Kære Forældre på Holme Skole og andre interesserede,
Med kun godt seks uger tilbage inden sommerferien går skoleåret så småt på hæld. Som skrevet før er det en helt særlig tid på en skole, hvor der både lukkes ned og tænkes frem, når et år afvikles, imens et nyt skal sættes i søen. Begge dele er vigtige, og begge dele skal have sin særlige plads.
Næste skoleår er ved at være på plads
I forbindelse med opstarten af det kommende nye skoleår er fagfordelingen af lærernes arbejde nu ved at være endeligt på plads. Efter dette kommer skemalægningen. Begge dele er forudsætninger for opstarten af vores to nye afdelinger -0.-5. klasse og 6.-9. klasse. I morgen – torsdag - vil alle forældre modtage en besked i Intra om, hvem klassernes primære lærere bliver. Vi er glade for at være færdige med kabalen, der er gået op med stærke, kompetente og motiverede teams.
Tillykke med konfirmationen – og god ramadan
Jeg vil gerne lykønske hele 7. årgang med de veloverståede konfirmationer som non-firmationer. Jeg har ladet mig fortælle, at alt gik godt. -At mange skønne fester er blev holdt hjemme hos jer, og også at Blå Mandag var en god oplevelse. Konfirmationstiden er dejlig og en af de mange fine ting, der præger det omskiftelige forår omkring os.
I samme åndedrag ønskes en god ramadan for de af vores elever, der fejrer denne højtid, som også er præget af stor forventning hos børnene.
Afgangsprøver godt i gang
Med udgangen af denne uge afsluttes de skriftlige prøver på skolen. Det er et stort arbejde at få prøverne til at køre rigtig godt og mange – såvel lærere, som teknisk administrativt personale og ledelse - er i sving med dette. Vi vil gerne give vores elever de bedste rammer for prøverne, da de jo er en del af afslutningen af deres skoleforløb hos os og dermed en vigtig del af deres vej videre i uddannelsessystemet.
Sidste skoledag
Fredag den 24. maj er det sidste skoledag for 9. klasse. Udklædning, karamelkast og underholdning er rammen om dagen, og der er en særlig glæde og forventning hos eleverne – både de store og de små. Elever, lærere og ledelse planlægger i samarbejde en dejlig dag for alle.
Det er ’nice at være nice’ i indskolingen
I indskolingen blev dette års Niceville-uge skudt i gang i mandags. Det summer af liv i indskolingen, og der sættes virkelig spot på den gode stemning, det gode kammeratskab og venligheden. I Niceville er det ’nice at være nice’, og der arbejdes indgående med, hvad der skal til for at have det rigtig godt. Et tydeligt tegn på, hvor meget det summer, kan I se ved lågen mod Hjulbjergvej, hvor elevernes Niceville-hjerter er hængt op.
Åbning af Skole OL-byen
Torsdag er der endnu engang åbningsceremoni for Skole OL på Holme Skole. Den skoleolympiske ild løbes ind af den syvdobbelte verdensmester i orienteringsløb Maja Alm og skolens 6. årgang. Der bliver fest i den lille skolegård med livemusik, sang og taler ved Rådmand Thomas Medom, B&U-Borgmester Karim og jeg og herefter en bordtennisduel imellem elever og lærere. Det hele løber af stablen kl. 10.00 – 11.00. Jeg glæder mig til stemningen og håber på dejligt vejr til eventen.