Kære Forældre og andre interesserede!
Skoleåret er godt i gang og udenfor er sensommeren over os på smukkeste vis. Det dejlige sensommervejr er velkomment i en Coronatid, hvor vi gerne vil planlægge så meget udeundervisning, som det nu er muligt.
Skolestart for nye 0. klasser
Årets første glædelige begivenhed var vores velkomst til de nye elever i 0.a og 0.b. Vi var spændte på, om en skolestart efter Corona-retningslinjerne kunne blive ligeså dejlig, som en skolestart på sædvanlig vis. Vores tvivl og bekymringer blev gjort til skamme, og vi havde en skøn første skoledag med masser af udetid og hyggeligt morgenbord. Der blev kysset farvel på udearealerne i stedet for inde i klassen, og siden da har vi haft morgenaflevering af eleverne udenfor klassen ved 'havedøren'. Det fungerer rigtig godt og betyder, at vi undgår trængsel på den smalle gang. Om morgenen er såvel lærere som pædagoger tilstede ved rundkørslen og det, der startede som restriktioner, har udviklet sig til en god godmorgen-tradition, som vi gerne vil bevare. 0. klasses-eleverne er efterhånden ved at vænne sig til livet som skolebørn, og jeg skal hilse og sige, at de klarer det fantastisk flot.
Fortsatte coronaretningslinjer
Retningslinjer, regler, hygiejne og afstand fylder fortsat i vores hverdag. Og selvom der ikke skal herske tvivl om, at vi trives bedst med langt større grad af frihed i vores færden på skolen og i livet, så er også dette ved at blive hverdag. Jeg er imponeret over, hvor godt Coronareglerne håndteres af både elever, forældre og personalet. Det bliver et vilkår længe endnu, at vores hverdag skal tilpasses Coronaens tryk i vores samfund. Tak til jer forældre for at tage godt imod alle vores restriktioner og sikre, at I kommer på skolen på en god måde med mindst mulig risiko for børn og voksne.
Det er drønærgerligt, at nogle af vores festlige traditioner som den store fælles sommerfest og vores 'velkommen i skole'-samling med flagallé for 0. årgang ikke kunne føres ud i livet. Vi krydser fingre for, at det igen bliver muligt næste år.
Børn & Unge-forvaltningen er i gang med at indsamle viden og oplevelser fra medarbejdere, elever og forældre om coronatiden, så I vil inden længe modtage et link med spørgsmål, som I meget gerne må bidrage med svar på. Vi skal lære af de gode som de mindre gode ting fra denne periode. Bestyrelsen vil samle op på dette på et kommende møde.