”Det er cool at være klog.” Sådan lyder mottoet for Junior Talent, som så dagens lys i januar 2013 på Viby Gymnasium. Aarhus Kommune og Industriens Fond støtter projektet økonomisk – et projekt, som siden har bredt sig til resten af landet.
Viby Gymnasium definerer et Junior Talent som en elev, der har lovende akademiske evner, bred faglig dygtighed, nysgerrighed, lyst og vilje til at lære samt overskud til at yde en ekstra indsats. Det er en motiveret og engageret elev, som søger flere og sværere faglige udfordringer. Holme Skole har haft en del elever afsted på talentforløbet gennem de senere år, og lærer Randi Langballe Hansen roser det.
”Dem, vi har sendt afsted, synes, det har været rigtig spændende. Det er svært, de bliver udfordret fagligt, de bliver bombarderet med ny viden - og de elsker det. Samtidig er det fedt for dem at være sammen med andre unge, der er lige så dygtige og interesserede, som de selv er,” fortæller hun.
En cadeau til de fagligt stærke
I de fleste tilfælde er det lærerne, der prikker de fagligt dygtigste elever på skulderen og opfordrer dem til at søge – og det er lærerne, der skal godkende, at eleven er dygtig nok til at deltage. Randi oplever, at de unge er stolte over at blive valgt ud, og for dem, der måske er lidt usikre på egen formåen, er det en blåstempling af, at de kan noget særligt, som er værd at dyrke.
”At være en del af Junior Talent giver dem gejst og et boost, der rækker længere end de dage, de er der. Gymnasiet leverer supergod undervisning på et højt niveau og med spændende emner, som vi slet ikke ville kunne dække på samme måde her. Det giver også vores mest videbegærlige elever mulighed for at få stillet – og besvaret - de spørgsmål, som vi ikke har svaret på,” siger Randi.
Forløbet kører den sidste halvdel af 8. klasse og første halvdel af 9. årgang, og i det netop overståede forløb havde Holme Skole Meltem, Nanna og Kasper fra 9.X og Frida fra 9.Y med. De var i løbet af året gennem fem helddagstemaer med forskellige faglige fokusområder. I temaet ’Ondskab’ blev dét begreb diskuteret med psykologifaglige, religionsfaglige og mediefaglige briller med afsæt i tragedien på Utøya. The American Dream foregik på engelsk og havde primært en historisk, engelskfaglig og samfundsfaglig vinkel.