Kære Forældre og andre interesserede!
Velkommen til Holmegangens novemberudgave. Vi er for længst inde i det lidt tungere efterår og på vej mod vintertid. Flyverdragter, regntøj og vandpytpjask præger den lille skolegård og rundt omkring i klasserne tager hyggen til i krogene. Halloweenlygterne i forbindelse med en succesfuld fest i SFO har også markeret den stemning, der er i årstiden lige nu, og vi begynder så småt at kigge hen imod en juletid med de traditioner, der hører til den. Men lad os nu blive i november et øjeblik.
Læsning!
At lære at læse er at åbne en dør til en ny og stor verden af oplevelser, viden og fællesskab. Derfor glæder mange børn sig særligt til at komme i skole og lære at læse. Børn knækker læsekoden i forskellige tempi og med forskellige strategier, og som skole er det en af vores fornemme opgaver at vise dem vejen og støtte deres læring og motivation for læsningen. Det gælder også, når læsekoden ikke lige knækkes med det samme, og det for nogen viser sig at være en lidt større udfordring end forventet. Heldigvis er der i vores system et større og større fokus på ordblindhed og på måder, hvorpå børn med ordblindhed/dysleksi støttes til også at få de gode oplevelser, der er forbundet med at læse. Vi er heldige med teknologiens muligheder, men faktisk er vi allermest heldige med, at synet på dysleksi har udviklet sig fra et mangelsyn til et ressourcesyn. Vi bliver mere og mere dygtige til både at se tegn på ordblindhed og også til at arbejde målrettet på strategier, der både skaber læring og kompenserer. Det betyder, at børn med dysleksi i dag hurtigere kan få hjælp og støtte og udover at få adgang til læsningens verden også får større trivsel, idet de lærer, at man ikke har skyld i, at noget er svært, at der kan gøres en masse for én, og at der er mange, der har det på samme måde.
Der er stadig meget at lære og meget at udvikle, men jeg glæder mig over, at vi på Holme Skole har et team af læsevejledere, der arbejder målrettet og engageret på at gøre vores skole ordblindevenlig. Læs her i Holmegangen om dette arbejde.
Bestyrelsen!
I sidste Holmegang præsenterede vi vores nye bestyrelsesformand, Marie og den øvrige bestyrelse. Jeg vil ikke undlade i denne Holmegang at nævne vores bestyrelsesarbejde endnu engang. Vi er kommet rigtig godt fra start. Der er nedsat nogle arbejdsgrupper i bestyrelsen, og i øjeblikket er vi i gang med at gentænke og gennemgå skolens principper, arbejde på endnu en trafik-event med fokus på at øge trafiksikkerheden omkring skolen og skærpe alles opmærksomhed ikke mindst nu, hvor vi er i den mørke tid. Det er en fornøjelse at komme så godt i gang og opleve bestyrelsens gode energi. I denne uge deltager bestyrelsen i et personalearrangement, hvor vi skal drøfte værdier og identitet i de nye afdelinger.
Værdier!
At tale om værdier og værdigrundlag er at tale om store ting, og det er kun frugtbart, hvis de værdier, vi ønsker at basere vores skole på, rent faktisk lever derude i vores hverdag med børnene. Holme Skole er en skole med traditioner og historie og en solid identitet i nærmiljøet. Det skal vi værne om.