Kære forældre
Efteråret er for alvor i gang, bladene flader af træerne, vinterjakkerne er fundet frem, og flere aktiviteter flytter indendørs. Vi ser snart frem mod den traditionelle halloween i SFO, og før vi ved af, det rammer december måned med alle vores juletraditioner. I dette nyhedsbrev ser vi blandt andet tilbage på skolestartens måneder, der er info om ny madordning og et skriv om vores lejrskoler. Som altid er der også et par hverdagsglimt.
I august tog vi traditionen tro imod de nye 0. klasser på scenen til sangen ” Velkommen, velkommen, velkommen til vores skole...” Vejret var ikke helt med os, så vi måtte udskyde det hele lidt. Heldigvis havde det ingen betydning for de mange smil og grin. Stoltheden var stor ved de nye 0. klasser, da de gik gennem flag-alléen og skoleåret blev for alvor skudt i gang for alle skolens elever.
Månederne august og september bød på mange solskinstimer, så vi har haft stor aktivitet udenfor. Her gælder det både vores store elever, der bruger boldbanerne flittigt i pauserne, og vores små elever der er meget ude både i undervisningen og selvfølgelig i SFO.
For andet år i træk afholdt vi temaugen ”Trivsel og bevægelse”. Ugen var tilrettelagt ligesom sidste år, hvor alle morgenerne gik med fælles bevægelsesbånd for alle. Midt på dagen var man på sin årgang og sidst på dagen, var der tilrettelagt en fælles aktivitet igen for hele skolen.
Sikke en uge! 😊 Der var fantastisk stemning og masse gode aktiviteter rundt omkring på skolen. Vi sluttede ugen af med fællesdans i den lilleskolegård, og derefter motionsløb – både i Mindeparken torsdag og i området ved skolen fredag. Vores 6. årgang havde som noget nyt 10-kamp i stedet for motionsløb, det var også en succes.
For nylig kunne I læse et opslag på Aula, der omhandlede vores kantine, mælkeordning og fremtidige madordning. Vi er meget glade for at have fundet en god løsning for at tilbyde mad på skolen fra januar. Det kan selvfølgelig ikke sammenlignes med vores egen kantine, men når nu besparelsen var nødvendig, og lukningen derfor blev virkelighed, er vi glade for, at denne model er mulig. Vi håber meget, at I vil bakke op om det, for jo flere der køber, jo større sandsynlighed for at ordningen kan bevares. Der kommer som skrevet i opslaget, snart mere info ud fra kantinen i Tranbjerg, som fortæller mere om, hvad der kan købes.
I kan læse om ordningen på skolens hjemmeside, som vi opdaterer efterhånden, som vi får mere viden. Her er også link til bestillingssiden.
9. årgang var på lejrskole i Odense
6. årgang var i Skagen. Her på Skagen Museum
Fra det vemodige i at skulle lukke vores kantine til det glædelige ved, at vi har kunnet bevare vores lejrskoler. At tage på lejrskoler og koloni, mener vi, har en meget stor værdi for fællesskabet. Børnene får oplevelser, som de ofte husker mange år frem, og som er med til at styrke relationerne mellem børnene og til de voksne på turen.
Vi har besluttet os for at:
fastholde kolonien på 2. og 3. årgang
6. årgang tager til Skagen i sensommer/efteråret
9. årgang tager til Odense (eller anden større by) også i sensommer/efteråret.
Vores specialklasser kommer også afsted ca. på 6. og 9. klassetrin. De har én overnatning - ofte i en af kommunens lejrskoler, hvor der er en mindre og tryggere ramme. Både 9. og 6. årgang har været afsted, og har haft nogle rigtig gode ture.
SFO holdt 'Bag for en sag', hvor alt overskud fra salget gik til Børnetelefonen. Tak for de mange flotte kagebidrag og for købelysten 🙂🍰
I uge 40 var det international ordblinde, som vi altid markerer hos os. Der var café for alle ordblinde elever, hvor de så film og spillede brætspil om ordblindhed og hyggede med saft og kage.
6. årgang var en dag på golfbanen
0. årgang var på tur til Himmelbjerg
Skoleindskrivningen er åben fra den 14. oktober til den 6. januar
Kom-og-se-din skole for kommende skolestartere er den 30. oktober kl. 16:00-17:30
Jule-klippe-klistre-dag er den 28. november
Lucia-optog er den 13. december kl. 8:00
Juleferien er fra lørdag den 21. december til torsdag den 2. januar.
Første skoledag er fredag den 3. januar 2025.
Tak fordi I læste med 😊
Næste nyhedsbrev kommer i december.
Sonja Pedersen
Skoleleder