I hele uge 17 har 0.-3. klasse ’boet’ i Niceville – stedet hvor det er nice at være nice. Målet med Niceville-ugen er at skabe en fælles kultur for, hvordan man har det rart sammen – i stedet for regler for, hvad man ikke skal gøre.
Musikken gjalder ud fra over den lille skolegård, hvor alle elever fra indskolingen er samlet.
”Det er nice at være nice. Ja, det er god stil at være ordentlig. Du får et skulderklap og high fives, når du så flink som Mowgli,” lyder det ud fra højtalerne. Det er Wafande, der synger for, men 3.b, som viser de tilhørende dansetrin på scenen til alle kammeraterne fra 0. til 3. klasse, gør, hvad de kan for at overdøve. De har tydeligvis sunget sangen en del den sidste uge. Optrinnet her er nemlig starten på fredagens Niceville-lege, som runder Niceville-ugen af. En uge, hvor alle har haft fokus på at være en nice medborger, som er sød ved alle, taler ordentligt til andre, hjælper andre og i det hele taget bare er med til at gøre Niceville til et dejligt sted at gå i skole.
Guidning – ikke forbud
Én af tovholderne for Niceville, lærer Dorte Skanderby, har lavet mind-map og samlet idéer til kollegerne i indskolingen, som de kunne bruge i netop deres klasse.
”Det var meget individuelt, hvad de enkelte klasser havde brug for at have fokus på, så ugen har formet sig forskelligt for alle. Men alle steder var det et spørgsmål om at guide eleverne og et rum til at tale om, hvordan man kan have det rart – vi ville ikke sætte en masse ’nej-skilte’ og forbud op for dem,” forklarer hun.
Afsættet til ugen har været flere ting. For det første havde personalet en oplevelse af, at der var kommet en lidt hård tone imellem nogle børn, og for det andet havde ledelsen sat spot på, om skolens regelsæt skulle gentænkes.
”I den snak, talte vi i indskolingen om, at vi frem for at opsætte regler hellere ville have fokus på, hvad der skal til for, at alle har det rart på skolen. Hvordan skaber vi en fælles kultur omkring, og hvordan vi skal være sammen i stedet for at lave regler for, hvordan vi ikke skal opføre os,” forklarer pædagogisk leder for indskolingen Laila Nielsen.