Sikhisme
Ordet "sikh" betyder "discipel" eller "lærling".
Sikhismens historie
Sikhismens grundlægger Nanak blev født i 1469 i Punjab ikke langt fra Lahore i det nuværende Pakistan som søn af en mand, der tilhørte krigerkasten. Omkring år 1500, da Nanak var ca. tredive år gammel, fik han en åbenbaring og mente sig kaldet til at udrede troen og dyrkelsen af én gud og én religion, en religion, der på samme tid ophævede og optog mange af de hinduistiske og muslimske forestillinger og ritualer, som prægede hans samtid.
Åbenbaringen og den særlige viden og indsigt, som Nanak fik og formidlede til andre, gjorde ham til en sand religiøs leder og autoritet, en guru . Efter Nanak fulgte en række på 9 guruer, der alle bidrog til den fortsatte udvikling af sikhismen. De mest betydningsfulde guruer efter Nanak var den 5., Arjan, og den 10., Guru Gobind Singh.
Arjan grundlagde sikhernes centrale tempel, "Det gyldne Tempel" i Amritsar, samlede og fuldendte sikhernes hellige bog, Adi Granth (adi betyder "original" og granth "bog"), og gjorde den til det centrale kultobjekt i templet. Guru Gobind Singh indstiftede det særlige sikh-broderskab, khalsa (se nedenfor), og afsluttede rækken af levende guruer. Med afskaffelsen af levende guruer overgik positionen som guru dels til den hellige bog, Adi Granth, der derfor oftest kaldes Guru Granth Sahib ("Herr Guru Bog"), dels til sikh-broderskabet, khalsa'en, der i denne sammenhæng også kaldes Guru Khalsa .
Forestillinger
Der er kun én Gud.
Han er den højeste sandhed,
alle tings skaber og den altgennemtrængende ånd.
Han er uden frygt og fjendskab.
Han er tidløs,
og han er ikke født og vil ikke dø til en genfødsel.
Han er oplyst ved sig selv,
og han kan blive kendt ved sin nåde som guru.
Åbningsvers Adi Granth
Gudsforestillingen er præget af både hinduistisk bhakti-tilbedelse, hvor den personlige hengiven sig i sang og dans til guden og dennes kærlige nåde står i centrum og af islams gudsforestilling. Gud, kaldet Akal Purakh , er den øverste og egentlige Guru. Han er både personligt og upersonligt opfattet, både en altgennemtrængende kraft og en personlig gud, der har skabt verden og er interesseret i menneskets frelse (mukti). Det religiøse mål for sikherne er frelse gennem sjælens forening (sahaj) med Gud.
En forudsætning for at blive frelst er, at man følger Guds vej, dvs. den vej som guruerne har åbenbaret, og som fremgår af hymnerne i Guru Granth Sahib.
Kulten
Centralt i kulten står Guru Granth Sahib, den hellige bog, som på mange måder kan siges at være hjertet i sikh-religionen. Bogen, skrevet med en særlig skrift (gurmukhi), indeholder en række hymner skrevet af Nanak og nogle af de guruer, der fulgte efter ham. Hertil kommer tekster fra religiøse tænkere, hinduer såvel som muslimer, fra tiden før Nanaks åbenbaring. Disse tekster opfattes af sikherne som værende i "åndelig samklang" med Nanaks lære.
I den centrale helligdom, Hari Mandir eller Darbar Sahib i Amritsar, i Vesten kendt som "Det Gyldne Tempel", og i de mange lokale helligsteder kaldet gurdwara ('Guruens dør'), hviler bogen rigt smykket på en forhøjning af puder og hynder under en baldakin. Når den er utildækket, vogtes den af et medlem af khalsa- broderskabet, der som regel står med en særlig kultgenstand i hånden (en vifte, der symboliserer autoritet). Bogen behandles som var den Guruen selv, og visse steder har den et særligt rum, hvor den sover, for så om morgenen at blive vækket og båret frem på hæderspladsen.
Der er ingen faste ugentlige helligdage, og man kan aftale at mødes i gurdwara'en en bestemt dag. Kulten er uformel og afslappet. Deltagerne har taget bad, inden de kommer, og man tager fodtøjet af, før man træder ind, ligesom tildækning af håret med turban eller tørklæde også er obligatorisk. Stole og bænke findes ikke; man sidder på tæpper og på gulvet.
Der er ingen præster, for ingen må stå imellem den enkelte og Gud. Gudstjenesten kan vare flere timer. Den afsluttes med en højtidelig fællesbøn kaldet arda : Alle rejser sig og står vendt mod Adi Granth, og i bønnen mindes man og ærer Gud, de ti guruer, Adi Granth m.v. Imens bønnen finder sted rører et medlem af menigheden med et sværd den s.k. karah parshad, en sakramental spise bestående af mel, sukker og renset smør (ghee). Denne hellige spise tilbydes enhver som udtryk for, at alle er lige for Gud, efter at den først er blevet ofret til Adi Granth.
Overgangsritualer
Ligesom indvielsen til munk kan siges at være det vigtigste overgangsritual i buddhismen, kan indvielsen i khalsa-broderskabet siges at være det centrale overgangsritual i sikhismen. Men de andre overgangsritualer er også betydningsfulde. Khalsa betyder "ren", "stærk", og Gobind Singh indstiftede khalsa'en, gruppen af rene, for at der altid kunne være en gruppe sikher, der var stærke og stolte i troen. Indvielsesritualet er simpelt og foregår i dag i overensstemmelse med den første indvielse, som Gobind Singh stod for: Fem indviede, repræsenterende de fem mænd, der på Gobind Singh opfordring erklærede sig villige til at dø for sikh-religionen, står for indvielsen og repræsenterer også Guru'en (og dermed Gud). Sødet vand, amrit (egtl."udødelighed") tilberedes i et jernkar, hvor det røres med et tveægget sværd. Kandidaterne vies med dette vand og aflægger forskellige løfter. Herefter har de ret til at bære de fem K'er: Kesh : uklippet hår (og skæg); Kungha : en kam, der bæres i håret; Kuchha : korte benklæder (bæres under bukserne eller lændeklædet); Kara : et stål-armbånd (bæres om højre håndled) og Kirpan : en kortbladet daggert.
Kontaktadresser i DK
Gurdwara Siri Guru Singh Sabha
Grønnehøj 1. st.
2720 Vanløse
Tlf: 38 71 42 29, e-mail: info@sikh.dk
Sikh Foundation Denmark
Blågårdsvænget 16
2670 Greve
Tlf/Fax: 43 40 40 28