på at skrive dem, men oplever desværre at det ikke altid er så mange af jer, der læser dem. Vi ved godt det kræver tilvænning med et nyt system, men ugeplanen kan rigtigt meget, og sørger for at informationen til jer er samlet et sted. Vi forventer også, at vores store elever selv kan finde informationer i ugeplanen/lektier. Spørg hvis det er svært for jer at finde den.
I dette skoleår har vi fastansat en række nye medarbejdere:
Mette Kudal Hansen – Børnehaveklasseleder
Maja skov – Matematiklærer på 5. årgang
Cecilie Jakobsen – Dansklærer på 5. årgang
Mille Fyhn Meyer – Dansklærer i specialklasserne
Informationsmøde for kommende 0. klasser: Tirsdag den 27. oktober 17:00 – 18.30
Jule-klippedag: Torsdag 26. november
Lucia: Fredag den 11. december
Fredag den 5. februar: Skoledagen slutter tidligt, da hele personalegruppen tager på pædagogisk weekend. SFO er åben for børn med behov for pasning.
Juleferie: Lørdag den 19. december – Søndag den 3. januar
Dimission for 9. årgang: Onsdag den 23. juni