Kære forældre og alle interesserede på Holme Skole!  

Velkommen til februarudgaven af Holmegangen. Selvom den kolde tid fortsat er over os, har der været dage, der mest af alt mindede om forår. På sådanne dage opleves skolegården som et mylder, og man mærker smagen af forår i elevernes leg. Dagene er længere og solopgangene over Holme Skole er utroligt smukke.

20 års musical-jubilæum

Som I kan læse længere nede i Holmegangen, har musicalholdet netop opført skolens musical nummer 20. Det er et flot jubilæum, og Snehvide var bestemt en værdig jubilar. Endnu en gang må man nærmest benovet se til, hvad holdet har fået stablet på benene med såvel flid som dygtighed og kunstnerisk tilgang. Dette års musicalelever havde valgt musical som et ekstra valgfag, hvilket indikerer en særlig lyst til netop denne oplevelse, og jeg skal love for, at der blev brugt musikalsk knofedt. Skuespilpræstationerne var, synes jeg , i en klasse for sig, og musikholdet lagde en flot bund under det hele med lækre riffs og stemningsskabende numre og mellemspil. Udover dygtige elever lader dette sig gøre, fordi vores stab af musik- og musicallærere er så dygtige! Snehvide var et levende tegn på, at en målsætning om en både scenisk, musikalsk og personlighedmæssig kreativ proces til fulde er gennemført. Tak til jer alle og ikke mindst til forældre, børnehaver og andet godtfolk, der mødte op for at få en god oplevelse.

Fokus på god - og sikker - trafikstil 

Ildsjæle fra vores bestyrelse, elever fra 5. og 6. årgang, Østjyllands Politi og skolens ledelse stod klar i morgenmørket sammen med skolepatruljen for at sætte spot på trafiksikkerheden på skolen fredag den 31. januar. Der blev uddelt boller og reflekser til tasker og jakker, og herudover blev skolens nytilblevne trafikpolitik uddelt til forbipasserende. Der var  gode smil og en rar stemning omkring eventen, og kun enkelte gange måtte der løftes en pegefinder pga. manglende lys på cyklen eller parkering på farlige steder ved aflevering eller afhentning.