Kære forældre og andre interesserede!
Skoleåret 2018/19 er for længst blæst i gang og sommer blev til sensommer, som nu efterhånden ligner efterår mere og mere.
Inden vi tog imod alle vores dejlige elever efter sommerferien, samledes personalet til en uge med forberedelse af årets arbejde. Vores vigtigste fokusområde er elevtrivsel – fagligt og socialt - og vi startede året med at dykke ned i Elevtrivsels-undersøgelsen for at bruge informationerne i den til at planlægge arbejdet med netop dette. Det er vigtigt for os at bruge de indsamlede data meningsfyldt til at supplere vores viden og dermed tilrettelægge et godt indhold i hverdagens arbejde med trivsel.
Velkomst til nye ansigter
Holme Skole har i dette skoleår fået nye medarbejdere. Vi har for længst sagt velkommen til Henrik (specialklassepædagog), Gitte (specialklasselærer), Charlotte (specialklasselærer), Torben (specialklasselærer), Mathilde (lærer), Peter (SFO-pædagog tilbage fra barsel), Puk (lærer i vikariat) og om lidt starter Kristina (administrativ medarbejder i vikariat).
Vi har efter sommerferien ligeledes budt en masse nye elever og dermed nye forældre velkomne. Det er vi rigtig glade for, og det ligger os på sinde at tage godt imod, så alle føler sig velkomne. Man er altid velkommen til at kontakte skolen, hvis noget vækker undren, eller man har spørgsmål.
Den nye bestyrelse har konstitueret sig, og også her var der nye folk. Svend Ladefoged har til vores glæde endnu engang modtaget valget som formand, og på næstformandsposten byder vi Marie Overgaard Nielsen velkommen. Årets første udfordring for vores skolebestyrelse blev at give høringssvar på det udmeldte sparekatalog for Børn & Unge. Jeg ser med stor glæde frem til vores samarbejde.
Informationsmøde for nye forældre 4. oktober
Det var festligt at tage imod vores nye elever i 0. kl. lige efter sommerferien. De havde alle været på besøg på skolen – enten sammen med deres forældre eller sammen med børnehaven.
Overgangen fra dagtilbud til skole er vigtig, og vi er allerede nu i gang med at gøre klar til næste års kuld af nye elever. På torsdag den 4. oktober holder vi informationsarrangement om skolestart på Holme Skole, hvor alle interesserede er velkomne. Jeg selv og indskolings- og SFO-leder Laila vil fortælle om skolen og skolestarten.
Holme Skoles elever tager ansvar
Rundt omkring i klasserne er valgene til skolens elevråd ved at være på plads. Vi har elevråd i alle afdelinger, og også i deres arbejde vil den faglige og sociale trivsel få en vigtig plads. Vi skal have alle perspektiver på, og elevernes er vigtige. På næste skolebestyrelsesmøde præsenterer en del af elevrådsmedlemmerne sig og fortæller om, hvordan de er kommet i gang med årets arbejde.