Eksamenstekst

Eksempel på Eksamenstekst 1)

Benarestalen

Så henvendte Bhagavat sig til gruppen på fem munke:

I munke! der er to yderligheder man ikke må forfalde til! Hvilke to? Der er dels den lave, vulgære, profane, uædle og fordærvelige tilbøjelighed til at tilfredsstille sit begær ved nydelser og så er der den smertefulde, uædle og fordærvelige tendens til selvplageri. Men undgår man, I munke, begge yderligheder, da vil den middelvej, Tathagata har opdaget, skabe indblik og erkendelse og føre til sindsro, intuition, opvågnen - nirvana. Men hvilken middelvej er det så, I munke som Tathagata har opdaget skaber indblik og erkendelse og som fører frem til sindsro, intuition, fuld opvågnen og nirvana? Det er lige netop den otteleddede vej, det vil med andre ord side: den rette anskuelse, den rette beslutning, den rette tale, den rette handlemåde, den rette livsførelse, den rette stræben, den rette besindelse samt den rette koncentration - Det er den middelvej, I munke, Tathagata har opdaget skaber indblik og erkendelse og som fører til sindsro, intuition, opvågnen og nirvana.

Desuden er, I munke, lidelsen (duhkha) en kendsgerning for de ædle: fødsel er smertelig, alderdom er smertelig, sygdom er smertelig, døden er smertelig, forening med ukært er smertelig, adskillelse fra kært er smertelig, ikke at få hvad man ønsker er smerteligt - kort sagt de fem skandhaer er lidelse, når man hænger ved dem.

Desuden er det, I munke, en kendsgerning for de ædle, at lidelsen har en årsag, nemlig den livstørst, som fører til genfødsel, som ledsages af lyst og begær og som søger sin tilfredsstillelse alle vegne, med andre ord: trangen til nydelse, trangen til at være noget og trangen til magt.

Endvidere er det, I munke, en kendsgerning for de ædle, at lidelsen har sit ophør, nemlig det total ophør, dvs. lidenskabsløshed, forsagelse, forkastelse, befrielse og uafhængighed af selvsamme trang.

Endelig er det, I munke, en kendsgerning for de ædle, at der er en vej, der fører til lidelsens ophør. Det er lige netop den otteleddede vej, det vil sige: den rette anskuelse, den rette beslutning, den rette tale, den rette handlemåde, den rette livsførelse, den rette stræben, den rette besindelse og den rette koncentration.

(Vinaya Pitaka, I.10) -

Kilde:Bruun.Lindtner og Boile Nielsen: Buddhismen - tanker og livsformer. Gyldendal 1982, s.45-46

Eksamenstekst 2)

H. SADDHATISSA:

"DEN FØRSTE ÆDLE SANDHED

– MED EN DISKUSSION AF UBESTANDIGHED"

(H. Saddhatissa er født på Sri Lanka i 1925. Har været præsident for "The Sangha Council of Great Britain". Teksten er taget fra hans bog "The Buddha’s way" 1971)

Buddhismen er ikke en åbenbaringsreligion, i det mindste ikke i ordets sædvanlige betydning, men hviler helt og holdent på menneskelig erfaring. En tilhænger af Buddha opfordres til ikke at tro noget, før han selv har erfaret det og fundet det sandt.

Vi skal nu behandle den buddhistiske filosofis hovedpunkter. Men det må hele tiden erindres, at disse "sandheder" ikke præsenteres for den kommende buddhist som trosartikler, som han må tro på for at blive frelst. De er resultatet af et menneskes søgen efter sandhed og frihed, og de er blevet fundet gyldige af mange millioner, som fulgte efter ham; men hver enkelt må, for så vidt han er en sand tilhænger af Buddha, selv erkende sig frem trin for trin og efterhånden nå til erkendelse af sandheden, vel at mærke ikke gennem andres omtale, men gennem direkte erkendelse i hans egen levetid. Før dagen for hans egen oplysning vil han ikke være i stand til ganske at fatte dybden og højheden i Buddhas lære.

Den første sandhed, som Buddha vågnede op til på fuldmånenatten i maj, var sandheden om lidelsen (duhkha).

Selv de roligste og lykkeligste naturer iblandt os vil indrømme, at mange ting i tilværelsen er duhkha. Der er fysisk og psykisk sygdom, der er smerte. Der er sorgen ved tabet eller adskillelsen fra det, man holder af. Der er døden:

"Hverken i himlen eller midt på oceanet eller ved at søge ind i en bjerghule findes det sted på jorden, hvor man ved at slå sig ned kan undgå at blive overfaldet af døden." (Dhammapada, v. 128) De mindre tilfredse naturer kunne til denne liste føje frustrationen ved ikke at få, hvad man ønsker, eller ved at være bundet til noget, man afskyr. Hvem af os har ikke oplevet den lidelse, som følger efter vrede? Hvem har aldrig kendt angst, ensomhed og fortvivlelse?

Længe før kemien og fysikken opdagede flygtigheden og ustabiliteten i forholdet mellem stof og energi, havde Buddha forstået alle fænomeners fundamentale ubestandighed – indbefattet alt det, som mennesker opfatter som sig selv: legeme og bevidsthed, sansninger, opfattelser og følelser er ubestandige og underkastet forandring. Og eftersom de er ubestandige, er de utilfreds-stillende, de er duhkha. To tusind fem hundrede år før den eksistentielle angst rystede det industrielle Europas selvtilfredshed, sad buddhistiske munke i meditation og blev i stilhed rystet af den samme angst, da den erkendelse tog form i dem, at alle ting befinder sig i en tilstand af forgængelighed, og at lidelse er indbygget i selve eksistensens struktur.

Forståelsen af, at eksistensen i sig selv er lidelse, at glæde kun er forgyldt smerte, og at døden er det eneste sikre – denne forståelse har ført menneskene i forskellige retninger. For nogle har erfaringen været så katastrofal, at kun selvmord eller sindssyge kunne befri dem for erindringen om den. Andre har vendt sig til narkotika, til spiritus eller perversioner og adspredelser af den ene eller den anden art. Nogle er blevet magtgale, andre vagabonder. Nogle har grebet til spil, andre "har set lyset og er blevet frelst". Buddha gik ind i erkendelsens midte for at gribe sandheden om lidelsen og gennemtrænge dens årsag. Og dette er, hvad Buddha kalder "Den anden ædle Sandhed": sandheden om lidelsens årsag.