Kære Forældre og andre interesserede!

 

Det smukkeste efterår har ramt os, og med det står også efterårsferien for døren. Vi slutter af med Skolernes Motionsdag i  flot løbevejr, inden vi lukker skolen en uges tid. SFO vil naturligvis være åben for de børn, der går her.

 

I 1982 var jeg 14 år, og her afholdtes det allerførste Skolernes Motionsløb på initiativ fra nogle fynske lærere. Jeg var selv med på banerne ved gymnastikhøjskolen i Viborg og fandt faktisk netop her ud af, at jeg gjorde det OK på en 400 meter. Siden er der løbet en del vand i åen. I år er det præcis 40 år siden og traditionen lever endnu. På de fleste skoler markerer dagen fællesskab og idræt, og disse to ting er også i løbet af de seneste 40 år vigtige områder i skolen, som har fået mere og mere plads.


I en travl hverdag er det derfor skønt at markere, at vi holder skolernes motionsdag for at skabe et fællesskab blandt alle elever omkring idræt og bevægelse. Alle kan være med. På Holme Skole har lærerne i begge afdelinger gjort et stort og positivt arbejde med at planlægge en god dag for børnene. I dag blev løbet gennemført med godt vejr og højt humør for 0- 6. årgang. Traditionen tro havde 7.-9. årgang i aftes deres årlige løb i Mindeparken. Det glæder mig, at vi holder denne tradition i hævd og derfor en stor tak til både eleverne og de aktive lærere, der hvert år sikrer denne gode oplevelse.


Det første skolekvartal har været en dejlig opstart af et år, hvor vi endelig helt har kunnet lægge diverse restriktioner fra os og komme på plads igen med et normalt samvær på skolen. Skolens elevråd er kickstartet, bestyrelsen har været samlet til sædvanligvis gode drøftelser om vores skole, lærere og pædagoger har planlagt og gennemført en masse god undervisning, og vi er på alle måder kommet godt i gang. 


Dette ikke mindst, fordi vi har sagt velkommen til vores nye viceskoleleder Sonja, som er kommet godt ind i Holmelivet og efterhånden også kender mange af jer fra diverse sammenhænge. Sonja er, som I ved, daglig leder for Afdeling 2 og Specialklasserne.


I sidste uge valgtes det kommende Børn- og Unge Byråd, og det er med stor stolthed, jeg kan fortælle, at vi har ikke mindre end 4 medlemmer blandt Holme Skoles elever. Stort tillykke til Mohammed, Oskar, Alberte og Frederikke med valget. Herligt, at vores unge mennesker kaster sig ind i demokratiet og er med til at gøre en forskel for børn og unge i Aarhus.