Hovedværkslæsning - Bhagavad Gita

Bhagavadgita, som vi kender skriftet i dag, er en del af det store indiske epos, Mahabharata. Mere præcist er det en del af Bogen om Bhishma (Bhishmaparvan), som er den sjette af Mahabharatas 18 bøger. I "Bogen om Bhishma" udgør Bhagavadgita kapitlerne 23 til 40, i alt 18 kapitler. Det stammer fra den klassiske periode i hinduismen, nærmere betegnet fra perioden 200 f.v.t til 200 e.v.t.

Da Bhagavadgita er en "del af en del" af det store epos, er det nødvendigt at se på den større sammenhæng. Mahabharata ("Det store epos om Bharata-slægten") er beretningen om en slægtsfejde mellem to dele af Bharata-slægten, kauravaerne og pandavaerne. Kauravaerne har på ulovlig vis tiltaget sig magten i det store nordindiske rige, og pandavaerne tilkæmper sig magten igen, anført af Arjuna, i det store slag på Kuruksetra ("Kuru-marken"), som varer 18 dage. Ud over denne centrale begivenhed indeholder Mahabharata, med sine 100.000 dobbeltvers, en række fortællinger samt religiøse og filosofiske afhandlinger, som også er velkendte og en berømt kulturarv i Indien i dag.

Handlingen

I begyndelsen af Bhagavadgita sættes situationen. Arjuna har Krishna som vognstyrer, men det er først i den store teofani ("guddommelig åbenbaring") i kapitel 11, at Krishna afslører sin gudestatus. Indtil da er han i sin menneskelige form, er Arjunas vognstyrer, og har som konge sendt sin hær til støtte for Arjuna og pandavaerne.

Da kampen skal til at begynde, sker det, at Arjuna fortvivler og nægter at kæmpe. Han står over for at skulle dræbe slægtninge, venner og læremestre, og han argumenterer, at en kamp på liv og død vil være altødelæggende for det eksisterende klassesamfund (se senere) og det vil medføre, at han selv havner i et hindu-helvede. Han vil hellere selv blive slået ihjel end slå andre ihjel. Således slutter første kapitel.

Krishna bebrejder ham i kapitel to, at en sådan holdning er vanærende for en kriger. Hvis han ikke kæmper, er han umandig ifølge den eksisterende pligtopfattelse for klassesamfundet (svadharma). Arjuna afviser denne kritik og fastholder i første omgang sin holdning: "Jeg vil ikke slås". Så fremfører Krishna et nyt argument: sjælen (dehin) er udødelig, mens kroppen forgår – altså kan man slet ikke dræbe det vigtigste.

Kapitel tre har som hovedindhold, at man gennem yoga kan handle uden at knytte sig til handlingens resultat. En sådan lidenskabsløs handlen vil ikke medføre dårlig karma. Derfor er Krishnas argument: "Uden ønsker og tanke på egen vinding, kæmp uden bekymring" (kap. 3, 30).

I en række kapitler, seks, ni og tolv, anvises yderligere en vej til udfrielse: Handlinger kan udføres, når handlingens resultater overlades til Krishna i hengivenhed.

For virkelig at sætte kraft bag ordene viser Krishna sig i sin sande guddommelige fremtoning: Teofanien i kapitel elleve. Dette klimaks kan kun Arjuna se, hvorfor hans øjne skal åbnes, hvorefter han ser Krishna i dennes guddommelige udfoldelse.

Dialogen mellem Krishna og Arjuna slutter i kapitel 18 med Arjunas totale overgivelse til Krishnas belæring. Overbevist om dennes argumenter kan Arjuna opfylde sin kastepligt og kæmpe. Resultatet er givet: Pandavaerne sejrer i kampen mod kauravaerne på Kuru-marken.

Samkhya-læren

Den religiøs-filosofiske skole Bhagavadgita specielt knytter sig til kaldes samkhya ("kategorisering") – en af seks klassiske filosofiske skoler i hinduismen. Samkhya-filosofien bygger på en dualistisk opdeling af materie og ånd, kaldet henholdsvis prakriti og purusha. Frigørelse fra genfødslernes kreds (samsara) opnås ved en erkendelse af de to realiteters fuldstændige adskillelse. Den synlige verden består af prakriti, som efterhånden har udviklet tingene og menneskene. Også de fem sanser (lugte, høre, se, føle, smage) og de fem handlingssanser (stemmen, hænderne, fødderne, udtømningsorganet (anus) og avlingsorganet) udvikles af prakriti.

Alt eksisterende, herunder ikke mindst mennesket, består af de tre grundbestanddele, de tre guna'er: sattva (godhed), rajas (lidenskab og handlekraft) og tamas (mørke og træghed).

Som det vil ses af denne korte fremstilling, opererer samkhya-læren ikke med nogen speciel guddom, men er ateistisk.

Den praktiske side af samkhya-læren kaldes yoga, og den bygger på den koncentrationspraksis, som var kendt i samtiden. Gennem bestemte kropsøvelser og åndedrætsteknikker lærer yogi'en at beherske krop og sind med det formål, at frigøre sig fra de bånd der binder mennesket til samsara.

Udfrielse i forhold til Bhagavad Gita

I forhold til vedaerne og den offerkult vedaerne anbefaler er Bhagavadgitas svar, at disse handlinger kan være nyttige, men de medfører ikke udfrielse. Hvad angår udfrielse gennem indsigt (jnana) anser Bhagavadgita dette for en meget vanskelig vej, forbeholdt mestre i samkhya-læren og upanishade-tænkningen.

De anbefalede veje er dels karma-yoga, dels bhakti-yoga. Den første vej (karmayoga) er "handlingens vej" og tager sit udgangspunkt i den pligt den enkelte har ifølge sin position i klassesamfundet (svadharma). Dog, da handling medfører samsara, er det for Krishna nødvendigt at pointere, at denne handling skal udføres uden hensyn til handlingens resultat og uden at den handlende binder sig til resultatet.

Men den vej, som Bhagavadgita i særlig grad berømmes for, er bhakti-yoga. Bhakti betyder "kærlig hengivelse" og er oversat "hengivelse" i denne udgivelse. Den består i, at guden, i dette tilfælde Krishna, overtager ansvaret for det menneskes handlinger, som hengiver sig til guden, og hvis handlinger udføres som "offer" til guden, dvs. en teistisk løsning på Arjunas dilemma. Således kan man uafhængigt af samfundsklasse og køn opnå udfrielse – også selv om man ikke har udført de riter, handlinger og yoga-øvelser, samfundssystemet kræver, eller ikke har haft indsigt i den dybe samkhya-lære. På den måde kan den enkelte opfylde familieforpligtelser og skaffe føden til familien uden at dyrke andre veje til udfrielse. Kapitel ni i Bhagavadgita er specielt egnet til forståelse af bhakti-yoga.

”Når skuffelsen stirrer mig i øjnene, og jeg ikke kan få øje på en eneste lysstråle, vender jeg mig til Bhagavad-gita. Jeg finder et vers her og et vers der, og snart begynder jeg at le selv midt i de mest overvældende sorger.

Mit liv har udefra set været fuldt af tragedier, og jeg kan takke Bhagavad-gitas lære for, at disse ikke har efterladt varige spor.”

Mahatma Gandhi.

Bhagavadgita er et værk, som søger at forene forskellige religiøse ideer og veje til udfrielse, selvom de kan forekomme i høj grad modsigelsesfulde.

På ISKCONs forlag er der i Januar 2014 udkommet en ny dansk udgave af Bhagavad Gita - som den er. En anmeldelse kan læses på http://www.harekrishna.dk/wp-content/PDF/2014/Nyt_fra_HK_7_2014.pdf