Nyhedsbrev februar 2024

Kære forældre

2024 er kommet godt i gang. Vi startede året med sne, hvilket gav både udfordringer og glæder. Udfordringer i forhold til at holde skolen åben, glæder i forhold til de mange børn på kælke og i leg i sneen. Tak til jer forældre for at støtte op. I dette nyhedsbrev kan I læse om sne-aktiviteter, øveprøver, samværsregler, musical og få et blik ind i skolebestyrelsens arbejde.

Jeg håber, I har lyst til at læse med.

Hilsen Sonja

Skoleleder

Holme skole dækket i hvidt

Efter en god lang skoleferie var vi alle klar til at starte hverdagen op igen. Men det gik ikke helt som planlagt... Snevejret ramte, og vi fik nogle meget anderledes dage med opfordring om, at I forældre skulle holde jeres børn hjemme, da lærere og pædagoger havde svært ved at møde op. 

Dagene gik stille og roligt pga. den store opbakning fra alle. Sneen blev heldigvis liggende, så første rigtige skoleuge kunne give vinterglæder med kælketure, snemands- og snehulebygning og leg i sneen. Mange indskolingsbørn havde kælke med, og den lille bakke på udeområdet blev brugt flittigt i frikvarterer og SFO.

Øveprøver for 8. og 9. årgang

De store elever i 8. og 9. klasse startede januar op med øveprøver, selvom snevejret gav lidt forhindringer med fremmøde. At afvikle øveprøver er en stor del af det at gå i udskolingen. Det er her eleverne får en fornemmelse af, hvad der venter dem til maj måned, hvor de skriftlige prøver bliver afholdt.

Vores 8. klasser bliver støttet lidt mere i øveprøverne, da det er vigtigt, at de får en god oplevelse med det. Det hele forløb efter planen, og eleverne var gode til at møde velforberedte op og gik til opgaverne med seriøsitet. De rigtige skriftlige prøver bliver afviklet fra torsdag d. 2. maj 2024.

Musical: Pinocchio

Januar måned er også den måned på året, hvor valgfagsholdet arbejder med den store opsætning af musical. Valgfaget musical kan vælges af elever fra 7. – 9. årgang og er et ekstra valgfag udover de obligatoriske. Vi har et fast team af tre lærere, der ligger en masse energi i at skabe den bedste ramme for musicalen og give eleverne en god oplevelse med at stå på scenen. 

I år faldt valget af forestilling på Pinocchio - i en nyfortolket udgave. Vi havde en skøn uge med forestillinger for alle skolens klasser, for de ældste børnehavebørn, for forældre og bedsteforældre.

Samværsregler - på tur i afdeling 1

På skolen har vi et regelsæt for, hvordan vi gerne vil have, at man skal være, når man er sammen. Reglerne bygger på skolens værdier og på et fælles børnesyn. 

Vi ønsker også at være tydelige omkring, hvad vi accepterer, og hvad vi ikke gør. Skolen skal være et trygt sted, hvor alle kan have det godt og være i et godt læringsmiljø. 

Jeg har været på besøg i alle klasser fra 0. – 5. årgang i de seneste par uger for at fortælle om reglerne, og om hvorfor vi har dem. De største klasser havde sidste år reglerne på en fællessamling. 

Når der er elever, som har svært ved at følge reglerne, arbejder vi hele tiden på at ændre den adfærd. Det kan være i klassen med indsatser, det kan være med individuelle samtaler med eleven, og det kan være i samarbejde med jer forældre, alt afhængig af alvoren i det. Samarbejdet mellem skole og hjem er en vigtig del af at indsatser og initiativer virker. Skolebestyrelsen har arbejdet med princippet omkring skole-hjem-samarbejdet, som I kan se mere om herunder.

Her finder I link til vores samværsregler: 

Skolebestyrelsens arbejde

Skolebestyrelsen mødes cirka 10 gange om året. Her drøfter de mange relevante emner, tager blandt andet stilling til høringssvar, og arbejder med skolens principper. I starten af skoleåret traf bestyrelsen en beslutning om at arbejde ud fra et årshjul. Vi havde også besøg af en konsulent fra Børne- og Unge forvaltningen, som fortalte mere om skolebestyrelsens formål og opgaver. 

Her i foråret (det bliver den 17. april) indkalder skolebestyrelsen alle forældre til årsberetning, og de håber at mange af jer forældre vil deltage. Et af de principper, som skolebestyrelsen har været optaget af i efteråret, er princippet for samarbejdet mellem skole og hjem. Det er netop blevet godkendt, og I kan finde princippet herunder.

Hverdagsglimt

Morgenbevægelsesbånd 

Vi fortsætter den store succes med morgenbevægelsesbånd for hele skolen cirka én gang om måneden. En af idrætslærerne er tovholder for morgenerne og stiller musik og kegler op i gården, så eleverne kan finde sin venskabsklasse. Der er altid et stop halvvejs på ruten med en lille opgave - sidste gang handlede det om nytårsønsker.

Skolevalg 

I uge 5 afviklede vi skolevalg for vores 8. og 9. klasser. Vi havde besøg af seks ungdomspolitikere til en spændende debat om emner som karakterer, offentlig transport og udvisning af kriminelle indvandrere. Om torsdagen gik alle de unge så til valg, - unge i hele landet, og vores unge på Holme skole. Valgresultatet her på skolen blev en sejr til Venstre, skarpt efterfulgt af Enhedslisten. Derefter kom Socialdemokratiet og Liberal alliance.

Valgfag madkundskab 

7. Klasses valgfag arbejder med temaet kylling og Stop madspild. Eleverne havde nogle gode timer, og humøret var højt, mens der blev lavet hønsekødsuppe og brød, - det er jo vigtigt at udnytte hele kyllingen.

Fastelavn i SFO 

Tirsdag før vinterferien holdt vi en hyggelig fastelavnsfest i vores sfo. Der var masser af flotte udklædninger, vi slog katten af tønden og spiste lækre fastelavnsboller.



Nye ansigter

Vi har ikke nye ansigter på skolen i dette nyhedsbrev, i stedet har vi valgt at lave en præsentation af forældrerepræsentanterne i vores skolebestyrelse:

Carsten Pinnerup 

Formand 

Børn på 5. og 6. klassetrin

Michael Anderson 

Børn på 3. og 7. klassetrin


Hanne Djupdræt 

Barn på 4. klassetrin.

Katrine Lyngdorf Fultorn

Barn på 3. klassetrin

Nadia Hussein Abdo

Børn på 1. og 4. klassetrin

Christina Appel Skelgaard 

Barn på 7. klassetrin, special

Til kalenderen