Et begivenhedsrigt Holme-år lakker mod enden

Kære forældre, elever, medarbejdere og andre interesserede!

Sommerferien venter lige om hjørnet, og efter et veloverstået skoleår 2017/18 er børn som voksne mere end klar til at gå ombord i den.

Skoleåret 2017/18 har været et begivenhedsrigt skoleår med store og små gode oplevelser. Efter mange flotte år på posten, sagde Holme Skole på flotteste vis farvel til sin tidligere skoleleder Allan i marts måned. Herefter blev der taget festligt imod mig som skolens nye leder, og selvom jeg ikke har været her så længe, synes jeg, når jeg ser tilbage på de sidste tre måneder, at der er sket et hav af spændende ting. Jeg glæder mig over at have overtaget en veldrevet og dejlig skole.

At lære Holme Skole og dens mennesker at kende har været og er som en god rejse fyldt med oplevelser. Forældre som personale og elever tog imod med åbne arme, og så er det ingen sag at være ny.

Internationalt udsyn

I maj måned gennemførte 6. årgang udvekslingen med Escuola Mestral og var såvel på besøg som værter for deres kammerater fra Barcelona. Vi kan være stolte af vores samarbejde med Escoula Mestral og på Holme Skole gør lærere og elever et stort arbejde ud af at give alle en god og lærerig oplevelse. Tak til alle forældre, der åbnende deres hjem for en elev fra Barcelona. Det er lærerigt og godt for børnene at være værter og bruge sproget.

Vi sendte ligeledes i maj vores sidste 8. årgang til Holland på udveksling. Også de havde en god tur med masser af læring. Det er en fornøjelse at opleve engagementet hos de lærere, der er med til at give eleverne en oplevelse ud over det sædvanlige ved at tage med dem til udlandet og se eleverne modnes på sådan en tur. Da vi har brug for at tænke nye tanker, har vi valgt for nu at stoppe samarbejdet med vores venskabsskole i Holland i denne omgang, så nye idéer kan få plads.

Vores Skole-OL værtsskab

Det er næppe gået nogens næser forbi, at vi netop har været værter ved Skole OL. At være OL-by og stå for indkvartering og bespisning af elever og lærere fra hele landet var en opgave, vi som skole lykkedes med. Mange ting skulle koordineres, og samarbejdet omkring de forskellige opgaver i forbindelse hermed blev sat på spidsbelastning. Alligevel lykkedes det på fineste vis for både personale og elever at give vores gæster en god oplevelse med at bo på vores skole i forbindelse med finalerne på Stadion. En stor tak til alle, som var med til at få det til at lykkes. I særdeleshed for vores elever på 5. – 8. årgang, som stillede op som værter og rundvisere, dommere, madpakke-pakkere og opryddere. Vi har fra både Skole OL-komitéen samt fra vores gæster i finaledagene modtaget stor ros for vores indsats, så vi må gerne klappe os selv på skulderen.

Demokrati i børnehøjde

Holme skole har elevråd i alle afdelinger og i de sidste par måneder har jeg mødt dem og deres arbejde med at præge vores skole og give de voksne input til, hvad der kan være med til at skabe et godt skoleliv med læring og trivsel. Elevrådene dagsordensætter vigtige temaer på deres møder og på nogen møder deltager ledelsen og hører elevernes forslag til at udvikle skolen. Til næste år introduceres elevrødderne til bestyrelsen, så de også bliver en del af dette arbejde.

.


Ny skolebestyrelse kørt i stilling

Skolebestyrelsen på Holme Skole gør et godt stykke arbejde med at præge og udvikle skolen, og mit møde med den har været utrolig positivt. Også på bestyrelsesfronten er der forandring i sigte. Vi har med alles hjælp valgt en ny bestyrelse, der konstituerer sig til august. Jeg er glad for, at den nye bestyrelse indeholder såvel nye kræfter som gengangere fra den tidligere bestyrelse. Det er et godt match og sikrer, at vi ikke glemmer det gamle i opstarten af det nye. Jeg ser med stor glæde frem til samarbejdet med den nye bestyrelse. Tillykke med valget.

Koloni for 2. og 3. årgang

Endnu en vellykket koloni for SFO'ens børn blev gennemført i glimrende sommervejr på Gjerrrild Nordstrand. På sådan en tur gemmes mobilerne væk, og børn og voksne nyder hinandens samvær og nærvær om gode aktiviteter ind og ude. Det er vigtigt at give vores børn sådanne oplevelser, og turen var en succes. Tak til forældre og personale for engagementet i forhold til at give vores børn en dejlig tur.

Farvel til 9. årgang

Årets afgangsprøver blev afholdt på kontorgangen og i sognehuset, som er en god og fredelig ramme omkring prøverne. Det er vigtigt for os at skabe ro omkring prøverne, og vi er glade for samarbejdet med sognehuset omkring brugen af deres lokaler. Eleverne klarede prøverne flot, og vi kan med en rigtig god fornemmelse sende dem videre.

Det er noget særligt at sende en Holme-årgang ud i verden efter afsluttede prøver og endt skolegang. Mange kræfter og meget samarbejde er lagt i at skabe læring og trivsel, og nu skal det stå sin prøve. Onsdag den 27. juni holdt vi en stemningsfuld dimission, hvor alle elever fik prøvebeviser, en rød rose og gode ord med på vejen fra deres lærere og mig. Det er en fin gammel tradition, vi værner om, og det er dejligt at se eleverne og deres forældre og få sagt tak for denne gang og ønsket held og lykke i fremtiden med alle dens krav og udfordringer. Tusind tak til vores 9. årgang for tiden på Holme Skole og til forældrene for samarbejdet om jeres børn.

46 nye børn på vej

Heldigvis sender vi ikke kun børn afsted. Vi tager også imod nye Holme Skolebørn. I maj og juni har vi haft besøg af børnehaverne med vores kommende 0. klassebørn, og vi har holdt et hyggeligt goddag-arrangement for dem og deres forældre. På Holme Skole glæder vi os alle til at give 0.a og 0.b en rigtig god skolestart. Vi ser frem til samarbejdet med jer forældre og håber, I bliver glade for skolen.

Fredag klokken 12.30 ringer vi traditionen tro med klokken i skolegården og sender hele flokken af Holme-elever afsted på sommerferie. Jeg ønsker alle vores elever og forældre en dejlig sommerferie med gode oplevelser.

Vi glæder os til at se jer igen til opstarten af en nyt skoleår den 13.august 2018. Tak for samarbejdet i skoleåret, der gik.

De bedste sommerhilsener

Ditte,

Skoleleder

Et veloverstået Skole-OL

Det landsdækkende idrætsarrangement Skole-OL hylder tre grundværdier : Fællesskab, færdighed og fairplay. Og selvom det er møntet på selve konkurrencen, passer det meget godt på beskrivelsen for Holme Skoles særlige rolle som blandt andet værtsskole for 2900 gæster, de frivillige skoleværter, dommeropgaverne på stadion - og så var det også én af vores elever, som fik den særlige Fairplay-pris.

Skolens engagement i landsfinalerne i Skole-OL er så omfattende, at det er svært at komme omkring det hele. Heldigvis har der været stor mediedækning på både finalerne som sådan, men også i forhold til skolen. -Så der kan du blive klogere på noget af det. I indslaget fra TV2 Østjylland, ses Ditte på slap line på live-tv den første dag, vi havde finalister, som rykkede ind.

Og i artiklen fra Lokalavisen Aarhus Syd kan du læse om vores frivillige skoleværter fra 4. til 7. årgang - blandt andet Sara og Augusta.

8. årgang tog et kæmpe slæb

Som sidste år var hele 8. årgang involveret, idet de fik et dommermedhjælper-kursus af Aarhus 1900 Atletik i ugerne op til finalen. Det gjorde dem i stand til at løse en stor opgave på Ceres Arena, hvor de var med til at afvikle konkurrencerne - og havde masser af andre praktiske opgaver - inklusive at være indeni de mange maskotter.

"Vi var jo med som aktive sidste år, hvor vi også så dem fra 8. være dommere - så vi havde en idé om hvad det var. Og det var virkelig megafedt at være dommere. Jeg synes, det er ret fantastisk, at de stoler så meget på os og tør give os det ansvar. Så vil man også gøre sit bedste for at leve op til det," siger Rasmus fra 8.C, som mest hjalp til ved kastekonkurrencen.

Klassekammeraten Ida er selv frivillig i sin fritid som hjælpetræner på et gymnastikhold. De er begge klar over, at hjælpeopgaven på stadion ikke som sådan var frivillig for dem, men det kunne den lige så godt have været.

"Jeg ville også have meldt mig, hvis det havde været et valg. Dem der prøvede det sidste år, sagde det var ret fedt, så jeg ville gerne være med - og efter dommerkurset glædede jeg mig til at komme derned," siger hun.

En særlig pris til Holme-elev

Som kronen på værket var finalechefen for Skole-OL, Morten Brammer i dag forbi skolen under Holmestafetten. Med sig havde han en helt særlig Fairplay-pris - som kun én af de 12.000 elever til finalerne fik. Og det var - vi havde nær sagt selvfølgelig - en af vores elever, nemlig Victoria Janelle fra 5.b.

I videoen herunder kan I høre Morten fortælle, hvordan hun gjorde sig fortjent til den.

Se Live-indslag fra nyhederne på TV-2 Østjylland herover

Herover lidt snapshots fra indskolingens Niceville-uge, hvor der var fokus på god stil, god adfærd og god tone.